Det er over ti år siden jeg sidst har haft et migræneanfald. Ikke at det sådan er noget jeg normalt går og tænker over. På et tidspunkt ebbede de bare lige så stille ud og så var jeg fri for det.
I torsdags slog det så aldeles uventet til igen. Vi havde nok at se til på arbejdet, så det lykkedes mig at gøre dagen færdig til trods for synsforstyrrelser, snurren i hænder og fødder og mindre talefejl, inden jeg gik hjem og var meget ussel.
Så vidt så godt. Fredag morgen var jeg imidlertid pligtopfyldende (eller måske snotdum?) nok til at gå på arbejde igen selvom jeg ikke var frisk, med det resultat at efter en times tid så dejsede jeg midt på køkkengulvet! Jeg plejer ellers altid at vide det når jeg er ved at besvime, men denne gang opdagede jeg ingenting – pludselig lå jeg der bare. Heldigvis var jeg ikke nået helt hen til betontrappen ned til kælderen endnu – den ville ikke have været sjov at ryge ned af.
De andre fik mig samlet op og noget fortumlet blev jeg kørt hjem i seng – svimmel, kvalm og rigtig skidt tilpas.
Det er fire dage siden nu. Jeg har stort set ikke lavet andet end at sove og ligge stille siden, og jeg er stadig småsvimmel og svag i kroppen.
Migræne skal man åbenbart ikke spøge med.
