Fenja, min varulv har haft snude, forpoter og hele resten grundigt spundet ind i den Væver hun ellers så nylig blev rykket løs af. Af nødvendighed denne gang, og frivilligt, men det får det jo ikke til at sidde mindre fast.
Det var mig – og dermed Fenja – der leverede brød til vores aftensmad til blotet i lørdags, så jeg kunne ikke modstå chancen for at lave væverboller.
Inden de blev bagt var de trefarvende – rød er tomatkoncentrat, den småprikkede er med poppet amarant og grøn er med ærter og græskarkerner.
Bagefter kunne man kun skelne to farver, men jeg var nu ganske godt tilfreds alligevel.
Hver og en med mønster eller knuder 😉
Slutteligen, Christoffers nye hjelm (han og hans Far var til middelaldermarked I Horsens) på mit hovede. Han synes jeg skulle have den på til blot, men grinede selv da jeg spurgte om han kunne forestille sig en varulv med hjelm.
Det hjælper ikke at kigge i den anden retning
Sugen i solar plexus, appetitløshed, længsel efter at gemme mig et lunt sted og aldrig komme ud. Panisk, fortvivlet ønske om at ugen er slut, dens forpligtelser overstået, fred. Lyde er for høje, mennesker for mange, sanseindtryk overvældende intense, mit personlige rum opsvulmet. Tal ikke til mig, ingen øjenkontakt, tak.
Maven knuger velkendt, som skulle jeg til eksamen om lidt. Men det skal jeg ikke, og denne knugen forløses ikke i et adrenalinsus men bider sig vedblivende fast og nu, på fjerdedagen, overvejer jeg efterhånden hvornår den selvdestruerer i et boblende syrebad, alternativt kollapser til et sort hul og opsluger mig.
Jeg kender det godt, det var samme stil i vinters. Men jeg var absolut ikke forberedt på at denne skrøbelighed brat skulle vende tilbage, og det (siger samvittighedsstemmen i mit hovede) uden nogen fornuftig årsag.
Men der er jo en grund, selvom det tog mig en desperat klaustrofobisk stund i et inferno af fortvivlelse at finde den. Før første gang i… – ja siden i vinters har jeg taget en lille bid af de forpligtelser i verden uden for mig der var mine tilbage. En stump så beskeden at jeg end ikke overvejede at den kunne påvirke mig inden jeg tog den på mig.
Det var dumt! I vinters var jeg afkræftet, og når kroppen ikke får nok er alle følelser blegere, irrelevante. Når samvittigheden taler lystrer man efter bedste evne, for det er jo alligevel alt sammen lige meget, det føles ikke altid vigtigt om man træder på sig selv, om man ikke har flere kræfter. Man skal passe sit arbejde, også det frivillige (måske især det, det har man jo selv meldt sig til), man skal ikke besvære folk, man skal knytte sylten og få dagene overstået og ikke være sådan en tudesidse. Og man, det er naturligvis mig.
Nu – forbi det største stykke af vejen mod en ekspertacceptabel minimumsvægt – rammer det på en helt anden måde. Kroppen, ikke længere udryddelsestruet, er blevet stærk nok til at den tillader sindet fuldt udbytte af signalerne, og den lægger ikke fingrene imellem! Jeg ved snart ikke hvad jeg foretrækker.
Jeg arbejder hårdt med min spiseforstyrrelse og har gjort det de sidste måneder siden depressionen fortrak sig nok til at tillade tankevirksomhed. Og det går godt, efter omstændighederne. Fremad og i et tåleligt tempo. (Ikke at det er rart, forstås. Jeg ville end ikke ønske for min mest hadede tidligere lærer (det er mit håb at min omhyggeligt høflige overflade har sikret at du ikke har den fjerneste anelse om hvem du er) at skulle gennem sådan en omgang. Med sin fornuft konsekvent at skulle gøre vold på sine meninger, følelser og instinkter, vidende at de er sygelige på trods af at de føles lige så intenst ægte og sande som altid er ikke det morsomste jeg har prøvet. Det gør det beklageligvis heller ikke nemmere at vide at jeg sandsynligvis skal fortsætte med at gøre det resten af livet.)
Men det er gået fremad som sagt. Og det har måske nok fået mig til at tro at alting generelt gik fremad, ikke kun der hvor jeg havde sat alle mine kræfter ind. Så jeg sagde tankeløst “Ja da, selvfølgelig!” og tænkte at et skridt til på vejen tilbage til mit tidligere liv var på tide, jeg har kostet samfundet nok allerede ved at være syg så længe, det er på tide jeg får fart på.
Men det er måske snarere på tide at erkende at det ikke er tilfældet. At ingenting kommer uden knoklen, at det ikke nytter at jeg _vil_ – den der agerer ved viljen alene går før eller senere i stykker, det har jeg erfaret en gang allerede.
Pernille talte Sandhed igår. Hun så lige på (gennem?) mig da jeg brokkede mig over min ‘helt uden grund brat forværrede tilstand’, og sagde noget i stil med “Dette her (forpligtelser, ansvar, at gøre ting der ingen glæde bringer, konstant at nedvurdere mig selv) er det der var ved at slå dig ihjel sidst du gjorde det. Det er ikke spor underligt at din krop reagerer kraftigt og fysisk på det!”
Det tog mig et par øjeblikkes paf stilhed at indse at hun havde ramt plet. Men hver gang jeg indrømmer “Ja, beklager, jeg kan ikke” når jeg _ved_ (det var de der instinkter igen) jeg burde kunne daler min mening om mig selv yderligere. Hvis der er en løsning (udover at leve ved viljen igen indtil jeg knækker næste gang) kan jeg ikke se den.
Evner jeg godt ville have
Wow!
Andet er der vist ikke at sige. Jo måske: Det ville jeg også godt kunne!
Dagens anden nye ting
Fjollet, ja, men jeg kunne ikke modstå den. En sort kat 🙂
Pas på Katten
Se, se hvad Pernille forærede mig fra sin nylige italienstur.
Perfekt 🙂
… Og hvis nogen spørger sad der allerede et søm i væggen der.
Geparder!
Lørdag tog Christoffer og jeg i Ree Safaripark for at se på gepardungerne.
De første dyr vi besøgte var måske nok af og til kødædere, men ikke rovdyr. 
Dernæst så vil nogle sære, bølgeformede svampevækster.
Ï en lidt bedre vinkel afsløredes deres natur.
Blandt dagens nye lærdom var:
Gå ikke over sporet der kommer bison.
Hvis du tror du har underbid, så se her (ja, det hvide er dens tænder. Ja, selvom dens mund er lukket).
Og – tro det eller ej: Geparder bider!
Der var adskillige toiletter som efter skiltet at dømme var specielt til mig og mine ligesindede.
Over middag var det fodringstid for geparderne. Ham her er slet ikke i tvivl om hvad det betyder når en dyrepasser stiller sig op ved hegnet og giver sig til at forklare for publikum, og hans tålmodighed var ikke just lang.
Til gengæld understregede han med længselsfuld og sulten iver gennem gitteret hendes pointe om at gaparder har store klør som ikke kan trækkes ind.
I den anden ende af gepardanlægget var Tosha og hendes 4 killinger, nu 3 måneder gamle.
I stedet for straks at slæbe maden væk, ud af syne, slæbte hun den hen til sine unger, og blev hensynsfuldt nær gitteret.
Ikke at hun ikke også var sulten.
Hvis man endnu kun har små tænder må man gnave så meget desto mere ihærdigt.
I ro og mag, for Mor vogter lige ved siden af.
Andre tog deres mad mere med ro.
Same-same, but different.
I dag er jeg mindst 70. Sådan føles det i hvert fald på mine ømme muskler og krampende nakke der slet ikke er i tvivl om at jeg netop har tilbragt den sidste uge idyllisk på Vestjyllands Højskole med at slå træinstrumenter i retning af nærtstående menneskers legemsdele. For til trods for ekstra måltider i kostplanen, middags- og aftenlur, masser af nattesøvn og de andre hensyn jeg har taget til mig selv kan jeg (spøjst, ikke?) godt mærke at min stadig helende krop hverken er vant eller klar til den slags gentagen daglig udfordring.
Iår havde vi til vores forbløffelse ikke en håndfuld begyndere på kurset, men hele 16, så der var nok at rive i. Det gav også den sære erkendelse at jeg ikke længere er den lille. (Man skulle tro den kom med min graduering sidste sommer, men nix, erindringen er stædig. Mit sindbillede af sommerkursus er dannet de første par år jeg var med, og der var jeg så absolut den mest grønne deltager.)
For at der skulle være noget for alle var kurset delt en god bid af tiden, og vi lidt mere øvede skiftedes så til at hjælpe de nye. Brat bemærkede jeg i hvor høj grad jeg kommer på sommerkursus – og såmænd også til almindelig træning – med indstilling og fornemmelse af ikke rigtig at kunne eller vide noget. En underlig fornemmelse så pludselig at skulle rette på og vejlede andre. Tvangsundertrykkelse af manglende selvværd kan være en interessant øvelse.
Her er to af de mest entusiastiske begyndere, Keld fra Als og Tina fra Sjælland ved at øve bo. De havde placeret sig så nydeligt i solstriben at kamerafingerens spjætten ikke kunne modstås 😉
I den anden ende af salen gik meget af tiden med at prøve at suge så mange af Stephens guldkorn til sig som muligt. Vi har ingen 5.-dan i Danmark så det gælder om at slå ørerne ud når vi har chancen.
Gennem årene har det skiftet meget hvad jeg har fået med hjem – første gang jeg var på sommerkursus havde jeg knap fægtet et halvt år så det er vidt forskellige slags ører jeg har haft at høre med.
Iår var pointen (altså den del af den jeg forstod) at bemærke hvor mange teknikker, bevægelser og principper der går igen, tydeligt eller forklædt, på tværs af våben og kata.
Det er ikke bare en smart talemåde at alting findes i første kata. Lighederne begynder langsomt at blive synlige, som her
Torii i første kata:
Første gogyo-kata:
Anden ryoto:
Same-same, similar.
Eller som her
og her
Same-same, but different.
Om nogle af teknikkerne kom der opmuntrende udsagn som “We practise this often. Some of you have a reasonable idea about what you are doing.” Jeg skal ikke kunne sige om det følgende falder i den kategori, men begejstret ser han i hvert fald ikke ud.
2 angreb senere har han vist helt opgivet os.
I det hele taget lod Stephen til at have en temmelig nøjagtig opfattelse af vores færdigheder: “We know that all of us here can kill a man in one stroke. …. If he’s a peasant with his arms tied up behind him.”
Lige netop! – Det er jo det jeg siger, Asger, jeg _er_ ikke farlig.
Det var bestemt ikke spydigheder det hele. Blandt de nydeligere pointer: “The idea of the form is to be able to flow within it.” (Her hjælper det at vide at ‘kata’ betyder ‘form’).
Der var også nyt, for mit vedkommende gogyo bo. Spændende nyt legetøj 🙂
Om aftenen blev der traditionen tro spillet spil. De mange nye var lette ofre for garvede Trench War-hajer.
Tidligere på ugen hørtes under et spil mellem Morten og Jens Lynge “Hvordan ændrede du din vinderposition til en taberposition?!?” Det illustrerer jo blot Stephens pointe – sværdkamp og strategispil: same-same, similar. 😉
En aften benyttede vi chancen for at optage nogle af de avancerede kata. Film husker bedre end hoveder – her husker Morten (i spejlet til venstre i billedet).
Midt i ugen kom Mortens og Laurits familie på besøg. Her ses Mortens (næsten ikke indoktrinerede) datter Elvira. 
Hun har skam fattet pointen. Gang på gang halede hun det lange sværd ud af sin Fars greb, for derefter at angribe ham med det korte.
Højskolens kat var aldeles overbevist om at alle tilstedeværende var dens mennesker og retteligt burde tilbede den nårsomhelst og hvorsomhelst den færdedes. Blandt andet midt i gymnastiksalen den sidste aften som vores begyndere skulle demonstrere iai for de andre kursister. Stephen reddede den i sikkerhed, men den forekom ikke just taknemmelig.
Ved festen om aftenen ignorerede den høj musik og dansende elever og minglede hjemmevant. Efter mørkets frembrud gik den mageligt til ro på en blød stol i gangen.
Tidligere på aftenen fik jeg en ny – og i modsætning til ‘katteagtig’ ikke tidligere hørt – mærkat. Med stor overbevisning erklærede Martin “Terese er som en kanin. …Med *laver finger-hugtænder* En dræberkanin, fluffy og blodtørstig.”
Så ved I det. Bare nu ikke Monty Python giver mig bøvl over copyrights 😉
Senere fik Astrid fat i Franks ømme muskler. Hun har snilde hænder og 2 år på medicinstudiet giver åbenbart rigelig viden om hvor man skal trykke. Den halvdel af tiden Frank ikke så forpint ud (hun var ellers flink til gentagent at huske ham på at det er en fordel vedblivende at trække vejret)
lignede det mere en religiøs oplevelse.
Måske hun kan bestikkes til at lære os det?
Sommerkursus… *Tøven*. Pinligt berørt.
Noget forlegen pakker jeg til årets kenjutsusommerlejr. Jeg glæder mig som et lille barn til atlære og prøve nogle nye ting, men samtidig illustrerer bunken af ting til pakning at det er anderledes i år.
Sammen med hakama, skifte-gi, iaito, myggebalsam og sportsplaster ligger nu også 47 slags medicin, spisedagbog og en børnebog, samt et udvalg af tøj hvoraf intet passer rigtigt. (Prøv du at tage ½ kg på om ugen og se så hvordan tøjet passer dig efter du har taget knap 25% af din startvægt på. Og så mangler der endda stadig en god håndfuld kilo.) Professionelles formaninger om at hvile mig, huske at spise ekstra og ikke forlange for meget af min krop ligger i lag i min mentale taske.
Selvom min form aldrig har været fremragende er det overmåde usselt iår. Den sidste måneds tid er det meget begrænset hvad jeg har fået lov til at røre mig fra hospitalets side (“hvis ikke du tager mere på med det vi har sat på din kostplan, så må du sidde stille”) så udover al den teknik jeg har glemt mens jeg har været syg har jeg nu oveni absolut ingen kondition :-/
Så selvom jeg bestemt gerne vil med er jeg noget beklemt. Det er ikke spor dejligt at komme og kunne en hel del mindre end sidste år. En ting er hvis der ikke er megen fremgang, men tilbagegang ligefrem 🙁
Det er muligt at det er en ærlig sag at være syg (brækkede ben føles nu stadig mere ærlige) men derfor er det flovt allivel.
Fredagsmorskab: Kunsten at tale forbi hinanden
Nestor, til David (eftertrykkeligt):Forklar mig det en gang til. Og denne gang får du det ikke til at lyde som om du vil piske damen mens Alasdair ser på for at kunne dele hendes føle- og sanseindtryk derved!
Sir Alasdair (forklarende): – for at tage hende med i kirke.
Nok meget godt at Ponea ikke hørte det. Men jeg grinede nu alligevel selvom hun/jeg sov.
Ferie i middelklassen
Jeg passer kat og hus denne uge mens min Mor er i sommerhus. Som at være på besøg i et andet liv.
Ænderne rapper stopmætte (den lille bro udenfor er et yndet mål for børn og pensionister med brødposet) fra åen bagest i haven.
Trampolin, frugttræer og højbede troner i baghaven. Solen skiftevis luner og bager mig på terrassen (i hvert fald indtil gårsdagens heldagsregn satte ind) og ind gennem stuevinduerne når jeg trækker indenfor ved myggetide.
Indenfor hersker pinlig orden (i hvert fald efter min målestok – hver gang jeg så meget som trækker vejret ser her mere og mere rodet og snavset ud), der er plads omkring tingene, dug på sofabordet og anerne hænger over klaveret, mine såvel som papanerne.
Arvenips rundt omkring, stearinlys alle vegne, servietter i servietholderen, øl i skabet, klar til gæster. (Øllene står nu som sædvanlig i sikkerhed for mig (hvor har folk været stakkels dengang vandet ikke var sundt og man drak øl), i modsætning til servietter, ost, shampoo og gryn.)
Vådt græs under tæerne i skumringen. Sommeræbler – årets første – smager af regnvejr. Nedfaldsfrugt, lige i min turban.
Pernille aer Yndig mens jeg tiltusker mig en middagslur. Katten og katten er tilfredse, og Pernille virker heller ikke utilfreds 🙂
Store, globerunde solbær, små bomber af syrlighed i morgenyoghurten. Kun bedre af at være franarret den dugbadede busk uden at jeg selv blev alt for våd.
Fugtig-løs jord i mine hænder og langt op under neglene mens følesansen jager de små nye kartofler der lige har fået vendt op og ned på deres omverden af greben. Kartofler, fetastuvet spinat og karbonader gordon bleu venter i aften. I morgen kartoffelsalat. Sensommerens overflod på vej.
Regnen trommer på taget, og Hr. Vind taler gennem vinduer på krog og i udhæng og sprækker. Udenfor er tillokkende og betryggende tæt på, inden for rækkevidde her væk fra byens midte.