I La Brea ligger Page Museum der udstiller diverse af fundene man har halet op af tjærepølene. Blandt andet adskillige sabelkatskeletter som dette.
Her kan I se at små sabelkatte har sabelkattemælketænder inden de får deres blivende sabeltænder:
La Brea
Warmth on my upturned face, uncovered hair and bared arms, the light red-golden filtered through eyelids. The hot wide smell of tar from the pit on the other side of the path.
Cool moist grass beneath me, the low stone wall at my back reaching body temperature and giving off a faint rock scent mingling with that of sun-touched skin. A tiny bug tickling as it crosses the strip of back between jeans and brown sweater.
Noon approaches, my hair approaches 120 F and I ponder converting neck scarf to hijab against the sun.
Children running, families pushing strollers, the breeze rustling oak leaves and a book forgotten in my lap, its appeal unable to compete with the sun for my attention.
Summer in the midst of winter.
Frugt
Vi er kommet til Tante Ella-land hvor appelsinerne og citronerne gror!
Allerede da vi steg ud af flyet igår og mødtes af den blide luft stod det klart at der er langt til det snedækkede New York.
Her til morgen vovede jeg mig udenfor i sandaler og uden sweater – sommertøj foeles sært uvant og meget lyst når man ikke har et forår til at vænne sig til (gisp!) hvide bukser ;-
Planen for i dag er Hollywood Entertainment Museum – de oprindelige Star Trek-kulisser. Dem har Nis og jeg talt om at se siden vi lærte hinanden at kende 😉
Men de åbner foerst senere, så for at fordrive tiden og afhjælpe min maves utilfredshed ved at vågne op til et madløst hotelværelse (morgenmad ikke inkluderet ;-/) drog vi en blok ned ad gaden til Grand Central Market.
Og her gik det for alvor op for mig at jeg er i mildere klimazoner. Et væld af frugt og grønt af alle slags og til få penge. Røde, modne tomater 4 pund for $1. I Ithaca: Tomater $3.49 for et pund! Appelsiner 4 pund for $1. I Ithaca: 4 appelsiner for $1.99. Wow!
Tilsammen købte vi 10 pund frugt – for $6!
Jeg tror ikke vi får brug for at gå ud at spise lige foreløbig 😉
Efter at have beskuet broen fra Enterprise (1701-D for de teknisk interesserede) og naturligvis som gode turister taget billeder, her er Nis i Picards kaptajnsstol,
gik vi en tur ned ad Hollywood walk of fame og kiggede på stjernern. Der var 117 navne jeg aldrig havde hørt før, men også mange velkende. Et enkelt eksempel:
(I øvrigt, for nu at løbe en smule ud af en tangent, kunne man også nemt forledes til at tro at 117 er antallet af spor på Grand Central Station i New York. Eller også har de bare så mange at de ikke orker at nummerere dem præcist længere ?Tag A-toget til Brooklyn fra perron 117? 😉
Ingen af delene er desværre tilfældet. I øvrigt en rigtig lækker stationsbygning, ren og fin, højloftet og i skinnende sten. Men alt for stor til at man kan tage et billede der yder den retfærdighed uden en vidvinkellinse. Sådan en har jeg sukket efter mange gange de sidste måneder 😉
Her er en absurditet fra Hollywood Entertainment Museum, hvad tror I det er? (Forklaring følger efter billedet, så gæt inden I bladrer ned)
Nej, det er ikke et torturinstrument, den er til at måle hvor og hvordan en skuespiller(inde)s ansigt afviger fra skønhedsidealet, så makeupartisten nemt kan se hvor og hvad der skal rettes og skjules.
Behøver jeg sige at den er fra halvtredserne?
Hvis I nogensinde har grublet over hvad der mon står på lugerne,skotterne og panelerne i Star Trek, så behøver I ikke gruble mere:
Både de små mærkater her og Okudagrammerne (de lysende ?tastaturer? folk trykker på) er fulde af slige visdomsord. Andre af mine favoritter var ?Don’t tug on Supmans cape?, sangen fra Gilligan’s Island og på Okudagrammerne de små ikoner af skildpadder, kaniner og andre småting hvis relevans for driften af et rumskib går en smule over min fatteevne 😉
En sidebæmærkning om Californisk arkitektur: I Danmark når der bygges nyt, er det i mine øjne ofte strengt, trist og firkantet, ethvert tilløb til skønhed eller bare mild interessanthed dræbt af den skandinaviske minimalisme. (Må den dø en hastig og grufuld død.) Den slags kvababbelser har amerikanerne ikke, og der var utallige bygninger med inskriptioner, relieffer, tårne, søjlegange og stort set alle andre udsmykninger hjertet kunne ønske sig. Hvis ikke det var fordi jeg kun medbragte en enkelt 128MB kiks til mit kamera kunne jeg have tilbragt timer og dage alene med at knipse arkitektoniske detaljer. Her er et par eksempler:
Toppen af det offentlige bibliotek i downtown LA
Toppen af et tilfældigt højhus (og en skyskraber i baggrunden).
Ikke en bygning, men for rollespillere alligevel interessant: Fortovene i LA er fulde af faldlemme. Med lidt god vilje er de endda mærket med et kryds som sig hør og bør 😉
On flight CO1202 bound for LAX, after the glorious first push of acceleration at takeoff
Up here the sky is blue. Far below glimpses of snow-covered fields can be caught, The sight of blue skies above and white clouds underneath pushes me towards vacation mood. My instincts expect I am flying someplace warm – probably because I previously have mostly flown in summer for vacations.
Bright sunlight throwing reflections from my shiny twirly-pen in all directions as I write, resting warmly on the side of my face towards the window and prompting my eyes to lid against the glare.
Live’s “The Dolphin’s Cry” is playing in my mind and I wish I had brought the CD.
My mind takes off in a dozen directions at once, fueled by the limbo of transit, shaken loose from its paths of logic by the humming and shaking of the engine beneath me.
In transit I am free to dream, ponder, analyze, rethink and answer. In transit the world has no influence on me and is only felt by the pull on my heartstrings. Only I exist.
The skyscape is as utterly flat as I’ve never seen it before, a neverending great plane with marks in the clouds as from giant birds passing on snowy ground.
A haze hangs in the horizon, blurring the transition between white-in-white below and blue-in-blue above. A vast, empty space with me suspended in lotus in the middle. A sky-desert to burn the confusion in my soul, a nothingness for my thoughts to unfurl in, but me almost afraid to have them do so, as the room is so great they might evaporate and leave me altogether.
It feels a bit like that scene from “The Matrix” – that white room. Only friendlier with the warmth of the sun.
Yet another sacred mirror? Dare I brave the confusion, test my cohesion and look into it?
Metropolitan-museums-fortryllelsen slår til igen
Desværre uden billeder – dem kan jeg først uploade når jeg kommer tilbage til Ithaca
I dag har jeg lært at ikke kun biblioteker har vær stille-skilte – parker har dem også. Her er synet der mødte os i Fort Tryon Park på vej op til The Cloisters.
En snoet sti op gennem den snedækkede park i det nordligste hjørne af Manhattan, en endnu smallere trappe og en overdækket gang op til museet godt gemte indgang.
Stille indendøre, Neo-middelalderlig arkitektur med udstillingsstykkerne bygget ind. En søjlegang fra Frankrig her, et vinduesparti med glasmosaikker fra et kloster i Tyskland der. Som i Knossos en spøjs blanding af nyt og gammelt, men her det hele med en dobbelt stilhed, både kirke og museumsstemning.
Her er en enkelt udstillingsgenstand indefra, min broders navnefælle Skt. Christoffer med den lille Jesus.
Senere drog vi videre til the Met selv. En anderledes fornemmelse denne gang, men som sidst overvandt det mig snart med sin skønhed, sammenhængen mellem arkitektur og indhold, måben over dygtigheden af hænderne bag kunstværkerne.
En af de besøgende havde sit eget kunstværk med: Forfra blot en sort læderfrakke, men bagfra dekoreret i mange farver.
Jeg greb ivrigt chancen for at falde i staver over glasmosaikkerne igen – og det fascinerende atrium de er udstillet i. (En stor del af hvad der gør netop dette museum så indtagende er de fantastiske inderdørsrum – atriet, Astor Court, det egyptiske tempel…)
Det er muligt at Tiffany’s værker har for mange og klare farver til præcis at være god skandinavisk smag, men jeg må tilstå mig aldeles forgabt i dem alligevel.
Det sidste billede fra dagens udflugt må blive fra den japanske afdeling af våbensamlingen. Her ser i to tanto-klinger. Den ene fra 1819, den anden fra 1330erne. Kan I se hvilken er hvilken? 😉
Den 24. januar, aften
Empire State Building. Fuld af turister med kameraer og amerikanere der vil saelge dig ting – audio tours, fotografier, souvenir-ubrugeligheder…, eller uniformeret viser vej “exit to your left”, “please step forward”… Mit hovede fyldtes med al deres plapren, der var ikke plads til overs til mange tanker.
Men udsigten fra toppen var fin – kold, klar vintervind helt ind til mine knogler, og byen straekkende sig overraksende flad i alle retninger, Saert at den ser saa plan ud oppefra – set fra gadeniveau er man som en myre mellem mursten imellem skyskraberne.
Det danske konsulat – uniformerede portnere of vagter ved indgangen til bygningen. skriv venligst dit navn i gaesteloggen.
Overraskende danskesprogede ekspedienter paa 18. etage, og en skl med saltbomber og andet uundvaerligt hjemme fra inde bag deres glasrude (og ganske uden for min raekkevidde ;-/). En labyrintisk forklaring og 5 minutters kancellisprogsgranskning inden stemmeseddel, konvolut og følgebrev kunne udfyldes.
New York atter grå. Da jeg ankom var den hvid og sagte af sne, men allerede nu har den genvundet sin gråhed, Sjappet ligger tykt og sæbefedtet overalt og mine yndlingsstøvler (læs: mit eneste par støvler) kan snart ikke tåle mere salt, væde og ubarmhjertig radiatortørring uden at falde helt fra hinanden. Vandkulde helt ind til benet – jeg foretrækker bestemt sneen.
Aftensmad på en libenesisk restaurant, Nis og jeg ender begge med at bestille en helt forkert hovedret, bytter under tjenerens undrende øjne og er begge tilfredse. The i civiliserede kopper, Nis saa søvnig af jetlag at han næsten falder i søvn ned i sin.
Stille hotelværelse. Han sover nu, i varmen (ingen termostat) og ligner en sær krydsning mellem Zorro og en fange med den sorte sovemaske de gav ham i flyet.
Jeg skriver ved border foran spejlet og ser hans spejlbillede ud af øjenkrogen, så uvant efter al min alenetid.
Full Circle
Sitting here blogging in the bean bag chair in Kamal, Ganesh and Siggi’s office I have come full circle. Today is my last day of work before packing, going on vacation and then leaving for New Zealand.
In my fist week at Cornell, before I got assigned an office, I would also sit here in the bean bag or the windowsill – courteously invited to do so by the inhabitants of this office so I didn’t have to hang around waiting in hallways – reading my AI book in preparation for class or waiting for some appointment taking care of the multitude of practicalities surrounding my arrival.
Then the view was green and I was astounded by the dazzling labyrinth that was my new life to be here.
Now the view is white and I am confounded by the challenge of leaving all this in order to traverse a new labyrinth.
There must be strength and experience to be gained from the sadness and trepidation in this, but I have yet to discover how to crystallize it.
Så kom vinteren endelig
Vejret i Ithaca er som jeg vist har nævnt ret omskifteligt.
I går aftes begyndte det brat at sne, og det blev det ved med. I morges da jeg stod op og kiggede på vejrudsigten mødtes jeg af dette syn:
For de ikke Fahrenheit-kyndige kan det oversættes til -18 grader celsius med en windchill på -30 😉
Da jeg kom ud lå pulversneen ankeldyb og jomfruelig – få andre fandt det tilsyneladende ønskværdigt at bevæge sig undendørs en tirsdag morgen inden 7. Vinden var tung og skarp af sne, og udsigten ganske skjult bag fnuggenes dansen.
Oppe på stien så der sådan ud:
Stedet hvor stien leder ud til Maple Ave, og hvor jeg i sommers tog dette (i min egen ydmyge mening) ikke ganske usle billede, havde nu en ganske anden fremtoning:
Ligeledes var synet ned i Cascadilla Gorge fra broen ind mod universitetet et ganske andet nu end den dag:
Slutteligen er her efter billederne af klimaet et billede af dets effekt efter 30 minutters gåtur. (Halstørklædet er grønt! Og ja, det er is i mine øjenbryn og -vipper.)
Frygt den som frygtes bør
Småkager
Værs’go Ida 😉
Her er Hannahs (Kamals søsters) fabuløse opskrift på chocolate chip cookies. (De er også gode hvis man ikke er Ida, men det var hende der spurgte efter opskriften. Især lune. 12 (ikke 15!) sekunder i mikroovnen er passende når de ikke længere er nybagte.)