Først var det Hr og Fru Solo der lærte sig at hænge fast i fuglekugleholderen og spise fra den da sneen dækkede jorden i vinter. Lidt senere på vinteren kom skovskaden også forbi. Her i forsommeren har jeg flere gange set en skade forsøge, men uden det store held. Og nu, de sidste par uger har alliken her lært sig samme kunst. Den er fast daglig gæst først på eftermiddagen og synes åbenbart at fuglekugler er mindst lige så lækre som biller, snegle og orme 😋
Haltehjernen halter og snubler noget så eftertrykkeligt i disse uger, så det kan helt sikkert ikke skade med en taknemmelighedstorsdagspost, så jeg får mindet mig selv om at der også gemmer sig gode ting at sætte pris på rundt omkring i hjørnerne.
Nu er det din tur. Fortæl mig, i kommentarerne på facebook, hvad du er taknemmelig for i disse dage.
Til højre ses min yndlingsmælk. Ikke bare til kaffe, som den er lavet til, men i det hele taget. Den er behageligt fed uden at falde tungt i maven, let sødlig uden at være UHT-vammel og den laver det fineste mælkeskum både kold og varm. Det sidste er for mit vedkommende nu mest en bonus, det er smagen jeg er vild med 😍 I min the, på jordbær, på havregryn, på rugfras eller hvis jeg en sjælden gang drikker et glas mælk. Nam! 😋
Til venstre ses en havremælk jeg impulskøbte ude fra teksten på kartonen “Foams like crazy”. Det tænkte jeg at jeg måtte opleve 😃 (Nej, der skal ikke så meget til for at det er en oplevelse herhjemme 😉) Det viste sig at den ganske rigtigt laver godt skum – havreskum med kakaofras på er en fin dessert-uden-at-være-det. Den smager på en eller anden (magisk?) måde væsentligt federe end den er, men da jeg prøvede den i the var den som alle de andre plantebaserede drikke jeg har forsøgt mig med en skuffelse: Smagen mangler den “bund” som komælk giver (jeg har ikke noget bedre ord for det – der mangler noget i bunden af smagen). Men den kunne alligevel noget, og nu hvor jeg stod med en kop the med havremælk der var ikke-helt-tilfredsstillende kunne jeg jo ligeså godt eksperimentere videre, så jeg hældte en sjat komælk oven i 😮
Og dørene til smagshimlen åbnede sig 👼🌥⭐☕⭐🌤👼 De to forstærkede hver forskellige smagsnoter i theen og jeg endte med en kop the hvor smagen var mere foldet ud end jeg kan huske siden dengang jeg kunne lide sukker i theen. Eftersom både fedt og sukker er smagsforstærkere giver det mening at en kop the med mælk og sukker smager af mere, end hvis der kun er mælk i. Men min nye ven havremælken formåede at folde facetter af theens smag ud på en måde der i min mund minder om hvordan sukker gør det – bare uden den klæbrige og tunge sødme.
Det viste sig hurtigt at en halv-halv blanding af mælk og havremælk giver det bedste resultat. Det føles som en uhellig alliance, uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Men åh-så-god 😈❤🕺 I årene siden jeg holdt op med at kunne lide sukker i theen er jeg gradvist begyndt at holde mig til rene sorte theer, fordi smagen af dem med blomster og anden aroma altid var lidt skuffende uden sukker. Det er de ikke mere! Smagen af alle de forskellige dejlige theer der enten kom fra mine thekalendere, eller som jeg blev inspireret af dem til at købe, folder sig ud og får min mund til at juble når jeg bruger den uhellige alliance i theen.
Så nu har jeg en thehylde så fuld af både de rene sorte, men også masser af aromatiserede varianter som jeg ikke har haft siden min grønne ungdom. Og en fast flaske i køleskabet med uhellig alliancemælk. Hurra! 💖✨🎈😁
… Jeg forstår stadig ikke hvorfor det føles så forbudt at blande plantemælk og komælk – gør du?
Hvis du, som så mange andre, har opdaget at vores amokløbende forbrug er i gang med at drukne den klode vi lever af i varme og skrald, men synes det er helt uoverskueligt at finde ud af hvor du skal tage fat på at gøre noget ved det, så er her et af de allernemmeste steder at begynde: Pas på dit tøj, vask det skånsomt, reparer eventuelle skader, og slid det op, før du – hvis du mangler det – køber noget tilsvarende nyt.
Det er en af de få ting i livet, der bliver nemmere når man ligger hjemme og er syg. Grænsen for hvornår tøj er slidt op rykker sig en del, når man ikke kan bevæge sig uden for matriklen hvor andre folk kan se en 😉 Men før eller senere, så sker det alligevel at grænsen er nået. Stoffet bliver så mørt at reparation ikke længere lader sig gøre, og derfra vokser hullerne for hver vask, samt når søvnige morgenfingre rykker lidt for hårdt mens tøjet tages på. Denne undertrøje er netop dømt klar til posen med tekstilaffald.
Dagens sokker derimod, kan godt holde lidt endnu 😎
Hele foråret er det gået baglæns i ryk. Et skridt frem, snuble, tre skridt tilbage. Et skridt frem, snuble, tre skridt tilbage. De sidste to måneder har jeg været så langt tilbage at et snubl bringer mig derhen hvor jeg igen ikke kan andet end at ligge helt stille med lukkede øjne i mange dage. Argh!!!
Så hvorfor sker det? Så vidt jeg kan greje, sker det fordi jeg ikke kan mærke hvornår en aktivitet er for meget før senere. Nogle gange er “senere” nogle minutter, andre gange timer, andre gange flere dage. Feedbacken er forsinket, forbindelsen mellem krop og haltehjerne har forstyrrelser på eller sætter til tider helt ud. Uden feedback kan jeg kun gætte hvad det går an at foretage mig og hvor længe, og det er svært, for instinktivt så lytter jeg jo efter de signaler, der bare ikke kommer – eller i hvert fald ikke kommer før det er for sent. Så kommer jeg til at gøre for meget og så snubler haltehjernen og falder tre skridt baglæns, hvorefter jeg skal fortsætte derfra. Igen.
Og jo dårligere jeg har det, jo mindre skal der til for at jeg kommer til at overgøre noget, og min tilstand går baglæns igen. Så skal der endnu mindre til at vælte læsset… Kan I se problemet?
Hver eneste gang jeg er snublet, især her i foråret, har jeg og Ingrid tænkt at nu, nu har vi knækket koden. Nu har vi styr på hvor uendeligt forsigtigt vi skal gå frem, og hvordan vi skal forholde os. Og hver gang har vi taget fejl. (Og nej, jeg kan ikke bare blive liggende stille og vente på det går over – haltehjernen skal trænes op, ellers får den det ikke bedre.)
Så der er ikke anden vej frem end forsigtighedens vej. Min medicin er så justeret som den kan blive, og al anden supplerende behandling (som f.eks. fysioterapi) er først mulig når jeg igen kan klare at komme ud i verden, holde til at føre en samtale der varer mere end 2 minutter og andre kraftpræstationer i samme stil, der er mange måneders genoptræning og bedring væk. Forudsat altså at jeg ikke snubler igen.
Hvordan i alverden slipper jeg igennem dette her?
Hver anden mandag kommer Lucy og gør rent hos os. Mens hun huserer søger jeg og haltehjernen tilflugt i kolo. Om vinteren er det med den lille elradiator kørende for fuld skrue, og med hue og dunjakke på under dynen (det lyder trist, men er egentlig ret hyggeligt – og i vinters, da der var sne, var det aldeles idyllisk at ligge der og kigge ud). Her i foråret mødes jeg af et vældigt blomsterflor straks jeg træder ind gennem lågen: pæoner, roser i mange farver og en skare af andre jeg ikke kender navnet på. Drivhuset og køkkenhaven spirer og det summer af flittige insekter.
Inde i huset har Sus givet sengesofaen nye forårsfarver, så nu føles det ekstra hyggeligt at træde indenfor derovre 😊
Fluks jeg er ankommet krøller jeg mig sammen på sofaen under en dyne og hviler. Længe. Haltehjernen kan ikke lide morgener, og slår eftertrykkelige knuder hvis jeg prøver at gøre noget ret meget før middag. Lucy kommer som regel først på dagen og “at stå op, tage tøj på, tage kurven og gå over i kolo” tæller i allerhøjeste grad som at gøre noget – endda noget der kræver åbne øjne – så jeg er helt færdig når jeg kommer derover.
Senere, når jeg enten føler mig lidt friskere eller thetørsten bliver for stor, finder jeg yndlingskoppen frem, laver the – og hviler noget mere.
På det tidspunkt har jeg som regel fået åbnet øjnene lidt, og i dag nød jeg udsigten til den frodige vin under halvtaget og de flotte pink roser bag terrassen (der var mange flere end dem I kan se på billedet, og de dufter fantastisk – det er dem vi plejer at lave rosensaft af). I kan også se kanten af min medbragte kurv med nødvendigheder. Frem titter – helt tilfældigt 😉 – to forskellige slags the og et stort glas Alminox 😄
I dag snød jeg og tog lidt af blomsterfloret med hjem 😍
Jeg skrev i mit første indlæg om grøn grød at en del af glæden er at spise alle regnbuens farver. I dag fik min grød så en farve der ikke er i regnbuen: Muddermørkegråbrun 🙄
Det er det, der sker, når man vil lave blid banangrød med kakaosmag, men kun har chiafrø der er udblødt i blå sommerfugleærteblomst-the og ikke nogen der bare er udblødt i vand. Det viser sig at halvgennemsigtig blå + uigennemsigtig brun + blomkål + banan ligner noget man har gravet op af en muddergrøft. Men det smagte godt 😊
… Jeg tror dog jeg vælger at lave grøden uden det blå islæt næste gang 😂
In other news: Jeg har fået bevilget orlov også næste skoleår – sikken en lettelse 😌😃
Den sidste håndfuld dage har jeg fået det markant dårligere ved 14-tiden. Selvom jeg bare lå helt stille på sofaen, og gardinerne var rullet ned, var der alt for lyst til at haltehjernen kunne fungere, og jeg endte flere gange med at ligge og hutle med hænderne foran mine lukkede øjne. Jeg tænkte skiftevis at jeg måske havde overgjort det om formiddagen, at det måske bare var en af de dårligere dage, at jeg var træt efter at have haft min Mor på et mikrobesøg og alt hvad jeg nu ellers kunne finde på af mindre og mindre troværdige forklaringer efterhånden som dagene gik.
Men den, der ager med haltehjerne, kommer ind imellem også frem. Og i går kom jeg frem til at downloade en app der måler lysintensitet. Sofaen, hvor jeg ligger, står med hovedenden lige under to skråvinduer. Og selvom de har rullegardiner, så er de lyse i farven og bare tænkt til at tage af for direkte sol. Lysintensiteten ud for mit ansigt om formiddagen, (hvor solen er på den anden side af huset):
Lysintensiteten når klokken er lidt over to:
Ti gange større! Så tror pokker den lysfølsomme haltehjerne ikke synes om at opholde sig der 🙄 Jeg placerede mig et andet sted i rummet, og gjorde det fluks af med klokken-lidt-over-to-sygen.
Bonusrunden: Da min Far kom forbi til et mikrobesøg i dag havde han hjemmelavet lemon curd med fra Karen 😋 Her er en mad jeg smurte klokken lidt over to – hvor jeg ikke havde det værre end ellers 😎
Denne gang gav begge opskrifter grød som jeg helt sikkert laver igen. Øvelse gør bedre-end-før 😁
I den første er den blå spirulina på færde igen.
Det er en grød lavet på smagssammensætningen jordbær-basilikum-balsamico, og jordbærrene gør den en dyb lilla. Vi kom den blå spirulina i lidt for sjov, men overraskende nok så afrundede den blide umamismag smagen helt perfekt. Indtil videre den bedste hjemmelavede opskrift, med en fin, kompleks smag 😎
I forsøg 4 kommer den blå farve ikke fra spirulina, men fra en kraftig te af sommerfugleærteblomster. Derfor er den ikke turkis, men mere indigo i tonen, næsten på vej mod lilla.
Denne her er blid-blid-blå-banangrød til vrede maver (min medicin er i perioder ret ond ved maven). Den består af grundigt blancheret blomkål (ingen helt rå grøntsager til mavemonstret i denne uge, tak), banan, yoghurt, havremælk og chiafrø udblødt i sommerfugleærteblomst-te. Ingen komplekse smagsnuancer her, men bare en enkelt-smagende blid grød, som det endda lykkedes mig at spise uden ubehøvlede kommentarer fra maven 😍
Sommerfugleærteblomst-te er en pH-indikator, den bliver lilla når den kommer i kontakt med noget surt. Jeg pønser på en grød der udnytter det, men har indtil videre ikke fundet på ingredienser der helt lyder som om de passer godt sammen. Forslag?
Heldigvis har vi til hjælp placeret et internationalt anerkendt oversættelsesredskab på den. Kan du se hvad der er på menuen i dag? 🤔😉
In other news: Der er ikke andet nyt… Jeg forsøger at ligge stille med min lydbog og vente længe nok til at komme mig lidt, mens dagene på kalenderen flagrer forbi. Jeg glæder mig sådan til at kunne gøre noget igen! Mine computerøjne er usædvanligt ringe for tiden, så derfor er der ikke sket så meget her.