Nytårsfestlighederne begynder for alvor at tage fart. Der er traditionel dans og mad i den anledning, små lysbåde på poolen og restauranterne og barerne langs Mui Nes eneste gade har lukket eller lukker til midnat fordi de lokale enten er rejst hjem til familien for at fejre nytår eller skal ind til Phan Thiet og feste natten væk.


Mr. Huy har serveret morgenmad for mig de sidste par dage, og nu også nytårsmiddag. Selvudslettende og tydeligvis meget genert. Han har netop fået fri som vi bliver færdige med maden og Tran haler ham med ud at drikke en enkelt, stadig i arbejdsuniform, (inden barerne lukker) sammen med os andre.

Det viser sig at Huy kunne have været mig. Han stammer fra Da Lat (4 årstider på en dag husker I nok) og har læst matematik og datalogi (!) på universitetet i Saigon.
Nu arbejder han så her som tjener, til godt 50$ om måneden, og beretter at alle de (fede) tyskere der er Seahorse Resorts hoved- og stamkunder ikke giver drikkepenge.

Strømmen smutter i kvarteret og vores sidste-aften-drinks-café og gadelygterne har i modsætning til de mondæne resorts ikke egen nødgenerator. I 10 minutter er verden mørk og vi kan pludselig se alle de stjerner lyset gemte over os.

Næsten midnat nu. Stjerneoplyst mørke ved poolen, lysglimt over mig og dugvåd maghonibænk mod min ryg og fødder. Jeg er træt men har ikke lyst til at gå i seng. Ikke endnu. For i morgen rejser vi hjem, tilbage fra hyggeligt selskab og spændende steder til virkeligheden, den grå ikke-vinter og mit rod af et liv.

Det er sent, snart midnat og Huy tager bussen til Phan Thiet. Som jeg spiser morgenmad nu, klokken 7 er ham på arbejde igen mens løvedanserne begynder. I eftermiddag når han har fri tager han bussen den lange vej til Da Lat for at holde nytår med sine forældre.


Lige her: Overdådig oase, med mosaikstier, lyden af brændingen, store, hvide håndklæder og masser af sikkerhedsfolk rundt omkring (firestjernede hoteller bliver ikke ved med at være firestjernede hvis der bliver stjålet fra turisterne).
På den anden lide af vejen, lidt længere ude: Skure i blik og plast, træ og palmeblade. Store velnærede rotter og magre, arbejdende, barfodede mennesker. Smalle sandgyder – godt skulderbredde – og en allestedsnærværende lugt af fisk, ansjoser, lagt til soltørring.
Man skulle være hård om hjertet for ikke at skamme sig.

Sidste morgen i Mui Ne. Søvnløs giver jeg op inden seks og trisser ned for at se solen stå op.
Begyndende rødmen ud over havet i det falske daggry – hvordan solen kan både stå op og gå ned i det samme hav har jeg ikke helt grejet, det er nemlig kun omkring 130 grader af udsigten der er hav.

Rejser • Skrevet 24. February, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Ranke palmestammer i lige rækker. Lysebrune køer græsser på den udtørrede jord under dem.
Blådiset himmel med hård, bagende sol, saltmarker på den anden side af vejen.
Marginalland.

Kontrast. Landskabet er det samme, men indholdet skifter. Blege mennesker med topmaver, næsten afklædte. Grønne kunstvandede græsplæner, vagtpersonale og tilbagetrukne bungalower. (Ja, det hedder det på dansk, jeg har tjekket med retskrivningsordbogen. Idrk.)

En halv snes kilometer mod nord. Fiskerlandsby med det udvalg af slanke, gule mennesker vi har vænnet os til at se siden vi kom.
Solnedgang fra vigen hvor fiskerbådene ligger i ly i smult vande. Kvadrat på kvadrat af fisk til tørring, nattens og morgenens fangst.

Børn, unge mænd på knallerter og arbejdende fisker(koner) – deres mødre – vrimler langs strandpromenaden, og samler de tørrende fisk ind inden duggen falder med tusmørket.

Jeg sætter mig på hug og kigger på den synkende sol – og tiltrækker prompte en flok nysgerrige, snavsede (og charmerende) smådrenge.

Hvis der af og til kommer turister her er de enten i flok, par, eller en vietnamesisk kvinde i selskab med en fed tysk mand, så Tran og jeg er åbenlyst vældig interessante at iagttage.

Den mindste knægt – stadig med mælketænder – giver mig impulsivgt 1000 dong og nægter pure at tage dem tilbage trods megen lokken fra min side. “For you!” gentager han gang på gang og smiler stort.

Kameraet og jeg går ned ad trappen til stranden for at kigge på de tørrende fisk og bådene – små runde til at færge folk og fisk i land, joller og kuttere.

Halen af børn vrimler omkring mig.

Jeg samler en fin rød muslingerskal op og inden længe trykker en lille hånd en hvid en i min. Oppe igen breder jeg fangsten ud på stenene foran mig.
En af dem tæller “One, two, three, four”. En anden lægger et lille sneglehus og tæller stolt til fem på engelsk. Inden vi går har jeg en hel samling.

En halv snes kilometer mod syd. Phan Thiet, en (ifølge guiden søvnig) provinsby med en halv million indbyggere.
Byens lys i horisonten og vind i håret som omgivelserne skifter fra turistland til vietnamesisk by. Jeg har aldrig siddet bag på en knallert før, og efter de sidste mange dage at have set det lokale mylder oppe fra bussen er det spændende pludselig at være en del af det.

Ligkisteforretning ud til gaden – nogle med plastik, nogle pakket ud. Skinnende røde, blå og grønne farver med hævede guldsnirkler. Lidt senere et festende begravelsesselskab på en gaderestaurant – alle i hvidt med hvide bånd om hovedet og højlydt skålende.
Deres rustvogne er også fine, vi kunne lære noget her.

Jeg er da i hvert fald sikker på at vores kære afdøde hellere så os feste end græde.

Tivoli i en park midt i byen, i anledning af nytåret (det kinesiske). Med bittesmå pariserhjul og lysglimtende karruseller til småbørn

og utallige tombolaer og spil, hvori præmierne er dåseøl og -sodavand, plastikfade, instantnudler, termokander og andet sært skrammel.

Skræmmende (!)

balloner til børn og et stort glad menneskemylder. Alt hvad der kan krybe og gå er på gaden og de har taget familien eller slænget med.

Højst 1 ud af 10000 turister i Mui Ne tager herind til Phan Thiet, og som jeg vandrer rundt i tivoliets menneskemængde er jeg den eneste europæer i syne. Jeg bliver kigget meget på, peget på men også smilet til og mange børn siger ivrigt “Hello” i håbet om svar.

En kvinde sidder på hug og bager vafler over åben ild i et gammelt støbejernsvaffeljern. Jeg laver tegnet for penge og hun rækker 5 fingre i vejret (5000 dong er cirka 2kr). De er søde og gode. Fugtige som pandekager på den ene side og varmt brune på den side der vendte ned mod ilden.

Iskold, friskpresset sukkerrørssaft i plastikkrus på en lille plastikstolscafé på fortovet rundt om parken. Overvældende sødt og med en svag mentol- eller eukalptusagtig eftersmag. Næsten for sødt i sig selv, jeg tror det vil være et hit blandet med limejuice.

Vind i håret igen som byen tynder ud på vej tilbage til Mui Ne. Knallerten sprutter og løber tør for benzin – en af de åbenlyse farer ved at hverken speedometer eller tankmåler virker. Selvom vejen ellers er mere øde herude er der en benzintank 50 meter længere fremme. Heldet følger de tossede 😉

Rejser • Skrevet 23. February, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Der er lidt køligere efterhånden som vi kommer op i højden. Bevoksningen skifter, der er kaffe of the her fra 600 meters højde og opefter. Vi stopper bussen flere gange og er alle ud og føle, dufte, se og smage.

De er berømte for deres grøntsager her i Da Lat. I 1600 meters højde er der førsteklasses vækstbetingelser. Meng, vores Vietnamesiske guide siger at det er “stedet med 4 årstider hver dag” – køligt forår om morgenen, hed sommer midt på dagen, svalt efterår om aftenen og kold vinter (efter den lokale skala 😉 ) om natten.

Det hele gror her, både de eksotiske tropefrugter nede fra deltaet – mangostan,

sukkeræble,



papaya,

jackfruit,

mango, ananas, (jeg har ellers altid troet de voksede på træer)

(Vi stoppede bare i vejkanten da Tran så ananasplanter, og spurgte om vi måtte gå op og kigge på dem. På vejen kom vi forbi deres køkken – i det sydlige Vietnam er udendørs køkkener almindelige.)

pomelo

og små, søde bananer.

(Den violette er en bananblomst. Nærmest vulgær.)
– det vi kender herhjemmefra, agurk, tomat, kål, salater – og derudover også the,

(sådan ser en theblomst ud:

Sådan ser dårlig the ud: klippet nærmest med hækkesaks, store blade, kviste og det hele – det er derfor thebrevsthe fra Lipton, Pickwick og det der er værre smager som det gør, det er ikke små fine topskud, men hele, pulveriserede buske.

Sådan ser rigtig the ud: et smalbladet topskud (ja, det skal håndplukkes, det er derfor god the koster penge):

kaffe

– og her lagt til soltørring så bønnerne nemmere kan afskalles:

og tobak lidt længere nede i højden.

Under udforskning af byens grøntmarked ryster jeg på hoveder af de tilbudte appelsiner fra USA, æbler fra Sydamerika. Forvirret spørger sælgeren “hvor” og både hun og hendes gamle Mor (?) smiler stort og peger mange ting ud da jeg siger “Da Lat”

Den forrest i skålen er en brystmælksfrugt, mandarinerne kan I nok genkende og så er der en sød grøn appelsin og en mango. Madpakke til busturene – man må jo gøre sine forberedelser når lægen siger man skal spise 3 mellemmåltider hver dag.
Når de får lov at blive modne inden de plukkes er mango meget mere gule, bløde og søde end herhjemme, næsten konsistens i retning af avokado. Så man kan godt pille skrællen af og spise den i bussen selvom det eneste redskab er den theske jeg altid har i taske. Tak for vådservietten 🙂

Jeg køber også slik, men det smager fælt (det gør udenlandsk slik nu tit) selvom indpakningen er fin.

Men frugterne var gode, rigtig gode. Send venligst nogle, jeg savner dem 😉

Rejser • Skrevet 22. February, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Pludselig er vi omgivet af neonlys,

ser høje bygninger og er i en vældig menneskemængde. Befolkningstætheden (i snit to gange Danmarks) stiger brat fra jævnt tæt langs næsten hele vejen nede i Mekongdeltaet til et mylder der næsten matcher Tokyos herinde i byen.Den mest synlige forskel: I Tokyo er hovedparten til fods, her er de fleste på knallert.
I morgentrafikken holder de i en tæt, bred kø ved hver lyskurv.
I hvert fald de der ikke starter dagen med Tai Chi, badminton eller andet i parken lige over for hotellet.

Der gælder indfletningsregler de fleste steder i trafikken – floden af knallerter skilles rundt om bussen som en strøm der bøjer af mod en klippeblok.

Cu Chi tunnelerne. Oprindeligt påbegyndt for at Viet Minh kunne skjule sig for franskmændene. De blev senere udbygget i stor stil og det var her Ho Chi Minh-stien endte, forsyningslinien fra Nordvietnam til syd. Til trods for amerikanernes gentagne forsøg på at infiltrere og ødelægge dem levede Viet Cong hernede, nogle i op til seks år.
Hele det røde område, lige uden for Saigon, midt i Sydvietnam fik amerikanerne aldrig kontrol over.

Bemærk kurven og hakken nederst i billeder – det var landsbyboernes beslutsomhed, ikke teknologi og ingeniørkunst der skabte tunnelerne.
Området var fyldt med fælder

og indgangene var godt skjult og ikke store – ofte for små til de større amerikanere kunne slippe igennem. Ikke så dumt sådan at udnytte den fysiske forskel mellem sig selv og fjenden.

Jeg kunne vist godt have været vietnameser 😉

Om dagen bombede amerikanerne – dengang var der bestemt ikke skov, men afbrændt og udbombet landskab – og om natten kom Viet Cong ud.

Tilbage i byen. Rester fra den franske kolonisering, her posthuset.

Det er også fint indeni

Og med nogle mere stillige telefonbokse end dem vi kender herhjemmefra.

Der er stadig mennesker i Vietnam der ikke kan læse og skrive, så her er en skriver – genkendelig på det røde armbind.

Rejser • Skrevet 22. February, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Naermest landlig idyl i Mekongdeltaet.

Vi koerer gennem byen i hver sin motor-rickshaw.

Tilsyneladende til lige saa stor moro for de lokale som for os – de er ikke vant til at se saa mange turister paa en gang (vi er 26) som benytter det lokale transportmiddel. Alle steder, og isaer langs de smallere gader moedes vi af smil, latter og vinken.

Det er – her som i Cambodia – helt vildt hvad man kan transportere på en knallert.

Mon han når frem inden den smelter?

Levestandarden er bedre her end i Cambodia. Den skole vi sejles over til har en tyk dreng i klasen, og enkelte – ikke mange – lidt rundere ses paa gaden.
Men de arbejder ogsaa haardt, for familiens skyld.

De (bittesmaa) 3.-klasses-elever sidder paent ved deres pulte og skriver snorlige og sirlige gangestykker med tekst til i deres haefter.

Og det selvom laereren ikke er kommet og vi staar mellem dem og glaner og fotograferer.
Så pænt skrev jeg i hvert fald ikke da jeg gik i 3. klasse.

Frokost i skyggen i haven af et gammelt kinesisk gods, nu landbrug.


Den bedste vietnamesiske mad vi endnu har fået.

Det viser sig at hende som bragte os maden er husets frue. Da vi betaler for vores drikkevarer bemærker hun på vietnamesisk at vi godt nok har mange småpenge. Hun er åbenbart kun vant til at håndtere store beløb 😉

Rejser • Skrevet 11. February, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Grænsen til Vietnam. Vi venter i skyggen på at vores indrejsepapirer bliver bureaukratiseret færdig. Det vrimler med børn og små voksne der alle faldbyder øl, cola, vietnamesiske (eller cambodianske?) kager og andet godt.

Onkel Jørgen og jeg køber kokoskager. Der er 5 i en pose og vi er jo kun 3 så jeg impulsgiver en til en lille pige med slidt lyserød bluse, en stor gul muslingeskal og kridhvide mælketænder – hun har studeret os mens vi købte kagerne.
Hun kommer tilbage med en ven eller bror i samme størrelse – han får den sidste.

Vi kommunikerer ganske fint uden at forstå hinandens tale. Hun klatrer op på en pæl og vokser til fælles morskab fra min hoftehøjde til et par meter.

Lidt senere kommer hun hen og giver mig muslingeskallen – og viser mig hvordan den bliver et instrument når man kører et spidst sneglehus over dens rillede overflade.

Rejser • Skrevet 11. February, 2007 • Ingen kommentarer endnu

På den sidste del af den lange, dansende tur fra Siem Reap til Phnom Penh fortæller Sinat sin historie. Om Khmer Rouge, om at se sin Far ført bort og myrdet og om at blive splittet fra sin familie uden at vide hvor omom de er i live i processen da Pol Pots regime sendte alle de “parasitiske byboere” – læger, politifolk, lærere, folk med briller – ud i landdistrikterne for at arbejde i marken.
Om sult, om at genfinde sin Mor (han var 5!) og om først et dusin år senere at høre at hans ene bror var i live i USA, men så ikke at kunne have brevkontakt med ham ud under det kommunistiske styre.

Roligt og afklaret fortæller han – med glimtet i øjet dæmpet lidt ned men de hvide tænder smiler stadig ud ind imellem, når han fortæller om at lære de første brokker engelsk af FN-tropperne, om at snyde sig til at lytte med ved undervisningen også på de dage hvor han ingen penge havde at betale for den med, om at blive guide, få telefon, blive gift.
(med hende her:)

Jeg lytter intenst, nærmest suger hans historie op, for jeg kan jo lide ham, Sinat, og vil gerne kende ham. Men jeg føler mig som en snylter – for mig er hans grumme historie en oplevelse til mig, den rige turist. En del af sig selv han sælger som sin levevej. På den anden side ved jeg jo godt at hvis ikke jeg kom og betalte for at lytte og lære om hans land vile de være endnu fattigere her. Men et eller andet her er ikke helt kosher.

Dagen efter besøger vi Tuol Sleng, tidligere gymnasium, under Pol Pot konverteret til torturcenter. Gruppen bliver stille og Tran har en hørlig klump i halsen som han oversætter lokalguidens ord. Ubegribelige ord om lænker, små rum, indespærring, tilfældige mennesker torteret i uger og måneder til de døde af det, af sult eller ved nattetide blev kørt ud til slagtemarkerne og brutalt hugget ned med økser, skarpe palmegrene eller bambusstammer, smidt i massegrave og drysset med kemikalier så de ikke skulle lugte og de der ikke var helt dode ville forgiftes ihjel.

Jeg havde da hørt lidt om Cambodias grumme historie inden jeg kom herned, vidste at Pol Pots regime slog mindst 1/4 af sin egen befolkning ihjel på de 4-5 år han var ved magten. Men noget helt andet er at se!
Opmurede cellevægge i klasseværelser, 2×0,8 m til hver fange, blodsprojtene på det hvide celleloft,

30 år gamle og går ikke af. Pigtråd for svalegangene så kvinder og børn på 2 og 3 sal ikke kunne begå selvmord ved at springe ud.

Torturredskaber. Billeder af fangerne – et på deres ankomst, bagbundne, et inden de sendtes på lastbil til slagtemarken. Jo vigtigere person, jo større billede. Død, tortur og “tilståelser” dokumenteret i vanviddets omhyggelighed.

Billeder af bødlerne – mænd og kvinder, børn ned til 13 år begik disse grusomheder. Med hænder – ligesom mine

– begik de dem. 17000 mennesker røg gennem Tuol Sleng på dets 4 ar som “sikkerhedscenter”. 7 overlevede – de der var der da den vietnamesiske hær befriede Pnomh Penh.

Vi er stille nu. Som jeg går gennem rummene med billeder bliver kvalmen til svimmelhed og prikker begynder at danse i udkanten af mit synsfelt. Dumstædighed holder mig oprejst og spadserende – det ville være næsten blasfemisk at dejse om her, hvor så mange har lidt.

Så bliver vi kørt ud til den slagtemark nærmest byen – denhvor alle ofrene fra Tuol Sleng endte. Over 300 sådanne marker har man fundet i Cambodia indtil videre, og flere dukker stadig op.
Et puklet landskab med spredte træer.

Fordybningerne viser sig at være tømte massegrave, nu halvt fyldt op af regnvandets erosion. 86 af dem fundet på denne mark indtil nu, med flere hundrede i hver. Overalt hvor vi går stikker tøj op af jorden som afdækkede rødder – ofrenes.

Knogler vaskes stadig frem i hver regntid og et halvt hundrede massegrave på den anden side af floden er endnu uåbnede.

Guiden, Sophia, viser os træet, der da hun var her i 1980 ingen bark havde i knæhøjde – børn slog man ihjel ved at svinge dem i benene og slå deres hoved mod træet.
Og træt hvor megafonerne med den meget høje musik hang, så omkringliggende beboelser og ofrene – ca 200 pr. nat – ikke skulle opdage hvad der ventede dem.

Midt foran gravlandskabet er der rejst en stupa (sten over de døde) og den er fyldt op af kranier – alle de 8000 man indtil videre har fundet her. Hun viser det hele roligt frem med sin tydelige og behageligt modulerede guidestemme og gentager “Please take photo”. Det virker så upassende men vi tager billeder alligevel siden hun instisterer.

Solen brænder ned og mine støvede fødder træder omhyggeligt uden om en slidt grøn lærredsskjorte der er halvt afdækket på stien foran mig. I det tørre græs bag stupaen står en række små træer med blomster øverst i kronerne og ingen blade.

Som offergaver ligger nedfaldne, perfekte blomster på græsset under dem.

Frangipani lærer jeg, og det er dem der laver duften på vinden jeg anede i Angkor.

Tænk at de kan leve sammen! Tænk at de smiler, vil fortælle, lever med at Pol Pots ideolog nu er medlem af regeringen. Den bitterhed jeg forventede ser jeg ikke, og uforstående undres jeg over hvordan bødler og ofrenes familier kan leve sammen, hvordan al den grusomhed kan huskes og tilgives.

Rejser • Skrevet 10. February, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Harpiks og rismel – ja begge dele laver da klister. Men derfra til at finde på få det til at binde murstenene bedre sammen ved at tænde et stort bål rundt om hvert tårn når det er færdigopført, men inden stukken kommer på – hvordan kommer man på det?
Det står her endnu, Preah Ko, omend ikke helt i samme fine stand som de senere sandstenstempler – tidens tand gnaver hårdt i mursten når man ikke kan bage dem hårdere end 800 grader.

Slanger, løver,

elefanter i sten – alle symboler på kongens magt. Indtil videre de elefanter jeg har været nærmest på.

Naga, den tre (fem eller syv)-hovede slange, symbolet på vand – så nødvendig for landbruget her ses på de traditionelt udformede tage.

En mand får sit uheld drevet ud og over i en melfigur af sig selv. Med messen, raslen af kastede riskorn og viftende duft af røgelse sender munken dårligdommen over i figuren på bakken, mens mandens Mor beder ved siden af.

En nonne bærer bakken væk, ud i marken til hvad der nu bliver et tabu-sted. Bagefter kalder hun med klar, høj stemme mandens sjæl tilbage til hans krop, så den igen kan tage den i besiddelse og have kontrol over den.

Bumple, bumple, bumple, hele den i virkeligheden ikke specielt lange vej fra Siem Reap til Phnom Penh. Men de 350 km tager os næsten 6 timer – Cambodia er først nyligt blevet motoriseret og hverken biler, cykler, de mange knallerter eller vejforholdene er til hurtig trafik. Hver gang vores (i øvrigt gode og omhyggeligt forsigtige – den eneste hårde opbremsning var da en radmager ko ikke rigtig ville gå af vejen) chauffør overhaler nogen dytter han i advarsel (til trods for at vejen de fleste steder her er _meget_ lige og med langt udsyn) – så uvante med det er de her.
De steder hvor udlændinge har sponsoreret vej er den god, asfalteret og bred. Men der er nu ellers ikke mange asfaltveje i Cambodia, de har ikke råd, og de der er har huller. A dancing road/a massage road siger vores lokalguide Sinat med glimt i øjet.

Pyh! 6 timer er lang tid for ens blære at være afhængig af andre menneskers tidsplan. (Men det er nu også det indtil videre eneste jeg har at beklage mig over 🙂 ) Især når man har en blære på størrelse med en valnød, det er lige efter frokost i en hoppende bus efter man har drukket fornuftigt (som man jo skal i varmen) hele formiddagen.
Med dårlig samvittighed må jeg bede om et stop efter knap 2 timer. Jeg får at vide at det bestemt må være fordi jeg drikker vand og ikke den lokale Angkor-øl som de andre 😉
Surrealistisk at være i et land hvor man ikke bare kan stoppe og tisse i en vejkant – der er landminer alle vegne, især i landdistrikterne.

Her må I desværre undvære et billedet. Lige installeret på hotellet i Siem Reap ringede min telefon bedst som jeg havde kommet fødderneop i håndvasken. Vores to (mandlige) guider skulle dele værelse for denne nat – og de havde faæt et med dobbeltseng. Jeg byttede selvfølgelig gerne (mere plads for Leoparden og jeg at brede os på 🙂 ) og som tak inviterede de mig med dem ud i byen.
Så jeg kom ganske uventet på hyggelig ekstratur med tuk-tuk (motoriseret rickshaw) ned til havnefronten til en cocktail med to guider helt for mig selv, begge asiater og den ene endda indfødt. Spændende sådan at høre på mere privat plan fra Sinat
(det er ham her:)

om livet i Cambodia.
Da klokken narmede sig sovetid halede han os med ud at spise suppe et lokalt sted. Og det er så her I må undværet billeder, for kameræt var ikke med. Det var en af de snesevise lokale restauranter vi har set langs vejene, med den ene side åben ud mod vejen, slidte plastikhavestole og fedtede Knorr-reklame-plastikduge på bordene. Aldeles fuld af rigtige cambodianere (altså den slags der ikke får penge for at vise deres fattige hjem frem for turisterne). Sinats ven og hans tante hilste straks velkommen (ikke at jeg forstod et pluk, men de smilede, lo småsnakkende og trak en stol ud til mig 🙂 ) og et gasblus, en gryde suppe med kødboller samt en hel bakke med grøntsager og nudler til at koge i den ved bordet blev båret frem.
Der lugtede lidt muggent fra kloaken under rendestenen, brugte papirservietter og andre spændende sager lå smidt på fortovet mellem bordene og bordet lignede ikke noget man skulle røre ved hvis man havde planer om at gnide sig i øjnene eller pille grøntsagsstumper ud af tænderne bagefter.
Men det var fantastisk! Imødekommende, venligt, ægte og fremmedartet. Og dog ikke – at samles og dele et måltid har samme associationer blandt alle folkeslag.
Så kan man da sige at jeg har smagt den lokale mad. Hvis ikke jeg havde set den stå der på bordet og koge er jeg ikke sikker på det havde været en god ide. Til de interesserede kan jeg berette at suppen var fin, kødbollerne fæle og med brusk som dem de laver i Japan, kålen og bladgrøntsagerne (af i Danmark ukendt art) var aldeles lækre. Strimlerne af komavesæk kan derimod ikke anbefales – de smager ikke grimt, men er sværere at bide over end et tykt gummibånd og har nærmest fimrehår på den ene side.

Det var dejligt! Spændende. Og et af de indblik i befolkningen man som turist sjælden får uden at have en lokal som Sinat med. Alle de 3 manglende timers nattesøvn værd! Tran, vores dansktalende guide sagde i dag at vi kunne prøve noget lignende i Vietnam hvis jeg havde lyst. Jeg hoppede straks af begejstring og håber der bliver tid 🙂

Rejser • Skrevet 07. February, 2007 • Ingen kommentarer endnu