Efter hyggelig morgenmad på hotelværelset 
drog vi ud for at se på byen. Her er et brev vi så på Edo-Tokyo-museet – de gjorde nu lidt mere ud af korrespondencen dengang 🙂 
Og her Cristoffer som øver sig i at se japansk ud i en tableau med et japansk hjem fra 30erne.
Derefter tog vi toget til Shinjuku for at se kontrasten fra Edo-perioden til nu. Skyskrabere, gangstier mellem dem indhegnet i grønt, glas og stål til alle sider. Og blot 300 meter derfra små gader med spillehaller, diverse småbutikker og et mylder af fodgængere.
.. Sidst jeg kom forbi her undrede jeg mig over hvorfor butikken der sælger festkjoler havde en bronzekat i vinduet. Katten var der endnu, nu hvor jeg havde mit kamera med, og grunden kender jeg stadig ikke. 
Her et kig ned ad kæmperulletrappen i Tokyo Metropolitan Art Space. (Som i øvrigt var den eneste grund til vi gik derind 😉 )
Familiebesøg
Så kom de, min Mor, Christoffer og Lasse. På en silende regnvejrsdag – vi skulle ellers have været på spadseretur i Kejserpaladsets østlige have. Men da de havde jetlag for alle pengene var det nok ikke så skidt med regnvejret. Her er Christoffer – højere, rundere, klogere, vildere end da jeg så ham sidst, men stadig med de blå-blå (men ikke blå-i-blå 😉 ) øjne jeg husker. Her er han i dyb, dyb søvn efter en lang rejse.
Og her er de alle sammen på gulvet hjemme hos mig ved Tama Plaza.
Efter således groft at have slæbt dem på tværs af det halve Tokyo for at se mit hjem, tog jeg dem med ud at spise shabu-shabu. 
På vej i toget tilbage til hotellet var de meget trætte.
Kommende familiebesøg
I morgen kommer Mor, Lasse og Christoffer. Lige nu er de netop lettet fra Frankfurt, på vej mod Narita.
Aldeles ufatteligt her i den kølige(re) aften, ved det lave bord ved vinduet i mit værelse, med genskær fra det røde Tokyu Coorporation lysskilt øverst på shoppingcentret og den hvide ItoYokado due over supermarkedet i gulvets tatami. Lyden af togene der stopper ved stationen nedenfor ind over musikken i mine hovedtelefoner og en svag brise ind gennem myggenettet og ud gennem den åbne dør til gangen.
Min verden her, så uvirkeligt langt fra den de har en plads i. Kan de mon passes ind? Er de indstillet på at passe ind? Eller skall jeg de næste 14 dage i familiefredes navn leve som et sammenfoldet jeg i et sammenfoldet Japan, med alle hjørner filet af for ikke at være for skræmmende anderledes og fremmedartet?
Er mit Terese-i-verden-jeg kompatibelt med mit Terese-i-familien-jeg? Vil min familie kunne forliges med 14 dage i selskab med Terese-i-verden og ikke den Terese-derhjemme de kender og sagde farvel til for snart 10 måneder siden? (… Er det virkelig så længe siden? Ikke længere siden? Mit liv, min verden derhjemme er en drøm der bliver mere og mere fjern, tåget og uvirkelig som morgenen gryr, for snart at fordampe helt. Sandheder om floder der kun kan krydses en gang.)
De savner mig som jeg savner dem, fortæller de i telefonen. Men er det mon mig de savner, eller er det hende der rejste fra Danmark sidste år?
Jeg håber de kommer med åbne øjne så de kan se mit Japan 🙂
Hvis der findes noget sakramente uden musik er det et falskt sakramente
En rædsom morgen! Svimmel og hedetursvarm af det halve dusin nu opsvulmede insektstik jeg reddede mig mens jeg i går ventede hos rejsebureauet på det bjerg af papirarbejde det i Japan kræver at bestille en flybillet. En flybillet som med skatter og hele molevitten (ekstra skat for den kvadratkilometer regnskov alt bureaukratiet brugte?) kostede 40000 yen mere end jeg var blevet stillet i udsigt og som de vil have betalingen for i kontanter om 2 dage! En af de mest irriterende ting ved Japan er at næsten ingen steder bruger kreditkort, nej her sværger man til kontanter.
… Nå, der løb jeg vist lidt ud ad en tangent. Tilbage til den ækelt svimle morgen med kløe og pengesorger.
2 timer i diverse tog sydpå, forbi Yokohama og ud i forstadsforstæderne, hele vejen en halv time forsinket fordi min hjerne er for histaminomtåget (eller måske bare generelt omtåget) til at huske et telefonnummer korrekt i tide, og kun med hastigt memoriserede vejvisninger til “Shonandai Bunka Center”, ikke vidende om stedet ville være til at finde i tide eller om turen (og de godt 1000 yen hver vej) vil være spildt.
Forpustet og -hastet ankommer jeg 6 minutter inden tæppefald, stiller den værste sult med en mælkedrik (gætter jeg ud fra smagen, teksten var i kanji) fra de allestedsnærværende automater og dumper ned i et sæde i salen. Straks ses jeg af Fujiko-san, der har anbefalet mig koncerten, og hun kommer venligt over for at oversætte lidt for mig 🙂
Efter de her til lands uundgåelige lange indledningstaler sker magien. En a capellagruppe på 6 fra Keyo universitet begynder at synge og jeg glemmer alt om myggestik, svimmelhed, sulten mave, lang dyr togtur, umuligt mange kontanter jeg ikke har og alt det andet der gjorde morgenen monstrøs. Måbende bæres jeg væk af musikken.
Efter de studerende synger de smilende, rige, smukke unge mænd i kjole og hvidt vi er kommet for at se så fuglene synger.
… Hvad er det ved sang der – i endnu højere grad en anden musik – kan gribe en om hjerterødderne og holde en fast? Ude igen efter koncerten er jeg stadig svimmeltræt, min mave er et stort hul og kontanterne er ikke blevet flere, men fornemmelsen er en helt anden.
…. Hvis I vil høre dem synge, er der en bid af deres titelsang her.
Nu skal man jo som dansker helst sætte sit lys under en skæppe
… det påstår janteloven da i hvert fald. Men jeg kan nu alligevel ikke dy mig for at vise jer dette udklip fra en mail:
“Paper #: 18
Title: A Proof-Theoretic Approach to Hierarchical Math Library Organization
Dear authors,
we are pleased to inform you that your paper has been accepted for presentation and publication at MKM 2005.”
… Og hvorfor er det nu interessant? Måske fordi forfatterne af omtalte artikel er Kamal Aboul-Hosn fra Cornell…. og mig 🙂
Så det lader til at jeg skal til Tyskland i juli.
Mandagsfaktrinoer
– Jeg burde optage lån og gøre storindkøb af BHer inden jeg tager hjem. Disse fortræffelige mennesker sælger dem både i 65,E og F! At tænke sig: BHer hvor skålen passer uden at omkredsen er stor nok til at sjippe i 🙂
– Ikke alle japanske fisk spises rå. Jeg grubler stadig over hvordan de fik vanillecremen ind i midten af denne her.
– Min dumme algoritme finder stadig ikke optimale todelinger af grafer i fornuftig tid. Og efter at have læst lidt op på sandsynlighedsteori i dag kan jeg ikke længere gemme mig bag uvidenhed om hvor lidet sandsynlige de hyppige forekomster af tilfældige grafer hvorpå den fejler burde være.
.. Hvis nogen af jer ved hvad man præcis mener med udtryk som “4*q*n^2+/-o(q*n^2)” så oplys mig endelig. For mig ligner det “den optimale løsning har 4*q*n^2 kanter på tværs af todelingen eller også har den færre eller flere, intet vides”. Det gør det svært at gætte på hvor stor afvigelse fra 4*q*n^2 man skal forvente at finde med hvor stor sandsynlighed 🙁
– Det er blevet varmere. Oppe på 4. sal hvor jeg bor er der fugtigt og hedt efter at solen har bagt ned hele dagen – vist snart varmt nok til at fremstille yoghurt deroppe. Og lige meget hvor bestemt jeg lægger dynen tilside tager jeg den alligevel på i søvne og vågner gennemsvedt op. (Det hjælper nok heller ikke på temperaturen at min hårdtarbejdende computer står og kører tilsyneldende fejlbehæftet grafbipartitioneringsalgoritme for fuld CPUkraft hele natten :-/ )
Så kan man jo heldigvis stå op og tage et bad. Og lige så snart man kommer udenfor på vej til uni, og især når man kommer ned til toget sveder man igen så meget at man ønsker sig et til. Er I sikre på det var en sten Sisyfos havde?
Billeder fra hverdagen
Så er det vist efterhånden på tide I ser hvor jeg er.
Her er det sidste jeg ser bag mig når jeg tager afsted om morgenen – huset jeg bor i, Oak House ved Tama Plaza.
Jeg kan beklageligvis ikke udpege mit vindue da det ikke vender ud til vejen, men ud til jernbanen på den anden side.
Efter at have været blevet mast en halv times tid i to forskellige tog ankommer jeg til Ookayama hvor universitetet jeg frekventerer er. Her er bygningen, jeg bor på 10.sal.
Lige modsat indgangen er en anden vigtig ting:
Bag buevinduerne her gemmer sig cafeteriet. Universiteters cafeterier er et af de eneste steder man kan spise nogenlunde billigt – de får statstilskud. Så her prøver jeg af og til et eller andet sært japansk jeg ikke kender navnet på. Men pege kan man jo altid 🙂
Japansk mad er som regel nydeligt og æstetisk anrettet. Her er min frokost fra i dag, en typisk japansk en af slagsen udover at de nok også ville spise ris. Fisk (den var røget, og jeg tror måske den var makrel) og tonjiru-suppe.
Og her er så…. Ja hvad tror I?
… Et vue op gennem trappeskakten, hele vejen op til 10. sal. Ikke at nogen japaner med respekt for sig selv vil tage trappen i stedet for den talende elevator.
Vel oppe ad trappen og henne ad gangen kommer man så til døren til det kontor jeg deler med 10 andre af Osamu Watanabes studerende. Der hersker ordnede japanske forhold, så på døren er der en lille markørlinie for hver beboer, og så skal man ellers huske at sætte den når man går ud, så folk ved hvor man er. Som I måske kan ane på billedet er der ikke andre end mig i kontoret klokken halv otte om morgenen ? japanerne arbejder typisk fra ni til ni.
… Og fordi skyde-tingesten er så fin får I lige et nærbillede 🙂
Her er så hvad der gemmer sig på den anden side af døren – min stol er den ved vinduet med min Mors turkis firserskjorte hængende over ryggen.
Før eller senere bliver det tid for mig at gå hjem igen – hvis man vælger det rigtige tidspunkt på dagen kan man være heldig at komme i et halvtomt tog som dette her.
Tokyu Den-en-Toshi line som er den toglinie jeg bor på er ellers en af de mest befærdede i Tokyo, men af og til kan man som her være heldig.
Når jeg kommer ud af stationen på Tama Plaza er det som regel blevet i hvert fald tusmørke (de bruger ikke sommertid i Japan, så det bliver lyst lidt efter fire, og mørkt klokken syv), og man mødes af lyset fra shoppingcentret lige over for stationen. 
Øverst er der bare butikker med hundedyrt dametøj, men i underetagen har de alle mulige spændende madvarer ? adskillige thebutikker, konditorer, butikker med japanske desserter m.m. Desværre er de alle sammen lige så dyre som tøjbutikkerne ovenfor, så det eneste jeg indtil videre har kunnet overbevise min nærige samvittighed om at det var i orden at købe er the – 40 kroner for 50 gram!
Hjemme igen ser her sådan ud: 
Futonen er ude, så jeg er enten på vej i seng eller lige stået op. Resten af dagen er den foldet væk bag skydedørspanelet.
Set den anden vej kan I se mine slippers. 
I japanske hjem, og også på en del arbejdspladser tager man skoene af og stiller dem med snuden udad ved indgangen og bruger slippers indedøre. Ved døren til toilettet skifter man til de særlige toiletslippers. Og vigtigst: Man går aldrig med hverken sko eller slippers på tatami. Så her står mine slippers ved døren, parat til at tage på når jeg går ud på gangen.
I morges var jeg umådeligt flittig og fik endelig taget mig sammen til at støvsuge. Endnu et eksempel på at alting i Japan er småt, kompakt og nuttet. Her er støvsugeren i Leopardskala:
Regntid snart
Regn. Byen skjult af hvid vanddis. Halvlune dråbelinger blæst mod alle dele af mig paraplyen ikke beskytter – det er sjældent vindstille i Tokyo. Varm, våd verden – hvis temperaturen dalede ville langt mere regn falde, luften er tonstung af fugt.
Nærmest efterårsstemning med alt det gråhvide – jeg længes efter stearinlys, biografens mørke, en stille eftermiddag med the og en bog. Ting der er langt væk som jeg sidder på kontoret og venter på min algoritme skal spytte noget brugbar data ud.
Lånt musik i hovedtelefonerne – fremmed og invaderende.
Weekend snart.
Hvornår er man akklimatiseret til livet i Tokyo?
Er det når man uden at tænke over det siger 
når man møder folk på trappen ned for at blive vasket eller i køkkenet om morgenen?
Eller når man har har vænnet sig til at være mast så tæt i toget om morgenen at man knapt kan trække vejret men til gengæld ville kunne række tungen ud og røre de nærmestes ansigter?
Når man har mødt nogen der har boet her et stykke tid, taler japansk, ved hvor man køber hvad og gerne vil vise en lidt rundt? En som ham her eksempelvis?
Det er Stephane som arbejder for GW (de åbner deres første butik i Japan om et par uger), bor i samme hus som mig, er fransk og vældig flink.
Når man har været budt til velkomstfest sammen med alle de tavse japanere og en enkelt talende svensker i sin gruppe?
Når man står i supermarkedet sent lørdag aften og opdager at ens mund begynder at løbe i vand ved køledisken med fisk til sashimi (sashimi er fine stykker af rå fisk man dypper i soya, ) til trods for at man igrunden ikke er sulten?
Når man har overvundet sine nordboerinstinkter og ikke tænker “Øv, gråvejr”, men “Guderne være lovet, så bliver det ikke helt så varmt i dag”?
Yokohama
I søndags var jeg i Yokohama med Mikael, den svenske studerende der sidder i samme kontor som mig.
Oprindeligt var Yokohama en separat by, men efterhånden er den vokset sammen med Tokyo, og er til dels nu et populært sted at gå tur ved havneni weekenden, eller shoppe i et af de utallige shoppingcentre (hvoraf de fleste er umådeligt pæne sammenlignet med eks. et gennemsnitligt amerikansk mall, se selv her:)
Og med denne her udenfor:
På den lille runde plads neden for trapperne til højre for skulpturen var en gøgler, og da det var en ganske behagelig dag, solskin men ikke for varmt, satte vi os ned og kiggede. Her er han på en høj ethjulet cykel jonglerende to knive og et æble, som han tog bidder af uden at tabe noget! (Desværre lykkedes det mig ikke at knipse på et tidspunkt hvor han havde æblet i munden, men her kan I se at der er taget en bid af det og han har munden fuld.)
Da han var færdig sendte alle de tilskuende japanere deres små poder ned med penge til ham. Ikke en 5-10-20 kroner som man måske ville se folk giver derhjemme, men sedler. Og den mindste seddel her er 1000 yen – knapt 60 kr! Endnu et eksempel på at japanerne i den grad er toppen af forbrugerfødekæden. De tjener mange penge, og bruger dem gerne. Jeg har aldrig set så mange butikker og shoppingcentre så tæt som her – indbydende og lækre butikker i overflod. Delikatesser, elektronik, fine sommerkjoler, sko og dametøj i massevis, små delikat pyntede kager, paraplyer, håndklæder og andre småting med nuttede tegneseriekatte på, og naturligvis de allestedsnærværende souvenirbutikker. For når man i Japan har været på ferie, en udflugt eller lignende skal man have omiyage – souvenirs – med hjem til familie, kolleger og venner. Ofte er det æsker med fint dekorerede og sirligt indpakkede egnsretter fra stedet man har været, men også små lykke-amuletter og derudover alle de sædvanlige slags souvenirs vi kender andetstedsfra.
Eneste minus er at alting er skrækkelig dyrt – det kræver bestemt et japansk lønniveau at gøre indkøb af nogen slags. Et illustrativt eksempel fra de daglige indkøb: Et æble: 9kr, et halvt kilo havregryn: 33 kr, en tomat: 6 kr, og sådan bliver det ved.
Bagefter trissede vi ned gennem Chinatown og spiste frokost. På vej tilbage så vi dette skræmmende syn – som om det ikke er nok at alle mulige ting er overnuttede, lyserøde og med små tegneseriedyr her – men også bygningerne!?!
Derefter tog vi op i Landmark Tower – den højeste bygning i Japan. 
Selv deroppefra kunne man ikke se andet end by – den strækker sig om bag horisonten i alle retninger.
Her er et kig ned på den runde plads hvor vi så gøgleren:
Og et ud over havnen, med pariserhjulet der vist nok er verdens største, og dermed også verdens største ur.
På vej hjem købte jeg som en god (japansk) turist min første souvenir. (Det er især på stationerne der er mange souvenirbutikker – bekvemt for den travle japaner, så kan han købe sine omiyage på vej hjem mens han venter på toget.)
Her er den så, fotograferet på mit tatamimåttegulv efter jeg kom hjem:
Og hvad var der indeni?:
Til mit forsvar skal det siges at jeg faktisk manglede en vaskesklud 😉