Dap-dap-dap af fløjsbløde angorapoter mod træ kommer tættere på.

Stange-buh-hovede mod mit bukseknæ, min ryg, mine albuer, insisterende: “Jeg er vigtigere end den bevisteoretiske tilgang til repræsentation af formel matematik!”.
2 ottetaller om mine ben senere: “Jeg er mere spændende den den bærbare du ofrer al din opmærksomhed på, ligesom dig nyder jeg morgensolen på trappen, skulle vi ikke hellere nyde den sammen?”

Eftertænksomt gult blik. Pause. Et flik af hvidtuftede ører.

Umiddelbart derefter: “Se, jeg ærer dig og blotter min mave så du kan ae den, glem nu teknologitingen, jeg er blød og levende.

Anoushka-artikel: 1-0.

Rejser • Skrevet 13. March, 2005 • Ingen kommentarer endnu

3 flade aflange skyer, tætte og formet som fjerbesatte vinger. Lyst grå midtpå og hvide og tyndere langs kanten hvor solens første stråler lige akkurat strejfer dem, farvende undersiden gylden og malende en regnbuestribe langs den tynde kant.
Som Isisvinger afbilledet på en egyptisk mumiekiste, beskyttende udfoldet over dens beboer.

Trefold hvide, regnbuestrejfede vinger over Aotearoa.

Over vingerne sartblå himmel, stadig med nattens rester, under dem solgylden,gudindebeskyttet morgenhimmel, kaldende ud i daggryet “mild og lys er den verden der skærmes af mine vinger”.

Rejser • Skrevet 10. March, 2005 • Ingen kommentarer endnu

I dag er en god dag!

Vinden er ikke alt for slem, og solen skinner lunt som jeg sidder med den bærbare på den lille stribe terrasse bag ved huset. Vattotskyer kommer og går og cikaderne synger øreknasende fra alle retninger.

Jeg er lige kommet hjem fra en supermarkedstur ud for at købe sære New Zelandske ting til Christoffer og gnasker nu lystigt på en græskarbolle og lader som om jeg ikke opdager at mine fingre fedter tastaturet. Den fejlkøbte gedeost skammer sig alene inde i køkkenet. Jeg har det med madindkøb som andre kvinder har det med skobutikker – det holder tilsyneladede aldrig op med at være spændende at se på nye madvarer og når noget ser spændende ud har den indre stemme der siger ting som “Du har indtil videre sjældent brudt dig om gedeost” ikke en chance. Jeg trøster mig med at det i det mindste er billigere end designersko.

Samvittigheden nærmest synger – jeg har bagt (græskarbollerne – flettede og gule med klidmønster, krydret-duftende af muskat, ingefær, kanel og nelliker), taget opvasken, nået til bunds i vasketøjskurven (den er mulivis træls den Wellingtonvind, men den er nu ret god til at tørre tøj, i hvert fald de dage hvor den ikke har vandret regn med), øvet lidt japansk til på mandag og set på vores artikel. Deadline om to uger….) Solskinspauser er så meget bedre når der er noget man pauserer fra 🙂

I aften skal jeg forhåbentlig snakke i telefon med Nis – og måske min familie hvis ellers de er tidligt oppe, jeg har en god bog der venter på at blive læst færdig, og nogle fine solopgangsbilleder der forhåbentlig kommer længere nede i denne post, når jeg har fået passet dem lidt til i størrelsen. Bjergene på den anden side af bugten giver nogle overmåde smukke solopgange, og det passer perfekt med at solen står op lige omkring klokken syv hvor jeg går ned for at tage bussen til universitetet. Farverne er meget klarere set med rigtige øjne – jeg er ikke gode nok venner med kameraets digitale til at få en perfekt gengivelse, især ikke når det indre ur der fortæller den voksende hastighed hvormed jeg skal løbe hvis bussen skal nås taler højere og højere.

….. Hmm, druerne oppe ved tørresnoren er næsten modne nu. Stadig syrlige, men ikke mere end at de alligevel er svære at holde fingrene fra. Naboens citroner hænger ind på vores side af stakittet nede ved trappen og æblerne bagest i haven ser ud som om de snart er spiseklare. Eller måske snarere kogeklare – jeg tror det er madæbler. … Æbletærte i morgen…?
Her kan I se op på æbletræet, druerne og tørresnoren:

Sådan ser her ud om aftenen:

Den anden morgen mødtes jeg af dette syn:

Solen sneg sig vældig nydeligt gennem hullet mellem skyerne og bjergene:

indtil den besluttede sig for at det skulle være slut med snigeriet og kravlede højere op:

Rejser • Skrevet 05. March, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Jeg ved ikke hvem jeg er for tiden. Mine ønsker og drømme synes at være modsætninger parvist to og to, så jeg er ganske uden mulighed for at mere end halvdelen af dem nogensinde kan blive opfyldt.

Noget godt kan der dog tilsyneladende komme ud af det alligevel. Da jeg flittigt studerede min nyindkøbte logikbog sprang dette bevis mig i øjnene:

Ergo: Mine indre modsætninger gør alting muligt!

Rejser • Skrevet 26. February, 2005 • Ingen kommentarer endnu

… I would paint my reverie. (billigt citat slut)

Grå skyer i hastig flugt over himlen, deres brede østligste bræmme farvet gyldenrødgrumset af den opgående sols første stråler som de strækker sig for at nå op over bjergenes kåber af dis og ind over Wellington.
Under skybræmmen, lige over bjergtoppene, en stribe af sart lyseblåt, med vattotskyer i delikat kontrast til de grumsede, dens tilstedeværelse et drillende løfte om mulighed for solskin senere, når skyerne har nået deres bestemmelsessted og solen har bortbrændt bjergenes klæder.

Ved bakken nær busstoppestedet ser det ud som om vejen fører stejlt lige lukt op i skydækket.

Den slags syn møder man kun på dage hvor kameraet ikke er med. Det ville antageligvis være grådigt at ønske andet 😉

Rejser • Skrevet 24. February, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Nogle sammentræf er for perfekte til at være ganske tilfældige. Det viser sig at et sted i bureaukratiet her er mit efternavn og min emailadresse blevet forvekslet. Så her er jeg ikke som derhjemme Terese Damhøj, eller som på Cornell Terese Andersen, men derimod Terese Katten! Jeg er slet ikke utilfreds 🙂

I fredags havde jeg min første tur ud i det store new zealandske øde. Jeg havde planlagt at få en del fra hånden (har som I måske ved en artikeldeadline om mindre end en måned) men sådan skulle det ikke gå. Udover at jeg fandt ud af at der tilsyneladende er tradition for at gå ud at spise nudler til frokost om fredagen (Wellington vrimler med cafeer og spisesteder og omkring en trediedel af dem lader til at være asiatiske) viste det sig også at Rod Downey havde planer om at tage to besøgende med på en vandretur om eftermiddagen, og det foretagende blev jeg pludselig inkluderet i.
Jeg lånte vandrestøvler og plaster til min fod der stadig er rå efter min glidetur ned ad trappen fra tørresnoren i baghaven og vi kørte nordpå. Halvanden time op ad nordøens vestkyst, langs Kapiti Coast til Otaki Falls.
Stien ville jeg ikke have kunnet genkende som sti uden hjælp – og selv når Rod udpegede den for os var det ikke nemt. De små stenbunker der normalt markerer den var skyllet væk af sommerens regn og der var aldeles overgroet. Vi gik (kravlede, klatrede og hoppede) op ad en halvt udtørret åseng, klatrede op på dens bredder og banede os vej gennem underskoven de steder åløbet var ufremkommeligt. Den sidste bid op til det lile vandfald gennem en tæt skov af træbregner – den slags der har vokset her siden dinosaurernes tid. Bregnebladstag over vore hoveder og en rødbrun søjleskov af bregnestammer i tunnelagtigt tusmørke dernede hvor vi gik. På resten af turen så vi bjergene stække sig skarpe og grønne i alle retninger og jeg var næsten ked af at jeg ikke havde haft en chance for at tage mit kamera med. Men også kun næsten ? jeg havde brug for begge hænder til at klatre og til at holde balancen når vi hoppede fra sten til sten frem og tilbage over åen hver gang den ene side ikke længere var fremkommelig.
Det er den slags terræn hvor man enten skal være sikker på fødderne eller villig til at lade kroppen “walk-by.wire” og stole på at den som regel nok selv skal finde ud af ikke at komme alt for galt afsted. Ganske som når man går i glat føre, så længe man slapper af og er klar til at falde i alle retninger samtidig så falder man typisk ikke.

… Men forkølelsen man redder sig ved at svømme i det 13 grader varme vand i fordybningen ved det lille vandfald, det redder walk-by-wire dig ikke fra ;-/

Rejser • Skrevet 20. February, 2005 • Ingen kommentarer endnu

So, I’ve arrived in New Zealand. Well in truth I’ve been here for 8 days now, and I suppose it’s about time I tell you a bit about it.

The first thing I noticed, already on the plane from Los Angeles to Auckland was that tea-drinkers are not considered a bizarre minority and tea comes in a variety of kinds. And not only is it commonly understood that milk goes in it, these beautiful people also grasp the not unsignificant difference between cream and milk 🙂
And there was real cutlery – fork, spoons and a nice stemmed glass for my morning juice on the plane. The knife was still plastic, but at least it could cut

By now I’ve also learned that they have quite a variety of herbal tea here, some of which are surprisingly tasty. My favourite so far is a divine liquorice root clove fennel and cinnamon blend – overpoweringly sweet even with no sugar in it.

Waiting outside for the inter-terminal bus in Auckland before my connecting flight to Wellington it was hard not to notice that it’s summer here 😉 Straight from the snow in Ithaca to 20 degrees and sunshine. Most of the time anyway. Because in Wellington it’s _always_ windy and the wind brings rapid weather changes. As I noticed the day I forgot to close my office window and found a huge smelly puddle of water on my carpet the next morning ;-/

The jetlag I got over quite easily, but getting used to a summer daylight-cycle is much harder. My body expect it to be afternoon until it gets dark and when twilight finally creeps around it knocks me out instantly when I notice it’s late, and worse: my body doesn’t want to wake up in the morning. Imagine that: Me having a hard time getting up. What is the world coming to?

I’m told that usually people put on weight when they move here, and I’m partly wondering if that might not be bad. Some extra kilos might reduce my risk of getting knocked over by the wind. Yep, it’s that strong.

Wellington is a city of stairs. The 77 steps up to my front door being the least of what I climb every day on my way to and from campus. From almost every point there is a view, and the mountains are always seen in the background. It’s beautiful, but harsh at the same time.
The city itself is not very pretty though. Spread wide and low for earthquake safety the pastel coloured houses look a bit like scattered crumbled paper when seen from a distance.

Here is where I live, the yellow house up top.

I share the house with Sonya and Aidan, their cat Anoushka and Aidans sister Moifa.
They have been very helpful and are lending me all the things I don’t have here: a mattress, bedlinen, towels, the use of their kitchenware and as you see, a mirror.

They aren’t all home right now, so you’ll have to settle for a picture of Aidan cooking.

Many evenings we cook and eat together – it is nice that there is sometimes someone home in the evenings.

Especially as campus is still rather empty. The semester does not begin till next week, and so far the only people I’m introduced to are Rod Downey and his postdoc Guohoa. I’m hoping the situation will improve once I start following a class or two, but don’t really believe it will.

One thing I’ve noticed is that kiwis abbreviates everything. It’s not Wellington, it’s Wtgn, not about but abt and not No Parking but NP. And it’s not only words that are reduced for convenience. Right where I get off the bus in the morning, a shoe store has a sign saying “All womens shoe reduced”. I wonder what people with big feet do.

Another thing that perplexes me is the kiwi accent. I am maybe a bit handicapped by my hearing problem, but this is going to take a while to get used to.
One part is the words that are different here than in America: It’s not trunk, it’s boot, it’s not sidewalk, it’s footpath, it’s not trash it’s rubbish. This is not so hard – it is just a question of remembering the synonyms, and as I am appalled at how American my English now sounds I am pleased to learn better ways.
What is hard, though, is the way vowels sound different here. When I hear “peegs” I think grunting farm animals, not plastic things for fastening wet clothes to lines, when I hear “breed” I think procreation or subspecies, not sandwich ingredients 😉

Rejser • Skrevet 17. February, 2005 • Ingen kommentarer endnu