Dagene bliver kortere og mørketiden svulmer. For instinkterne mærkbart langsommere end hjemme men dog stadig tydeligt.
Morgenluften dufter af frost og de visne blade – de af dem ingen overivrige gartnere og parcelhusejere har blæst sammen og kørt væk – knaser under skosåler og cykeldæk.
Seglmånen hersker i ensom majestæt i mørkningen indtil den overlader tronen til aftenens dybdybblå tæppe af stjernemultituder. Aldrig har jeg set så mange stjerner som her.
Mørket kalder på levende flammer, sødt krydrede varme spiser og hyggeligt selskab inden døre. Og jeg erfarer at det er langt nemmere at være fremmed i sommeren, så meget mindre hårdt at være langt væk når eftermiddagssolen bager og aftnerne er lyse.
Stadig jubler det i mig over den kommende vinter – stadig synger jeg på cyklen om morgenen, nu ved tanken om den mod mig ilende juletid – stadig taber jeg pusten på den øverste trappeafsats ved udsigten over byen og bjergene i det ikke så fjerne.
Men nu, i skumringens årstid, hviler jeres fravær som en lidt for tung kappe om mine skuldre.
Bestanding lader dens vægt mig vide at I er her ikke. I, min fortid, mine valg, mine rødder, mine kære.
Hver gang jeg tænder et lys, indånder den sprøde vinterluft eller frydes over kanelduften mærker jeg tomheden hvor I plejer at være.
I er her ikke til at forberede og glæde sig til julen med, til at prakke mine kager på og holde mørkning med, til at drømme andre verdner op med, til at hyle ad Månen med. Til at gå arm i arm med, til at være i arme hos.
Jeg begynder at forstå sammenhænge om rødder og kontinuitet der aldrig tidligere har givet mening for mig. Om gruppeidentitet og kulturel identitet.
(Den indre 5-årige stemme skriger: “Hvem skal jeg holde advent med, hvorfor er her slet ingen julekalender, hvem skal jeg danse om juletræ med? Hvor er de, i hvis arme verden er tryg, hvor er mit kobbel?”)
