Gavin DeGraw on the radio again this morning. Strange dreams during the night, confusing, yet oh so sweet, mixing pieces of a life that was mine not too long ago with where I am now.
Will harmony ever follow?
Bløde fornemmelser
Mandag. Blå morgen med blåt humør, mine nære føles langt væk. Eftermiddag med kodegrublen – mit humør bedres på arbejdet efterhånden som pernitne problemstillinger lægger beslag på tankerummet.
Træt, træt, træt klokken fire. Hvorfor er man altid mere træt efter arbejde om mandagen – eller er det bare mig? Indkøb og en halv times fortumlet lur i min opslåede bog senere tænker jeg “Måske jeg skulle blive hjemme i aften?”. Det tænker jeg hver mandag.
Mere pligtopfyldende end oplagt slæber jeg mig derop, til det salsakursus Daniel foreslog vi meldte os til sammen, for derefter at lide slemt af dårlig ryg og ikke komme mere.
Og så sker det – igen. I løbet af et par timer bliver mine bevægelser blødere, mine hofters vuggen mere udtalt, blikket i mine øjne mindre kynisk og mit sind mindre gråt.
Fornemmelsen af kroppen der sat fri af rytmen for en gangs skyld bevæger sig som en helhed. Skuldrenes rullen og et smil der gerne vil bryde frem (men ikke får lov, min dansepartner der er lige så grøn som mig skulle nødig tro jeg grinte af ham). For det gør jeg jo ikke, jeg er bare en kort stund simpelthen glad, blidt men stærkt indeni som en lun gul solstråle en af de første forårsdage.
Lukkede øjne, nu helt afhængig af hånden der fører. Til min overraskelse går det ikke galt – signalerne om hvor jeg skal bevæge mig hen og hvordan modtages uden at jeg rigtig ved hvordan. Det er væsentlig nemmere at danse blind end at fægte blind 🙂
Jeg går hjem, stadig med den lidt dovne, næsten katteagtige i sin strækken, smygende fornemmelse i kroppen. Lidt endnu er min holdning, mine bevægelser anderledes. Som er min krop ikke bare et hylster jeg transporterer mig i, men en forlængelse af mit jeg. Og jeg vil tilsyneladende danse.
Nyt legetøj
I lørdags gik jeg for første gang i mit liv ind i en isenkræmmerbutik og købte noget unyttigt til mig selv. Jeg kommer ellers ikke slige steder, det er endnu aldrig gået op for mig hvorfor jeg skal betale 80 kroner for en grydeske i Kop&Kande når jeg kan få en der er stort set magen til i Tiger til 20.
Men derind gik jeg altså, og kom ud med mit til overpris købte nye legetøj:
… Nej, det er ikke en kaffekande i miniformat. Det er en mælkeskummer.
Man kan ligefrem høre på ordet hvilken kategori den falder i, den samme som appelsinskrælleren og æggekogeren. Unødvendige aggregater som kun tåbelige mennesker der ikke kan finde ud af at koge deres æg i en kasserolle anskaffer. Så nu er jeg også tåbelig.
Men den virker nu upåklageligt 🙂
Så lige siden har jeg fået det fineste fnuglette mælkeskum på min chai og the – sjovt som nydelsen ved en kop the kan vokse ved at det øverste lag kan spises med ske. Fornøjelsen fra varm kakao uden det vamle flødeskum 🙂
Forkerte klæ’r
I dag går folk sammenbidte, misbilligende og rundskuldrede gennem byens gader. De skutter sig i deres våde bukser, taljekorte dynejakker og åbentstående (jep, den er god nok) striktrøjer. Og det kan jeg godt forstå, for der faldt sne i nat, en tynd våd omgang som tilsyneladende fik den lokale fugl til at gå helt i siksak
Siden i morges har det regnet – der står 10 cm vand uden for vores kælderdør med et tykt somebody else’s problem-field omkring det – og det er vandkoldt, vådt og blæsende.
Så det undrer mig ikke at de skutter sig.
Men inde i min regntøjskokon er der ikke for koldt og mine fødder i gummistøvlerne er varme og tørre som jeg vandrer over til Aldi efter gær og smør til Hot Cross Buns til aftenens gæster. Det er jo snart påske, og for et år siden var jeg i New Zealand. Hvis de bliver gode og som jeg husker dem – lige nu står de lunt her ved varmerøret ved siden af mig og hæver – kommer der snart en opskrift.
Men til trods for udsigten til bagværk, rollespil og gåtur i regnvejret tør jeg næsten ikke smile derude blandt de frysende og utilfredse søndagsvandrere. Er det kun min Mor der videregav det guddommeligt inspirerede guldkorn at når det regner sidelæns er det ofte mere komfortabelt at være udendørs ifald man ifører sig vandskyende overtøj?
Men måske er de for imagebevidste til at lade sig se på offentlig vej i regntøj, eller bare i overtøj der dækker. De går glip af noget gør de, regnvejrsgåture kan være så dejlige. Og om ikke andet går de med al den invasivt projicerede mukken glip af at se mig smile.
Forår på vej?
I dag var der lune solskinnet og lyde af slidt sne der smelter.
Træernes græne står stadig nøgne mod den blå nordhimmel, rækkende efter de hvide flyspor, men jeg ved at bag deres frosne vinterhud gemmer sig knopper klar til at springe ud.
Jeg havde næsten glemt hvordan det føles når luften ikke er isnende i ens lunger når man går ud. Hvordan byens mennesker smilende går tur med kæresten i stedet for at haste afsted.
Mine vintertrætte lemmer forbløffes af varmen, mit halstørklæde foldes ned fra dets vante plads godt oppe om ansigtet.
Fyldt af solenergi cykler jeg op ad bakken og håber at også jeg har skjulte skud der bare venter på lidt mere varme inden de springer ud.
Vinter i marts
Det er krigsgudens måned og han er ikke i venligt lune. Han vogter skinsygt over foråret og lader endnu ikke nå herned til os dødelige.
Han har lært kyndelmisses knudetrick, og smukt ser det ud, selv her midt i byen og især i morgenlyset:
Fra søndag morgen hvor jeg var på vej op på Trøjborg (til fods, Århus byråd har ikke penge nok til snerydning, så det kan være mere end småfarligt at cykle dagen efter der er faldet sne):
Vel ankommet deroppe uden at falde og brække noget tog jeg med en flok af de andre fra kenjutsu til Hobro, hvor vores træner Morten er flyttet op, og tilbragte dagen med at slå træstykker sammen.
Her er jeg, i en ikke så fin positur. 
Jeg må konstatere at jeg (stadig!) lader sværdspidsen falde inden jeg slår fra jodan :-/
Og da det var Gerry jeg fægtede imod var det jo ellers ikke lige fordi min modstander på nogen måde havde brug for en ekstra fordel.
Slutteligen Laurits og Gerry ifærd med en naginatakata:
Jeg mangler stadig en naginata. Det er dybt uretfærdigt at min søde bror som er tømrer ikke kan bestikkes til at lave mig en. Desværre må jeg indse at selvom jeg kan sy, brodere og kokkerere med et vist held har jeg 42 tommelfingre når det kommer til træskærerarbejde.
…. Nogen frivillige? 😉
Stofskifte søges
De eneste gange jeg har haft varmen de sidste 7 dage var i fredags i min Mors badekar og igår aftes da jeg lå på sofaen og snakkede med Pelle som er lun.
Med mine rutinemæssige 3-4 lag tøj hvoraf flere er uld (og naturligvis frakke, ørevarmere og alt hvad man ellers kan begære af overtøj) synes jeg ellers jeg gør mit for at holde den indre temperatur oppe, men lige lidt nytter det. Det hjælper heller ikke at varmen i mit kontor ikke rigtig virker som den skal for tiden.
Hvor anskaffer man sig et af de der stofskifter der i kolde omgivelser nedlader sig til at forbrænde for at producere varme? For mit lukker bare ned, og efterlader mig blålæbet, stivfingret og tænderkaprende ved tastaturet mens det mumler ting om at gå i vinterhi med the, tæpper i lænestolen, tændte stearinlys, julemsmåkager og gode krimier. (For tiden kan jeg anbefale Lindsey Davis – glimragende krimier der foregår i Vespasians Rom. Ligesom Dorohy L. Sayers, P.D. James og Agatha Christie formår hun at skrive adskillige bøger med samme detektiv og omgivelser uden at det bliver kedeligt. Biblioteket har dem både på dansk og engelsk og for en gangs skyld må jeg sige at jeg næsten foretrækker den danske oversættelse – den har en konsistent og lun sproglig tone perfekt i sync med detektiven, Falcos, mentalitet og verdenssyn.(En af fansiderne har også et par fine små spil i romersk tema))
Nå, men det var stofskiftet jeg kom fra inden jeg blev tangentført af Marcus Didius Falco. Spørgsmålet er nu: Kan man gøre noget ved det? På en eller anden måde puffe til det så det producerer noget varme når jeg fryser? Mit arbejde er pr. definition stillesiddende, så jeg kan ikke bruge den gamle løsning med at hoppe rundt og baske med arme og ben for at sætte gang i crkulationen. Og jeg har jo set det virke hos andre, eksempelvis Nis bliver noget så dejlig lun på overfladen når han fryser, så det må kunne lade sig gøre, men hvordan?
Selv kan jeg ikke komme på så mange løsninger der virker. Jeg har allerede så mange lag på at jeg ligner Michelinmanden så der er ikke mere at komme efter medmindre jeg anskaffer noget tøj i størrelse L til at trække ovenpå det 4. lag.
Man kan drikke varm the, men hvis først man er blevet kold nytter det ikke meget med en enkelt kop, og drikker man mere kan man rende på toilet hele tiden. Så kunne jeg selvfølgelig begynde at småpimpe, men det er næppe godt for produktiviteten. Min Mor fortæller mig at det hjælper at begynde at komme i overgangsalderen, så sveder man i stedet for, men det er måske lige lovlig drastisk…
Er der nogle vidende mennesker derude med gode forslag?
Mandagmorgenrant
Det er snevejr igen her til morgen – dejligt 🙂 Verden er stille og hvid og morgentrafikkens tempo er roligere.
Snerydningen på fortove og cykelstier er ikke altid i top, og omend det er trælst kan jeg godt forstå det – som på alt andet skal kommunen sikkert spare og så får de større veje højere prioritet.
Så på sådan en morgen kan det som fodgænger være langt mere bekvemt at spadsere på cykelstien. Det har jeg stor forståelse for, det kan jeg også godt selv finde på hvis den er mere fremkommelig end fortovet. Men hvis man som vedkommende jeg havde nogen vanskeligheder ved at manøvrere udenom her til morgen har klædt sig fornuftigt på til vejrliget, med en stor pelskant om jakkens hætte trukket godt ind om ansigtet til at tage af for vind og sne skal man måske ikke også holde snestilheden ude med høj musik i hovedtelefonerne inde under hætten!
For så kan man hverken se eller høre ret meget omkring sig. Og i hvert fald kan man ikke se de cyklister som kunne tænkes at færdes på cykelstien og som har problemer nok med at manøvrere i det glatte føre uden at skulle snige sig forbi folk som går og sover midt i det hele og hverken kan se en eller høre ens ringeklokke.
Mere opmærksomhed i trafikken! Er det så stort et offer at slukke for lyden når udsynet er begrænset af klædedragten? Så skræmmende eller kedeligt at undvære musikken høre verdens lyde hele de måske 20 minutter det tager at gå på arbejde eller hvor man nu skal hen? Bare en sans åben mod trafikken er alt jeg beder om. I det mindste når man befinder sig steder reserveret andre slags trafikanter end en selv.
Be’ om…?
Uvilligt knæfald
I morges var jeg grå. Tung, trist og ked selvom morgenhimmelen var kold, klar og smuk og solen lod sine allerførste røde stråler spille over træ- og hustoppe da jeg cyklede på arbejde. Jeg så skønheden, men var ude af stand til at spejle den.
På vej hjem – efter at have set det sne vandret fra en blå himmel ud gennem kontorets glasvæg – ramtes jeg kraftigt og lige midt i af den nu nedgående sols klare gule skin. Og ganske uventet, næsten ufrivilligt i dets pludselighed, kunne jeg mærke smilet indeni, spædt men stærk i sine spark som en nyfødts første skrig efter luft.
Jeg bilder måske nok mig selv ind at det er hans søster jeg ærer, men når han folder sig ud, Solen, kan jeg ikke undgå at fornemme hans tag i mig, min instinktive længsel efter forårets komme og lysets tilbagevenden, tilbedelsen af den salige, livgivende gule varme.
Nordbo, hedning, vantro, jeg 😉
… Og nu vi er ved de gamle riter: Christoffer risede os grundigt igår, fastalavnsmorgen, både Mor, Lasse og jeg. Så nu er vi antageligvis alle frugtbare. Skræmmende.
Weary laughs on Saturday morning
I’ve slept poorly lately. I dream too much, it’s always lifelike and real and I repeatedly wake up in the middle of it, confused and weary from having spent imaginary days acting through the night when I should have been sleeping restfully.
So all week I’ve been exhausted and tired, and now, having been up more than 3 hours already (my internal clock clearly stil does not believe in Saturday), after cleaning the bathroom, vacuuming, washing the floors, eating without appetite and vainly hoping for my newspaper to arrive on time for once I give up, and retire to the softest chair, staring at the screen, wearily wishing for the restoring sleep that eludes me.
“Cryptonite? A silver bullet? Buffy? What’s it gonna take to keep you in the grave?”
                              – Crichton to Scorpio on Farscape
Geeky humor is still funny when exhausted – perhaps even more so 🙂
…. In my saner moments I wonder the effects of watching later-season (and hence (at least) linearly increased in craziness level) Farscape episodes might have on my mental state 😉