Jeg tænkte meget inden talen nedenfor blev til det den er.
Tænkte på hvordan jeg som Christoffers ondeste søster (det er velkendt at hende er jeg, jeg har det sågar på tryk) kunne holde en morsom tale med tusind tåkrummende anekdoter om ufrivillige pinligheder han har begået under opvæksten.
På hvordan jeg kunne holde en helt almindelig tale, ganske som den forventes at være til en konfirmation.
Jeg har aldrig holdt en tale før (men masser af oplæg og eksaminer, hvilket ligner meget) og forhørte mig hos forskellige venner. De bedste råd jeg fik var “Sig det du har på hjerte ligeud” og “Øv dig”.
Så var det jo med at finde ud af hvad jeg havde på hjerte. Først vidste jeg det ikke – havde ikke tænkt længere end at som både hans gudmor og søster var det nok passende at jeg sagde noget. Jeg havde kun forventningen om at jeg burde holde en tale.
Men lige så stille kom det. Det gik op for mig at jeg igrunden ikke kunne nogen oplagte pinlige historier fra da Christoffer var lille, og jeg opdagede at de fleste af de minder jeg vender tilbage til handler om tidspunkter hvor han udmærkede sig, hvor jeg med et smil tænkte “han er _min_ bror og se hvad han allerede kan og er. Tænk hvad det kan blive til i fremtiden?”
Jeg kom i tanke om at vi jo skulle i kirke og at det nok ville blive kedeligt – folkekirken er ofte ikke lige min kop the.
Derfra var der ikke langt til erindringen om hvad jeg ønskede for ham, da jeg bar ham til dåben. Eller hvad jeg selv tænker er vigtigt i forhold til religion.
Endelig er en tale en oplagt mulighed for at få lov at komme med gode råd uden at blive afbrudt. Måske endda råd som andre også kan have brug for. Så hvad har jeg af livsvisdom at dele?
Det kom til at lyde cirka sådan her (efter hukommelsen, jeg havde stikord med, ikke manuskript)
Jeg har to her som begge gerne vil sige noget til dig. Din gudmor – du kan kende hende på brillerne – og din søster.
Gudmoderen får lov at tale først *tager briller på og rykker dem godt ned på næsen*.
Religion og kirke er aldrig det vi har gjort det mest i, i familien Damhøj. Vi er ganske vist allesammen døbt og konfirmeret og nogle er blevet gift i kirken. Men det er mest for traditionens skyld, vi er ikke dem der ellers render præsten på dørene. For mit eget vedkommende er det næppe heller nogen hemmelighed at jeg ikke er kristen.
Alligevel stod jeg oppe i kirken og sagde “Ja” og “Ja” og “Ja” da præsten spurgte om “Gud Fader den almægtige”, “pint under Pontius Pilatus” og “den hellige, almindelige kirke”.
Som jeg stod der med dig på armen var det nogle andre ting mit hjerte var fuldt af end præcis dem præsten sagde, men jeg tænker nu at vores hensigter dybest set var ækvivalente.
Jeg tænkte:
- Ja, jeg ønsker at barnet i min arme må leve i en magisk verden, en verden hvor Narnia findes og ellepigerne danser i tusmørket.
- Ja, jeg ønsker han må opleve ting der ikke kan måles og vejes, og som ikke lige kan forklares.
- Ja, jeg ønsker han må opleve den ro og jordforbindelse der er at hente i ritualer som man gør til sine egne. Hvadenten det så er at banke under bordet, slå korsets tegn eller synge “Namu amida butsu”.
- Ja, jeg ønsker han må få et liv fuldt med spørgsmål, undren og forundring.
Egentlig så synes jeg slet ikke det er vigtigt hvilken religion du vælger. Du kan blive buddhist, nudist, muslim eller asatro – der findes sågar en jedi-krike i USA – eller du kan brygge din helt egen sammen efter forgodtbefindende.
Det vigtige er at du bruger religionen til at udvide din verden med, ikke til at indskrænke den og gøre dig snævertsynet. Til at åbne dialog med andre mennesker, til at give dig tryghed når verden er ond, til at forundres over foråret eller til at danse i regnen med – i stedet for at gøre den til et filter der fortæller dig at folk som tror noget andet er forkerte og skal rettes, at de er fortabte eller måske endda mindre værd fordi de tror anderledes end dig.
Din religion skal være et værktøj, ikke en spændetrøje.
*Tager brillerne af*
Nu er de søsterens tur til at tale. Det har handlet nok om religion, for i nutiden fungerer konfirmationen i reglen mere end noget andet som et overgangsrite. Det er den dag hvor vi fejrer at du ikke længere er et lille barn, og på vej til at blive en ung mand.
Det handler derfor også om at anerkende det menneske du er blevet siden jeg for snart 14 år siden stod i en telefonboks på Peterspladsen og fik at vide jeg havde fået en lillebror. Så hvad er du for en?
Du er nysgerrig. Jeg kan huske da din lyse, 3-årige stemme lød omme fra bagsædet: “Søsse, hvordan blev jorden egentlig lavet?”. Så var det tid til at tage en dyb indånding og prøve at forklare Big Bang-teorien i begreber en treårig kan forstå.
Du har interesseret dig for mange ting gennem årene, og du er grundig og tålmodig når du engagerer dig i noget. Det har været pirater, vikinger, samuraier, sejlskibe, runer, ægyptiske guder, smedekunst og meget andet.
Det år du var seks tog jeg på ferie til Ægypten og du synes det var ualmindeligt spændende. Vi læste mange bøger om faraoner, mumier, hieroglyffer og ægyptiske guder. Til min fødselsdag det år havde du skrevet mig et kort. Der stod “Tillykke” og “Fra Christoffer” – det havde du nok fået Mor til at hjælpe dig med at skrive. Derudover stod kongeformularen der – de 3-4 sætninger der introducerer en farao på steler og tempelinskriptioner – “Konge over de to lande, Herre til Øvre- og Nedreægypten. Vogter af…” – fejlfrit, med hieroglyffer.
Du er modig. Det meste af det jeg har sagt om det synes jeg vi skal lade blive mellem os, men jeg vil gerne sige – og have at alle I andre her idag hører det og ved – at når der er noget svært og ubehageligt som er nødvendigt at gøre, så har Christoffer modet til at gøre det.
Du er pålidelig og du kan holde på en hemmelighed. Vi har haft mange lange snakke under dynen i mørket efter sengetid gennem årene og har diskuteret mange ting.
En af de ting du engang spurgte om var om ikke jeg mon ville være gladere og blive hurtigere rask hvis jeg nu havde en kæreste. Sådan gik det til at du endte med at vide at jeg havde en et år før resten af familien vidste noget.
Du er betænksom. I hjørnet til højre for hovedenden af min seng står en boken, et træsværd. Det satte du der da du hjalp mig med at flytte ind i sin tid, og sagde “Så hvis der kommer nogen om natten kan du tage dit sværd og ordne dem.”
Jeg synes det er godt gået! Det er nogle vægtige egenskaber at have, og så allerede nu. Du er godt igang med at blive til en mand du kan være stolt af.
Eftersom dette her er talen til dit overgangsrite, så er det også nu at jeg kan få lov til at komme med gode råd og øse ud af min uendelige søstervisdom, opsamlet indtil min nu høje alder af 32 år 😉
Der er to råd jeg gerne vil komme med, og eftersom det ikke er mig der har fundet på nogen af dem må jeg godt sige at de er gode 🙂
For det første: Det vigtigste øjeblik er lige nu. Du kan ikke gøre noget ved det der er sket i fortiden, og kan endnu ikke gøre noget ved ting i fremtiden. Der er kun lige nu. Og da der deror aldrig kommer et bedre øjeblik end lige nu, så lad være med at vente. Vent ikke på at du bliver ældre, på at det holder op med at gøre ondt, på at du vinder i lotte, bliver rask eller på at dine forældre bliver fornuftige. Den tid du venter er bare spildt – brug hvert øjeblik nu, mens det er her.
Og det andet: Det er ikke tanken der tæller, selvom man siger det. Det er dine handlinger der fortæller historien om hvem du er. Ikke det du siger, men det du gør. Det betyder også at det aldrig er for sent at vælge om. Selv når du bliver halvfems, hvis du en dag opdager at den historie dine handlinger fortæller om dig ikke beskriver ham du gerne vil være, så har du stadig, hver dag, altid, muligheden for fra nu af at gøre noget andet, for at handle anderledes.
Så Christoffer – som er nysgerrig, grundig og tålmodig, modig, pålidelig og betænksom: Lad være med at vente på at uvejret driver over, lær i stedet at danse i regnen.
Og, det er dine handlinger som fortæller hvilket menneske du er, og det er aldrig for sent at gøre noget andet.
Nyd livet!
Uncategorized •
Skrevet 29. April, 2010 •
