De eneste gange jeg har haft varmen de sidste 7 dage var i fredags i min Mors badekar og igår aftes da jeg lå på sofaen og snakkede med Pelle som er lun.

Med mine rutinemæssige 3-4 lag tøj hvoraf flere er uld (og naturligvis frakke, ørevarmere og alt hvad man ellers kan begære af overtøj) synes jeg ellers jeg gør mit for at holde den indre temperatur oppe, men lige lidt nytter det. Det hjælper heller ikke at varmen i mit kontor ikke rigtig virker som den skal for tiden.

Hvor anskaffer man sig et af de der stofskifter der i kolde omgivelser nedlader sig til at forbrænde for at producere varme? For mit lukker bare ned, og efterlader mig blålæbet, stivfingret og tænderkaprende ved tastaturet mens det mumler ting om at gå i vinterhi med the, tæpper i lænestolen, tændte stearinlys, julemsmåkager og gode krimier. (For tiden kan jeg anbefale Lindsey Davis – glimragende krimier der foregår i Vespasians Rom. Ligesom Dorohy L. Sayers, P.D. James og Agatha Christie formår hun at skrive adskillige bøger med samme detektiv og omgivelser uden at det bliver kedeligt. Biblioteket har dem både på dansk og engelsk og for en gangs skyld må jeg sige at jeg næsten foretrækker den danske oversættelse – den har en konsistent og lun sproglig tone perfekt i sync med detektiven, Falcos, mentalitet og verdenssyn.(En af fansiderne har også et par fine små spil i romersk tema))

Nå, men det var stofskiftet jeg kom fra inden jeg blev tangentført af Marcus Didius Falco. Spørgsmålet er nu: Kan man gøre noget ved det? På en eller anden måde puffe til det så det producerer noget varme når jeg fryser? Mit arbejde er pr. definition stillesiddende, så jeg kan ikke bruge den gamle løsning med at hoppe rundt og baske med arme og ben for at sætte gang i crkulationen. Og jeg har jo set det virke hos andre, eksempelvis Nis bliver noget så dejlig lun på overfladen når han fryser, så det må kunne lade sig gøre, men hvordan?

Selv kan jeg ikke komme på så mange løsninger der virker. Jeg har allerede så mange lag på at jeg ligner Michelinmanden så der er ikke mere at komme efter medmindre jeg anskaffer noget tøj i størrelse L til at trække ovenpå det 4. lag.
Man kan drikke varm the, men hvis først man er blevet kold nytter det ikke meget med en enkelt kop, og drikker man mere kan man rende på toilet hele tiden. Så kunne jeg selvfølgelig begynde at småpimpe, men det er næppe godt for produktiviteten. Min Mor fortæller mig at det hjælper at begynde at komme i overgangsalderen, så sveder man i stedet for, men det er måske lige lovlig drastisk…

Er der nogle vidende mennesker derude med gode forslag?

Uncategorized • Skrevet 10. March, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Det er snevejr igen her til morgen – dejligt 🙂 Verden er stille og hvid og morgentrafikkens tempo er roligere.

Snerydningen på fortove og cykelstier er ikke altid i top, og omend det er trælst kan jeg godt forstå det – som på alt andet skal kommunen sikkert spare og så får de større veje højere prioritet.

Så på sådan en morgen kan det som fodgænger være langt mere bekvemt at spadsere på cykelstien. Det har jeg stor forståelse for, det kan jeg også godt selv finde på hvis den er mere fremkommelig end fortovet. Men hvis man som vedkommende jeg havde nogen vanskeligheder ved at manøvrere udenom her til morgen har klædt sig fornuftigt på til vejrliget, med en stor pelskant om jakkens hætte trukket godt ind om ansigtet til at tage af for vind og sne skal man måske ikke også holde snestilheden ude med høj musik i hovedtelefonerne inde under hætten!

For så kan man hverken se eller høre ret meget omkring sig. Og i hvert fald kan man ikke se de cyklister som kunne tænkes at færdes på cykelstien og som har problemer nok med at manøvrere i det glatte føre uden at skulle snige sig forbi folk som går og sover midt i det hele og hverken kan se en eller høre ens ringeklokke.

Mere opmærksomhed i trafikken! Er det så stort et offer at slukke for lyden når udsynet er begrænset af klædedragten? Så skræmmende eller kedeligt at undvære musikken høre verdens lyde hele de måske 20 minutter det tager at gå på arbejde eller hvor man nu skal hen? Bare en sans åben mod trafikken er alt jeg beder om. I det mindste når man befinder sig steder reserveret andre slags trafikanter end en selv.

Be’ om…?

Uncategorized • Skrevet 06. March, 2006 • Ingen kommentarer endnu

I morges var jeg grå. Tung, trist og ked selvom morgenhimmelen var kold, klar og smuk og solen lod sine allerførste røde stråler spille over træ- og hustoppe da jeg cyklede på arbejde. Jeg så skønheden, men var ude af stand til at spejle den.

På vej hjem – efter at have set det sne vandret fra en blå himmel ud gennem kontorets glasvæg – ramtes jeg kraftigt og lige midt i af den nu nedgående sols klare gule skin. Og ganske uventet, næsten ufrivilligt i dets pludselighed, kunne jeg mærke smilet indeni, spædt men stærk i sine spark som en nyfødts første skrig efter luft.

Jeg bilder måske nok mig selv ind at det er hans søster jeg ærer, men når han folder sig ud, Solen, kan jeg ikke undgå at fornemme hans tag i mig, min instinktive længsel efter forårets komme og lysets tilbagevenden, tilbedelsen af den salige, livgivende gule varme.

Nordbo, hedning, vantro, jeg 😉

… Og nu vi er ved de gamle riter: Christoffer risede os grundigt igår, fastalavnsmorgen, både Mor, Lasse og jeg. Så nu er vi antageligvis alle frugtbare. Skræmmende.

Uncategorized • Skrevet 27. February, 2006 • Ingen kommentarer endnu

I’ve slept poorly lately. I dream too much, it’s always lifelike and real and I repeatedly wake up in the middle of it, confused and weary from having spent imaginary days acting through the night when I should have been sleeping restfully.

So all week I’ve been exhausted and tired, and now, having been up more than 3 hours already (my internal clock clearly stil does not believe in Saturday), after cleaning the bathroom, vacuuming, washing the floors, eating without appetite and vainly hoping for my newspaper to arrive on time for once I give up, and retire to the softest chair, staring at the screen, wearily wishing for the restoring sleep that eludes me.

“Cryptonite? A silver bullet? Buffy? What’s it gonna take to keep you in the grave?”
&nbsp &nbsp &nbsp &nbsp &nbsp &nbsp &nbsp &nbsp &nbsp &nbsp &nbsp &nbsp &nbsp &nbsp &nbsp – Crichton to Scorpio on Farscape

Geeky humor is still funny when exhausted – perhaps even more so 🙂

…. In my saner moments I wonder the effects of watching later-season (and hence (at least) linearly increased in craziness level) Farscape episodes might have on my mental state 😉

Uncategorized • Skrevet 25. February, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Lidt har også ret 🙂 Selv hvis det er tøvejr.

(())

Uncategorized • Skrevet 23. February, 2006 • Ingen kommentarer endnu

“Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog mine anemone
som søens bølge skær.”

… I wish!

Uncategorized • Skrevet 20. February, 2006 • Ingen kommentarer endnu

There are things I miss. Crucial things without which existence is bleak.

I found that I am not alone in this misery, Frauke – who also once lived in America – feels the same way. So this Sunday, after careful googling, we tried to create an approximation of what here cannot be bought:

Homemade Oreo’s!

Here is the recipe – we had to google in German as apparently no-one English speaking would even think of making Oreo’s theselves. For those who read no German, I put a translation here.

I find this filling much tastier – for one thing there is no traces of that chemical taste the originals have. The biscuits are not exactly right, but they are good and with a good strong taste of cocoa. They don’t have the real pattern of course – we used lego bricks to print these. In some of them, even after baking, the small letters spelling “Lego” can still be seen inside each dot 😉
Now go bake! And don’t forget to invite me over afterwards 😉

Uncategorized • Skrevet 13. February, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Ting er ikke vigtige – det var noget af det første jeg lærte på min rejse. De kan være nyttige – en thesi, en god saks, en varm trøje – men de er udskiftelige, noget man bruger, drager nytte af og derefter giver videre, efterlader. For nok er de rare at have, men de vejer også i kufferten, skal slæbes gennem tolden, roder i tankerne.

Ret hurtigt vænner man sig således til ikke at købe noget. I forvejen spørger min indre stemme altid “Har jeg nu også virkelig brug for den?” når jeg står i en forretning og overvejer at anskaffe noget, det være sig alt fra en ny bluse til grapefrugt til min morgenmad. Og som regel er svaret jo nej. For når man (man = standard udgave dansker) ser ærligt på det, er det jo ikke fordi der mangler noget. Man har jo ikke virkelig brug for endnu en bluse – selv hvis en har fået huller er skabet jo ikke tomt – og bestemt ikke for chokolade, jeg sulter jo ikke og det sætter sig bare på sidebenene.

Så med min medfødte – eller i hvert fald medopdragede – …påholdenhed (det er jo mig der skriver, så jeg kan vel i det mindste få lov at kalde det noget relativt pænt) og efter at have haft mit liv i en kuffert i over et år er det småt hvad jeg får anskaffet. Selv ikke ting jeg har brug for – stemmen spørger “Er det virkelig nødvendigt med den pose æbler?”

Men her på det sidste har jeg lagt mærke til noget der tyder på at nogle af dem har en anden, intens men skrøbelig, værdi, udover den åbenlyse givet ved deres funktion.
Det gør mig lidt paf – nu havde jeg jo lige endeligt konkluderet at jeg ikke havde videre behov for de fleste af dem.

For næsten hver gang jeg kører på min cykel tænker jeg på min Far – han gav mig den efter min andendelseksamen. Og så er der da noget forsonende ved det at cykle 😉
Når jeg kravler i seng om aftenen tænker jeg smilede på Christoffer, som hjalp mig med at rede den første gang, da jeg lige var flyttet herop. Mens han kæmpede med dynebetrækket (sådan et var større da man var 9, det kan jeg godt huske!) fortalte han at her skulle det nok blive godt at sove og at han jo da også ville komme og besøge mig og så kunne vi sove i den sammen og snakke og rigtig hygge så jeg ikke skulle føle mig trist og alene i min nye lejlighed.
Som jeg så trækker dynen op om næsen og putter mig ned, eller blot når jeg om dagen går forbi den redte seng og ser Leoparden, min faste følgesvend, trone på den, er det Nis der toner frem for mit indre blik. Det forekommer mig at selv når det er min hånd i Leopardens nakke taler den med hans stemme og kadencer.

På kolde dage når det er nødvendigt med uldsokker tænker jeg på Tante Gurli som strikkede dem til mig, når jeg reder mit hår på Kamal som gav mig trækammen. Mine lune luffer er en foræring fra Maria, min bokken, den Christoffer har placeret lige ved sengens hovedgærde, har Pelle bragt mig. Fra vinterjakken min Mor gav mig i julegave engang og som har været med på min lange rejse, til støvsugeren som har været Bedstes.

Så mange ting, som trods det at de bare er ting dog alligevel bærer minder om og tankesmag af andre. Ting som minder mit sind om varmere øjeblikke og som stadig har en glød der luner, selv når jeg er ene.

… Hvem ved, måske kommer det en dag så vidt at jeg køber posen med æblerne uden at føle mig som en ødeland.

Uncategorized • Skrevet 05. February, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Lone figure on skates, a 3D-sihouette in black clothing. Pale light – yellow, mint, blue – in intricate patterns on the ice. Fluid, lithe movements, a celebration of pop turned poetry.
Muscles moving under the cloth, it looks so easy though virtually impossible. Synched with the still-soft music his glide turns into a triple toe-loop. Power veiled in grace.

He moves.
Music moves.
Time stops, grace-caught.

.

Uncategorized • Skrevet 23. January, 2006 • Ingen kommentarer endnu