Byen sveder og fylder luften med feromoner.
Det gavmilde vejr har varmet den så meget nu at som jeg går over gader og torve endnu inden 7 er her knapt køligt.
Her dufter som i Sydeuropa, som morgener i Firenze og formiddage i Istanbul eller Rom. Af varm asfalt, menneskesnavset beton, trafik og ubestemmeligt af mere eller mindre friske spiseligheder.
Som vejret varer ved ligger byen gradvist mere og mere i et sydligere paradigme.
Nylavet koldskål med små klatter vanillekvark.
Ingen bismag af fæle pasteuriserede æg eller drys af indtørrede, overskårne småkager.
Bare mælk, æg, vanille, citron og lidt sukker. Nemmere bliver det ikke og helt tilpas på en varm fredag aften.
… I sit eget køkken må man heldigvis selv bestemme 🙂
Af en eller anden grund er der altid hul på mine sokker. Mindst et i hvert par, ganske ofte et par stykker. Især de sorte (det kunne måske have noget at gøre med at jeg kun bruger sorte sokker..?), men også de dejlige grå uldstrømper som Tante Gurli har strikket – men dem har jeg i det mindste slidt op med kærlighed.
De sorte sokker derimod, bliver tilsyneladende defekte på et tidspunkt mellem jeg smider dem til vask og tager dem frem til brug. Og jeg har altså ingen møl længere (7-9-13).
Men nu er det slut – for en tid i hvert fald. På vej hjem ødslede jeg tres kroner bort på fem par nye, sorte sokker og gik glad hjem og smed de hullede ud.
Ha!
Online videoer taber normalt til utålmodigheden hvis de er mere end et par minutter lange. Denne her holdt mig fangen alle tyve minutter, og de føltes ikke lange.
Men nu handler den også om noget af det vigtigste – og dejligste – i verden: Mad.
Mark Bittman er madskribent for New York Times (hans blog er her) Nedenfor taler han om bæredygtigheden af kosten i den vestlige verden, både i forhold til livet for os der spiser den, og i forhold til planetens liv og levedygtighed.
Den er værd at se, men da jeg kender et par af jer som enten ikke har lyd eller ikke følger så snildt med på engelsk så tillad mig opsummere lidt – omend uden forfatterens bid og vid.
Det handler om klimaforandringer, og om hvad vi hver især personligt kan gøre for at sørge for at vi stadig har rent vand, luft, en planet der er til at leve på i næste århundrede.
Industrielt husdyrhold er den næststørste forureningskilde vi har. Det eneste der forurener mere er produktion af energi. Selv transportsektoren kommer først på en tredieplads. Så når vi taler om økologi, mindskning af sprøjtegifte, transport og alt det andet der bruges i verdens madproduktion tæller det mindst lige så meget om det er planter eller dyr vi spiser.
På den rent sundhedsmæssige side er der vist ikke længere nogen af os der er i tvivl om at en moderne vestlig kost med dens høje indhold af animalsk fedt, forarbejdede fødevarer, hvide kulhydrater, og fravær af råvarer som faktisk er rå ikke ligefrem gavner vores sundhed, snarere tværtimod. Vi har alle sammen efterhånden lært lektien – på papiret i hvert fald – og ved at optimal kost er grov, mager, og fuld af planter.
Men bør vi så alle sammen blive vegetarer? Det er her jeg kan lide Mark Bittman. For han siger realistsik at nej, det sker nok næppe. (En ganske væsentlig pointe – ellers kunne vi også sige at forureningsproblemet kunne løses ved at vi alle holdt op med at bruge elektricitet.)
Jeg tilføjer at det nok er lige så lidt sandsynligt at det sker herhjemme i Danmark som i USA, selvom vores kødforbrug pr næse stadig er lidt mindre end amerikanernes.
Men hvad gør vi så som ansvarlige verdensborgere? Det samme som under oliekrisen, efter verdenskrigen og i allehånde andre mangelsituationer. Bemærk at det vi mangler her _ikke_ er kød, men flere planeter – hvis alle brugte løs med samme iver som os danskere (for slet ikke at tale om amerikanerne) ville en planet slet ikke være nok – verdens forbrug har allerede oversteget vores ene planets kapacitet:
… Og det til trods for at blandt andet Afrika bruger langt mindre end deres del.
Altså: Frem med … ikke sparekniven, men måske snarere realitetssansen og lidt sund fornuft. Som nævnt ved vi udemærket at vores kroppe ikke har godt af store dele af vores kost – cola, færdigretter, slik, store bøffer, fast food, fløde – og nu lærer vi så også at planeten heller ikke kan tåle det. En af de ting jeg bed mærke i under nyhedernes omtale af fødevarekrisen var at en del af problemet kommer af at langt flere kinesere nu har råd til at spise kød oftere. Bevares, de spiser ikke nær så meget som os – eksempelvis i snit 50kg svinekød om året overfor danskerens mere end 120kg – men med mange kinesere nok rykker det alligevel. Og der er vel ikke nogen der vil komme og påstå at de ønsker at kineserne eller afrikanerne skal have en dårligere levestandard for at vi kan smovse?
Jeg kan vældig godt lide kød. En rød bøf, karbonader, kyllingelår, chili con carne… Jeg har ikke tænkt mig at holde op med at spise kød, selvom der er andre proteinkilder der kan dække mit næringsbehov. Men det er vist på tide at fornuften får lov at tale lidt.
For 100, 70, måske 50 år siden spiste vi ikke allesammen kød hver dag, selve tanken var absurd. Spørg din bedste eller farfar hvis du ikke tror mig (medmindre du kommer af rigmandsfamilie, så kan det være det så anderledes ud).
Nu har vi så i de senere år lært ikke bare at det ikke er godt for vores sundhed og velbefindende at spise så mange animalske produkter, men også at planeten i længden ikke kan holde til det (i hvert fald ikke medmindre vi i praksis går ind for permanent at holde dele af Asien og Afrika som global underklasse).
Så hvad Mark Bittman foreslår er at vi hver skærer vores kødforbrug ned til 50% Ingen af os har ernæringsmæssigt brug for alt det kød vi spiser alligevel, og miljømæssigt set er det lidt i stil med at køre en stor blærefirhjulstrækker i stedet for en økonomisk familiebil. Et udsagn der signalerer “Jeg er for vigtig til at nogen andre også skal have plads”.
Det er ikke så svært – jeg har været igang med det et års tid efterhånden, og hvis min spiseforstyrrede hjerne kan kapere det så skulle alle de normale nok også kunne. Der er jo masser af andre proteinkilder, og der er bestemt ikke mangel på lækker mad hvor kød ikke er hovedingrediensen.
Men det kræver at vi som enkeltpersoner (så skal samfundet nok følge efter med tiden) tager ansvar, holder op med at tro at rigtig mad, sund mad er mad med masser af kød, og holder op med at bilde os selv ind at kød hver dag er en menneskeret.
… Alternativet er at lukke øjnene, stikke fingrene i ørerne og indrømme at vi vælger at tage del i at bruge planeten op.
… PS: Hvis ikke du synes dit forbrug er så voldsomt (eller hvis du vil se hvad du ellers kan gøre) kan du beregne dit
CO2-fodspor her. Gennemsnittet for en dansker er 10 ton, for en amerikaner omkring 20 og for en afrikaner cirka 1.
Jeg brugte to af pinsens smukke solrige eftermiddage på i dyre domme at sidde i toget til København og tilbage igen. Mit ene par bukser (ud af de tre jeg har der passer og et jeg har lånt) revnede tværs over bagen på en overordentlig ikke-reparerbar måde, det var ganske umuligt at få et sæde eftersom halvdelen af landet tydeligvis skulle fejre pinse i Hovedstaden og som kronen på værket tog turen en time ekstra hver vej på grund af sporarbejde ved Frederecia.
Det var alt sammen givet godt ud og mere til! 😀
For enden af togrejsen ventede Tidens Ritual i selskab med nogle spændende mennesker jeg ellers ikke har spillet rollespil med eller ikke spillet med længe.
Det er år siden jeg har spillet et scenarie uden for con, og endnu længere siden der har været folk i gruppen jeg ikke kendte rigtig godt på forhånd. *Sidder uroligt og hopper lidt forventningsfuldt i stolen*. Mere af det!
… Eller, det ville i hvert fald være dejligt med mere, og det lyder også som om de andre involverede kunne tænke sig at gøre det igen. Så er balladen bare at for mig koster det en tur til København hver gang, og det tillader finanserne ikke sådan lige. Togbilletten koster 7 dages madbudget. Kanske jeg skulle til at spise noget mindre? Hvorfor nu den irriterende lyd af advarselsklokker, lige som jeg er kommet på en plan? 😛
En bred solstribe og byens lyde strømmer ind gennem det åbne vindue. Klart og tydeligt som var gaden, de japanske kirsebærtræer og håndværkerne der samler stillads lige på den anden side af karmen.
Stille – mæt og tilfreds – lader jeg tankerne synke nedad, ruller mig sammen og søger ind i en sovestilling.
Jeg har ro. Nu, her, er jeg hele jeg i hvile. Tastaturet klikker, en bus kører forbi udenfor og jeg er tryg.
Jeg bider mærke i øjeblikket, suger det ind og gemmer det til trange tider. Kanske jeg får brug for det på mandag?
Jeg går gennem byen, men ingen kan se at det er mig. I løse sorte bukser, Fenjas støvler og en for stor lånt grøn hættetrøje (jeg nåede aldrig hjem efter varulv lørdag nat) og uden håret sat op i den sædvanlige knold genkender jeg knapt mit eget spejlbillede i ruderne jeg passerer.
Jeg er lille og ikke helt synlig i det store tøj, men samtidig beskyttet, som af en rustning.
Sådan klædt kan jeg alt muligt, har en frihed og kraft jeg ellers ikke kender.
Det er uforudset og berusende. Min ryg retter sig uvilkårligt lidt, og jeg er uventet energisk.
Der er åbnet en Irma i Århus. Den bor i Magasin, og dermed lige på den vej jeg går hjem fra Gyngen hver dag.
Det er farligt for påholdenheden. Som hvis Salling Super med det lokkende men hundedyre osteudvalg var et sted jeg passerede hver dag. Og så er Irma endda dobbelt lusket: Ved kassen, som jeg står med min økologiske maxi sødmælk, yoghurt med blåbær eller hvad jeg nu har overbevist sparetankerne om at det er i orden at forkæle mig selv med idag er der ikke stillet slik frem. Slik kan jeg ellers fint modstå, nu hvor kroppen ikke længere er desparat efter vilkårlig ernæring smager det alligevel sjældent så godt som det ser ud, og bestemt ikke så godt som da jeg manglede mest. Det er typisk kun Lakrisal og lækker mælkechokolade der af og til lokker.
Nej Irma er ekstra luskede: Ved kassen står smoothies, grøntsager i snackstørrelse og – farligst af det hele – friske bær.
Idag økologiske jordbær, dybtrøde og smukke. Dem kunne jeg ikke gå forbi, kampen var tabt inden for de første 3 sekunder. Hvor jeg aldrig ville impulskøbe for 20 kr slik havde jeg ikke en chance mod bærrene. Og de var også gode, med smag og farve selvom vi stadig har april.
Irmas nærhed bebuder potentiel økonomisk ruin for folk som jeg når de bruger den slags unfair lokkemidler. Lykkelig og kulinarisk salig ruin måske, men ikke mindre farlig af den grund.
Jeg bliver vist nødt til at gå et smut omkring der igen i morgen.
Jeg har benyttet det gode vejr til at være lidt flittig til en afveksling.
Solen giver mig en bid af den manglende energi tilbage. Når der er så meget lys, og på steder med læ også varme, udenfor skriger mine instinkter at jeg skal ud, igang, få ordnet noget og bestemt helst noget som kan laves ude i solskinnet.
Sidst på ugen flaskede det sig så fint for min virketrang at René skulle overtage sin nye lejlighed og flytte ind. Til at begynde med var arbejdet ikke så hårdt – jeg lå i solstriben og skrev ting på præ-indflytningslisten over fejl og mangler.
Senere, da vi bar hans 100000 ejendele op på tredie sal var der knap så meget afslapning over foretagendet 😉
Men selvom solskinnet hjælper betragteligt, så er der det meste af tiden stadig ingenting jeg gerne vil. Hvis jeg har planer en aften eller eftermiddag – at se mine venner, få ordnet lidt af slagmarken herhjemme eller komme afsted til kenjutsu – går det meste af dagen med at føle mig fanget og bare ville gemme mig under dynen. Som om ethvert forehavende er mere end jeg orker og bare udsigten til det er nok til at kvæle enhver rest af energi. Trætheden er der hele tiden, og den er anseeligt stærkere end min lyst til håndarbejde, læsning, hyggesnak, film, madlavning – alt det der ellers giver mig glæde.
Det er velkendt, og jeg ved det jo godt: Det er restsymptomer på depression, de af dem som min medicin ikke fjerner. Men hvor længe skal jeg slæbe rundt på dem? For ind imellem, i selskab, alene med en bog, ude i solskinnet kan jeg jo godt have utyngede øjeblikke med ro. Som små vanillekorn i mine dages budding (jeg kunne ikke dy mig 😉 ).
Resten af tiden er jeg her
og kun hvis jeg trækkes i, som her af lyden af en kameraudløserknap, hales jeg ud af døsens mudder.
Jeg er træt, og træt af ikke at være rask.
Denne her bliver ved med at køre rundt i mit hovede.
Cory “Mr. Safety” Williams har lavet adskillige videoer om Sparta, de fleste fik mig til at smile så kom fluks igang 🙂 … Det var jo alligevel ikke fordi du havde vigtigere planer for den næste time end at kattesurfe på YouTube, vel?
Vil ha’ kat! Og ingen allergi! Nu!