Jeg har de sidste par uger tænkt at nu….Nu….NU! ville jeg se at få blogget om kobberbrylluppet. Men det lader ikke til at ville ske, så her kommer en snes af de billeder jeg havde forberedt til formålet – så er der da lidt at se på.
Først Daniel på vej til Vejlefjord – med McNugget i hånden, munden fuld og knæene i kontrol over rattet.
Efter vi havde fået vores – i øvrigt stillige – værelser sprang Leoparden fluks frem til eftermiddagsdasen. 
Daniel, Mai og jeg hoppede i svømmebassinet – varm damp til min ømme, forkølede hals. … Eller måske var den også øm af tilbageholdt latter, for Daniels ansigt var nok et studie værd da receptionisten – en herre med lys stemme – tiltalte ham med De 🙂
Der var det nydeligste vintersolskin, hvilket jeg naturligvis straks benyttede – til at tage en middagslur. Inden luren havde jeg denne udsigt.
Efter en times slumren så der sådan ud:
Ja, der gik kun en time, jeg snyder ikke.
Efter at have sat det sidste hår på plads – mit og andres – blev der budt velkommen.
Jeg var bestemt ikke den eneste med kamera, og Tante Anni var også flittig.
Den første tale holdt Mor
og med det ansigtsudtryk må hun vist have sagt noget Lasse synes om at høre.
Derefter kom indslagene i en støt strøm, stramt organiseret af Jonas, som dog ikke selv var så regelret – især ikke foran kameraet 😉
Lasse talte
og vandrede mellem bordene og snakkede med gæsterne.
Daniel grinede smørret (jeg er sikker på Dorte må have sagt noget sjofelt)
og – muligvis distraheret deraf – lykkedes det nogen at vende mit kamera den anden vej.
Dorte holdt også tale, og selvom dette er det mindst skarpe af billederne jeg tog kan jeg nu alligevel lide det bedst. Kjolen, baggrunden og det lyse hår sammen 🙂
Christoffer holdt også tale – med opbakning endda.
Jeg skal ikke kunne sige om det var lige der min Mor blev så rørt (og hvis jeg kender hende skete det i øvrigt mere end en gang 😉 )
Lidt senere sad hun velopdragent mens vi endnu engang sang kyssesangen 🙂 (Og tænk sig, hun beskyldte mig for at være kommet med den. Jeg som ikke kan skrive en sang om så jeg fik penge for det! De evner har hun ikke givet i arv – hun har dem jo desuden tydeligvis selv i behold!)
Christoffer og Julius sang en mindre velopdragen sang for en forbløffet og grinende Onkel Jørgen:
Der blev grinet
og Lasse fik en fin halskæde forærende af Lea.
Den fremkaldte megen beundring.
Efter middagen byttedes pianisten ud med et 7-mands orkester. Mor og søn åbnede ballet
og inden længe trykkede de knap så unge den af på dansegulvet.
Fra de noget ældre var der lidt mumlen i krogene om hvad det nu var for noget musik (Bedstefar har ikke levet forgæves) – og det var ellers hovedsagelig fra tresserne hvor de må have været yngre 😉
Musikken holdt op alt for tidligt, jeg kunne godt have danset dobbelt så længe! Men klokken var alligevel næsten 3 da Christoffer og jeg gik i seng. Han var godt brugt – det kan give trælse febersymptomer og søvnløshed at være høj på sukker og masser af selskab den halve nat.
Jeg var også godt brugt – efter at skoene var danset itu gjorde aftenen kort proces med strømperne. 
Måske var det alligevel meget godt at musikken stoppede inden jeg gik videre til at slide på fødderne…?
Næste morgen var der nu megen friskhed at spore, den sene aften til trods.
Hannah gik ivrigt i lag med honningmaskinen – morgenmadsbuffeten indeholdt nemlig også pandekager, ahornsirup og honning 😀
Sidste billede er som det første af Daniel der spiser – her er han gået om bord i bacon og æg.
Belønningsbarometer
Når hunden eller andre husdyr gør som man gerne vil have, belønner man den med en godbid for at forstærke det positive mønster. Det virker også på mennesker… Men den går ikke for mig, det ville lave håbløst rod i kostplanen. Der er ikke så meget sjov ved at blive belønnet klokken 15 og klokken 17 hvis det betyder at jeg må gå sulten i seng fordi dagens madkvote er opbrugt og der ikke er noget tilbage til aftensmad, vel?
I stedet prøvekører jeg denne her 
– en lille netdims hvor man kan registrere positive og negative mønstre og se hvilken vej balancen hælder.
Den viser ca en uge ad gangen. Når stregen er rød går jeg i de dumme cirkler og har måske brug for lidt opmuntring eller et vennekram. Når stregen er grøn er det elektronisk slik – “Jeg har øvet nogle af de gode ting idag”.
Jeg viser den her idag, men ellers kommer den til at sidde ude i højre side – hvor jeg ikke selv kan undgå at se den 😉
Venskabelig deling
En kugle af smerte der ikke er min
den sidder i brystet
sev ind gennem øret
giver genklang i min egen.
Tidligere på dagen var jeg sædvanligt følelsesløs. Nu er jeg helt øm. Jeg ved ikke helt hvad jeg foretrækker.
Sang og sjov
Her til morgen i køkkenet, mens jeg formede dagens brød, kom jeg sådan til at tænke på denne her:
Nytter det at elske og holde af
når du ved at det kan være slut en dag?
Sværest og det værste og allermest triste
er ingen at have at elske og miste.
Nytter det at knytte sig til en ven
når du ved hvor nemt du mister ham igen?
Selv de tunge veje bli’r mulige at vandre
når du mærker hjælpen og støtten fra andre.
Nytter det at glædes ved blomsters duft
når du ved at de er flygtige som luft?
Lykken er at elske og være til stede
i stunder med lykke, nærvær og glæde.
Den har jeg ellers ikke truffet længe, men det er måske ikke så sært at den gør opmærksom på sig selv i denne tid.
Senere på dagen en god bid universitetshumor. Der er flere gode, men her er et par af dem der umiddelbart fik mig til at klukke.
… Og nej, jeg kaldte dig ikke lige svin der, heller ikke hvis du ikke forstod det hele 🙂 Der var engang en kat som var sidefagsdatalog og gerne ville være snild med de snedige, men måtte klare sig med samvittighed, en glat overflade og ihærdigt arbejde i stedet. Den kat griner, også selvom den nu er køkkenkat.
Slut med den grimme smag hver morgen
At tænke sig, da jeg var på apoteket inden weekenden for at hente næste måneds forsyning af medicin sagde den venlige apotekerinde “Det er de opløselige tabletter du skal have, ikke sandt?” og jeg skyndte mig at svare “ikke hvis jeg kan blive fri”. De sidste 12 måneder har min ubehagelige morgenfølgesvend været den grimme og kvalmerefleksfremkaldende smag af piller der begynder at opløses straks de kommer i kontakt med tungen og inden man kan nå at synke dem.
Jeg troede der var en mening med det, at tabletterne havde den egenskab af en grund. Men nej, tilsyneladende foretrækker de fleste læger at udskrive de opløselige (berettede apotekerinden). Og så solgte hun mig med et konspiratorisk smil medicinen i form af kapsler i stedet. Præcis det samme virksomme stof, men denne morgen er den første i en livsperiode hvor jeg ikke har skullet begynde dagen med at forhindre mig selv i refleksivt at spytte stadset ud.
Hurra! 😀
Kobberbryllupsmorgensang
Tidligt i morges var nogen vågne. Både nogen der sang, og nogen der lyttede. 
Mor havde vist snydt og var vågnet i forvejen – hun var klar i hovedet nok til at tage billeder 😉
Også blandt resten var der mange forskellige grader af vågenhed – her ser vi Lea i den ene ende af skalaen og Tante Anni og Mathias i den anden.
Stride dage
Jeg fik øje på mig selv i et helfigursspejl i omklædningsrummet igår, og jeg blev så ked af det.
Jeg var slet ikke forberedt på den reaktion, jeg har holdt mig væk fra den slags onde genstande siden i sommers. Men her sprang et pludselig frem fra baghold, i et lokale jeg ikke havde været i før, så ingen mental forberedelse var mulig. Resten af dagen dykkede direkte ned i et gråt hul, og jeg har haft mareridt hele natten. Øv! Og nu er det morgen, og jeg kan stadig ikke holde ud at være sammen med mig selv. Er jeg virkelig ikke kommet videre?
Jeg ved godt at det går op og ned i bølger, og at det bare er sådan det er at arbejde både med anoreksi og med depressioner. Nogle uger, dage, timer går det fremad, andre tre skridt tilbage.
Men det er vældig svært ikke at tænke “nu snublede jeg for 117. gang, nu kan jeg igen ikke finde ud af det” og “hvor dum er jeg lige, jeg burde da have lært dette her for længst”.
For der skal stadigvæk kun urelaterede småting til at få det til at vælte: en lidt for fyldt kalender, et hak i vægtkurven, det svageste pres udefra, en ny kostplan der endnu ikke har vundet min tillid eller mennesker jeg er nødt til at sige “nej, det har jeg ikke kræfter til” selvom jeg savner at se dem.
Det ville klæde mine skriblerier med lidt mere liv og glæde. Det virker efterhånden som om siden her er blevet en logbog over min rejse i sygdommen, trist og grå, og det huer mig ikke.
Jeg må tage mig sammen og se om jeg kan finde nogle kattekillinger, rollespil eller betagende oplevelser at skrive om inden jeg fortæller mig selv og jer længere ud i sumpen af kedsom tristhed.
Legeweekend :-)
Lige om snart, når jeg har fået min uundværlige middagslur, går turen til Als for at fægte hele weekenden. Jeg glæder mig 🙂 Så jeg tyvstarter lige med et billede fra forrige uge.
Derudover er dagens nye viden at indmad ikke bare er kød, i hvert fald ikke hvis det står til mine sanser. Jeg udskar oksehjerter i formiddags, og hvor det ikke rører mig at ordne kød var det her meget tydeligt at jeg stod og skar i en bid af nogen der var død. Hjerterne lugter skarpere af blod – mere end lever – og det hårde, hvide fedt der sidder langs deres øvre kant er ikke som noget andet jeg har truffet på en ko. Spændende! Og groft at jeg sådan står og bliver småkvalm af råvarerne. Sådan en vil jeg ikke være.
Umuligheden i at kunne tænke sig
“Hvad har du lyst til?” – et vældig simpelt spøgsmål, men alligevel må jeg give op mere end halvdelen af gangene det bliver stillet.
Her til morgen var det simpelt nok: Da jeg efter 10 timers søvn stadig absolut ingen saft havde i tanken og ømmede mit sind bare ved tanken om at skulle på arbejde til *gisp* andre mennesker var det ikke svært at indse jeg skulle ringe og sige at jeg har brug for fred og ro, og ikke kommer idag. Havde jeg haft et rigtigt arbejde i stedet for mit sygesindsvenlige pasningstilbud kunne det aldrig være faldet mig ind. Folk som giver mig løn har krav på min arbejdsindsats ligemeget hvordan jeg har det på indersiden af hovedet.
Men jeg fik besked på endelig at blive hjemme og søge den hvile jeg havde brug for. Jeg opdagede at der var plads til en stor bid taknemmelighed i min mave selvom den allerede var fuld af udmattethed.
Når der er andre tilstede, derimod, er det vældig svært at mærke hvad jeg vil. Lige så snart nogen udtrykker en mening er det stort set umuligt. Mit indre konfliktbarometer slår overvældende ud bare ved tanken om at komme med et forslag der potentielt kunne genere nogen ved ikke at være det de havde lyst til. Mit tåbeligt knudrede hoved reagerer med ikke at lade mig kunne mærke hvad der er godt for mig – har jeg brug for en pause, vil jeg spise snart, har jeg lyst til at gå ud, sidde stille, hoppe, snakke, dase…? – for hvis jeg ikke kan mærke hvad jeg trænger eller har lyst til, så er det jo oplagt bare at gøre det der stiller nogle andre tilfredse. Selv når det er et simpelt valg – “Vil jeg sove nu, eller har jeg lyst til at blive oppe lidt længere” – kan jeg ikke mærke det rigtige svar hvis jeg er i selskab med nogen der har en aktie i situationen 😐 Det er lige så umuligt som at gå på vandet at kunne mærke hvad jeg kunne tænke mig hvis der er andre i nærheden der har en mening.
Hvor begynder man? Eller måske er det allerede en begyndelse at jeg har set hvordan det forholder sig? Men hvordan kommer jeg så videre, hvordan lærer jeg at mærke det jeg ikke kan føle nu, men som jo må være der?
Popsang med indhold
… Jeg kan ikke forestille mig at man tjener mange penge på den slags, men alligevel: