Kattens Rejse

Den grønne by

Det er Toronto vi taler om.
For selvom bymidten har en flot skyline med højhuse i glas og stål, så er skyskraberne især koncentreret langs to parallelle gader.
Man kan ane det på billedet her, fra da vi var oppe i CN Tower og spise middag -der er masser af høje huse i en bred stribe, men til siderne flader det ud.

Overalt fornemmer man at der er god plads, med brede gader og træer hist og her. Den første morgen da vi kom op af undergrunden på vej mod madmarkedet St Lawrence var byen blid mod vores jetlaggede øjne.

Eller ved pladsen foran det nye rådhus – man kan se tårnet fra det gamle i baggrunden i kontrast mod CF-bygningen fra det kæmpestore shoppingcenter bag ved.

I forgrunden blandt de mange mennesker der besøgte kunstfestivalen (telte skimtes yderst til venstre) kan I se både min flotte solhat og posen med hvad der forhåbentlig er mine nye yndlingssko.
Det er dog ikke det hele der er grønt. Det nye rådhus var vi ikke så imponerede af. Flot form – som byen da også bruger som logo på alle skilte – men farven var noget mere grå og trist end billedet viser.

Man skal ikke ret langt væk før sidegaderne bliver grønne og byen giver et helt andet indtryk. Langs de store veje er der masser af liv, butikker, kaffebarer og spisesteder, men så snart man drejer fra står idyllen på spring.

Selvom det er den nye verden, er her skam også et slot. Bygget af en åbenbart lidt for rig mand i 1913.

Lidt sært med et slot der ser nyt ud og slet ikke slidt, men fint var det. Og fra dets tårn kunne man se den anden vej, op til CN-Tower (det er den spidse) hvor billedet i toppen af teksten er fra.

Byen er ikke bare grøn, den er også venlig. Her er mennesker af alle former, aldre, farver og overbevisninger, og bybilledet er fyldt med skilte og reklamer der gør opmærksom på at her er plads til alle og at vi behandler hinanden hensynsfuldt og ordentligt.
Canada er det første land i verden hvor multikulturalisme blev en del af lovgrundlaget (i 1971). I dag kan man tydeligt mærke at tolerancen nu skridt for skridt udvides til også at gælde handicappede, homoseksuelle, kvinder og den oprindelige indfødte befolkning.
Fra den find-Holger-agtige skiltekampagne i undergrundstogene “Once you see me, please share the space with me” til de regnbuefarvede invitationer på mange kirker.

Byen virker gennemsyret ikke bare af den kanoniske canadiske høflighed, men også af en (officielt støttet) villighed til at blive bedre, mere medmenneskelige.
Det grønne gælder også canadiernes opførsel i gadebilledet. Her er rent og pænt, og i modsætning til Danmark er der ingen der kunne drømme om at smide deres skrald på gaden.
Der er masser af lettilgængelige skraldespande og nogle steder (her fra en dasepause i universitetsparken) er affaldssorteringen næsten svensk i dens omhyggelighed 🙂

Ofte er det jo kun et glansbillede man ser når man rejser, men efter en lille uge i Toronto er det nu et ret tiltalende glansbillede. Her kommer jeg gerne igen 🙂

Rejser • Skrevet 10. July, 2018 • Ingen kommentarer endnu

En pytknap – til mig?!

I vinter havde Samvirke en konkurrence hvor man kunne vinde en pytknap (se videoen lidt nede på siden – husk lyd 🙂 ).
Det er nemlig (ikke overraskende) sundt, omend svært, at sige pyt når uvigtige ting går galt, i stedet for at gå rundt og stege i arrigskab og selvbebrejdelser.
Opslaget blev så populært at pytknapperne blev revet væk i butikkerne.

Sådan en knap ønskede jeg mig! Jeg er aboslut ikke altid god til at sige pyt, og vil gerne øve mig. Og det virker oplagt, at det måske bliver lidt nemmere hvis man har en fysisk knap at trykke på. Men ak, alle pytknapperne var solgt ;-(

Men – uden at jeg vidste det – så hørte Dana mit ønske. Hun har en rigtig flot pyt-tavle derhjemme til når hverdagen, hendes forældre eller lillesøster Gro ikke vil som hun vil. Så hun kunne godt forstå at jeg gerne ville have en pytknap.

Så da jeg var på besøg forleden havde hun lavet en til mig i et fint foldekort:


Bemærk hjertet under knappen. For det handler jo om kærlighed og selvomsorg, det med at sige pyt.

Tak Dana 😀

Hjemme • Skrevet 03. July, 2018 • Ingen kommentarer endnu

Hr og Fru Damhøj Lund

Kære Tante Gurli
Da du ikke kunne være med til brylluppet er her en lille genfortælling til dig 🙂
Det er Mors billeder jeg har brugt (jeg valgte at fokusere på at opleve det hele og satsede på at jeg kunne stjæle andres billeder bagefter) så historien her fortæller om de ting Mor valgte at fotografere. Du kan klikke på billederne hvis du vil se en lidt større udgave.

Først ventede vi i kirken. Nogen var meget spændt.

Andre havde ikke så meget grund til nervøsitet – enten havde de prøvet det eller også var det ikke deres tur lige med det første.


Daniel ventede meeeeeget længe inden hun kom (præcis til tiden), og fluks hun trådte ind ad døren og de fik øjenkontakt forsvandt anspændtheden og smilet kom frem.

Faktisk snød de sig til et kys, da hun var kommet hele vejen op ad gulvet. Og mindsandten igen midt i vielsesritualet da præsten gjorde et kort ophold i talestrømmen for at trække vejret ind. Men så sagde hun også – lidt tørt, men med smil – “Jeg er ikke helt færdig!” 😀
Men færdige blev vi – så var der flere kys og ud i solskinnet.

Mathias havde amerikanerbilen klar til brudekørsel og hele familien Damhøj Lund fyldte for- og bagsæde ud. Men som det ses på billedet her (jeg har ikke beskåret det) er det temmelig tydeligt hvem Bedste havde mest fokus på at få med i billedet.

Først kørte de stateligt og langsomt ud fra kirkens område

Og så gassede Mathias grundigt op og der hørtes glade hvin fra bilen

Der blev også tid til at fejre med et glas bobler (og en pose vingummier) undervejs

Begge de nygifte har åbenbart små blærer så der blev rig lejlighed til at kysse på dem hver især. Og på Christoffer som sad ved siden af Lotte, så han fik næsten lige så mange.

Herfra bliver billederne lidt slørede, Mors kamera er vist ikke så godt når det ikke er helt lyst.
Der blev grinet og hygget selvom vi savnede dig (og vi passede godt på Onkel Jørgen for dig).

Der var mange taler og sange (men jeg har ingen gode billeder af dem). Fars tale var helt klart den sjoveste.
Min var lidt mere alvorlig. Her får du alligevel et billede, så du kan se lidt af kjolen jeg syede da jeg besøgte jer tidligere på måneden. Det er ikke skarpt, for jeg står vist aldrig stille når jeg taler (heller ikke når jeg underviser).

Sådan ser Daniel åbenbart ud når han lytter til mig – jeg nåede ikke at se det selv.

Vennerne på begge sider holdt også tale. Overraskende nok, så fortalte både Daniels kammerater og Lottes veninder at da de først hørte henholdsvis at Daniel var lun på hende Lotte og Lotte var lun på ham Daniel så sagde de samstemmende at det var en dårlig idé!
Det vidste de tydeligvis ikke noget om 😀

Daniel holdt den dejligste tale. Helt åbenhurtig og sårbart ærlig. Der var våde øjne hele vejen rundt i selskabet. Lotte blev lidt genert undervejs, men der blev også smilet en masse, selvom det ikke er med på billedet.

Han havde alle tilhørerne helt fanget.

Og der var dundrende klapsalver bagefter.

Der blev skåret bryllupskage som traditionen foreskriver – bemærk hvordan Lærke i forgrunden fører omhyggeligt opsyn med at det går rigtigt for sig.

Der blev danset brudevals

og det var tydeligt at de holder godt fast i hinanden.

Familie • Skrevet 01. July, 2018 • Ingen kommentarer endnu

Morgen


Jeg sidder lunt i sofaen og beundrer udsigten gennem altandøren mens solen langsomt står op over Mellieħa.
Fra de første lyserøde stråler på lammeskyerne i horisonten, og mens lyset gradvis farver en større og større bid af udsigten mod vest med sit gyldne lys.

For husene på bakketoppen mod syd er det blevet dag allerede.

Yndlingsmenneskene sover endnu, jeg har varm the i koppen og dagen står på spring 🙂

Rejser • Skrevet 29. March, 2018 • Ingen kommentarer endnu

Færdig! :-D


Det lykkedes, sidefag nr. 2 er i hus 😀 😀 😀

Tre-et-halvt år med arbejde og uni parallelt er overstået. Ikke flere lange aftner med endeløst studie efter forberedelsen til morgendagens arbejde er færdigt.

Ikke mere tovtrækkeri med administrationen om hvorvidt mine kurser udgør et sidefag i fysik (deres sidste brilliante udspil før godkendelsen var at de mente jeg manglede et basis-matematikkursus for at opfylde kravene, til trods for den kandidatgrad i matematik de selv har udstedt til mig(!). Det tog en, vist efterhånden noget irriteret, formand for undervisningsudvalget at få dem til at indse det ikke-helt-logiske i den idé. Bureaukrati er en herlig ting).

Ikke mere Ingrid-slider-med-alt-husarbejdet mens jeg regner flere partikelfysikopgaver. Slut på jeg-banker-hovedet-mod-forståelsesmuren-føler-mig-dum-og-klager-mig-højlydt mens Ingrid er den urokkelige, men udmattede, mentale støtte.

Heller ikke mere fysik-læsegruppe med Nis over videochat. Den del kommer jeg til at savne. (Men ikke nok til at tage flere unikurser – vi må finde på noget andet 😛 )

Jeg har ikke lavet meget andet efter arbejde end at sove og stene med en bog de to måneder siden den sidste eksamen. Det kommer til at tage tid at fylde reserverne op. Men det er begyndt! 😀

Pas på, verden: I’m back! 😀

Arbejde • Skrevet 25. March, 2018 • Ingen kommentarer endnu

Lidt forelsket i Sverige

Jeg er sikker på at Sverige, som alle andre lande, har deres del af trælse problemer. Men efter et par dages ferie i Stockholm er jeg lidt forelsket.

Forelsket i den ordentlighed der hersker. På mange caféer og spisesteder så vi skilte med venlige henvisninger om at rydde op efter dig selv og om at sortere affaldet ved samme lejlighed. Og det lader til at folk gør det – der var i hvert fald ryddeligt alle steder.
Vi spiste i caféen og dasede i plantagen ved Rosendal slot en pragtfuld solskinseftermiddag, og alle gæsterne kunne finde ud af at følge skiltets henvisning om at rydde op efter sig selv og at bordene var til de der havde købt mad eller drikke i plantagens øko-café og alle andre var velkomne til at holde picnic i græsset.

(Men man skulle vogte sin mad hvis man ville spise den selv 😉 )
Da tiden kom til at aflevere vores bakke og skrald var der sat op så man nydeligt kunne sortere i glas til genbrug, kompost til plantagen, bestik til opvask osv. Og stik mod min forventning herhjemmefra fungerede det – der var ingen der i dovenskab eller dumhed havde smidt det hele i samme spand.
Det lokale fugleliv var ikke synderligt bange for at ende som aftensmad.

Byen var i det hele taget ren og pæn og til forskel fra hjemme i Århus så jeg ikke en eneste doven idiot der smed sit skrald på gaden.

Forelsket i følelsen af at være velkommen, at være ok. Mange caféer havde små regnbueflag sat på deres markiser, en diskret erklæring om at alle slags gæster er velkomne.

Og det er jo ikke sådan at jeg nødvendigvis føler mig uvelkommen andre steder, men der er alligevel noget der giver slip og slapper af inden i mig når jeg er sikker på at ingen skuler eller mumler hvis jeg kommer til at holde min kæreste i hånden i løbet af måltidet.

Forelsket i det miljøfokus der møder en mange steder i byrummet. På siden af færgen står der “Jeg sejler på 100% grøn el”, på siden af bussen er der et billede af en flaske med 500L rapsolie der hældes i tanken.

Vi så et væld af reklamer med fokus på det miljøbevidste valg. Jeg tænker reklamerne vinkles sådan fordi det virker – og det gør mig glad 🙂 Reklamer fra COOP om hvad et sundt hjemmelavet måltid mad koster og andre i samme stil som, mens de sælger et produkt, opfordrer til hensigtsmæssige madvaner og forbrugsmønstre.

Det kan godt være det lidt hånligt kaldes forbudssverige, men jeg er fan. Måske vi kunne fremelske lidt mere af den slags ordentlighed og miljøhensyn herhjemme?

Rejser • Set • Skrevet 31. July, 2017 • Ingen kommentarer endnu

Betinget refleks

Solskinsmorgen i Astrupvig – jeg slår øjnene op og alle sanser bombarderer mig med en fælles sang om at det er fridag og eventyr venter:

Solen glimter i bladene udenfor, hvor træerne ned mod fjorden danser i vinden. Stærene i kassen op ad stuevæggen kvidrer. Husets duft og knirken er som som tusind sommermorgner før denne, en perlerække af livsøjeblikke der strækker sig tilbage til min tidlige barndom.

Da jeg kørte over dæmningen på vej herop igår viste denne herre for første gang sit ansigt:
Ålekongen

Ålekongen 🙂
Hvilke eventyr mon han varsler dagen skal bringe?

Familie • Skrevet 01. June, 2017 • Ingen kommentarer endnu

Feriesnedag

Jeg har bevilget mig selv at holde feriefridagene i år – også selvom det ikke giver økonomisk mening i mit job.

Den første af dem var i dag, og hvilken perfekt timing! Efter grundigt snefald i går aftes lå sneen tung og hvid og himlen var klar da jeg gik ud med sneskovlen til morgen.

Inden jeg blev færdig stod solen op og spejlede sig gyldent i vinduerne i huset på hjørnet.

Og det var vindstille nok til ved middagstide at sidde på terrassen (med skibukser, uldfrakke, handsker og ørevarmere ganske vist) med the og en frokostbid og læse i solen en time eller to 🙂

Efter mange dage med gråvejr er det helt oplivende at mærke at året alligevel er kommet langt nok til at solen føles varm mod huden. Langsomt begynder de vintertomme batterier at blive ladet op.

Hjemme • Skrevet 24. February, 2017 • Ingen kommentarer endnu

Julegave fra Bedste

I år var der uventet en julegave fra Bedste, selvom det snart er mange år siden hun døde.

Det var ved Mors mellemkomst, og helt dejligt 🙂 En pose med Bedstes hvide duge og stofservietter som havde ligget glemt og ubrugt hos Birte og Chrisser. Nu igen helt fine og hvide efter Mor havde bleget og strøget dem 🙂
Lige klar til nytårsbordet 🙂

Familie • Hjemme • Jul • Skrevet 01. January, 2017 • Ingen kommentarer endnu