Kattens Rejse

London – Harrods og lidt rundt i byen

Det første sted vi tog hen var Harrods. Både for at se det egyptiske galleri, og mest på grund af deres fantastiske madafdeling.
Fra den egyptiske rulletrappe

og loftet øverst oppe.

Efter at have været oppe, tog vi fluks ned til maden. Og kom ind lige lukt midt i kageafdelingen.
Der var cupcakes

og popcakes

Lagkager

og fancy kager

Dem var der mange af.

Og så var der bittesmå kager.

Men det var jo ikke kager det hele – der var også ost

og engelske kødpies

Sushi

Masser af kød, bl.a. wagyu til omkring 2000kr kiloet.

Lidt fisk

og nogle fine orange fyldte græskar.

Inde i chokoladeafdelingen var der fine franske makroner

og selvfølgelig chokolade.

Pyh! Efter at have kigget på al det mad var vi nødt til at købe en lille ting hver i bageafdelingen inden vi tog ind og spadserede ned ad Oxford Street 😉
På vejen ud af Harrods så vi et vindue fyldt med maneki-neko.

De var på vej i balloner for at overtage verdensherredømmet.

(Og de vinkede selvfølgelig allesammen med den venstre pote.)
Vi spiste frokost på en Pret (mit yndlings-London-frokoststed) og udover dejlig mad havde de dette sympatiske skilt i vinduet:

Mads Emil, Karens ældste på 14, er vild med at skate. Så når vi nu var i storbyen måtte vi selvfølgelig i et par skate-butikker så han kunne kigge på grej. Ganske som forventet spiller de høj og træls musik den slags steder, og sælger utrolige mængder af dyrt og grimt tøj. Rig lejlighed til at føle sig gammel og Bedstefar-gnaven 😉
Men den unge mand var opslugt

og fik da også købt sig et nyt skateboard og en t-shirt.
Butikken lå lige ved Shaftesbury Avenue, så efter et kort besøg i Forbidden Planet gik vi ned igennem Chinatown.

Derefter styrede min næse os fluks i retning af Piccadilly Circus og dermed Fortnum & Mason (hvem sagde the?). På vejen kom vi forbi Rainforest Café, hvor Alberte på 12 måtte ind og se på de mange tøjdyr.
Der var også nogle for mig

Masser faktisk 😛

London

Aften, en del efter min sengetid især hvis vi regner dansk tid. Vi sidder i Southern Railways-toget fra Gatwick ind mod London Victoria og jeg er ikke den eneste der er træt:

Vel ankommet til Victoria var det bare en lille gåtur til vores lejlighed – vi kan stort set spytte over på stationen (men det gør velopdragne mennesker sikkert ikke, og da slet ikke i England).
Lejligheden er stor og dejlig, med blomstrede sofaer og ærkeengelsk, tykt gulvtæppe over det hele – også på badeværelset!

Mandag morgen trisser Far og jeg gennem slud og sjap til den nærmeste Sainsbridge for at proviantere til lidt morgenmad.
Udenlandske supermarkeder = himmelen for små Tereser. Ikke mindst morgenmads-afdelingen.

Det minder mig lidt om da jeg boede i USA og testede alle de bizarre og sukkersøde morgenmadsvarianter – til dessert.
De havde sågar Yakult

– det har jeg ellers ikke set siden jeg boede i Tokyo.

Det var ikke kun mig der fotograferede.

Tilbage i lejligheden spises der morgenmad. Sådan ser det ud når familien Vestergaard-Andersen slapper af:

En moderne familie med hver sin elektroniske gadget 😉

Idag er vejret temmelig engelsk, så vores planer er mest indendørs – først en kiggetur i Harrods, så shoppetur ned af Oxford Street.

Scenarie afleveret

Så! Nu er vi færdige 🙂
Siden engang i forsommeren har jeg og min veninde Mette sammen arbejdet på et scenarie til årets Fastaval.

Det er et urban-fantasy-drama om en flok teenagere, hvor den ene bliver bidt af en vampyr og de må stå sammen om at forsøge at redde ham.

Vi var så heldige at vores synopsis blev antaget, så de sidste par måneder er der gået en del tid med at mødes og skrive, diskutere, skrive om og så videre. Det har været rigtig hyggeligt, men ind imellem også hårdt arbejde.

Sidst i januar holdt vi spiltest hos mig:

hvor vi blandt andet fik testet scenariets brug af post-it-noter til at simulere rollernes kommentarer på hinandens facebookvægge.

Det ser lidt rodet ud samlet sammen på denne måde, men spillerne grinede en masse mens det foregik, så vi tager det som tegn på at ideen virker i praksis og ikke kun i vores hoveder.

I torsdags lagde vi sidste hånd på værket, og sendte hele molevitten afsted. Det er både underligt, men også dejligt at skrivedelen af projektet nu pludselig er overstået. En god følelse af at have produceret noget håndgribeligt 🙂

Så mangler vi den virkelige test: Er der mon folk der melder sig til det til Fastaval, og hvad synes de når de har spillet det? Ingen ved det før efter påske.

En gammel ‘ven’ kigger forbi

Det er over ti år siden jeg sidst har haft et migræneanfald. Ikke at det sådan er noget jeg normalt går og tænker over. På et tidspunkt ebbede de bare lige så stille ud og så var jeg fri for det.

I torsdags slog det så aldeles uventet til igen. Vi havde nok at se til på arbejdet, så det lykkedes mig at gøre dagen færdig til trods for synsforstyrrelser, snurren i hænder og fødder og mindre talefejl, inden jeg gik hjem og var meget ussel.

Så vidt så godt. Fredag morgen var jeg imidlertid pligtopfyldende (eller måske snotdum?) nok til at gå på arbejde igen selvom jeg ikke var frisk, med det resultat at efter en times tid så dejsede jeg midt på køkkengulvet! Jeg plejer ellers altid at vide det når jeg er ved at besvime, men denne gang opdagede jeg ingenting – pludselig lå jeg der bare. Heldigvis var jeg ikke nået helt hen til betontrappen ned til kælderen endnu – den ville ikke have været sjov at ryge ned af.

De andre fik mig samlet op og noget fortumlet blev jeg kørt hjem i seng – svimmel, kvalm og rigtig skidt tilpas.

Det er fire dage siden nu. Jeg har stort set ikke lavet andet end at sove og ligge stille siden, og jeg er stadig småsvimmel og svag i kroppen.

Migræne skal man åbenbart ikke spøge med.

Sommermad om vinteren

I torsdags havde jeg Pernille og Sophie på besøg til aftensmad. Det er jo kokkens fornøjelse at lytte til gæsternes madønske, og Sophie ønskede sig sommermad – en pastaret med urtekrams safaripastadyr og spæde salatblade jeg lavede til dem i sommers.

Jeg var skeptisk – det var jo frostvejr udenfor – men da først vi kom igang med at spise var det nu dejligt nok.

Juleflittighed

Pludselig skete det at jeg på vej til tandlægen gik forbi stofbutikken i Park Allé – og der var støvetgrøn uld til 20(!)kr meteren. Det kunne jeg bestemt ikke stå for.
Og når man så har impulskøbt stof, så må man også finde et mønster og noget foer.
Jeg faldt for dette mønster fra Vogue, bare lidt længere i skørtet end på billedet:

Men det var allerede den 21. december – og hvis der skulle sys en kjole nu, så skulle det da være fordi den skulle tages på juleaften. Kunne det nås?
Den 22. fik jeg besøg af Pernille. I et anfald af juleflittighed blev der både syet, købt gaver (vi var i Storcenter Nord, og jeg slog slet ingen mennesker ihjel! Jeg sparkede ikke engang!), og pakket ind.

Og inden dagen var omme – næsten uden gråd og tænders gnidsel 😉

Jeg ka’ sagtens, jeg ka’ sagtens, jeg ka’ sagtens sy en kjole, det er faktisk kun en kjole der skal sys med et par nåle.

Og alle gaverne blev pakket ind – her er hvad jeg har købt og lavet i år.

Da jeg fik pakket alting, og var klar til at tage ud til Mor og holde jul, var det alligevel synd at Leoparden skulle tilbringe julen alene i min mørke lejlighed. Så den fik lov at komme med i tasken.

Og næppe var vi ankommet på Åvej før Mor puttede den fint i sengen i det lille værelse – i kattesengetøjet, naturligvis.

Det er aftenmørkt, juletræet er pyntet og stuen dufter af gran.

Måske bliver det også jul i år?

Julebesøg i Astrupvig

Min juleferie er begyndt allerede – højskoleeleverne tog hjem igår, og så er der jo ikke brug for køkkenpersonalet.
Så her til formiddag hoppede jeg på toget til Skive for at besøge tante Gurli og Onkel Jørgen.
Jeg var naturligvis passende forberedt på togturen og havde skaffet mig de essentielle rejsesager 😉

… Kindle, honninghjerte, røde æbler og en flaske vand. … Nå ja, og så en billet. Jeg læser “Rivers of London” af Ben Aaronovitch.

Vel ankommet og efter middagsmad og eftermiddagshvil var Tante Gurli flittig i køkkenet, og Onkel Jørgen sprang op for at slibe kniven for hende. Det ser nu ganske hyggeligt ud.

Lidt senere gik Onkel Jørgen og jeg en mørketur, ned til vandet og op gennem slugten. Bækken klukkede af tøvejr, tågen lå som en let dyne mellem skovens træer og glimtvis kunne man skimte lys i mørket fra et enkelt hus eller to.
Vi undgik at sidde fast i slugtens mudder, tøvejret til trods, og kom op til juletræet på græsplænen foran terrassen. Der var endda lidt sne rundt om endnu, selvom det meste er smeltet.

Man kunne også se ind ad vinduerne, til al hyggen indenfor.

Hvad gør jeg nu? Medicin igen? Nederlag?

Jeg har lige været ved lægen. Knap var jeg kommet ind ad døren til hans kontor før jeg tudede øjnene ud. Jeg plejer ellers at være så fattet – til trods for alt hvad jeg har været igennem af sygehistorie tror jeg faktisk aldrig jeg har grædt foran en behandler før.

Jeg var der for at få en henvisning til en psykolog. Jeg synes mine tanker kører i ring, og de er sjældent muntre. Måske kan en fagperson hjælpe?

Lægens budskab var at det ville være en vældig god idé hvis jeg begyndte at tage antidepressiver igen. Det kan jeg ikke påstå jeg har megen lyst til, nu hvor jeg lige var blevet fri for dem i sommers. Det vil være et vældigt nederlag, en bekræftelse af at ja, jeg er defekt og kan ikke håndtere livet, universet eller noget som helst.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på at for seks år siden, netop på denne årstid, sad jeg i den samme stol i lægens kontor og var mager, følelsesløs og fuldstændig i stykker. Det var der hele min rejse mod… ja mod nu, begyndte.

Der har været gode år siden, men dette efterår er bestemt ikke et af dem. Jeg føler mig gammel, brugt, uduelig og slidt op. Som om alt hvad der skulle være dejligt i mit liv er ting der allerede er sket og nu er forbi. Som om jeg aldrig kommer til at være glad og tryg igen.

Jeg fylder dagene op. Med mine dejlige venner, min søde familie projekter og alt hvad jeg ellers kan komme i tanke om som er rart. Men indeni er jeg tom, helt tom.

Hvad stiller jeg op nu?