Jeg savner
Maiju er rejst hjem til Finland og René er på konference i Montreal.
Jeg savner.
Advarsel: Madnørderi forude
Nu hvor skolen er slut for denne gang og jeg er tilbage i knoklekøkkenet på arbejdet kan jeg ikke dy mig for at se tilbage på nogle af de spændende ting jeg fik lov at prøve at lave – og så skal I naturligvis også tvangsindlægges til at se dem ;-P
Men først lidt pral (det er min blog, så jeg må godt) fra skolenettets karakterside:
Nu kan man måske indvende at det virker lidt sørgeligt at være glad for det eftersom jeg også engang fik fine karakterer i den mere krævende universitetsverden. Men selvom det meste af den teori de lærer os på teknisk skole er latterligt nem at tage til sig og på et ikke ret højt niveau, så er det køkkenpraktiske ikke – og heller ikke noget man kan lære ved at læse sig til det. Så jeg sidder her og smiler lidt selvtilfreds.
Men egentlig var det jo maden det skulle handle om. Efter i køkkentimerne at have kigget langt efter kokkeeleverne og deres talenter udi tallerkenanretning og -komponenter (sager vi på ingen måde gør eller har mulighed for i matematisk kantine) fik jeg kringlet det sådan at jeg skulle lave projekt sammen med Jack fra mit hold. Han er kokkeelev på Norsminde kro hvor det er fancy-fancy mad de laver. Så mon ikke jeg kunne lure nogle tricks af fra ham – han er mindst lige så dygtig praktisk som jeg er teoretisk.
Projektet gik ud på at komponere 2 sæsontilpassede menuer, skrive en rapport med begrundelser og fremgangsmåde, bestille varer og lave hver menu til 20 mennesker som så kom udefra til skolen og spiste.
Det blev nogle uger med megen åh-vi-når-det-aldrig fra min side og med “vi sørger for at nå det” fra Jacks 😉 Meget lærerigt – især alle de praktiske restaurantkøkken-tricks han kunne. Set i bakspejlet var vi nok lige rigeligt ambitiøse i forhold til den tid der var – med henholdsvis 8 og 9 komponenter på tallerkenen til de to hovedretter er to sæt hænder ikke helt nok når 20 mennesker skal have mad på kort tid.
Men maden blev fin. René siger at den også smagte godt – han var inde og spise den første dag vi havde åbning.
Først den ene appetizer: lakridskaviar
Vældig sjovt at prøve at lave. Man tager lakridsvæsken, blander noget alge-stivelse i og drypper væsken ned i et vandbad med kalciumklorid. Jo længere de små dråber ligger dernede, jo tykkere bliver skallen. Når man så spiser det, popper de tynde geléskaller og lakridssmagen løber ud over tungen. Samme princip som spejlægsdesserten i forrige post.
Tid til den første forret:
Kulmulecarpaccio, kulmulemousse og kulmule indstøbt i rødbede/sherrygelé. Underneden sort og grøn mayonnaise, gravet squash til pynt.
Så nåede jeg ikke at tage flere billeder den dag. Da først hovedretten kørte var der alt for travlt til at jeg nåede at tænke på kamera.
Men der kunne have været et billede af rosastegt kalvetyndsteg, på bund af græskarpure og pestosauteret squash, ravioli med braiseret kalveskank i glace, appelsinsprængt kalv på bund af chili-ingefærmarinede majs, kødskiverne pyntet af med seneragout og røget, friteret kalv, og kartoffelmos i små støbejernsgryder ved siden af.
Den vigtigste lektie herfra var at hvis man bruner og vakuumpakker kød (eller derhjemme ruller det tæt i husholdningsfilm) og steger det ved 68 grader i ovnen får man det møreste, mørkrosa kød. Kan tygges med tungen men beholder den fine farve, fordi hæmoglobinet i kødet ikke når at skifte farve ved den temperatur. Mums.
Dagen efter var forretten med lyssej.
Koldrøget i roulade med safran, varmrøget i rilette på spinatblad og som tartar med grøn mayonnaise. Bunden er en gastrikspiral, karryolie og friterede kapers.
Denne gang huskede jeg at få et billede af hovedretten
Sprængt andebryst (rosastegt som kalven) på stuvet hvidkål og græskarpure med glace henover, andeleverparfait på brioche med hybenkompot øverst, og en lille forårsrulle med anderillette med appelsin. Bulgur under æblegelélag ved siden af.
Som sødt til kaffen hjemmelavet blommeflæsk
Pyh – så var projektet veloverstået og vi tog på familieweekend i Lalandia.
Men det var ikke kun til projektet at der blev lavet pæn mad – de andre gange var de bare kun en enkelt portion eller to.
Rødvinspocheret pære med melfri chokoladekage, marcipanblomster og indkogt sirup.
Pocheret rødspættefilet pyntet med rejer, bund af sauterede skorzonnerødder, laksemousse med purløg, rødebedeparisienne, hvidvinsskum med persille, røget rødspætterogn (det var ikke en del af min oprindelige plan, men da jeg flåede spætterne var den alt for fin til bare at smide væk) og gratineret kartoffel.
Et resultat af disciplinen hvor man tager en klassisk ret og nyfortolker den, men bruger de samme råvarer.
Tilsidst dessertcirkus. Når svendeprøveeleverne er færdige og får deres bevis er der tradition for dessertbuffet, denne gang lavet af mit hold, 2 desserter pr snude, alle i små portionsanretninger. Meget hyggenyggeligt sådan at gå og pusle om bittesmå ting.
Jeg lavede lagkage med jordbærfromage, vendt i knust pistacie og pyntet med lyserød jordbærchokolade og hjertemarengs.
Og i anledning af efteråret, græskarmousse på marcipanbund med kanelchokolade.
Der var mange – her med min lærers hjælpsomme hænder
Nu er jeg på arbejdet indtil midt i marts – det er mest sådan noget med at skære grøntsager i stykker og smøre sandwiches – og når jeg så skal på skole er det fra nu af på hold kun med caterelever, ingen kokkeelever som denne gang. Jeg kunne godt blive lidt bekymret for om det bliver lige så spændende og udfordrende.
Grin til en søndag formiddag
Ny lejlighed
I fredags skrev René under på kontrakten til vores nye lejlighed 🙂
Det var den første vi så på. Vi har længe vidst at vi gerne ville flytte sammen alle tre til vinter når Maiju flytter til Danmark, men indtil i torsdags ikke gjort noget ved det.
Nu har vi 4 velistandsatte værelser på Thorvaldsensgade fra 1. januar – hos en anstændig udlejer endda.
Med 105 kvadratmeter er det lidt i den lille ende til os tre så efteråret kommer til at gå med at rydde op i gemmerne og smide ud hvad der kan undværes og hvad der ikke er plads til. Eftersom logistikken begrænser hvad Maiju tager med fra Finland må det blive René og jeg der skal ryddde ud med den store skovl.
Skræmmende igrunden. Ja altså ikke det med at smide ud, det kan jeg godt finde ud af og jeg tror såmænd også at det er vældig sundt. Men resten. Nu har jeg boet alene de sidste 5 år – kan jeg mon omstille mig til fællesskab? Mig som bliver muggen når der ligger vand på badeværelsesgulvet så jeg får våde sokker :-O
Og som får kuller af andres rod, men til tider trives fint i mit eget?
Det skal nok blive interessant! Og dejligt 🙂
Vi har ventet velovervejet længe og spændt på at blive klar til at være familie til hverdag og skabe et hjem sammen, men nu er det nu!
Tre skridt frem og et tilbage
Køkkensjov
Jeg har adskillige madbilleder (fra mit skoleprojekt) der ligger og venter på at blive blogget.
Men indtil da er her et billede af de spejlæg jeg lavede til dessert ude hos Mor og Lasse idag.
Nektarinpure (andre gule frugter kunne bruges i stedet, især mango er godt) oven på ymercreme. Lidt mørk chokolade på som “peber”.
Jul i august
Det er ingen hemmelighed at mit hovede ikke ligefrem er gode venner med verden for tiden.
Jeg forventer mig ikke ret meget når jeg går dagene i møde.
Men pludselig kan man overraskes.
Forrige lørdag traskede jeg i augusthalvsolskinnet hen til René og op af alle trapperne. Jeg var endda kommet ind ad døren før før det gik op for mig at ikke alt var som det plejede.
Første hint: En stor pakke midt på sofabordet, ledsaget af skiltet her.
Andet hint: Min langsomt roterende hjerne erkender at det er Elvis julemusik der spiller fra boomboxen. Det er her hovedet rigtigt fatter at noget er ud over det sædvanlige – den musik er hardwired i mit system på samme måde som duften af gran og honningkager.
Den er god nok, det er jul. På spisebordet står der juletræ(spotteplante) med glitter, bånd, gaver ved foden og den misfornøjede nisse med huen nede om øjnene fra vores jul i Berlin sidste år (man skimter hans hvide skæg i billedet, selvom han forsøger at vende ryggen til kameraet).
Kalenderlyset stemmer også.
Helt umuligt ikke at tude lidt. Jeg kan godt huske tidligere på ugen i udbredt håbløshed at have snøftet gid det var jul, for så havde man fri og folk var glade og der var rart. Og så blev det pludselig jul på en tilsyneladende helt almindelig lørdag i august.
René havde inviteret, så i løbet af dagen kom vennefamilien forbi – som familie nu gør til jul 🙂 Der var the, appelsiner med nelliker, hygge, konfektproduktion og gaver. (Måske lidt snyd at de fleste af gaverne var til mig, men jeg klager ikke 😉 )
Maria havde taget sin kæreste Daniel med, det var dejligt at få lov at se giraffen. Her kan I også få lov at se ham – endda med et af de falske overskæg der var i en af gaverne.
I baggrunden ses Renés sværd, i julens ånd dekoreret med bånd og lyskæde!
Ikke flere kræfter
Jeg var ikke klar. Ikke klar til at ferien sluttede, ikke klar til at varmen forsvandt og morgnerne begyndte at dufte af kølig regnvåd asfalt og kommende efterår, slet ikke klar til at få verden i hovedet fra alle retninger.
Det virkede ellers en overgang som om jeg ladede op. Sugede sol, varme og dasetid op og lagrede det som et spæklag af energi til senere.
Der er ikke noget tilbage.
Skolen er en blanding af latterlig basal undervisning i ernæring, læsning af varedeklarationer m.m. og praktiske køkkentimer.
De første er deprimerende spild af tid og ren energidræning, køkkentimerne er en lang understregning af alt det jeg ikke lærer om på min læreplads. Der er masser af kokkeelever på mit hold, heldige mennesker som faktisk lader til at have lært noget af at være i lære. De kan (udover at lave mad naturligvis) anrette så maden ligner en million og kender små fine tricks til garniture og pynt. I sammenligning har jeg “lært” at lave opbagt sovs i kæmpeportioner og stege alting i kilovis af margarine. Vældig unyttigt når jeg bliver bedømt på anretning både i timerne og til eksaminer. Og derudover en prima måde at føle sig som en uduelig dumrian – man skal bare se på mit resultat og de andres når maden præsenteres 🙁
Når jeg kigger på de udleverede råvarelister som forberedelse til dagen efter i køkkenet er jeg aldeles tom for ideer. Der er ingen “kunne det ikke være fint/lækkert/spændende med X?” eller “kan man mon gøre sådan-og-sådan ved Y”. Ingen kreative ideer, ingen lyst, bare apati og træthed. Hvor er det blevet af? Hvordan får jeg det tilbage?
Min krop er skrantende efter et halvt års kamp for at klare arbejdet. Jeg prøver så småt at gå til lidt motion igen, nu hvor jeg er på skole men det ville være synd at sige at der er nogen fornøjelse i det. Jeg kan langt mindre muskelmæssigt nu, end for over 2 år siden da jeg begyndte til pilates og bliver rask væk forpustet af at gå hen i Føtex. Alting gør ondt i dagevis bagefter og jeg kan ikke finde ud af ikke at hade mig selv for det. Hvad f…. skal jeg med en krop når den ikke kan nogetsomhelst.
Min mave, som ellers er den mest pålidelige del af min anatomi, strejker og strejker. Den plejer rask væk at klare vandhanevand fra skumle steder på kloden, sær og tilfældig mad, posevis af svesker og kirsebær og andre grove løjer. Nu gør den på 6. uge ondt halvdelen af gangene jeg kommer noget i den og ingen mad smager mig rigtigt.
Jeg er træt. Ikke på den måde hvor man rigtig får noget ud af at sove, bare sådan hvor alle ting virker uoverkommelige. Andre mennesker, strygetøjet, opvasken, kontakte kommunen, ringe til lægen, alting.
Jeg kan ikke gennemskue hvorfor det er lige nu kræfterne er slut og heller ikke hvad jeg stiller op. Jeg kunne blive hjemme til jeg har pusten, men er udmærket klar over at ingenting vil være forandret til den tid. Jeg er låst og jeg kan godt mærke at jeg går i spiralen. Men der er slet ingen vej ud.
Måske skal vi bare indlægge mig med det samme. Holde op med at lade som om at jeg kan finde ud af at føre nogen form for anstændigt produktivt liv. Putte mig i en kasse og aldrig tage mig op igen. Det virker jo ikke som om der er nogen levedygtige alternativer, vel? Jeg er helt brugt op.
Delirium
Kroppen er nærmest afslappet, blid og mat. Eftermiddagens besøg hos fysiterapeuten afslørede at min smertetærskel er højere end længe, og verden passerer forbi mine øjne på en sært uvedkommende afstand.
Sind og følelser er udmattede som en brugt muskel. Oplevelsesovervældet og efterladt i en sart og sårbar følelsesfuldhed går jeg rundt og får tårer i øjnene ved det mindste.
De er gode tårer tror jeg. Den slags der falder når en elsket bog slutter eller når nogen man holder af i en film dør.
Der er bare flere af dem fordi jeg var med i historien, bogstavelig talt med krop og sjæl, og fordi de som døde havde mig indeni eller var mit lånejegs hele fundament.
Musikken spiller ubønhørligt på indersiden af mit hovede og for mit indre blik ser jeg det mørke rum med de uoverskridelige streger på gulvet. Stregerne som holdt mig – Ark – fra min elskede, mit anker og fundament: Fisker.
Institutionen som med sine regler og rutiner fornedrede og fordrejede indtil alt hvad der var tilbage var menneskestumper, forpinte og ødelagte.
Enkelte scener og følelser er krystalliseret som billeder i mit mentale album.
Lyden da Fame i sjælens mørkeste nat åbnede et fødselsdagskort der spiller “Walking On Sunshine”. De spinkle toner i det store, mørke rum, som en spinkel tråd af håb. Om ikke om udfrielse så dog om en oase af fred i hvervelstrømmen.
Det punkt hvor Ark indser at hun lever på lånt tid. Hvor hun erkender at Fisker ikke kan overleve på Institutionen, at han visner og sygner hen af påtvungen passivitet. Fra da af bevæger hun sig frem mod accepten af at der ikke er nogen anden vej ud, at det _er_ bedre for Fisker at dø, selvom hun ved at hun ikke kan leve videre uden ham.
Usikkerheden. Den vedvarende tvivl på om Fisker er rigtigt til stede, om han ser Ark. Klassisk problem i et forhold hvor den ene er en tænker og den anden er en handler. Når han ikke siger det – og det gør han ikke, for ord er ikke vigtige eller nødvendige for Fisker – ved hun ikke om der stadig er fast grund under hendes fødder.
Stens ansigtsudtryk. Ark sidder i sin seng på sovesalen og er ulykkelig. Sten binder forsigtigt først en lillebitte og så en stor sløjfe fast på hendes sengebøjle og siger hun ligner en der kunne bruge en sløjfe på sin seng.
Blandt megen gråd og hulken får hun fortalt at hun græder fordi Fisker ønsker at dø. Som ordene falder stilner Sten – al aggressiviteten, alt det udfarende, mimikken, alt det der normalt kendetegner ham svinder brat idet han forstår Arks situation. Jeg føler lisen i at nogen ser, forstår.
Slutscenen. Det hele begynder forfra. Nye autoritetspersoner, men samme tvang, samme Institution. Vi kan ikke slippe væk, det sidste desperate forsøg er fejlet.
“Skal vi dø nu?” spørger jeg, men Fisker ser ikke ud til at høre det.
Jeg klamrer mig til Fisker, gemmer mig i hans arme. Der er vanvid omkring os, andre som tilsyneladende ivrigt er igang med at skabe den nye verdensorden identisk med den gamle. Fortvivlelse. Der er kun en vej nu.
Gemt i hans favn mærker jeg klædet han vikler om min hals, det klæde han laver sit net af. Han greb er blidt men fast og klædet lunt af hans kropsvarme.
Jeg er tryg, forankret, hjemme et sidste øjeblik mens han strammer til og før verden forsvinder. Det er det øjeblik jeg tager med ind i intetheden.
Ark er død og liget ligger slapt på scenen stadig med det hvide klæde viklet om halsen. Nogen flytter mig, vender mig i forsøget på at fjerne linien fra gulvet, linien der adskiller. “Nyttesløst” tænker Ark-Terese.
Ud af øjenkrogen i det dæmpede lys kan jeg se Fisker gå i knæ foran Maler – hans bedste ven – og hører ham sige “Jeg har mistet min Båd”. Terese-Ark hører/ser/sanser Maler kvæle Fisker. Han har prøvet adskillige gange før, men det er først nu det kan lykkes, nu hvor Fiskers Båd er sunket, hvor han har mistet Ark. Jeg græder af glæde over at Fisker nu er fri.
Musikken har spillet et stykke tid allerede og lyset fader nu helt ud. Jeg, Terese, ligger i mørket med tårer af lettelse, forløsning, overvældelse og lader lyden skylle over mig. Som sangen (jeg kan ikke forestille mig jeg kommer til at kunne høre “My Body Is A Cage” nogensinde igen uden at få en klump i halsen) slutter og der fra hele produktionens side er stille er det eneste man kan høre gråd i mørket. Offgamestemmen bagerst i hovedet siger “Hvis nogen udefra så os nu ville de aldrig forstå hvorfor vi gør det”.
Lyset tænder for første gang i over to døgn. Vi klapper, krammer og græder lidt mere i en stor forvirring.
Nu, flere dage senere efter deroleing, omsorg, efterfest med 5 retters middag og alle mulige andre tiltag for at bringe os selv og hinanden tilbage til virkeligheden står spørgsmålet stadig og er også fremsat af mennesker omkring mig.
Hvorfor gør jeg det? Jeg ville gøre det igen, har tænkt mig at gøre det igen når chancen byder sig, ingen tvivl om det . Ikke lige nu naturligvis, sårene skal have tid til at hele og blive stærke først.
Hvorfor springer nogen mennesker ud i faldskærm eller løber et marathon? Jeg forestiller mig at deres bevæggegrunde ligner, selvom jeg ikke er sikker på at jeg kan sætte ord på mine.
Til dels handler det om at rollespil kan være den ultimative eskapisme. Man læser ikke bogen, man er med i bogen. Men hvis det var det hele så spillede vi allesammen udelukkende tuttenuttet-episke historier med lykkelige slutninger. (Og man kan i den tråd finde masser af især amerikanere online som synes at noget af den her slags alvorlige rollespil som vi især laver i Skandinavien er dybt gak-gak, potentielt skadeligt og aldeles uforståeligt.)
Så hvorfor udsætter vi os selv for potentielt grænseoverskridende traumatiske følelser og oplevelser som det kan tage lang tid at bearbejde bagefter? I et setup som dette her har vi(spillerne) jo alle velvilligt hen over foråret betalt i penge, tid, energi, forpligtelser og masser andet for at deltage – det er ikke noget man lige “kommer til” at være med til uvidende eller ved et tilfælde.
Er det for at føle os levende? For at udfordre os selv? Fordi det rush det giver når det hele er rigtigt er ulig alt andet? Fordi den frihed og indlevelse der er i at kunne udforske at være et andet menneske er forjættende?
Jeg har ikke noget svar, ingen ord der dækker.