Når man arbejder i et industrikøkken er det ikke kun gryder og ovne der er store.
Her er det min kollega Malene med en af de 5kgs chokoladeplader der kom hjem da vi fik varer idag.
Et overraskende godt måltid
Igår aftes var jeg på besøg hos Allan, til hygge, mad og tvserier.
Menuen stod på kartoffelmos, tunsteak og lynstegte grøntsager. Og nøj, det var godt 🙂
Det som gjorde det særligt var tilberedningsmetoden. Allan har en sous vide-koger, altså et temperaturstyret vandbad, hvori man “koger” emnet lufttæt forseglet i en vakuumpose.
Så i vakuumpakkeren med tunen, forsegl, og ned i vandbad med en konstant temperatur på 43 grader. Op igen efter en halv time. Så har tunen farve som om den stadig var rå, mens den faktisk er tilberedt bleu. Så får den lige en lyntur på en meget varm pande – bare 30 sekunder på hver side for at give lidt stegeskorpe – og vupti: utrolig lækker og mør fisk.
Jeg fristes til at prøve det selv, uden det fornemme udstyr. Siden fisken kun skal have en halv time tror jeg godt man kunne approksimere med et vandbad i en skål hvor man så supplere med mere varmt vand efterhånden som temperaturen falder. Om det bliver lige så godt når fisken ikke er vakuumpakket, men kun forseglet i en almindelig pose eller i plastikfilm er så det springende punkt.
Jeg tænker det lige ville være noget for Mor og Lasse, de er så glade for at spise fisk.
London – opsamling
Onsdag trodsede vi kulden og Karens forkølelse og tog bussen til Westminster. Vi gik forbi Big Ben
og Alberte tog ivrigt billeder af London Eye – hendes favoritdestination.
Det var ikke just varmt i vejret.
Senere på eftermiddagen var Far med Mads Emil i skateparken White Grounds og jeg gik en tur på V&A.
De har utrolig mange fine ting at kigge på, men ind imellem er rummene tingene er udstillet i mindst lige så fine. Her en trappe:
Og lysekronen i foyeen.
Om aftenen spiste vi på Wagamama, hvor skålene med nudler var større end Albertes hovede.
Men hun spiste op! Hvilket var væsentlig mere end man kunne sige om mig.
Torsdag inden vi tog toget mod Gatwick var der lige tid til at gå forbi Krispy Kreme som til min glæde har en lille bod på Victoria Station.
De laver de bedste donuts jeg kender, og jeg har ikke fået dem siden jeg boede i USA.
De er stadig gode! 🙂
Til afslutning et par af Fars billeder fra de første dage.
På perronen i Gatwick mens vi venter på toget ind til Victoria Station. Enten fjoller Mads Emil for os, eller også bliver man glad af at tage til London.
Lige da vi var ankommet til lejligheden gik Far og jeg ud for at finde morgenmad til dagen efter. Det var nu aldeles forgæves, for det var søndag og efter 11 om aftenen, så alting var lukket. Men Far fik dog taget dette billede, som i hvert fald ikke efterlader nogen tvivl om at vi var i London – rød dobbeltdækkerbus og regnvejr 😛
Da vi morgenen efter fandt en stor Sainsbury´s og provianterede blev der taget dette billede af Teresen i et af dens favorithabitater.
Da morgenmaden var hjembragt og blev fortæret lykkedes det Far at fotografere både mig og sig selv i samme hug.
Den første dag var det stadig noget vådt i vejret – men vi ser nu glade ud alligevel 🙂
Hjemme igen
Lejligheden er tom og stille. Der er ikke noget tykt, varmt og lyddæmpende gulvtæppe under mine fødder, og jeg sidder ikke nedsunket i en forbavsende dyb og overblød blomstret sofa i cremefarvede nuancer der matcher gulvtæppet. Jeg kan ikke høre togene svagt udenfor fra Victoria Station, kun computerens summen.
Mest mærkbart er her ingen mennesker. De ligger ikke inde ved siden af og sover, fordi det endnu er morgen, de er ikke på badeværelset eller ude efter brød til morgenmaden, de er her ikke. Her er kun mig, og det føles helt overvældende tomt.
Måske er det først nu jeg mærker hvor meget det har fået mig til at slappe af, konstant at være omgivet af mennesker jeg holder af. Den ro der (midt i det kaos 3 voksne og 2 børn trods alt også er) er i at vide man er sammen med nogen, ikke bare lige nu, men adskillige dage frem.
Allerede i bilen på vej hjem fra lufthavnen igår mærkede jeg det mentale gearskifte. Min afslappede, men opmærkesomme feriementalitet – den som planlægger en dag ad gangen og kun fokuserer på hvad der skal se inden for rammen af den oplevelse der er igang lige nu – begyndte fluks at svinde hen og blive erstattet af min hverdags-planlægningsmentalitet: Hvad skal der ske i morgen, resten af ugen, næste uge, hvad skal jeg ordne, hvad skal der nås, hvilke mennesker vil jeg gerne se, hvem har jeg aftaler med.
Klumpen i maven vender tilbage, og ferien som lige før var nu, noget jeg var midt i, begynder allerede at svinde hen som et minde. Stadig stærkt og friskt – jeg kan jo nærmest række ud med tankerne og føle mig selv stå midt i menneskemylderet i undergrunden eller sidde på en Pret sammen med Far, Karen, Mads Emil og Alberte.
Dejligt – varmt og trygt, 4 dage hvor jeg kunne give slip og slappe af – men nu en erindring.
London – Harrods og lidt rundt i byen
Det første sted vi tog hen var Harrods. Både for at se det egyptiske galleri, og mest på grund af deres fantastiske madafdeling.
Fra den egyptiske rulletrappe
og loftet øverst oppe.
Efter at have været oppe, tog vi fluks ned til maden. Og kom ind lige lukt midt i kageafdelingen.
Der var cupcakes
og popcakes
Lagkager
og fancy kager
Dem var der mange af.
Og så var der bittesmå kager.
Men det var jo ikke kager det hele – der var også ost
og engelske kødpies
Sushi
Masser af kød, bl.a. wagyu til omkring 2000kr kiloet.
Lidt fisk
og nogle fine orange fyldte græskar.
Inde i chokoladeafdelingen var der fine franske makroner
og selvfølgelig chokolade.
Pyh! Efter at have kigget på al det mad var vi nødt til at købe en lille ting hver i bageafdelingen inden vi tog ind og spadserede ned ad Oxford Street 😉
På vejen ud af Harrods så vi et vindue fyldt med maneki-neko.
De var på vej i balloner for at overtage verdensherredømmet.
(Og de vinkede selvfølgelig allesammen med den venstre pote.)
Vi spiste frokost på en Pret (mit yndlings-London-frokoststed) og udover dejlig mad havde de dette sympatiske skilt i vinduet:
Mads Emil, Karens ældste på 14, er vild med at skate. Så når vi nu var i storbyen måtte vi selvfølgelig i et par skate-butikker så han kunne kigge på grej. Ganske som forventet spiller de høj og træls musik den slags steder, og sælger utrolige mængder af dyrt og grimt tøj. Rig lejlighed til at føle sig gammel og Bedstefar-gnaven 😉
Men den unge mand var opslugt
og fik da også købt sig et nyt skateboard og en t-shirt.
Butikken lå lige ved Shaftesbury Avenue, så efter et kort besøg i Forbidden Planet gik vi ned igennem Chinatown.
Derefter styrede min næse os fluks i retning af Piccadilly Circus og dermed Fortnum & Mason (hvem sagde the?). På vejen kom vi forbi Rainforest Café, hvor Alberte på 12 måtte ind og se på de mange tøjdyr.
Der var også nogle for mig
Masser faktisk 😛
London
Aften, en del efter min sengetid især hvis vi regner dansk tid. Vi sidder i Southern Railways-toget fra Gatwick ind mod London Victoria og jeg er ikke den eneste der er træt:
Vel ankommet til Victoria var det bare en lille gåtur til vores lejlighed – vi kan stort set spytte over på stationen (men det gør velopdragne mennesker sikkert ikke, og da slet ikke i England).
Lejligheden er stor og dejlig, med blomstrede sofaer og ærkeengelsk, tykt gulvtæppe over det hele – også på badeværelset!
Mandag morgen trisser Far og jeg gennem slud og sjap til den nærmeste Sainsbridge for at proviantere til lidt morgenmad.
Udenlandske supermarkeder = himmelen for små Tereser. Ikke mindst morgenmads-afdelingen.
Det minder mig lidt om da jeg boede i USA og testede alle de bizarre og sukkersøde morgenmadsvarianter – til dessert.
De havde sågar Yakult
– det har jeg ellers ikke set siden jeg boede i Tokyo.
Det var ikke kun mig der fotograferede.
Tilbage i lejligheden spises der morgenmad. Sådan ser det ud når familien Vestergaard-Andersen slapper af:
En moderne familie med hver sin elektroniske gadget 😉
Idag er vejret temmelig engelsk, så vores planer er mest indendørs – først en kiggetur i Harrods, så shoppetur ned af Oxford Street.
Scenarie afleveret
Så! Nu er vi færdige 🙂
Siden engang i forsommeren har jeg og min veninde Mette sammen arbejdet på et scenarie til årets Fastaval.
Det er et urban-fantasy-drama om en flok teenagere, hvor den ene bliver bidt af en vampyr og de må stå sammen om at forsøge at redde ham.
Vi var så heldige at vores synopsis blev antaget, så de sidste par måneder er der gået en del tid med at mødes og skrive, diskutere, skrive om og så videre. Det har været rigtig hyggeligt, men ind imellem også hårdt arbejde.
Sidst i januar holdt vi spiltest hos mig:
hvor vi blandt andet fik testet scenariets brug af post-it-noter til at simulere rollernes kommentarer på hinandens facebookvægge.
Det ser lidt rodet ud samlet sammen på denne måde, men spillerne grinede en masse mens det foregik, så vi tager det som tegn på at ideen virker i praksis og ikke kun i vores hoveder.
I torsdags lagde vi sidste hånd på værket, og sendte hele molevitten afsted. Det er både underligt, men også dejligt at skrivedelen af projektet nu pludselig er overstået. En god følelse af at have produceret noget håndgribeligt 🙂
Så mangler vi den virkelige test: Er der mon folk der melder sig til det til Fastaval, og hvad synes de når de har spillet det? Ingen ved det før efter påske.
En gammel ‘ven’ kigger forbi
Det er over ti år siden jeg sidst har haft et migræneanfald. Ikke at det sådan er noget jeg normalt går og tænker over. På et tidspunkt ebbede de bare lige så stille ud og så var jeg fri for det.
I torsdags slog det så aldeles uventet til igen. Vi havde nok at se til på arbejdet, så det lykkedes mig at gøre dagen færdig til trods for synsforstyrrelser, snurren i hænder og fødder og mindre talefejl, inden jeg gik hjem og var meget ussel.
Så vidt så godt. Fredag morgen var jeg imidlertid pligtopfyldende (eller måske snotdum?) nok til at gå på arbejde igen selvom jeg ikke var frisk, med det resultat at efter en times tid så dejsede jeg midt på køkkengulvet! Jeg plejer ellers altid at vide det når jeg er ved at besvime, men denne gang opdagede jeg ingenting – pludselig lå jeg der bare. Heldigvis var jeg ikke nået helt hen til betontrappen ned til kælderen endnu – den ville ikke have været sjov at ryge ned af.
De andre fik mig samlet op og noget fortumlet blev jeg kørt hjem i seng – svimmel, kvalm og rigtig skidt tilpas.
Det er fire dage siden nu. Jeg har stort set ikke lavet andet end at sove og ligge stille siden, og jeg er stadig småsvimmel og svag i kroppen.
Migræne skal man åbenbart ikke spøge med.
Sommermad om vinteren
I torsdags havde jeg Pernille og Sophie på besøg til aftensmad. Det er jo kokkens fornøjelse at lytte til gæsternes madønske, og Sophie ønskede sig sommermad – en pastaret med urtekrams safaripastadyr og spæde salatblade jeg lavede til dem i sommers.
Jeg var skeptisk – det var jo frostvejr udenfor – men da først vi kom igang med at spise var det nu dejligt nok.
Juleflittighed
Pludselig skete det at jeg på vej til tandlægen gik forbi stofbutikken i Park Allé – og der var støvetgrøn uld til 20(!)kr meteren. Det kunne jeg bestemt ikke stå for.
Og når man så har impulskøbt stof, så må man også finde et mønster og noget foer.
Jeg faldt for dette mønster fra Vogue, bare lidt længere i skørtet end på billedet:
Men det var allerede den 21. december – og hvis der skulle sys en kjole nu, så skulle det da være fordi den skulle tages på juleaften. Kunne det nås?
Den 22. fik jeg besøg af Pernille. I et anfald af juleflittighed blev der både syet, købt gaver (vi var i Storcenter Nord, og jeg slog slet ingen mennesker ihjel! Jeg sparkede ikke engang!), og pakket ind.
Og inden dagen var omme – næsten uden gråd og tænders gnidsel 😉
Jeg ka’ sagtens, jeg ka’ sagtens, jeg ka’ sagtens sy en kjole, det er faktisk kun en kjole der skal sys med et par nåle.
Og alle gaverne blev pakket ind – her er hvad jeg har købt og lavet i år.
Da jeg fik pakket alting, og var klar til at tage ud til Mor og holde jul, var det alligevel synd at Leoparden skulle tilbringe julen alene i min mørke lejlighed. Så den fik lov at komme med i tasken.
Og næppe var vi ankommet på Åvej før Mor puttede den fint i sengen i det lille værelse – i kattesengetøjet, naturligvis.
Det er aftenmørkt, juletræet er pyntet og stuen dufter af gran.
Måske bliver det også jul i år?