Jeg gav slip her til morgen. Slip på varmen, sollyset og de grønne blade. På at vende ansigtet mod solen og føle dens lune hånd omslutte mig. På at være helt afslappet udenfor igen før til sommer.

Det var da morgenkulden smøg sig ind under jakkekraven og op under buksebenene. Da jeg mærkede den fugtige, hvide dis over Brabrandstien, så at stjernerne var lidt klarere og mærkede luften bide mig i fingre og ansigt.

Fra det ene øjeblik til det andet var jeg overvundet, opgav at kæmpe imod og krumme mig sammen og hutle i jakken. Rakte hovedet lidt op og til siden så flige af morgenluften kunne komme ind under halstørklædet. Rettede ryggen og lod det komme helt tæt på.

Jeg er klar nu. Til iskolde kinder og lår i kontrast til den brændende cykelvarme under jakken. Klar til at lugten af våde, formuldende blade og smattet jord glider over i knitrende frostduft og modstand under sålerne.

Til forundret at lave håndaftryk i den allerførste rimfrost en morgen, snart.

Til kun at have varmen under bruseren eller foran ilden.

Til at liste let og stille ned ad trappen og mærke den første rigtige sne under mine bare tæer i mørket.

Til igen at huske at det landskab der har født mig er fortryllende smukt i sin hvide kappe, og at sjap, salt og kulden i mine krop er en pris jeg betaler villigt, trods alt.

Vinter, jeg overgiver mig til at elske dig. Igen. Hver gang. Altid.

November, kommer du med sne til mig?

Tanker • Skrevet 30. October, 2014 • Ingen kommentarer endnu

Der er mørkt og lunt på bagsædet. I en lille boble af lyd og varme suser bilen gennem natten.

De synger med på musikken, de to andre og jeg er pakket ind i mørke, musik og velkendte stemmer – tryg lyd.

Jeg har fået lov til at ligge hen over en anden og slumre. Når jeg linder på øjenlågene glimter stjernerne bag bilens sideruder og jeg kan se chaufførens hoved som hopper lidt i takt til musikken. Hånden på min skulder er varm og rar og gennem puden kan jeg mærke vejrtrækning og vibrationerne fra sangen.

Det er slutningen på en god dag. Jeg er vågnet rart, har talt roligt og daset langsomt. Jeg har set min familie, jeg har festet og sunget da bilen kørte den anden vej mens det stadig var dag. Jeg har leget under skyerne og stjernerne – brølt, jublet, sørget og leet.

Og nu, i det flygtige øjeblik hvor bilen suser gennem nattemørket og jeg lader være med at tænke på morgendagens arbejde og sliddet der venter.

Nu, lige nu, hvor jeg mærker stemmerne, hånden, mørket og varmen.

Lige nu er jeg nærmest lykkelig.

Tanker • Skrevet 26. October, 2014 • Ingen kommentarer endnu

Ind imellem skriver jeg nogle meget personlige ting på nettet. Enten her eller på facebook.

Typisk tekster eller udsagn om hvordan jeg har det – eller ikke har det. Hvad der virker i mit liv og hvad der ikke gør.

Ofte ting jeg aldrig ville fortælle i en samtale, ikke engang til dem jeg stoler mest på.

Hvorfor egentlig det? Hvorfor ikke bare beholde mine sære tanker og komplekser for mig selv og lade være med at hælde det ud over uskyldige elektroniske forbipasserende?

Den taktik har jeg prøvet en gang, den med ikke at fortælle noget til nogen. Den gjorde mig ikke ret meget godt, og endte i et længere sygeforløb.

Så dels er det en ventil. Den damp der lukkes ud får ikke kedlen til at eksplodere.

Men mest handler det om ærlighed. Over for mig selv.
Når jeg formulerer noget på skrift, så bliver det meget tydeligt om det passer. Om jeg stikker mig selv blår i øjnene, overdriver eller underdriver.
Om den historie jeg fortæller mig selv om hvordan verden hænger sammen passer med de ting jeg kan observere.

Og når først jeg ser det, så er jeg jo nødt til at forholde mig til det. Eller meget bevidst lade være, det sker bestemt også ind imellem. Men så er det et aktivt valg.

Når det skrevne så ligger på nettet og ikke i en skuffe eller krøllet sammen i skraldespanden handler det om at holde mig selv op på hvad jeg ved. Og om at være klar over når jeg ignorerer det. For hvis det lå i skuffen eller skraldespanden så fandtes det jo nærmest ikke 😉

Og en gang imellem også om at vide at andre har muligheden for at holde mig op på det. Hvis jeg har sagt det højt, er det ikke så nemt at løbe fra det. Og det er ellers den eneste slags løb jeg er nogenlunde habil til.

Tanker • Skrevet 06. October, 2014 • Ingen kommentarer endnu

I er så betænksomme! Det er væltet ind med tilbud om hjælp, kram, aflastning og mere. Der er endda flere af jer der er gået så vidt som til at foreslå jeg flytter ind hos jer en tid – en nat, uge eller mere!

Det er vildt – så nem er jeg heller ikke altid at være sammen med. Det er dejligt og varmer indeni. Tak! 😀
Jeg tror dog ikke det er det jeg har brug for.

Det var en voldsom oplevelse den anden nat. Jeg er stadig overrasket over at det kan ske, bare sådan uden varsel.

Og jeg er meget eftertænksom i forhold til at jeg jo er ret sikker på jeg ikke fejler noget fysisk. Ergo er det noget jeg stresser kroppen til at gøre. Og så må jeg jo finde ud af hvordan jeg lader være med det. (Det tænkes der stadig over.)

Lige nu konkluderer jeg – foreløbig – at jeg har brug for at blive herhjemme hos mig selv, og forsøge at få det til at fungere. Jeg har brug for den mentale ro der er ved at være i mit eget hjem – også selvom det hjem så flyder, er snavset og kosten fortsat mest består af müsli.
Brug for at fortsætte i en velkendt rutine, for at vågne i min egen seng de fleste morgner. Også selvom køkkenet trænger til at blive skrubbet og nogen har tabt gårsdagens beklædning ud over hele gulvet på vej i seng.

Og også brug for at være et sted hvor hvis jeg ikke siger et ord til nogen, så er det ok, ingen bliver kede af det. For at vide jeg ikke risikerer at forstyrre når jeg står op klokken 5 og roder med thevand og mikrobølgeovn.

Men husk lige at jeg er varmet og glad over jeres tilbud, også selvom jeg tror det er bedst at sige nej tak. Jeg håber I forstår.

Jeg hørte godt omsorgen bag 🙂

Tanker • Skrevet 26. September, 2014 • Ingen kommentarer endnu