Jeg har ligget nymånedrukken på den fugtige jord ved bålet og leet op mod stjernerne mens jeg besluttede mig for at gøre det utænkelige.
… Jeg gjorde det ikke, jeg fandt balancen, min midterste vej.
Jeg har mærket sorgen stige op i mit bryst, og kæmpe sig ud som hulken for den søster hvis krop sidder ved min side, og hvis sjæl er så fortvivlende langt væk, måske tabt for altid.
Jeg ved at hvis ikke vi kan bringe hende tilbage, så er det mine arme der holder hende, når min frændes kløer tager hendes liv til Kyndelmisse. En ulv har tre liv, søster, men jeg ønsker sådan at dit første ikke skal være slut endnu.
Jeg har kæmpet og bidt, men kontrollen gled mig af hænde og jeg sagde min Alfa tre af fem Sandheder, da min bror, mit eget kød, tvang mig med bånd jeg ikke kunne bryde. En dag takker jeg ham for det. Måske.
Jeg har fået malet hæder i ansigtet af ham der viste mig hvordan byrder skulle bæres og at der er styrke i vinteren. Det er en varmere styrke jeg ejer nu, men dens iskolde benkerne kender sin oprindelse.
Jeg har følt det berusende søde håb vågne. Håbet om at det der blev kastet bort, men så samlet op og taget i forvaring af vores stærkeste kan gives tilbage – selvom det ikke er sådan hverken vi eller ånderne gør, selvom det er mere umuligt end sne i juni.
Kan vi tvinge, lokke, narre, handle og ville sneen frem? Tillader min Jarl og min Ældste det?
Håb sødt som sommer, begyndelser og støtter der stod engang.
… Nå ja, og så har jeg siddet på Ingrids gulv, træt og lykkelig, lugtende af røg, med fedt i håret og splinter i fingrene og grint med flokken af mine legekammerater.
Jeg har verdens bedste hobby 😀
No comment so far