I tirsdags var jeg i Ginza og se kabuki (japansk teater) i det berømte Kabuki-za på Fujiko-sans invitation.
Fujiko-san er en venlig japansk dame jeg har lært at kende. Hun er mangeårigt medlem af Hippo Family Club en organisation der fremmer indlæring af mange sprog samtidig gennem leg og hygge, og som i Japan gerne involverer sig med udenlandske studerende.
Det hele startede da Mikael inviterede mig med til en Hippo-aften, og siden da har jeg været til koncert, inviteret hjem til Fujiko-san til middag

– og vi kan afsløre at japanere også spiller klodsmajor – til endnu en Hippo-fest og nu også i teatret.
Desværre var det strengt forbudt at tage billeder inde i teatret – der var ellers kostumer, farvepragt og makeup foralle pengene. Stykket vi så var “Kinkakuji” og jeg var specielt imponeret af den onnagata der spillede Yuki-hime, den tilfangetagne adelsdame der begæres af den onde og usympatiske Daizen. Alle hans (der er ingen kvindelige skuespillere i kabuki, kvinderoller spilles af smukke mandlige skuespillere der er specielt trænet til det og udelukkende spiller kvinderoller) bevægelser var yndefulde og perfekt feminine og fik i løbet af kort tid hans falsetstemme til at lyde troværdig, og mig til fuldstændig at glemme at det var en mand.

Jeg har desværre ikke noget billede af ham, så I må nøjes med en Yuki-hime fra en anden opsætning

På min indre skærm er fastbrændt billedet af Yuki-hime der fortivlet danser og snor sig i en regn af faldende kirsebærblade, lyttende til tempelklokken der fortæller at tiden hvor Daizens håndlangere vil henrette hendes mand nærmer sig og forgæves forsøgende at slippe fri af de bånd hun er bundet med.

Her er hun i en tegnet udgave, efter at musene hun tegnede i de faldne blomsterblade magisk kom til live og gnavede hendes bånd over.

Efter teatret inviterede Fujiko-san os på japansk frokost i en stillig restaurant i Ginza. For mig er noget af det mest fascinerende ved det japanske køkken måden hvorpå retter ikke bare er mad, men også dekoration. Jeg gad nok vide om nogle af principperne kan overførest til det vestlige køkken? Udover at de ingredienser der typisk bruges til dekoration ikke er så almindelige i Danmark (eksempelvis farvet soyaprotein) er det jo også lige problemet at nok kan jeg med helhjertet indsats af og til gå an som kok, men som kunsthåndværker har jeg ikke mange talenter.

Bare for at bvise jeg har været der (beklager billedkvaliteten): Det berømte Ginza-4-chome kryds.

Ginza er det mest berømteshopping distrikt i Tokyo – et afde første hvor den vestlige indflydelse blev synlig i 1800-tallet, og er i dag der hvor alle de dyre butikker ligger. Specielt denne her tror jeg jeg kender nogen der gerne ville raide 😉

Som i alle mondæne kvarterer med respkt for sig selv i Tokyo har Ginza et væld af stormagasiner. Alle japanske stormagasiner har tilsynladende mad og spiselige omiyage i kælderetagen, det meste overmåde æstetisk dekoreret og til uhyrlige priser. Se selv:



… Jeg ved ikke om I kan skimte priserne eller om jeg har skrumpet billederne for meget til det. Hvis ikke, så pris jer lykkelige! Det er sørgeligt at se så smuk en sukkeroverflod ganske og aldeles uden for ens økonomiske formåen.

Rejser • Skrevet 19. August, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Først, på afstand: Roppongi Tower, midt i komplekset. Glas og stål og slet ikke gråt.

Senere gennen kølige gule arkader af groft tilhuggede sten – en nærmest egyptisk fornemmelse – og med grønt i mange hjørner. Butikker og restauranter ligger ikke tæt som normalt, men spredt så man nærmest skal lede efter dem i de lange korridorer.
Mohri-haven – stier, rislende vand bænke med frokostspisere, en bid af komplekset i baggrunden.

I haven også skulpturen “Reversed Double Helix”

Bag haven ud mod nordtårnet en skummel kødæder.

I kompleksets mave en scene med typisk japansk pop, hvide plastikpalmer og playback.

Broer, mezzaniner og utvivlsomt ubetalelige lejligheder.

Ugens quiz: Hvor mange mælkeprodukter i nedenstående?

Svaret: Ingen. Billedet er fra min lørdag-eftermiddags-selvforkælelesessnack på en cafe der udelukkende serverer tofuprodukter som denne overmåde lækre isdessert. Mmmmmm 🙂
På stationen en overraskende bid 30erstil.

Og en lang-lukketidsghoul.

Nydelige unge japanere i yukata (antageligvis i anledning af Obon).

Og slutteligen på vej hjem noget jeg længe har villet have et billede af. I Japan er noget ofte smart når det er på engelsk – uanset meningen og korrektheden af grammatikken. Jeg tror eksempelvis ikke der er mange andre steder i verden et mærke som dette

“Naive Lady” (Køkkenrulle, toiletpapir, hygiejnebind, papirlommetørklæder m.m.) ville have stor succes.

Rejser • Skrevet 14. August, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Tokyo Girls are black and yellow,
Tokyo Girls are not all small;
Tokyo Girls are rather mellow,
With cool brown eyes than can’t fail to enthral.
Tokyo Girls are always shaven,
No hair is seen on arm, leg, face;
Tokyo Girls are careful dressers,
No wrinkles or anything out of place.

Tokyo Girls sit with their backs straight,
Tokyo Girls are never loud;
Tokyo Girls will never berate,
But silently stare if you’re disallowed.
Tokyo Girls are frail and slender,
Yet thick shields they have to deploy;
On jam-packed trains their defender
Empty eyes, no expression of joy.

Tokyo Girls are light and dark,
Tokyo Girls have impeccable poise;
Often on shopping sprees they embark,
Feeling safe in the crowds and noise.
They can be very jealousy-inspiring,
They can be very ideal in shape.
Before even trying I see me tiring
Of trying to match their physique and their drape.

Tokyo Girls wear stilettos,
Even on days with raging typhoons;
They don’t think Tokyo feels like ghetto,
And are not sad that clouds hide the stars and moon.
Tokyo Girls master the softest touch,
They’re apparitions of elegance and style.
So sad that Japanese girls count only as much
As the salaryman they can hope to beguile.

Rejser • Skrevet 04. August, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Efter turen rundt i Kamakura drog vi til Kugahara, området hvor Professoren bor. Det er tidligere sommerhusområde med lavt byggeri og ligger tæt ved stranden. På en varm, varm dag som denne var der masser af folk der var nede for at udnytte havbrisen.

De andre studerende i Watanabe-laboratoriet er alle af hankøn, og stemningen på stranden var derfor som forventet noget testosteronfjollet. Her har Makino-san lige være på maven i sandet efter nogen udfordrede ham til at lave armbøjninger og satte sig på hans ryg mens han lavede dem. Ved siden af ham Kondo, en spasmager (med et brugbart engelsk endda).

Han benytte straks chancen for at skrive “baka” (fjols, idiot) i sandet på Makino-sans ryg.

Det gik ikke af, heller ikke efter en tur i bølgerne.
Da klokken nærmede sig 16 og spisningen skulle begynde vendte vi tilbage til Professorens hus. I mellemtiden havde indfundet sig diverse af hans tidligere studerende medsamt koner og børn. Det var en sært formel-og-alligevel-ikke stemning – en del undertoner af “vores sensei har inviteret os til grillaften, så nu må vi sørge for at have det hyggeligt”.
Her er en del af gruppen under spisningen – professoren i baggrunden ved grillen.

Og her rygelokalet.

Makino-san (med armen oppe) denne gang uden sand.
Slutteligt kan det bemærkes at Kondo er en legeonkel af rang 🙂

Rejser • Skrevet 02. August, 2005 • Ingen kommentarer endnu

I lørdags havde Mikael og jeg planlagt at tage til Kamakura og turiste. Om eftermiddagen holdt Professoren nemlig grillfest i sin have, ligeledes nær Kamakura, og så kunne vi slå to fluer med et smæk.
Som jeg søvnig (det var tidligt, for der er et pænt stykke med tog til Kamakura, og jeg sover ikke så godt i varmen) vaklede ned i køkkenet og gav mig til at vaske en skål til min morgenmad (tro mig, når man deler køkken med 70 individer med varierende ideer om køkkenhygiejne vasker man porcelænet inden man bruger det) sprang skålen (der åbenbart havde et svagt punkt) i to dele, og den ene halvdels skarpe brudflade kolliderede med min arm inden den faldt ned i vasken med et brag. Av!

Da jeg beklageligvis er en skrøbelig og svag blomst der ikke sådan tåler at se blod (omend mit eget nu er knap så slemt som andres) tog det mig en 20 minutters tid at fåstoppet bødningen, desinficeret såret og hitte en kombination af plastre der kunne dække det. Grundigt forsinket og noget perpleks lykkedes det mig næsten at smække døren uden mine nøgler, samt at glemme både badetøj og kamera 🙁
Heldigvis havde Mikael sit med, så jeg kan afværge de værste “send-flere-billeder”-råb 😉

Det var en aldeles modbydelig varm, fugtig og overskyet dag – en af den slags hvor at gå ud føles som at gå ind i et varmt badeværelse hvor nogen lige har taget et meget lagt brusebad og ikke åbnet vinduet. Sommer i Tokyo når den er…. klistretst. Men hvis man blev inde på den slags dage ville man sjældent komme ud, så vi begav os svedende og vejrgudernes uvilje til trods ud i det. Aldrig har jeg oplevt noget lignende, ikke engang midt om sommeren til kenjutsusommerkursus i gi og hakama efter 10 naginatakata – det løb af os i en kontinuert strøm. Terese den levende saltkilde? Intet under at alle japanere konstant går rundt med en klud til at tørre sveden af med.

Heldigvis var det idyllisk varmen til trods – her fra kirkegården omkring Tokei-templet i nordenden af Kamakura.

Et kig ned fra dens fjerneste ende

Det lader til at jeg ikke er den eneste der sætter pris på døråbnings-billeder 🙂

Bagefter gik vi over på den anden side af jernbansporene og så Engakuji, det andet af Kamakuras fem store zen-templer. Mikael havde været her før, så han overlod mig kameraet for en stund.

Det er muligt at japanske huse er hæslige og triste grå betonklodser, men deres tempelarkitektur er nu ganske malerisk, som eksempelvis denne bygning fra tempelområdet. (Da skiltene var på japansk kan jeg desværre ikke fortælle jer hvad den bruges til.)

Jeg var tilsynladende ikke den eneste der synes der var smukt – der sad en del folk rundt omkring og tegnede.

En fin lille statue i et hjørne:

og en vældig nydelig udskåret drage i dyb relief på en dør i en indre mur

Munke turister også

… da han studerede områdekortet før han begyndte at gå op ad trappen antager jeg i hvert fald at han ikke hørte til templet.

Senere tog vi den meget lokale Enoden-toglinie (som ind imellem holder tilbage, idet den krydser over gader og gennem folks baghaver) til Hase hvor den berømte statue af Amida Buddha som Kamakura er kendt for står.

Det er landets næststørste, kun overgået af Daibutsu i Nara. Denne virkede nu større, nok fordi den stod under åben himmel. Det har ikke altid været tilfældet, oprindeligt stod den i et tempel, men i 1495 skyllede en tsunami templet væk! Statuen må være slemt tung hvis en flodbølge der skyller enorme træbygninger væk ikke engang kan vælte den.
For jer der ligesom jeg af og til har overvejet hvad der mon er i guddommes hoveder kommer svaret her:

Ingenting! Det runde smådimser man svagt kan ane er indersiden af Amida Buddhas krøller, hovedet er fuldt af luft!

Ikke langt fra den store Buddha ligger Hases Kannontempel. Der har de følgende snedige indretning

Det er en drejelig reol til opbevaring af sutraer, og legenden siger at man opnår visdommen fra alle sutraerne i den ved at dreje reolen. Hvornår laver de mon sådan en med matematik- og datalogibøger?
På templets område var der også et lille hulesystem med små buddhastatuetter – dens indgang var endnu en anledning til et døråbningsbillede 😉

Indenfor var der mørkt, med votivlys foran de mange små statuetter.

Derefter blev det tid til at tage Enodenlinien videre til grill hos Professoren, men det har Mikael ikke sendt mig billeder af, så det må I høre om en anden dag.

Rejser • Skrevet 01. August, 2005 • Ingen kommentarer endnu

I går var himlen blå. Jeg havde ellers næsten glemt hvordan en blå hmmel ser ud herinde under de bestandige hvidgrå Tokyoskyer hvor man hurtigt kommer til at tvivle på om den virkelige verden er derude og føle sig indespærret som under en enorm arcologykuppel, gråt foroven, gråt forneden.
Men efter tyfon nr. 7 (jeg er stadig ikke klar over om det er dens navn eller dens type) passerede os i tirsdags fik vi til min glæde og overrraskelse to blåhimlede (taifuuikka), klare dage efter en tyfon har været forbi.
I dag har jeg ud af vinduet i computerlaboratoriet (hvor jeg sidder fordi min usle laptop er gået i stykker, grrr!) kunnet se smoggen langsomt stige igen, men indtil videre kan man stadig se blåt hvis man kigger lige op.
Det er muligt her er endnu varmere når solen skinner, men varmen til trods er det ikke noget dårligt bytte. Som jeg også skrev da jeg var i New Zealand er det så meget nemmere at være alene og langt væk når solen skinner. Det lader til at nok kan jeg rejse væk, men mine nordboinstinkter kan jeg ikke fornægte – verden er bedre i solskin.

Rejser • Skrevet 28. July, 2005 • Ingen kommentarer endnu