Jeg lader til at have en ikke umærkbar effekt heromkring. Nedenstående forefindes nu på Kamals ellers mørkhårede hovede – jeg er ikke overbevist om at det var der inden min ankomst 😉
Men det var nu også et par tandudtrækkende dage i New York, med koncert, dansen, gensyn med Chethan og (for mit vedkommende) ondt i halsen.
Inden koncerten vandrende jeg igen imellem århundreders skatte. Et enkelt eksempel.
I udstilligen om persien i oldtiden var der dette fine citat fra Darius I en persisk konge. 
“Sikkert, smukt og tilstrækkeligt” forekommer beundringsværdigt beskedent i sammenligning med hvad andre oldtidskonger har sagt om deres bygningsværker 😉
Men fra oldtiden, til oldgammel rock: Det første rigtige band jeg værdsatte (eller rettere sagt: det første rigtige band jeg vil være ved at kunne lide, Roxette er ikke just et eksemplar man siger højt at man bryder sig om 😉 ) som spag tolvårig var Queen. Mange aftener lå jeg i mørket inden søvnen kom og lyttede til “One Vision”, “Sligthly Mad”, “Bohemian Rhapsody” eller “Forever”. Ikke at jeg på det tidspunkt så meget som overvejede at musik kunne høres live og ikke fra båndoptager, men de kronologiske omstændigheder gjorde også at det aldrig virkede som en mulighed at høre dem i virkeligheden – Freddie Mercury døde sådan cirka samtidig med at jeg begyndte for alvor at kunne lide Queens musik 🙁
Men… Den seneste tid har Queen været på turne med Paul Rogers, en sanger fra et andet firserband jeg end aldrig havde hørt om. De bidder af deres koncerter man (lovligt) kan finde online demonstrerer at hans stemme bestemt ikke tåler sammenligning med Freddie Mercurys, men også at han i det mindste har sund sans nok til ikke at prøve at være noget han ikke er. Så da det viste sig at de skulle spille i New York imens jeg var i USA i denne omgang var der ikke megen betænkning fra min side – noget der halvt er det man vil have er væsentlig bedre end det ingenting man havde regnet med, ikke?
Så hvordan var det så? Først og fremmest var det stort – jeg har aldrig været til en stadiumkoncert før, og mit gæt er at der snildt var 15-17000 mennesker i Continental Arena søndag aften. Og af alle slags var de – rynkede bedstemødre, familier med entusiastiske børn, opildnede teenagere, midaldrende par, rockelskere med band-t-shirt, tiltagende velstandsvom og ditto måne…
Det startede sært, da de endelig lukkede os ind. (Det skal i parentes bemærkes at det tydeligvis kun er mænd der springer ting i luften eller skyder folk. Alle af hankøn blev kropsvisiteret ved indgangen, os andre absolut ikke.) Helt mørkt i det store rum, kun lidt lys ved udgangene. Et stort mørkt forhæng hænger ned fra scenen og skjuler alt på den. Efter en kort bid af “It’s A Beautiful Day”, tydeligvis en optagelse, spiller Eminems “Lose Yourself”. Publikum omkring mig ser forvirrede på hinanden, nogle griner, andre rynker brynene – er de kommet den forkerte dag?
Så lyder et enkelt velkendt twanng fra en elektrisk guitar hen over Eminem, og alle de bekymrede ansigter lyser op, for dernæst at blive til brede smile som det sorte forhæng falder og “Tie Your Mother Down” blæser ud mod os, aldeles levende musik.
Efter mere end 2 timer vaklede jeg omtumlet og fuld af rock tilbage ud i den amerikanske semivirkelighed. Paul Rogers tjente ikke mange point på min tavle, men musikken gjorde, folk dansede, råbte, hujede og sang med og heldigvis sang både Brian May og Roger Taylor væsentlig bedre end den lånte forsanger. Man kan godt blive lidt lun og glad indeni af sådan en koncert. Her kan I se hvad andre mente om forestillingen. (Hvis den beder om login, så prøv www.bugmenot.com)
Efter en alt for kort nat (koncerter slutter ikke til små pigers sengetid) og tiltagende halsonde (sjovt nok hjalp det ikke at råbe, synge og danse aftenen før 😉 ) var det ikke det kønneste ansigt jeg kunne fremvise mandag morgen. Efter at have set dette billede er jeg gansske forundret over at Kamal satte sig så tæt på efter kameraets selvudløser var sat igang – jeg ville have holdt mig på god afstand af mig hvis jeg havde kunnet se mig selv 😉
Om eftermiddagen mødtes vi med Chethan 
som netop er flyttet til New York fra Ithaca, spiste frokost og gik tur i Washington Square Park.
Amerikanerne tager deres børns uddannelse meget seriøst – som her en kravletime.
Der var fint seneftermiddagssolskin,
masser af studerende (parken ligger lige ved siden af nogle universitetsbygninger) og endnu flere sparkelige duer.
Jeg ramte desværre ikke – de flyvende rotter kan være forbløffende hurtige når det passer dem.
Mandag aften var det fuldmåne, og da vi stadig var i det Store Æble besøgte vi Chapel of Sacred Mirrors, et galleri for maleren Alex Greys tankevækkende, detaljerede og af og til noget foruroligende billeder. 
Der samles folk fra alle mulige (alternative) religioner hver fuldmåne og beder, snakker, musicerer, mediterer, danser, spiser og alt hvad de nu ellers lyster. Det er et dunkelt, varmt sted, med dybe rene farver på væggene, bløde puder på gulvet i rummet med spejlene og oplyst af de klare farver i malerierne. Folk der er venlige og imødekommende og giver plads for hinandens forskelligheder. De tager også sig selv meget alvorligt, men jeg mistænker at det er en integreret del af selvdefinitionen “new age-religiøs”.
(Da Alex Greys malerier naturligvis er beskyttet af ophavsretten kan jeg ikke vise dem her, men mange kan findes via galleriets hjemmeside. Tag et kig 🙂 )
Siddende på gulvet i rummet med spejlmalerierne spørger en gråhåret, velklippet mand i en tibetansk udseende jakke mig om jeg vil prøve noget sjovt. Han er en del af en gruppe der spiller på gong-gonger og messingskåle, rummet er fyldt af vibrationerne fra de to store gonger to andre trakterer samtidig, folk har trukket puder ind mellem dem og sidder eller ligger og mærker lydbølgerne vibrere gennem dem.
Han ser temmelig harmløs ud, og da folk her generelt er rare og velmenende tager jeg imod hans tilbud. Ikke længe efter sidder jeg med den store messingskål han havde i hånden omvendt på mit hovede, og han slår forsigtigt på den med et eller andet. Vibrationerne løber gennem mit kranium og hele vejen ned af rygsøjlen – kraftigere end de andre i rummet via deres mere direkte kontakt med mine knogler, som diskanten til de store gongers dybe bas. Lyd i mig og om mig. Bølgeeksistens.
Senere lokkes jeg af trommernes dunken ind i rummet ved siden af. Her spiller et dusin skiftende mennesker på diverse slagtøj – små og store håndtrommer, koklokker, ringlere og skrabere – i skiftende og komplekse rytmer. Foran dem danses der i en stor forglemmelse. Unge hippie-piger, midaldrende computernørder (genkendt på “No I will not fix your computer”-t-shirten), en gut som bestandig roterer to metalkugler i den ene hånd, en senetynd afroamerikansk kvinde og hendes partner, begge med smidig elegance og fuldstændig overtaget af rytmerne, spinkle, runde, klodsede og yndefulde mennesker i en blanding, uden tanke for hvordan de mon tager sig ud, opslugt af trommerne.
Kroppen husker det, ved godt at sådan har vi, menneskene, danset siden vi kravlede ned fra træerne og måske endda allerede inden. Ikke pardans, menuet eller swing, men blot en betingelsesløs given efter for trommernes lokken og det instinktive ønske om at bevæge sig med den.
Inden længe indfanger trommerne også mig.
Tirsdag morgen tidlig, med ømme dansefødder: Myldretidsbyen set fra bilen på vej hjem.
Man skulle rejse på Leopardklasse skulle man. Den dasede hele vejen og spandt glad da vi atter kørte over grænsen til Pennsylvania.
Det sidste stykke vej til Ithaca er der et stigende antal sære skilte. Nogle skyldes de mange indianske stednavne, der af og til lyder noget sært i andre sproglige sammenhænge.
Der var også Catatonk alt muligt andet – benzinstation, købmand, forsamlingshus. I mine ører lyder det noget katatonisk.
Eller hvad med dette ganske officielle skilt?
Det giver sikkert god mening om vinteren, med på en solskinnende efterårsdag hvor træerne endnu har blade i alle høstens farver og de hvide vatskyer jager hinanden over himlen forekommer det lidt surrealistisk.
Kamals skriblerier og nogle af hans billeder fra turen kan findes her.
