Jeg har stearinlys og morgenthe og døgnrytme. Grapefrugt i maven, müsli mellem tænderne og en halvlang liste over ting jeg godt kunne tænke mig at få ordnet.
På min morgenlige facebook-surf lærer jeg begejstret at det er den helt rigtige måde at få en masse fra hånden, omend måske ikke helt det man havde besluttet sig for.
Jorgo linker dette interessante essay fra en amerikansk filosofiprofessor med både hoved og humor skruet rigtigt på.
Den oprindelige tekst er bestemt læsværdig, men tillad mig at resumere:
Pointen er at overspringshandlinger – altså de ting du gør mens du godt ved at du udelukkende foretager dig dem fordi der er noget andet og vigtigere som du ikke kan tage dig sammen til lige nu – kan være en katalysator for at få ordnet en masse uden at det føles som trælst arbejde. For så længe der er noget vigtigere og mere presserende du burde lave først føles det ikke nær så opslidende at foretage dig noget andet og lavere prioriteret i stedet, også selvom dette andet er nyttigt.
Så i stedet for pligtskyldigst at lave den vigtigste opgave først og gøre det hele på viljestyrke kan man, beretter professoren, udnytte sin menneskelige tendens til overspringshandlinger til at få noget andet – også nyttigt men bare lidt lavere prioriteret – fra hånden med langt mindre mental anstrengelse end hvis man artigt gjorde tingene i den ‘rigtige’ rækkefølge.
Det lyder tiltalende! Jeg er en formidabel overspringshandler når det slår mig, så det må afprøves. Og nu sidder jeg jo netop her lørdag morgen med en liste på en halv snes ting jeg kunne tænke mig blev gjort som jeg passende kunne teste princippet med.
Listen indeholder en halv snes ting, alt fra ‘Hente vasketøjet som længe har vansmægtet i kælderens tørrerum’ over ‘Gå på posthuset efter min savnede og forhåbentlig reparerede telefon’ til ‘støve af’ (hvem siger hvert andet år ikke er tit nok?) og ‘køb bukser og trøje, gerne på udsalg’.
Her er det ikke svært at prioritere. Her er efterhånden så småuldent at det bliver nødvendigt også at støve væggene af. Jeg _hader_ at støve af. Man får tørre, kløende hænder, skal flytte rundt på en masse, bliver tit også nødt til at foretage en generel oprydning og der er altid steder man har overset så det føles alligevel aldrig rigtig rent.
På en delt hade-førsteplads ligger køb af tøj. Jeg har 2 par bukser der er varme nok til månedens klima og 3 bluser hvoraf de 2 efterhånden er ret nussede og slidte. Der er naturligvis andet tøj i mit skab men enten passer det ikke ordentligt længere eller også er det klæd-ud-tøj, festtøj, sommertøj eller rigeligt anvendte klædningsstykker slidt til det punkt hvor man ikke helt kan være bekendt at vise sig uden for sin hoveddør i dem.
Men de sidste adskillige gange jeg har forsøgt at gå ud og anskaffe noget er det ikke lykkedes. Mit hovede siger “sikke nogle grimme farver og snit der er moderne lige nu”, “hvis bukserne skal være størrelse 40 for at passe over måsen så vil jeg i hvert fald ikke have nogen, ha!”, “den der er pæn men jeg vil aldrig kunne holde varmen i den så det nytter ikke” eller “nej, der er vist ikke strengt nødvendigt at bruge penge på den”.
Og så går jeg tomhændet hjem og tager de samme 3 bluser på og fryser når begge par vinterbukser er til vask. I onsdags kommenterede to af mine mere velklædte bekendte at jeg da var fin idag og det var usædvanligt – det viste sig at være fordi jeg havde varmen lige efter at have cyklet så jeg havde ikke fået min sædvanlige slidte trøje på endnu men sad i mit indre lag: sorte gamacher og en stram sort tunika. Doh! Hjælp ønskes til den indkøbshandikappede.
Men det var overspringshandlinger jeg kom fra inden jeg begyndte at harcelere over min manglende evne til at komme hjem med tøj man kan være bekendt at vise sig i.
Med disse to lidet tiltalende punkter – støvaftørring og vintertøjanskaffelse – som de højest prioriterede, mon så de andre ting på min liste vil gå som en leg idag?
Klokken er kun kvart i otte, der er masser af dag til at overspringshandle…
