Til min fødselsdag fik jeg af Pelle og Maria forskellige slags kvalitetsthe af den slags jeg normalt ikke under mig selv at købe. Heriblandt en lille pakke med nogle forskellige Kusmi-thebreve.
Siden har jeg nydt at prøve en ny om morgenen, og det er farligt.
Den ene af dem var nemlig så god at jeg ikke kunne modstå at gå ud og købe en dåse af den.
Kraftig, uden falbelader, god og kulsort, lige sådan som jeg allerbedst kan lide min the 🙂
Jeg har haft min nuværende facon et års tid efterhånden. Tilpas velnæret til at eksperterne er tilfredse med at min krop ikke mangler længere, men ikke mere end det.
En pæn del af tiden lykkes det mig mere eller mindre at ignorere hvordan jeg ser ud – det er den del hvor tingene fungerer så nogenlunde. Jeg undgår at se i spejlet på badeværelset, skifter tøj mens jeg efter bedste evne kigger på og koncentrerer mig om noget andet og når først jeg er klædt på og gemt væk er det lidt nemmere at undgå at tænke på hvad der er indenunder og hvordan det føles.
På andre tidspunkter går det mindre glat. Jeg skal helst ikke tænke over eller konfronteres med det, så snubler jeg.
Det går det ikke så godt med. Jeg kom for skade at se mig selv lave yoga i weekenden, lagde mærke til hvor det var rundt og gyngende. I situationen var jeg lidt på afstand og tænkte bare “Åh ja, det er rigtigt, jeg væmmes ved at se på mig selv”.
De sidste dage har det i stigende grad plaget mig, og jeg må nok indse at jeg ikke ustraffet kan få øje på mig selv. For jeg bliver så ked af det. Selv efter at have set sådan ud over et år nu. Stadigvæk.
Måske slår det ekstra hårdt fordi jeg bevidst og stædigt har ignoreret det efter bedste evne. Men jeg har ikke kunnet hitte på andet at stille op, det virker umuligt at ændre sin egen smag.
For hvordan kommer man igang med at overbevise sig selv om at noget man aldrig har kunnet lide er dejligt. At det sanserne fortæller er frastødende ikke nødvendigvis er det? Hvadenten det er selleri, technomusik, cigarrøg eller bløde, kvindelige former.
Giv mig et hint. Hvad skal jeg gøre?
Da jeg kom hjem her til morgen sad Leoparden vagt på en redt seng med min nye hishigi (staver jeg mon det rigtigt) og opvasken var taget.
Uventet orden fryder 🙂
Dragen er færdig og oppe at hænge. Endelig.
Det har også taget sin tid. Jeg købte den som souvenir i Santa Monica da Nis og jeg var i Los Angeles for snart fire år siden. Den har ligget ufærdig og halvsamlet på toppen af skænken siden jeg begyndte på den kort efter jeg flyttede ind, men nu er den samlet, limet og hængt op – forhåbentlig holder det 😛
Den hænger over min seng ved siden af Wonder, så nu er jeg bevogtet af en drage fra oven, og Leoparden i sengen når jeg sover 🙂
Se, se se hvad jeg fik til huse idag.
En sofa 🙂
Jeg så den i den gode møbelgenbrugsbiks i lørdags, gik hjem og målte men kunne ikke helt få plads uden at flytte om.
Det fik jeg så ordnet idag, og blev straks bekymret for om min nye ven var blevet solgt til anden side i mellemtiden.
Den rare dame i telefonen sagde nej, de havde den endnu og så gik jagten ind på en måde at få den herhjem på.
For cyklen – omend god til både motion og personlig transport – kan ikke laste en sofa. Og det oplagte valg, min snilde bror Daniel der oven i købet har en stor bil havde travlt og slet ikke tid til motorkøretøjsløse søstre og deres kvababbelser.
Redningen var min Far. Tilsyneladende end ikke irriteret over sådan at få lavet om på dagens planer tilbød han fluks at komme med sin bil, såsnart den var hjemme (Karen skulle til frisøren med Mads-Emil). Klokken blev tre, dernæst fire og det var aldeles nervepirrende. Genbrugsbiksen lukker klokken fem, og jeg var helt opsat på at det var nu, nu, idag, endelig at jeg skulle have sofa.
Næste gys kom prompte: Traileren på Fars arbejde viste sig at være itu. Nu var gode råd dyre og klokken kvart over fire. Men, når nøden er størst er det godt at have venneer med kvikke hoveder. René – som jeg sad og chattede med og som derfor var vidne til dramaet – sagde “Har du ikke en onkel, onkler har trailere”. Og jo, jeg har onkler, søde og hjælpsomme 🙂 Det var nu Tante Birte der tog telefonen, men hun gik fluks med til at låne mig traileren, selvom hun lød lidt paf da jeg på spørgsmålet om hvornår svarede “Om ti minutter”.
Der er snart hjemmebag eller andet godt på vej i den retning 🙂
Så mens jeg sad tænderklaprende, maveboblende og neglebidende (det passer ikke, jeg er for glad for mine kløer til at bide dem) og ventede kørte Far hen efter traileren, og fluks til genbrugsbiksen. Minutterne tikkede ubønhørligt væk mod klokken fem og jeg var sågar nødt til at støvsuge lidt for at klare ventetiden!
Men hurra! Få minutter i fem ringede Far. Sofaen var sikret og ombord i Onkel Chrissers trailer (for det er jo onkler der har trailere, selvom tanter også låner dem ud 😉 ).
Ikke længe efter bar vi den op ad trappen, og nu troner den her i stuen. Indtil videre med et grønt klæde over (den er meget velholdt, men i mosgrøn uld med brune striber) indtil jeg får købt stof og syet nyt betræk.
Oven i resten af glæderne bedyrede Far at hvis jeg ville kunne jeg få den i fødselsdagsgave (lidt i utide ganske vist, det er ikke den sjette endnu).
Så var den oven i købet gratis (for mig altså). Dobbelt bonus 🙂
Han tog den trods mit forslag ikke med hjem for at pakke den ind og tage den med når vi skal ud at spise på min fødselsdag 😉
PS: Er der nogen der kan anbefale et godt sted at gå ud at spise? Et hvor princippet _ikke_ er ‘stort stykke kød med noget ved siden af’.
For et par dage siden var fornemmelsen så uomtvistelig at jeg tog springet og tog en vinterparfume på. Uha – dels var det en smule uvant overhovedet at dufte af andet end mig (eftersom min for tiden favorit-sommerparfume gik itu i foråret)og dels fortalte min næse mig resten af dagen “det er koldt udenfor nu”, “har du husket ørevarmerne” (tak Maria, de er uundværlige allerede) og “skal der ikke tændes nogle stearinlys her?”.
Idag kom det tættere på. Efter den sidste uge stædigt at have frosset hænderne selvom de hutlede sig godt op i jakkeærmerne, gav jeg efter og fandt et par handsker frem. Kun tynde læderhandsker ganske vist, ikke de varme kaninskindsluffer, men alligevel.
Velkommen vinter 🙂
Sidste uge var jeg på Hyggecon. Ikke for at spille rollespil men for at lave mad, omend det da lykkedes mig at klemme en enkelt workshop ind.
Jeg har ikke besøgt Hyggecon tidligere, og mit forhåndsindtryk af at det er en noget sammenspist gruppe mennesker der mødes for at hygge, lege og bekræfte hinanden blev i nogen grad verificeret. Men ikke mere end at der også var plads til mig i det omfang jeg havde flere kræfter til at lege når dagens mad var serveret.
Det begyndte alt sammen med Anders, som fortalte at han og en ven havde sagt ja til at stå for maden, at fokus var på kvalitet og at vi selv måtte bestemme menuen. Havde jeg ikke lyst til at være med?
Sådan et tilbud er ikke lige at sige nej til. At få lov til at lege i et ordentligt køkken (det foregik på Østerskov Efterskole, så der var et professionelt køkken) og prøve kræfter med planlægning og tilberedelse af mad til over 100? Ja tak, gerne 🙂
Efter sammen at have fundet på en passende menu og regnet ud hvilke råvarer vi skulle bruge var det kun mere spændende 🙂
Et af de første værktøjer jeg morede mig med, efter med fryd af have iført mig yndlingsforklædet, var de to store gryder. Her er den lille af dem ikke engang halvt fuld af kikærter til kogning, men fortvivl ikke, det kom senere.
Da vores bestilte frugt og grønsager kom torsdag morgen konstaterede vi at de 35 kg græskar vi skulle bruge i aftenens græskar-kartoffelmos ikke som forventet var leveret i form af 4-6 store orange græskar som ville være overskuelige at pelse og rense, men i stedet bestod af 5 kasser små hokkaido, cirka 35 ialt.
Aftenen inden havde vi spøgt med “hvad nu hvis de leverer hokkaido i stedet – så kommer vi til at bruge hele dagen på at ordne græskar”. Pludselig var det ikke så sjovt længere.
Men ha! Heldgvis havde min søde Mor lånt mig sin bil, så vi kunne køre til Randers til grossisten og få dem byttet. Pyh! Ellers var det blevet en lang, travl og kedelig dag.
Selv med køreturen havde vi god tid, og fik forberedt chiligryden til dagen efter (for chili smager jo bedst dagen efter, når smagsnuancerne for alvor har haft tid til at trække ud og blandes). Her står Anders med den store gryde og hælder pose efter pose af belugalinser i. Kassedamen i Superbrugsen kiggede spøjst på mig dagen inden, da jeg stod i kø for at købe 13 poser belugalinser (alle dem de havde) og ikke andet 😉
Med søde hjælpere fik vi pelset de nu kun 4 græskar.
Mos til 120 fylder en del, og der blev roet flittigt.
Inden da havde jeg nedenstående forunderlige oplevelse
Nej, jeg har ikke jord på fingrene i køkkenet.
Men efter at have flækket 35 vaniljestænger ser ens fingre ud som om man lige har gravet sin bedstemor op. Meget dekadent, sådan at være smurt ind i god vanilje. Til trods for hyppig håndvask duftede min fingre dejligt længe efter.
Det viste sig til min fornøjelse at jeg ikke var den eneste der tænkte at kombinationen græskar-kartoffel-vanilje ville gøre sig godt, vi fik senere tilbagemeldinger fra glade spisere. Den måske bedste fra ham som udbrød “Var der græskar i? Jamen jeg hader græskar!” efter han lige havde berettet hvor dejligt det havde smagt ham 😛
Det fryder mit køkkenhjerte når det lykkes at tage folk med et sted hen de tror deres smagsløg ikke vil 🙂
Fredag var det køkkenholdet-er-luskede-dag. Vi havde skrevet “Chiligryde med bønner og grønsager” på menuen, uden eksplicit at gøre opmærksom på at der ikke var kød indblandet.
For mange rollespillere – eller nok snarere mange danskere, jeg tror ikke det kun er i vores subkultur det gælder – har nogle fastgroede og ikke altid velovervejede ideer om at mad kun er mad hvis det indeholder kød. Jeg ved ikke hvordan de forestiller sig de mange millioner af verdens befolkning der af kulturelle eller religiøse grunde er vegetarer har overlevet gennem tiderne, hvis de ikke får mad burde de vel være uddøde for længst 😛
Så da vi planlagde menuen var vi enige om at ville vise at vegetarmad kan være både velsmagende og mættende, også selvom vi risikerede sure miner fra kødhungrende congængere.
I køkkenet var der ingen surhed, for når man laver mad til 120 er der adskillige glas jordnøddesmør at slikke rester ud af.
Jeg gik og pudsede min glorie, for med hjælp fra skolens kraftige industriovne og røermaskine lykkedes det mig at bage det mest vellykkede brød jeg endnu har bedrevet.
Og det var forbløffende simpelt.
Mel, salt, vand og 5 gram gær pr 2 liter vand. Rør og ælt længe, lad stå et lille døgn, fold brødene omhyggeligt flere gange, hæv og bag knap 20 minutter ved 250 grader.
Ud af det kom brød med fine lufthuller, sej og elastisk krumme og en perfekt brun overflade. Hurra! Tænk hvad man kunne udrette i hverdagen med adgang til sådan en ovn *sukker længselsfuldt*.
Omsider var det hele samlet, og den store gryde var fuld.
De spisende var i det store og hele glade. Folk kunne lide det, også selvom der var dem der ønskede sig kød i. Flere forskellige gav til kende at hvis de havde vist det var vegetarmad på forhånd havde de bestilt pizza udefra i stedet, men nu hvor de fik det serveret smagte det faktisk godt.
Hvis vi gør det igen til næste år kommer der bestemt vegetardag igen 🙂
Men hov, det går op for mig at der ikke er nogen billeder af den tredie mand på køkkenholdet, Andreas som var så flittig imens jeg sov middagslur. Ikke at han ikke var flittig resten af tiden, men det er nu forunderligt at stå op efter et middagshvil og konstatere at arbejdets mængde er skrumpet mens man sov 🙂
Her er han på et tidspunkt hvor jeg ikke sov, men var vågen med kameraet.
Til festen lørdag aften slap vi – hvis jeg må sige det selv – anstændigt afsted med flere retter fra cajun-køkkenet. Majsbrødet var sødt og fumpe og godt som det man får på House of Souls i København – oh hvilken fryd når man opfylder en af sine køkkenefterligningsaspirationer!
Derudover var vi meget tilfredse med den cajun-krydderblanding vi fik lavet til kødet, så den vil jeg også gerne dele eftersom der er masser af dem på nettet, og det er aldrig til at vide hvilke der er noget ved før man har prøvet.
– uanset opgaven.
Den anden dag på vej hjem lå der ud over cykelsti og fortov en æggebakke, adskillige knuste æg og et par næsten uskadte spredt. Hvem end som havde tabt sine æg ud af cykelkurv eller bærepose havde tydeligvis ikke fundet det nødvendigt hverken at rydde op efter sig selv eller tjekke hvorvidt alle æggene var brast.
Jeg ved ikke hvorfor det byder mig sådan imod at smide mad ud, men det går mig på hver gang jeg ser det. Ligesom når folk lader vandhanen løbe når det ikke er strengt nødvendigt. Jeg har aldrig sultet (i hvert fald aldrig ufrivilligt :-P) så hvorfor har jeg ikke samme overflodssamfundsmentalitet som vedkommende der tabte æggene og lod de stadig hele ligge?
Har vi så meget at vi ikke føler nogen forpligtelse til at forvalte det anstændigt? Jeg kan forstå at man vil ikke vil tage en tabt hakkebøf eller en spildt pose sukker med hjem, begge dele vil være for fulde af jord og snavs til at være egnet til menneskeføde længere, men æg har skal – og hvor sære og spændende mennesker jeg end omgiver mig med har jeg endnu ikke mødt nogen som spiste skallen!
Jeg tog de to nødstedte men overlevende æg med hjem.
Til aften endte de som en solid bunke Bedstefar-bras på min tallerken sammen med kartofler, løg og ærter.
Jeg bryder mig ikke om at vi er et land fuld af forkælede ligeglade velfærdsmennesker. Hvilken arrogance i en verden hvor mange stadig sulter.
Et hovede hviler i mit skød, ansigtet fjernt og åbent i søvnen. Håret flyder som en strøm af lys og honningstråler over mit bukseben og slynger sig ud over sofaens armlæn.
Benene er viklet sammen og hænger – løse i glemsel – ud over det andet.
Et andet livs stille varme mod mine lår – som når man holder en sovende kat eller et lille barn i armene. Roligt og dybt åndedræt, sindet er et andet sted mens kroppen hviler.
Med hånden der hviler på skulderen fornemmer jeg hjerteslaget under vejrtrækningen.
Tilstedeværelse.
Tillid.