Bizart når noget der tidligere var det eneste logiske valg i en situation pludselig ændres radikalt…

Jeg er syg. Altså jo, jeg er sygemeldt, men denne gang mente jeg nu med feber, snot, halssmerter og betændelse – sådan en rigtig efterårsomgang.

Først kørte mit sind i sit sædvanlige spor: At en virus har fået fat i mig er da ingen undskyldning for at sætte tempoet ned og bruge lidt tid på at lade immunforsvaret arbejde.
Næhnej, jeg har gået til forelæsninger med lungebetændelse, kodet masser af Java med feber, cyklet selvom jeg var nødt til at stå af og kaste op og spadseret lange veje hjem med influenza på kølige dage. Der kunne sandelig ikke være tale om at blive hjemme i sengen (eller bare tage bussen, den slags koster jo penge) – der var opgaver der skulle regnes, funktionalitet der skulle kodes, ny viden der skulle indlæres og alle hverdagens praktikaliteter at ordne.

Så sådan en smule virus! Pjat, jeg kan både tage til træning, gå til møder på hospitalet (ens sygdomme har vel en rangorden 😉 ) og i det hele taget bestræbe mig på at ignorere alle kroppens signaler om at den har brug for hvile, væske og varme. Det er noget af det tigerdyr (hmmm, måske Teresedyr?) er bedst til!

Men så kom jeg til at stoppe op og overveje hvad det var jeg var igang med. (Det skal man passe på med, bare så I ved det. Jeg har arbejdet en del på at blive bedre til netop dette de sidste par måneder og de fleste af mine eksperimenter leder til den konklusion at genovervejelse kan føre til radikalt anderledes handlemønstre.)

Hvorfor tvinge mig selv til at styrte rundt og potentielt smitte andre ved min tilstedeværelse? Hvorfor omdirigere ressourcer der kunne have gået til immunforsvaret til aktiviteter der igrunden godt kan vente til senere, i morgen, i næste uge? For jeg dør jo ikke af at opvasken får lov at stå et par dage mere, at lejligheden flyder af vasketøj og køkkenbordet snart er så nusset som -gulvet. Og ganske vist har jeg nogle officielle papirer der skal udfyldes og sendes ‘snarest muligt’ – men ‘snarest muligt’ er antageligvis for andre (læs: mentalt sundere) mennesker ikke mens de har feber og hovedet fuldt af snot.

Så her sidder jeg, paf, i lænestolen under dynen og kan ikke helt forstå hvorfor min kroniskt dårlige samvittighed ikke råber højere (især om de officielle papirer). Men det er nu meget rart at dens stemme ikke er så høj – mit hovede er febertungt.

Jeg tror jeg tager en lur.

Syg • Skrevet 10. October, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Advarsel: Brok forude. Videre læsning er for egen regning. Jeg fralægger mig ethvert ansvar for overopfyldte klagesangsbehov.

Mavepine på lur. Når jeg har spist, når det er er stykke tid siden jeg har spist og på vilkårlige tidspunkter derimellem. Boblen og dump dunken i de tidlige morgentimer, efter det er blevet lyst, når duggen falder.

Madglæde er et fænomen jeg ikke længere kan relatere til. (Det skulle da lige være mellem 4 og 6 hvor jeg ofte vågner og er sulten. Men der er det ikke spisetid ifølge min kostplan :-/) Jo senere på dagen det bliver, jo mere kvalmt er føde. Mine indvolde roterer i protest når jeg går forbi en grill- eller pizzabiks, bager eller slagter og duften af selv hjemmelavet aftensmad (min eller andres) er omtrent så appetitlig som dunstren fra Ceres-bryggeriet. Frokost-brød (rug, spelt, hvidt, hvadsomhelst) falder som mursten i maven og jeg tilbringer de 3 timer inden der skal spises igen med at fortryde hver en slugt klippe jeg bærer rundt på.

Sådan har det været en god månedstid. Jeg har kæmpet med det, først med held, men på det seneste mod overmagt – de sidste par uger har jeg ikke kunnet tage på og er derfor nu på time out fra Daghospitalet, indtil videre en uge. (Hvis der går to uger i træk hvor man ikke tager det planlagte halve kilo på om ugen bliver man sendt hjem for at overveje sin strategi.)

Jeg er træt. Træt af at tvinge mad i et fordøjelsessystem der skriger på fred, omsorg, blidhed. Træt af maveøm at frygte det næste måltid, for de skal jo tvinges ned hver og et, uanset hvordan jeg har det, og umådeligt irriteret over den defekte lukkemuskel i halsen der tvinger mig til at tykke drøv hver gang maven er tilnærmelsesvis fuld.
Træt af ikke at kunne sætte mig ned uden overvældende trang til bare at sove-sove-glemsel-sove. Det er da ganske vist rart at sove, men med måde, ikke sandt? Og helst ikke den der spændte, spjættende søvn jeg fanges i om natten, så jeg vågner hver morgen med forpinte, stive muskler og ondt i nakken.

Lige nu er vilkårlige krav – selv de allermindste – og ethvert pres for meget. Jeg forstår det ikke. Hvis jeg skal tale i telefon med nogen eller købe noget bliver jeg nervøst rastløs og maven knuger, hver gang jeg skal nogen steder hen har jeg så inderligt lyst til at lade være, blive hjemme, gemme mig. Selv de ting jeg ved jeg som regel nyder – yoga, kenjutsu, bagning… – er ikke til at få halet mig selv igang med. Og hver gang det lykkes mig at insistere og med en kraftanstrengelse gøre det alligevel kan jeg mærke hvordan jeg bruger faretruende af de ikke-just-mange ressourcer der er mig tilbage. Hvad mon der sker når jeg ikke længere kan piske mig selv afsted?

Ikke mere brok for nu. For at der i det mindste skal være lidt at se på får I denne her. Jeg fandt den på LMSs hjemmeside. Snedigt filmet – det er lige præcis sådan det er.

Syg • Skrevet 17. September, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Igår, som jeg dvask efter kenjutsu sad og så Bones (knogler, hurtige replikker, David Boreanaz og en kvindelig forsker = fin opskrift på krimi) havde jeg i en af TV3s mange og lange reklamepauser nær fået aftengrøden galt i halsen. De benytter sig af pausen til også at reklamere for kommende programmer, i dette tilfælde “Superskinny Me”, præsenteret som et program om nogle kvinder der vil tabe 5 tøjstørrelser på 5 uger, og ende i den størrelse 00 (altså 32) kvinder på den røde løber og diverse catwalks efterhånden helst skal have.
Der vises et par hurtige “appetitvækkende” klip fra programmet, det der bed sig mest fast i min hukommelse havde en læge bøjet over en mager krop med EKG-elektroder på, mens han forklarer at en af de største farer ved ekstreme vægttabsstrategier er død som følge af hjertesvigt.

Det var det hele. I det udpluk, mellem reklamer for Bilka, Robinson-ekspeditionen og resten af min krimi, lignede det en reklame for det der foregår i programmet. “Tab dig drastisk og få et bedre liv”. En brugsanvisning på at skaffe sig en spiseforstyrrelse så at sige.

Nu er jeg ellers ikke den der kan hidse mig så meget op over hvad TV3 og detslige vælger at vise af smuds, men her blev jeg nu mere end småforarget. Det er muligt at den almindelige befolkning ikke ved at det ikke tager meget mere end halvanden måned at pådrage sig semipermanent mental og fysisk skade ad den vej, men et eller andet sted i udførslen må der da have været en journalist der måtte erhverve sig noget baggrundsviden.

Jeg og min forargelse gik udmattede i seng (efter lige at have snuppet første bid af en hyggelig serie om en seriemorder der myrder dem politiet ikke får dømt) og her til morgen da jeg googlede programmet, i den tanke at skrive noget ætsende giftigt går det op for mig at det måske ikke er så fælt endda, og bestemt ingen reklame.

Når man kigger lidt nærmere end TV3s småvildledende reklamespots viser det sig at være en omvendt Supersize Me. Med to kvindelige britiske journalister i rollen som Michael Moore, og lægeovervågning af hvad der sker med dem når de haler sig selv igenmmen samme behandling som visse berømtheder siges at udsætte sig selv for. Måske ikke grund til forargelse alligevel? Mere oplysning end anoreksireklame, gudskelov!

Jeg fandt den ene journalists beretning om de 6 uger eksperimentet stod på. Interessant! Læs det. Vældig betryggende for en som mig at en pæn bid af de symptomer man får som spiseforstyrret induceres af sult – journalisten som ellers startede sund og rask beskriver en åh-så-genkendelig oplevelse i løbet af blot 5 uger. (Det er rart at overveje at jeg måske ikke er helt rablende vanvittig, men at sult i stedet forstærker min generelle småskørhed voldsomt 😉 )

Tegn på den er der ikke desto mindre masser af. Her er billedet fra journalistens beretning

Jeg foretrækker så absolut at se på den højre variant, både af hende og mig. Og som med de fleste andre æstetiske klassificeringer er det mig aldeles umuligt at forstå hvordan nogen kan mene noget andet.

…. Første del af programmet kommer torsdag aften klokken ni.

Syg • Skrevet 05. September, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Sugen i solar plexus, appetitløshed, længsel efter at gemme mig et lunt sted og aldrig komme ud. Panisk, fortvivlet ønske om at ugen er slut, dens forpligtelser overstået, fred. Lyde er for høje, mennesker for mange, sanseindtryk overvældende intense, mit personlige rum opsvulmet. Tal ikke til mig, ingen øjenkontakt, tak.
Maven knuger velkendt, som skulle jeg til eksamen om lidt. Men det skal jeg ikke, og denne knugen forløses ikke i et adrenalinsus men bider sig vedblivende fast og nu, på fjerdedagen, overvejer jeg efterhånden hvornår den selvdestruerer i et boblende syrebad, alternativt kollapser til et sort hul og opsluger mig.

Jeg kender det godt, det var samme stil i vinters. Men jeg var absolut ikke forberedt på at denne skrøbelighed brat skulle vende tilbage, og det (siger samvittighedsstemmen i mit hovede) uden nogen fornuftig årsag.

Men der er jo en grund, selvom det tog mig en desperat klaustrofobisk stund i et inferno af fortvivlelse at finde den. Før første gang i… – ja siden i vinters har jeg taget en lille bid af de forpligtelser i verden uden for mig der var mine tilbage. En stump så beskeden at jeg end ikke overvejede at den kunne påvirke mig inden jeg tog den på mig.

Det var dumt! I vinters var jeg afkræftet, og når kroppen ikke får nok er alle følelser blegere, irrelevante. Når samvittigheden taler lystrer man efter bedste evne, for det er jo alligevel alt sammen lige meget, det føles ikke altid vigtigt om man træder på sig selv, om man ikke har flere kræfter. Man skal passe sit arbejde, også det frivillige (måske især det, det har man jo selv meldt sig til), man skal ikke besvære folk, man skal knytte sylten og få dagene overstået og ikke være sådan en tudesidse. Og man, det er naturligvis mig.
Nu – forbi det største stykke af vejen mod en ekspertacceptabel minimumsvægt – rammer det på en helt anden måde. Kroppen, ikke længere udryddelsestruet, er blevet stærk nok til at den tillader sindet fuldt udbytte af signalerne, og den lægger ikke fingrene imellem! Jeg ved snart ikke hvad jeg foretrækker.

Jeg arbejder hårdt med min spiseforstyrrelse og har gjort det de sidste måneder siden depressionen fortrak sig nok til at tillade tankevirksomhed. Og det går godt, efter omstændighederne. Fremad og i et tåleligt tempo. (Ikke at det er rart, forstås. Jeg ville end ikke ønske for min mest hadede tidligere lærer (det er mit håb at min omhyggeligt høflige overflade har sikret at du ikke har den fjerneste anelse om hvem du er) at skulle gennem sådan en omgang. Med sin fornuft konsekvent at skulle gøre vold på sine meninger, følelser og instinkter, vidende at de er sygelige på trods af at de føles lige så intenst ægte og sande som altid er ikke det morsomste jeg har prøvet. Det gør det beklageligvis heller ikke nemmere at vide at jeg sandsynligvis skal fortsætte med at gøre det resten af livet.)

Men det er gået fremad som sagt. Og det har måske nok fået mig til at tro at alting generelt gik fremad, ikke kun der hvor jeg havde sat alle mine kræfter ind. Så jeg sagde tankeløst “Ja da, selvfølgelig!” og tænkte at et skridt til på vejen tilbage til mit tidligere liv var på tide, jeg har kostet samfundet nok allerede ved at være syg så længe, det er på tide jeg får fart på.
Men det er måske snarere på tide at erkende at det ikke er tilfældet. At ingenting kommer uden knoklen, at det ikke nytter at jeg _vil_ – den der agerer ved viljen alene går før eller senere i stykker, det har jeg erfaret en gang allerede.

Pernille talte Sandhed igår. Hun så lige på (gennem?) mig da jeg brokkede mig over min ‘helt uden grund brat forværrede tilstand’, og sagde noget i stil med “Dette her (forpligtelser, ansvar, at gøre ting der ingen glæde bringer, konstant at nedvurdere mig selv) er det der var ved at slå dig ihjel sidst du gjorde det. Det er ikke spor underligt at din krop reagerer kraftigt og fysisk på det!”

Det tog mig et par øjeblikkes paf stilhed at indse at hun havde ramt plet. Men hver gang jeg indrømmer “Ja, beklager, jeg kan ikke” når jeg _ved_ (det var de der instinkter igen) jeg burde kunne daler min mening om mig selv yderligere. Hvis der er en løsning (udover at leve ved viljen igen indtil jeg knækker næste gang) kan jeg ikke se den.

Syg • Skrevet 21. August, 2007 • Ingen kommentarer endnu