Kattens Rejse

Rocky Mountains: Icefields og Meadows in the Sky Parkway

Efter Jasper kører vi mod syd på den berømte Icefields Parkway. Landskabet kan helt tage vejret fra en, og langs vejen er der masser af skilte der peger mod udsigtspunkter, hiking trails og andre skjulte skønheder man ikke kan se fra vejen – som her, hvor vi er stoppet ved Athabasca Falls.

Vi kommer højere op, og glasurlaget af sne på de omkringliggende bjergtoppe bliver tykkere.

Sneen tegner figurer. Fra toppen af morænen foran Athabasca-gletcheren er der et flot firben på bjerget bagved.

På gåturen op til gletcheren er der årstalsskilte. Her gik gletcheren til i 1942. I 1961, 1984. Parkeringspladsen er først anlagt en halv times gang fra gletcherens fod, så er der i de senere år bygget en ny – som nu allerede ligger 1km fra foden. Afsmeltningens hastighed bliver skræmmende tydelig på gåturen.
Oppe ved foden blæser en kold vind gennem tanker og landskab. Gletcheren forsyner store dele af det nordamerikanske landskab med vand, og skiltene fortæller os at om højst 100 år er den væk, med store konsekvenser for dyr og mennesker i området.
Skal tankerne afledes fra klodens dystre fremtid kan man her i stedet meditere over folks dumhed. Oppe ved gletcherfoden er der velskiltede afspærringer: Gå ikke ud bag hegnet, det er farligt, selv få meter fra afspærringen kan der åbne sig sprækker under dig. Og (det er åbenbart svært at trænge igennem): lige her døde en lille dreng i 2004, husk at de sidste 3 redningsforsøg på gletcheren mislykkedes, de, der faldt ned, døde af kulde før de kunne reddes op.
Så skulle man jo tro at folk var påpasselige og opførte sig pænt, ikke? Nix. De går om bag hegnet for at tage billeder (selfies er åbenbart bedst hvis de er lidt farlige?). Præmien går til den familie der lader deres otteårige knægt løbe rundt bag hegnet lige omkring skiltet med det døde barn. Yikes!
Som I kan se på billedet opfører vi os (i hvert fald lige der) ordentligt.

Nede igen kører vi videre sydpå. Til endnu en bear jam og højdepunktet af tåbelighed vi når at observere i parken:
I vejkanten står en flot sort bjørn. Tæt på vejen, bare 5 meter fra asfalten. I siden af vejen står måske 15 mennesker med kameraer OG DERES BØRN! Lige ved siden af bjørnen. Idioter! Vi kører langsomt forbi og håber i vores stille sind at bjørnen snupper et par stykker, bare så de kan lære det.

Overalt i parken advares de besøgende: Hold afstand og bliv i bilen, for dyrenes skyld. Lad være med at fodre dem – dyr der spiser menneskemad har svært ved at overleve vinteren. Lad være med at gå tæt på farlige naturfænomener. Bliv inden for afspærringerne for ikke at trampe på planter der skal have ro til at regenerere.
Vi talte på fingrene da vi kørte ud: Der er ingen forbud vi ikke så overtrådt. Tilliden til turister som menneskeart er lavere end nogensinde før – ikke engang for egen overlevelses skyld holder de deres børn væk fra bjørne og gletchersprækker :-O

Dagen slutter i Golden. En meget lille by vest for Banff med et arketypisk motel. Slidte gulvtæpper og et køkken der ligner det er ældre end mig. Papirtynde vægge hvor man kan høre de andre gæster skændes. En sær og lidt hengemt lugt fra 80erne hvor man sikkert måtte ryge på værelserne. Noget af et kulturchok efter vores lækre, nye, rene værelse i Hinton. Kort sagt: Den helt autentiske moteloplevelse 🙂

Vi er ikke kede af at køre videre, mod Glacier National Park og Revelstoke.
Her kommer vi ned i et regnskovsområde med høje, gamle cedertræer og en magisk tysthed mellem stammerne.

Når man kigger ind mellem stammerne i retning modsat solen er der en dunkelsmuk og ærbødighedsopfordrende stemning i luften. Jeg tænker det må være den de første katedralbyggere har forsøgt at efterligne.

Vi kører gennem Roger’s Pass på vej mod Revelstoke.

Her er vi midt i lavineland (i Revelstoke falder der 23 meter sne hver vinter) og vi ser mange skilte med advarsler om at opføre sig hensigtsmæssigt. Når snelaget bliver tykt provokerer man laviner (så de rulle når man ønsker det, antageligvis) med artilleri.

På den anden side af passet spadserer vi gennem Giant Cedars Boardwalk. Endnu et lille stykke bevaret regnskov, men lidt lysere og med over 500 år gamle cedertræer.

Længere nede ad vejen mod Revelstoke stopper vi ved en inviterende sti langs en søbred.

Her er mærkbart varmere og mere fugtigt, og inden længe har vi mere lyst til at gå tilbage til broen over en bæk der løber til søen – mon ikke vi kan finde en vej ned og få fødderne kølet lidt?

Bækken er tydeligvis smeltevand, vandet er køleskabskoldt! Jeg vender hovedet væk ikke bare så I ikke kan se min grimasse (ahh! og iiiih! på samme tid), men lige så meget fordi bækken bruser så højt at jeg ikke hører Ingrid sige at hun vil tage et billede.

Der kommer er par børnefamilier ned for at soppe i søen mens vi sidder der, men de forstyrrer ikke freden, for man kan slet ikke høre at de taler sammen 😉
Ingrid har skoene på igen og er helt klar til ballade.

Så vi rejser os og kører videre, mod Meadows In The Sky Parkway som fører til toppen af Mount Revelstoke.
Vejen er smuk og snoet. Landskabet ændrer sig til nåleskov, men med et frodigt lysegrønt græstæppe nederst og andre blomster end før. Gennem Jasper og langs Icefields Parkway var rabatten fuld af de pangfarvede røde common painbrush.
Her skifter farven, vejkanten er fuld af små blå blomster som disse her (cikorie?)

Vejen bugter sig opad mellem nåletræerne og giver på de stejlere stykker, præcis som navnet lover, en fornemmelse af at køre på en frodig alpin eng, lige op i himlen. Vi er betagede og glemmer at tage billeder. Måske det mest forunderlige stykke vej på rejsen.

Mount Revelstoke National Park er den eneste nationalpark i Canada der er oprettet fordi beboerne var så glade for bjerget at de ønskede at få det fredet. Vejen op er bygget fordi lokale entusiaster slæbte gud og hver mand med op til toppen for at vise det smukke bjerg frem og få en vej finansieret.
Lidt senere på sommeren blomstrer endnu flere slags blomster end vi så – jeg kan godt forstå de ville have deres bjerg fredet 🙂

På toppen af bjerget ligger der endnu lidt sne,

og her er en fantastisk udsigt over Columbia River og bjergene omkring.

Nu har vi også prøvet at stå på en bjergtop 🙂

Der er også en grizzlybjørn på toppen af bjerget – bjørneskiltene her her har alvorlige neonfarver og anbefaler at man går mindst 4 voksne sammen og larmer.

Den lokale shuttlechauffør fortæller at igår hyggede bjørnen sig med at bade i den ene af de små søer heroppe. Vi var godt tilfredse med ikke at møde Hr. Grizzly.

På vej ned stopper vi og kigger på Revelstoke oppefra.

Uden mad og drikke duer rejsehelten ikke, så om aftenen går vi ud og spiser bøf i Revelstoke. Ingrid helt klar til at bøffen serveres.

Rocky Mountains: Jasper

Mød Pumaen. Hun ventede os i lufthavnen i Edmonton, for Ingrid havde ønsket at vi ikke bestilte den allermindste lejebil, men den næstmindste, så man kunne sidde ordentligt. Ingen af os havde husket at medregne at biler generelt er større på denne side af Atlanterhavet. Pumaen har en laaaang snude/kølerhjelm og en lækker spinden når hun gearer ned på vej op ad bakke eller fordi man gasser op.

Hun fragtede os straks til Hinton, 3 timer vestpå. Det var sent – og dobbelt sent for os som lige var fløjet gennem 2 tidszoner. Men vi er nordpå igen, billedet ovenfor er fra lidt i ti om aftenen.
Ingrid er en rigtig helt. På trods af stressfaktorer (det viser sig at afkørslen fra lufthavnen i Edmonton går direkte ud på motorvejen med det samme, ingen tid til at vænne sig til bilen) og uden at kny kørte hun os mod vorers fjerne seng i Hinton.

Hinton er en lille by en time øst for Jasper National Park der lever af byens savværk og overnattende turister til Jasper. Strakt ud langs den trans-canadiske highway er den fuld af hoteller og kædebutikker: Walmart, KFC, A&W…
Det første vi bemærkede i Hinton var den fantastiske duft der gennemsyrer luften. En lokkende, næsten lun duft af nåletræer under det kølige skydække. Som lå hele byen under en aldeles naturlig og usyntetisk wunderbaum. Hvilken den vel nærmest gør, med de trædækkede bjergskråninger omkring den og et ekstra pift af harpiks og træsaft fra savværket.
Byen var stor nok til at have et døgnåbent supermarked, der føltes helt som mit lokale da jeg boede i Ithaca.

Uventet myldrede minder frem, og det var helt tydeligt i alt fra vareudvalget (müsli uden ekstra sukker? Nix!) til ekspedienternes dialekt og gestik at vi er rejst fra storbyen og langt ud på landet.

Vores første dag i Jasper var overskyet og tyst og vejrudsigten lovede regn. Med parkens bjerge i baggrunden var Pumaen pludselig ikke længere så stor.

Det køligtvåde og lidt forblæste landskab minder mig lidt om New Zealand, men her er det rensdyr og bighorn sheep, ikke får, man kan være heldig at se langs vejen.


Vi kørte af den snoede vej op til Maligne Lake. På vejen så vi først den brusende å ned gennem Maligne Canyon

og derefter en bjørn! Sort og blankpelset vandrede den med kraftfulde, smidige skridt mellem træerne på skråningen langs vejen. Wow!
I Jasper er der ikke trafikpropper. Der er “bear jams”. Når man kommer til et sted hvor trafikken står stille er det fordi folk holder stille og fotograferer dyr. Vi fokuserede nu på at opleve synet af bjørnen i stedet for at forsøge at fange den med kameraet. Men for at I ikke skal snydes helt, er her et billede der ligner (ikke et vi har taget) – bare sæt lidt flere buske og træer ind.

Oppe ved søen var det tid til kaffe-og-kagepause. Udsigten var flot (læg mærke til baggrunden i billedet, selv fra det larmende cafeterie, og småkagerne var bestemt ikke små (det runde der anes foran mit ansigt er en halvspist småkage!).

Søen er berømt for den smukke udsigt, især når der er vindstille så bjergene ses genspejlet i den. Bjergene var nu også fine i gråvejr 🙂

Ude på stierne var der aldeles tyst og regnvejrsstille (de fleste af de andre turister blev i cafeteriet, kun hikerne var ude i regnvejret). Vi gik op til Moose Lake i den grønne, dryppende skov.

Når man så efter var skovbunden fuld af små hvide blomster.

Til trods for navnet så vi ingen elge ved skovsøen, men der var grønt og perfekt fredeligt – ahh 🙂

Når det er vådt udenfor og larmende i cafeteriet er der heldigvis gode plads til at spise madpakke i den rummelige Puma mens regnen stille trommer på taget. Og bagefter er der snildt plads til en lur for to, hvis man lægger førersædet tilbage.

På vejen tilbage stødte vi på endnu en bear jam.
Allestedsnærværende skilte og folderen der udleveres sammen med billetten ved parkens indgang fortæller at man skal holde god afstand til vilde dyr og blive i bilen af hensyn til både dyr og mennesker. Det giver god mening – men åbenbart ikke for ret mange af de andre turister. De stod ud over vejen og der var så mange biler at man ikke rigtig kunne se hvad de kiggede efter. Netop som vi besluttede os for at liste os igennem trafikproppen og køre videre kommer en skræmt bjørn løbende over vejen og lige ud foran vores bil! Stakkels bjørn – det var svært ikke blive forarget over menneskers tåbelige opførsel (spoiler: lidt senere er jeg ærgelig over at den næste bjørn ikke åd nogen).

På vej tilbage til Hinton kørte vi op til de varme kilder i Miette. Det hede vand fra Sulphur Creek pumpes op i bassiner med udsigt over bjergene. Regnen var taget til og kombinationen af kolde regndråber på hovedet mens resten af kroppen er nedsænket i varmt vand var en perfekt afslutning på dagen. Kun tåber (ja, vi så et par stykker) synes at deres mobiltelefoner er en praktisk accessory i bassinet, så det får I ingen billeder af.

Regnen blæste væk i løbet af natten. Pumaen var blevet sulten og vi konstaterer at det kræver minimum to kandidatgrader at betjene betalingssystemet på canadiske benzinstationer.

På vej mod Jasper (I kan se bjergene i baggrunden) var vi fristede til at dreje fra her – omend det nok ville have krævet en måneds ferie ekstra.

Det er åbenbart pludselig blevet lørdag (det har været en dejlig lang ferie allerede når ugedagene er gået i glemmebogen) så der er kø for at komme ind i parken.

Velovervejede går vi lige i turistfælden Jasper Skytram, hvor man kan betale en mindre formue for at tage en svævebane til toppen af The Whistlers Mountain.

Udsigten var det hele værd 😀

En helt anden slags by

Lige ankommet til Montréal er det tydeligt at vi er kommet til Quebec-provinsen. Damen i metroens højttalere taler kun fransk (i Toronto kom det hele på både engelsk og fransk, men her er fransk det officielle sprog) og selv yoghurten har holdninger til det tilbagevendende spørgsmål om hvorvidt Quebec skal være en selvstændig stat.

Skiltene er også på fransk – her fra veganerrestauranten den grønne panter.

Trætte efter en forsinket togtur (selv guidebogen bemærker at Canadas tog ofte er forsinkede pga. godstog) ankommer vi til en fin, men varm, lejlighed. Fødderne er ømme og hævede, og når der ikke er en balje kan wokken bruges til andet end madlavning 🙂

Vores aircondition var frakoblet pga. støv fra renovering af blokken (nu har jeg også prøvet at bo i en 20 etagers betonblok), men udlejeren var serviceminded: Da vi ringede og klagede over varmen fik vi afslag i prisen og dagen efter stod der ikke mindre end 4 elektriske vifter rundt omkring i lejligheden!

Tirsdag var vi på en guidet madrundtur i bydelen Mile End. Masser af lækre smagsprøver og en meget entusiastisk guide, Vera, som hvis franske accent kunne både høres og ses på hænderne når hun talte.

Det var en super måde at få en introduktion til et kvarter vi måske ellers ikke havde set, og samtidig smage på en masse lokale produkter – fra humant opdrættet kød (bemærk de halve grise i baggrunden ovenfor), over falafler (der ifølge Ingrid smagte helt som i hendes ungdom i Jerusalem) og til byens berømteste bagels.
Kvarteret en grøn og hyggelig enklave med hyggelige huse med smedejernstrapper – og det var tydeligt at Vera kendte nogen på hvert gadehjørne.

Stemningen var farverig og hipsteragtig på den dejlige måde, og på flere fortove sås denne fine påmindelse.

Andre fine ting på turen var Tiffany-loftet i det gamle Rialto-teater.

De meget passende navne på den lokalt producerede chokolade.

(Her var en del af smagsprøverne frossen banan overtrukket med chokolade. Friskt og sødt på samme tid, det kunne godt prøves derhjemme.)
Her er bagelmanden. Billedet bevæger sig desværre ikke, men i den årlige lokale konkurrence kan han forme 22 bagels i minuttet! På en almindelig tirsdag var han nu heller ikke langsom 😉

Onsdag tog vi ned til den berømmede gamle bydel – og var ikke imponerede. Den var da fin, men hvis man har været i Firenze eller Rom er det ikke helt så eksotisk (og Toronto er nok også en svær by at konkurrere med). Vi begyndte derfor fluks med en iskaffe på den første café der bød sig til.

Kaffen var silkeblød og aromatisk, helt perfekt og stort set uden bitterhed. Måske den dejligste på turen hidtil. Brygget af en hyggeligt rundet midaldrende herre med ferme hænder og lun småsnak. Senere googling afslørede at stedet er blandt de 10 bedste kaffebarer i Montreal 🙂

Og nu kommer vi så til den imponerende del: Kirken. Notre Dame i Montréal er uden tvivl den smukkeste kirke jeg har besøgt. Den blå farve, det mørke træ og belysningen spiller helt perfekt sammen.

Bagefter gik vi tur på havnen. Mere beton, men udsigten både over St. Lawrence-floden og ind mod byen var fin.


(Klik på panoramaet for at se en større udgave.)
På jagt efter en grønnere udsigt begav vi os op på Mount Royal, som byen er opkaldt efter. På vejen traf vi en kirke godt kamoufleret blandt højhusene.

På toppen var der ømme ben og et flot kig over byens skyline.

Heldigvis var der et tykt stengelænder at sidde og hvile benene på.

Om aftenen tog vi på Veras anbefaling ned til floden for at se Østrigs bidrag til Montréals årlige fyrværkerikonkurrence. Det anbefales at se showet fra Jacques‑Carter-broen (det er den du kan se længst til venstre i panoramaet ovenfor). Broens firsporede vej lukkes for biltrafik til lejligheden, så da vi kom derop vrimlede det med fodgængere med campingstole måtter at sidde på. Jeg havde ikke tænkt over hvor høj sådan en bro er (højdeskræk, hvem mig?), og efter en laaang gåtur langs fodgængerrækværket helt ude ved kanten, hvor man tydeligt kunne se den ventede død 50 meter nede var jeg frygtparalyseret (bemærk mit jerngreb)

Men fyrværkeriet var det hele værd. Nærmest mere end hjernen kan kapere når det er synkroniseret smukt en halv time i træk. Min favorit var helt klart regnbueraketterne, der eksploderede i alle farver. Og Ingrid tog mine klamrende negle pænt gennem hele seancen 😉

Frygt og skønhed er god sovemedicin – efter en solid nats søvn er vi nu på vej mod lufthavnen og Edmonton.

Pretzels, pandekager og panko. Parker og pudsige sammentræf

En af de ting jeg havde glædet mig til at spise i Toronto er pretzels. Store bløde nybagte pretzels dyppet i smør og vendt i kanelsukker. Den samme kæde som jeg elskede da jeg boede i Ithaca har nemlig en butik i Eaton Centre her. Det er dem her vi taler om, Auntie Anne’s Pretzels:

Så allerede første eftermiddag var det nødvendigt med en pretzel
.
Og den anden eftermiddag.

Men nu er der jo andre gode ting med p end prezels.
Toronto har islæt fra mange lande og køkkener, så fredag snuppede vi muligeheden for lidt japansk frokost da den bød sig til.

Tonkatsu, kotelet paneret i panko, med ris og fintsnittet kålsalat. Og der var opfyldning på kålen – nom!
Lørdag morgen gik vi på jagt efter noget med ahornsirup (det er jo nærmest den nationale sukkerart) og fandt en solid og hvinende sød brunch af pandekager og french toast.

En velbesøgt lille morgenmadscafé med pudseløjerlige reklamer fra 50erne og 60erne – nu ved jeg også hvad “milk meats” er.

Bagefter spadserede vi ned igennem Kensington Market og Chinatown til shoppinggaden West Queen West, hvor “Original”, den eneste butik i Toronto der reklamerer med at sælge sko til uslefoden, holder til.
Det viste sig at de meget snakkesalige indehavere ikke bare solgte sko – både de fornuftige og skyhøje hæle formet som kaniner eller Dart Vader

– men også tasker, hårpynt og festkjkoler i massevis.

Tænk at arbejde et sted hvor den selvvalgte dresscode er smukt opsat hår med kunstige blomster 😀

Men ingen dag i Toronto uden pretzels. Efter shopping (man kan skam få andet end pretzels i de mere end 200 butikker i Eaton Center, vi var flittige gæster i Uniqlo 🙂 ) tog vi trætte vores loot med hjem på hotellet.

Protip: Ryst lagnet efter du har spist kanelsukkerpretzel i sengen 😉
Søndag var det varmt, og vi var lidt trætte og klar til at komme væk fra bymidten. Lige syd for byen ligger Toronto Islands, en stor park fordelt på en række øer. En kort færgetur og pludselig var der roligt og grønt, med græs der helst skulle betrædes.

Vi spadserede ud på broen på hovedøens modsatte side hvor man både kunne se ind mod byen og ud over Lake Ontario og land i det fjerne.

Så slog vi os ned på bænk i skyggen under et ahorntræ, med en dejlig brise og udsigt over søen.

Eftermiddagen gik med at dase, læse, bade og slappe af.

(Det er Ingrid derude i vandet, jeg blev i skyggen og dovnede.)
Efter en hel dag ved vandet var vi trætte og soldrukne, og dagens pretzel blev spist i sengen.

Trætte sad vi begge og klikkede sløvt rundt på internettet da jeg så en facebook-opdatering fra Josh, som jeg kendte da jeg boede i Ithaca. (Det var ham den venlige gut som hjalp mig i supermarkedet da jeg lige var flyttet til USA. Vi nåede at dele mange tv-serie-aftner og hygge mens jeg boede der og året efter besøgte jeg ham i Washington.)
Han skriver at han sidder i flyet på vej til Toronto. Jeg har ikke haft kontakt med ham siden – han er på sit andet ægteskab, jeg på min tredie profession – det er vel efterhånden 13 år, men det virkede som et alt for godt et sammentræf til ikke at gøre noget ved. Så selvom han skal til konference og vi skal med toget videre til Montreal lykkedes det os at mødes til en kop morgenthe 😀

Pretzlerne havde jeg glædet mig til (det viser sig at en smag jeg ikke har været udsat for andre steder bringer næsten lige så mange minder frem som dufte gør) men Josh var en helt dejlig overraskelse. Han fik mig til at overveje måske engang at besøge Ithaca igen og vise Ingrid de dejlige steder 🙂
Nu sidder vi på banegården og er klar til næste eventyr: Montréal.

Den grønne by

Det er Toronto vi taler om.
For selvom bymidten har en flot skyline med højhuse i glas og stål, så er skyskraberne især koncentreret langs to parallelle gader.
Man kan ane det på billedet her, fra da vi var oppe i CN Tower og spise middag -der er masser af høje huse i en bred stribe, men til siderne flader det ud.

Overalt fornemmer man at der er god plads, med brede gader og træer hist og her. Den første morgen da vi kom op af undergrunden på vej mod madmarkedet St Lawrence var byen blid mod vores jetlaggede øjne.

Eller ved pladsen foran det nye rådhus – man kan se tårnet fra det gamle i baggrunden i kontrast mod CF-bygningen fra det kæmpestore shoppingcenter bag ved.

I forgrunden blandt de mange mennesker der besøgte kunstfestivalen (telte skimtes yderst til venstre) kan I se både min flotte solhat og posen med hvad der forhåbentlig er mine nye yndlingssko.
Det er dog ikke det hele der er grønt. Det nye rådhus var vi ikke så imponerede af. Flot form – som byen da også bruger som logo på alle skilte – men farven var noget mere grå og trist end billedet viser.

Man skal ikke ret langt væk før sidegaderne bliver grønne og byen giver et helt andet indtryk. Langs de store veje er der masser af liv, butikker, kaffebarer og spisesteder, men så snart man drejer fra står idyllen på spring.

Selvom det er den nye verden, er her skam også et slot. Bygget af en åbenbart lidt for rig mand i 1913.

Lidt sært med et slot der ser nyt ud og slet ikke slidt, men fint var det. Og fra dets tårn kunne man se den anden vej, op til CN-Tower (det er den spidse) hvor billedet i toppen af teksten er fra.

Byen er ikke bare grøn, den er også venlig. Her er mennesker af alle former, aldre, farver og overbevisninger, og bybilledet er fyldt med skilte og reklamer der gør opmærksom på at her er plads til alle og at vi behandler hinanden hensynsfuldt og ordentligt.
Canada er det første land i verden hvor multikulturalisme blev en del af lovgrundlaget (i 1971). I dag kan man tydeligt mærke at tolerancen nu skridt for skridt udvides til også at gælde handicappede, homoseksuelle, kvinder og den oprindelige indfødte befolkning.
Fra den find-Holger-agtige skiltekampagne i undergrundstogene “Once you see me, please share the space with me” til de regnbuefarvede invitationer på mange kirker.

Byen virker gennemsyret ikke bare af den kanoniske canadiske høflighed, men også af en (officielt støttet) villighed til at blive bedre, mere medmenneskelige.
Det grønne gælder også canadiernes opførsel i gadebilledet. Her er rent og pænt, og i modsætning til Danmark er der ingen der kunne drømme om at smide deres skrald på gaden.
Der er masser af lettilgængelige skraldespande og nogle steder (her fra en dasepause i universitetsparken) er affaldssorteringen næsten svensk i dens omhyggelighed 🙂

Ofte er det jo kun et glansbillede man ser når man rejser, men efter en lille uge i Toronto er det nu et ret tiltalende glansbillede. Her kommer jeg gerne igen 🙂

En pytknap – til mig?!

I vinter havde Samvirke en konkurrence hvor man kunne vinde en pytknap (se videoen lidt nede på siden – husk lyd 🙂 ).
Det er nemlig (ikke overraskende) sundt, omend svært, at sige pyt når uvigtige ting går galt, i stedet for at gå rundt og stege i arrigskab og selvbebrejdelser.
Opslaget blev så populært at pytknapperne blev revet væk i butikkerne.

Sådan en knap ønskede jeg mig! Jeg er aboslut ikke altid god til at sige pyt, og vil gerne øve mig. Og det virker oplagt, at det måske bliver lidt nemmere hvis man har en fysisk knap at trykke på. Men ak, alle pytknapperne var solgt ;-(

Men – uden at jeg vidste det – så hørte Dana mit ønske. Hun har en rigtig flot pyt-tavle derhjemme til når hverdagen, hendes forældre eller lillesøster Gro ikke vil som hun vil. Så hun kunne godt forstå at jeg gerne ville have en pytknap.

Så da jeg var på besøg forleden havde hun lavet en til mig i et fint foldekort:


Bemærk hjertet under knappen. For det handler jo om kærlighed og selvomsorg, det med at sige pyt.

Tak Dana 😀

Hr og Fru Damhøj Lund

Kære Tante Gurli
Da du ikke kunne være med til brylluppet er her en lille genfortælling til dig 🙂
Det er Mors billeder jeg har brugt (jeg valgte at fokusere på at opleve det hele og satsede på at jeg kunne stjæle andres billeder bagefter) så historien her fortæller om de ting Mor valgte at fotografere. Du kan klikke på billederne hvis du vil se en lidt større udgave.

Først ventede vi i kirken. Nogen var meget spændt.

Andre havde ikke så meget grund til nervøsitet – enten havde de prøvet det eller også var det ikke deres tur lige med det første.


Daniel ventede meeeeeget længe inden hun kom (præcis til tiden), og fluks hun trådte ind ad døren og de fik øjenkontakt forsvandt anspændtheden og smilet kom frem.

Faktisk snød de sig til et kys, da hun var kommet hele vejen op ad gulvet. Og mindsandten igen midt i vielsesritualet da præsten gjorde et kort ophold i talestrømmen for at trække vejret ind. Men så sagde hun også – lidt tørt, men med smil – “Jeg er ikke helt færdig!” 😀
Men færdige blev vi – så var der flere kys og ud i solskinnet.

Mathias havde amerikanerbilen klar til brudekørsel og hele familien Damhøj Lund fyldte for- og bagsæde ud. Men som det ses på billedet her (jeg har ikke beskåret det) er det temmelig tydeligt hvem Bedste havde mest fokus på at få med i billedet.

Først kørte de stateligt og langsomt ud fra kirkens område

Og så gassede Mathias grundigt op og der hørtes glade hvin fra bilen

Der blev også tid til at fejre med et glas bobler (og en pose vingummier) undervejs

Begge de nygifte har åbenbart små blærer så der blev rig lejlighed til at kysse på dem hver især. Og på Christoffer som sad ved siden af Lotte, så han fik næsten lige så mange.

Herfra bliver billederne lidt slørede, Mors kamera er vist ikke så godt når det ikke er helt lyst.
Der blev grinet og hygget selvom vi savnede dig (og vi passede godt på Onkel Jørgen for dig).

Der var mange taler og sange (men jeg har ingen gode billeder af dem). Fars tale var helt klart den sjoveste.
Min var lidt mere alvorlig. Her får du alligevel et billede, så du kan se lidt af kjolen jeg syede da jeg besøgte jer tidligere på måneden. Det er ikke skarpt, for jeg står vist aldrig stille når jeg taler (heller ikke når jeg underviser).

Sådan ser Daniel åbenbart ud når han lytter til mig – jeg nåede ikke at se det selv.

Vennerne på begge sider holdt også tale. Overraskende nok, så fortalte både Daniels kammerater og Lottes veninder at da de først hørte henholdsvis at Daniel var lun på hende Lotte og Lotte var lun på ham Daniel så sagde de samstemmende at det var en dårlig idé!
Det vidste de tydeligvis ikke noget om 😀

Daniel holdt den dejligste tale. Helt åbenhurtig og sårbart ærlig. Der var våde øjne hele vejen rundt i selskabet. Lotte blev lidt genert undervejs, men der blev også smilet en masse, selvom det ikke er med på billedet.

Han havde alle tilhørerne helt fanget.

Og der var dundrende klapsalver bagefter.

Der blev skåret bryllupskage som traditionen foreskriver – bemærk hvordan Lærke i forgrunden fører omhyggeligt opsyn med at det går rigtigt for sig.

Der blev danset brudevals

og det var tydeligt at de holder godt fast i hinanden.

Morgen


Jeg sidder lunt i sofaen og beundrer udsigten gennem altandøren mens solen langsomt står op over Mellieħa.
Fra de første lyserøde stråler på lammeskyerne i horisonten, og mens lyset gradvis farver en større og større bid af udsigten mod vest med sit gyldne lys.

For husene på bakketoppen mod syd er det blevet dag allerede.

Yndlingsmenneskene sover endnu, jeg har varm the i koppen og dagen står på spring 🙂

Færdig! :-D


Det lykkedes, sidefag nr. 2 er i hus 😀 😀 😀

Tre-et-halvt år med arbejde og uni parallelt er overstået. Ikke flere lange aftner med endeløst studie efter forberedelsen til morgendagens arbejde er færdigt.

Ikke mere tovtrækkeri med administrationen om hvorvidt mine kurser udgør et sidefag i fysik (deres sidste brilliante udspil før godkendelsen var at de mente jeg manglede et basis-matematikkursus for at opfylde kravene, til trods for den kandidatgrad i matematik de selv har udstedt til mig(!). Det tog en, vist efterhånden noget irriteret, formand for undervisningsudvalget at få dem til at indse det ikke-helt-logiske i den idé. Bureaukrati er en herlig ting).

Ikke mere Ingrid-slider-med-alt-husarbejdet mens jeg regner flere partikelfysikopgaver. Slut på jeg-banker-hovedet-mod-forståelsesmuren-føler-mig-dum-og-klager-mig-højlydt mens Ingrid er den urokkelige, men udmattede, mentale støtte.

Heller ikke mere fysik-læsegruppe med Nis over videochat. Den del kommer jeg til at savne. (Men ikke nok til at tage flere unikurser – vi må finde på noget andet 😛 )

Jeg har ikke lavet meget andet efter arbejde end at sove og stene med en bog de to måneder siden den sidste eksamen. Det kommer til at tage tid at fylde reserverne op. Men det er begyndt! 😀

Pas på, verden: I’m back! 😀