Vrede er den mest nytteløse følelse jeg kender. Og jeg bliver kun mere vred af at bemærke hvor åndssvagt det er at være det.
Der er ikke anden mulighed end at finde sig i den beske syden indeni og vente sammenbidt til den går væk. Spild af tid, og ondt i maven får jeg også.

Vreden giver mig lyst til at sige opsparede sandheder til mennesker jeg holder af, fortælle dem hvor tåbeligt og svært at se på det er når de holder fast i handlemønstre der ikke hjælper dem, måske endda tværtimod.
Men jeg siger dem jo ikke. Kan ikke uden at råbe eller blive væmmeligt sarkastisk. For det gør også ondt på mig, når de spænder ben for sig selv. Ingenting bliver jo bedre af at jeg føjer syresår til deres eksisterende vanskeligheder.

Endnu værre er det når en måske uskyldig bemærkning finder et af hullerne i min rustning. Der er flere end førhen, jeg arbejder lige så stille på at tage den af – fuld pladerustning er så tungt (og andre mennesker lader til at kunne nøjes med ring- eller læderbrynje).

Men inde bag rustningen er jeg blød og helt urimeligt sårbar. Så når noget finder vej derind reagerer jeg med kløer og tænder som et lille dyr der bliver trådt på. En ubehageligt stærk reaktion. Den er svær, så svær og forbløffende dyr at holde tilbage.
Men måske var det der fandt vej gennem rustningen bare et vådeskud, eller et venligt tjat, og vedkommende der leverede det kan jo ikke vide at jeg er så ømskindet lige der. Så er der ikke megen mening eller konstruktivitet over at jeg kaster galde og skarpe klør tilbage.

I stedet æder den så rundt i mine indvolde, noget vil den bide i.

Av.

Uncategorized • Skrevet 10. November, 2009 • 1 kommentar

Det blæser en halv pelikan idag. Bare lyden uden for vinduet i morges fik mig til at finde varme læderbukser og en uldtrøje med hætte frem.

Da jeg først var pakket ind i uld, læder, regnjakke og benvarmere var det ganske hyggeligt udenfor(men jeg tog heller ikke cyklen). Ved trappen ned til G-ambulatoriet lå en vældig dynge sammenblæste blade. Mange 🙂

Senere, tilbage i byen kom jeg til at lytte til tre teenagepiger der gik et par skridt bag mig. De talte om hvordan de ikke kunne huske at de frøs da de var små, og hvor sært det var at de så frøs så meget nu. Jeg kunne ikke se dem eftersom de gik bag mig, men min første tanke var “jamen dengang havde du nok også flyverdragt og varme støvler på når det var koldt”.

Og såmænd, da jeg drejede fra og tiltuskede mig et kig på dem havde de alle sammen skinny jeans, hoftekorte jakker og ingen huer på.

Lige før, på vej hjem fra Superbrugsen passerede jeg en pige med samme mundering og så en ekstra trumf: Plateausandaler med bare tæer i!

Jeg var målløs (og stirrede sikkert vældig uhøfligt). Hvad i alverden får en til at gå udenfor med bare tæer i sandaler på en novemberdag hvor det blæser kuling og regner sidelæns?!?

Jeg må være gammel, for jeg forstår det ikke. I denne forbindelse har jeg muligvis endda været gammel siden jeg var barn.

“Tsk” tænkte jeg, og gik videre, lun i min puppe af uld og regntøj.

Uncategorized • Skrevet 04. November, 2009 • 4 kommentarer

Idag fik jeg min sol. Jeg har glædet mig længe, og dobbelt siden Frauke fortalte mig for et par dage siden at den var færdig.

Den lå sikkert pakket ind i tasken på vej hjem og knapt var jeg kommet ind ad døren før jeg halede den ud af sin skal.
Se 🙂

Lige ved siden af Bastet står den på min hylde og skinner.

Uncategorized • Skrevet 02. November, 2009 • 1 kommentar

Det er mørkt udenfor, med byen og vejens lys i baggrunden. Herinde er der lunt nok som jeg ligger på bagsædet med alt Fenjas tøj på. Det kan søvnig-kuldskærheden trods alt ikke hamle op med.

Snart forsvinder byen bag os og jeg glider ned i søvnen. Afslappet i bilens mave og med to tryghedsskabende yndlingsmennesker på forsædet. En af mine første erindringer er at ligge sådan på bagsædet af bilen mens min Far kørte – men dengang kunne jeg ligge udstrakt 😉

Rolig vågnen, stadig i mørket. Sangen – dyb og klar – rækker ned i dybet til mig, og lokker mig stille op. Anders synger.

Den varer resten af vejen hjem, sangen, med lejlighedsvise indspark fra mig og Ingrid. Det er længe siden jeg har haft det så dejligt på et tidspunkt hvor jeg egentlig helst ville sove.

Vi kom næsten til Århus før jeg var klar.

Uncategorized • Skrevet 02. November, 2009 • 1 kommentar

I weekenden var jeg i Vejle og lave mad til et projektlederkursus for grønne pigespejdere. Midt i alle efterårsfarverne, på toppen af en bakke – og med et rigtigt køkken at boltre mig i.

Derudover to søde veninder (som holdt kurset) at hygge med, frie hænder til at lave præcis hvad jeg havde lyst til af mad og efterår for alle pengene.
Se selv de fine farver

Er der i øvrigt andre end mig der har undret sig over hvorfor bladene ikke bliver nær så røde herhjemme som eksempelvis i USA?

Om morgenen var der buldermørkt (lørdag morgen, inden vi overgik til vintertid – spejdere står jo tidligt op) og selv efter løbeturen – jeg kunne desværre ikke deltage, hvem skulle så lave morgengrøden? – så de ikke helt vågne ud.

Da vi spiste frokost og talen faldt på mere eller mindre uskadelige svampe så jeg denne her ud ad vinduet og synes den var vældig fin. Bestemt den fineste jeg havde truffet personligt.

… Og det var altså bare champignon i pastaretten!

Jeg måtte ud at kigge nærmere på fluesvampen. På vej hen til den mødte jeg denne her, og så blev jeg for alvor duperet.

Se, der er plads til adskillige alfer under.

Fiiiin! 🙂
Hvis man indstiller kameraet til strandbilleder på en lys men skyet dag uden store reflekterende overflader i nærheden sker der sjove ting med farverne.

Pludselig ligner det en halvlun dag i stedet for en kølig efterårsdag.

Søndag regnede det. Et fedt for os eftersom kurset foregik tørt inden døre. Hyggeligt var det, og duften når man åbnede terassedøren gik lige i næsehukommelsen.

Uncategorized • Skrevet 28. October, 2009 • Ingen kommentarer endnu

Vinden rusker i min hue, men inden under tøjet er det næsten ikke koldt. Byluften lugter af visne blade og i mørket er der en hvisken om at for hver forhindring foran mig er der også en vej henover eller udenom. I hvert fald i dette øjeblik, alle 3 sekunder i træk, kan jeg se det.

Jeg er fuld af aftenenergi, den flygtige slags der kommer kort inden krop og sind erkender trætheden og begynder at lukke ned. Den slags der er fuld af vilde planer og muligheder som sjældent varer længere end 10 minutter, hvorefter søvnigheden sætter ind.

Allerede nu, efter fem minutter indenfor har varmen snart zappet energien. Men jeg kan stadig huske at lige før, ude i mørket, kunne jeg mærke at der var en vej igennem labyrinten.

Uncategorized • Skrevet 21. October, 2009 • 2 kommentarer

Der er mange sære ting på beliefnet.com. I alle afskygninger. Men da jeg læste denne her om personlighedstyper var der alligevel noget min intuition bed mærke i: følgende fra Gabor Mate, en praktiserende læge fra Canada:

Over his years of family practice, Mate relates, he began to notice a pattern: individuals who were unable to express anger, who didn’t seem to recognize the primacy of their own needs, and who were constantly doing for others, appeared to be the ones most susceptible to a slew of ailments, from asthma, rheumatoid arthritis, and lupus to multiple sclerosis and amyotrophic lateral sclerosis. These conditions are all autoimmune disorders. Mate claims that, when an individual engages in a long-term practice of ignoring or suppressing legitimate feelings–when he or she is just plain too nice–the immune system can become compromised and confused, learning to attack the self rather than defend it.

Emotional expression, in Mate’s view is absolutely essential because feelings serve to alert the individual to what is dangerous or unwholesome–or, conversely, to what is helpful and nourishing–so that the person can either take protective action against the threat or move toward the beneficial stimulus. If someone never gets angry, this reflects an unhealthy inability or unwillingness to defend personal integrity. Such “boundary confusion” can ultimately become a matter of life and death. If someone just cannot say no, Mate argues, his or her body will end up saying it in the form of illness or disease.

Ikke kun jeg, men også adskillige mennesker jeg holder af kunne godt trænge til at fundere lidt over det (også dig, Mor 🙂 ). Det harmonerer ikke bare med min intuition – når ellers jeg kan være stille nok til at jeg kan høre den har den forbløffende ofte ret – men også med hvad man lærer gennem et par år i terapi. Jo oftere man (man = en der passer ind i det beskrevne personlighedsmønster) gør noget fordi man “burde”, fordi samvittigheden siger det, fordi man ellers ikke er god nok, er det sundere at arbejde med sin indstilling, frem for at rette sig efter samvittigheden. Jeg nævner i flæng “Jeg burde gøre rent før der kommer gæster, ellers er jeg en dårlig vært”, “Jeg burde tie stille så jeg ikke generer nogen”, “Jeg burde takke ja til Xs invitation, ellers bliver X ked af det og så er jeg en dårlig ven”.

I alle den slags tilfælde – i hvert fald alle dem jeg er stødt på – gælder det at det umiddelbart nemmeste er at adlyde samvittigheden. Så følger man et længe etableret mønster (altid mest lige for) og de kulturelt medopdragede værdier om at være et anstændigt menneske. Oplagt, ikke? I farten får man så givet sig selv hovedpine, søvnløshed, fordøjelsesproblemer eller alt muligt andet ubehageligt fordi man gerne vil gøre det (man forestiller sig er) det bedste for alle andre.

Men pr psykologernes ord og efterhånden også min spæde erfaring både med mig selv og andre er man – jeg, såvel som dig – langt bedre selskab hvis man i stedet for at støvsuge har brugt tiden på den times stille hyggelæsning man trængte til. Eller hvis man kun siger ja til de invitationer man reelt har overskud og lyst til.
Man er – logisk vel egentlig – et mærkbart mere givende menneske når man har energi til folk mens man er sammen med dem.

Hvor stor en del af ens fysiske (små)skavanker mon man kan slippe af med ved at passe bedre på sig selv psykisk, skrotte “burde” og tage hensyn til sine egne behov før andres?

Tankevækkende, ikke?

Uncategorized • Skrevet 15. October, 2009 • 2 kommentarer

Lærere på Teknisk skole er en blandet flok.

Der er dem der udleverer kopier og så bruger flere timer på at gentage det der står på dem – ikke mere, ikke mindre.
Dem der udleverer kopier, deler os op i grupper og lader os bruge timer på at forberede oplæg og holde dem for hinanden. Grrrr!
… I begge tilfælde har materialet hver gang været af et omfang der kan læses på et kvarter, måske en halv time hvis man læser langsomt og falder i søvn undervejs. Eller hvis man lader sig gå på af at det er faglitteratur på folkeskoleniveau som taler til læseren som om man var 14 og man i frustration holder pause for at trampe på det undervejs.

Så er der nogle der er pædagogisk dygtige og virker som om de har valgt at arbejde her fordi de synes om at undervise den del af befolkningen der ikke har boglige tilbøjeligheder. Vi havde en enkelt af slagsen, hun er lige blevet langtidssygemeldt :-/ Hun var ellers fin.

Så er der håndværkerne. Folk der har arbejdet inden for deres erhverv (slagter, kok, tjener,…) en årrække og nu underviser næste generation. De er teknisk dygtige, menneskeligt ligefremme, har en god dosis humor og er ikke bange for at kalde en spade for en spade. Dejligt 🙂

Den sidste slags har jeg kun truffet et enkelt eksemplar af. Udover den hyggelige dialekt og lunet var det første jeg bemærkede hans hænder. Stærke og godt brugte gennem et helt liv, snarere garvede end rynkede og med tydelig fornemmelse for arbejdet de udfører – ligesom Onkel Jørgens. Bjarne – det hed ham her – er gået på efterløn men kommer stadig ind og underviser ind imellem, “når de skal lære det rigtigt”. Han har været slagter siden syttenhundredehvidkål og derefter undervist på teknisk skole de sidste 117 år. Noget i den stil i hvert fald 😉
Ham kunne jeg lide med det samme. Han viste hvordan man skærer bagenden af en okse – pistolen – ud og selvom vi stod to lektioner i træk i den nedkølede skærestue (der skal være maks 10 grader så kødet ikke bliver for varmt mens det udskæres) og bare så på hans hænders dans og lyttede til hans monolog mens han tryllede 70kg ko-del om til genkendelige udskæringer var det ikke et øjeblik kedeligt – kun koldt.

Sådan vil jeg gerne være når når jeg når hans alder!

Uncategorized • Skrevet 03. October, 2009 • Ingen kommentarer endnu

For nogle år tilbage ønskede jeg mig smykker med grønne sten i julegave. Jeg fik 3 fine små lysegrønne sten i guldindfatninger med ophæng af Nis. De blev fluks sat i en kæde og har været brugt flittigt, men altid med tanken at de to før eller senere skulle laves til øreringe.

Før eller senere var i lørdags og siden har jeg spadseret glad omkring med min nye pynt 🙂

Uncategorized • Skrevet 29. September, 2009 • 1 kommentar

Der er noget bizart for mig i at tilhøre en kultur hvor de fleste regelmæssigt drikker sig fulde inden de fylder 16. På den alder havde jeg allerede i nogen tid hørt på moralprædiknen om at hvis ikke jeg kunne lide at være sammen med folk når de havde drukket så var det mig der var sart, og mon ikke jeg lige skulle tage mig sammen?

Som teenager er det næppe ualmindeligt at føle at man ikke passer ind, at de normer for samvær der er i ens kultur- og familiecirkel ikke er tilfredsstillende, nogle måske endda frastødende.
Jeg var på ingen måde i tvivl, hverken som 16, 20 eller 24-årig, om at jeg ikke ligefrem passede ind der hvor mine gener ellers sagde jeg hørte til. Selv i den tungnemmeste hormonraserede hjerne trængte budskabet bag familiens opfordringer til at gå i byen med klassekammeraterne, til at slappe lidt af og ikke være så fintfølende, til nu at prøve at smage på den her vin eller velkomstdrink før eller senere ind: “Vi er bekymrede over at du ikke kan lide de ting vi kan lide, du må være i stykker og vi vil gerne reparere dig”.

Hvordan mit dobbelt konfliktsky yngre jeg formåede at insistere på det, der var rigtigt for mig, forstår jeg ikke helt. Der må have været nogle uforudsete kræfter til rådighed, for gennem årene hvor jeg gik i gymnasiet, flyttede hjemmefra, gik på universitetet og byggede et liv med ting der var meningsfulde for mig var jeg aldrig i tvivl. Muligvis var jeg defekt, tænkte jeg, men alkohol og fulde folk ønskede jeg inderligt at have så lidt som muligt med at gøre.

Først sidst i tyverne, efter at have boet langt væk, og da udelukkende trygt i venners selskab har jeg haft lyst og mod til at vove mere end en enkelt drink eller to. Den slags ting skal tages i det tempo der falder naturligt – eller slet ikke.

Nu, med lidt flere små skridt bag mig, bemærker jeg – mere ømskindet end jeg forventede – hvordan René smågriner af mig og synes det er sjovt at jeg langsomt er igang med at gøre mig erfaringer som de fleste (danskere) gjorde sig længe før de blev myndige.
Tæller det mon i det karmiske regnskab ufrivilligt at være andre til morskab?
Så mange sarte punkter…

Her i sensommeren har jeg stiftet bekendtskab med sulten efter salt og fedt morgenen efter. Mmm, pommes frites med mayonnaise til formiddagsmad. Tak for hjælpen, Pernille (())

Uncategorized • Skrevet 14. September, 2009 • 1 kommentar