Jeg fik denne her i en mail igår med teksten “Jeg kunne ikke lade være med at tænke på dig da jeg så den her 🙂 “
Det plejer at være fra børn og fulde folk sandheden kommer, men muligvis har den været på visit hos en ven fra Djævleøen denne gang..?
Sommerhus
Regn trommer på skråvinduet. Jeg synker ned i dynens lune omfavnelse i min hule under tagryggen. Lytter stille til symfonien af mine brødres brummende tale nede fra stuen og regnens dansen mod taget.
Daggry. Lyset ned gennem ruden glider roligt-så-roligt fra mørkeblåt mod morgengråt. Min søvn er brugt, jeg kravler ned ad stien til stuen og ser et tyndt og fint hvidt drys over verden udenfor. Ivrigt bærer fødderne mig mod stilheden, fra sovende familie ud på knasende genfrossen tøsne – ikke meget, bare nok lige nok til at jeg sætter sprøde fodspor. Der er dunet synende iskrystaller på hver en kvist og mens jeg spadserer gryr dagen stille.
Hvad du ønsker…
Vi kender allesammen de morgener hvor man bare ikke rigtig orker. Hvor man ikke skal noget usædvanligt eller mere anstrengende end normalt men alligevel bare har lyst til at glemme cyklen, tage bussen, gå tidligt, blive hjemme og læse en bog, bage kage, se serie og ikke foretage sig noget der på nogen måde kan betragtes som produktivt.
Sådan en havde jeg i morges. Onsdag er stadig Hospitalsdag hvor jeg først møder halv ni, hvilket også er grunden til jeg overhovedet nåeede at tænke videre over hvor lidt jeg havde lyst til at forlade lænestolen og ikke bare sprang op på cyklen lidt i seks og trampede op ad bakken.
I stedet havde jeg tid til at drikke the og nette i ro og mag. Heldigt at der var tid til eftertanke.
For da jeg efter en times tid gik ud for at lave morgenmad kom jeg i tanke om at skolerne har vinterferie denne uge. Og da Center for Spiseforstyrrelser jo hører under Børne- og Ungdomspsykiatrien (…ergo lider jeg af en børnesygdom? 😛 ) så holder behandlingen pause i skolernes vinterferie.
Nogle gange får man hvad man uden ret ønsker en træt onsdag morgen 😀
Salig
Rolige hænder på min nakke. Langsomt stryger og klemmer fingrene noget af ømheden ud af de anspændte muskler oppe under kraniekanten, og i samme takt synker jeg lige så stille længere ned i underlaget, hviler i kroppen, bliver tungere, afslappes.
Efter et blidt, langt nu glider de videre til skuldrene og ælter så bid for bid ned ad ryggen. Muskler som idag har stået op, krampet, tænkt, skrevet, cyklet, skåret, arbejdet får den samme tyngde, finder ro.
En ro jeg aldrig har fundet andetsteds. Uforlignelig og salig væren – eet langt øjeblik mens hænderne gnubber omsorg i mig.
Aha! Det må testes.
Jeg har stearinlys og morgenthe og døgnrytme. Grapefrugt i maven, müsli mellem tænderne og en halvlang liste over ting jeg godt kunne tænke mig at få ordnet.
På min morgenlige facebook-surf lærer jeg begejstret at det er den helt rigtige måde at få en masse fra hånden, omend måske ikke helt det man havde besluttet sig for.
Jorgo linker dette interessante essay fra en amerikansk filosofiprofessor med både hoved og humor skruet rigtigt på.
Den oprindelige tekst er bestemt læsværdig, men tillad mig at resumere:
Pointen er at overspringshandlinger – altså de ting du gør mens du godt ved at du udelukkende foretager dig dem fordi der er noget andet og vigtigere som du ikke kan tage dig sammen til lige nu – kan være en katalysator for at få ordnet en masse uden at det føles som trælst arbejde. For så længe der er noget vigtigere og mere presserende du burde lave først føles det ikke nær så opslidende at foretage dig noget andet og lavere prioriteret i stedet, også selvom dette andet er nyttigt.
Så i stedet for pligtskyldigst at lave den vigtigste opgave først og gøre det hele på viljestyrke kan man, beretter professoren, udnytte sin menneskelige tendens til overspringshandlinger til at få noget andet – også nyttigt men bare lidt lavere prioriteret – fra hånden med langt mindre mental anstrengelse end hvis man artigt gjorde tingene i den ‘rigtige’ rækkefølge.
Det lyder tiltalende! Jeg er en formidabel overspringshandler når det slår mig, så det må afprøves. Og nu sidder jeg jo netop her lørdag morgen med en liste på en halv snes ting jeg kunne tænke mig blev gjort som jeg passende kunne teste princippet med.
Listen indeholder en halv snes ting, alt fra ‘Hente vasketøjet som længe har vansmægtet i kælderens tørrerum’ over ‘Gå på posthuset efter min savnede og forhåbentlig reparerede telefon’ til ‘støve af’ (hvem siger hvert andet år ikke er tit nok?) og ‘køb bukser og trøje, gerne på udsalg’.
Her er det ikke svært at prioritere. Her er efterhånden så småuldent at det bliver nødvendigt også at støve væggene af. Jeg _hader_ at støve af. Man får tørre, kløende hænder, skal flytte rundt på en masse, bliver tit også nødt til at foretage en generel oprydning og der er altid steder man har overset så det føles alligevel aldrig rigtig rent.
På en delt hade-førsteplads ligger køb af tøj. Jeg har 2 par bukser der er varme nok til månedens klima og 3 bluser hvoraf de 2 efterhånden er ret nussede og slidte. Der er naturligvis andet tøj i mit skab men enten passer det ikke ordentligt længere eller også er det klæd-ud-tøj, festtøj, sommertøj eller rigeligt anvendte klædningsstykker slidt til det punkt hvor man ikke helt kan være bekendt at vise sig uden for sin hoveddør i dem.
Men de sidste adskillige gange jeg har forsøgt at gå ud og anskaffe noget er det ikke lykkedes. Mit hovede siger “sikke nogle grimme farver og snit der er moderne lige nu”, “hvis bukserne skal være størrelse 40 for at passe over måsen så vil jeg i hvert fald ikke have nogen, ha!”, “den der er pæn men jeg vil aldrig kunne holde varmen i den så det nytter ikke” eller “nej, der er vist ikke strengt nødvendigt at bruge penge på den”.
Og så går jeg tomhændet hjem og tager de samme 3 bluser på og fryser når begge par vinterbukser er til vask. I onsdags kommenterede to af mine mere velklædte bekendte at jeg da var fin idag og det var usædvanligt – det viste sig at være fordi jeg havde varmen lige efter at have cyklet så jeg havde ikke fået min sædvanlige slidte trøje på endnu men sad i mit indre lag: sorte gamacher og en stram sort tunika. Doh! Hjælp ønskes til den indkøbshandikappede.
Men det var overspringshandlinger jeg kom fra inden jeg begyndte at harcelere over min manglende evne til at komme hjem med tøj man kan være bekendt at vise sig i.
Med disse to lidet tiltalende punkter – støvaftørring og vintertøjanskaffelse – som de højest prioriterede, mon så de andre ting på min liste vil gå som en leg idag?
Klokken er kun kvart i otte, der er masser af dag til at overspringshandle…
Gråvejr
Det blæser og småregner. Ikke rigtig vinterkoldt, men nærmest novembervejr.
Men jeg sidder lunt under et tæppe, med min nye julegavemorgenkåbe (ja, Hello Kitty, den er meget fin 😀 ) på som slåbrok.
Det begynder at skumre udenfor og jeg godter mig over at dagems ærinder derude er fuldført.
Jeg har spinat, røget laks og andet godt til en suppe til aftensmad.
Dertil et halvt brød af det jeg æltede med min fine røde ferrari igår (også en julegave, hurra!). Den skal I lige se:
Der står godt nok OBH på den, men se på farven! Der kan ikke være tvivl om at det er en Ferrari.
Jeg havde helt glemt hvor dejligt det er at få legetøj i julegave. I forhold til redskaberne på arbejdet er det næsten som at lege med dukkehus når jeg muntrer mig med min nye køkkenven. En fiiiin og lillebitte røreskål (4 liter) – i hvert fald i forhold til de 60-liters rørekedler jeg bruger om formiddagen 😉
Det bliver bedre endnu:
Økologiske mandariner, stearinlys og en hel stabel fra biblioteket som det helt kribler i mig for at komme igang med at læse. Både bind 5 og 6 af The Dresden Files, bind 2 af en nuttet lille serie om verden ramt af magi og “I hendes majestæts tjeneste” (Hamilton bind 9) – den har jeg også ventet på længe.
Hvilken overflod. Nu er dilemmaet: Hvilken skal jeg læse først, det er næsten ikke til at vælge!
Og julen varer lige til…
… Ja hvorlænge ved jeg faktisk ikke. Men slut er den i hvert fald ikke, for mine helligtrekongerslys kunne ikke nå at brænde ned igår aftes 🙂
Mmm
Må jeg få en bid?
Op til jul
Så er der talt ned i den julekalender jeg slet ikke har set iår. Den sidste pakkekalenderpakke er åbnet (den til den 24. kommer kalendernissen jo først med i nat), René er taget hjem til jul med sin familie og flammen i kalenderlyset er på vej til at fortære 23-tallet. 
Jeg sidder i hyggemørket med julemusik på computeren og udsigt til mine transportklare julegaver på stuegulvet.
Adventskransens to første lys er brugt op ned til sløjfen, og på bordet ved siden af ligger det jeg pakkede op i morges: Et par katteører og et halsbånd med bjælde i. Mon kalendernissen ikke ved at det er dyrplageri at sætte bjælder på katte? 😉 Jeg overvejer om ikke det skal være årets nytårshat.
Leoparden ligger trygt og klar i tasken og kigger op over kanten. Vi er klar til jul hos Mor – mon Christoffer vil sove ovenpå sammen med os i nat ligesom han plejer til jul?
Leoparden har været flittig i løbet af december – flere gange har der været vasket op eller taget tilløb til det når jeg kom hjem.
Måske håber den på rigelige julegaver – men hvad giver man en plysleopard?
Inden min hånd blev brugt op i køkkenet nåede jeg at bage honningkager hos Pernille og Ingrid. Dejen lagde jeg allerede i maj da Pernille flyttede og forærede mig de adskillige glas honning hun havde i gemmerne. Opskriften siger at proto-dejen gerne vil ligge i op til et år inden bagning, men det er aldrig tidligere lykkedes mig at få den lagt før oktober eller november. Årets vellagrede smagte dobbelt så godt som ellers, så til januar laver jeg den næste portion dej 🙂
Udover hjerter, stjerneskud, solkors og andre traditionelle former blev der også en plade ulvekager.
Pernille fik naturligvis fuldmånen, Ingrid den smalleste nymåne og jeg åd skjaldemånen i mangel af halvmåne. Haps.
I løbet af nogle dage udviklede mit slagmærke på låret sig til et blålilla hjerte.
Så nu ved vi lidt om hvordan jeg ville se ud med en stor tatovering på låret.
Nu vi er ved tatoveringer: Igår kom Nis forbi på vej til Viborg til den efterhånden traditionelle biograftur. Inden filmen spiste vi frokost med Maria og Pelle og benyttede lejligheden til at få et kig på Nis fine nye tatovering.
Den er ikke fyldt ud endnu, kun streget op, men den klæder ham allerede nydeligt 🙂
I lørdags spiste vi frokost og udvekslede gaver hos Far. Han og Karen fløj til Fuerteventura med børnene igår for at dase i varmen i 14 dage så det skulle klares inden.
Christoffer var trods sine 12 år stadig meget ivrig for at få gang i pakkerne, men Chili fik ham til at tøve en stund – den hund er ingen letvægter.
Søndag aften var der guldbryllup hos Tante Gurli og Onkel Jørgen. Det er den mægtigste solhvervsfest jeg endnu har været med til – jeg dansede med stor fornøjelse en god bid af den længste nat bort. Mine fødder kunne knapt gå op ad trappen da jeg kom hjem 😛
Jeg har desværre ingen billeder – havde ikke kamera med. Hvis du har nogle vil jeg gerne have et par udvalgte til samlingen.
På den praktiske side: Jeg har lånetelefon så jeg kan skrive sms og ringe op igen. Men jeg har mistet alle telefonnumre (de lå desværre ikke på SIM-kortet men nu har jeg lært det!), så i lillejuleaftensgave ønsker jeg mig en sms fra jer hver og en, så jeg har jeres numre igen.
Inden længe kommer Daniel forbi og giver mig og gaverne et lift til Åvej og risengrøden (lillejuleaften uden risengrød til aftensmad = ramaskrig!). Christoffer ringede lige før, han vil gerne sove sammen med mig og Leoparden.
Det ser ud som om det bliver jul iår 🙂
Et billede på julehandlen og telefonproblemer
Først et billede på de julehandlende jeg ser i stimer hver dag hernede i midtbyen, mere og mere desperate for hver dag vi kommer nærmere juleaften.
Dernæst dagens praktiske oplysning: Min telefon er gået i udu, så indtil lånetelefonen ankommer i løbet af et par dage kan jeg ikke læse sms og kun ringe til de få numre jeg kan huske i blinde (det er skærmen der har givet op).
I kan ringe til mig, men det er også det.