Se, er den ikke fin? 🙂
En theblomst, bundet af grøn the med jasmin og en blomsterknop i midten. Når der hældes varmt vand over folder den sig ud og kommer til at se cirka sådan ud (mine kamerabatterier er udtjente efter kenjutsukursus i sidste uge så jeg har snydt og brugt billeder fra nettet denne gang).
Jeg fik den som omiyage af min Far og Karen der lige har været på ferie i Sverige. Far gav en fin (kun lidt lidende 😉 ) beskrivelse af hvordan de havde været _mindst_ halvanden time i thebutikken og hørt forklaringer. Jeg glæder mig til at smage 🙂
Hvad de andre i venteværelset – for det var der samtalen foregik – ved jeg ikke. Jeg havde taget ham med til møde med sagsbehandleren og en af behandlerne fra Hospitalet i eftermiddags for at diskutere hvad der skal ske nu. Uden backup er jeg alt for føjelig – efter en halv time med en kommunal medarbejder er jeg klar til at slå knuder på mig selv for at passe ind i hvad vedkommende måtte have af planer. Det er ikke den snedigste måde at forvalte sit liv på, og så er det godt at have et ekstra par øjne og ører med. Især en med kritisk sans, og _det_ har min Far 😀
Hvad kom der så ud af det? Først og fremmest erfarede jeg (ligesom den eneste anden gang jeg har truffet hende, i april iår) at min sagsbehandler er en sød, velvillig og hjælpsom kvinde. Hendes telefonstemme har været noget skræmmende og skarp de få gange jeg har været udsat for den, så det var dejligt at opleve hende som venligt menneske og kompetent fagperson.
Jeg var endvidere meget forbløffet over at høre hende sige (og gentage) at jeg skal tage det roligt, der er ikke noget tidspres. Meget beroligende at få at vide fra hende som sørger for at jeg får brød på bordet at Systemet(tm) helst ser jeg venter med at begynde ny uddanelse til jeg er ordentligt frisk til at magte det 🙂
Det var interessant at høre hvad Birgit fra Hospitalet havde at sige om mine symptomer, nemlig at mit stadig lave energiniveau og den vante fornemmelse af at det eneste jeg glæder mig til er at kravle under dynen og slumre lige vel kan være symptom på understimulering som på depressionen. Så flere udfordringer til mig fremover, og øvelsen bliver så at holde dem på et niveau hvor jeg trives og samtidig har energi til at arbejde på at blive mere rask. For selvom jeg efterhånden har nogle værktøjer til at håndtere spiseforstyrrelsen (spøjst som jeg stadig ikke kan få mig selv til at skrive ‘anoreksi’) og det fungerer fint i hverdagen, så kniber det lige så snart jeg kommer under pres.
Derudover (*pudser glorien*) var det også rart at blive bekræftet i at det går fint med min vægt og spisning og at det kan ses og mærkes på min tilstand at jeg har lagt mange kræfter og meget arbejde i det 🙂
Jeg synes det er gået godt med det her i sommer på trods af at Hospitalet har haft ferie og jeg har været hid og did og ikke altid haft mulighed for at spise regelmæssigt eller efter kostplanen. Mit hovede snurrer ikke nær så meget som sidste sommerferie.
Nu får vi se hvad vægten siger på onsdag – jeg tror den er som den skal være, men på den anden side: Hvis der er noget jeg er god til at gætte forkert om, så er det min vægt 😛
Konklusionen blev at jeg stopper på Gyngen nu, og med hjælp fra sagsbehandleren ser mig om efter en mere udfordrende virksomhedspraktik.
Jeg kunne godt tænke mig en medarbejderkantine for en større privat virksomhed. Sådan et sted hvor maden er et personalegode og det er de samme mennesker man laver mad til hver dag.
Det var dejligt at komme i kantinen på Systematic da jeg arbejdede der. Der blev lavet lækker og afvekslende mad og var en rar stemning som spisende af at blive forkælet lidt.
Jeg håber at andre steder har lignende kantiner, men ved ikke helt hvor jeg skal begynde at lede. Kender I nogen steder, så skriv en kommentar, vil I ikke?
Uncategorized •
Skrevet 04. August, 2008 •
