Kattens Rejse

Igen

Tilbage i Tokyo igen. Det føles meget anderledes denne gang – forskellen på at ankomme til og komme tilbage til er bestemt ikke uvæsentlig. Tonen af folk der taler japansk lyder velkendt nu, endskønt jeg stadig ikke forstår hvad de siger.
Den første japanske mærkværdighed der jeg traf i denne omgang var kiosken på perronen for Narita Expressen i lufthavnen. Det var åbenbart tid til kioskdamens pause, men i stedet for at sikre sit varelager bag lås og slå som hendes danske kollega utvivlsom hvde gjort, trak hun et bare et forhæng for og gik fra chokolade, aviser og læskedrikke! Brat påmindelse om kriminalitetsniveauet i Japan i forhold til hjemme.

Kortvarigt tilbage i et mildere klima: Mandag morgen 5:07 fra den franske altan på hotelværelset i Bremen.

MKM 2005

På vej til Tyskland.
Som en god japaner – nu hvor jeg har boet i Tokyo i to måneder og er begyndt at tillægge mig assimilerede træk – havde jeg naturligvis anskaffet en mængde omiyage at tage med til Bremen, både noget til Kamal, Daniel og min Far som har fødselsdag på søndag og ting af mine egne der skal med dem tilbage til Danmark, og (Nej det er ikke løgn) en god meter katanareplika til Nis.
Ikke overraskende havde dette den øjeblikkelige effekt at min taskes hjul gik i stykker så den ikke længere kunne rulle men måtte bæres 🙁
Min redning var Stephane (ham har I set før) som heltmodigt tog toget til Shibuya med mig klokken halv seks onsdag morgen og hjalp med at finde ud af hvor man skifter til lufthavnstoget og bar min håbløse mængde bagage. Tusind tak! 🙂

Efter en times tid i toget mod Narita fortsatte dagen med en praktisk illustration af vittigheden “Hvor mange japanere skal der til at åbne, undersøge og certificere et replikasværd i sikkerhedstjekket ved indgangen til lufthavnen?” Svaret er 2 uniformerede og en i jakkesæt hvis eneste funktion er at teste den præsenterede klinge med en finger. Lige så sirligt som de havde skåret tape over og pakket sværdet ud pakkede de det ind igen, satte tape og plastikbærerem på. Alt sammen med velovervejede og præcise bevægelser som efter en ritualdrejebog. Det gav mig en glimrende lejlighed til at øve mit japaner-stenansigt – jeg var allerede 20 minutter forsinket til tjek-ind og deres pakke ud-og-ind-ritual var tydeligvis tilrettelagt med hensyn til æstetik, ikke tidsforbrug.

Jeg kan også berette at er noget længere fremme end resten af verden når det kommer til androider. Ved paskontrolkøen var den række der ikke blev brugt den morgen afspærret med skiltet “Out of order”. Og jeg som troede det var rigtige mennesker der tjekker vores pas. Åbenbart ikke i Japan!

Efter en meget lang flyvetur til Amsterdam, hvor jeg mod sædvane slet ikke kunne falde i søvn (men til gengæld fik set både Hitch, Ice Princess og Something¨s Gotta Give) og en hastig løbetur mellem to yderpunkter af Amsterdam Shiphol stod jeg sammen med de par snese andre andre passagerer der også skulle med de minimale fly (en Fokker 50) videre til Bremen i en meget varm transitbus i solskinnet uden for gate B23.
Der stod vi længe.
Til sidst sagde en undskyldende stewardesse at flyets personale grundet en computerfejl endnu ikke var landet, og de ville lukke os ind i terminalen igen, så vi ikke skulle stå og bage herude. Ved siden af døren ind stod hun og så passivt til som vi i gåsegang gik tilbage ind gennem svingdøren.
Hendes opførsel forkom mig udefinerbart sær, indtil det slog mig: I Japan ville hun – eller måske snarere en japansk stewardesse i hendes situation – have bukkket dybt og undskyldt til hver eneste passager som vi defilerede forbi hende. Uciviliserede hollændere!
…. Det skal dog siges at da personalet der skulle flyve os endelig kom frem lykkes det dem at bringe os til Bremen til det oprindelige tidspunkt – de fik skåret en times flyvetur ned til en halv 🙂 Jeg var ganske imponeret – hvordan slår man genvej når turen allerede er i fugleflugtslinie?

I Bremen lufthavn ventede Kamal på mig. Sært som man (eller i hvert fald jeg) kan glemme ikke uvæsentlige egenskaber ved folk man ikke har set i nogen tid. I dette tilfælde udseende! Og det er jo ikke fordi jeg ikke har haft kontakt med ham siden jeg så ham i New Zealand – vi chatter eller taler i telefon næsten hver dag. Så hans stemme kunne jeg godt genkende, og jeg ved hvad han mener om diverse emner fra de andre artikler ved denne konference, over kvaliteten af Rob Thomas nye album til hvorvidt risengrød er menneskeføde. Men på en eller anden måde var det lykkedes min hjerne at glemme hvordan han ser ud! Sært. Men nu hvor jeg har været her et par dage kan jeg efterhånden genkende ham på udseendet også 😉
Her er han mens han præsenterer vores artikel.

Igår kom Far og Daniel herned 🙂 Det var aldeles stort-smørret-grin-over-hele-femøren hyggeligt at se dem igen. – vi gik tur i Vegesack, spiste is, så på det fantastiske shoppingcenter, gik ud at spise

og snakkede, snakkede, snakkede. Da vi havde Kamal med ude at spise is (eftermiddagens workshop var heller ikke noget for ham)

fik jeg også lejlighed til at erfare at Daniel taler et nydeligt engelsk. Godt at vide til senere 🙂 Samt at min Far ikke har glemt nær så meget af sit tyske som jeg har – måske skal jeg til at låne Star Trek DVDer og se dem synkroniseret på tysk når jeg kommer hjem.

Ved middagstid i dag kørte de hjem.

I øvrigt har det kun forøget sprogforvirringen i min hjerne at komme til Tyskland. Som man går igang med at lære et nyt sprog skubbes tidligere erhvervet viden tilsyneladende ud af ens hjerne ;-( Manden i kebabboden på hovedbanegården (hvor jeg spiste den første aften på vej ud til universitetet) forstod det spøjst nok ikke da jeg prøvede at bestille min aftensmad – på japansk!

De sidste billeder fra Frøkenens Fantastiske Familieferie

er nu online. De ligger lidt længere nede på deres kronologisk korrekte plads. (Her er et link til de dovne.) Som en sidste krumme kommer her et tydeligvis ærværdigt træ Lasse fotograferede i Nara Koen:

Ikke sådan forstået naturligvis at det er alle de billeder jeg tog – men så mange kan i nok alligevel ikke holde ud at se på 😉

… Og hvis I kan, så lover jeg at der nok skal komme billeder fra Bremen når jeg rejser til konference der i næste uge. (Hvor bizart at se sit navn på tryk, også selvom de ikke kan stave det.) Jeg glæder mig allerede slemt til at se min Far, Daniel og Kamal igen!

…. Om blot 5 dage er mit fly lige lettet fra Narita. Nogle dage er det svært at være tålmodig, også selvom man lige har læst et spændende link om Zen (Tak Thomas 🙂 ). Måske var kravleturen gennem søjlehullet i Todajitemplet ikke så oplysende som rygtet påstår 😉

Om en dreng

Jeg kender en dreng som blev ni år igår. Så for ni år siden stod jeg i en telefonboks på Peterspladsen i Rom og fik at vide at min Mor med stort arbejde og besvær havde forvandlet sin enorme mave til en lillebror til mig – lyshåret og med skinnende gråblå øjne som blankpolerede sten i strandkanten.

Men det er nu ikke det det skal handle om her. Det handler om igår, hvor drengen jeg kender havde fødselsdag. Normalt når man har fødselsdag bliver man vækket af Mor og familien med flag, sang og gaver. Men denne fødselsdagsmorgen blev drengen vækket af en gruppe larmende japanere i værelset ved siden af – lyd rækker langt gennem tynde papirskydedørsvægge – og munkene som ringede med klokken for morgenceremonien klokken seks.
Men drengen klagede ikke – heller ikke selvom han normalt bestemt ikke er morgenmenneske. Stille – for i modsætning til japanerne i værelset ved siden af havde han lært at være hensynsfuld – sang han “I dag er det min fødselsdag og det eneste jeg ønsker er at få lov til at læse min jumbobog i fred”

og så tog han tøj på og gik med hen til morgenceremonien – uden at få morgenmad først – og sad pænt og stille i dunkelmørket og lyttede til munkenes messen. Senere, da ypperstepræsten snakkede en hel time på sprog drengen ikke forstod klagde han heller ikke.

Da han endelig blev sluppet ud og hen til morgenmaden efter næsten to timer og så at den bestod af

ris, grøn the, misosuppe og diverse små skåle med japanske eddikesyltede grøntsager, tang og tofu i lage – ikke den fødselsdagsmorgenmad han kunne have ønsket sig – klagede han heller ikke, men tog sine spisepinde og smagte høfligt på hver af de fremmedartede ting (ganske som han havde gjort aftenen før med den mindst lige så fremmedartede aftensmad)

og spiste det han kunne lide – risen.

Udenfor øste det ned, og de skulle rejse længe – hele vejen fra Koyabjerget hvor templet de havde overnattet i lå og til Osaka, sidste stop på rejsen i Japan. Men drengen klagede ikke. Ikke engang da han var meget frokostsulten og næsten blev væk da de skiftede tog på Tennoji station på vej ind for at se Osaka borg kneb han mere end en enkelt tåre, og snart smilede han igen.

I kan tro jeg er stolt af ham drengen! 9 år og sådan en dannet, omhyggelig og betænksom opførsel. Tænk at jeg er så heldig at kende en som ham.

Her kan I se ham spise sin tredie fødselsdagscheeseburger.

En dag håber jeg vi kan rejse på eventyr sammen, bare han og jeg, ud i den ukendte, særprægede og forunderlige verden.

Alene

Mine øjne er stadig stive af lufthavnstårer som jeg – for første gang alene – viser mit JRail Pass og går gennem billetsluserne til toget mod Shin-Osaka og Tokaido-shinkansen tilbage til Tokyo.
Jeg vender mig om og kan næsten se dem der, som så mange gange før i løbet af de sidste to uger, vandrende lidt bagefter mig, ikke ganske tilfredse med min raske gang og ditto navigering gennem stationerne.
Men nu er kun jeg her. Jeg kan stadig se min Mors smil, den solbrune hud og den grønne bluse som hun hastigt løb tibage efter sin kuffert inde på den anden side af sikkerhedstjekket – man skal huske at tage den med sig igen efter den er blevet gennemlyst 😉

Om ikke længe vil de være i luften på vej mod Frankfurt – cirka samtidig med at min Haruka-express ankommer til Shin-Osaka. Jeg ser mig forvirret om efter det lyse hår, rækker ud efter den varme barnehånd der har holdt min de sidste dage, men sædet ved siden af mig er tomt.

Min skal af kontrol er skrøbelig – en vilkårlig vildfaren tanke truer med at prikke hul og lade tårerne flyde igen. Papiret er sløret og lommetørklædet er vådt som Osakas forstæder suser forbi. Igår kørte vi samme strækning på vej ind for at se Osakajo, den rekonstruerede borg, i øsregnvejret på Christoffers fødselsdag. Jeg er sikker på at det var de japanske børn der fik det til at regne og at det var solskin i Danmark!

Hvorfor mon det er så meget sværere at have haft og nu ikke have deres nærhed end slet ikke at have haft den?

Koyasan og Osaka

Vores aften i Nara spiste vi på en spøjs lille cafe der udover at servere Doria (kan bestemt anbefales – når nu pasta med smeltet ost er så tiltalende, eksempevis i pastitio, hvorfor har jeg så først nu opdaget godheden i ris med smeltet ost og diverse kødfyld?) også havde chokolade-bananjuice på menukortet. Ud fra billedet at dømme yderst interessant at iagttage blive drukket. Bemærk især kokken i baggrunden 🙂

Efter Nara rejste vi op i bjergene, til Koyasan. Først med tog, så med lokaltog, kabelbane og tilsidst med bus. Fra Naras tungfugtige hede til bjergenes overskyede, regnvåde kølighed. Det var sågar nødvendigt at tage både trøje og sokker på – revolutionerende og nyt.
Det er et område med mange buddhistiske munkeklostre, og det var også sådan et vi skulle overnatte i. Her er vi lige ankommet og kaster os over den ærværdige the og bønnekagerne sat frem til os på vores værelse. Endelig blev det så japansk som især Christoffer havde ønsket sig – tatamimåtter, fint bemalede papirskydedøre og et lavt bord.

Klostret havde en fin have i midten, med grønt, sten og rislende vand.

Og ude foran en stenhave som ypperstepræsten river i et nyt mønster hver aften. Her mediterer Mor over myggestikkene på sine ben og dagens mønster.

Her er et Lasse tog lidt senere i skumringen af det nye mønster.

Fra Lasses eftermiddagsgåtur rundt i området mens vi andre holdt slumretime er her den seværdighed jeg gerne havde set men ikke kom til eftersom det styrtede ned næste morgen, Tokugawaslægtens mausolæum.

Efter aftensmad gik vi tur og Lasse og jeg prøvede med forfængeligt håb om at natfotografere uden trefødders hjælp. Ikke overraskende førte det ikke til videre inspirerende billeder. Her er et af Lasse der tager et billede 😉

Og her har min Mor foreviget mig medsamt de nydelige vægdekorationer.

Sådan ser det ud når hun kommer tilbage efter at have børstet tænder – og folk undrer sig over mine (manglende) manerers oprindelse…?!?

Næste morgen var det Christoffers fødselsdag. Til min glæde og fornøjelse synes han om sværdet jeg havde købt, og Mor flåede mig ikke langsomt for at give ham det.

Hun havde blandt andet købt ham en meget eftertragtet yukata, så her er han, med yukata og wakisashi, klar til angreb. (Praktisk at et wakisashi til en niårig næsten har katanalængde 🙂 )

Ved kabelbanestationen kunne det tydeligt ses i horisonten at vi var højere oppe end skyerne.
.
Min stærke Mor bærer sin kuffert in i kabeltoget. Lasse fotograferer.

Ankommet til Osaka regnede det stadig. Her er vores hotel (vi boede på 37. etage) fotograferet fra togperronen.

Vi drog ind for at se Osakajo i dryp-dryp-dryppen

… Og kom ud derindefra lidt senere til subtropisk brusebadsagtig sommerregn. Her har vi søgt ly under portbygningens bue. Bemærk især Mors fine regnfrakke.

Derinde så vi bl.a. Borgbyggerens gyldne theværelse

og en vældig udstilling af nye klinger. Så mange at Christoffer sagde “Behøver vi se på flere sværd?”!

Da det var hans fødselsdag medgav den onde søster at det var i orden at lave lidt larm, bare en enkelt gang, her fra togstationen ved vores hotel.

Og her har Christoffer fotograferet ufoen i lobbyloftet.

Om aftenen gik vi efter fødselsdagsbarnets ønske ud at spise burgere til aftensmad, og bagefter købte vi slik, snacks og drikkevarer med hjem på værelset og spillede kort og hyggede. Til sent, for Christoffer ville være meget træt dagen efter så han kunne sove i flyet hjem.
Det sidste billede er fra mandag morgen, efter morgenmaden er spist og alting er pakket lige inden jeg fulgte dem til lufthavnen.

Nara

Dette er det fineste hotel indtil videre. Man føler sig helt forkert med sin skoletaskerygsæk og røde T-shirt her blandt jakkesættene. Det er så fint at vi først kan tjekke ind efter klokken 13, så vi må på vores bære-bagage-ind-og-ud-af-tog-trætte fødder straks gå videre ud og se på Nara.

Det første vi så var den berømte Isui-en promenadehave. Her er et forsøg på at fange en af dens små søer

Det er i øvrigt en have med værdighed – den er vel vant til yndigt spadserende skønheder i kimono – til nøds i disse tider uden:

– så da Christoffer løb om et hjørne snublede den ham i det våde grus og hudafskrabte ham slemt 🙁

Så vi forlod den onde have og gik mod Nara park, hvori ganske mange af byens seværdigheder ligger spredt. Og de er ikke det eneste der ligger spredt der – parken er fuld af snotforkælede shika-hjorte som fodres af turisterne. (Og dermed også fuld af folk der sælger hjortefodder.)
De lå dovent langs med stierne men samlede sig lynhurtigt i skubbende klumper hvis man tog sig til lommen eller sad og spiste noget selv og går ikke af vejen for at snuppe mad ud af hænderne på folk (eller lettere ofre: Mindre børn).
Her er de lige inden de begynder at skubbe så meget han bliver bekymret.

Vi var også henne at se Todajitemplet – den største træbygning i verden. Den ligner lidt et ansigt med horn på hjelmen og overskæg 🙂

Inde i templet, bag den enorme buddha (som I ikke får noget billede af, der var ikke lys nok derinde til at mine rystehænder kunne tage et billede af den) er der en søjle med et lille hul for neden. Den som kan kravle igennem hullet er efter sigende sikret oplysning (I den åndelige forstand altså, spar jer de dumme vittigheder). Noget nemmere end kamelen gennem nåleøjet, ikke?
Vi kan rapportere at både Christoffer og jeg (samt et ældre og gangbesværet japansk ægtepar der prøvede lige inden) er på den sikre kurs mod oplysning:-) Her er beviset:

Til sidst kan I se mig her, som jeg sidder og skriver på vores værelse i hotel Nikko Nara. Eller rettere stirrer dumt ind i spejlet og prøver at anvende indgangsvinkel=udgangsvinkel i praksis.

Kyoto

Brede, våde fortov og tung subtropisk regn. Sultne myg i skjul om hvert et aftenhjørne.
Den første aftenhimmel der var andet end bare hvid og skyet – som her, fotograferet af Christoffer:

To menneskers snorken til højre og et tungt barneåndedræt til venstre. Stille morgentid – Damhøjerne er måske morgenmennesker, men ikke Bundgaarderne.
Lyden af min Mors brusebad som jeg nyvasket taster, med tætdistribuerede kløende myggestik – der er efterhånden en del, mine empiriske undersøgelser tyder på at den stokastiske variabel der repræsenterer deres forekomst er poissonfordelt med en ventetid på skarpt under 12 timer, og eksperimentet begyndte straks vi forlod Tokyo for Hakone og senere Kyoto for nu 5 dage siden. I dag går det videre til Nara – gad vide hvilken sandsynlighedsfordeling myggene sværger til der? Jeg håber forfængeligt på den der er konstant lig nul!

Kyoto er mærkbart mindre by end Tokyo. Der er brede gader, plads på fortovet, næsten cykelstier (den ene del af fortovet er til cyklister!… Ikke at hverken de eller fodgængerne bliver på egen side) og blot 3 undergrundslinier. Flere af vores udvalgte seværdigheder har endda været inden for gåafstand af hvor vi bor, ved krydset mellem Oike- og Karasuma-dori.
Her er fra den første dag Nijo-jo, borgen i Kyoto.

Og dens have


Og her fra igår hvor Christoffer og jeg var ude ved Kiyomizuderatmplet imens Mor og Lasse var henne at se kejserpaladset.
Det er berømt for sin vældige veranda –her er først et billede taget oppe på den

og her et set op mod den.

Et interessant hjørne

Dømt ud fra farverne, som på dette billede kunne man lige så vel tro det var en forlystelsespark.

De små gader der fører op mod templet – “tepottestræderne”, det vrimler med pottemagere – var fulde af skolebørn på udflugt som kiggede i souvenirbutikkerne.

Her på vej tilbage ned til busstoppestedet kan I se hvor Christoffers interesser i virkeligheden ligger 😉

…. Ved flere templer har vi set små statuer, især ræve, og som I kan se har mange af dem “hagesmække” på Vi undres. Er der nogen derude som kan oplyse os?

Senere var jeg med Lasse ude at se Kinkakuji – et af de mest fotograferede steder i Kyoto. Desværre var der ikke vindstille nok til at spejlsøen var helt blank, men her er mit bedste forsøg.

Regntiden skal I da også se – her fra da vi var henne og konstatere at Higashi-Hoganji var lukket. Men så kunne vi da stå i ly under dets store port lidt 🙂

Uden for et af templerne så vi dette skilt – I skarp kontrast til nogle af dem jeg har set udenfor kristne kirker som lover synd, svovl og ødelæggelse.

Den seværdighed der gjorde mest indtryk var Sanjusagendo – templet med de 1001 statuer af Kannon. Dunkelt, med duft af røgelse og træ og række efter række af gyldne,rolige ansigter, med stille smil og meditativt halvlukkede øjne. Man måtte ikke fotografere de hellige statuer, så I må nøjes med et billede udefra hvor det ligner andre templer.

Som det sidste fra Kyoto kan I få et billede af stationen: Det er ikke antikt det hele.

Templer, haver og museer

Ja templer skal vi jo nok komme til at se flere af senere på turen, men i dag tog vi alligevel til Asakusa og så det berømte Kannon-tempel. Her er de i mylderet på vej derop.

Og her er Christoffer og Lasse der lider den skæbne der tilfalder enhver mand der rejser i selskab med kvinder: Ventetid mens damerne er på toilettet. (Eller mens damerne tager lang tid om at komme tilbage fra toilettet fordi de stopper op og fotograferer på vejen.)

Senere tog vi færgen tilbage ned ad floden til midtbyens glas og stål

og gik tur i kejserpaladsets østhave.


Vi så dog kun en brøkdel af den, da de fleste af os på dette fremskredne tidspunkt på dagen var plaget af varierende grader af ømme fødder.

Straks tilbage på hotellet fyldte Mor og Christoffer koldt vand badekarret, og sad der på kanten og svalede dem. (Fødderne altså)

Turen bragte også dette billede af min Mor – ikke helt skidt hvis jeg må sige det selv.

Søndag nåede vi på Nationalmuseet inden vi rejste sydpå og ud på bøhlandet. Som et par enkelte udsnit kan I her få en storøjet tiger

og mit ønske til jul

(det er en naginataklinge hvis I skulle være i tvivl.)

Ankommet med det sidste tog ( Klokken 18!) til turistområdet ved Hakone nationalpark, gik vi ud og spiste fint i anledning af Lasses fødselsdag dagen efter. (Læs: Vi kom uheldigvis til at vælge en dyr restaurant.) Men maden var nu også fin!
… Og det er første gang jeg har fået en fisk så frisk at dens filleterede skelet stadig sprællede på tallerkenen.

I dag har vi så trasket lidt rundt i turistbyen. Vi gik tur ved et lille tempel – her er Mor med dets brønd i baggrunden.

Der var fuld af små statuer som jeg på pinligste vis ikke ved hvad meningen med er. Alle med spøjse ansigtsudtryk og sjove grimasser.

Lige ved siden af lå en lille shinto-helligdom. Der havde de ikke vand, men dragesavl 😉

De kan noget med spejle

Fredagens program havde Chistoffer bestemt: Tokyo Disneyland. Her er de foran det obligatoriske Askepotslot.

Det var ikke verdens vildeste rutschebane, men vi klagede ikke 😉

De fleste af forlystelserne var indrettet så der også var noget at se på når man stod i kø – her fra ventetiden til Space Mountain – en overdækket og mørkelagt rutchebane blandt galakser og stjernesystemer.


Og lige uden for lå:

Mest imponerende var nu nok spøgelserne i “The Haunted House” – vaskeægte livagtige, bevægende og halvgennemsigtige. De kan noget med spejle!

På vej hjem var de lidt trætte 😉