It came to my attention that not all of you know these. You’re missing something!
Here
I’ve been here not even a month, and already we’ve gone from summer to autumn.
A summer evening. My Mother enjoys the TV-show ‘CSI’ and I admire the changing colors of the evening sky. 
As it ends and the TV is turned off, the lantern made from half an oversized zucchini from the garden is still on.
A weekend evening in the garden – Christoffer and I toast marshmellows over a small bonfire and practise night photography without tripod. Steady hands are essential 😉
My Mother had the flu and were dozing behind us on the terrace, covered in blankets and with at pot of tea at her side.
The next afternoon my brother Daniel had just gotten home from vacation in Turkey and dropped by for a visit with his dog Chili.
My brother Christoffers best friend lives just up the street (if you can call a gravel road street). His father just started hunting and last week he dropped by with 5 wood pigeons. Here he is with Lasse in our garden, plucking them.
And here one is on my plate that evening. Delicious 🙂
Yesterday morning when I got outside I discovered we’d had the first visit from Mr. Frost. The ducks didn’t seem to care, they were eating the killer snails in our garden (I hope) as usual.
Notice the dark spot on the trampoline where my bare feet thawed the frost away. 🙂
Proof that the world revolves around me
Last night I felt mind-numbingly alone. Moving myself and the mattres so the ray of light from the exactly full moon touched my face I tossed and turned as the night strolled by, magnificently lit and at leisure.
No companion-arms to share warmth with.
No fellow-mind to shield me.
No other-soul to cherish and know.
All of it my own doing.
When I went outside this morning the world was crying, cool and windy, the air clear with the smell of winter to come.
Yesterday morning the world was frozen as am I.
QED
Astrupvig
Rigtig mælk, ikke mere end en time eller to har den været i tanken på Bjørnsholm. Ikke skummet, ikke kærnet, bare mælk helt frisk og uden behandling.
Måske kommer den herfra?
(Nej, det gør den nu næppe, nok snarere fra de andre ude på marken.)
Var jeg kommet ikke så meget senere var tanken blevet tømt af mælkebilen og jeg kunne i stedet have købt den her, på mejeriet i Thise.
Her får man lov til at smage store skiver af osten inden man bestemmer sig 🙂
Her kan I se ostene ligge ude bagved – og Onkel Jørgen i forgrunden. Han prøvede ellers at slippe ud af billedet, men jeg var ham for hurtig 😉
Efter således at have smovset i Bjørnsholm-mælk og god ost tog vi torsdag morgen ud at se til Onkel Jørgens ruser.
Elller rettere sagt: Onkel Jørgen røgtede ruser
og jeg sad på bådens næse med håret bundet op for vinden og stillede dumme spørgsmål om rusefiskeri.
Vi fangede nu ikke meget – kun 3 små ål. Og der var ellers både sydlig vind og mørkmåne. Måske havde ålene glemt at kigge i almanakken…?
Her ligger den mindste og prøver at komme ud gennem hullerne i mælkekassen, endnu uvidende om at den er på vej i nettet, op i cykeltraileren og hjem til spækkebræt og kniv. Når det drejer sig om fremtidig mad er jeg forbløffende skånselsløs, hvadenten ofret er fugl, fisk eller firbenet.
Bagefter lå jeg og dasede i græsset på stranden og kiggede på skyer mens Onkel Jørgen gjorde båden ren.
Spøjst som et simpelt farveskift får et motiv til at se gammeldags ud 😉
Næste morgen tidligt var der en nydelig solopgang ud over fjorden. Da jeg sover overmåde elendigt for tiden havde jeg rig lejlighed til at beundre den. Intet er så skidt at det ikke er godt for noget 🙂
Som altid blev det alt for hurtigt tid til at drage tilbage til byen. Med hjemmeavlede hindbær, frisk gårdmælk, en god ost fra Thise og maven fuld af Tante Gurlis fortræffelige kogekunst sagde jeg farvel og kørte sydpå.
… Til vinter håber jeg at komme tilbage og lære at lave ruser. Når natten igen er helt mørk og varer næsten hele dagen med, når rimfrosten knaser under mine tæer på græsset og kakkelovnen varmer mig lun og døsig.
Den eneste årstid der er lige så god som den der er, er den næste 🙂
Home-land
It’s the first days of fall but the land does not know it yet. The green and golden hues of summer-strong trees and ripe crops fill the landscape, gently held in place by a warm blue sky, as I drive out of the city, west later to turn north.
A few white clouds play along the horizon and the sun starts sinking to the left in front of me as I move west, out onto the flat land where the glaciers never touched.
Now, if not before, I know instinctively that I am home. This is my land, green topped by blue, no mountains preventing my eyes from roaming far and wide, casing in my field of vision.
All between me and infinity is the ever so gently rounded landscape of endless fields, separated by thick lines of fir trees protecting the crops from the lashings of the unhindered West wind. As the sun sinks lower and turns red, lending its colors to the clouds waiting there, my horizon is reformed by the black outline of trees in the distance, carrying promises of dark woods and the smell of dew fallen. A northern night, always too cool, but still flirtatiously short here on the edge of autumn, sends out tendrils of twilight, dazzling me with promise before slowly dancing closer.
I turn north and the land starts moving. First a few gentle hills, then an abundance of them. The edge of the long-gone glacier clear: Behind me untouched flatness, ahead a well-kneaded landscape of ups and downs, round hills and sharper ones in many sizes. Here and there the occasional granite boulder left as strange and forgotten toys in this bedrock-less land of chalk underground. The people of earlier times used them to build dolmen for their revered dead, today many stand at the entrance to farm roads carrying the name of the farm.
Reaching Skive, passing through it and turning right, never exactly knowing the way, but recognizing it anew each time, I return to the landscape of childhood summers. The secondary road becomes a tertiary, narrowing as I find the right village and turn right towards the fjord (Limfjorden – bisecting Jutland) finally becoming a gravel road on the last kilometer.
Finally I turn on to the grass driveway and park next to the familiar wooden house – though not all familiar, they added a room while I was gone – and am met by well-known faces smiling in welcome.
Silver Wedding
So, a few of you have remarked that as I was before blogging to tell my friends and family about my life abroad, I should now blog and tell my friends abroad about my life and family here in Denmark. I probably won’t remember to do it very often, especially as some people here get annoyed when I write in English, but here’s a first try.
This Monday my aunt Anni and uncle Peter, my Mother’s older brother, had their silver wedding. Especially for a divorce-child like me, there is something amazing about people staying happily married for 25 years, so here’s a few pictures from the day.
Unfortunately I forgot my camera in the morning, so you’ll have to imagine that part. In Denmark for 25th and 50th wedding anniversaries family, friends and collegues will gather outside the couple’s house in the morning and sing a few tradtional songs accompanied by wind instuments. Supposedly this wakes the couple up and they come out and invite the whole party in for breakfast. (Though in truth they’ll be awake already as breakfast for that many people does not make itself in an instant.)
The guests go away again after not so long, as most of them have work, and there’ll then usually be a dinner party in the evening.
Here we have my uncle, being subjected to having his bow tie loosened by my Mother before dinner. (“Isn’t that thing strangling you?” Pounce.)
And here he is giving the welcome speach, a bit tear choked. In my Mother’s side of the family we are all prone to lots of tears at speach-moments. 
Here, during dinner, is my cousin Nina, Anni and Peter’s daughter. While I was gone not only did she loose the 12 kilos she gained when she stopped smoking a few years ago, get into a very attractive shape working out, she also looked very happy with her boyfriend Mathias. I tried to take their picture a couple of times, but he kept hiding behind her 🙂
Here, during a break between courses, my Mother caught me sneaking a picture of her.
After dinner at weddings and wedding anniversaries, the couple dances the “Wedding Waltz”, a waltz to a special tune. All the guests close in around them clapping in time to the music until eventually they have no space in which to dance and instead kiss.
Later other people dance as well – here it’s my Mother and her husband, Lasse swinging the wooden leg (you probably can’t say that in English. Too bad).
Finally, after drinks, lots of food, speaches, songs (it’s tradition in Denmark to compose songs for and about the person(s) having the occasion, describing their achievements and amusing mishaps. As the Damhøjs are all raised on irony, some of ours have a decent bite ;-)), dancing, wine and coffee it got late, and the “Go away food” was served. (A smaller snack meal just before the party ends, often soup.)
This evening we got hot dogs, here you can see a tired Lasse (who had work Tuesday morning, poor soul) indicating he had two already.
Not long after I took pity on him (and on my own sore feet, dancing in stilettos takes its toll) gathered the people I’d promised to chauffeur and took them home to bed.
Middelalderlighed i Horsens
Først: Lang bilkø. Vi – Maria, Frauke og jeg – er bestemt ikke de eneste der vil til Horsens i dag.
Dernæst lugt af brænderøg og lyd af mange stemmer. Rytmiske lyde fra smedjen.
Boder og telte med alskens varer – redskaber, garn, stof, sko, tøj, musikinstrumenter…. Alt sammen naturligvis i middelalderudgave.
Duft af stegt kød, varm suppe, varmet brød og mjød. Knurrende mave. Ikke papbakker og papirtallerkner men kålblade og flade træstykker.
Slutteligen muligheden for et bad.
Det fristede nu for en gangs skyld ikke – i stedet lå jeg og min simple blå kjole i græsset i Marias lune kappe, blev aet over håret og lyttede til Tore synge og spille på middelalderligt strengeinstrument (laut?). Tilfældige forbipasserende kiggede nysgerrigt (men han spiller også frydefuldt).
Jeg har savnet mærkeligheden, anormaliteten (omend at syne og være iført middelalderligt tøj nu ikke var så anormalt denne weekend i Horsens) og den fysiske nærhed.
Hjemme
Genkendelig luft så snart jeg trådte ind i terminal 3 i Kastrup lufthavn.
Solskin der er næsten-ikke-varmt-nok i stedet for mere-end-rigeligt hedt.
Velkendte ansigter set med nye øjne. Smil der møder mit.
Duften af min mors hus, smagen af spegepølse, fornemmelsen af græs under mine bare fødder, lyden af brisen i træerne. Sommer i Danmark.
Pukkelmåne i det falske daggry på den dugvåde trampolin.
… Jeg glæder mig til at holde op med at vågne klokken 4 hver morgen.
360 grader
Snart er jeg på vej den sidste bid af cirklen jorden rundt. Om en time sidder jeg i bussen på vej mod Narita, om 4 ved jeg om min alt for tunge kuffert fik lov at komme med ombord på flyet.
Min mave er fuld af sommerfugle og min morgenmadsskål med solmoden fersken, müsli og mælk står halvspist ved siden af computeren.
Næste skridt venter. Hvilken retning mon jeg ender med at vælge?
Nikko
I onsdags tog jeg toget til Nikko – min sidste japanske turistudflugt (i denne omgang i hvert fald).
2 timer nordpå, ud af Tokyos grå og vidtspredte forstæder, og forbi de utallige rismarker. Da jeg var i Sendai lige efter jeg var ankommet til Japan i maj stod risen som små totter i markernes vandflader, nu er den høj og grøn, som skinnende lyse fløjstæpper.
Til min glæde konstaterede jeg at der er køligere i Nikko – det er oppe i bjergene. Luften var stadig tung af fugt, men hverken solen eller den sædvanlige hvide himmel brændte helt med samme styrke. Dejligt 🙂
Efer at være tjekket ind på Skildpaddekroen vol. 2, have efterladt min sparsomme bagage og behørigt beundret min udsigt 
(slående kontrast til jernbaneskinnerne og lysreklamerne jeg kan se ud af vinduet på Tama Plaza) vandrede jeg ud for at se på templerne og mausolæerne som Nikko er berømt for.
Det første der slog mig var nu ikke de smukke monumeter, men de sære japanere. Nikko er nemlig et populært turistmål også for japanern selv. Især om efteråret når bladene skifter farve på de trædækkede bjergskråninger, men også nu hvor skolerne har sommerferie.
Det er muligt at jeg bare er en udannet gaijin men at give et pelsdyr – oven i købet et med små ben som skal skynde sig for at følge med – tøj på i 25 graders varme, det synes selv en barbar som jeg er barbarisk!
Der vrimlede med guldsmede i Nikko, allevegne var de. Så derfor var der naturligvis også små japanske børn som hoppende og dansende forsøgte at fange dem i neonfarvede net. Det er muligt at guldsmede er flotte, men ønsket om at fange dem og holde dem i de fine tynde vinger må jeg tilstå at forstå lige så lidt af som hundepåklædningen.
Der er utallige templer i Nikko, men da jeg kun havde en enkelt overnatning og opslidelige ben nøjedes jeg med de mest berømte. Den første og den tredie Tokugawa-shogun er begravet i Nikko, i mausolæer med ukarakteistisk kinesisk-inspireret arkitektur (momoyama). Her er pagoden lige inden for den første port i Toshogu, mausolæumkomplekset for Tokugwa Ieyasu, grundlæggeren af Tokugawa shogunatet.
På en af bygnigerne i komplekset er de meget kendte 3 aber der ikke hører, ser eller siger noget ondt.
Og her et par arkitektoniske detaljer – masser af træudskæringer, guldbelægning og drager i tusindtal.
Den berømte nemuri neko (sovende kat) ved indgangsporten til stien op til selve graven.
Og her udskæringen umiddelbart på den anden side af porten, lige bag katten. Når katten sover…?
På vejen op til graven gik jeg bag denne dame – eller nok rettere kvinde, thi ingen dame vil da lade sig se med sko der i den grad er for små. 
Billedet er desværre lidt udtydeligt (jeg kunne ikke så godt stoppe hende og bede om tilladelse til at fotografere hendes hæslige valg i fodbeklædning, vel?) men tro mig, det så værre ud i virkeligheden – måden hun vaklede en smule ved hvert skridt og hvordan hendes fødder flød ud over skoene i alle ender. Hvorfor tror kvinder (og bestemt ikke kun de japanske) det er attraktivt at gå i sko der er for små? Og endnu mere uforståeligt: Hvorfor er de villige til at udholde pinen det må medføre?
Her et smugbillede (fotografering strengt forbudt) af naki-ryu (den brølende drage) et loftsmaleri i en af tempelbygningerne. Hvis man slår to stykker træ sammen lige under sdragen (men ikke andre steder i rummet) brøler dragen som lyden sætter loftet i svingninger. I mine ører lød det nu mere som spinden – jeg ved ikke om de mange turister derinde spolerede en del af rumklangen, men resultatet var sært hyggeligt. Jeg vil også gerne have et loft med en spindende drage 🙂
Her et billede inde fra Taiyuin Byo, den tredie Tokugawa shoguns mausolæum. Mindre, og lidt mere tiltalende af den grund, men i samme stil som det andet.
Komplekserne har alle en serie af porte som den (relativt lille) der er på billedet ovenfor. På hver side af hver port står to overnaturlige vogtere af forskellig slags. Her er en rød en.
På vej tilbage mod bymidten for at finde noget aftensmad (ikke at der er meget midte, Nikko er ikke just nogen storby) ser man den hellige bro Shinkyo.
Morgenen efter begav jeg mig ud for at lede efter en bus længere op i bjergene til Chuzenji-området hvor det berømte Kegon-no-taki vandfald på 97 meter ligger.
På vej til stoppestedet så jeg for første gang dette skilt mens jeg havde et kamera med:
Man ser det ofte på minre lastbiler og i starten undrede jeg mig noget. Jeg kan nu afløre at nej, de bringer ikke kattekillinger ud, det er logoet for den japanske udgave af Fed-Ex 🙂
Mens jeg ventede på bussen kunne jeg jo ligeså godt skrible lidt:
Morgen i Nikko. Da jeg vågnedevar her solskin, men straks dagen startede rullede disen ned fra de trædækkede bjerge. Jeg sidder ved busstoppestedet og iagttager morgenlivet i lillebyjapan. Rygsækturister vandrer forbi på vemod busstoppestedet til statione, ældre damer mødes, bukker, smiler, bukker igen og stiger småsludrende på bussen. Mænd md aviser kommer ud af døgnkiosken, skralebilen kører forbi. Brisen er kølig, tempoet roligt og bygningerne ikke helt så grå som i Tokyo. På bænken ved siden af mig sider en midaldrende herre med hvad der ligner ækvivalenten til Ekstra Bladets sportssektion. En gruppe teenagedrenge jogger forbi på den anden side af vejen. Lidt senere et halv hundrede skolebørn med matchende blå hatte på denne side.
Guldsmedene er ikke generte.
Oppe ved Chuzenjisøen var der endnu køligere (1270 meter over havets overflade) og noget tåget, men vejret til trods var Kegon-no-taki stadig et fascinerende syn. Jeg morede mig med at tage en del forskellige billeder, både som jeg først så vandfaldet gennem træerne på vej derhen, fra udsigtsplatformen og fra platformen 100 meter nede ved foden af det hvor det var lidt af en kunst at holde vandsprøjtet af linsen.
Nu har jeg så diskuteret noget med mig selv hvilke der faldt bedst ud. Hvad synes I? Meningstilkendegivelser ønskes! (Og det er selvfølgelig helt OK at mene at de alle er elendige 😉 )
Mens jeg ventede på bussen tilbage til Nikko, frokost og toget mod Tokyo så jeg en af grundende til de mange advarselsskilte slentre roligt hen over busparkeringspladsen. Desværre nåede mit kamera ikke at tænde før den var gået forbi og jeg kun kunne fotografere dens bag.
(Skiltene siger noget i retning af: Gå aldrig nær en abe med mad i hånden, aberne vil kradse, bide og slå for at få fat i det. Da jeg absolut ingen aber så til at starte med tænkte jeg det var lidt sært. Men denne her var stor som en labrador, og md en attitude som ejede den byen og jeg følte bestemt ingen trang til at komme i nærkontakt med dens gebis.)
Tilbage i Nikko vendte jeg tilbage til Hippari, den hyggelige lille yakitoribiks hvor jeg også havde spist aftensmad dagen før. Dens vægge er plastet til med tusindvis af visitkort, diverse udenlandske pengesedler, studiekort, billeder, billetter og små sedler, alle med navne og hilsner og anbefalinger fra tilfredse turister. Professorer, ergoterapeuter, studerende, børnefamilier, bankrådgivere, alle disse bare fra det hjørne jeg sad i. 
Her er indehaveren, en hyggelig japansk dame der bestemt ikke taler engelsk men alligevel kommunikerer nydeligt med smil, fagter og stemmeføring. Hendes butik er anbefalet i adskillige guidebøger og mange steder på nettet og med god grund. Maden var lækker og billig, der er hyggeligt og fredeligt derinde, bare 3 borde og der er vegetariske retter på menuen. Den yasai-yakisoba jeg fik til aftensmad var så god at jeg nærmest ikke kunne vralte tilbage til min seng onsdag aften, og min frokost, yubaramen, var også lækker. Yuba er en tynd film af soyamælk, en specialitet fra området omkring Nikko. I min ramen var de rullet op, og kan ses som de to skiver rulle øverst til venstre. Lækkert – silkeblød og mere delikat end almindelig tofu.
På vej hjem i toget, en aldeles teknologiafhængig japaner. (Endnu et smugbillede, beklager det er så mørkt.)
Jep, det er to mobltelefoner han sidder og taster på. Sådan sad han længe.
Til slut, så I kan genkende mig når I kommer og henter mig i lufthavnen i morgen, et billede jeg lokkede et nydeligt ældre japansk ægtepar til at tage af mig oppe ved vandfaldet,