Kattens Rejse

Maria Agnesi

Jeg har haft dette billede hængende i mange år.

En fin dame som sidder og læser – måske fra barokken eller lidt senere ud fra hvad man kan se af kjolen?
Da jeg var lille forestillede jeg mig at det var mig der sad i den fine kjole og læste.
Da jeg blev ældre kunne jeg bare godt lide farverne og motivet.
Så vidt jeg husker er billedet et mine forældre har købt i Bilka da de først flyttede sammen – fordi de syntes billeder var mere voksent end plakater 😉
Siden da har det lille billedet fulgt med mig i alle mine flytninger.

Jeg har aldrig vidst hvem hun var, den nydelige og antageligvis veluddannede unge dame med bogen. Jeg tænkte at det bare var et tilfældigt billede fra Bilka.

Indtil jeg for nylig fik nyhedsmail fra matematiklærerforeningen med reklame for nye udgivelser:

Kvinden på billedet er Maria Gaetana Agnesi (1718-1799).

Hun er den første anerkendte kvindelige matematiker i den vestlige verden siden antikken.

Født ind i en af Milanos mest velhavende familier og med en Far der var professor i matematik. Hun fik den bedste uddannelse hendes Far kunne skaffe og talte 7 sprog før hun blev teenager.
Hun var genert og meget religiøs – hendes eget ønske var at gå i kloster, hvilket hendes Far forbød. Han holdt i stedet saloner i matematik og filosofi hvor han lod den unge Agnesi mødes og diskutere med mange af Bolognas mest lærde mænd.

Udover disse saloner underviste hun sine yngre brødre i matematik og i eftertiden er hun mest kendt for sin lærebog fra 1784, den første matematikbog skrevet af en kvinde og en af de første bøger om algebra og analytisk geometri, der direkte henvender sig til unge mennesker.

Lidt sjovt at det er hende der har hængt på min væg alle disse år 🙂

Sympatetisk magi 2

Nu må den vinter altså snart komme. Det regnede en halv syndflod på vej til arbejde i morges og ikke et hint af frost i luften. Jeg er træt, og træt af vand og blæst.

Jeg længes efter at træde ud i frostklar luft der bider i kinderne og klarer tankerne. Ud i sneskarpe eftermiddage, med lav sol over hvide tage.

Her til aften i Fakta så jeg denne her i tilbudskassen:

Sneneglelak 😀

Så nu hjælper jeg lige vinteren på vej med lidt sympatetisk magi – det virkede ret godt sidst.

Det skader nok heller ikke med en snesang.

Vinter, vinter, kom nu snart
Vi har ventet længe,
vi vil ud og rulle os
i de hvide enge
i de hvide enge

Og måske en lille snedans til denne her

Sneflokke kommer vrimlende
hen over Diger trimlende,
det knyger ud af Himlene,
det sluger Hegn og Gaard,
det ryger ind ad Sprækkerne
til Pølserne paa Rækkerne,
og Faarene ved Hækkerne
faar Blink i Pelsens Haar.

Hvis jeg er energisk nok, kan det være det går som sidste år hvor sneen lå helt til jævndøgn.
Og når det lykkes, når vinteren og sneen kommer, så vil jeg synge yndlingsvintersangen på cyklen på vej til arbejde om morgenen hvor der ingen er til at høre det og glo.

Og jeg vil frydes.

Det var en morgen ved vintertid,
jeg vågned’ op til en jord så hvid,
og luften mødte mig frisk og ren,
og der lå rimfrost på hver en gren.

Selv solen skinned’ med gråhvidt skær
som et papirklip stod havens træ’r
og tørre kviste og vissent løv
var dækket fint af et snehvidt støv.

Jeg glemte måneders regn og slud
det var en glæde at komme ud
og glæden voksed’ sig stærk og stor
mens jeg gik tur på den hårde jord.

Jeg har…

Jeg har ligget nymånedrukken på den fugtige jord ved bålet og leet op mod stjernerne mens jeg besluttede mig for at gøre det utænkelige.
… Jeg gjorde det ikke, jeg fandt balancen, min midterste vej.

Jeg har mærket sorgen stige op i mit bryst, og kæmpe sig ud som hulken for den søster hvis krop sidder ved min side, og hvis sjæl er så fortvivlende langt væk, måske tabt for altid.
Jeg ved at hvis ikke vi kan bringe hende tilbage, så er det mine arme der holder hende, når min frændes kløer tager hendes liv til Kyndelmisse. En ulv har tre liv, søster, men jeg ønsker sådan at dit første ikke skal være slut endnu.

Jeg har kæmpet og bidt, men kontrollen gled mig af hænde og jeg sagde min Alfa tre af fem Sandheder, da min bror, mit eget kød, tvang mig med bånd jeg ikke kunne bryde. En dag takker jeg ham for det. Måske.

Jeg har fået malet hæder i ansigtet af ham der viste mig hvordan byrder skulle bæres og at der er styrke i vinteren. Det er en varmere styrke jeg ejer nu, men dens iskolde benkerne kender sin oprindelse.

Jeg har følt det berusende søde håb vågne. Håbet om at det der blev kastet bort, men så samlet op og taget i forvaring af vores stærkeste kan gives tilbage – selvom det ikke er sådan hverken vi eller ånderne gør, selvom det er mere umuligt end sne i juni.
Kan vi tvinge, lokke, narre, handle og ville sneen frem? Tillader min Jarl og min Ældste det?
Håb sødt som sommer, begyndelser og støtter der stod engang.

… Nå ja, og så har jeg siddet på Ingrids gulv, træt og lykkelig, lugtende af røg, med fedt i håret og splinter i fingrene og grint med flokken af mine legekammerater.

Jeg har verdens bedste hobby 😀

En halv julekalender: Sidste låge, lyden af jul

Det er lyden af en båndoptager der kun kunne spille mono. Med lyden følger et væld af indre billeder, og i mit hovede synger Elvis til de fleste.

Billeder af Tante Ellas glimtende røde julebluse og lange øreringe der rasler lidt når hun bevæger hovedet.
Af en kortvarig, men barnligt inderlig, aftale med Daniel om at forsøge at være søde, nu hvor det er jul.
Af Bedstefar som laver konfekt – marcipanæggemadder, med omhyggeligt udstukne blommer og hvider – og Bedstes keramikengle som hænger i spisebordslampen. Af at bygge togbane og tænde fyrværkeri med min Far og spise Tante Gurlis æbleskiver med svesker i midten.
Af at kælke ved stranden med Onkel Chrisser og hans fætre, og af at få tøet sine frosne fingre op foran kaminen bagefter.
Af jul i Pennsylvania med alt hvad der dertil hører. Og af overraskelsesjul i august, perfekt med potteplantejuletræ, yndlingsmennesker og varme.
Af spørgsmål så ivrige at de får Christoffers lyse barnehår til at flagre og alvorlige blå øjne, fulde af vigtige og vægtige sager.

Men først, altid og sidst, af smilet i min Mors øjne i dagene op til jul.

En halv julekalender: Låge 12 med sangen der startede kalenderen

Den halve julekalender begyndte med at jeg sad i en eftermiddagsfuld bus 1A med brokkende mennesker. Jeg havde musik i ørerne for at lukke mine småfugtige og misfornøjede medpassagerer ude, og kontrasten mellem dagens sang og folks attitude (i hvert fald i netop den bus) satte gang i julesangekalenderen.

Videoen er firsernuttet, men sangen er fin. Og Strøgets julepynt i baggrunden kan jeg huske fra da jeg var yngre 🙂

Det minder mig om min Mor eller Bedstefar som hører kormusik i radioen, eller ser “Før Søndagen” i tv.

Og de synger i radioen ved femtiden
en lille sang om et håb
der rækker helt fra Herodes til fremtiden
Et kærlighedens råb

En halv julekalender: Låge 10 hvori der er dobbelt op

To sange idag, for jeg blev overrasket af denne her igår eftermiddags til arbejdsjulefrokosten. Jeg synes egentlig ikke specielt godt om Jul på Vesterbro – humoren er ofte lidt for latrinær til mine sarte sensibiliteter 😉 – så jeg havde aldrig hørt den før.
Men sangen rammer hovedet på et uventet søm.

Intet slår den følelse man får når det december
Af tryghed og forventning, harmoni og barnesind
Og hvis du synes du bare har det hårdt og går og kæmper
Så luk din røv, luk hjertet op og luk drømmene ind


Inden Anders Mattesens julekalendersang sprang ind fra højre igår, var det planen at det var en anden sang I skulle have haft – også fra DR, men fra børnejulekalenderen Jul i Valhal fra 2005 (beklager de norske undertekster, det var den bedste version nettet ville give mig).
Som med Weird Al Yankovic fra igår er her nogle rigtig fine og grumme flerlinjers-rim.

Hør hvor det kvaser
Når jeg maser aser til laser
De hænger i klaser
Daser og fjaser
Nu skal du til at passe på Thor
Kvindagtige smørtenor
Man ved hvor du bor


Masser af gode minder om en 9-årig Christoffer og jeg som bager runeformede julesmåkager, snakker nordisk mytologi, ser julekalender og tér os tossede 🙂
… Og en lille indre fornøjelse ved at se nogle af de gamle kræfter i rollespilsmiljøet have fingrene i julekalenderen 🙂

En halv julekalender: Låge 9 hvori det bliver blodigt

Jeg kan simpelthen ikke stå for denne her. Den er mindst lige så sort som “Bedste blev kørt over af et rensdyr”, men med Weird-Al’s sans for blodige rim. De hænger fast i hjernen må jeg advare om ;-P

Jeg kan ikke dy mig for et par eksempler, så I ved hvad I skal lytte efter:

…From his beard to his boots he was covered with ammo
Like a big fat drunk disgruntled Yuletide Rambo…

…He got Dancer and Prancer with an old German Luger
And he slashed up Dasher just like Freddy Krueger…

…Well, the workshop is gone now, he decided to bomb it
Everywhere you’ll find pieces of Cupid and Comet…

En halv julekalender: Låge 8 hvori man er nødt til at lytte til teksten

En sang som altid får mig til at knibe en tåre – til trods for at Tim Minchin jo egentlig (også) er komiker.

Som med de fleste af hans sange er man nødt til at lytte grundigt efter teksten hvis det skal være sjovt.
Han får flettet nogle forholdsvis intellektuelle overvejelser om julen ind i hvad der ender med at være en ret sentimental sang til hans lille datter.

Så det handler om familie. Om dem man hører sammen med og kommer tilbage til, hvert år. Dem der venter på en, hvis man er langt væk. Hvadenten det så er med hvidvin i solskinnet i Australien eller med stearinlys og varme drikke heroppe på den nordlige halvkugle.

Og det handler om at give det videre, den sikkerhed og varme, til sine egne børn. Om at lade dem vide at man er der, i solen, og venter. Og her er det så jeg bliver lidt vemodig over visheden om at det er en cyklus af generationer jeg aldrig skal være en del af, qua mit ikke-eksisterende afkom. For når han synger den sang, kan man høre det er sådan det er meningen det skal være.

En halv julekalender: Låge 7 om civilisation og et lille håb i et stort mørke

Det er ikke nogen gammel sang, men den minder mig altid om en ældre – og ganske virkelig – historie. Den om de engelske og tyske soldater i skyttegravene som mødtes i Ingenmandsland og fejrede jul i 1914.

Om et lille håb midt i Den Store Krig, den krig der var så frygtelig at den fik hele civilisationen (dvs. Europa 😉 ) til at tro på at “det gør vi aldrig igen”.
Om soldater fra krigende nationer, som krøb op af skyttegravenes relative sikkerhed og udvekslede cigaretter og kage og sang sammen julenat.

Kunne det ske idag? Eller er vores begreb om civilisation for råt, slidt og afstumpet nu til at der er plads til den slags tillid?

Der er mange – og mange forskellige – bud på historien rundt omkring på nettet hvis man er nysgerrig, denne her fra Københavns Biblioteker virker nogenlunde lødig.

(Sangen handler vist i virkeligheden om noget andet, og dens eget budskab er skam også fint.)