Kattens Rejse

Orlov, dag 334: Taknemmelighedstorsdag selvom det nåede at blive lørdag

Haltehjernen halter og snubler noget så eftertrykkeligt i disse uger, så det kan helt sikkert ikke skade med en taknemmelighedstorsdagspost, så jeg får mindet mig selv om at der også gemmer sig gode ting at sætte pris på rundt omkring i hjørnerne.

  • Sommerbrisen, der smyger sig ned gennem skråvinduerne over sofaen og dufter eventyrligt og indtrængende af jasminen som blomstrer. Dens blade ligger som silkesne på græsset, og dens smægtende spor i luften giver selv mit alt-for-velkendte leje på sofaen et hint af noget eksotisk 🍃💮
  • Ingrid, der støtter og elsker og hjælper selvom hun selv efterhånden er segnefærdig. Som altid har en hånd at holde i når det er allerværst, og som sørger for at de ting jeg helst vil spise er klar i køkkenet ❤
  • Vores dejlige, svale hus, som altid er tempereret selv når solen skinner hedt udenfor. Med mulighed for gennemtræk fra alle fire verdenshjørner og for afskærmning for de mest direkte solindfald. Ahhhh 😎
  • Jordbær! De smager mig fantastisk i år og vi spiser dem så tit vi kan. Med yndlingsmælken (den fra koen, altså) og knasesukker. Blid sommerglæde for smagsløgene 😃 Nam 🍓🍓🍓
  • Duften af sommerregn, lige når den først rammer jorden og nedslaget får alle duftene til at stige op, fulde af grøn frodighed og midsommerminder 🌧
  • Da Ingrid kom hjem og fortalte om hvordan hun og kollegerne havde sendt Susanne, vores rengøringschef, godt afsted på pension. Jeg ville ønske jeg kunne have været der. Hende kommer jeg til at savne når jeg engang bliver rask nok til at gå på arbejde igen (og det gør jeg, om så jeg selv skal transplantere mig en ny hjerne!). Så det var dejligt at høre hvordan hun blev sendt afsted med sjov og gaver, afgangsbevis og studenterhue, kram og en lille hilsen 🥰
  • Store, modne, solvarme solbær. Direkte fra busken og i min mund, som længes så indtrængende efter dem, at det får mig til at snige mig ud i haven – bare to minutter – efter grådige håndfulde af de sorte skatte, indtil jeg må krybe tilbage på sofaen og hjernegispe den næste halve time af stimulioverload. Da jeg var barn lærte min mor mig at når ens mund længes overvældende efter noget (og slik gælder ikke), så er det nok fordi der er noget i det, som kroppen mangler. Der er tydeligvis noget i solbær som min krop mangler 😍🍒

Nu er det din tur. Fortæl mig, i kommentarerne på facebook, hvad du er taknemmelig for i disse dage.

En kommentar

Mor • Skrevet d. 04. July, 2024 siden

taknemmelig for en dejlig datter og 2 skønne sønner

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *