Og det er disse her jeg snakker om:
De var så overraskende lækre at jeg ikke kan dy mig for at dele opskriften med jer – mere godhed til verden 🙂
Fridag
Fridag. Uventet, for længere inde husker jeg stadig forårets rytmer af læseferie, hvor helligdage er lige som alle andre dage.
En solstråle hen over det gule lagen som jeg morgendoven åbner det første øje på klem og haler aftenens bog nærmere, så den er inden for rækkevidde om lidt, når mine øjne når samme vågenhedsstadium som hjernen.
Hjemmelavet yoghurt (tak Maria, for at låne mig din yoghurtmaskine 🙂 ) med opblødte kerner og frisklavet chai. Bogen er flyttet med ind til spisebordet sammen med min sædvanlige morgennetten – opskrifter, avisen, kittenbreak.com…
Solskinsgåtur til grønthandleren – det ville være skidt at løbe tør for hel kardemomme og frisk ingefær. Jeg bliver bagt halvt færdig i min sorte (ok så, nok efterhånden snarere gråslidte) læderjakke på strækningen med læ. Dejligt, så dejligt ikke at fryse.
Havrepandekager med stegte bananer og røget skinke. Med dårlig samvittighed strejfer mit blik Test Driven Development-bogen og støvsugeren. Jeg burde virkelig…
Men bogen, solskinnet og Nis lokker, så det bliver til endnu en gåtur, til ParadIS og en hyggesnak på en lun trappesten, og senere læsedasen på Mølleparkens græs indtil skyerne og blæsten skubber mig hjem.
Just landet i lænestolen med den lune computer overvejer jeg så småt at trisse ud i køkkenet og begynde på de nøgne ravioli der kunne blive min aftensmad, og sætte en kande vand over til the inden Pelle kommer.
Mmmm… 🙂 Fridag.
Endelig! :-)
Pyh… Igår var jeg lige ved at skrive en trist og træt post om hvor led og ked jeg er af at cykle i regn og (især) blæst, af hele tiden at fryse og være tæt med mit (efterhånden mere end udskiftningsmodne) regntøj. Men jeg tænkte at der næppe var nogens dag der ville vinde ved at læse om det og holdt mig i skindet. Og se hvad jeg fik til gengæld: En strålende solskinsmorgen, blå himmel og ikke skyggen af en byge 🙂
I dag måtte de 7 minutter på cyklen til arbejde godt have varet længere – straks jeg kom ud kunne jeg mærke hvordan mine tømte batterier langsomt begyndte at oplade. Men jeg nåede kun at suge en enkelt stribe til mig – kan mærke hvordan kroppen skriger efter mere. Efter at være gennemvarm, efter det mentale overskud solskin på særeste vis giver.
Gid det bliver godt vejr i pinsen!
Dumhed, konsekvens og et helt nyt univers.
Det kan næppe overraske nogen, mig selv inkluderet at jeg har umanerlig svært ved at holde mig fra alt hvad der smager godt. Brød, ost, chokolade, slik, grød, desserter.
Og da jeg normalt har en jernmave har der ikke været alt for mange konsekvenser af at det mine øjne og mund har lyst til at spise sjældent passer med hvad maven kunne tænke sig – men det er vist desværre fortid.
Måske er det fordi jeg bliver ældre og lægger mere mærke til hvad min krop fortæller mig, måske er jeg bare blevet gammel og sart. Men efter den sidste tid at være blevet mere og mere fintfølende slog det ganske klik efter at jeg i hele den dejlige forlængede weekend havde fyldt mig med god mad, slik, chokolade, mere god mad og fremragende økologisk sødmælk til mere end bristepunktet (Ja, mådehold er en dyd, men desværre ikke en jeg besidder).
Så jeg lyttede grundigt indad og lagde så en vanvittig plan.
Vanvittig fordi jeg jo er glad for (gående mod afhængig af…?) at spise især de ting der ikke just er ernæringsmæssige nødvendigheder.
I al sin simpelhed siger planen: Katten spiser ikke andet end frugt og grøntsager indtil maven er blevet gladere igen. (Men ikke længe nok til at få fejlernæring af stædighed.)
Min hjerne synger lokkesange om ost, mælk, junkfood og is og alle de søde tænder skriger efter kage, søde boller med masser af smør, chokolade, noget!
På den gode side har jeg pludselig opdaget et helt nyt smagsunivers.
Min morgenmad er skiftet ud med frugt – og hvor er det sødt! Nærmest kvalmende sødt i forhold til min traditionelle yoghurt naturel. Selv grapefrugt og appelsiner er uanstændigt søde i mine nu ekstra følsomme smagsløgs vurdering.
Og tilberedte grøntsager har aldrig før smagt af så meget. Ikke bare at de krydderier man bruger bemærkes mere, men en forunderlig oplevelse af at tingen selv har mere smag, mere intensitet.
Som den cremede blomkålssuppe med gule, brystsvømmende majs der var aftensmad den anden dag – tænk at blomkål kan smage så meget af blomkål! Normalt ville jeg nok sige at der skulle både kødfond i, kraftig krydring og revet ost på toppen for at gøre sådan en sag mere spiselig end kedelig, men nej!
Jeg håber – men tror nok ikke rigtig på – at mit nye smagsunivers er mere end midlertidigt. At denne nye detaljeringsgrad og intensitet i indtrykkene vil blive, også efter jeg begynder at spise normalt igen.
… Hvilket jo nok igrunden helst ikke skulle vare alt for længe, for efter at have spist forsigtigt en uges tid er jeg begyndt at længes efter blødkogte æg, en spise jeg normalt ellers ikke bryder mig videre om. Forhåbentlig et tegn på at andre dele end mine øjne og mund efterhånden vil være med til en lidt mere udfordrende kost. (Alternativt på at behovet for animalske proteiner trumfer mavens gøren sig vanskelig 😉 )
Forlænget weekend på landet
Da sidste weekend havde en ekstra dag og Tante Gurli og Onkel Jørgen på forunderlig vis (næsten) ikke skulle ud til selskabelighed hele den lange weekend greb jeg straks chancen og tog toget nordpå.
Den ide var jeg desværre ikke den eneste der havde fået, den med toget altså. Det var stopfyldt med folk der skulle på weekend, heriblandt en flok storbrokkende fritidshjemstweens fra Skive, som klagede umådeligt over at der ikke var siddepladser nok. Jeg ærgrede grumt mig over ikke at have medbragt tudekiks alt imens jeg forsøgte at ignorere klagesangene og læse min bog om FIT
Onkel Jørgen var ude at fiske torsk (medsamt sin bil) så jeg blev hentet på banen af Signe, den flinke kone hos hvem jeg nogle år med stor fornøjelse har hjulpet med at plukke kirsebær. Derhjemme ventede Tante Gurli, og hun havde lavet hjemmelavede hveder 🙂 ! Vi besluttede os for at være søde, og ventede med at spise dem til Onkel Jørgen kom hjem.
Med sig havde han 10 torsk, 
og da han fredag morgen gik igang med at flå dem
overbeviste jeg ham om at han skulle lære mig hvordan:
Til både min og hans forbløffelse var jeg ikke helt dum til det 🙂
Bagefter var det tid til et hvil inden det gode vejr rejste bort igen
Vi var ikke de eneste der var flittige i weekenden – Tante Gurli lavede rejsekrans til Jens’ rejsegilde:
Se hvor fin den blev
Så nu har jeg både prøvet at være til rejsegilde og lært at flå torsk 🙂
M:i:III
Heh! 🙂
Den første var god.
Toeren var noget skidt, men titelmelodien kan stadig få mig til at hoppe i sædet, helt klar til mere.
Treeren, helt perfekt til en regnvejrsaften som denne, skuffede ikke – var præcis som forventet. Ganske vist var doseringen af double crosses lige rigeligt høj, men til gengæld: Tom Cruise i præstekjole! Så kan jeg ikke forlange mere 😉
Køkkenet lokker
I sidste uge, da jeg havde overarbejde og var for slatten til at blogge om aftenen havde vi et aftenarrangement på arbejdet hvor vi i min projektgruppe sammen med et hold folk fra LC, vores kunde, blev sluppet ud i det store kantinekøkken og under kyndig vejledning fra Systematics rare køkkenchef skulle lave mad til hinanden. … Sådan på restaurentvis forstås, med tallerkenanretning og hele molevitten. (Jeg mistænker at det ikke er tilfældigt at folk fra vores køkken de sidste par år har vundet danmarksmesterskaberne for cateringelever, det er en ualmindeligt god kantine vi har 🙂 )
Nå, men ud i køkkenet!
Inden madlavning skal der naturligvis vaskes hænder. Det var på det tidspunkt det lidt betuttet gik op for mig at nogen havde taget et kamera med. Da jeg var færdig med at være betuttet gik det op for mig at det gav en glimrende mulighed for at jeg kunne vise jer nogle af mine flinke kolleger 🙂 Eksempelvis Bjørn som her tager det nydeligt skårne kantede kartfler til hovedretten op af krydderurtekogevandet inden de skulle ryges.
Vi var 4 hold – 2 forretter, hovedret og dessert. Jeg kom (naturligvis?) på dessertholdet.
Til hovedretten var der udover kartoflerne også sammenlagte mørbradbøffer i fedtnet:
Så nu ved jeg også hvordan sådan nogle ser ud. Hænderne er Oles
så nu ved I hvordan han ser ud.
Den store rist i gulvet virkede meget praktisk – så mange ting som jeg spilder på gulvet når jeg laver mad ville det være helt fantastisk med sådan en.
På dessertsiden af sagerne lærte jeg noget nyt: Hvordan man laver tynde, marmorerede chokoladerør. Sådan nogle her:
Svaret er: Forsigtigt. Det ses også på den måde Else-Marie fra mit hold holdt dem på efter vi havde taget dem ud fra køl.
(For de nysgerrige: man smører chokoladen ud på brede strimler transperent, binder en snor om så de holder faconen mens de køler, og piller derefter forsigtigt plastikken af. Det er nemmere end det lyder!)
Imens vi efter bedste evne forsøgte at bibeholde rørene i hel tilstand begyndte holdet med den første forret at anrette tallerkner.
.
Fint ikke? Hænderne sidder på Mikkel, som hjælper os med at lave UE. Her kan I se ham med sin tallerkenskabelon i forgrunden.
.
Udover at lave chokoladerør lærte jeg også hvordan man folder sprøjtekræmmerhuse af bagepapir, her demonstreret af Jannick, køkkenchefen.
.
Så var vi efterhånden klar til at spise.
Først vietnamesiske forårsruller med sur-sød sovs
Dernæst laksetimbale med nori og hvid fisk.
Hovedretten – beklager det ikke videre fremragende billede, jeg kan kun forsvare mig med at jeg ikke har taget det 😉 – røgede kartofler, grillede asparges, langtidsbagt tomat med krydderurtecreme og mørbradtårn med svampefyld.
Til sidst dessert: Chokolademousse med honningsauterede brombær.
(Jeg mistænker at den knækkede sommerfugl er en af dem jeg har fabrikeret, det var jeg mildest talt ikke god til. Til gengæld lykkedes det mig at smøre mit forklæde, bordpladen, mine hænder og adskillige andre overflader grundigt ind i chokolade i processen.)
Alt i alt så det slet ikke så tosset ud – men folk havde også været ualmindeligt koncentrerede, især i starten, de måtte nærmest slæbe os ud til den gratis vin/øl og sodavand for at få folk til at tage et glas med ud til køkkenbordet.
Og vigtigst af alt: Det smagte aldeles dejligt 🙂
Moralen… Den er vist at under kyndig vejledning kan selv kontornussere som os slippe levende fra nogenlunde ambitiøse køkkeneskapader. Spændende var det i hvert fald, jeg smilede længe efter. Så 1000 tak til vores overbærende vejledere 🙂
Samvittighedsmedstridig mad
Der har været en del snak om madkvalitet i min avis og andre medier på det sidste. Claus Meier, Camilla Plum og andre i varierende grad kloge hoveder der beskæftiger sig professionelt med mad har begrædt hvordan vi borgere i Danmark selv er ude om at vi får så megen ussel mad – vi er nemlig i det store og hele for nærige til at købe andet end discount, og kvalitet koster penge.
Jeg må tilstå at jeg ikke helt forstår det. Hvem vil ikke hellere spise en skive velhævet sejkrummet brød med god skinke og en vellagret ost end en skive toastbrød fra Netto med gummiost og formpresset maskinskinke? Er der virkelig en generation derude af mennesker som ikke har bagt og rørt i gryderne med deres forældre som børn? Som ikke kan smage forskel på en friskopgravet knasesprød gulerod fra køkkenhaven og en vintertrist en fra Aldi, importeret fra Langbortistan? Som hellere vil give deres børn erstatningschokolade (“vekao”, et modbydeligt ord!) i farvestrålende sølvpapir end betale for den dyrere, rigtige chokolade i den tåbelige misforståelse at børn ikke kan smage forskel?
Måske er det bare fordi jeg sætter så stor pris på at spise at jeg ikke forstår hvorfor folk tillægger maden så lidt værdi at de stiller sig tilfredse med halvfabrikata, kunstige efterligninger og dyre- og miljømishandlende discountprodukter.
Da jeg søndagmorgendvask bladrede på det udemærkede initiativ Oprør fra Mavens hjemmeside (Gentag efter mig: “Der er ingen guru uden Camilla Plum…”) fandt jeg denne her. Lidt amerikanerhellig, men jeg grinede nu alligevel 🙂
Jeg har sagt det før, men tillader mig at gentage (det er jo trods alt min blog og du kan bare holde op med at læse indlægget hvis du føler dig ramt eller missioneret for): Køb så ind med samvittigheden for fremtiden, ikke? Også selvom der er 6 koteletter og en pinekylling for en halvtredser i Netto. For vi har jo råd, langt de fleste af os.
Det indre ur
Jeg går ikke længere med ur. Efter mit Moster Tik-Tak ur døde for snart et års tid siden har jeg klaret mig fint med at kende klokkeslettet ud fra computerens ur mens jeg er på arbejde og ignorere det resten af tiden.
Men det slog mig her til morgen da jeg vågnede tidligt for at gå på arbejde i vores røde uge at det jo heller ikke er så svært at undvære et ur, når hjernens tidsfornemmelse – omend ubevidst – har ganske præcist styr på tiden.
For det virker kun ubevidst, i hvert fald for mig. Hvem kender ikke fornemmelsen af at sidde til et møde der føles timelangt, og når det så endelig er forbi, eller man får øje på nogens ur er der kun gået 25 minutter :-/ Næh, det duer ikke hvis man tænker over det.
Men når jeg sover derimod! En ting er at vågne på det samme tidspunkt hver morgen – det vænner jeg mig lynhurtigt til hvadenten jeg ønsker det eller ej, en slags personlig solopgang der altid genstarter mit system på samme tidspunkt af døgnet, weekend, nattevågnen og anden ignoreres fuldstændigt.
Nej det forunderlige er at selvom man (jeg?) sover, ved kroppen godt hvad klokken er. Inden jeg faldt i søvn igår aftes tænkte jeg “Jeg vil vågne klokken halv seks, så kan jeg komme tidligt på arbejde og få noget fra hånden”.
Og her til morgen da jeg vågner og kikker på uret står der 5:29. Ikke mere, ikke mindre. Det er fantastisk, det er praktisk, det er bekvemt og jeg værdsætter det højt, men jeg fatter ikke muk! En ting er at min krop kan fornemme hvornår det bliver lyst og vække mig ved daggry eller noget i den stil, det ville give mening. Men hvordan pokker ved min sovende hjerne at klokken er halv seks?
Kender nogen forklaringen?
Ny årstid
Morgen, endnu er her ikke meget lys. Gråhvide vattotter har lagt et tæt låg på verden og vejene er næsten stille.
Men selvom vejret er gråt kan jeg smage det i luften, fornemme det i den svage duft fra græsset som jeg cykler forbi det, høre det på fuglekvidderen der sneg sig ind i min drøm om at være søvnløs mens jeg stadig halvslumrede lige inden søvnen ebbede ud.
Det er ikke længere vinter.