Kattens Rejse

Sover en time og vågner så.
Vender og drejer mig og giver op henad midnat.

Har fundet ud af at have facebook på telefonen (velkommen til det nye årtusind, gamle dame!) og inden længe efter jeg har skrevet i min status at jeg er søvnløs pinger den første.

Et par mennesker jeg ikke har talt med længe, endsige set i virkeligheden i årevis. Folk hvis døgn- og livsrytmer er for forskellige fra mine til at vi praktisk passer sammen i livsførelse – og alt for sjældent bare er online samtidig.
Men begge sjæle som jeg har en inderlig fornemmelse af at hvis nu bare… så ville vi blive dejligt gode venner. Hvis bare vi boede i den samme by, var vågne på samme tidspunkt af døgnet, ikke havde så mange andre forpligtelser. Hvis nu bare.

Men det gør vi, og der er så meget uudnyttet potentiale at det er til at blive helt elektrisk af. Jeg længes efter at realisere det i en sådan grad at jeg opdager jeg ligger og sparker med benene i sengen (det er derfor computeren hopper).

Samtalen fortsætter ind i natten indtil selv natteravnene derude må gå i seng hvis de skal op og på arbejde, og jeg ligger igen og prøver at falde i søvn.

Mine tanker kredser om en bid af den sidste samtale – en bid som fanger følelsen perfekt.

“Elsker dig uden at kende dig. Føler mig sjæleligt beslægtet med dig p.gr.a. din tankegang.
Gad vide hvordan du er i virkeligheden.”

Er der nogen du har det sådan med?

Jeg vågner langsomt, tankerne hviler stadig ved eftergløden af nattens spil.

Mit hovede kører i overdrive – scener genspilles, ændres, skabes uden at jeg helt kan få hold på dem. Som at se tilfældigt ordnede afsnit af en film der indretter sig efter min usammenhængende ønsker, her i den sidste dovne, halvdrømmende stund i daggryet mellem søvn og vågen.

Jeg bliver hængende så længe jeg kan. Her hvor fiktionen har rørt mig, hvor drømmende alternative handlinger er mulige og hvor jeg hviler så forlokkende sødt på de søvnige, men åh så salige rester af rollespils-rush. Hvis jeg kunne blive i denne tilstand i timer var jeg vel lykkelig så længe.

Inden længe tager mit daglige jeg over og jager de sidste rester af drøm og søvn bort. Tøvende, uvillig giver jeg slip og kommer op til morgenens overflade, til den bittersødt gryende dag.

Med erindringen om henrykkelse så nær omend fortid.

… Det er mange år siden jeg sidst har spillet 1-1 rollespil. Det er den sikreste måde jeg kender at vågne i afterglow, selvom varulv også nogle gange kan gøre det. Hvis der er et navn for det stof det udløser i min hjerne, så giv mig fluks en recept. Eller vis mig vej til en pusher – jeg er ligeglad, vil bare ha’.

Jeg tænker det må være intensiteten det giver at dele spillet, historien med præcis ét menneske.
Den måde bipersoner er mere virkelige, mere hele fordi man kan give dem sin fulde opmærksomhed – der er ingen andre spillerroller til at konkurrere om den. Samtaler bliver intense og min rolles følelser mere virkelige for mig.
Og så er der den sikre overbevisning om at man ikke stjæler opmærksomhed fra andre spillere som ønsker den, men kan hvile i sin rolle, også i de små ting uden at kede nogen eller snuppe deres rampelys. Det giver en vældig ro til at opleve.

Jeg ved ikke om det giver mening. Men jeg ved at jeg bliver så levende, åh så levende.

Da jeg kom hjem og tømte postkassen idag ventede en overraskelse!

Et mystisk brev uden stempel eller afsender som indeholdt en seddel med en enkelt linie tekst og en USB-nøgle.

På nøglen ligger sæson 2 af BBCs nye Sherlock Holmes som jeg har glædet mig meget til at se – men hvem er den mon fra???

Det er juleaften og Tante Gurli og Onkel Jørgen er kommet på besøg

Klokken er endnu ikke spisetid og mens vi venter prøver vi den sne jeg fik tilsendt af nissen igår.
Man tager en spiseskefuld af det hvide pulver og rører det energisk ud i en liter varmt vand. Vupti: Sne. Varm sne endda.

Mange hænder ville gerne røre den magiske sne.

Man tager et fint, blankt fad og fylder med sne.

Og pynter med lidt grønt og nisser

Og lidt mere.

Hokus pokus: Hvid jul :-)

Idag fik jeg brev fra Narnia ude hos min Mor. Se selv:

Inden i var der magi: Sne!

Man skal bare tilsætte varmt vand og piske, så får man fluks sne.
Jeg glæder mig! :-)

Jeg vågner tidligt, mens huset stadig er helt, helt stille. Uret siger noget før fem og jeg daser i halvmørket i min Mors værelse.
Omgivet at syting og gaver venter jeg lidt endnu med at krybe ud fra under den varme dyne.
Der er lige netop plads til at slå sofaen ud til seng (eller rettere det blev der da jeg flyttede på nogle af gaverne) og det er hyggeligt at ligge her omgivet af al den potentielle glæde.

Inden længe melder rastløsheden sig – jeg er vågen, vågen, VÅGEN og kan ikke bare ligge her.
Jeg tænder adventskransen, laver the og sætter mig til rette med computeren – det er lige så hyggeligt som det ser ud :-)

Jeg har fri idag, og planen er jul og mere jul. Når Christoffer engang vågner pynter vi juletræ sammen. Det bliver dog nok ikke lige foreløbig for jeg hørte ham gå omkring ved totiden ;-)
Indtil da tænker jeg at bage nogle jødekager. Bare en lille portion, for min Mor har allerede bagt brunekager, klejner, honningkager, vanillekranse og korenderkager så det er i virkeligheden ikke kager vi mangler. Men lidt jødekager skal der til – mest fordi dem holder jeg særlig meget af.
Hvad resten af dagen vil bringe er ikke til at sige, men det skal nok blive godt :-)

Først et billede af rosen fra min Mors have som hun kom med til min fødselsdag.

De sprang skam ud, selvom det er sent på året, endda også de to små lyserøde.

I lørdags havde jeg Frauke på besøg til pebernøddebagning (ja, Onkel Jørgen, der bliver tænkt på dig) og julepynt.
Vi testede også de tre nye theer som jeg fik af Lea i fødselsdagsgave. De er alle fra Pukki, men vidt forskellige i farve og smag.

Længst til venstre står den der viste sig at være den absolut bedste i min mund. Krydret the med lakridsrod, kakaobønne og kanel -dejlig sød og fyldig.
I midten en blidere the med rose, kamille og vanille. Først smagte den ikke af så meget, men hvis den får lov til at trække længe bliver den mild, rund og med en blid sødme.
Til højre theen med tre slags ingefær. Jeg synes den mindede lidt rigeligt om søsygepiller, men Frauke kunne godt lide den. Den har en stærk og lidt brændende ingefærsmag og bliver kraftigt gul efter trækketiden er slut. Jeg tror jeg forærer den sidste til Frauke og drikker de andre to selv :-)

Jeg føler mig tør indeni. Der springer ingen kilde, løber ingen bæk. Hverken af inspiration, glæde eller energi.

Jeg er træt og trist. Selvom jeg laver dejlige ting med søde mennesker besidder den underliggende melankoli mig helt.

Det er svært at koncentrere mig. Når jeg ikke er igang med en aktivitet bliver jeg nærmst panisk af tomheden, når jeg er igang med noget knækker min koncentration hele tiden og frygten for tomheden kigger frem.

Det har været sådan længe, åh så længe. Hvornår bliver det bedre?

Mørkt og råkoldt. Tændte stearinlys og længsel efter efterårsmad.

Lasses saltbagte rødbeder efter Brødrene Prices opskrift.
Det var en hel lille arkæologisk udgravning da de kom ud af ovnen.
Første spadestik.

Godt på vej ned i hulesystemet.

Alle emner befriet, nu skal de pilles.

Saltbagte rødbeder i timianmarinade.

Det var i weekenden. Idag har jeg Ingrid på besøg til opgaveretning og græskarsuppe. Hun står for opgaverne, jeg for suppen.
I gryden kom to søde små økologiske græskar fra min Mors have samt to løg og en butternutsquash fra (mindre romantisk) Føtex.

Efter en halv times tid i gryden var der mad. Græskarsuppe med pecorino og friskkværnet peber.

Hvad mon næste madprojekt skal være?

Det er tidlig morgen og jeg har allerede vendt og drejet mig i sengen siden halv fire, inden jeg gav op og stod op.
Der er dejligt vintermørkt udenfor, lyskæden lyser hyggeligt henne over vinduet og jeg har the i koppen. Så mangler bare at jeg ikke skule på arbejde idag, så var idyllen perfekt.

Eller næsten, for tankerne svirrer. Om hvad jeg har haft og mistet, om andre, tidligere dage hvor jeg var nærmest lykkelig.

Om der mon nogensinde er nogen som vil elske mig igen? En som jeg kan give mig selv til, en jeg ikke kan undvære og som er der specielt for mig? Det føles ikke sådan, og så bliver tankerne hurtigt tunge.

Jeg prøver på at nyde de gode ting jeg laver i hverdagen, bestræber mig på at sige ja til invitationer og samvær. Og det er dejligt at se rare mennesker, men når jeg er alene kommer tristheden, for nedenunder ligger et dybere savn.

Og hvad stiller man op med det?