Lidt har også ret 🙂 Selv hvis det er tøvejr.
(())
Gid
“Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog mine anemone
som søens bølge skær.”
… I wish!
Approximations
There are things I miss. Crucial things without which existence is bleak.
I found that I am not alone in this misery, Frauke – who also once lived in America – feels the same way. So this Sunday, after careful googling, we tried to create an approximation of what here cannot be bought:
Homemade Oreo’s!
Here is the recipe – we had to google in German as apparently no-one English speaking would even think of making Oreo’s theselves. For those who read no German, I put a translation here.
I find this filling much tastier – for one thing there is no traces of that chemical taste the originals have. The biscuits are not exactly right, but they are good and with a good strong taste of cocoa. They don’t have the real pattern of course – we used lego bricks to print these. In some of them, even after baking, the small letters spelling “Lego” can still be seen inside each dot 😉
Now go bake! And don’t forget to invite me over afterwards 😉
Ting med smag
Ting er ikke vigtige – det var noget af det første jeg lærte på min rejse. De kan være nyttige – en thesi, en god saks, en varm trøje – men de er udskiftelige, noget man bruger, drager nytte af og derefter giver videre, efterlader. For nok er de rare at have, men de vejer også i kufferten, skal slæbes gennem tolden, roder i tankerne.
Ret hurtigt vænner man sig således til ikke at købe noget. I forvejen spørger min indre stemme altid “Har jeg nu også virkelig brug for den?” når jeg står i en forretning og overvejer at anskaffe noget, det være sig alt fra en ny bluse til grapefrugt til min morgenmad. Og som regel er svaret jo nej. For når man (man = standard udgave dansker) ser ærligt på det, er det jo ikke fordi der mangler noget. Man har jo ikke virkelig brug for endnu en bluse – selv hvis en har fået huller er skabet jo ikke tomt – og bestemt ikke for chokolade, jeg sulter jo ikke og det sætter sig bare på sidebenene.
Så med min medfødte – eller i hvert fald medopdragede – …påholdenhed (det er jo mig der skriver, så jeg kan vel i det mindste få lov at kalde det noget relativt pænt) og efter at have haft mit liv i en kuffert i over et år er det småt hvad jeg får anskaffet. Selv ikke ting jeg har brug for – stemmen spørger “Er det virkelig nødvendigt med den pose æbler?”
Men her på det sidste har jeg lagt mærke til noget der tyder på at nogle af dem har en anden, intens men skrøbelig, værdi, udover den åbenlyse givet ved deres funktion.
Det gør mig lidt paf – nu havde jeg jo lige endeligt konkluderet at jeg ikke havde videre behov for de fleste af dem.
For næsten hver gang jeg kører på min cykel tænker jeg på min Far – han gav mig den efter min andendelseksamen. Og så er der da noget forsonende ved det at cykle 😉
Når jeg kravler i seng om aftenen tænker jeg smilede på Christoffer, som hjalp mig med at rede den første gang, da jeg lige var flyttet herop. Mens han kæmpede med dynebetrækket (sådan et var større da man var 9, det kan jeg godt huske!) fortalte han at her skulle det nok blive godt at sove og at han jo da også ville komme og besøge mig og så kunne vi sove i den sammen og snakke og rigtig hygge så jeg ikke skulle føle mig trist og alene i min nye lejlighed.
Som jeg så trækker dynen op om næsen og putter mig ned, eller blot når jeg om dagen går forbi den redte seng og ser Leoparden, min faste følgesvend, trone på den, er det Nis der toner frem for mit indre blik. Det forekommer mig at selv når det er min hånd i Leopardens nakke taler den med hans stemme og kadencer.
På kolde dage når det er nødvendigt med uldsokker tænker jeg på Tante Gurli som strikkede dem til mig, når jeg reder mit hår på Kamal som gav mig trækammen. Mine lune luffer er en foræring fra Maria, min bokken, den Christoffer har placeret lige ved sengens hovedgærde, har Pelle bragt mig. Fra vinterjakken min Mor gav mig i julegave engang og som har været med på min lange rejse, til støvsugeren som har været Bedstes.
Så mange ting, som trods det at de bare er ting dog alligevel bærer minder om og tankesmag af andre. Ting som minder mit sind om varmere øjeblikke og som stadig har en glød der luner, selv når jeg er ene.
… Hvem ved, måske kommer det en dag så vidt at jeg køber posen med æblerne uden at føle mig som en ødeland.
Past bedtime
Lone figure on skates, a 3D-sihouette in black clothing. Pale light – yellow, mint, blue – in intricate patterns on the ice. Fluid, lithe movements, a celebration of pop turned poetry.
Muscles moving under the cloth, it looks so easy though virtually impossible. Synched with the still-soft music his glide turns into a triple toe-loop. Power veiled in grace.
He moves.
Music moves.
Time stops, grace-caught.
.
Vinter i Astrup Vig
Der var måneskin. For første gang i en halv snes dage var det ikke overskyet, og hvis man lister stille nok ud opdager bevægelsessensoren det ikke og det nattesynsforstyrrende udendørslys forbliver slukket.
Ved Månens side skimtes Mars – nej, jeg har stadig ingen trefod, det er i fri hånd og derfor er Mars lidt sløret 😉
Den sidste sne fra juledagene lå der endnu, indtil regnen kom onsdag. Men indtil da var det hvidt og med masser af sprød knaseis i strandkanten. På vej op gennem slugten kunne man se spor efter alle de andre der også bruger “min” sti: hunde, mennesker, en ræv og rådyr der hvor dyrevekslerne krydser stien.
Først kom der en fasan.
Siden anlagde de motorvej.
Jeg har også flere dejlige billeder af Onkel Jørgen fra den gåtur, men han sukkede sådan da han så dem, så jeg er flink for en gangs skyld og ligger dem ikke her 😉
Udover de hyggelige ting der er fast når jeg besøger Tante Gurli og Onkel Jørgen – rolige morgener med kryds-og-tværser (denne gang gik jeg videre og prøvede sudoku – jeg kunne dog kun finde ud af børneopgaverne 😉 ), masser af god mad (det føles lidt som om jeg har spist kontinuert siden jul – kan det virkelig passe? Nu er det i hvert fald slut, for her i min lejlighed er der ikke så mange spændende ting i køkkenet, og havregrød, fetaost og cox orange-æbler er ikke nær så fristende som Tante Gurlis karbonader, bønner fra haven, torsk i kokospanering, gode rødgrød og mælk fra Bjørnsholm), gåture med Onkel Jørgen, nattøj der har hængt til luning foran kakkelovnen (og denne gang ikke så tæt på at det blev svedet 😉 ) stille-stille-stille om natten og svar på mine nysgerrige spørgsmål om alt fra dyrespor til forrige århundrede – var der denne gang noget ganske nyt: Der skulle købes computer!
For Onkel Jørgen har meldt sig til et computerkursus på VUC, og så ville Tante Gurli godt give ham en i jule-fødselsdagsgave. Ikke så dårligt! Så vi drog ud og så på tilbud, tog hjem og jeg installerede og forklarede. Jeg er overbevist om at det skal han nok snart blive skrap til, han gør nemlig som børn gør, og som jeg også selv gjorde dengang for forbløffende mange år siden da jeg først dykkede ned i mysterier som tekstbehandling og 7-kabale: Prøver sig frem, ser på knapperne og gætter på hvad de gør.
Vi snakkede også om at rejse – Gurli og Jørgen var på den præcis samme tur til Egypten her inden jul som jeg var i 2002. Det var sjovt at se billeder og sammenligne minder, og jeg fik helt lyst til at prøve at rejse sammen med dem engang. De kan lide den samme slags ferier som mig – dem hvor man ser og lærer noget. Omend jeg jo nok må tilstå at jeg normalt ikke bor på helt samme klasse hoteller, men nu har jeg jo arbejde, så måske…? Hvis eller de tror de kan holde mig ud en hel ferie.
En del af tiden der ikke gik med at lege med computeren fik jeg brugt på at få lavet et mønster til det patchworktæppe jeg har klippet firkanter til gennem december. Så nu mangler jeg “bare” at sy det 😉
… Og i morgen begynder jeg på mit nye arbejde hos Jyske Bank.
En omtumlet uge af juledage
Så kom juleaften, og gik igen. I juledagene fik vi endelig, endelig sne. Min Mor fejrede det straks ved at tage den første snebold med ind og prøve at komme den ned ad nakken på os alle sammen.
Christoffer og jeg tumlede, trillede snemænd, lavede snelygter og kælkede ned af den spejlglatte Brobjergvej. (Øh hov, nej vist gjorde vi ej, for det må man jo ikke! Sådan noget kunne den dydige storesøster aldrig finde på!)
De er nu fine sådan nogle snelygter – et lille lys i mørket, så meget mere levende i sin udsathed.
Dette billede burde egentlig kasseres – fuld af rysten og spejeffekt i vinduet, men jeg synes det ser interessant ud som den udendørs lyskæde og refleksionen af juletræet i vinduet nærmest glider over i hinanden.
Juledagene var rigtige hygge-inde-dage, også for Yndig, familiens over(for)kælede kat der her ikke synes Christoffer aede den ivrigt nok og derfor steg op på ham for at stange buh.
Mellem jul og nytår var det meningen at Kamal skulle have være kommet fra USA og besøgt mig, og jeg havde glædet til hans selskab og til at vænne mig til at bo i min nye lejlighed uden at være helt alene der. Men Kamal aflyste sin tur i sidste øjeblik – hvilket også er hvorfor der har været stille her, jeg har været lidt trist og har ikke haft noget (konstruktivt) at skrive, ikke noget jeg ikke ville fortryde senere 😉
Til nytår ville Pelle heldigvis stadig godt se mig selvom jeg nu kom alene. Her sidder fødselaren for bordenden og forklarer – at dømme efter hans mine noget skummelt.
Maria opfandt drikken til det nye år: Pulverkaffe lavet på the! Så kan hun forhåbentlig holde sig vågen 😉
Den første måne i det nye kapitel af mit liv, første gang den var fremme efter snedagenes overskyede himmel. En seglmåne strejfet af en sælsom teknologisk komet, der her netop har passeret.
Den var fin i eftermiddagsskumringen, med rester af den blegrøde solnedgang stadig hængende nederst på horisonten ude bag hustagene.
Således det første varsel for det nye år – eller det sidste for det gamle.
Nu, uomtvisteligt i 2006 forlader jeg min nye bolig og drager nordpå en stund. Til Tante Gurlis gode kogekunst, gåture i vintermørket med Onkel Jørgen, hyggeligt selskab, uoplyst nat og forhåbentlig sammensyningen af det patchworksengetæppe jeg har klippet firkanter til i december.
;-(
Jul
Julemorgen vågner alle børn vist tidligt – om ikke andet så for at se hvad Kalendernissen har bragt denne sidste dag. Christoffer og katten sad i sengen og beundrer Lokes lænker som Christoffer lige har pakket op.
Senere læste vi julehistorien i Politiken inden den hel store julekokkerering gik igang.
Imens var Lasse gået igang med at ordne gåsen.
Da jeg også kastede mig over madlavningen begyndte tiden at være noget lang for Christoffer. Han smuttede og hakkede alle mandlerne til risalamanden og fik derefter mit kamera at muntre sig med. Her kan I se hvad han går op i for tiden. Først og fremmest naturligvis alt med vikingetiden, julekalenderen ikke undtaget. Fra plakaten på sit værelse har han fotograferet Thor, Odin, Njord og Tyr. 
Et af hans sværd, med fin spejlrefleks.
Mig der laver kirsebærsovsen.
Juletræer er smukkest set nedefra, hvor hele verden, alt hvad man kan se, føle og dufte er gran, lys, blanke kugler og hjemmeflettede hjerter. Christoffer tog kameraet med derned.
Derefter forsøgte han at få mig til at stå stille til et billede – men jeg tænkte nu vist mere på at få snittet rødkål og skrællet kartofler end på at smile til fotografen.
En vigtig tradition i julen er at den store hvide suppeterrin skal fyldes helt op med slik.
Som vi plejer tog Daniel, Christoffer og jeg ud til Far og Judith om eftermiddagen.
Her pakker han den hæslige trøje op Daniel og jeg havde købt til ham. Der var vist gået noget galt i kommunikationen, for vi var alle enige om at den var aldeles grim.
Her ser Judith til mens han prøver at finde ud af at betjene det indviklede stykke teknologi et engangskamera er 😉
Kort tid efter brugte han mit kamera – se hvor søde vi kan se ud når vi vil 😉
På vej tilbage rockede Christoffer på bagsædet til Sean Pauls “We Be Burning”.
Julehygge i stuen inden middagen.
Der kom også julemail fra Onkel Chrisser – så blev Mor glad!
Her fremviser kokken stolt den færdige gås – 3 timer på grillen og masser af beundring fra alle børnene.
Kort tid efter kunne man se adskillige børn med gåselår.
Her er de så allesammen – det var ikke kun børnene der fik mad:.
Efter at Hannah, Lea og Christoffer flittigt havde lagt alle pakkerne under træet blev det endelig tid til at tænde det.
Efter at vi alle 10 havde fået lov at vælge en sang at synge rundt om træaet, og så lige havde sunget “Nu’ det jul igen” rundt i huset som sig hør og bør kom Julemanden. 
Lasse gik som sædvanligt glip af at møde ham, han har altid sådan en svag blære til jul. Til gengæld blev han vist meget glad for gaven fra Daniel: Et gavekort til en times massage.
Daniel selv fandt helt nye og (antageligvis) utiltænkte anvendelsesmåder for grydelapperne han fik af Julemanden.
Leas allerbedste gave var en Dinosaur – den jog alle rundt i stuen og knurrede og brølte.
Julemorgen i halvmånelyset lå Christoffer igen under juletræet. (Han var nu ikke den eneste, bare den eneste der blev fanget af kameraet 😉 )
Derefter spiste vi morgenmad med vores nye legetøj – Lasse med en bog om Bording, Christoffer med sit nye Lego vikingeskib. Det er herligt når ens små brødre får Lego til jul, man blier aldrig for gammel til at samle deres Lego julemorgen 🙂
Senere, inden det blev tid til frokost, Disneys juleshow og suppeterrinen fuld af slik (for ingen kunne jo i virkeligheden spise noget videre af det aftenen før efter gås og risalamande) gik vi tur ud over engen, hvor Christoffer tog dette fine billede. 
December
Though the temperatures are still in the wet-and-windy region we did get a smidgeon of snow last Saturday, just as I was getting ready to move furniture.
It didn’t last more than 5 minutes and an eigth of a centimeter, but it was there 🙂
Sunday my Father and friends helped moved all my boxes from storage. Here are Rene and Pernille and my (previously my grandmother’s 🙂 ) vacuum cleaner on the back seat, still peaceful before all the carrying.
Later, in the apartment while trying to find new spaces for everything I suggested the blanket be put in the chair. As Pelle had no intention of moving himself, this was the result:
Today, the first of the lengthening days on the way back towards light, there was much to do. Here are a few of the accomplishments. First a tiny selection of the marzipan and chocolates Christoffer and I made.
Apart from the tasty ones with different kinds of liquor, traditional shapes in our family, the heritage of my grandfather, for the colored kinds are snakes, sandwiches, mushooms, dog droppings (yes, really. Made from marzipan colored with cocoa) , apples, cats and carrots. As Christoffer is very interested in every and all things from the Viking age this year we also made many runes, ?suncrosses? (what is the English word for those? Cross encompassed by a circle, all arms same length.) and some moons and suns. Many of the Christmas cookies also came out as runes as well this year ? I wonder if rune shaped cookie cutters are purchasable somewhere 😉 For good measure we also made a baby Jesus in a crib. His followers tend to eat him anyway, so it seemed right that he should be made of marzipan. Despite already having a good mix of various religius symbols, I must point out that we did not make any of the prophet Muhammed. Islam explicitly forbids it, and unlike the Danish Prime Minister, in our kitchen we are considerate enough not to needlessly offend our fellow citizens.
Later we decorated the tree (you’ll notice it’s getting dark, so it must have been before 16:00 😉
Just after we carried it inside my Mother and Christoffere were both energetic and moving fast.
Cristoffer played with the reflection in the glass globes just like the chipmunks in Disney. Here he is hitting close to them, joyed at the enlarging effect.
Finally most of our decorations were on the tree, not in boxes.