Kattens Rejse

Same-same, but different.

I dag er jeg mindst 70. Sådan føles det i hvert fald på mine ømme muskler og krampende nakke der slet ikke er i tvivl om at jeg netop har tilbragt den sidste uge idyllisk på Vestjyllands Højskole med at slå træinstrumenter i retning af nærtstående menneskers legemsdele. For til trods for ekstra måltider i kostplanen, middags- og aftenlur, masser af nattesøvn og de andre hensyn jeg har taget til mig selv kan jeg (spøjst, ikke?) godt mærke at min stadig helende krop hverken er vant eller klar til den slags gentagen daglig udfordring.

Iår havde vi til vores forbløffelse ikke en håndfuld begyndere på kurset, men hele 16, så der var nok at rive i. Det gav også den sære erkendelse at jeg ikke længere er den lille. (Man skulle tro den kom med min graduering sidste sommer, men nix, erindringen er stædig. Mit sindbillede af sommerkursus er dannet de første par år jeg var med, og der var jeg så absolut den mest grønne deltager.)
For at der skulle være noget for alle var kurset delt en god bid af tiden, og vi lidt mere øvede skiftedes så til at hjælpe de nye. Brat bemærkede jeg i hvor høj grad jeg kommer på sommerkursus – og såmænd også til almindelig træning – med indstilling og fornemmelse af ikke rigtig at kunne eller vide noget. En underlig fornemmelse så pludselig at skulle rette på og vejlede andre. Tvangsundertrykkelse af manglende selvværd kan være en interessant øvelse.
Her er to af de mest entusiastiske begyndere, Keld fra Als og Tina fra Sjælland ved at øve bo. De havde placeret sig så nydeligt i solstriben at kamerafingerens spjætten ikke kunne modstås 😉

I den anden ende af salen gik meget af tiden med at prøve at suge så mange af Stephens guldkorn til sig som muligt. Vi har ingen 5.-dan i Danmark så det gælder om at slå ørerne ud når vi har chancen.
Gennem årene har det skiftet meget hvad jeg har fået med hjem – første gang jeg var på sommerkursus havde jeg knap fægtet et halvt år så det er vidt forskellige slags ører jeg har haft at høre med.
Iår var pointen (altså den del af den jeg forstod) at bemærke hvor mange teknikker, bevægelser og principper der går igen, tydeligt eller forklædt, på tværs af våben og kata.
Det er ikke bare en smart talemåde at alting findes i første kata. Lighederne begynder langsomt at blive synlige, som her

Torii i første kata:

Første gogyo-kata:

Anden ryoto:

Same-same, similar.

Eller som her

og her

Same-same, but different.

Om nogle af teknikkerne kom der opmuntrende udsagn som “We practise this often. Some of you have a reasonable idea about what you are doing.” Jeg skal ikke kunne sige om det følgende falder i den kategori, men begejstret ser han i hvert fald ikke ud.

2 angreb senere har han vist helt opgivet os.

I det hele taget lod Stephen til at have en temmelig nøjagtig opfattelse af vores færdigheder: “We know that all of us here can kill a man in one stroke. …. If he’s a peasant with his arms tied up behind him.”
Lige netop! – Det er jo det jeg siger, Asger, jeg _er_ ikke farlig.

Det var bestemt ikke spydigheder det hele. Blandt de nydeligere pointer: “The idea of the form is to be able to flow within it.” (Her hjælper det at vide at ‘kata’ betyder ‘form’).

Der var også nyt, for mit vedkommende gogyo bo. Spændende nyt legetøj 🙂

Om aftenen blev der traditionen tro spillet spil. De mange nye var lette ofre for garvede Trench War-hajer.

Tidligere på ugen hørtes under et spil mellem Morten og Jens Lynge “Hvordan ændrede du din vinderposition til en taberposition?!?” Det illustrerer jo blot Stephens pointe – sværdkamp og strategispil: same-same, similar. 😉

En aften benyttede vi chancen for at optage nogle af de avancerede kata. Film husker bedre end hoveder – her husker Morten (i spejlet til venstre i billedet).

Midt i ugen kom Mortens og Laurits familie på besøg. Her ses Mortens (næsten ikke indoktrinerede) datter Elvira.

Hun har skam fattet pointen. Gang på gang halede hun det lange sværd ud af sin Fars greb, for derefter at angribe ham med det korte.

Højskolens kat var aldeles overbevist om at alle tilstedeværende var dens mennesker og retteligt burde tilbede den nårsomhelst og hvorsomhelst den færdedes. Blandt andet midt i gymnastiksalen den sidste aften som vores begyndere skulle demonstrere iai for de andre kursister. Stephen reddede den i sikkerhed, men den forekom ikke just taknemmelig.

Ved festen om aftenen ignorerede den høj musik og dansende elever og minglede hjemmevant. Efter mørkets frembrud gik den mageligt til ro på en blød stol i gangen.

Tidligere på aftenen fik jeg en ny – og i modsætning til ‘katteagtig’ ikke tidligere hørt – mærkat. Med stor overbevisning erklærede Martin “Terese er som en kanin. …Med *laver finger-hugtænder* En dræberkanin, fluffy og blodtørstig.”
Så ved I det. Bare nu ikke Monty Python giver mig bøvl over copyrights 😉

Senere fik Astrid fat i Franks ømme muskler. Hun har snilde hænder og 2 år på medicinstudiet giver åbenbart rigelig viden om hvor man skal trykke. Den halvdel af tiden Frank ikke så forpint ud (hun var ellers flink til gentagent at huske ham på at det er en fordel vedblivende at trække vejret)

lignede det mere en religiøs oplevelse.

Måske hun kan bestikkes til at lære os det?

Kenjutsu • Skrevet 03. August, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Sommerkursus… *Tøven*. Pinligt berørt.

Noget forlegen pakker jeg til årets kenjutsusommerlejr. Jeg glæder mig som et lille barn til atlære og prøve nogle nye ting, men samtidig illustrerer bunken af ting til pakning at det er anderledes i år.
Sammen med hakama, skifte-gi, iaito, myggebalsam og sportsplaster ligger nu også 47 slags medicin, spisedagbog og en børnebog, samt et udvalg af tøj hvoraf intet passer rigtigt. (Prøv du at tage ½ kg på om ugen og se så hvordan tøjet passer dig efter du har taget knap 25% af din startvægt på. Og så mangler der endda stadig en god håndfuld kilo.) Professionelles formaninger om at hvile mig, huske at spise ekstra og ikke forlange for meget af min krop ligger i lag i min mentale taske.

Selvom min form aldrig har været fremragende er det overmåde usselt iår. Den sidste måneds tid er det meget begrænset hvad jeg har fået lov til at røre mig fra hospitalets side (“hvis ikke du tager mere på med det vi har sat på din kostplan, så må du sidde stille”) så udover al den teknik jeg har glemt mens jeg har været syg har jeg nu oveni absolut ingen kondition :-/

Så selvom jeg bestemt gerne vil med er jeg noget beklemt. Det er ikke spor dejligt at komme og kunne en hel del mindre end sidste år. En ting er hvis der ikke er megen fremgang, men tilbagegang ligefrem 🙁

Det er muligt at det er en ærlig sag at være syg (brækkede ben føles nu stadig mere ærlige) men derfor er det flovt allivel.

Kenjutsu • Skrevet 28. July, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Fredagsmorskab: Kunsten at tale forbi hinanden

Nestor, til David (eftertrykkeligt):Forklar mig det en gang til. Og denne gang får du det ikke til at lyde som om du vil piske damen mens Alasdair ser på for at kunne dele hendes føle- og sanseindtryk derved!
Sir Alasdair (forklarende): – for at tage hende med i kirke.

Nok meget godt at Ponea ikke hørte det. Men jeg grinede nu alligevel selvom hun/jeg sov.

Uncategorized • Skrevet 28. July, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Ferie i middelklassen

Jeg passer kat og hus denne uge mens min Mor er i sommerhus. Som at være på besøg i et andet liv.
Ænderne rapper stopmætte (den lille bro udenfor er et yndet mål for børn og pensionister med brødposet) fra åen bagest i haven.
Trampolin, frugttræer og højbede troner i baghaven. Solen skiftevis luner og bager mig på terrassen (i hvert fald indtil gårsdagens heldagsregn satte ind) og ind gennem stuevinduerne når jeg trækker indenfor ved myggetide.
Indenfor hersker pinlig orden (i hvert fald efter min målestok – hver gang jeg så meget som trækker vejret ser her mere og mere rodet og snavset ud), der er plads omkring tingene, dug på sofabordet og anerne hænger over klaveret, mine såvel som papanerne.
Arvenips rundt omkring, stearinlys alle vegne, servietter i servietholderen, øl i skabet, klar til gæster. (Øllene står nu som sædvanlig i sikkerhed for mig (hvor har folk været stakkels dengang vandet ikke var sundt og man drak øl), i modsætning til servietter, ost, shampoo og gryn.)

Vådt græs under tæerne i skumringen. Sommeræbler – årets første – smager af regnvejr. Nedfaldsfrugt, lige i min turban.

Pernille aer Yndig mens jeg tiltusker mig en middagslur. Katten og katten er tilfredse, og Pernille virker heller ikke utilfreds 🙂

Store, globerunde solbær, små bomber af syrlighed i morgenyoghurten. Kun bedre af at være franarret den dugbadede busk uden at jeg selv blev alt for våd.

Fugtig-løs jord i mine hænder og langt op under neglene mens følesansen jager de små nye kartofler der lige har fået vendt op og ned på deres omverden af greben. Kartofler, fetastuvet spinat og karbonader gordon bleu venter i aften. I morgen kartoffelsalat. Sensommerens overflod på vej.

Regnen trommer på taget, og Hr. Vind taler gennem vinduer på krog og i udhæng og sprækker. Udenfor er tillokkende og betryggende tæt på, inden for rækkevidde her væk fra byens midte.

Rejser • Skrevet 25. July, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Rund alder

Igår blev min Far 50. Det fik mig til at overveje hvad han mon lavede tidligere år på denne dag…

1967: Tjo, tja. Jeg ved igrunden ikke meget om hvad min Far lavede som tiårig. Jeg har et sort-hvidt billede af ham med fint krøllet hår, et genkendeligt smil og i fodboldtøj på banen, så mon ikke han spille fodbold. Og legede med elektrisk tog – for det har vi arvet.

1977: Et turbulent år. Han gik fra at være 19 – ung, forelsket (tror jeg da) og med mange muligheder åbne til at blive 20, have en gravid kæreste og skulle forholde sig til snart at være Far, medforsørger og voksen.

1987: Hvad skete der i 87? Jeg burde kunne huske det, jeg var 10. Det eneste jeg lige nu med sikkerhed ved jeg husker fra netop det år er Bedstefars 60-års fødselsdag…? Hvad skete der Far, hvad lavede du, hvordan var 87?

1997: Et travlt år. Min Far blev skilt, og var igang med sit tredie-fjerde år på seminariet. Han, jeg og Jorgo flyttede i delelejlighed sammen, og før første gang siden jeg var 12 havde vi fælles hjem, var familie i hverdagen. Begge to på SU og med diverse småjobs – han mere end jeg, det var længe inden jeg begyndte at voksne – for at få studier, liv og det hele til at fungere.

2007: Til fødselsdagsmorgenmad tilbage i Skæring, hvor jeg voksede op – han er lige flyttet herud. Som vi går efter-brunch-tur i solskinsblæsten undrer jeg mig over hvor meget der er ændret og nyt – hele parcelhuskvarterer hvor jeg husker bare marker. Så er det jeg kommer i tanke om at det er over 25 år siden mine forældre flyttede os ind i huset på Annekærvej, jeg er gaaaammel 😉
Min Far derimod virker ikke så gammel. Han virker som om han hviler mere i sig selv og har flere farver nu end jeg har set de sidste år.

Uncategorized • Skrevet 18. July, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Jeg ville ikke sige det hvis det ikke passede

Jeg kan se det gør ondt på dig, at du er udmattet og slidt og jeg vil så gerne nå dig, selvom der er uoverstigeligt langt at række.
Som separat entitet, ikke-du, andet-jeg-end-dit kan jeg kun lytte, spørge ind og af og til prikke og pirke hvis du ikke giver mening.
Jeg kan komme med råd – sæt støttebind om det svage led der, skær den døde hud her væk, pas på ikke at blive kold – men kun du kan stille op i kampen for at få det gjort.

Alting ser klarere ud udefra end indefra, det ved jeg godt. Jeg prøver ikke at være for strid på tidspunkter hvor det ikke hjælper nogen, men samtidig strid nok til at det nytter lidt.

Derinde indeni hvor flammen brænder og jeg kender dig håber jeg med forskrækkende inderlighed at du vil vise dig selv den samme respekt og omsorg, de samme hensyn du viser dine nære. Du er det værd – også på de tidspunkter hvor det føles som om det at være tro mod dig selv vil svide en anden. Måske er det endda der det kan være allervigtigst.

Du _er_ det værd!

Uncategorized • Skrevet 09. July, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Glimt af uge 27

I sekseren på vej hjem. (Hvis man ikke tager nok på, eller endda taber sig må man ikke cykle eller gå ret meget, men skal holde sig i ro og tage bussen når man skal ud. Køresyge 2 gange om dagen, hurra! Jeg er endnu mindre transportstabil efter jeg er blevet syg – gad vide hvad forklaringen er?)

Bussen drejer ved Østbanetorvet og stopper ud for Fredes Flyvende Tallerken, et par stiger ud, hans hånd som det naturligste i verden rakt afventende ud mens han tager de første skridt ind på fortovet. Efter håret og frakken er rettet på søger hendes den, unden at hun tilsyneladende har set den, men forvisset om at den er der.
Det er svært ikke at blive melankolsk – ingen hånd venter min når jeg stiger af bussen.

Når man næsten uden overvejelse rækker ud for at sluge alle piller der er lagt frem på morgenbordet – for de plejer jo at være nogle jeg skal tage – har man efterhånden været syg rigeligt længe. Her til morgen var en af dem nemlig Nis vitaminpille (ja, jeg er vant til at spise morgenmad alene) og jeg havde næsten kommet den i munden inden en forsinket tanke foreslog at det vist ikke var meningen.

Små fremskridt. Måske midlertidige, men dejlige alligevel. Som forleden hvor jeg gik forbi en bagerbutik, nød den søde, bagte duft og tænkte “Det lugter dejligt, men jeg har ikke lyst til at spise kage lige nu.”
Jeg tør ikke håbe på at det vil være tilfældet hver gang (og ind imellem er det vel også i orden at ville spise kage) men bare det at kunne skelne “X står lige foran mig og ser tillokkende fristende ud” fra “Jeg har lyst til at spise X” og endda også fra “Jeg vil nu spise X” er ingen selvfølgelighed i min verden.

Uncategorized • Skrevet 07. July, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Ikke blot Kobayashi Maru, men pest eller kolera. Æreløs.

Jeg troede jeg befandt mig i et Kobayashi Maru-scenarie: Hvis jeg tager på har jeg det usselt med mine krop og kan ikke holde dens kurver ud. Hvis jeg taber mig følger jeg ikke behandlingen (hvilket jeg har skrevet under på, dvs. givet mit ord på at jeg vil) og opfylder ikke de forventninger de centrale autoritetspersoner i mit liv (lige nu behandlerne og Charlotte og Jenny på Daghospitalet) har til mig og så er den gal med samvittigheden – det har altid været vigtigt for min selvforståelse og -accept at kunne opfylde vigtige menneskers forventninger. Uden at leve op til dem, ingen dopamin- eller serotonin-belønnning til min hungrende, triste hjerne.

I denne uge opdagede jeg så at det i stedet er et Pest-eller-kolera-scenarie :-/ Jeg har spist efter kostplanen (og ikke bare i denne uge) men har alligevel tabt mig 1½ kg! Der er ikke rigtig nogen forklaring – noget af det kan være vand, men planen er trods alt lavet til at jeg tager ½ kg _på_ hver uge. Den eneste grund jeg kan se er at al min hvileløse spjætten, kropslede, rastløshed og spændinger selv når jeg sover må have været energikrævende. Ikke bare ingen vinding, men tab på alle fronter – jeg har haft det usselt og samtidig ikke opfyldt mine behandleres forventninger og tabt mig.

Det mest frustrerende ved det er at det føles som om de ikke tror på hvad jeg siger. De har mange års erfaring og spiseforstyrrede er kendt for lyve om mad, lidt ligesom kleptomaner stjæler, uden at have mulighed for at lade være. Og med et vægttab på 1½ kg kan jeg jo nok ikke have spist at det jeg har skrevet jeg har, vel…?
Da jeg var kommet hjem fra den ugentlige torsdagsvejning, havde tygget lidt på misfornøjelsen samt en skudefuld risengrød (trøstemad 🙂 ) og set John McClane terapeutisk molestrere adskillige skurke (det er rigtigt, Bruce Willis har haft hår!) for anden jul i træk gik det op for mig at den mest smagte af fornærmelse.
Jeg er ikke (længere, som barn og teenager løj jeg stærkere end en hest kan rende) vant til at få min oprigtighed draget i tvivl. Tvært imod har jeg fra adskillige af mine nære venner hørt beskrivelser i stil med ‘Hvis Terese siger det, kan du godt regne med hun mener det’ eller ‘Hun siger det ikke hvis hun ikke mener det’. Og – vigtigere – det er også den opfattelse jeg selv har. Hvis jeg er træt siger jeg ‘lad os ses en anden dag, jeg vil gerne i seng nu’, hvis kjolen er grim eller jeg ikke kan lide maden siger jeg det hvis man spørger mig, og så fremdeles.

Så hvad ligner det at antyde jeg lyver om hvad jeg spiser? Jeg føler min ære gået for nær!
Vi bliver jo bedt om at føre spisedagbog af en grund, nemlig for at de forskellige eksperter (diætisten, lægen, sygeplejersken, pædagogen, fysioterapeuten…) kan handle ud fra det. Så jeg er jo ikke bare en løftebryder hvis jeg skriver eller siger noget der ikke passer, jeg er også snotdum! Jeg har fået nok 11-taller i min akademiske karriere til at regne ud at at føre behandlerne bag lyset ikke er den hurtigste måde at få behandlingen til at bære frugt. Og jeg har jo selv valgt at være der, det er ikke ligefrem fordi det morer mig eller er dejligt. Jeg gider ikke fejle det her længere, jeg vil være rask – hvis jeg ville snyde ville det være meget simplere bare at udskrive mig selv og gå, jeg er da (endnu 😉 ) uden røde papirer.

Hrmf! Æresoprejsning er sådan et gammeldags ord, og det går nok ikke an at udfordre statens personale til duel. (Til at starte med må man antageligvis ikke slå dem med en handske.) Hvad gør man så?

Syg • Skrevet 28. June, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Den længste dag

Den begynder tidligt (men det siger vist næsten sig selv), i gennemsvedt nat- og sengetøj. Jeg vender dynen, men ak, det er gjort for mange gange allerede, den anden side er lige så våd. Spjættende og uden hvile roterer jeg i svedhulen indtil klokken slår noget der generelt accepteres som morgen af andre mennesker.

Et bad (oh, ikke at være klistret!) og en hyggelig morgenmad i solskinnet på terrassen sammen med Tante Gurli og Onkel Jørgen. (Jeg kan tydeligt huske dengang Onkel Jørgens stærke ældre-end-Gamle-Ole morgenost lugtede fælt og appetitdræbende. Nu hugger jeg af småbidderne i tallerkenens kant når han ikke kigger 😉 ) Tidløs juni med et strejf af skoleferiestemning – kun på træerne og menneskene kan man se at årene går, stemningen, gæstfriheden og al resten er forblevet som det har været så længe jeg kan huske. En oase i min verden.

Togturen hjem er længere end sædvanligt, jeg har ingen ro.

Til fysioterapeuten som stærkt anbefaler at jeg begynder at dyrke Pilates (men alle de betalelige hold jeg har kunnet finde foregår enten når jeg er på Hospitalet eller til kenjutsu :-/), videre ud at købe fødselsdagsgaver til Christoffer og Lasse og direkte ud til Hospitalet, den ugentlige torsdagsvejning og medfølgende kvababbelser.

2 kg er der røget på denne uge – jeg føler mig som en spækfyldt spærreballon og kan slet ikke forlige mig med de nye kropsrundinger og -fornemmelser. Mine lår når igen sammen når jeg går, barmen er atter tung nok til at det gør ondt når jeg cykler, løber, hopper og alt det jeg havde vænnet mig til var kantet er begyndt at blive rundt og blødt igen. Selvom de ikke er videre sunde kunne jeg nu bedre lide kanterne, de var mere bekvemme.

Hjem til lidt rastløs Skype og blogning og tilbage i sengens svedehule (denne gang min egen) til endnu en nat – omend den korteste på året – der roterende skal overstås.

Syg • Skrevet 21. June, 2007 • Ingen kommentarer endnu