Ting er ikke vigtige – det var noget af det fĂžrste jeg lĂŠrte pĂ„ min rejse. De kan vĂŠre nyttige – en thesi, en god saks, en varm trĂžje – men de er udskiftelige, noget man bruger, drager nytte af og derefter giver videre, efterlader. For nok er de rare at have, men de vejer ogsĂ„ i kufferten, skal slĂŠbes gennem tolden, roder i tankerne.
Ret hurtigt vĂŠnner man sig sĂ„ledes til ikke at kĂžbe noget. I forvejen spĂžrger min indre stemme altid “Har jeg nu ogsĂ„ virkelig brug for den?” nĂ„r jeg stĂ„r i en forretning og overvejer at anskaffe noget, det vĂŠre sig alt fra en ny bluse til grapefrugt til min morgenmad. Og som regel er svaret jo nej. For nĂ„r man (man = standard udgave dansker) ser ĂŠrligt pĂ„ det, er det jo ikke fordi der mangler noget. Man har jo ikke virkelig brug for endnu en bluse – selv hvis en har fĂ„et huller er skabet jo ikke tomt – og bestemt ikke for chokolade, jeg sulter jo ikke og det sĂŠtter sig bare pĂ„ sidebenene.
SĂ„ med min medfĂždte – eller i hvert fald medopdragede – …pĂ„holdenhed (det er jo mig der skriver, sĂ„ jeg kan vel i det mindste fĂ„ lov at kalde det noget relativt pĂŠnt) og efter at have haft mit liv i en kuffert i over et Ă„r er det smĂ„t hvad jeg fĂ„r anskaffet. Selv ikke ting jeg har brug for – stemmen spĂžrger “Er det virkelig nĂždvendigt med den pose ĂŠbler?”
Men her pÄ det sidste har jeg lagt mÊrke til noget der tyder pÄ at nogle af dem har en anden, intens men skrÞbelig, vÊrdi, udover den Äbenlyse givet ved deres funktion.
Det gĂžr mig lidt paf – nu havde jeg jo lige endeligt konkluderet at jeg ikke havde videre behov for de fleste af dem.
For nĂŠsten hver gang jeg kĂžrer pĂ„ min cykel tĂŠnker jeg pĂ„ min Far – han gav mig den efter min andendelseksamen. Og sĂ„ er der da noget forsonende ved det at cykle đ
NÄr jeg kravler i seng om aftenen tÊnker jeg smilede pÄ Christoffer, som hjalp mig med at rede den fÞrste gang, da jeg lige var flyttet herop. Mens han kÊmpede med dynebetrÊkket (sÄdan et var stÞrre da man var 9, det kan jeg godt huske!) fortalte han at her skulle det nok blive godt at sove og at han jo da ogsÄ ville komme og besÞge mig og sÄ kunne vi sove i den sammen og snakke og rigtig hygge sÄ jeg ikke skulle fÞle mig trist og alene i min nye lejlighed.
Som jeg sÄ trÊkker dynen op om nÊsen og putter mig ned, eller blot nÄr jeg om dagen gÄr forbi den redte seng og ser Leoparden, min faste fÞlgesvend, trone pÄ den, er det Nis der toner frem for mit indre blik. Det forekommer mig at selv nÄr det er min hÄnd i Leopardens nakke taler den med hans stemme og kadencer.
PÄ kolde dage nÄr det er nÞdvendigt med uldsokker tÊnker jeg pÄ Tante Gurli som strikkede dem til mig, nÄr jeg reder mit hÄr pÄ Kamal som gav mig trÊkammen. Mine lune luffer er en forÊring fra Maria, min bokken, den Christoffer har placeret lige ved sengens hovedgÊrde, har Pelle bragt mig. Fra vinterjakken min Mor gav mig i julegave engang og som har vÊret med pÄ min lange rejse, til stÞvsugeren som har vÊret Bedstes.
SÄ mange ting, som trods det at de bare er ting dog alligevel bÊrer minder om og tankesmag af andre. Ting som minder mit sind om varmere Þjeblikke og som stadig har en glÞd der luner, selv nÄr jeg er ene.
… Hvem ved, mĂ„ske kommer det en dag sĂ„ vidt at jeg kĂžber posen med ĂŠblerne uden at fĂžle mig som en Ăždeland.
Uncategorized •
Skrevet 05. February, 2006 •
