Idag er det Mors fødsesdag, hurra, hurra, hurra.
Hun sikkert sig en gave får
som hun har ønsket sig i år
med dejlig chokolade og kager til.
… Men måske kun hvis hun laver den selv 🙁
Jeg ville gerne være der til at forkæle dig idag. Forhåbentlig er der nogen andre der gør det i stedet.
At kode alene kan være en pest. For mit vedkommende specielt hvis det er ML – SML og jeg er ikke på bølgelængde endnu, jeg må stadig for hvert skridt kæmpe for at goere mig forståelig.
Omend jeg må tilstå at pattern matching er en herlig ting 😉
Nogle gange er det interessant, en intellektuel øvelse (men kun når det virker 😉 – at få drejet begreberne så de kan klemmes ned i termer der passer til programmeringssproget, at vænne hjernen til et nyt logisk paradigmes mulig- og umuligheder – andre gange er det frustrerende; compilere der endnu ikke er blevet ens venner taler typisk enten et sprog man ikke forstår eller også siger de ikke hvad de mener. Det er først når man har taget sig tiden til at blive i det mindste gode bekendte med dem at man forstår deres små idiosynkrasier. Og når men arbejder alene virker de fremmede af slagsen ind imellem direkte ondsindede i deres ordvalg ;-/
Hvad jeg stort set havde glemt efter at have banket hovedet imod SML de sidste par uger er at at kode sammen er næsten altid godt. Der er noget gennemført hyggeligt i parprogrammering selv når man ikke forstår hvorfor koden ikke gør som man forventede, og når klokken er mange og ingenting virker har man altid en lidelsesfælle. Så er det eksempelvis ikke kun mig der ikke kan gennemskue Dexters meget kompakte og strømlinede SML 😉
Med fælles problemløsning er den delte glæde når knuden er løst altid større end summen af dens komponenter. Det vidste jeg nok igrunden godt fra dOvs (Casper og Rene: Hvordan går det med jer?) men manglede at generindre det.
Jeg tror jeg kunne blive glad i et kodejob.
Nogle gange er den vældig nyttig min Mors ring. Smal og gylden – den hun var gift med min Far med. Jeg bruger den tit – så er de begge to her hos mig.
Efter jeg er flyttet herover har den også fået et andet formål. Som tilsyneladende ikke-afsat hunkøn med min daglige gang på et institut med hovedsageligt mandlige studerende og ansatte får man ind imellem en del opmærksomhed. Især når det man vides kun at være her for et semesters tid.
Der har bestemt været uger hvor jeg ikke ønskede mig meget andet end at kunne gå rundt med en hat med et skilt bærende påskriften “I have a boyfriend”. Det er dybt frustrerende hele tiden at skulle afveje om folk snakker med mig fordi jeg er mig eller fordi jeg er en pige. Og det er ikke altid bekvemt at skulle sørge for at bringe op i en samtale at man altså har en kæreste.
Så kan det være meget praktisk med en helt enkelt ring 😉
Sitting here on the flat rocks amidst the flickering shadows on the grass not many things in my slice of view hints that I am in the middle of New York. I see birds, squirrels, bushes, trees and occasionally people, but no city.
A small distance away near the exit of this part of Central Park benches are lining the path. Set in the path is a stone ornament proclaiming ‘Imagine’ and next to it on one of the benches a man with a guitar. He plays ‘With A Little Help From My Friends’, ‘Jealous Guy’ and ‘8 Days A Week’. Even though – or perhaps because – this area is dedicated ‘A garden of peace reserved for quiet contemplation’, no music or singing allowed, his songs feels very appropriate. The atmosphere here has definite parallels to the Gothic church I visited this morning. There it was maintained by pointed arches, hymns being sung, limestone, saved up quiet and red-and-blue stained glass. Here it is created by the city sounds, a girl laughing as she plays with a hula ring, people’s quiet voices as they walk past and read the inscription, the sound of the breeze, the birds, the guitar and the man’s singing.
Not a solemn church dedicated to the Christian god by his by definition sinful and unworthy worshipers, but a green welcoming, open and smiling place for people and the idea of peace between them. Beatles-hymns being sung in rememberance of a man imagining peace and understanding among mankind.
Perhaps it would come across as naïve or sentimental without the guitar playing, but for now it is delightful, comforting, and right. Even more so seen in contrast to the rest of New York, dirty and worn by its unfriendly throng.
En lav gylden sø af honning, valnøddestykker og kanel i serveringsfadet. En halv snes sprøde, gyldne kugler ligeledes drysset med kanel og nøddestykker hviler i de smulte vande. Duften af sprødstegt.
Omkring mig hvide vægge, bløde kendt klingende accenter, duften af varmt brød og græsk musik i højttaleren bag mig.
En kugle ensomt overført til min skinnende hvide tallerken. Den får sin egen lille gyldne dam. Knasen af den første bid. Den usammenlignelige smag af ualmindeligt god timianhonning i perfekt kontrast til valnøddernes svage bitterhed.
Jeg har aldrig smagt loukoumades før. Alligevel er der noget i smagen det øjeblikkeligt bringer mig tilbage til Kombus. Til lyden af cikaderne og månens blodrøde farve som jeg med benene dinglende over terrassemuren ser den stå op over bugten ved Koroni. Silhouet af de mørke cypresser i dalen på den anden side og oliventræerne neden for muren hviskende i aftenbrisen. De hvide mures og stengulvets kølighed, blå skodders knirken og duften af Annas kogekunst – hvidløg, oregano og olivenolie – der blander sig med den varme, sødt tørre, krydrede duft af græsk sommer.
Nogle minder lever evigt i deres bittersødme. Selv når det er længe siden de har været taget frem, når kun deres skygge syntes stadig at ånde springer de brat frem, hidkaldt af en duft eller en lyd, stadig overvældende stærke. Men nu med en melankolsk følelse af dage gået, lykke haft, mennesker elsket, af tid svunden der var dem ukendt ved deres skabelse.
I mit hjerte bor det Grækenland I har givet mig, endskønt nu uopnåeligt.
I er stadig elsket og ikke glemt.
Tyst – dæmpede stemmer og forsigtige fodtrin. Nogle rum i museet rammer præcis den kirkevibration der får folk til at sænke stemme, opføre sig respektfuldt og beskue i ærbødighed.
Men der er også meget at have respekt for her. Tilsyneladende endeløse samlinger af umage, talent og færdighed.
Jeg gribes af længsel steder som dette – længsel after viden, dannethed, forståelse. Her er sale fyldt med det ypperligste menneskeheden har frembragt, og stillet over for skønhed, håndværk og kultur forenet kan jeg umuligt ikke føle mig uuddannet. Og jeg gribes af undren: hvorfor har jeg brugt mit live på at lære om videnskab når al denne strålende skabelse bestemt må være hvad der er vigtigt og rigtigt? Smerteligt fraværende er mine kundskaber om middelalderens glasmosaikker, japansk billedkunst, egyptisk mytologi, lys og skygge i malerier.. Min beskedne viden om Grækenland og Egypten er håbløst utilstrækkelig.
Som jeg i sommers skrev jeg kunne forlade mit liv til fordel for et simplere hændernes liv med høst, syltning, syning ønsker jeg mig i stunder som denne intet mere end et hjerte-liv – at forstå og værdsætte alle disse veludført smukke og gennemført meningsbærende ting. Romantikken ved at lære om dem, civiliseretheden i det. Arkæologen er altid helten, ikke sandt? Jeg ønsker mig en Daniel Jackson til at åbne mine øjne for denne verden.
Tænk at kunne leve blandt sådanne sager. Det bliver mig en gåde hvorfor folk bor i parcelhuse med tomme ting fra Ikea når de kunne bo blandt ting som disse. Hvorfor slår vi os til tåls med funktionalitet når vi også kunne få form og skønhed? Engang kunne værktøj være små kunstværker i sig selv.
Vil en rig, veluddannet arkæolog med et vidunderligt hus fyldt med smukke gamle ting fra hele verden venligst troppe op og anmode om min hånd så jeg kan tilbringe resten af livet med at se stederne hvor alt dette kommer fra og lære at forstå det?
Lun formiddagsluft.
Bugtene, bumplet og hullet highway. På ingen måde som en europæisk motorvej. De to spor synes smalle og deres modparter i den anden retning slynger sig snart nære snart fjerne.
Lavt udbredte bjergskråninger gennem Pennesylvania, skiftende i højde som bølgetoppe og blødt afrundede for øjet i deres farvestrålende manke af efterårstræer. Verden længere væk og længere nede ude mellem bjergene er skjult bag disens hvidhed og alt inden for synsvidde spiller i alle regnbuens ikkeblå farver: Grønt græs i bunden, røde, gule, skarlagen og alle varianter af grønne træer og buske så langt øjet rækker og en smal stribe grå asfalt midt i det hele som en tabt tråd eller et udrullet garnnøgle. Det ligner næsten et modellandskab – som havde nogen været lidt for ivrige da de valgte farverne – jeg mistænker at jeg uforvarende er rejst ind i en kæmpes nybyggede Epic-landskab.
Som vi kører gennem New Jersey og tilbage ind i New York flader landskabet ud. Trafikanterne bliver mere hensynsløse og bilernes hastigheed øges som vi nærmer os Byen. Overvældende tæt trafik på veje i dårlig stand. Dytten og modige fodgængere.
Umiskendeligt et nyt sted – New York ligner ingen af de storbyer jeg tidligere har besøgt. Oceaner af mennesker langs de nummererede, enrettede gader og avenuer, alle klædt i variationer af den amerikanske uniform: t-shirts, cowboybukser og joggingtøj. Senere da vi spadserer gennm Central Park ser jeg dog enkelte velklædte individer – så det er sandt at NewYork har det hele 😉
Parken er stor, midt i det hele og samtidig isoleret. Når først man er derinde synes Byen fjern og kun enkelte bygninger ses lagt væk mellem trækronerne.
Jeg spejder efter varulve, men ser ingen. Prøver igen i morgen – parken er bestemt stor og ugennemskuelig nok til at der kunne gemme sig en sept et sted herinde.
Hyggelig italiensk restaurent anbefalet af at en del af gæsterne lader til at være gengangere – hvis folk kommer igen ofte nok til at kende personaet kan kvaliteten ikke være helt umulig 😉
Teaterstykke – en muntert sørgelig historie om en dødeligt syg kvinde der overtaler sine venner til at slå sig ihjel. Mavekramper af latter og senere eftertænksomhed – kunne jeg gøre det for en ven? Jeg vil gerne tro det, men ejer jeg den slags mod når det kommer til stykket? Hvad med dig? Hvad synes du? Venne-euthanasi?
Subwayen – som Byen er anderledes end de andre jeg har oplevet er den det også. Sært uvenlig. Ligeledes aftengaderne og deres mylder. Jeg forstår hvorfor dette er en by hvor folk er utrygge ved at færdes alene om natten. Men alle vi møder eller spørger om vej er venlige og høflige, så fornemmelsen af uvenlighed må komme fra mit eget indre.
Nattehimmel fra mørkelagt hotelværelse. Bylys – her ses ingen af de stjernemultituder der smykker Ithaca, kun en helikopters blinken skimtes af og til.
Lysende bygningskonstruktion på toppen af et højhus. Som jeg i London så et hus (med metaltilnittede døre og vinduer) hvor en vampyr måtte bo, så må dette tilsvarende være en glasgængers tilholdssted – jeg ved jo de er her 😉
Hjemme i Danmark ved vi godt at amerikansk politik kan være et cirkus. Amerikanerne her i Ithaca er helt enige, men sidder samtidig også i saksen på den måde at det er deres land han det drejer sig om.
I går afholdtes den 2. TV-debat mellem Bush og Kerry og det var skræmmende.
Jeg så debatten sammen med en håndfuld amerikanere(demokrater, alle jeg har mødt her i Ihthaca er demokrater og de skilter med det ved alle givne lejligheder) og de forsikrede mig at selvom de også finder præsidentens udtalelser absurde så er der mange andre der æder dem råt. Det er mig en gåde hvordan (hurtig udregning: omkring 280 mio ameriknere, fratræk de umyndige, ca. halvdelen af dem stemmer, halvdelen af dem stemte på Bush) 50 millioner mennesker kan være enige i hans sysnpunkter. Og selv hvis de er enige hvorfor de så valgte at stemme på ham og ikke på en anden republikansk kandidat.
Når de viser klip fra den slags i dansk fjernsyn har vi ofte svært ved at tage det alvorligt, og forstår ikke hvordan han undgår at slå sin politiske karriere ihjel med sine udtalelser.
For Bush er bestemt ikke nogen stor taler. Selv nu hvor han har haft fire år til at øve sig bliver han forvirret, udtaler ord forkert (en favorit: har I hørt om de meget farlige nucular weapons?) forsimpler ting og igår blev han aggressiv og afbrød arrogant ordstyreren ved flere lejligheder. (En kommentator bemærkede at alt efter hvilken side men var på var præsidenten enten assertiv eller hn råbte 🙂
Begge kandidater tærskede langhalm på de samme emner vi har hørt om længe – Irak, budgetunderskuddet, skattelettelser og for hvem. Men det var pinligt tydeligt – på trods af begges poltiker-undvigelse af uønskede spørgsmål fra publikum – at når Kerry svarede så citerede han (navngivne) kilder, fortalte hvad han ville gøre anderledes end Bush og argumenterede lidt mere ud fra det der blev sagt, mens præsidenten i højere grad sagde tingene (overdrevent) simpelt og gentog sine påstande og synspunkter frem for at begrunde dem.
Hvis han havde været mere kompetent ville jeg kalde ham demagog.
Jeg ved ikke helt hvad der er mest skræmmende: At så mange mennesker er enige i hans synspunkter eller at de stemmer på ham til trods for den inkompetente og tragikomiske figur han udgør.
Et par enkelte detaljer:
På den grumme side: Det er lykkedes Bush generelt at gøre det til en negativ ting at ville komme overens med Europa og prøve at finde løsninger der er acceptable på begge side af Atlanten. Som bevis på at USA ikke står helt alene i Irak-spørgsmålet nævner han som eksempel på sine europæiske allierede Tony Blair (der jo ikke er frygtelig populær blandt sine egne for tiden) og Silvio Berlusconi (korruption,schmorruption)!
På den bedre side: I abortspørgsmålet (som stadig splitter USA i en grad der er småuforståeligt høj for en dansker) svarer Kerry at selvom han personligt er katolik og bruger sin religions værdisæt som sit eget er han klar over at hans overbevisning er begrundet af hans tro – en religion der ikke nødvendigvis deles af resten af Amerika – og man kan ikke lovgive på grundlag af tro! Det er første gang jeg har hørt en udtalelse i den stil fra en amerikansk politiker. Hørt med mine nordeuropæiske ører lader de ellers alt for ofte til ikke bare at tage deres guds eksistens for givet men også automatisk antage hans støtte af deres handlinger mod resten af verden. Måske er der lidt håb godt gemt et eller andet sted.
Summa summarum: En forstyrrende og oplevelse. Og den blev kun mere foruroligende i selskab med mennesker hvis land det drejer sig om og hvis landsmænd stemmer på denne karikatur af en præsident.
Kandidaternes fælles implicitte – og efter min menig umådeligt arrogante – antagelse om at USA har ret til at blande sig i andre landes anliggender (men eksempelvis ikke selv anerkender krigsforbryderdomstolen i Haag), at demkrati og frihed er noget man kan give folk og at de “udkæmper en krig mod terror” (frem for at de “ligger som de har redt”) var for mig det værste. Den fremtid der indvarsles med disse synspunkter får det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Anders Fogh og Pia Kjærsgaard er lyserøde omsorgsfulde forkæmpere for forståelse, mellemmenneskelig gavmildhed og tolerance i sammenligning. Og i det mindste påvirker deres selvcentrerede og nationalistisk-egoistiske beslutninger kun den dråbe i havet stakkels 5 millioner danskere udgør.
Ikke den mest inspirerede ønskeseddel jeg har skrevet – men om ikke andet er den kort ;-
Hvis nogen har bedre ideer så kom endelig med dem.
This day has the beauty of a silver bride, attractive though no longer from youth. Glowing, warm with the joy of accomplishment and below it the melancholy of time well spent but still gone by.
The fallen leaves lie like lines of laughter and pain around her eyes and mouth saying I danced light-footed and slender in the delicate pastels of the flowers in the spring wind; I cried and smiled tenderly with the summer rain as the eggs hatched and the calves were born, as I brought forth life and watched it perish or grow.
Trees stand laden against the blue-in-blue sky, with ripe apples and red or black berries nameless to me, sparkling with mother’s pride in the sunlight silently shouting: I sparked this life, I nourished it to completion and in my eyes it is perfection.
The colors are richer, the smells warmer. Not the milder and intoxicating scents of youth in spring or the sweet summer smell of babies and milk, but the spicy, aromatic perfume of ripeness, earthy and strong. Her dress is vibrant with hues of complexity and experience, making her more beautiful in wisdom than ever she was in youth.
Soon more leaves will line her face, all withered and brown. Soon she will lie unmoving, her white shroud a promise of rebirth, and a joy all its own.
But for now she is yet strong this day, warming me and kindling my wonder.