Morgen i Vancouver.
Solen skinner blidt ned i gyden bag hotellet, varmen er ikke taget til endnu.
Kun enkelte biler og en morgenjoggers fodtrin lader sig høre fra min dynerede i vores absurd store hotelseng.

I går var jeg på ferie, i et langt dvælende nu.
Klar til at slentre og se hvad der er om det næste gadehjørne, på den næste kaffebar, bag den bugt i bjergvejen der anes længere fremme. Åben for indtryk og med grublehjernen forflyttet til bagsædet.

Her til morgen er maven fuld af kværnende ferien-er-slut-blues. Til trods for at det er den ikke helt endnu – vi flyver hjem i morgen aften.

Tankestrømmen afbrydes bestandig af endnu-ikke-relevante spekulationer om hjemme.
… Er haven død og tør – den sidste gæstevanding var i lørdags, kan den klare sig til torsdag?
… Hvad med alle de praktiske ting der ligger og venter på at blive gjort?
… Hvad med næste skoleår (klap i hjerne, det er slet ikke endnu!)?
… Hvad med…..

Vi har rejst så længe at hverdagen virker som en fjern fortid. Selv feriens første dage i Toronto føles som forrige år. At rejse fra sted til sted er den nye dagligdag – jeg er fristet til at tage ned til Avis og forlange Pumaen udleveret, invitere Ingrid ind på passagersædet og køre nye steder hen – for det er jo det vi gør, her i ferieverdenen.

Hvis altså ikke lige for uroen i maven der varsler omrokering af chaufførtjansen i hjernebilen. Som bebuder at det fjerntvirkende hverdagsliv venter mig tilbage om lidt.

Jeg vil godt beholde mit afslappede, flydende nu – her eller hjemme. Kan det mon lade sig gøre at efterlade grublehjernen i en skuffe på hotelværelset når vi tjekker ud i morgen?

Rejser • Skrevet 24. July, 2018 • Ingen kommentarer endnu

Det er lidt mærkeligt – men dejligt – at være tilbage i civilisationen. Det var både smukt og spændende ved San Josef Bay, men det var ind imellem lige lidt for spændende for en bybo. Som da vi gik fra stranden og tilbage mod parkeringspladsen og hørte et højt KRRAAAAK inde fra skoven lige til venstre, som om nogen skubbede et træ omkuld. Eftersom det eneste der skubber til træer i den skov (parken er fredet) er bjørne, fik vi meget travlt med at tale ekstra højt sammen og var lettede da stien lidt senere drejede i den modsatte retning af lyden. Spændende – men helt fint at være tilbage i menneskeland nu.

Efter en lang køretur nåede vi Nanaimo, hvor vi gik ud og spiste en virkelig god thaimiddag (Zalathai er anbefalelsesværdig hvis du skulle komme forbi Nanaimo).
Nom-nom-thai-isthe 😀

Nanaimo er ikke den hyggeligste by på øen (hjemløse fra hele Canada søger mod Vancouver Island, da vintrene er mildere her. Vi bemærkede dem også i Victoria, men i Nanaimo var det tydeligere at der var en del sølle eksistenser på gaderne). Nede ved lystbådehavnen kunne man se der var gjort en indsats for at renovere og bygge nyt, og der var der dejligt.

Om aftenen mødtes vi med Ingrids ungdomskæreste, Rich, som stadig bor her på øen. Det var hyggeligt, og helt dejligt at få lov at se et glimt af hendes tidligere liv

Rich – som ellers har været til sportsvogne og racerbiler – har nu en stor sort truck med plads til familien (i baggrunden i billedet ovenfor). Han kørte os tilbage til motellet gennem de lidt skumle kvarterer, så nu har vi også prøvet en tur i en af dem som vi er blevet overhalet af så mange af på vejene 🙂
Søndag morgen steg vi på færgen og sagde farvel til Vancouver Island

Inden længe kunne man ane Vancouver gennem disen i horisonten.

Ankommet til vores hotel i byen var det tid til at sige et vemodigt farvel til Pumaen.

Da vi talte op, viste det sig at vi har kørt næsten 3000 kilometer sammen og brugt over 40 timer i dens rummelige mave 🙂

Vi havde fundet et supersmart sted at aflevere Pumaen tilbage til Avis, kun 7 km fra hotellet i stedet for helt ude ved lufthavnen. Måske skulle vi have set bedre efter på kortet da vi bookede bilen, for det viste sig at være lige midt i Downtown, 7 etager under Fairmont Hotel!
Ingrid klarede den stressende køretur som en helt (Vancouver har tæt, tæt trafik, også på en søndag eftermiddag) og Pumaen blev parkeret hos sin familie, og straks taget vel imod af en rar og serviceminded herre der flød over af hyggelige spørgsmål og anbefalinger til vores ophold i Vancouver, mens han fulgte os op til kontoret hvor nøglen skulle afleveres. Han havde samme bilmodel selv, så vi gik ud i byen i forvisning om at Pumaen var i gode hænder 🙂

Rejser • Skrevet 23. July, 2018 • Ingen kommentarer endnu

Efter Victoria var det tid til at tage laaangt ud på landet. Bevæbnet med slikkepinde kørte vi nordpå.

Langt nordpå.

Så langt nord og vestpå at vejen blev til en grusvej.

Overalt langs vejen var der skilte med “Her skoves, pas på, hold tilbage for de store maskiner”. Ikke betryggende, især ikke de steder hvor vejen var mindre god. Vi så heldigvis ingen store lastbiler på vejen op, kun masser af pickup-trucks.
Halvanden time senere, længe efter der ikke længere var mobilsignal (skræmmende tanke – lad være med at køre galt, der er ingen at ringe til) ankom vi til vores seng i Holberg. Nok den mindste by jeg har været i, med ca. 100 indbyggere. Vores Bed & Breakfast viste sig ikke at have wifi (selvom de havde annonceret at de havde de) og en skræmmende følelse af afsondrethed overvældede os.
Aftensmaden var picnic på værelset – mulighederne i Holberg er … begrænsede.

Næste morgen kørte vi ad en (nu lidt smallere) grusvej ud til Cape Scott Provincial Park. Det er nok det længste væk fra civilisationen jeg har været. Til vores overraskelse – og lettelse – var der andre der også ville på gåtur eller camping her, parkeringspladsen var ikke tom, vi var ikke alene i verden.
Lidt surrealistisk at køre samlet set flere timer fra den nærmeste asfaltvej gennem øde bjergskråninger dækket af nåletræsskov og ankomme til et sted hvor der holder biler og høres menneskestemmer.

Skiltet ved kanten af parkeringspladsen advarede sobert om at i parken bor bjørne, ulve og pumaer. Den firbenede slags altså, og ikke vores egen Puma. Så er det dejligt at her er andre mennesker, med lidt held bliver de ædt først.
Stien mod San Josef Bay lokkede grøn, velholdt og indbydende. Vilde dyr bruger da ikke sådan nogle pæne stier, vel? (Jo det gør de, især bjørne synes det er meget nemmere at gå på stier og veje end at mase sig frem gennem det broklede og tætte buskads i underskoven. På vej herop så vi flere bjørne gå i vejkanten.)

Skoven var vild og uplejet, og det var tydeligt at hvor træer var gået ud og væltet, blev de i deres forrådnelse hjem for andre planter.

Her er et nærbillede af samme sted – bemærk hvordan de små nye træer har slået rod i den gamle stamme

Efter et par kilometer kunne man se den inderste del af bugten gennem træerne.

Til sidst kom vi ud af skoven og helt ned til bugten, lige før ebbe.

Hej Stillehav 🙂


Vi gik langs bugten mod nord

og ind mellem klipperne



Der var masser af små huleagtige indhug, med hver sit kig ud mod vandet. De fleste så ud til at være under højvandsgrænsen, så ikke gode stedet at gemme smuglergods selvom det så oplagt ud.

Skoven vokser helt ud til klippekanterne, og et sted havde nogen hængt et reb med en gren ned til at gynge på.

På vej tilbage trængte solen næsten igennem skydækket.

Sandet var tofarvet og tidevandet havde tegnet fine komethaler bag småstenene i vandkanten da det trak sig ud.

I den sydlige ende af bugten (den lavvandede del vi kunne se ud over inde fra skoven) var vandet helt blankgrønt af genspejlede træer og alger.

Det begyndte at regne lidt og var tid til et eftermiddagshvil i ly under et klippefremspring.


Vi undrede os lidt over at der nu var en del flere mennesker på stranden og at de havde noget temmelig upraktisk tøj på.
Det viste sig at vi var tilskuere til et bryllup.

Det må have været noget bøvl at få lang hvid kjole, festgæster, grillremedier og det hele båret ned på stranden (herfra er der nok 4 km op til vejen), men de så glade ud.
På vej tilbage mødte vi flotte røde svampe og skinnende bær (nej, vi smagte ikke)

Og enkelte vældig store træer

Langs vejen tilbage mod Holberg og vores seng så vi flere steder hvor der var skovet og store bunker af rester lå tilbage og ventede på at indgå i kredsløbet igen (stort set al skov på øen er skovet og genplantet i løbet af de sidste 80 år).

Aftensmaden var et spændende måltid af müsli og langtidsholbar mandelmælk, spist af engangsservice bestånde af tomme yoghurtbægre. Nom?

Lørdag morgen kørte vi tilbage mod civilisationen. Mod forventning (chaufførerne har åbenbart ikke lørdagsfri selvom skovhuggerne har) så vi nu pludselig adskillige store lastbiler med nyfældede stammer – heldigvis skulle de samme vej som os, så det var overhalinger og ikke modkørende.

Vi traf endnu en bjørn i vejkanten på vej ned. Hvor bjørnene i Jasper ikke havde noget imod at posere (de er så vant til mennesker der stopper og glor at de mest bare ignorerer dem og fortsætter i det ryddede stykke langs med vejen), så vil bjørnene på nordøen gerne gå på vejen, men så snart bilen kommer tæt på går de ind i budskadset. Så stadig ingen billeder – men fine var de, især i regnvejret hvor pelsen rigtig skinner 🙂

Rejser • Skrevet 22. July, 2018 • 1 kommentar

I Victoria holdt vi pause og dasede. Vi gik tur langs brede gader med hængende blomsterkummer og mellem flotte huse der lignede at de alle var bygget i begyndelsen af 1900-tallet.
Vi hang ud og drak masser af iskaffe – nogle gange med gæster ved bordet.

Ingrid fandt sig en flot, grøn frakke i en genbrugsbutik (ja, den er grøn selvom man ikke rigtig kan se det på billedet).

Vi gik på “The Pink Bicycle” og spiste burgere med lokalt bryggede sodavand til – bemærk deres navne 🙂

Der var mange burgere der lød lækre – jeg fik en med bisonbøf og Ingrid valgte en med en bøf af sorte bønner og med skarp salsa på.

Onsdag startede vi på endnu en kaffecafé.

Herefter var planen at shoppe. Butikken med det største udvalg af Converse ligger i Victoria, og jeg havde set en vintagebutik fuld af kjoler. I starten var jagten sød

Men ak, shoppeheldet var slet ikke med nogen af os. Vi gav op og gik ud og spiste grøntsager.

Eftermiddagen brugte vi i Beacon Hill Park i byens sydligste ende. Her var smådyr

Og nogle lidt større

På vej ned mod vandet skiftede parken fra pænt og engelsk friseret til ukæmmet landskab. Der var træer med flot, rød bark.

Helt nede ved sydkysten var der vindomsust og saltvandsduftende.

Ingrid havde en fest med at gå rundt på klipperne og kigge efter saltkrystaller 🙂

Rejser • Skrevet 21. July, 2018 • Ingen kommentarer endnu

Det er køredag. En 9-timers rejse fra Revelstoke til Victoria venter, ca. 650 km ud af bjergene, ned mod kysten og med færgen til Vancouver Island.
Indtil nu har Ingrid kørt, men i dag deles vi om den lange tur. Jeg har ikke kørt med automatgear siden New Zealand (og det var i venstre side), og er lidt bekymret for at manøvrere Pumaens store snude ind smalle steder. Heldigvis er hovedvejen ikke så smal.

Der er langt mellem rastepladserne på den trans-canadiske highway, men da vi fandt en at spise madpakke på var det med smuk baggrund og sultne skraldespande.

Landskabet åbner sig og bliver mere fladt. Dog ikke mere end at da vi stopper ved Bridal Veil Falls for at strække benene (med det navn var vi nødt til at holde ind – det er jo teknisk set en bryllupsrejse 🙂 ) er der ret langt op. Den del vil kunne se virkede omtrent lige så høj som den meget skræmmende bro vi så fyrværkeri fra i Montréal.


Tilbage på vejen mødte vi dette, ret skræmmende, syn:

Det var heldigvis en forlæns-og-baglæns-lastbil og ikke en spøgelsesbillist.
De sidste par timer mod færgelejet i Vancouver var trafikken slet ikke sjov. Hastighedsgrænsen steg for første gang til 120km/t og vejen snoet og bakket. Når midterrabatten har brutale betonværn er det ikke så sjovt at køre ved siden af eller foran de mange sultne lastbiler.
Men vi nåede frem, og fik endda plads på færgen en time før beregnet.

Der var sol på dækket og havet var stille og smukt (tak for det, Stillehav, sidst vi sås gjorde du mig fælt søsyg).

Psst: Ingrid skriver også, med Polarsteps. I kan se det her.

Rejser • Skrevet 18. July, 2018 • Ingen kommentarer endnu

Efter Jasper kører vi mod syd på den berømte Icefields Parkway. Landskabet kan helt tage vejret fra en, og langs vejen er der masser af skilte der peger mod udsigtspunkter, hiking trails og andre skjulte skønheder man ikke kan se fra vejen – som her, hvor vi er stoppet ved Athabasca Falls.

Vi kommer højere op, og glasurlaget af sne på de omkringliggende bjergtoppe bliver tykkere.

Sneen tegner figurer. Fra toppen af morænen foran Athabasca-gletcheren er der et flot firben på bjerget bagved.

På gåturen op til gletcheren er der årstalsskilte. Her gik gletcheren til i 1942. I 1961, 1984. Parkeringspladsen er først anlagt en halv times gang fra gletcherens fod, så er der i de senere år bygget en ny – som nu allerede ligger 1km fra foden. Afsmeltningens hastighed bliver skræmmende tydelig på gåturen.
Oppe ved foden blæser en kold vind gennem tanker og landskab. Gletcheren forsyner store dele af det nordamerikanske landskab med vand, og skiltene fortæller os at om højst 100 år er den væk, med store konsekvenser for dyr og mennesker i området.
Skal tankerne afledes fra klodens dystre fremtid kan man her i stedet meditere over folks dumhed. Oppe ved gletcherfoden er der velskiltede afspærringer: Gå ikke ud bag hegnet, det er farligt, selv få meter fra afspærringen kan der åbne sig sprækker under dig. Og (det er åbenbart svært at trænge igennem): lige her døde en lille dreng i 2004, husk at de sidste 3 redningsforsøg på gletcheren mislykkedes, de, der faldt ned, døde af kulde før de kunne reddes op.
Så skulle man jo tro at folk var påpasselige og opførte sig pænt, ikke? Nix. De går om bag hegnet for at tage billeder (selfies er åbenbart bedst hvis de er lidt farlige?). Præmien går til den familie der lader deres otteårige knægt løbe rundt bag hegnet lige omkring skiltet med det døde barn. Yikes!
Som I kan se på billedet opfører vi os (i hvert fald lige der) ordentligt.

Nede igen kører vi videre sydpå. Til endnu en bear jam og højdepunktet af tåbelighed vi når at observere i parken:
I vejkanten står en flot sort bjørn. Tæt på vejen, bare 5 meter fra asfalten. I siden af vejen står måske 15 mennesker med kameraer OG DERES BØRN! Lige ved siden af bjørnen. Idioter! Vi kører langsomt forbi og håber i vores stille sind at bjørnen snupper et par stykker, bare så de kan lære det.

Overalt i parken advares de besøgende: Hold afstand og bliv i bilen, for dyrenes skyld. Lad være med at fodre dem – dyr der spiser menneskemad har svært ved at overleve vinteren. Lad være med at gå tæt på farlige naturfænomener. Bliv inden for afspærringerne for ikke at trampe på planter der skal have ro til at regenerere.
Vi talte på fingrene da vi kørte ud: Der er ingen forbud vi ikke så overtrådt. Tilliden til turister som menneskeart er lavere end nogensinde før – ikke engang for egen overlevelses skyld holder de deres børn væk fra bjørne og gletchersprækker :-O

Dagen slutter i Golden. En meget lille by vest for Banff med et arketypisk motel. Slidte gulvtæpper og et køkken der ligner det er ældre end mig. Papirtynde vægge hvor man kan høre de andre gæster skændes. En sær og lidt hengemt lugt fra 80erne hvor man sikkert måtte ryge på værelserne. Noget af et kulturchok efter vores lækre, nye, rene værelse i Hinton. Kort sagt: Den helt autentiske moteloplevelse 🙂

Vi er ikke kede af at køre videre, mod Glacier National Park og Revelstoke.
Her kommer vi ned i et regnskovsområde med høje, gamle cedertræer og en magisk tysthed mellem stammerne.

Når man kigger ind mellem stammerne i retning modsat solen er der en dunkelsmuk og ærbødighedsopfordrende stemning i luften. Jeg tænker det må være den de første katedralbyggere har forsøgt at efterligne.

Vi kører gennem Roger’s Pass på vej mod Revelstoke.

Her er vi midt i lavineland (i Revelstoke falder der 23 meter sne hver vinter) og vi ser mange skilte med advarsler om at opføre sig hensigtsmæssigt. Når snelaget bliver tykt provokerer man laviner (så de rulle når man ønsker det, antageligvis) med artilleri.

På den anden side af passet spadserer vi gennem Giant Cedars Boardwalk. Endnu et lille stykke bevaret regnskov, men lidt lysere og med over 500 år gamle cedertræer.

Længere nede ad vejen mod Revelstoke stopper vi ved en inviterende sti langs en søbred.

Her er mærkbart varmere og mere fugtigt, og inden længe har vi mere lyst til at gå tilbage til broen over en bæk der løber til søen – mon ikke vi kan finde en vej ned og få fødderne kølet lidt?

Bækken er tydeligvis smeltevand, vandet er køleskabskoldt! Jeg vender hovedet væk ikke bare så I ikke kan se min grimasse (ahh! og iiiih! på samme tid), men lige så meget fordi bækken bruser så højt at jeg ikke hører Ingrid sige at hun vil tage et billede.

Der kommer er par børnefamilier ned for at soppe i søen mens vi sidder der, men de forstyrrer ikke freden, for man kan slet ikke høre at de taler sammen 😉
Ingrid har skoene på igen og er helt klar til ballade.

Så vi rejser os og kører videre, mod Meadows In The Sky Parkway som fører til toppen af Mount Revelstoke.
Vejen er smuk og snoet. Landskabet ændrer sig til nåleskov, men med et frodigt lysegrønt græstæppe nederst og andre blomster end før. Gennem Jasper og langs Icefields Parkway var rabatten fuld af de pangfarvede røde common painbrush.
Her skifter farven, vejkanten er fuld af små blå blomster som disse her (cikorie?)

Vejen bugter sig opad mellem nåletræerne og giver på de stejlere stykker, præcis som navnet lover, en fornemmelse af at køre på en frodig alpin eng, lige op i himlen. Vi er betagede og glemmer at tage billeder. Måske det mest forunderlige stykke vej på rejsen.

Mount Revelstoke National Park er den eneste nationalpark i Canada der er oprettet fordi beboerne var så glade for bjerget at de ønskede at få det fredet. Vejen op er bygget fordi lokale entusiaster slæbte gud og hver mand med op til toppen for at vise det smukke bjerg frem og få en vej finansieret.
Lidt senere på sommeren blomstrer endnu flere slags blomster end vi så – jeg kan godt forstå de ville have deres bjerg fredet 🙂

På toppen af bjerget ligger der endnu lidt sne,

og her er en fantastisk udsigt over Columbia River og bjergene omkring.

Nu har vi også prøvet at stå på en bjergtop 🙂

Der er også en grizzlybjørn på toppen af bjerget – bjørneskiltene her her har alvorlige neonfarver og anbefaler at man går mindst 4 voksne sammen og larmer.

Den lokale shuttlechauffør fortæller at igår hyggede bjørnen sig med at bade i den ene af de små søer heroppe. Vi var godt tilfredse med ikke at møde Hr. Grizzly.

På vej ned stopper vi og kigger på Revelstoke oppefra.

Uden mad og drikke duer rejsehelten ikke, så om aftenen går vi ud og spiser bøf i Revelstoke. Ingrid helt klar til at bøffen serveres.

Rejser • Skrevet 18. July, 2018 • Ingen kommentarer endnu

Mød Pumaen. Hun ventede os i lufthavnen i Edmonton, for Ingrid havde ønsket at vi ikke bestilte den allermindste lejebil, men den næstmindste, så man kunne sidde ordentligt. Ingen af os havde husket at medregne at biler generelt er større på denne side af Atlanterhavet. Pumaen har en laaaang snude/kølerhjelm og en lækker spinden når hun gearer ned på vej op ad bakke eller fordi man gasser op.

Hun fragtede os straks til Hinton, 3 timer vestpå. Det var sent – og dobbelt sent for os som lige var fløjet gennem 2 tidszoner. Men vi er nordpå igen, billedet ovenfor er fra lidt i ti om aftenen.
Ingrid er en rigtig helt. På trods af stressfaktorer (det viser sig at afkørslen fra lufthavnen i Edmonton går direkte ud på motorvejen med det samme, ingen tid til at vænne sig til bilen) og uden at kny kørte hun os mod vorers fjerne seng i Hinton.

Hinton er en lille by en time øst for Jasper National Park der lever af byens savværk og overnattende turister til Jasper. Strakt ud langs den trans-canadiske highway er den fuld af hoteller og kædebutikker: Walmart, KFC, A&W…
Det første vi bemærkede i Hinton var den fantastiske duft der gennemsyrer luften. En lokkende, næsten lun duft af nåletræer under det kølige skydække. Som lå hele byen under en aldeles naturlig og usyntetisk wunderbaum. Hvilken den vel nærmest gør, med de trædækkede bjergskråninger omkring den og et ekstra pift af harpiks og træsaft fra savværket.
Byen var stor nok til at have et døgnåbent supermarked, der føltes helt som mit lokale da jeg boede i Ithaca.

Uventet myldrede minder frem, og det var helt tydeligt i alt fra vareudvalget (müsli uden ekstra sukker? Nix!) til ekspedienternes dialekt og gestik at vi er rejst fra storbyen og langt ud på landet.

Vores første dag i Jasper var overskyet og tyst og vejrudsigten lovede regn. Med parkens bjerge i baggrunden var Pumaen pludselig ikke længere så stor.

Det køligtvåde og lidt forblæste landskab minder mig lidt om New Zealand, men her er det rensdyr og bighorn sheep, ikke får, man kan være heldig at se langs vejen.


Vi kørte af den snoede vej op til Maligne Lake. På vejen så vi først den brusende å ned gennem Maligne Canyon

og derefter en bjørn! Sort og blankpelset vandrede den med kraftfulde, smidige skridt mellem træerne på skråningen langs vejen. Wow!
I Jasper er der ikke trafikpropper. Der er “bear jams”. Når man kommer til et sted hvor trafikken står stille er det fordi folk holder stille og fotograferer dyr. Vi fokuserede nu på at opleve synet af bjørnen i stedet for at forsøge at fange den med kameraet. Men for at I ikke skal snydes helt, er her et billede der ligner (ikke et vi har taget) – bare sæt lidt flere buske og træer ind.

Oppe ved søen var det tid til kaffe-og-kagepause. Udsigten var flot (læg mærke til baggrunden i billedet, selv fra det larmende cafeterie, og småkagerne var bestemt ikke små (det runde der anes foran mit ansigt er en halvspist småkage!).

Søen er berømt for den smukke udsigt, især når der er vindstille så bjergene ses genspejlet i den. Bjergene var nu også fine i gråvejr 🙂

Ude på stierne var der aldeles tyst og regnvejrsstille (de fleste af de andre turister blev i cafeteriet, kun hikerne var ude i regnvejret). Vi gik op til Moose Lake i den grønne, dryppende skov.

Når man så efter var skovbunden fuld af små hvide blomster.

Til trods for navnet så vi ingen elge ved skovsøen, men der var grønt og perfekt fredeligt – ahh 🙂

Når det er vådt udenfor og larmende i cafeteriet er der heldigvis gode plads til at spise madpakke i den rummelige Puma mens regnen stille trommer på taget. Og bagefter er der snildt plads til en lur for to, hvis man lægger førersædet tilbage.

På vejen tilbage stødte vi på endnu en bear jam.
Allestedsnærværende skilte og folderen der udleveres sammen med billetten ved parkens indgang fortæller at man skal holde god afstand til vilde dyr og blive i bilen af hensyn til både dyr og mennesker. Det giver god mening – men åbenbart ikke for ret mange af de andre turister. De stod ud over vejen og der var så mange biler at man ikke rigtig kunne se hvad de kiggede efter. Netop som vi besluttede os for at liste os igennem trafikproppen og køre videre kommer en skræmt bjørn løbende over vejen og lige ud foran vores bil! Stakkels bjørn – det var svært ikke blive forarget over menneskers tåbelige opførsel (spoiler: lidt senere er jeg ærgelig over at den næste bjørn ikke åd nogen).

På vej tilbage til Hinton kørte vi op til de varme kilder i Miette. Det hede vand fra Sulphur Creek pumpes op i bassiner med udsigt over bjergene. Regnen var taget til og kombinationen af kolde regndråber på hovedet mens resten af kroppen er nedsænket i varmt vand var en perfekt afslutning på dagen. Kun tåber (ja, vi så et par stykker) synes at deres mobiltelefoner er en praktisk accessory i bassinet, så det får I ingen billeder af.

Regnen blæste væk i løbet af natten. Pumaen var blevet sulten og vi konstaterer at det kræver minimum to kandidatgrader at betjene betalingssystemet på canadiske benzinstationer.

På vej mod Jasper (I kan se bjergene i baggrunden) var vi fristede til at dreje fra her – omend det nok ville have krævet en måneds ferie ekstra.

Det er åbenbart pludselig blevet lørdag (det har været en dejlig lang ferie allerede når ugedagene er gået i glemmebogen) så der er kø for at komme ind i parken.

Velovervejede går vi lige i turistfælden Jasper Skytram, hvor man kan betale en mindre formue for at tage en svævebane til toppen af The Whistlers Mountain.

Udsigten var det hele værd 😀

Rejser • Skrevet 17. July, 2018 • Ingen kommentarer endnu

Lige ankommet til Montréal er det tydeligt at vi er kommet til Quebec-provinsen. Damen i metroens højttalere taler kun fransk (i Toronto kom det hele på både engelsk og fransk, men her er fransk det officielle sprog) og selv yoghurten har holdninger til det tilbagevendende spørgsmål om hvorvidt Quebec skal være en selvstændig stat.

Skiltene er også på fransk – her fra veganerrestauranten den grønne panter.

Trætte efter en forsinket togtur (selv guidebogen bemærker at Canadas tog ofte er forsinkede pga. godstog) ankommer vi til en fin, men varm, lejlighed. Fødderne er ømme og hævede, og når der ikke er en balje kan wokken bruges til andet end madlavning 🙂

Vores aircondition var frakoblet pga. støv fra renovering af blokken (nu har jeg også prøvet at bo i en 20 etagers betonblok), men udlejeren var serviceminded: Da vi ringede og klagede over varmen fik vi afslag i prisen og dagen efter stod der ikke mindre end 4 elektriske vifter rundt omkring i lejligheden!

Tirsdag var vi på en guidet madrundtur i bydelen Mile End. Masser af lækre smagsprøver og en meget entusiastisk guide, Vera, som hvis franske accent kunne både høres og ses på hænderne når hun talte.

Det var en super måde at få en introduktion til et kvarter vi måske ellers ikke havde set, og samtidig smage på en masse lokale produkter – fra humant opdrættet kød (bemærk de halve grise i baggrunden ovenfor), over falafler (der ifølge Ingrid smagte helt som i hendes ungdom i Jerusalem) og til byens berømteste bagels.
Kvarteret en grøn og hyggelig enklave med hyggelige huse med smedejernstrapper – og det var tydeligt at Vera kendte nogen på hvert gadehjørne.

Stemningen var farverig og hipsteragtig på den dejlige måde, og på flere fortove sås denne fine påmindelse.

Andre fine ting på turen var Tiffany-loftet i det gamle Rialto-teater.

De meget passende navne på den lokalt producerede chokolade.

(Her var en del af smagsprøverne frossen banan overtrukket med chokolade. Friskt og sødt på samme tid, det kunne godt prøves derhjemme.)
Her er bagelmanden. Billedet bevæger sig desværre ikke, men i den årlige lokale konkurrence kan han forme 22 bagels i minuttet! På en almindelig tirsdag var han nu heller ikke langsom 😉

Onsdag tog vi ned til den berømmede gamle bydel – og var ikke imponerede. Den var da fin, men hvis man har været i Firenze eller Rom er det ikke helt så eksotisk (og Toronto er nok også en svær by at konkurrere med). Vi begyndte derfor fluks med en iskaffe på den første café der bød sig til.

Kaffen var silkeblød og aromatisk, helt perfekt og stort set uden bitterhed. Måske den dejligste på turen hidtil. Brygget af en hyggeligt rundet midaldrende herre med ferme hænder og lun småsnak. Senere googling afslørede at stedet er blandt de 10 bedste kaffebarer i Montreal 🙂

Og nu kommer vi så til den imponerende del: Kirken. Notre Dame i Montréal er uden tvivl den smukkeste kirke jeg har besøgt. Den blå farve, det mørke træ og belysningen spiller helt perfekt sammen.

Bagefter gik vi tur på havnen. Mere beton, men udsigten både over St. Lawrence-floden og ind mod byen var fin.


(Klik på panoramaet for at se en større udgave.)
På jagt efter en grønnere udsigt begav vi os op på Mount Royal, som byen er opkaldt efter. På vejen traf vi en kirke godt kamoufleret blandt højhusene.

På toppen var der ømme ben og et flot kig over byens skyline.

Heldigvis var der et tykt stengelænder at sidde og hvile benene på.

Om aftenen tog vi på Veras anbefaling ned til floden for at se Østrigs bidrag til Montréals årlige fyrværkerikonkurrence. Det anbefales at se showet fra Jacques‑Carter-broen (det er den du kan se længst til venstre i panoramaet ovenfor). Broens firsporede vej lukkes for biltrafik til lejligheden, så da vi kom derop vrimlede det med fodgængere med campingstole måtter at sidde på. Jeg havde ikke tænkt over hvor høj sådan en bro er (højdeskræk, hvem mig?), og efter en laaang gåtur langs fodgængerrækværket helt ude ved kanten, hvor man tydeligt kunne se den ventede død 50 meter nede var jeg frygtparalyseret (bemærk mit jerngreb)

Men fyrværkeriet var det hele værd. Nærmest mere end hjernen kan kapere når det er synkroniseret smukt en halv time i træk. Min favorit var helt klart regnbueraketterne, der eksploderede i alle farver. Og Ingrid tog mine klamrende negle pænt gennem hele seancen 😉

Frygt og skønhed er god sovemedicin – efter en solid nats søvn er vi nu på vej mod lufthavnen og Edmonton.

Rejser • Skrevet 12. July, 2018 • Ingen kommentarer endnu

En af de ting jeg havde glædet mig til at spise i Toronto er pretzels. Store bløde nybagte pretzels dyppet i smør og vendt i kanelsukker. Den samme kæde som jeg elskede da jeg boede i Ithaca har nemlig en butik i Eaton Centre her. Det er dem her vi taler om, Auntie Anne’s Pretzels:

Så allerede første eftermiddag var det nødvendigt med en pretzel
.
Og den anden eftermiddag.

Men nu er der jo andre gode ting med p end prezels.
Toronto har islæt fra mange lande og køkkener, så fredag snuppede vi muligeheden for lidt japansk frokost da den bød sig til.

Tonkatsu, kotelet paneret i panko, med ris og fintsnittet kålsalat. Og der var opfyldning på kålen – nom!
Lørdag morgen gik vi på jagt efter noget med ahornsirup (det er jo nærmest den nationale sukkerart) og fandt en solid og hvinende sød brunch af pandekager og french toast.

En velbesøgt lille morgenmadscafé med pudseløjerlige reklamer fra 50erne og 60erne – nu ved jeg også hvad “milk meats” er.

Bagefter spadserede vi ned igennem Kensington Market og Chinatown til shoppinggaden West Queen West, hvor “Original”, den eneste butik i Toronto der reklamerer med at sælge sko til uslefoden, holder til.
Det viste sig at de meget snakkesalige indehavere ikke bare solgte sko – både de fornuftige og skyhøje hæle formet som kaniner eller Dart Vader

– men også tasker, hårpynt og festkjkoler i massevis.

Tænk at arbejde et sted hvor den selvvalgte dresscode er smukt opsat hår med kunstige blomster 😀

Men ingen dag i Toronto uden pretzels. Efter shopping (man kan skam få andet end pretzels i de mere end 200 butikker i Eaton Center, vi var flittige gæster i Uniqlo 🙂 ) tog vi trætte vores loot med hjem på hotellet.

Protip: Ryst lagnet efter du har spist kanelsukkerpretzel i sengen 😉
Søndag var det varmt, og vi var lidt trætte og klar til at komme væk fra bymidten. Lige syd for byen ligger Toronto Islands, en stor park fordelt på en række øer. En kort færgetur og pludselig var der roligt og grønt, med græs der helst skulle betrædes.

Vi spadserede ud på broen på hovedøens modsatte side hvor man både kunne se ind mod byen og ud over Lake Ontario og land i det fjerne.

Så slog vi os ned på bænk i skyggen under et ahorntræ, med en dejlig brise og udsigt over søen.

Eftermiddagen gik med at dase, læse, bade og slappe af.

(Det er Ingrid derude i vandet, jeg blev i skyggen og dovnede.)
Efter en hel dag ved vandet var vi trætte og soldrukne, og dagens pretzel blev spist i sengen.

Trætte sad vi begge og klikkede sløvt rundt på internettet da jeg så en facebook-opdatering fra Josh, som jeg kendte da jeg boede i Ithaca. (Det var ham den venlige gut som hjalp mig i supermarkedet da jeg lige var flyttet til USA. Vi nåede at dele mange tv-serie-aftner og hygge mens jeg boede der og året efter besøgte jeg ham i Washington.)
Han skriver at han sidder i flyet på vej til Toronto. Jeg har ikke haft kontakt med ham siden – han er på sit andet ægteskab, jeg på min tredie profession – det er vel efterhånden 13 år, men det virkede som et alt for godt et sammentræf til ikke at gøre noget ved. Så selvom han skal til konference og vi skal med toget videre til Montreal lykkedes det os at mødes til en kop morgenthe 😀

Pretzlerne havde jeg glædet mig til (det viser sig at en smag jeg ikke har været udsat for andre steder bringer næsten lige så mange minder frem som dufte gør) men Josh var en helt dejlig overraskelse. Han fik mig til at overveje måske engang at besøge Ithaca igen og vise Ingrid de dejlige steder 🙂
Nu sidder vi på banegården og er klar til næste eventyr: Montréal.

Rejser • Skrevet 10. July, 2018 • Ingen kommentarer endnu

Det er Toronto vi taler om.
For selvom bymidten har en flot skyline med højhuse i glas og stål, så er skyskraberne især koncentreret langs to parallelle gader.
Man kan ane det på billedet her, fra da vi var oppe i CN Tower og spise middag -der er masser af høje huse i en bred stribe, men til siderne flader det ud.

Overalt fornemmer man at der er god plads, med brede gader og træer hist og her. Den første morgen da vi kom op af undergrunden på vej mod madmarkedet St Lawrence var byen blid mod vores jetlaggede øjne.

Eller ved pladsen foran det nye rådhus – man kan se tårnet fra det gamle i baggrunden i kontrast mod CF-bygningen fra det kæmpestore shoppingcenter bag ved.

I forgrunden blandt de mange mennesker der besøgte kunstfestivalen (telte skimtes yderst til venstre) kan I se både min flotte solhat og posen med hvad der forhåbentlig er mine nye yndlingssko.
Det er dog ikke det hele der er grønt. Det nye rådhus var vi ikke så imponerede af. Flot form – som byen da også bruger som logo på alle skilte – men farven var noget mere grå og trist end billedet viser.

Man skal ikke ret langt væk før sidegaderne bliver grønne og byen giver et helt andet indtryk. Langs de store veje er der masser af liv, butikker, kaffebarer og spisesteder, men så snart man drejer fra står idyllen på spring.

Selvom det er den nye verden, er her skam også et slot. Bygget af en åbenbart lidt for rig mand i 1913.

Lidt sært med et slot der ser nyt ud og slet ikke slidt, men fint var det. Og fra dets tårn kunne man se den anden vej, op til CN-Tower (det er den spidse) hvor billedet i toppen af teksten er fra.

Byen er ikke bare grøn, den er også venlig. Her er mennesker af alle former, aldre, farver og overbevisninger, og bybilledet er fyldt med skilte og reklamer der gør opmærksom på at her er plads til alle og at vi behandler hinanden hensynsfuldt og ordentligt.
Canada er det første land i verden hvor multikulturalisme blev en del af lovgrundlaget (i 1971). I dag kan man tydeligt mærke at tolerancen nu skridt for skridt udvides til også at gælde handicappede, homoseksuelle, kvinder og den oprindelige indfødte befolkning.
Fra den find-Holger-agtige skiltekampagne i undergrundstogene “Once you see me, please share the space with me” til de regnbuefarvede invitationer på mange kirker.

Byen virker gennemsyret ikke bare af den kanoniske canadiske høflighed, men også af en (officielt støttet) villighed til at blive bedre, mere medmenneskelige.
Det grønne gælder også canadiernes opførsel i gadebilledet. Her er rent og pænt, og i modsætning til Danmark er der ingen der kunne drømme om at smide deres skrald på gaden.
Der er masser af lettilgængelige skraldespande og nogle steder (her fra en dasepause i universitetsparken) er affaldssorteringen næsten svensk i dens omhyggelighed 🙂

Ofte er det jo kun et glansbillede man ser når man rejser, men efter en lille uge i Toronto er det nu et ret tiltalende glansbillede. Her kommer jeg gerne igen 🙂

Rejser • Skrevet 10. July, 2018 • Ingen kommentarer endnu