I søndags kom Anne forbi for at gå en tur med Ingrid. Men det viste sig at hendes ærinde var dobbelt, for hun havde også en overraskelsesgave med til mig:

En julekalender! 🥰 🎄😍 Min indre femårige viste sig fluks og der var megen ihh’en, frydefuld klappen i hænder og krammen.

Gaven var fra en håndfuld dejlige mennesker som det er nærmest uendelig længe siden jeg har set. Men pludselig et øjeblik føltes de alligevel helt nære ❤️ Det varmede mig helt ind i sjælen sådan at stå med et helt fysisk og håndgribeligt bevis på at jeg findes for jer derude.

For min afstand til verden og alle jer som jeg savner derude er stor, og det kan føles som om jeg er blevet helt væk og kun findes i min sygdomsboble. Nogle dage lægger jeg ikke meget mærke til det, for kroppen tvinger mit fokus til at være på det helt nære: Kan jeg sidde op lidt? Går det an at lægge vasketøj sammen? Eller er det et af de tidspunkter hvor bare det at være er så rigeligt hvad hovedet kan kapere. Det har været hverdag så længe, at på den slags dage føles det som om jeg altid har levet i min sygdomsboble.

På andre dage – ofte dem med lidt mere overskud – dukker følelsen af afstand op. For når jeg lukker øjnene, så føles det jo i mine tanker som om jeg er rask, og kan gøre vilde ting som at tage i supermarkedet, gå en tur eller drikke the og holde snak. Og så åbner jeg øjnene og kommer i tanke om at kroppen er i sygdommens greb og ikke kan det tankerne ønsker sig. Så er boblens vægge tykke og jeg længes. Efter jeres selskab, jeres kram, og efter at kunne være med i jeres liv.

Når I så ind imellem pludselig er nære, når I nænsomt stikker hovedet ind i min boble fysisk eller digitalt, er det som solen der trænger gennem skyerne først i marts: Uventet, skattet og med en blid, men gennemtrængende varme til krop og sind 🌞

I er dejlige! ❤️

(Alle sammen, ikke kun dem der giver mig julekalendre 😉 )

Syg • Tanker • Skrevet 29. November, 2023 • Ingen kommentarer endnu