Kattens Rejse

En halv julekalender: Låge 5 hvori det ender galt for Bedste

Denne sang minder mig om Bedstefar, om hans latter. Ikke fordi det er Bedste der bliver kørt over, men fordi det lige er hans slags humor – sort og ofte sarkastisk 🙂

Sangen er på et af min Mors tidlige og slidte kasettebånd, optaget fra radioen. De bånd blev (og bliver) spillet jul efter jul – nogle gange er det ikke lydkvaliteten der tæller mest.

Der gik nok en snes år før jeg opdagede at det ikke er Linje 3 der har lavet sangen (den lyder så meget som noget de kunne have fundet på da de var unge og sprudlende), de har bare oversat den.
Og jeg var paf da en eller anden – jeg har glemt hvem – engang bemærkede til mig at “sådan noget burde man ikke spille for børn, de forstår jo ikke ironi”.

Det er måske tilfældet for nogle børn, men det gælder ikke de Damhøjske – vi er flasket op med ironi. Den listes ind sammen med papirflyvere, chokoladeknapper, vejledning i at binde en hængekøje op og Tom & Jerry i fjernsynet lørdag aften mens hele familien spiser og snakker.

… Sammen med den sorte humor lærer man forklaringerne på spændende og sære ord som “Feltmadras” og “Pest”. Nu jeg tænker over det var det både Bedste som var en feltmadras, og Bedste som bedyrede at hun havde pest (det sidste var det år jeg havde fået et lægesæt og spurgte alle de voksne hvad de fejlede).

Det lyder jo set i bakspejlet som et spændende og hemmeligt liv hun har ført (udadtil var hun husmor). Den slags kan være farligt.

Måske er det ikke så sært at hun endte med at blive kørt over af et rensdyr? 😉

En halv julekalender: Låge 3 hvori flodhesten kommer på banen

Sangen her minder mig om hyggelige stunder med Frauke som har et sundt legehjerte og eller andet med flodheste 🙂

Den minder mig også om dengang julen havde en magisk fornemmelse af at det man ønskede sig allermest kunne ligge i en pakke under træet. Også selvom det nok set med ældre briller ikke virker så realistisk med en flodhest.

Det er mange år siden jeg brændende har ønsket mig noget som kunne pakkes ind og lægges under træet. Ting er jo bare ting, og eftersom jeg har tag over hovedet og råd til at spise hvad jeg har lyst til (hvis ellers jeg tager mig sammen til at lave det) er der ikke rigtig nogen ting jeg virkelig mangler.
Ingen ønsker man får inden for et julegavebudget i hvert fald (en rejse til Mexico med Christoffer? En tur til Sydamerika med Gurli og Jørgen? En rejse med min Mor til Jerusalem, Athen eller Egypten?).

Så måske vil jeg gerne opfordre til at holde lidt igen med gaveræset, i hvert fald blandt os voksne? Jeg har støt og roligt siden jeg rundede 20 skåret gaver fra igennem årene. Først fordi jeg var på SU og ikke havde råd til selv små gaver til 20 mennesker. Senere fordi jeg ikke synes det giver mening at være på julegave med folk du ikke har et nært forhold til.

Giv gaver til dem du kender godt nok til at kunne finde noget de vil glædes over eller have nytte af.
Og giv endelig, endelig (hvadenten det er tid, ting, penge eller tilstedeværelse) frit og med glæde, til dem du kender eller møder som mangler. Studerende, udmattede småbørnsforældre, enlige bedsteforældre, din stressede kollega, den hjemløse som sælger Hus Forbi når du går igennem Banegården.

Men lad være med at give en anden voksen en ting bare fordi det er kutyme. Der er ikke ret mange af os der har brug for flere dimser der skal byttes efter jul. Ikke ret mange af os der mangler materielle goder. Ikke flere dyre lysestager fra Bahne eller tørklæder fra Accessorize.

Giv et kram i stedet og en aftale om at lave noget dejligt sammen. Et kort hvor der står hvor meget du værdsætter vedkommendes selskab og et glas hjemmelavet syltetøj eller et løfte om at hjælpe med at grave haven til foråret. De fleste af os mangler tid meget mere end ting.

Og hvis du så stadig synes du burde købe et-eller-andet (sikkert mest fordi det er vanen og forventningen) så giv pengene til nogen der mangler. Dem er der nok af, både her i landet og ude i verden. Giv til julehjælpen, til Læger uden Grænser, til ham der spille harmonika på Strøget.

En halv julekalender: Låge 2 hvori julemanden kysser Mor

Det her er en af de første julesange jeg kan huske. Sangen i min erindring er i en ældre (og dejligere) udgave, som nettet ikke lige lader mig finde, så I må nøjes med denne her.

Den minder mig om, at mindst halvdelen af årstidens magi befinder sig på indersiden af vores hoveder, og at vi – børn som voksne – ikke tøver med at overføre vores indre logik til verden udenfor, og næppe altid er klar over at vi gør det.

Jeg kan huske at sangen gav umiddelbar og perfekt mening for mig. Mor kysser julemanden – det lyder vældig hyggeligt. Teresebarnets næste tanke: Men hvor mon Far så er, når nu det ikke er ham der kysser Mor? Ja han er selvfølgelig til fodbold, for det er jo der Far er, når han ikke er hjemme.
Jeg har måske været 4 eller 5? Jeg kan huske min tilbageskuende undren da det nogle år senere gik op for mig at der måske var mere mellem linjerne i sangens tekst. At faren i sangen nok var inde i julemanden og slet ikke til fodbold. At mine oprindelige antagelser ikke holdt stik.

Gad vide hvad jeg antager nu om stunder, uden at have opdaget det endnu?

Hvad antager du?

Glædelig 13. december.

En halv julekalender

Jeg har hørt meget julebrok – både i medierne og især i bussen (min cykel er til reparation og eftersyn). Folk som i snak med deres ven, kæreste eller Mor i telefonen eller på sædet ved siden af stresser eller harcelerer over hvad de skal købe, hvad de kan risikere at få(!), hvad de ikke orker, hvad der bare er for dårligt og hvad (andre) folk (TM) virkelig burde gøre alle som en.

Egentlig synes jeg  ikke rigtig det hverken er det julen går ud på eller skal handle om, så nu kommer her, resten af dagene op til jul en halv julekalender med julesange. 12 styks, en til hver dag at minde mig om at tænke på  noget rart eller på nogle af de ting der er vigtigere end folks selvcentrerede julebrokkeri.

Den første er den om de to mus der faldt ned i en spand med mælk.

Den ene ville drukne sig,
men makkeren sagde nej, nej, nej
For håbet sejrer kun, måske
Så længe vi leder efter det
Bliv ved at lede efter det

Glædelig 12. december.

 

Om en gave

For mange år siden – det må være 20 efterhånden – forærede Nick, Jorgos Far, mig en æske med papir.

På det tidspunkt var jeg både teenager og rollespiller, og begav mig af med at skrive med pen og blæk på gammeldags manér. Men den slags er bare ikke lige så … rigtigt på kridhvidt printerpapir, og da jeg en dag klagede over det, fandt Nick æsken her frem fra sine gemmer.

Den er mere slidt og ramponeret nu, men allerede dengang kunne man se at den havde år på bagen. Indeni var den fuld af det fineste tynde og svagt gyldne papir, perfekt til blæk. Måske tænkt til luftpost, dengang sådan noget var dyrt.

“Eco-Mill Superior Bond. For typewriting and Pen Writing”

Den duftede dejligt og lidt mystisk af gammelt papir – og gør det stadig.

Jeg elskede den øjeblikkeligt og har gjort det lige siden.

Jeg er ikke just sirlig når jeg skriver, og vældig god til at få mig selv smurt ind i blæk, eller få tværet blækket ud undervejs (det kan næppe undre nogen). Så det har ofte været nødvendigt at skrive om, og når jeg åbner æsken finder jeg af og til stumper af gamle kladder.

Mange af dem bliver smidt ud undervejs, men idag da jeg åbnede æsken fandt jeg brevet jeg skrev til Christoffer da han blev konfirmeret. Brevet med de to gode råd, dem jeg ønsker han tager med sig videre i livet.

Et lag længere nede i æsken ligger hjælpepapiret med linjerne. Jeg kan ikke om så jeg blev betalt for det skrive lige på blankt papir – der skal lægge noget med linjer nedenunder jeg kan skrive efter.

Det ark har ligget i æsken så længe jeg har haft den – og kom fra en tynd blok med luftpostpapir jeg tiltuskede mig hos min Mor eller Far engang. Jeg forestiller mig det er fra dengang min Mor var i USA og min Far skrev og bad hende komme hjem til ham (men jeg tror nu ikke det i virkeligheden er helt så gammelt). Lidt kruseduller fra deres hånd kan ses i hjørnerne, og midt på papiret har Nis brugt det til kladde engang han skulle skrive gavemærkater.

Jeg har hældt min kærlighed, fortvivlelse, omhu og glæde ud på papiret fra denne æske gennem årene. Skrevet sirlige etiketter til hjemmelavet syltetøj, mærkater til julegaver, beskeder til kærester og fødselsdagsbreve til Christoffer. Det brev jeg lagde på min Bedstefars kiste – med alle mine dejligste minder om ham – kom fra den æske. (Men den kladde har jeg smidt ud for længst, tårer får blæk til at løbe ud.)

Nu her op til jul hvor man spekulerer på hvad man skal købe af julegaver og overvejer hvad folk mon vil blive glade for at få, så slår det mig:

Jeg har været heldig at få mange dejlige gaver igennem mit liv. Nogle der holdt i mange år, nogle der blev elsket og slidt op. Nogle der var helt rigtige da jeg fik dem, men senere gik i glemmebogen og andre der virkede uinspirerende men senere vandt mit hjerte. Og så dem som hver gang jeg bruger dem minder mig om det menneske som forærede mig den. Det er måske den bedste slags.

Sådan en er æsken med det perfekt gulnede papir. Den var lige hvad jeg manglede (og har været det gennem årene siden, jeg ville ikke ane hvor man kunne få sådan noget papir idag), betænksomt givet og hver gang jeg har den fremme minder den mig om et menneske som betød meget for mig i mine besværlige teeanageår.

Tak for den dejlig gave. Jeg har brugt den flittigt 🙂

Julens ånd?

Sidste år var der i medierne en vældig ballade om en demokratisk valgt bestyrelse for en boligforening som havde besluttet ikke at bruge penge på juletræer. Sjovt nok (læs: trist nok) kom det hurtigt til at handle om bestyrelsesmedlemmernes religion.

I år er der så en vrimmel af sure og smålige mennesker rundt omkring på nettet som har fået den idé at julehjælp såmænd da kun skal være for dem der holder jul. På den rigtige, kristne måde altså. Og det til trods for at de organisationer der uddeler julehjælpen har været ude og fortælle at julens budskab jo handler om kærlighed – ikke om at du kun skal hjælpe eller elske dem, der mener det samme som dig selv.

Det er åbenbart (for de sure og smålige mennesker) en fæl tanke at sådan en julehjælpepakke fra f.eks. Frelsens Hær kunne risikere at ende i hænderne på en enlig ateistisk forsørger i trange kår. Eller en lille familie der har meldt sig ud af Jehovas Vidner og derfor ikke har så meget netværk til at hjælpe. Eller – uha – måske endda en fattig muslimsk familie. For man skal jo i hvert fald ikke elske eller hjælpe dem der har en anden religion end en selv. Hvad kunne det ikke ende med?

Så derfor deler jeg lige følgende stump, hugget fra en bekendt på Facebook. Den opsummerer så fint og med glimt i øjet det groteske i balladen.

I øvrigt mener jeg at… …julehjælp kun burde være for dem der juler, ligesom Frelsens Hær kun hjælper de frelste, Folkekirkens Nødhjælp kun hjælper folkekirken, Røde Kors kun hjælper dem der korser sig, Dansk Flygtningehjælp kun hjælper danske flygtninge, samaritter kun hjælper samaritanere, Amnesty kun hjælper dem der allerede har fået amnesti, Reden kun hjælper fugle, Red Barnet kun reder børnenes hår, Kræftens Bekæmpelse kun hjælper Luke Skywalker’s fjender og Læger uden Grænser kun hjælper dem de har mulighed for at gramse på. Så skulle den vist være sat på plads.

Vær nu rare ved hinandet. Det er jo det budskabet handler om.

Ulyst

Jeg har fyldt et fyrfadslys i den lille porcelænsjulemand og sat ham frem i vindueskarmen.

Jeg har sat kalenderlyset som traditionen tro var pakkekalendergaven i dag, 1.december, i stage, og jeg har bygget adventsdekoration.

Jeg har aldrig nogensinde – ikke engang dengang jeg var allermest syg – haft en sådan ulyst til jul, så jeg ved ikke rigtig hvorfor jeg har gjort det.

Jeg kigger på juletingene i butikkerne og jeg bliver irriteret og frygteligt ked af det. Jeg mærker duften af gran og jeg er lige ved at græde.

Jeg er de sidste par uger, mens der er blevet sat lyskæder op og reklameret for gaver rundt omkring, blevet mere og mere irriteret, og har tænkt at hjemme hos mig behøvede der ikke blive julet. At jeg ikke havde lyst, ikke magtede, bare helst ville være fri. Kunne det ikke bare være den 2. januar nu?

Og nu har jeg alligevel sat et par sager frem herhjemme. Med klump i halsen og sorg i sinde har jeg sunget for adventskransen og tændt det første lys.

Det føles som at pille i et betændt sår eller trykke på et brækket ribben. Jeg forstår ikke hvorfor jeg overhovedet gjorde det.

Jeg forudser en lang og fæl december.

Julekagebageweekend

Så blev det igen til til min og Fraukes årlige bagning af pebernødder og juleplumkager. Det er et større projekt som nemt tager det meste af en weekend, så lørdag formiddag var det igang med at trille pebernødder.

Efter pebernødderne var trillet og bagt (det viste sig at der slet ikke var nok til alle dem vi kender som gerne vil have, så vi må på den igen næste lørdag) var det plumkagens tur. Her står de på køkkenbordet ved aftentide, mens der bliver snittet bønner og ristet pepperoni til aftensmaden.

Så var der velfortjent fyraften. Ostestuvet spidskål med bønner og pepperoni.

Og senere på aftenen en testkørsel af kage-i-en-kop. Alle ingredienser op i koppen, rør rundt. 3 minutter i mikroovnen og hokus-pokus-chokoladekage.

Lige passende til at dase i sofaen med adskillige afsnit Grimm 🙂
Søndag morgen var det tid til at lave plumkagerne færdige. Først prikkes og overhældes med whisky, og dernæst pensles med varm abrikosmarmelade. Her står de så på rad og række og venter på deres marcipanovertræk.

Til sidst på med æggehvideglasur og pynt. Snart var den første kage færdig – nu skal den bare tørre en 3 dages tid inden den er klar til kortvarigt at flytte over til Ingrid.

(… Og jeg skriver kortvarigt, fordi Ingrids historie med kage efter denne opskrift lader en formode at den meget hurtigt vil blive spist rub og stub, og Fanden tage mavepinen.)
Lidt tid senere stod de alle 11 på stuebordet til tørring.

Så tror jeg nok det er tid til lidt mere velfortjent Grimm inden weekenden slutter 😉

Når anemoner blomstrer i december…?

Da jeg åbnede altandøren for at lufte ud den anden dag blev jeg mødt af dette syn.

To små fine stedmoderblomster, her i novembermørket.
Jeg havde godt bemærket gennem nogen tid at der voksede små grønne skud op og havde tænkt at det nok var noget ukrudt der var fløjet op, som lige så godt kunne få lov at gro der og gøre kasserne lidt grønne her inden vinteren.
Men det var ikke ukrudt, men åbenbart rødderne fra forårets blomster, der nu synes det var tid til at vokse og blomstre igen.

Det blive et kort liv for deres skrøbelige skønhed – der kommer nattefrost om et par dage ;-(