Onsdag, regnvejr. Første glimt af Fastaval – skolelugt, træk og kulde, glade mennesker jeg ikke har set længe.
Et mylder af folk i alle størrelser og en forventningsfuld summen. Dag 0 🙂

Torsdag, mere regnvejr. Utallige ture fra skolens fjerneste hjørne (hjemkundskab med de lune ovne) til fællesrummet med bradepander fulde af boller til morgenmaden. Ikke længe efter er jeg arkæolog med en brændende ambition og et trist ægteskab, på udgravning i Irak, 1931. Brændende ørken, bitre ord, djinni og det begrænsende liv som kvinde i en mandeverden.

Senere, efter mørket er faldet på og aftensmaden spist haster jeg gennem den belejrede by, vel vidende at trods min og mine fællers bedste indsats vil den falde inden morgenen gryr og alt jeg kender vil gå til i blodig død og rasende pest. Tragedien er uundgåelig, men da jeg – sent – falder i søvn med Leoparden i favnen er det med den runde rare følelse af fuldbyrdelse. Vi kæmpede mod det uundgåelige, og vore ofre reddede om ikke vores by – den tog pesten – så dog resten af verdenen fra de modbydelige og skånselsløse hære. Min broder død, mine frænder ligeså, og jeg med. Men vi kæmpede mod overmagten og det nyttede. Ofrene var ikke forgæves.

Træt morgen – jeg er ikke skabt til at komme sent i seng. Frysende hoppen i reservekøen. Hvorfor er det altid koldt på skoler? Har politikerne pålagt dem så mange besparelser at der ikke er råd til at have tændt for varmen og få sprækkerne rundt om dørene tætnet? Heldet er med mig – der er ledige pladser på det scenarie jeg helst vil spille og der er lige netop en tilbage da det bliver min tur.
Jeg tilbringer eftermiddagen blandt de underjordiske på Bornholm, eller rettere sagt omkring dem. I fortællingen om prinsen de har ventet på, kræfterne der påvirker ham og hans kamp mod sin onde tvilling tildeles jeg rollen som øen. Jeg har aldrig været på Bornholm, men jeg har nu været Bornholm.
Fortælingen bliver – mest grundet en for vægtig spilmekanik – til en tragedie trods vores bedste anstrengelser 🙁 Tragedie, men denne gang uden fuldbyrdelse, forsonenede træk eller nogen lyspunkter. Eftermiddagen føles ikke helt vellykket, men man kan ikke være heldig hver gang.

Junk food (jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har spist en købeburger og jeg ved nu hvorfor) og hyggesnak. Jorgo, Lars, Marie og jeg kortvarigt samlet om et bord for første gang i snart en halv snes år. Anders Trolle, stor, hyggelig og kamerabevæbnet. Hvirvlende, smilende, svedperlende dans (hvordan er den nogensinde kommet til at hedde pornopolka? Jeg kan huske vi dansede den i New Zealand da jeg gik til skotsk folkedans, og jeg ved den har et rigtigt navn omend jeg på grumt irriterende vis ikke kan huske det. Grrrrr!) Gruppedanse er fornøjelige 🙂
Jeg møder atter Maries Rune og kan nu huske hvordan han ser ud. Men denne gang er jeg også ganske ædru 😉 Der er megen glæde at finde i hendes smil og det er en fryd at se.

Formiddag – spøjst som Fastaval får morgener til at lide under formindsket eksistens. Jeg er Maria fra Guernica, officer for regeringstropperne under den spanske borgerkrig. Krigens gru, tvivlens gnaven – er uhyrlighederne berettigede? – og kærlighedens glæder. De 6 timer sat af til scenariet er ikke nok, og det ender noget uforløst med lidt for lidt spil og mange beskrivelser. Men trods alt en stærk, god historie.

Jeg krammer Lars og Marie farvel og går ned for at spille HotShot – genmodificeret, forbrydelsesopklarende reality-tv-stjerne i København år 2013. Det burde have været sjovt – var det i små bidder – præmissen var god, virkemidlerne fine, forfatterne dygtige. Men en af 5 spillere brugte små 3 timers indledende tale/spiltid mere eller mindre på sig selv og ved siden af historien med det resultat at vi til slut måtte jappe igennem scenariets klimaks 🙁
Bandende og svovlende (tak Nis, fordi du lyttede til mit brok) var jeg først hjemme i sengen hos Leoparden halv fire – hele 105 minutter inden vækkeuret ringede.

Tidlig morgen – de fandtes altså stadig. Det tager et helt kvarter under den varme bruser inden mine øjne kan åbnes nok til at sætte linser i. Søvnmanglende svimmel cykler jeg ned til havet for at holde påskemorgen, inviteret af Maria og Asgers kirke, de mest umådeligt behagelige mennesker jeg længe har mødt. Sandelig, han er opstanden! – Og det er jeg også. Solen står op mens vi står der, dens lyserøde stråler slipper hist og her gennem skydækket og danser over vandoverfladen. Lyst, så lyst.

Genfødt slæber jeg mig ud til min Familie. Mig og en stor pose vasketøj. For første gang i mit voksne liv bringer jeg snavsetøj hjem til min Mor – ikke fordi jeg ikke kan få vasket det selv, men fordi det er skidt at være alene lige efter Fastaval, ikke engang den halve dag det ville tage at vaske et par maskiner tøj. Efter at have været blandt så mange rare, sære og velvillige mennesker kontinuert i adskillige dage er stilhed meget stille, aleneværen meget ensomt.
Så drukken af søvnunderskud og med en pose klichetøj og ingredienserne til Tsoureki (ja, ja, jeg ved godt det er Langfredag man skal bage det, men der var jeg jo på Fastaval) drager jeg mod Åvej.
Det første forårssolskin i haven – søvnigt dasende på træbordet mens dejen hæver. De 7 solstråler jeg fandt gjorde mig i den grad sulten efter mere. Nogle timer senere:

Katten Yndig sørgede selv for sit påskeæg – på stuegulvet fandt vi dette blandt en samling spredte fjer:

Så tilsyneladende kan man (eller rettere sagt kat) skræmme en fugl så meget at den lægger et æg! 😉

Blandt påskens andre begivenheder er min første email fra Onkel Jørgen. Velkommen til den digitale verden – og godt gået!

Nu, to dage senere er jeg stadig mast selvom jeg vist efterhånden har fået sovet ud, og ikke helt klar til at det skal være hverdag igen. Jeg længes efter mere rollespil, virkelighedsflugt, flere lånte følelser, omstændigheder og verdener. Mere drama. Har du noget? Det ville heller ikke være dårligt med mere carte blanche til at opføre mig så bizart jeg lyster uden at nogen ser skævt til mig af den grund. Jeg kan næsten ikke vente til næste år!

Jeg må også konstatere at i bedste Fastavalånd er Christoffer på vej til at springe ud som papskubber:

Nydelige formationer!

Uncategorized • Skrevet 18. April, 2006 • Ingen kommentarer endnu

På hylden i mit køkken, lige der hvor jeg hele tiden ser det står påskeægget du har lavet til mig – jeg har endnu kun nænnet at spise det mindste lille stykke af det.
Hver gang jeg får øje på det lister et lille smil sig frem og jeg er ikke ganske alene i min lejlighed – i al sin pragt af chokolade og marcipanfyldt godhed, hyllet i grønt silkebånd og knitrende cellofan minder det mig om den hånd som har formet det, lun i min som vi faldt i søvn side om side sidst jeg besøgte jer.

Engang imellem får du mig næsten til at forstå hvorfor andre mennesker ønsker sig børn.

Uncategorized • Skrevet 10. April, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Gavin DeGraw on the radio again this morning. Strange dreams during the night, confusing, yet oh so sweet, mixing pieces of a life that was mine not too long ago with where I am now.

Will harmony ever follow?

Uncategorized • Skrevet 07. April, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Mandag. Blå morgen med blåt humør, mine nære føles langt væk. Eftermiddag med kodegrublen – mit humør bedres på arbejdet efterhånden som pernitne problemstillinger lægger beslag på tankerummet.
Træt, træt, træt klokken fire. Hvorfor er man altid mere træt efter arbejde om mandagen – eller er det bare mig? Indkøb og en halv times fortumlet lur i min opslåede bog senere tænker jeg “Måske jeg skulle blive hjemme i aften?”. Det tænker jeg hver mandag.

Mere pligtopfyldende end oplagt slæber jeg mig derop, til det salsakursus Daniel foreslog vi meldte os til sammen, for derefter at lide slemt af dårlig ryg og ikke komme mere.

Og så sker det – igen. I løbet af et par timer bliver mine bevægelser blødere, mine hofters vuggen mere udtalt, blikket i mine øjne mindre kynisk og mit sind mindre gråt.
Fornemmelsen af kroppen der sat fri af rytmen for en gangs skyld bevæger sig som en helhed. Skuldrenes rullen og et smil der gerne vil bryde frem (men ikke får lov, min dansepartner der er lige så grøn som mig skulle nødig tro jeg grinte af ham). For det gør jeg jo ikke, jeg er bare en kort stund simpelthen glad, blidt men stærkt indeni som en lun gul solstråle en af de første forårsdage.

Lukkede øjne, nu helt afhængig af hånden der fører. Til min overraskelse går det ikke galt – signalerne om hvor jeg skal bevæge mig hen og hvordan modtages uden at jeg rigtig ved hvordan. Det er væsentlig nemmere at danse blind end at fægte blind 🙂

Jeg går hjem, stadig med den lidt dovne, næsten katteagtige i sin strækken, smygende fornemmelse i kroppen. Lidt endnu er min holdning, mine bevægelser anderledes. Som er min krop ikke bare et hylster jeg transporterer mig i, men en forlængelse af mit jeg. Og jeg vil tilsyneladende danse.

Uncategorized • Skrevet 03. April, 2006 • Ingen kommentarer endnu

I lørdags gik jeg for første gang i mit liv ind i en isenkræmmerbutik og købte noget unyttigt til mig selv. Jeg kommer ellers ikke slige steder, det er endnu aldrig gået op for mig hvorfor jeg skal betale 80 kroner for en grydeske i Kop&Kande når jeg kan få en der er stort set magen til i Tiger til 20.

Men derind gik jeg altså, og kom ud med mit til overpris købte nye legetøj:

… Nej, det er ikke en kaffekande i miniformat. Det er en mælkeskummer.
Man kan ligefrem høre på ordet hvilken kategori den falder i, den samme som appelsinskrælleren og æggekogeren. Unødvendige aggregater som kun tåbelige mennesker der ikke kan finde ud af at koge deres æg i en kasserolle anskaffer. Så nu er jeg også tåbelig.
Men den virker nu upåklageligt 🙂

Så lige siden har jeg fået det fineste fnuglette mælkeskum på min chai og the – sjovt som nydelsen ved en kop the kan vokse ved at det øverste lag kan spises med ske. Fornøjelsen fra varm kakao uden det vamle flødeskum 🙂

Uncategorized • Skrevet 02. April, 2006 • Ingen kommentarer endnu

I dag går folk sammenbidte, misbilligende og rundskuldrede gennem byens gader. De skutter sig i deres våde bukser, taljekorte dynejakker og åbentstående (jep, den er god nok) striktrøjer. Og det kan jeg godt forstå, for der faldt sne i nat, en tynd våd omgang som tilsyneladende fik den lokale fugl til at gå helt i siksak

Siden i morges har det regnet – der står 10 cm vand uden for vores kælderdør med et tykt somebody else’s problem-field omkring det – og det er vandkoldt, vådt og blæsende.
Så det undrer mig ikke at de skutter sig.

Men inde i min regntøjskokon er der ikke for koldt og mine fødder i gummistøvlerne er varme og tørre som jeg vandrer over til Aldi efter gær og smør til Hot Cross Buns til aftenens gæster. Det er jo snart påske, og for et år siden var jeg i New Zealand. Hvis de bliver gode og som jeg husker dem – lige nu står de lunt her ved varmerøret ved siden af mig og hæver – kommer der snart en opskrift.

Men til trods for udsigten til bagværk, rollespil og gåtur i regnvejret tør jeg næsten ikke smile derude blandt de frysende og utilfredse søndagsvandrere. Er det kun min Mor der videregav det guddommeligt inspirerede guldkorn at når det regner sidelæns er det ofte mere komfortabelt at være udendørs ifald man ifører sig vandskyende overtøj?

Men måske er de for imagebevidste til at lade sig se på offentlig vej i regntøj, eller bare i overtøj der dækker. De går glip af noget gør de, regnvejrsgåture kan være så dejlige. Og om ikke andet går de med al den invasivt projicerede mukken glip af at se mig smile.

Uncategorized • Skrevet 26. March, 2006 • Ingen kommentarer endnu

I dag var der lune solskinnet og lyde af slidt sne der smelter.
Træernes græne står stadig nøgne mod den blå nordhimmel, rækkende efter de hvide flyspor, men jeg ved at bag deres frosne vinterhud gemmer sig knopper klar til at springe ud.

Jeg havde næsten glemt hvordan det føles når luften ikke er isnende i ens lunger når man går ud. Hvordan byens mennesker smilende går tur med kæresten i stedet for at haste afsted.

Mine vintertrætte lemmer forbløffes af varmen, mit halstørklæde foldes ned fra dets vante plads godt oppe om ansigtet.
Fyldt af solenergi cykler jeg op ad bakken og håber at også jeg har skjulte skud der bare venter på lidt mere varme inden de springer ud.

Uncategorized • Skrevet 19. March, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Det er krigsgudens måned og han er ikke i venligt lune. Han vogter skinsygt over foråret og lader endnu ikke nå herned til os dødelige.
Han har lært kyndelmisses knudetrick, og smukt ser det ud, selv her midt i byen og især i morgenlyset:

Fra søndag morgen hvor jeg var på vej op på Trøjborg (til fods, Århus byråd har ikke penge nok til snerydning, så det kan være mere end småfarligt at cykle dagen efter der er faldet sne):

Vel ankommet deroppe uden at falde og brække noget tog jeg med en flok af de andre fra kenjutsu til Hobro, hvor vores træner Morten er flyttet op, og tilbragte dagen med at slå træstykker sammen.

Her er jeg, i en ikke så fin positur.

Jeg må konstatere at jeg (stadig!) lader sværdspidsen falde inden jeg slår fra jodan :-/
Og da det var Gerry jeg fægtede imod var det jo ellers ikke lige fordi min modstander på nogen måde havde brug for en ekstra fordel.

Slutteligen Laurits og Gerry ifærd med en naginatakata:

Jeg mangler stadig en naginata. Det er dybt uretfærdigt at min søde bror som er tømrer ikke kan bestikkes til at lave mig en. Desværre må jeg indse at selvom jeg kan sy, brodere og kokkerere med et vist held har jeg 42 tommelfingre når det kommer til træskærerarbejde.
…. Nogen frivillige? 😉

Uncategorized • Skrevet 13. March, 2006 • Ingen kommentarer endnu

De eneste gange jeg har haft varmen de sidste 7 dage var i fredags i min Mors badekar og igår aftes da jeg lå på sofaen og snakkede med Pelle som er lun.

Med mine rutinemæssige 3-4 lag tøj hvoraf flere er uld (og naturligvis frakke, ørevarmere og alt hvad man ellers kan begære af overtøj) synes jeg ellers jeg gør mit for at holde den indre temperatur oppe, men lige lidt nytter det. Det hjælper heller ikke at varmen i mit kontor ikke rigtig virker som den skal for tiden.

Hvor anskaffer man sig et af de der stofskifter der i kolde omgivelser nedlader sig til at forbrænde for at producere varme? For mit lukker bare ned, og efterlader mig blålæbet, stivfingret og tænderkaprende ved tastaturet mens det mumler ting om at gå i vinterhi med the, tæpper i lænestolen, tændte stearinlys, julemsmåkager og gode krimier. (For tiden kan jeg anbefale Lindsey Davis – glimragende krimier der foregår i Vespasians Rom. Ligesom Dorohy L. Sayers, P.D. James og Agatha Christie formår hun at skrive adskillige bøger med samme detektiv og omgivelser uden at det bliver kedeligt. Biblioteket har dem både på dansk og engelsk og for en gangs skyld må jeg sige at jeg næsten foretrækker den danske oversættelse – den har en konsistent og lun sproglig tone perfekt i sync med detektiven, Falcos, mentalitet og verdenssyn.(En af fansiderne har også et par fine små spil i romersk tema))

Nå, men det var stofskiftet jeg kom fra inden jeg blev tangentført af Marcus Didius Falco. Spørgsmålet er nu: Kan man gøre noget ved det? På en eller anden måde puffe til det så det producerer noget varme når jeg fryser? Mit arbejde er pr. definition stillesiddende, så jeg kan ikke bruge den gamle løsning med at hoppe rundt og baske med arme og ben for at sætte gang i crkulationen. Og jeg har jo set det virke hos andre, eksempelvis Nis bliver noget så dejlig lun på overfladen når han fryser, så det må kunne lade sig gøre, men hvordan?

Selv kan jeg ikke komme på så mange løsninger der virker. Jeg har allerede så mange lag på at jeg ligner Michelinmanden så der er ikke mere at komme efter medmindre jeg anskaffer noget tøj i størrelse L til at trække ovenpå det 4. lag.
Man kan drikke varm the, men hvis først man er blevet kold nytter det ikke meget med en enkelt kop, og drikker man mere kan man rende på toilet hele tiden. Så kunne jeg selvfølgelig begynde at småpimpe, men det er næppe godt for produktiviteten. Min Mor fortæller mig at det hjælper at begynde at komme i overgangsalderen, så sveder man i stedet for, men det er måske lige lovlig drastisk…

Er der nogle vidende mennesker derude med gode forslag?

Uncategorized • Skrevet 10. March, 2006 • Ingen kommentarer endnu