Aftenen inden det mægtige regnvejr over bl.a. Aarhus bar Ingrid cayenneplanterne indenfor i tørvejr på stuegulvet. Dagen efter blev de høstet (spøjst som det er rarere at pusle med planter når man ikke behøver være kold og våd udenfor mens man gør det), og nu har jeg fået sat dem på snor og hængt til tørre på siden af barskabet.
Så løber Ingrid forhåbentlig ikke tør for chili til sin chai denne vinter 🙂
Jeg fik dette brev fra Christoffer i søndags. Eller teknisk set blev det nok leveret i fredags, men det var først søndag jeg tømte postkassen. Indeni åbenbaredes (udover Christoffers nydelige håndskrift og velkomne fortælling om hvad der sker i hans liv) at brevet var skrevet den 4. oktober. Så i det Herrens år 2023 tager det postvæsnet 16 dage at sende et brev fra Tigergade i København til Haslevangsvej i Aarhus. Eller 12 hverdage, hvis vi antager at posten ikke arbejder i weekenden.
På Frederik IIIs tid i 1650 tog det 5 dage at sende et brev fra den ene ende af Danmark til den anden.
Jeg er imponeret.
For snart tre år siden begyndte jeg, lidt ved et tilfælde, at bruge appen “Presently”. Dens eneste funktion er at man hver dag skriver noget ned, som man er taknemmelig for.
Efterhånden som jeg blev ved med at være syg og blev dårligere igen, blev det en pointe for mig at på selv den mest rædselsfulde sygdomsdag (og der har været mere end en håndfuld som kan løbe med pokalen iblandt dem) måtte jeg kunne få øje på noget at være taknemmelig for. Og det lykkedes – tre ting hver dag, ind imellem flere. Nogle ting er store, nogle er små og nogle er med mange dage. Jeg tror nok der engang var en særligt frygtelig dag hvor jeg skrev “Ingrid. Ingrid. Ingrid.”
En blog jeg læser begyndte under corona en serie indlæg om torsdagen hvor skribenten fokuserede på de ting hun var taknemmelig for, for bedre at få øje på dem selvom verden var af lave. Inspireret af det, kommer her nogle af de ting, der har været med på mine taknemmelighedslister for nylig.
Ingrids to nye venner
Ingrid har en svaghed for halloween-dims, og efter en aftentur i Rema kom hun hjem med to nye orange venner (spøgelset har boet her længere end mig). Trioen er helt perfekt til oktoberaften(u)hyggelys 🎃🍂
Alle jeres lydbogsanbefalinger
Jeg har med stor fornøjelse indsamlet alle jeres lydbogsanbefalinger fra facebook (åhhh, hvor jeg elsker at have mange i kø at vælge imellem 🥰), og har lyttet til en bunke allerede. Både på de to streamingapps jeg bruger (Audible og Nextory), men på det seneste også dem som ankom med posten 🙂
Uventet farvematch
At øreringene som jeg fik af mor i foråret har samme farve som min nye, varme bluse (Heattech fra Uniqlo, superblødt, dejlig varmt og svedtransporterende og nejjegfårikkepengeforatanbefaledet) bare i en lysere tone 😀
Post
Først kom et dejligt brev fra Karen om stort og småt, inklusiv hjerte og sol ☀️ Og dernæst en kuvert fra Tante Anni, som indeholdt det afskedsbrev personalet på plejehjemmet skrev om Tante Gurli og havde stillet frem med lys.
Så betænksomt at sende det til mig, når nu jeg ikke kunne være der ❤️
Jeg var ikke rask nok til at kunne være med til bisættelsen, så Christoffer – for sådan en helt er han – holdt talen på mine vegne.
Kære Tante Gurli
Det er en blid og smuk efterårsmorgen og du er her ikke mere.
Solen skinner lunt på min hud, fra en blå himmel med halvgennemsigtige blondeskyer og tallerkensmækkerne står i fuldt flor. Og jeg skal aldrig mere mærke dine ivrigt velkommende og vuggende kram og træde ind i din endeløse og velvillige gæstfriheds omsluttende favn.
Dine øjne lukkede sig i nat for sidste gang over et blik som altid med et ungdommeligt sæt kunne springe til at være drillende skælmsk eller lyse op i glæde over alt fra et godt terningeslag i yatzy til en ny sangleg at danse om juletræet.
Du har levet et langt og godt liv, fuldt til randen med bekendtskaber og venskaber som du omhyggeligt plejede. Du satte en ære i at være gæstfri, og når folk kiggede forbi mere eller mindre uanmeldt – og det gjorde de tit – var de velkomne og du sørgede for at de kunne mærke det. Husrummet var ikke til alle tider stort, men hjerterummet var det altid!
Familien prioriterede du på samme måde. Både den du var født ind i og så os, som du valgte.
Selvom køreturen var lang, kom du og Onkel Jørgen altid, til børnefødselsdage, påske- og pinsefrokoster, jul og alt det andet. Menneskene i dit liv var vigtige for dig, og du viste det med din opmærksomhed, dine kram og din indlevelse, både til store og små.
Det er svært at forstå at det nu er forbi.
Du og Onkel Jørgen, og jeres hjem i Astrupvig, har været en del af hver epoke i mit liv. I var min barndoms sommerferiedestination, med strand- og fisketure på fjorden, kroket på græsplænen og huler i hængekøjen. Et magisk land med dessert hver dag (mums!), varm mad til frokost (underligt), slikskåle i alle stuens kroge (wow!) og en tante der altid var klar med et sjippetov, nogle tusser eller til at lyttede når vi snakkede uden stop om det, der optog os.
I min ungdom inviterede I stadig, og I blev mit faste refugie i januar når vintereksaminerne var overstået. Her mødte jeg stilheden og de bælgmørke, men åh-så-stjerneklare, vinternætter på landet og I viste mig hvordan livet her fik et andet og roligere tempo. Der var tid og ro til indesysler, til snak og til bare at være.
Jeg har aldrig følt mig så meget hjemme nogen steder, som hos jer – fra den tid og frem var jeg aldrig gæst, men en del af jeres hverdag. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange du har fortalt dem, der kom på visit mens jeg var der, at ”det er Terese, hun er ikke gæst, hun ved hvor det hele skal være”. Jeg var velkommen og med uanset hvad I havde på programmet – flå torsk, sylte rødbeder, høste kirsebær på nabogården, klippe hæk eller køre skrald væk. Og samtidig var I altid klar til at være med til og at gøre plads til mine mange mere eller mindre skøre projekter. Uanset om det var syning, syltning, genbrugsjagt eller det, der var mærkeligere, så var du interesseret og parat til at hjælpe.
Du har rejst mere end de fleste i løbet af dit liv, først som medsejlende styrmandsfrue, og senere som ivrig turist. Jeg har været så heldig at være med på nogle af rejserne – vi har sejlet på Mekongfloden, besøgt templer i Kathmandu og er blevet overrasket af skybrud i Beijing.
Det dejlige har både været at opleve det ukendte sammen, men også fornøjelsen ved at se nogle helt andre sider af dig end derhjemme. I din hverdag og husholdning var du altid meget sparsommelig og kørte gerne langt efter tilbud på mælk, margarine eller marcipan. Men når vi var på eventyr, slap du sanserne og selvdisciplinen fri og gav plads til en ellers ukarakteristisk shoppelyst. Sammen har vi købt sølvsmykker i Nepal, sommerkjoler i Thailand og sågar et ægte tæppe i Indien.
Du havde et fint blik for kunsthåndværk som efterhånden som rejserne blev talrigere viste sig flere og flere steder rundt omkring i jeres hjem i alt fra håndvævede duge over alabasterskåle og til den panglyserøde silkekjole du fik syet da vi var i Kina og som fulgte din sammenfaldne rygs kurve helt perfekt.
Vi har ikke set hinanden så meget de sidste år mens jeg har været syg. Men jeg er så glad for at Ingrid og jeg nåede at besøge dig på plejehjemmet sidste efterår inden jeg blev rigtig dårlig igen. For der så jeg, at dit nye hjem var et dejligt sted som du var glad for, og derhjemme kunne jeg se dig for mit indre blik der, når jeg tænkte på dig. For jeg tænker tit på dig – du er jo vævet ind i både de store og de små dele af mit liv. Det var festen ved din firs-års-fødselsdag i forsamlingshuset som inspirerede Ingrid og mig til at lære at danse. Det er dig som har lært mig, ved dit forbillede og mange snakke i mine teenageår, at venlighed mod mennesker, som jeg ikke allerede kender, ikke er spild af tid. De øreringe, jeg har brugt oftest igennem alle årene, er dem jeg fik i studentergave af dig og Onkel Jørgen. Og da jeg greb en stiftblyant for at skrive kladden til denne tale, var det en som kom oppe fra jer (om end tandmærkerne i den nu vist var mine egne).
Det sidste år, hvor jeg har været for syg til at komme ud af huset eller have gæster har mulighederne ikke været store. Men på en god dag kan jeg skrive lidt, så vi har udvekslet breve, den gammeldags slags. Mest om hverdagens hændelser på plejehjemmet og hos mig. Men også om det der fylder indeni. Det skrevne ord gør det nok lidt nemmere at åbne sig om sværere emner, som kan være tunge i en snak. De breve om vores minder og savn som vi udvekslede til Onkel Jørgens fødselsdag i februar, er jeg særligt taknemmelig for at vi nåede at give hinanden.
Kære Tante Gurli. Du har været her altid (i mit liv i hvert fald) og det er svært at forstå at du ikke er her mere. For mit indre blik kører jeg over Viborg og mod Skive, videre mod Grønning og ned ad grusvejen mod Astrup Vig. Jeg drejer ved postkassen med nr. 110, triller langsomt op ad indkørslen og parkerer på gruset foran huset ”Erria”. Jeg smækker bildøren, går ind under halvtaget og giver hoveddøren et ryk, for mine hænder ved at den binder lidt. Jeg mærker modstanden som den går op og hører den vante skurren af dør mod karm. Jeg lukker døren efter mig inden jeg åbner den næste videre ind, så varmen ikke slipper ud. Jeg går gennem køkkenet, mærker kakkelovnens lune og kommer ind i stuen til jer. I lænestolen i hjørnet sidder Onkel Jørgen, med puffen på højkant, benene oppe og vipper med futskoen på den ene fod. Han ser op fra sin avis-kryds-og-tværs og hen over brillekanten og siger at det er godt at se mig. I lænestolen på den anden side af vinduet, hvori man stadig kan skimte et glimt af vigen hen over toppen af træerne i slugten, sidder du, Tante Gurli. Med benene oppe under dig, bare fødder selvom det er vinter, og et hyggesjal om skuldrene. Du lægger dit ugeblad i ned skødet og siger med et smil at jeg vel selv laver en kop the hvis jeg har lyst. Bagefter sætter vi os sammen i stuen og sludrer om hvad der er sket siden sidst.
Det gør ondt at det rum, jeres liv, den verden I skabte, nu kun findes som minder og drømme. Men det gør også godt at vide at jeg altid kan finde dig der – i mit hjerte.
Kærlig hilsen Terese
I dag indeholdt postkassen en 3-i-1-overraskelse:
Breve fra Maria og Annika til både Ingrid og jeg 🥳
Fortællinger om sommerens eventyr og sysler, og det på det fineste brevpapir, med tegninger og matchende skriftfarver.
Jeg fik sådan lyst til også at købe nyt brevpapir, men eftersom skuffen med resterne fra min barndoms brevpapirsamling langtfra er tom til trods for det sidste års korrespondance, så kan jeg vist ikke påstå at have et reelt behov.
(Medmindre det skulle være behovet for at skrive på noget der ikke ser ud som om det er designet sidst i firserne 😂)
Det er en fornøjelse at se hvordan Annikas brevskrivningskompetencer vokser og ændrer sig for hver gang vi har udvekslet breve. Og helt dejligt at få et lille kig ind i Marias verden som jeg jo slet ikke har kunnet være en del af de sidste år.
Der er alt for mange rådne ting ved denne her sygdom, men incitamentet til at skrive papirbreve og glæden ved at modtage dem er en varm og dejlig tilføjelse til hverdagen.
Da jeg kom ind i stuen her til morgen kiggede Ingrid op på mig og spurgte med stor bestyrtelse i stemmen “Hvad er der sket med dit øje?!?”
Så vidt jeg vidste ikke noget, men et kig i spejlet viste at hun havde ret:
Så hvordan får man et blåt øje af at spise morgenmad i sengen?
Tjo…Min thekop har et låg med et meget nyttigt indhak, placeret der hvor thesiens håndtag stikker op mens theen trækker:
Jeg har masser af spændinger omkring øjnene, og mens jeg drikker min the og låget er lunt, så viser det sig at indhakket er oplagt til at stryge hen langs øjenbrynene og gnubbe spændinger væk.
Men hvis man i sin morgensøvnighed trykker for hårdt, så får man spændende ny makeup! 😳
Selv sisyfosarbejdet med at hitte på den kommende uges madplan er lidt mindre op ad bakke når Ingrid har købt nye skrivetusser til os og de har masser af flotte farver 🙂
Bemærk i øvrigt hvordan det tydeligt ses på madplanerne hvornår squashsæsonen sluttede i vores have 😉
Den uventede forværring sidst i august er den fæleste jeg har haft endnu, og jeg har ligget hele september. Der gik mange dage før jeg kunne smøre en mad, eller holde ud at være i rum med et andet menneske, og den første uge hvor jeg var så dårlig at jeg ikke engang kunne tage bad var ikke sjov.
Lige nu går det forsigtigt og meget langsomt fremad, mens medicinjusteringen fortsætter. Jeg kan sidde lidt op ind imellem, men er stadig nødt til at ligge det meste af tiden. Jeg begynder at kunne holde til at have øjnene åbne en halv times tid ad gangen (langt hovedparten af hjernens sanseimpulser kommer fra synet – når min hjerne ikke kan holde til flere indtryk, så er den først advarsel typisk at mine øjne lukker i) flere gange om dagen. Jeg længes efter at kunne være ude, men der er langt dertil endnu – sidste gang jeg kunne gå en tur var mens de japanske kirsebærtræer blomstrede.
Jeg prøver ihærdigt at holde tungen lige i munden og være meget forsigtig. Der skal så urimeligt lidt til før det giver overbelastning og advarselstegnene er ikke altid nemme at fange. Alle hidtidige erfaringer lover at overbelastning giver ubetinget forværring, så det er som at være tvunget til at spille roulette, hvor det bedste udfald er “ingen forværring” og alle andre udfald giver straf. Det er et spil jeg efter snart tre år nærer et inderligt had til!
Den eneste mulighed jeg kan finde (udover vanvid) er at tage hver eneste dag for sig selv, prøve ikke at sammenligne den med i går eller i morgen, men blot fokusere på det den har. En dejlig buket blomster, smagen af en perfekt sød frisk figen, musvitten i fuglekuglerne udenfor vinduet, morgenluftens melankolske duft af efterår ind ad mit vindue, muligheden for at sidde 10 minutter med computeren før øjnene giver op.
Og så gøre det igen i morgen.
(Ja, det er et billede af indholdet af vores kompostbeholder…)
I begyndelsen af sommeren besluttede min far og Karen sig for at give nogle penge til deres børn 😊 Det er åbenbart den slags forældre gør, når de har nået en alder hvor de hellere vil se børnene have glæde af gaven mens de selv er her til at nyde det ❤
I mit raske liv, ville pengene med ret stor sikkerhed være gået til en rejse. Men med det meget beskedne funktionalitetsniveau jeg har nu, er selv en gåtur til Storcenter Nord efter en takeaway iskaffe en magisk rejse der er langt uden for min rækkevidde. (Det skal retfærdigvis siges at det er en umådeligt god iskaffe der fås der. De blender espresso med banan og mælk – tro mig, det er bedre end det lyder – til en aldeles afhængighedsskabende trylledrik 🧋)
Så hvad er det dejlige ekstra man kan give sig selv i hverdagen, når det er en god dag hvis det lykkes at sidde udenfor på trappestenen i 5 minutter uden at hjernen eksploderer pga. for meget stimuli (lyde, lugte, dufte, vind eller varme mod huden – alt det sanseinput der er på sådan en trappesten!), at tale med Ingrid i 5 minutter under aftensmaden eller at kunne få øjnene til at samarbejde nok med hjernen til at være online en lille smule lige inden sengetid?
For mig er det dejlige ekstra sådan en sommer friske ærter og jordbær. Så tæt på hver dag hele sommeren har jeg mæsket mig i en hel bakke ærter. Selv 😀 Nogle dage siddende op og med kig til fuglene udenfor vinduet, og andre hutlende på sofaen og med mere brug af følesansen end øjnene – det kan fint lade sig gøre at bælge ærter uden at se på dem undervejs, lige bortset fra når der er en der smutter og triller væk 🙃 (Heldigt at det ikke er flødeskumskager jeg synes er det dejlige ekstra, så havde jeg nok været en del mere omfangsrig nu.) Vores kompostbeholder har set ud som på billedet ovenfor hele sommeren. Mange dage har Ingrid og jeg delt en bakke jordbær eller kirsebær sidst på aftenen – i stilhed om nødvendigt, men måske med hjerneplads til en lille smule samtale undervejs.
I dag havde Føtex ikke længere friske ærter da Ingrid købte ind. Jeg må nok erkende at sæsonen for ærter der ikke er fløjet ind er slut, uanset om jeg synes om det eller ej.
Men pengene er overhovedet ikke slut. Så det er åbenlyst nødvendigt at finde på en anden selvforkælelse 😀 Hvad er mon det dejlige ekstra man kan bevilge sig selv i hverdagen når sæsonen for friske ærter og bær er forbi (og slik/kager ingen interesse har)?