Kattens Rejse

Orlov, dag 9: Oops!.. We Did It Again

For en uges tid siden gik det op for mig at det var et par dage siden vi havde set til squashplanterne. Resultatet kan ses ovenfor, hånd med som målestok.

I dag kiggede vi på hinanden og indså at det var en uge siden vi sidst havde set til squashplanterne. Og i modsætning til tomat- og agurkeplanterne, som ikke er så langt fremme som sidste år på denne tid, så lader squash ikke til at have noget imod regn, blæst og skyer. Så nu har vi to:

Heldigt at squash i tern er rare at have i fryseren til vinterens gryderetter 🙂

Haven • Skrevet 09. August, 2023 • Ingen kommentarer endnu

Orlov, dag 8: Udtrapning

Så er medicinforslag 1 officielt opgivet, og det er tid til udtrapning.

Forhåbentlig dermed farvel til dårlig søvn, akkomodationsbesvær, og en daglig mavesyrevulkan, med tilhørende smerter og gener, fra klokken præcis 2-timer-efter-indtagelse af medicinen hver dag. Tænk hvor festligt det bliver måske engang at kunne ligge vandret ned igen! 🥳

Desværre også farvel til den imponerende absolutte følelsesmæssige stabilitet der var en anden bivirkning, og som har hjulpet mig igennem en hård sommer, med mange dage hvor at ligge stille med lukkede øjne det meste af tiden har været hvad hovedet kunne holde til.

Og erfaringsmæssigt nok goddag til grådlabilitet de kommende uger. Det bliver noget af en linedans, eftersom det forværrer alle symptomer i dagevis hvis jeg bliver oprevet.

Men hvad, der er ikke andet at gøre end at trække vejret og krydse fingre for at der er mere held ved den næste type medicin.

Syg • Skrevet 08. August, 2023 • Ingen kommentarer endnu

Orlov, dag 2: Dobbelt postdejlighed

Det er altid festligt at få vaskeægte papirpost, og i dag var jeg dobbelt heldig: Et brev fra Christoffer med fortællinger fra hans liv, og de yndlings-tabi-sokker Nis har været så rar at skaffe i København til mig og uslefoden 😀

De fleste dage har jeg ingen eller meget lidt øjne + hjernekemi = mulighed for digital kommunikation, men papirbreve er mere ladesiggørlige. Og så er der jo festlighedsbonussen oveni 🥳

Hjemme • Skrevet 02. August, 2023 • Ingen kommentarer endnu

Orlov, dag 1

Fra i dag og det næste år har jeg taget orlov fra mit (meget savnede!) arbejde i et forsøg på at blive rask. Jeg har desuden meldt mig ud af det kommunale system (det krævede ironisk nok en raskmelding for overhovedet at kunne lade sig gøre), da erfaringen fra de sidste 9 måneder er at deres rykken i mig gang på gang har intensiveret graden af min sygdom.

I dag: Videokonference med hospitalet.

Konklusionen blev at give den medicin jeg har været på hen over sommeren (deres første forslag) en uge mere til at begynde at have virkning i stedet for kun bivirkninger. Hvis stadig ingen virkning indtræffer, så begynder jeg udtrapning og starter derefter op på medicinforslag to.

Syg • Skrevet 01. August, 2023 • Ingen kommentarer endnu

Om at lave noget ud af ingenting

Der er altid en særlig tilfredsstillelse i at lave noget – især noget jeg mangler – ud af ingenting.

I dette tilfælde grydelapper. Vores gamle par var efterhånden misfarvede og nussede. Men jeg syede dem vist i 2010, så det er måske rimeligt at de er ovre det.

Der var ikke noget oplagt stof i min – ellers rigeligt fyldte – stofkurv som kunne falde i både min og Ingrids smag. Men så kom jeg i tanke om al den farvede tråd jeg arvede efter Tante Ella.

Min symaskine har alle mulige spændende sting som jeg næsten aldrig bruger. Og vupti, en tilfredsstillende regnbue af meanderborter på resterne af et slidt, hvidt dynebetræk der ellers var tiltænkt et otium som klude.

Skønhed bygget af tid og rester 🙂

Uncategorized • Skrevet 18. August, 2022 • Ingen kommentarer endnu

Zen og kunsten at have en hjernerystelse

Et sanseindtryk ad gangen (og ikke for kraftigt): Lugt og lyd samtidig får hjernen til at skrige stop.
Gør en ting ad gangen: Spise, lytte, se ud ad vinduet, gå tur. Hjernen kan maksimalt administrere en proces ad gangen.
Hvis du kan høre lydbog er det en god dag, hvis det kun kan være korte podcasts er det stadig en mellemfin dag. (Både “People Saving the World” og “Inside Science” fra BBC kan anbefales.)
Hold dig til et-trins-processer: Skær løg (gå fra resten af madlavningen), hæng en maskine tøj op, læg en ting på plads, tør en hylde af. Flertrins-opgaver vælter læsset.
Undgå alt hvad der lyser: Gadelygter, lamper, solen (føj!), trafiklys og alle slags elektroniske skærme. Hjernen befaler “Afskaf skidtet!”.
Forsøg ikke at se små ting: Bogstaver, hækletøj, de små sting i lappen du tror du lige kan sy på de hullede bukser. Bare lad være! Efter de første 3 forsøg er fornemmelsen af sylen der sidder fast inde bag øjet ikke længere overraskende, men stadig lige smertefuld.
Forsøg ikke at huske noget som er ret meget længere væk end gårsdagens aftensmad: Spørgsmål som “Lavede I x på dit hold i september” resulterer i blank forvirring og øjeblikkelig overbelastning (næh men hej, syl bag øjet, kom du der igen?). Nogen har rystet kassen med memory pointers og det gør ondt at fiske rundt i den.
Gråvejr er det perfekte vejr: Ingen direkte lyskilder ftw! 🙂
Forstyr ikke den mentale ligevægt: Undgå dårlige nyheder, sørgelige historier, bøvl fra arbejdet og alt andet der på nogen måde kan risikere udløse selv den mindste fornemmelse af frustration eller frygt. Og hvis du møder det alligevel, så gå væk, træk vejret roligt og tøm hovedet grundigt og længe. Selv mindre stressreaktioner i krop eller sind straffes med tilbagefald de næste dage eller uger(!).
…Denne mekanisme kan resultere i at du opdager at du er i gang med at prøve at håndtere frygten for at nogen potentielt vil fortælle dig noget farligt selvom de slet ikke har sagt noget endnu. Doh!
Accepter at du ikke har nogen form for beslutningskompetence: Højre eller venstre ved næste kryds på gåturen? Pepperoni på din pizza (tåbeligt eksempel, her kan selv den rystede hjerne ikke være i tvivl)? Synes du vi skal gøre x? Er y en god plan? Spørgsmål der kræver en beslutning resulterer i blank panik mens hjernen roterer som en Turing-maskine der aldrig terminerer. Efter nogle ture af denne slags bliver man rigtig god til at sige “pas” og overlade beslutningen til andre inden sylen bag øjet dukker op igen.
Indse at du er så digitalt hjælpeløs som en dement 90-årig: Brug for at slå et telefonnummer op? For at finde apotekets åbningstider eller lyst til at læse nyheder? Kun muligt hvis Ingrid har tid til at taste ind og læse op. (Denne tekst har ventet på et stykke papir den sidste halvanden måned indtil jeg kunne taste den selv, omend med pauser.)

Det er bedre nu. Ikke godt, men bedre 🙂
Jeg savner at være kompetent, men jeg øver mig i at tage små skridt ad gangen og at acceptere at de ikke skal være større.
Jeg savner jer ❤️

Hjemme • Skrevet 22. February, 2021 • Ingen kommentarer endnu

Overskuddets fødsel – og snarlige død

De sidste par dage er min hjerne begyndt at komme med vilde idéer om projekter jeg gerne vil igeng med og viden det kunne være spændende snuse til.
Et kursus i osteorarkæologi, det gamle Egypten eller glæde? Opgradere mit ubrugte og derfor halvglemte skoletysk? Adskillige forskellige håndarbejdsprojekter, tillokkende men overskudskrævende?

Det overraskede mig. Jeg havde glemt, at i mit tidligere job, i højskolens køkken, havde jeg det ofte sådan. At hovedet efter arbejdstid nogle gange bare flød over med alt det spændende der var lige inden for rækkevidde. Det eneste det krævede var et valg: hvilke af mulighederne investerer jeg min energi i?

Efter jeg blev gymnasielærer har jeg det sjældent sådan. Der har jeg i stedet et umætteligt behov for at dejse om og forsvinde ind i min kindle når dagens opgaver er færdige.
Åbenbart går min kreativitet og videbegærlighed til min undervisning og der er ikke noget overskud derudover.

Samtidig har jeg mere travlt på arbejdet for hvert år der går. Jeg er ikke på arbejde i flere timer end før, men i den tid jeg er der, skal jeg løbe hurtigere og hurtigere, så jeg er mere død i hovedet når jeg kommer hjem.
(Rant: Jeg forstår ikke den politiske Newspeak om at besparelserne ikke påvirker kvaliteten?

Hovedparten af gymnasiets udgifter er lærerlønninger. Derfor er lærertimer det stort set eneste sted der kan spares – bygningerne koster det, de koster, og det duer ikke at slukke for varmen om vinteren.
Når lærerne har mindre tid til at udføre det samme stykke arbejde, så bliver det gjort dårligere – der er nødvendigvis hjørner vi ikke kan nå ud i. Tro det eller ej, jeg gik ikke rundt og dovnede eller spildte tiden før, så med mindre tid til rådighed er der ting der ikke bliver gjort.
Det går ud over alle elevers uddannelse og dobbelt ud over de svageste, som der ikke er tid til at løfte.

1-2-3 så er vi i fuld gang med at forringe den eneste råvare vi har i Danmark: Veluddannede, kreative og fleksible medarbejdere – og samtidig giver vi køb på at bryde den sociale arv. For det er helt sikkert Brian og Christian med forældre i socialgruppe 5 og Sara og Jakob med kronisk eller psykisk sygdom som vi ikke længere har tid til at hjælpe til at gennemføre en ungdomsuddannelse og blive klar til en videregående uddannelse, på trods af at det er inden for deres rækkevidde.
Idiotisk og direkte imod samfundets bedste interesse!
/Rant)

Hov – jeg havde åbenbart noget på hjerte der.

Men den oprindelige pointe var egentlig min forundring og glæde over pludselig at mærke kreativiteten og videbegærligheden boble.

Frem vokser en aldeles utopisk, og derfor pinefuld, længsel efter at de ikke skal forsvinde som havde de aldrig været der, når skoleåret begynder i næste uge.

Arbejde • Hjemme • Skrevet 31. July, 2019 • Ingen kommentarer endnu

Om flag

Da jeg var barn associerede jeg flag med fødselsdag, fest og sommerferiebesøg hos Tante Gurli og Onkel Jørgen.

Da jeg blev ældre og Dansk Folkeparti fik vind i sejlene begyndte jeg i stigende grad også at associere Dannebrog med smålighed, snæversyn og racister.
Det er pokkers at det sådan er lykkedes dem at stjæle et nationalt symbol, men det løb er vist kørt for mig. Når min hjerne får lov at kategorisere uden at jeg eksplicit tænker over det, så går det i hvert fald sådan her:
– Papirflag og flag i haver = fødselsdag, fest, sommer.
– Flag på reklamer, i optog, på skilte osv. = racisme og smålighed.

Den anden dag var der hejst nyt flag i kolonihaveforeningen på den anden side af hækken:

Fluks kom jeg til at tænke på alle de steder vi så i Canada sidste sommer, hvor kirker, banker, officielle kontorer og diverse forretninger eksplicit signalerede at alle er velkomne og lige meget værd.

Det gav en rar og rolig fornemmelse i maven. Både en ekstra sænken af skuldrene i forventning om at her kommer der næppe nogen hen og opfører sig truende, men også en tanke om at her behandler man andre mennesker ordentligt – uden at sætte sig til dommer over hvem der tæller som andre mennesker.

I dag har nyhederne været fulde af fejring af Dannebrogs 800-års fødselsdag. Da jeg kiggede ud mod kolonihaverne i eftermiddags mødtes jeg af dette syn:

… Er der mon tre af dem i morgen? Er haveforeningens medlemmer igang med at rejse en skov af regnbueflag? Er det en julekalender der begynder tidligt, og den 24. december står der 194 af dem? …

Da jeg gik udenfor, kunne man også se kolonihaveforeningens officielle flagstang.

Egentlig er jeg fint tilfreds med regnbueflaget, jeg har ikke brug for et nationalt symbol andet end af historiske årsager. (Nationale symboler har det med implicit at signalere en dem-mod-os-mentalitet – den kommer der ikke noget sundt ud af at fremelske.)

Uden at bekymre mig noget videre om den oprindelige designers idé om hvad farverne betyder, så ser jeg personligt farverne på regnbueflaget som symbol på alle slags mennesker, og det bliver dermed – for mig – et symbol på mangfoldighed og medmenneskelighed. På ligeværd og på at behandle alle mennesker anstændigt.

Men størrelsesforholdene af Dannebrog tæt på, og de to regnbueflag i baggrunden fik mig til at til at overveje at man jo også kunne tage Dannebrog tilbage.
Måske:

Eller:

…?

Set • Tanker • Skrevet 15. June, 2019 • 1 kommentar

Isdragen flyver!

Ilddragen har fløjet længe, og ventet på sin makker næsten lige så længe.

Men i løbet af foråret fik vi samlet isdragen – den viste sig at være noget sværere, med mange luskede brikker.

Så nu vogtes stuen af ikke mindre end to elementardrager. Der er mere plads på skråvæggen, det er pokkers at der ikke fås flere.

Hjemme • Skrevet 29. May, 2019 • Ingen kommentarer endnu

Når Ingrid hjælper: Tålmodighed giver level-up i brød

Jeg kan godt lide hjemmelavet brød i madpakken. Men det er ingen hemmelighed at tålmodighed ikke er min stærke side, så standardopskriften på madpakkeboller er en hurtig en:

En pose groft manitobamel, en kubikcentimeter gær og vand til dejen er let flydende røres til jeg ikke gider høre på røremaskinen mere, 1 spsk salt røres i og det hygger sig i køleskabet 2 døgn indtil det formes til boller, hæver og bages ved høj temperatur. Det giver syrligtlækre, ret flade boller med mørk og lækker-sej krumme. Perfekte til ostemadder eller til suppe.

Det er supernemt, men også en proces man skal begynde 2 døgn før man gerne vil spise brød. Den anden morgen koksede det – jeg havde ikke nået det aftenen før, og da jeg hastigt gik igang lige inden ud-ad-døren-tid viste det sig at jeg ved en fejl havde købt sigtet mel i stedet for det grove. Min indre planlægningsfascist tiltede prompte.

Ingrid redder dagen, tilbyder at røre dejen færdig og sender mig ud ad døren til min morgentime. Det viste sig at være en fordel 🙂

Hun er nemlig ikke bleg for at zone ud med et zombiespil mens røremaskinen kører. Eller tage et bad. Eller på anden vis være en hel del mere tålmodig med processen end jeg. Så da brødet skulle formes fandt jeg en fuld-elastisk, tyggegummiluftig dejklump med perfekt udviklede glutenstrenge.

Det fladede fuldstændig ud under hævningen (trods mine bedste forsøg på at spænde dejen op er det ikke en teknik jeg mestrer konsistent) og jeg tænkte “oh well, fladbrød er nemt at riste”, men da det kom ud af ovnen så det sådan ud:

Overgangen fra lys forneden mod mørkere foroven du kan ane omkring brødets ækvator er der hvor det lå helt fladt mod bagepapiret inden bagning. Glutennettet var stærkt nok til at både brød og boller pustede sig op som små balloner under bagningen så undersiden blev trukket op og rundet. Det har jeg ikke prøvet før.

Det har også en fin krumme.

Smagen er ikke lige så intens og syrlig som med det grove mel, men det kan jeg vist ikke klandre Ingrid for 😉

Næste uges spørgsmål: Kan jeg mon lave lige så fine balloner med det grove mel hvis jeg ihærdigt prøver at udvise samme tålmodighed som min hustru? Og er det virkelig nødvendigt at spille zombiespil for at opnå det (for så bliver svaret nej)?

Hvis du vil prøve selv: Den forbedrede røretid er ca. 35 minutter.

Familie • Hjemme • Mad • Skrevet 08. September, 2018 • Ingen kommentarer endnu

Arkiv