Så er det vist efterhånden på tide I ser hvor jeg er.
Her er det sidste jeg ser bag mig når jeg tager afsted om morgenen – huset jeg bor i, Oak House ved Tama Plaza.

Jeg kan beklageligvis ikke udpege mit vindue da det ikke vender ud til vejen, men ud til jernbanen på den anden side.

Efter at have været blevet mast en halv times tid i to forskellige tog ankommer jeg til Ookayama hvor universitetet jeg frekventerer er. Her er bygningen, jeg bor på 10.sal.

Lige modsat indgangen er en anden vigtig ting:

Bag buevinduerne her gemmer sig cafeteriet. Universiteters cafeterier er et af de eneste steder man kan spise nogenlunde billigt – de får statstilskud. Så her prøver jeg af og til et eller andet sært japansk jeg ikke kender navnet på. Men pege kan man jo altid 🙂
Japansk mad er som regel nydeligt og æstetisk anrettet. Her er min frokost fra i dag, en typisk japansk en af slagsen udover at de nok også ville spise ris. Fisk (den var røget, og jeg tror måske den var makrel) og tonjiru-suppe.

Og her er så…. Ja hvad tror I?

… Et vue op gennem trappeskakten, hele vejen op til 10. sal. Ikke at nogen japaner med respekt for sig selv vil tage trappen i stedet for den talende elevator.
Vel oppe ad trappen og henne ad gangen kommer man så til døren til det kontor jeg deler med 10 andre af Osamu Watanabes studerende. Der hersker ordnede japanske forhold, så på døren er der en lille markørlinie for hver beboer, og så skal man ellers huske at sætte den når man går ud, så folk ved hvor man er. Som I måske kan ane på billedet er der ikke andre end mig i kontoret klokken halv otte om morgenen ? japanerne arbejder typisk fra ni til ni.

… Og fordi skyde-tingesten er så fin får I lige et nærbillede 🙂

Her er så hvad der gemmer sig på den anden side af døren – min stol er den ved vinduet med min Mors turkis firserskjorte hængende over ryggen.

Før eller senere bliver det tid for mig at gå hjem igen – hvis man vælger det rigtige tidspunkt på dagen kan man være heldig at komme i et halvtomt tog som dette her.

Tokyu Den-en-Toshi line som er den toglinie jeg bor på er ellers en af de mest befærdede i Tokyo, men af og til kan man som her være heldig.
Når jeg kommer ud af stationen på Tama Plaza er det som regel blevet i hvert fald tusmørke (de bruger ikke sommertid i Japan, så det bliver lyst lidt efter fire, og mørkt klokken syv), og man mødes af lyset fra shoppingcentret lige over for stationen.

Øverst er der bare butikker med hundedyrt dametøj, men i underetagen har de alle mulige spændende madvarer ? adskillige thebutikker, konditorer, butikker med japanske desserter m.m. Desværre er de alle sammen lige så dyre som tøjbutikkerne ovenfor, så det eneste jeg indtil videre har kunnet overbevise min nærige samvittighed om at det var i orden at købe er the – 40 kroner for 50 gram!
Hjemme igen ser her sådan ud:

Futonen er ude, så jeg er enten på vej i seng eller lige stået op. Resten af dagen er den foldet væk bag skydedørspanelet.
Set den anden vej kan I se mine slippers.

I japanske hjem, og også på en del arbejdspladser tager man skoene af og stiller dem med snuden udad ved indgangen og bruger slippers indedøre. Ved døren til toilettet skifter man til de særlige toiletslippers. Og vigtigst: Man går aldrig med hverken sko eller slippers på tatami. Så her står mine slippers ved døren, parat til at tage på når jeg går ud på gangen.
I morges var jeg umådeligt flittig og fik endelig taget mig sammen til at støvsuge. Endnu et eksempel på at alting i Japan er småt, kompakt og nuttet. Her er støvsugeren i Leopardskala:

Rejser • Skrevet 11. June, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Regn. Byen skjult af hvid vanddis. Halvlune dråbelinger blæst mod alle dele af mig paraplyen ikke beskytter – det er sjældent vindstille i Tokyo. Varm, våd verden – hvis temperaturen dalede ville langt mere regn falde, luften er tonstung af fugt.

Nærmest efterårsstemning med alt det gråhvide – jeg længes efter stearinlys, biografens mørke, en stille eftermiddag med the og en bog. Ting der er langt væk som jeg sidder på kontoret og venter på min algoritme skal spytte noget brugbar data ud.

Lånt musik i hovedtelefonerne – fremmed og invaderende.

Weekend snart.

Rejser • Skrevet 10. June, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Er det når man uden at tænke over det siger når man møder folk på trappen ned for at blive vasket eller i køkkenet om morgenen?

Eller når man har har vænnet sig til at være mast så tæt i toget om morgenen at man knapt kan trække vejret men til gengæld ville kunne række tungen ud og røre de nærmestes ansigter?

Når man har mødt nogen der har boet her et stykke tid, taler japansk, ved hvor man køber hvad og gerne vil vise en lidt rundt? En som ham her eksempelvis?

Det er Stephane som arbejder for GW (de åbner deres første butik i Japan om et par uger), bor i samme hus som mig, er fransk og vældig flink.

Når man har været budt til velkomstfest sammen med alle de tavse japanere og en enkelt talende svensker i sin gruppe?

Når man står i supermarkedet sent lørdag aften og opdager at ens mund begynder at løbe i vand ved køledisken med fisk til sashimi (sashimi er fine stykker af rå fisk man dypper i soya, ) til trods for at man igrunden ikke er sulten?

Når man har overvundet sine nordboerinstinkter og ikke tænker “Øv, gråvejr”, men “Guderne være lovet, så bliver det ikke helt så varmt i dag”?

Rejser • Skrevet 06. June, 2005 • Ingen kommentarer endnu

I søndags var jeg i Yokohama med Mikael, den svenske studerende der sidder i samme kontor som mig.
Oprindeligt var Yokohama en separat by, men efterhånden er den vokset sammen med Tokyo, og er til dels nu et populært sted at gå tur ved havneni weekenden, eller shoppe i et af de utallige shoppingcentre (hvoraf de fleste er umådeligt pæne sammenlignet med eks. et gennemsnitligt amerikansk mall, se selv her:)

Og med denne her udenfor:

På den lille runde plads neden for trapperne til højre for skulpturen var en gøgler, og da det var en ganske behagelig dag, solskin men ikke for varmt, satte vi os ned og kiggede. Her er han på en høj ethjulet cykel jonglerende to knive og et æble, som han tog bidder af uden at tabe noget! (Desværre lykkedes det mig ikke at knipse på et tidspunkt hvor han havde æblet i munden, men her kan I se at der er taget en bid af det og han har munden fuld.)

Da han var færdig sendte alle de tilskuende japanere deres små poder ned med penge til ham. Ikke en 5-10-20 kroner som man måske ville se folk giver derhjemme, men sedler. Og den mindste seddel her er 1000 yen – knapt 60 kr! Endnu et eksempel på at japanerne i den grad er toppen af forbrugerfødekæden. De tjener mange penge, og bruger dem gerne. Jeg har aldrig set så mange butikker og shoppingcentre så tæt som her – indbydende og lækre butikker i overflod. Delikatesser, elektronik, fine sommerkjoler, sko og dametøj i massevis, små delikat pyntede kager, paraplyer, håndklæder og andre småting med nuttede tegneseriekatte på, og naturligvis de allestedsnærværende souvenirbutikker. For når man i Japan har været på ferie, en udflugt eller lignende skal man have omiyage – souvenirs – med hjem til familie, kolleger og venner. Ofte er det æsker med fint dekorerede og sirligt indpakkede egnsretter fra stedet man har været, men også små lykke-amuletter og derudover alle de sædvanlige slags souvenirs vi kender andetstedsfra.
Eneste minus er at alting er skrækkelig dyrt – det kræver bestemt et japansk lønniveau at gøre indkøb af nogen slags. Et illustrativt eksempel fra de daglige indkøb: Et æble: 9kr, et halvt kilo havregryn: 33 kr, en tomat: 6 kr, og sådan bliver det ved.
Bagefter trissede vi ned gennem Chinatown og spiste frokost. På vej tilbage så vi dette skræmmende syn – som om det ikke er nok at alle mulige ting er overnuttede, lyserøde og med små tegneseriedyr her – men også bygningerne!?!

Derefter tog vi op i Landmark Tower – den højeste bygning i Japan.

Selv deroppefra kunne man ikke se andet end by – den strækker sig om bag horisonten i alle retninger.
Her er et kig ned på den runde plads hvor vi så gøgleren:

Og et ud over havnen, med pariserhjulet der vist nok er verdens største, og dermed også verdens største ur.

På vej hjem købte jeg som en god (japansk) turist min første souvenir. (Det er især på stationerne der er mange souvenirbutikker – bekvemt for den travle japaner, så kan han købe sine omiyage på vej hjem mens han venter på toget.)
Her er den så, fotograferet på mit tatamimåttegulv efter jeg kom hjem:

Og hvad var der indeni?:

Til mit forsvar skal det siges at jeg faktisk manglede en vaskesklud 😉

Rejser • Skrevet 03. June, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Just ankommet til metropolen spurgte Osamu, professoren der har inviteret mig her (Watanabe-sensei burde jeg vist snarere kalde ham i denne kulturelle kontekst – hvilket er forvirrende når nu han konsekvent underskriver emails til mig med sit fornavn) om jeg ville med 2 dage til Sendai – han skulle derop til en workshop sammen med 2 besøgende amerikanske professorer.
Så knapt ankommet begav jeg mig onsdag morgen til Tokyo station – hvilket involverede adskillige myldretids-s-tog. (Myten om at de har folk ansat til at skubbe de rejsende ind i togene er ikke en myte. De er nydeligt uniformerede og bærer hvide handsker. Man skubbes så tæt at der knapt er plads til at trække vejret ind!)
Efter at have løst billet til Shinkansen ændrede forholdene sig brat! På perronen stillede japanerne sig pænt i kø i de dertil beregnede på asfalten optegnede båse. Det gør de i øvrigt alle vegne – foran busser, s-tog, i supermarkedet, for at gå op ad trappen….. Dette er et land med overskud af køkultur. Præcis 5 minutter inden afgang åbnedes togets døre og vi marcherede ind velordnet og på række. Her er et billede som vores tog kørte ind på perronen – man er ikke i tvivl om at det er lavet til at køre stærkt 🙂

Indenfor var der tempereret, masser af benplads, pinligt rent (ikke mange togtoiletter i Danmark har varme i sæderne) og endda med annoncering af næste station på både japansk og engelsk.

Efter et par timer ankom vi til Sendai (på Nordhonshus østkyst) og tog lokaltoget til Matsushima – ifølge japanerne et af de 3 smukkeste syn i Japan. Vi så Date Masamunes – den daimyo der i Edo-tiden gjorde området til kulturcentrum – tempel (Zuiganja),

gik tur og tog på sejltur rundt mellem de mange små øer området er berømt for.

Uden for alle templer etc. kan man købe spådomme, og hvis man ikke kan lide hvad den siger om ens fremtid kan man binde den til et træ eller lignende og dermed overføre uheldet til det. Her udenfor den lille cafe hvor vi fik snacks.

Og her kan I se de 3 professorer der prøver japanske snacks. De insisterede på også at tage et af mig, men I ved antageligvis godt hvordan jeg ser ud.

Om aftenen tilbage i Sendai gik vi på japansk restaurent og professoren bestilte en mængde små retter som vi alle smagte. Nogle var sære, andre meget lækre. Alle æstetisk anrettet – udseendet er mindst lige så vigtigt som smagen. Sashimi, agurk med miso-paste, friturestegt asparges, japansk omelet, fisk grillet på bordet lige foran os, sprødstegt fladfiskeskelet (!), frisk tang, stegt tofu, sære, gummiagtige kartofler med fiskesmag (ikke den bedste del af måltidet kan i nok gætte) og til dessert klisterris med grøn soyabønnemos og vanilleis med sødede røde bønner. Og derudover en del andet som jeg allerede har glemt. Men det var en fryd og en fornøjelse – rigtig dejligt at have en indfødt guide til at vælge for os 🙂

Efter et rigtigt bad på mit hotelværelse om aftenen (de fælles brusebade hvor jeg bor er ikke just lækre, og kræver møntindkast 🙁 ) og lidt afslapning i den sirligt foldede og fremlagte yukata (Mmmm, den var dejlig! Endskønt jeg her er aldeles flad grundet det uhyrlige prisniveau, (mere herom senere) overvejer jeg om ikke jeg kan retfærddiggøre at købe en) og en god nats søvn drog vi op på bakken hvor Date Masamunes slot stod. Ikke at det står der længere – Sendai blev mere eller mindre jævnet med jorden i juni 1945 (sært ikke? – set fra et dansk synspunkt var krigen slut der) – nu er der kun en statue og et enkelt genopbygget tårn.
Senere, da professoren og de amerikanske besøgende var taget til deres workshop, gik jeg ned på Sendai bymuseum. Her kan man se masser af Date-familiens ting, bl.a. disse rustninger – gæt selv hvilken der tilhørte den berømte Date Matsumune 😉


Nogle folk skal bare have alting større og bdre 😉
Museet var også fuldt af skoleelever – de er allevegne her i en mangfoldighed af uniformer (men i det mindste er uniformerne stillige – ikke som i Wellington hvor de ofte var sækkeformede og lignede at designkriteriet var at de skulle gøre vedkommende i så utiltalende at se på som muligt).

Et eksempel på nydeligt kunsthåndværk tilhørende Date-familien. Sådan et vaskefad ville jeg også gerne have i mit værelse. (I stedet for den plastikbeholder fra en vandkøler jeg nu har at foretage den daglige etagevask i.)

Her er et billede fra strøget i Sendai – overdækket og med en bizar blanding af designerbutikker og butikker der lignede mellemting mellem drugstores og kiosker.

På vej tilbage til Tokyo var Shikansen over to timer forsinket! Så meget for den berømte japanske punktlighed. De nydeligt jakkesætklædte mænd ombord så ikke just gladere ud som tiden gik og toget ikke bevægede sig.

Rejser • Skrevet 28. May, 2005 • Ingen kommentarer endnu