Kattens Rejse

Om at lave noget ud af ingenting

Grydelapper
Der er altid en særlig tilfredsstillelse i at lave noget – især noget jeg mangler – ud af ingenting.

I dette tilfælde grydelapper. Vores gamle par var efterhånden misfarvede og nussede. Men jeg syede dem vist i 2010, så det er måske rimeligt at de er ovre det.

Der var ikke noget oplagt stof i min – ellers rigeligt fyldte – stofkurv som kunne falde i både min og Ingrids smag. Men så kom jeg i tanke om al den farvede tråd jeg arvede efter Tante Ella.
Farvet tråd
Min symaskine har alle mulige spændende sting som jeg næsten aldrig bruger. Og vupti, en tilfredsstillende regnbue af meanderborter på resterne af et slidt, hvidt dynebetræk der ellers var tiltænkt et otium som klude.
Meanderborter
Skønhed bygget af tid og rester 🙂

Zen og kunsten at have en hjernerystelse

  • Et sanseindtryk ad gangen (og ikke for kraftigt): Lugt og lyd samtidig får hjernen til at skrige stop.
  • Gør en ting ad gangen: Spise, lytte, se ud ad vinduet, gå tur. Hjernen kan maksimalt administrere en proces ad gangen.
    Hvis du kan høre lydbog er det en god dag, hvis det kun kan være korte podcasts er det stadig en mellemfin dag. (Både “People Saving the World” og “Inside Science” fra BBC kan anbefales.)
  • Hold dig til et-trins-processer: Skær løg (gå fra resten af madlavningen), hæng en maskine tøj op, læg en ting på plads, tør en hylde af. Flertrins-opgaver vælter læsset.
  • Undgå alt hvad der lyser: Gadelygter, lamper, solen (føj!), trafiklys og alle slags elektroniske skærme. Hjernen befaler “Afskaf skidtet!”.
  • Forsøg ikke at se små ting: Bogstaver, hækletøj, de små sting i lappen du tror du lige kan sy på de hullede bukser. Bare lad være! Efter de første 3 forsøg er fornemmelsen af sylen der sidder fast inde bag øjet ikke længere overraskende, men stadig lige smertefuld.
  • Forsøg ikke at huske noget som er ret meget længere væk end gårsdagens aftensmad: Spørgsmål som “Lavede I x på dit hold i september” resulterer i blank forvirring og øjeblikkelig overbelastning (næh men hej, syl bag øjet, kom du der igen?). Nogen har rystet kassen med memory pointers og det gør ondt at fiske rundt i den.
  • Gråvejr er det perfekte vejr: Ingen direkte lyskilder ftw! 🙂
  • Forstyr ikke den mentale ligevægt: Undgå dårlige nyheder, sørgelige historier, bøvl fra arbejdet og alt andet der på nogen måde kan risikere udløse selv den mindste fornemmelse af frustration eller frygt. Og hvis du møder det alligevel, så gå væk, træk vejret roligt og tøm hovedet grundigt og længe. Selv mindre stressreaktioner i krop eller sind straffes med tilbagefald de næste dage eller uger(!).
    …Denne mekanisme kan resultere i at du opdager at du er i gang med at prøve at håndtere frygten for at nogen potentielt vil fortælle dig noget farligt selvom de slet ikke har sagt noget endnu. Doh!
  • Accepter at du ikke har nogen form for beslutningskompetence: Højre eller venstre ved næste kryds på gåturen? Pepperoni på din pizza (tåbeligt eksempel, her kan selv den rystede hjerne ikke være i tvivl)? Synes du vi skal gøre x? Er y en god plan? Spørgsmål der kræver en beslutning resulterer i blank panik mens hjernen roterer som en Turing-maskine der aldrig terminerer. Efter nogle ture af denne slags bliver man rigtig god til at sige “pas” og overlade beslutningen til andre inden sylen bag øjet dukker op igen.
  • Indse at du er så digitalt hjælpeløs som en dement 90-årig: Brug for at slå et telefonnummer op? For at finde apotekets åbningstider eller lyst til at læse nyheder? Kun muligt hvis Ingrid har tid til at taste ind og læse op. (Denne tekst har ventet på et stykke papir den sidste halvanden måned indtil jeg kunne taste den selv, omend med pauser.)

Det er bedre nu. Ikke godt, men bedre 🙂
Jeg savner at være kompetent, men jeg øver mig i at tage små skridt ad gangen og at acceptere at de ikke skal være større.
Jeg savner jer ❤️

Overskuddets fødsel – og snarlige død

De sidste par dage er min hjerne begyndt at komme med vilde idéer om projekter jeg gerne vil igeng med og viden det kunne være spændende snuse til.
Et kursus i osteorarkæologi, det gamle Egypten eller glæde? Opgradere mit ubrugte og derfor halvglemte skoletysk? Adskillige forskellige håndarbejdsprojekter, tillokkende men overskudskrævende?

Det overraskede mig. Jeg havde glemt, at i mit tidligere job, i højskolens køkken, havde jeg det ofte sådan. At hovedet efter arbejdstid nogle gange bare flød over med alt det spændende der var lige inden for rækkevidde. Det eneste det krævede var et valg: hvilke af mulighederne investerer jeg min energi i?

Efter jeg blev gymnasielærer har jeg det sjældent sådan. Der har jeg i stedet et umætteligt behov for at dejse om og forsvinde ind i min kindle når dagens opgaver er færdige.
Åbenbart går min kreativitet og videbegærlighed til min undervisning og der er ikke noget overskud derudover.

Samtidig har jeg mere travlt på arbejdet for hvert år der går. Jeg er ikke på arbejde i flere timer end før, men i den tid jeg er der, skal jeg løbe hurtigere og hurtigere, så jeg er mere død i hovedet når jeg kommer hjem.
(Rant: Jeg forstår ikke den politiske Newspeak om at besparelserne ikke påvirker kvaliteten?

  1. Hovedparten af gymnasiets udgifter er lærerlønninger. Derfor er lærertimer det stort set eneste sted der kan spares – bygningerne koster det, de koster, og det duer ikke at slukke for varmen om vinteren.
  2. Når lærerne har mindre tid til at udføre det samme stykke arbejde, så bliver det gjort dårligere – der er nødvendigvis hjørner vi ikke kan nå ud i. Tro det eller ej, jeg gik ikke rundt og dovnede eller spildte tiden før, så med mindre tid til rådighed er der ting der ikke bliver gjort.
  3. Det går ud over alle elevers uddannelse og dobbelt ud over de svageste, som der ikke er tid til at løfte.

1-2-3 så er vi i fuld gang med at forringe den eneste råvare vi har i Danmark: Veluddannede, kreative og fleksible medarbejdere – og samtidig giver vi køb på at bryde den sociale arv. For det er helt sikkert Brian og Christian med forældre i socialgruppe 5 og Sara og Jakob med kronisk eller psykisk sygdom som vi ikke længere har tid til at hjælpe til at gennemføre en ungdomsuddannelse og blive klar til en videregående uddannelse, på trods af at det er inden for deres rækkevidde.
Idiotisk og direkte imod samfundets bedste interesse!
/Rant)

Hov – jeg havde åbenbart noget på hjerte der.

Men den oprindelige pointe var egentlig min forundring og glæde over pludselig at mærke kreativiteten og videbegærligheden boble.

Frem vokser en aldeles utopisk, og derfor pinefuld, længsel efter at de ikke skal forsvinde som havde de aldrig været der, når skoleåret begynder i næste uge.

Om flag

Da jeg var barn associerede jeg flag med fødselsdag, fest og sommerferiebesøg hos Tante Gurli og Onkel Jørgen.

Da jeg blev ældre og Dansk Folkeparti fik vind i sejlene begyndte jeg i stigende grad også at associere Dannebrog med smålighed, snæversyn og racister.
Det er pokkers at det sådan er lykkedes dem at stjæle et nationalt symbol, men det løb er vist kørt for mig. Når min hjerne får lov at kategorisere uden at jeg eksplicit tænker over det, så går det i hvert fald sådan her:
– Papirflag og flag i haver = fødselsdag, fest, sommer.
– Flag på reklamer, i optog, på skilte osv. = racisme og smålighed.

Den anden dag var der hejst nyt flag i kolonihaveforeningen på den anden side af hækken:

Fluks kom jeg til at tænke på alle de steder vi så i Canada sidste sommer, hvor kirker, banker, officielle kontorer og diverse forretninger eksplicit signalerede at alle er velkomne og lige meget værd.

Det gav en rar og rolig fornemmelse i maven. Både en ekstra sænken af skuldrene i forventning om at her kommer der næppe nogen hen og opfører sig truende, men også en tanke om at her behandler man andre mennesker ordentligt – uden at sætte sig til dommer over hvem der tæller som andre mennesker.

I dag har nyhederne været fulde af fejring af Dannebrogs 800-års fødselsdag. Da jeg kiggede ud mod kolonihaverne i eftermiddags mødtes jeg af dette syn:

… Er der mon tre af dem i morgen? Er haveforeningens medlemmer igang med at rejse en skov af regnbueflag? Er det en julekalender der begynder tidligt, og den 24. december står der 194 af dem? …

Da jeg gik udenfor, kunne man også se kolonihaveforeningens officielle flagstang.

Egentlig er jeg fint tilfreds med regnbueflaget, jeg har ikke brug for et nationalt symbol andet end af historiske årsager. (Nationale symboler har det med implicit at signalere en dem-mod-os-mentalitet – den kommer der ikke noget sundt ud af at fremelske.)

Uden at bekymre mig noget videre om den oprindelige designers idé om hvad farverne betyder, så ser jeg personligt farverne på regnbueflaget som symbol på alle slags mennesker, og det bliver dermed – for mig – et symbol på mangfoldighed og medmenneskelighed. På ligeværd og på at behandle alle mennesker anstændigt.

Men størrelsesforholdene af Dannebrog tæt på, og de to regnbueflag i baggrunden fik mig til at til at overveje at man jo også kunne tage Dannebrog tilbage.
Måske:

Eller:

…?

Isdragen flyver!


Ilddragen har fløjet længe, og ventet på sin makker næsten lige så længe.

Men i løbet af foråret fik vi samlet isdragen – den viste sig at være noget sværere, med mange luskede brikker.

Så nu vogtes stuen af ikke mindre end to elementardrager. Der er mere plads på skråvæggen, det er pokkers at der ikke fås flere.

Når Ingrid hjælper: Tålmodighed giver level-up i brød

Jeg kan godt lide hjemmelavet brød i madpakken. Men det er ingen hemmelighed at tålmodighed ikke er min stærke side, så standardopskriften på madpakkeboller er en hurtig en:

En pose groft manitobamel, en kubikcentimeter gær og vand til dejen er let flydende røres til jeg ikke gider høre på røremaskinen mere, 1 spsk salt røres i og det hygger sig i køleskabet 2 døgn indtil det formes til boller, hæver og bages ved høj temperatur. Det giver syrligtlækre, ret flade boller med mørk og lækker-sej krumme. Perfekte til ostemadder eller til suppe.

Det er supernemt, men også en proces man skal begynde 2 døgn før man gerne vil spise brød. Den anden morgen koksede det – jeg havde ikke nået det aftenen før, og da jeg hastigt gik igang lige inden ud-ad-døren-tid viste det sig at jeg ved en fejl havde købt sigtet mel i stedet for det grove. Min indre planlægningsfascist tiltede prompte.

Ingrid redder dagen, tilbyder at røre dejen færdig og sender mig ud ad døren til min morgentime. Det viste sig at være en fordel 🙂

Hun er nemlig ikke bleg for at zone ud med et zombiespil mens røremaskinen kører. Eller tage et bad. Eller på anden vis være en hel del mere tålmodig med processen end jeg. Så da brødet skulle formes fandt jeg en fuld-elastisk, tyggegummiluftig dejklump med perfekt udviklede glutenstrenge.

Det fladede fuldstændig ud under hævningen (trods mine bedste forsøg på at spænde dejen op er det ikke en teknik jeg mestrer konsistent) og jeg tænkte “oh well, fladbrød er nemt at riste”, men da det kom ud af ovnen så det sådan ud:

Overgangen fra lys forneden mod mørkere foroven du kan ane omkring brødets ækvator er der hvor det lå helt fladt mod bagepapiret inden bagning. Glutennettet var stærkt nok til at både brød og boller pustede sig op som små balloner under bagningen så undersiden blev trukket op og rundet. Det har jeg ikke prøvet før.

Det har også en fin krumme.

Smagen er ikke lige så intens og syrlig som med det grove mel, men det kan jeg vist ikke klandre Ingrid for 😉

Næste uges spørgsmål: Kan jeg mon lave lige så fine balloner med det grove mel hvis jeg ihærdigt prøver at udvise samme tålmodighed som min hustru? Og er det virkelig nødvendigt at spille zombiespil for at opnå det (for så bliver svaret nej)?

Hvis du vil prøve selv: Den forbedrede røretid er ca. 35 minutter.

Ferien-er-(næsten)-slut-blues

Morgen i Vancouver.
Solen skinner blidt ned i gyden bag hotellet, varmen er ikke taget til endnu.
Kun enkelte biler og en morgenjoggers fodtrin lader sig høre fra min dynerede i vores absurd store hotelseng.

I går var jeg på ferie, i et langt dvælende nu.
Klar til at slentre og se hvad der er om det næste gadehjørne, på den næste kaffebar, bag den bugt i bjergvejen der anes længere fremme. Åben for indtryk og med grublehjernen forflyttet til bagsædet.

Her til morgen er maven fuld af kværnende ferien-er-slut-blues. Til trods for at det er den ikke helt endnu – vi flyver hjem i morgen aften.

Tankestrømmen afbrydes bestandig af endnu-ikke-relevante spekulationer om hjemme.
… Er haven død og tør – den sidste gæstevanding var i lørdags, kan den klare sig til torsdag?
… Hvad med alle de praktiske ting der ligger og venter på at blive gjort?
… Hvad med næste skoleår (klap i hjerne, det er slet ikke endnu!)?
… Hvad med…..

Vi har rejst så længe at hverdagen virker som en fjern fortid. Selv feriens første dage i Toronto føles som forrige år. At rejse fra sted til sted er den nye dagligdag – jeg er fristet til at tage ned til Avis og forlange Pumaen udleveret, invitere Ingrid ind på passagersædet og køre nye steder hen – for det er jo det vi gør, her i ferieverdenen.

Hvis altså ikke lige for uroen i maven der varsler omrokering af chaufførtjansen i hjernebilen. Som bebuder at det fjerntvirkende hverdagsliv venter mig tilbage om lidt.

Jeg vil godt beholde mit afslappede, flydende nu – her eller hjemme. Kan det mon lade sig gøre at efterlade grublehjernen i en skuffe på hotelværelset når vi tjekker ud i morgen?

Tilbage til civilisationen

Det er lidt mærkeligt – men dejligt – at være tilbage i civilisationen. Det var både smukt og spændende ved San Josef Bay, men det var ind imellem lige lidt for spændende for en bybo. Som da vi gik fra stranden og tilbage mod parkeringspladsen og hørte et højt KRRAAAAK inde fra skoven lige til venstre, som om nogen skubbede et træ omkuld. Eftersom det eneste der skubber til træer i den skov (parken er fredet) er bjørne, fik vi meget travlt med at tale ekstra højt sammen og var lettede da stien lidt senere drejede i den modsatte retning af lyden. Spændende – men helt fint at være tilbage i menneskeland nu.

Efter en lang køretur nåede vi Nanaimo, hvor vi gik ud og spiste en virkelig god thaimiddag (Zalathai er anbefalelsesværdig hvis du skulle komme forbi Nanaimo).
Nom-nom-thai-isthe 😀

Nanaimo er ikke den hyggeligste by på øen (hjemløse fra hele Canada søger mod Vancouver Island, da vintrene er mildere her. Vi bemærkede dem også i Victoria, men i Nanaimo var det tydeligere at der var en del sølle eksistenser på gaderne). Nede ved lystbådehavnen kunne man se der var gjort en indsats for at renovere og bygge nyt, og der var der dejligt.

Om aftenen mødtes vi med Ingrids ungdomskæreste, Rich, som stadig bor her på øen. Det var hyggeligt, og helt dejligt at få lov at se et glimt af hendes tidligere liv

Rich – som ellers har været til sportsvogne og racerbiler – har nu en stor sort truck med plads til familien (i baggrunden i billedet ovenfor). Han kørte os tilbage til motellet gennem de lidt skumle kvarterer, så nu har vi også prøvet en tur i en af dem som vi er blevet overhalet af så mange af på vejene 🙂
Søndag morgen steg vi på færgen og sagde farvel til Vancouver Island

Inden længe kunne man ane Vancouver gennem disen i horisonten.

Ankommet til vores hotel i byen var det tid til at sige et vemodigt farvel til Pumaen.

Da vi talte op, viste det sig at vi har kørt næsten 3000 kilometer sammen og brugt over 40 timer i dens rummelige mave 🙂

Vi havde fundet et supersmart sted at aflevere Pumaen tilbage til Avis, kun 7 km fra hotellet i stedet for helt ude ved lufthavnen. Måske skulle vi have set bedre efter på kortet da vi bookede bilen, for det viste sig at være lige midt i Downtown, 7 etager under Fairmont Hotel!
Ingrid klarede den stressende køretur som en helt (Vancouver har tæt, tæt trafik, også på en søndag eftermiddag) og Pumaen blev parkeret hos sin familie, og straks taget vel imod af en rar og serviceminded herre der flød over af hyggelige spørgsmål og anbefalinger til vores ophold i Vancouver, mens han fulgte os op til kontoret hvor nøglen skulle afleveres. Han havde samme bilmodel selv, så vi gik ud i byen i forvisning om at Pumaen var i gode hænder 🙂

Cape Scott Provincial Park

Efter Victoria var det tid til at tage laaangt ud på landet. Bevæbnet med slikkepinde kørte vi nordpå.

Langt nordpå.

Så langt nord og vestpå at vejen blev til en grusvej.

Overalt langs vejen var der skilte med “Her skoves, pas på, hold tilbage for de store maskiner”. Ikke betryggende, især ikke de steder hvor vejen var mindre god. Vi så heldigvis ingen store lastbiler på vejen op, kun masser af pickup-trucks.
Halvanden time senere, længe efter der ikke længere var mobilsignal (skræmmende tanke – lad være med at køre galt, der er ingen at ringe til) ankom vi til vores seng i Holberg. Nok den mindste by jeg har været i, med ca. 100 indbyggere. Vores Bed & Breakfast viste sig ikke at have wifi (selvom de havde annonceret at de havde de) og en skræmmende følelse af afsondrethed overvældede os.
Aftensmaden var picnic på værelset – mulighederne i Holberg er … begrænsede.

Næste morgen kørte vi ad en (nu lidt smallere) grusvej ud til Cape Scott Provincial Park. Det er nok det længste væk fra civilisationen jeg har været. Til vores overraskelse – og lettelse – var der andre der også ville på gåtur eller camping her, parkeringspladsen var ikke tom, vi var ikke alene i verden.
Lidt surrealistisk at køre samlet set flere timer fra den nærmeste asfaltvej gennem øde bjergskråninger dækket af nåletræsskov og ankomme til et sted hvor der holder biler og høres menneskestemmer.

Skiltet ved kanten af parkeringspladsen advarede sobert om at i parken bor bjørne, ulve og pumaer. Den firbenede slags altså, og ikke vores egen Puma. Så er det dejligt at her er andre mennesker, med lidt held bliver de ædt først.
Stien mod San Josef Bay lokkede grøn, velholdt og indbydende. Vilde dyr bruger da ikke sådan nogle pæne stier, vel? (Jo det gør de, især bjørne synes det er meget nemmere at gå på stier og veje end at mase sig frem gennem det broklede og tætte buskads i underskoven. På vej herop så vi flere bjørne gå i vejkanten.)

Skoven var vild og uplejet, og det var tydeligt at hvor træer var gået ud og væltet, blev de i deres forrådnelse hjem for andre planter.

Her er et nærbillede af samme sted – bemærk hvordan de små nye træer har slået rod i den gamle stamme

Efter et par kilometer kunne man se den inderste del af bugten gennem træerne.

Til sidst kom vi ud af skoven og helt ned til bugten, lige før ebbe.

Hej Stillehav 🙂


Vi gik langs bugten mod nord

og ind mellem klipperne



Der var masser af små huleagtige indhug, med hver sit kig ud mod vandet. De fleste så ud til at være under højvandsgrænsen, så ikke gode stedet at gemme smuglergods selvom det så oplagt ud.

Skoven vokser helt ud til klippekanterne, og et sted havde nogen hængt et reb med en gren ned til at gynge på.

På vej tilbage trængte solen næsten igennem skydækket.

Sandet var tofarvet og tidevandet havde tegnet fine komethaler bag småstenene i vandkanten da det trak sig ud.

I den sydlige ende af bugten (den lavvandede del vi kunne se ud over inde fra skoven) var vandet helt blankgrønt af genspejlede træer og alger.

Det begyndte at regne lidt og var tid til et eftermiddagshvil i ly under et klippefremspring.


Vi undrede os lidt over at der nu var en del flere mennesker på stranden og at de havde noget temmelig upraktisk tøj på.
Det viste sig at vi var tilskuere til et bryllup.

Det må have været noget bøvl at få lang hvid kjole, festgæster, grillremedier og det hele båret ned på stranden (herfra er der nok 4 km op til vejen), men de så glade ud.
På vej tilbage mødte vi flotte røde svampe og skinnende bær (nej, vi smagte ikke)

Og enkelte vældig store træer

Langs vejen tilbage mod Holberg og vores seng så vi flere steder hvor der var skovet og store bunker af rester lå tilbage og ventede på at indgå i kredsløbet igen (stort set al skov på øen er skovet og genplantet i løbet af de sidste 80 år).

Aftensmaden var et spændende måltid af müsli og langtidsholbar mandelmælk, spist af engangsservice bestånde af tomme yoghurtbægre. Nom?

Lørdag morgen kørte vi tilbage mod civilisationen. Mod forventning (chaufførerne har åbenbart ikke lørdagsfri selvom skovhuggerne har) så vi nu pludselig adskillige store lastbiler med nyfældede stammer – heldigvis skulle de samme vej som os, så det var overhalinger og ikke modkørende.

Vi traf endnu en bjørn i vejkanten på vej ned. Hvor bjørnene i Jasper ikke havde noget imod at posere (de er så vant til mennesker der stopper og glor at de mest bare ignorerer dem og fortsætter i det ryddede stykke langs med vejen), så vil bjørnene på nordøen gerne gå på vejen, men så snart bilen kommer tæt på går de ind i budskadset. Så stadig ingen billeder – men fine var de, især i regnvejret hvor pelsen rigtig skinner 🙂

Victoria

I Victoria holdt vi pause og dasede. Vi gik tur langs brede gader med hængende blomsterkummer og mellem flotte huse der lignede at de alle var bygget i begyndelsen af 1900-tallet.
Vi hang ud og drak masser af iskaffe – nogle gange med gæster ved bordet.

Ingrid fandt sig en flot, grøn frakke i en genbrugsbutik (ja, den er grøn selvom man ikke rigtig kan se det på billedet).

Vi gik på “The Pink Bicycle” og spiste burgere med lokalt bryggede sodavand til – bemærk deres navne 🙂

Der var mange burgere der lød lækre – jeg fik en med bisonbøf og Ingrid valgte en med en bøf af sorte bønner og med skarp salsa på.

Onsdag startede vi på endnu en kaffecafé.

Herefter var planen at shoppe. Butikken med det største udvalg af Converse ligger i Victoria, og jeg havde set en vintagebutik fuld af kjoler. I starten var jagten sød

Men ak, shoppeheldet var slet ikke med nogen af os. Vi gav op og gik ud og spiste grøntsager.

Eftermiddagen brugte vi i Beacon Hill Park i byens sydligste ende. Her var smådyr

Og nogle lidt større

På vej ned mod vandet skiftede parken fra pænt og engelsk friseret til ukæmmet landskab. Der var træer med flot, rød bark.

Helt nede ved sydkysten var der vindomsust og saltvandsduftende.

Ingrid havde en fest med at gå rundt på klipperne og kigge efter saltkrystaller 🙂