Hvert år i marts blomstrer min amaryllis. Den sender en lang, frisk stængel op med en knop, og af knoppen udspringer 4 knaldrøde fantastiske og næsten vulgære røde blomster.
Jeg rejser på ferie om en halv time og har de sidste dage utålmodigt gået og kigget på knoppen på toppen af stænglen, set hvordan den strækker sig efter lyset og håbet.
Her til morgen ser den således ud:
Drilleamaryllis!
Glad-energisk-sitrende.
Rejse i morgen tidlig. Morgensolskin, nypudsede vinduer og hoste-sygemelding fra arbejdet idag.
Forår.
Glad.
Jeg har ondt i nakken og skuldrene. Lægen fortæller mig at det er fordi jeg ikke længere motionerer regelmæssigt. Alligevel motiverer ømheden mig ikke tilstrækkeligt til faktisk at komme igang med noget motion igen.
Det er en dum cirkel at være kommet ind i. Jo mindre jeg rører mig, jo mindre har jeg lyst, energi og motivation til at røre mig. Selv den korte tur til arbejde synes urimeligt uoverskuelig og jeg ender især nu hvor der er sne tit med at tage bussen :-/
Det gik lidt bedre i efteråret, men siden juletravlheden på arbejdet begyndte, og ikke mindst siden den gode pilatesinstruktør flyttede til København i december er der ikke sket meget. Jeg meldte mig til noget andet pilates, men opgav det snart igen – det var ikke det samme, og når motion ikke er sjovt, så giver jeg hurtigt op. Når selv ikke det faktum at jeg har betalt i dyre domme for noget kan motivere mig til at møde op, så står det skidt til.
Så hvordan kommer jeg nu igang med at røre mig igen? For jeg har jo ikke spor lyst, heller ikke selvom jeg tydeligt kan mærke på kroppen at den trænger – arbejdet synes hårdere, jeg får ondt i ryggen, er mere dvask derhjemme…
Det er i den grad op ad bakke, og bakken bliver kun stejlere af at jeg er i usselt dårlig form 🙁
Hjælp?
Det var tydeligvis for tidligt at håbe på at det milde vejr blev ved. Her til morgen var der istapper på gadelygten udenfor stuevinduet og sne dækkede vejen.
Ikke nogen dårlig dag at have fri på 🙂
Det er ikke ligefrem fordi min rengøringsrutine plejer at være videre striks. Faktisk er det næppe helt forkert at formode at der ind imellem er gået måneder imellem rengøringen af mit hjem.
Ikke at jeg er opdraget til den slags sløseri. Bestemt ikke. Hos min Mor bliver der gjort pænt rent hver uge og min Far er i de nære kredse også kendt som Hr. Kan-ikke-sidde-ned-og-spise-før-køkkenet-er-gjort-rent-om-så-maden-bliver-kold-imens.
Men mig har det aldrig rigtig været vigtigt for. Jovist er det rarest hvis der ikke er alt for meget støv og hvis det ikke knaser når man går over køkkengulvet, men der er så mange andre ting det giver mere livskvalitet at beskæftige sig med. I mange tilfælde ser jeg end ikke støvet.
Nu bor jeg for første gang sammen med en for hvem rengøring er vigtig, og til miin forbløffelse oplever jeg at ikke bare bliver det dermed også vigtigere for mig, jeg ser også snavset mere. Rengøring en gang om ugen virker pludselig rimeligt, for fodlisterne _er_ jo støvede.
Jeg ville have forventet at jeg ville synes det var vigtigt med hyppig rengøring fordi det er vigtigt for Maiju. Jeg havde ikke forudset at jeg også selv ville have lyst til at her er rent og at jeg pludselig i langt højere grad bemærker hvis gulvet trænger til en tur med støvsugeren.
Det er vist det man kalder god indflydelse 🙂
Efter nogle hektiske dage sidst i december oprandt flyttedagen. Leoparden var aldeles klar.
Vi havde masser af søde flyttehjælpevenner som slæbte sig halvt ihjel. Heldigvis døde de ikke helt af det.
Vi har overlevet de første tre uger, nogle dage bedre end andre. Jeg synes ikke det er helt nemt at vænne sig til at bo sammen med nogen igen, selvom de jo begge to er mennesker jeg gerne vil være tæt på.
Men hvor er det dejligt at der er nogen at komme hjem til, og nogen der kommer hjem til mig 🙂 Det er også meget sjovere at lave mad og spise når man ikke er den eneste som spiser den.
… Måske pånær når maden er brunch. Det kommer til at vare nogen tid endnu før jeg har forliget mig med lugten af stegt bacon om formiddagen. Men indbydende ser det ud.
Så hellere karrymad om aftenen 🙂
Det er ikke dasen og spisen det hele. Vi overlevede Ikea og har fået samlet reoler uden at flå stykker af hinanden.
Sidste weekend hyggede vi i køkkenet med småkagebagning.
Der blev både dinosaurer, dødningehoveder, amøber og Hello Kitty.
I torsdags kom Far forbi med en indflyttergave: En saftpresser. Så efter han var taget videre måtte vi straks ud at lege i køkkenet.
Her er vidunderet i baggrunden med Renés første juicekreation forrest.
Æble, citron og frisk cayennepeber. Det lod til at bekomme ham vel.
Og nu… Nu er jeg klar til søndag. Desværre så lader det til at være mandag morgen hver gang det sker.
I december så jeg Pernille til en dejlig julefrokost, og hun så hammergodt ud (billedet yder det desværre slet ikke retfærdighed, indsæt selv indre billede af en strålende Pernille):
Der blev spillet Raaage Jeopardy
og det var en rar grineaften med ulvene.
… Peter lavede det trick han kan med hænderne på min ømmeste skulder og den var næsten ok dagen efter! 😀
I december løber Stressnissen forjaget rundt i Matematisk Kantine. Her er hun i elevatoren på vej op til fysik med nogle frokostplatter.
I december flygter Leoparden fordi jeg ligger og vender og drejer mig sådan i sengen i jagten på søvn.
I december kan man finde en kæmpestor polo-mint på en sort piedestal når man er på vej i biografen.
I december tramper jeg på mit gulvtæppe i sneen nede i gården og bager æbleskiver til René på en lang og hvid søndag.
There’s a million thoughts in my head
that don’t really have a place
They are all just milling around
in a tumbling, hazardous race.
There are ten thousand ants in my feet
and in every other limb
They cause me to fidget intensely
at the risk of getting too slim.
I guess this medication’s not bad
the dishes really get done
but this ongoing, maddening twitch
is a menace I cannot outrun.
Then of course I awaken at four
after several earlier tries
I just twitch and I turn and I yearn.
This drug steels the sleep from my eyes.
On the plus side I’m quite productive
in the wee hours just before six
I write mails, I rhyme and I fidget
I wish the productiveness sticks.
If it stuck for the rest of the day
I might have a jolly life
yet it leaves before five in the evening
– the rest of the day is pure strife.
Being medicated isn’t fun
but neither is being without.
How I wish to remove this dilemma
and the seething, lingering doubt.
… and the twitches, most of all the twitches.
Jeg husker hvordan det føles at sidde omfavnet på dine benede knæ ved bordet efter aftensmaden, pakket ind i et tæppe mens de voksne smånakkede.
Jeg husker hvordan dit hjem var det hyggeligste sted i verden jeg kendte. Varmt, trygt og dejligt, fyldt med de vigtigste mennesker. Og de havde næsten altid tid til at lege lidt.
Jeg husker at du lærte mig at flette. At bage nøddekniplingesmåkager. At være stædig (men det sidste er jeg ikke sikker på du gjorde bevidst).
Jeg kan huske mønstret i dit badeværelsesgulv, lyset fra den rødbrune lampe i gangen, de små ting du havde i stuevindueskarmen, duften af dit sengelinned.
Jeg savner dig Bedste. Varmt og ømt, indeni.
For første gang siden jeg blev løsladt fra Hospitalet vejede jeg mig idag på en ikke-veje-dag. Dumt! Og også et tegn på at jeg burde tage lidt på snarest.
Spireforstyrrelsoverleverens guide til resten af livet fortæller soleklart at hvis man efter et vægttab begynder at fokusere mere på sin vægt, spisning, sult etc, så er det et prima hint om at man vejer for lidt til at kunne være mentalt sund.
Og jeg har jo tabt mig, siden i sommers. Ikke med vilje som sådan, men på grund af manglende appetit, dårligt mentalt helbred og generel mangel på energi.
Ikke ret meget – knap 2 kg – jeg ligger stadig på den rigtige side af den nedre tilladte grænse, men åbenbart nok til at det ikke er holdbart. Hm.
En ting er at vide at man er mentalt sårbar overfor selv små vægttab, noget helt andet er at føle.
Og det noget nær sidste i verden jeg har lyst til lige nu er selvfølgelig at tage lidt på – det er jo sådan det virker.
Oveni kommer så at den nye medicin jeg har været på siden i onsdags får mig til at sove dårligt, være mere rastløs og have sultfornemmelse en stor del af tiden. Noget så provokerende for de mindre sunde dele af min mentale organisme.