Morgen, nogle gange tror jeg jeg er den eneste der bemærker dig. De andre trafikanter ser ned mens de går, ser træt på vejen mens de kører, eller ser slet ikke, i bussen med halvlukkede øjne under huen.
Og det selvom du folder dig ud i al din sarte skønhed lige der, opnåelig for sanserne. Med den blegtgyldne fuldvoksne pukkelmåne over tagene. Med en mild luft – selv ikke jeg fryser nu – og striber af lette skyer som et net der lader glimt af det lyseblå skimtes bagved.
Med en blid duft fra skyerne af kridhvide æbleblomster – det eneste træerne endnu bærer på deres mørke kviste, men de har dem til gengæld i et overvældende og grådigt mylder, et tæt hvidt slør over hele deres form.
Med de løfter om en ny dag, nye muligheder og eventyr der er dit særegne kendetegn. Sårbar og spæd endnu, med alle døre åbne, alle retninger tænkelige, enhver potentiel begyndelse på-tærsklen-til-virkelig. Jeg kan lugte det, i din særlige luft, ville genkende det hvorsomhelst.
Du folder en vifte af stier ud, og i det magiske øjeblik lover du flygtigt at alt ville kunne ske, at hver og en af dem kunne være den der vil blive solid.
Inden længe ankommer jeg, og mulighederne, stierne kollapser til den hverdag jeg vælger igen.
Men indtil da lader du mig svæve.
No comment so far