Tyst – dæmpede stemmer og forsigtige fodtrin. Nogle rum i museet rammer præcis den kirkevibration der får folk til at sænke stemme, opføre sig respektfuldt og beskue i ærbødighed.



Men der er også meget at have respekt for her. Tilsyneladende endeløse samlinger af umage, talent og færdighed.



Jeg gribes af længsel steder som dette – længsel after viden, dannethed, forståelse. Her er sale fyldt med det ypperligste menneskeheden har frembragt, og stillet over for skønhed, håndværk og kultur forenet kan jeg umuligt ikke føle mig uuddannet. Og jeg gribes af undren: hvorfor har jeg brugt mit live på at lære om videnskab når al denne strålende skabelse bestemt må være hvad der er vigtigt og rigtigt? Smerteligt fraværende er mine kundskaber om middelalderens glasmosaikker, japansk billedkunst, egyptisk mytologi, lys og skygge i malerier.. Min beskedne viden om Grækenland og Egypten er håbløst utilstrækkelig.



Som jeg i sommers skrev jeg kunne forlade mit liv til fordel for et simplere hændernes liv med høst, syltning, syning ønsker jeg mig i stunder som denne intet mere end et hjerte-liv – at forstå og værdsætte alle disse veludført smukke og gennemført meningsbærende ting. Romantikken ved at lære om dem, civiliseretheden i det. Arkæologen er altid helten, ikke sandt? Jeg ønsker mig en Daniel Jackson til at åbne mine øjne for denne verden.

Tænk at kunne leve blandt sådanne sager. Det bliver mig en gåde hvorfor folk bor i parcelhuse med tomme ting fra Ikea når de kunne bo blandt ting som disse. Hvorfor slår vi os til tåls med funktionalitet når vi også kunne få form og skønhed? Engang kunne værktøj være små kunstværker i sig selv.



Vil en rig, veluddannet arkæolog med et vidunderligt hus fyldt med smukke gamle ting fra hele verden venligst troppe op og anmode om min hånd så jeg kan tilbringe resten af livet med at se stederne hvor alt dette kommer fra og lære at forstå det?

Rejser • Skrevet 11. October, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Lun formiddagsluft.

Bugtene, bumplet og hullet highway. På ingen måde som en europæisk motorvej. De to spor synes smalle og deres modparter i den anden retning slynger sig snart nære snart fjerne.

Lavt udbredte bjergskråninger gennem Pennesylvania, skiftende i højde som bølgetoppe og blødt afrundede for øjet i deres farvestrålende manke af efterårstræer. Verden længere væk og længere nede ude mellem bjergene er skjult bag disens hvidhed og alt inden for synsvidde spiller i alle regnbuens ikkeblå farver: Grønt græs i bunden, røde, gule, skarlagen og alle varianter af grønne træer og buske så langt øjet rækker og en smal stribe grå asfalt midt i det hele som en tabt tråd eller et udrullet garnnøgle. Det ligner næsten et modellandskab – som havde nogen været lidt for ivrige da de valgte farverne – jeg mistænker at jeg uforvarende er rejst ind i en kæmpes nybyggede Epic-landskab.



Som vi kører gennem New Jersey og tilbage ind i New York flader landskabet ud. Trafikanterne bliver mere hensynsløse og bilernes hastigheed øges som vi nærmer os Byen. Overvældende tæt trafik på veje i dårlig stand. Dytten og modige fodgængere.



Umiskendeligt et nyt sted – New York ligner ingen af de storbyer jeg tidligere har besøgt. Oceaner af mennesker langs de nummererede, enrettede gader og avenuer, alle klædt i variationer af den amerikanske uniform: t-shirts, cowboybukser og joggingtøj. Senere da vi spadserer gennm Central Park ser jeg dog enkelte velklædte individer – så det er sandt at NewYork har det hele 😉

Parken er stor, midt i det hele og samtidig isoleret. Når først man er derinde synes Byen fjern og kun enkelte bygninger ses lagt væk mellem trækronerne.

Jeg spejder efter varulve, men ser ingen. Prøver igen i morgen – parken er bestemt stor og ugennemskuelig nok til at der kunne gemme sig en sept et sted herinde.

Hyggelig italiensk restaurent anbefalet af at en del af gæsterne lader til at være gengangere – hvis folk kommer igen ofte nok til at kende personaet kan kvaliteten ikke være helt umulig 😉

Teaterstykke – en muntert sørgelig historie om en dødeligt syg kvinde der overtaler sine venner til at slå sig ihjel. Mavekramper af latter og senere eftertænksomhed – kunne jeg gøre det for en ven? Jeg vil gerne tro det, men ejer jeg den slags mod når det kommer til stykket? Hvad med dig? Hvad synes du? Venne-euthanasi?

Subwayen – som Byen er anderledes end de andre jeg har oplevet er den det også. Sært uvenlig. Ligeledes aftengaderne og deres mylder. Jeg forstår hvorfor dette er en by hvor folk er utrygge ved at færdes alene om natten. Men alle vi møder eller spørger om vej er venlige og høflige, så fornemmelsen af uvenlighed må komme fra mit eget indre.



Nattehimmel fra mørkelagt hotelværelse. Bylys – her ses ingen af de stjernemultituder der smykker Ithaca, kun en helikopters blinken skimtes af og til.

Lysende bygningskonstruktion på toppen af et højhus. Som jeg i London så et hus (med metaltilnittede døre og vinduer) hvor en vampyr måtte bo, så må dette tilsvarende være en glasgængers tilholdssted – jeg ved jo de er her 😉

Rejser • Skrevet 11. October, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Hjemme i Danmark ved vi godt at amerikansk politik kan være et cirkus. Amerikanerne her i Ithaca er helt enige, men sidder samtidig også i saksen på den måde at det er deres land han det drejer sig om.

I går afholdtes den 2. TV-debat mellem Bush og Kerry og det var skræmmende.

Jeg så debatten sammen med en håndfuld amerikanere(demokrater, alle jeg har mødt her i Ihthaca er demokrater og de skilter med det ved alle givne lejligheder) og de forsikrede mig at selvom de også finder præsidentens udtalelser absurde så er der mange andre der æder dem råt. Det er mig en gåde hvordan (hurtig udregning: omkring 280 mio ameriknere, fratræk de umyndige, ca. halvdelen af dem stemmer, halvdelen af dem stemte på Bush) 50 millioner mennesker kan være enige i hans sysnpunkter. Og selv hvis de er enige hvorfor de så valgte at stemme på ham og ikke på en anden republikansk kandidat.

Når de viser klip fra den slags i dansk fjernsyn har vi ofte svært ved at tage det alvorligt, og forstår ikke hvordan han undgår at slå sin politiske karriere ihjel med sine udtalelser.

For Bush er bestemt ikke nogen stor taler. Selv nu hvor han har haft fire år til at øve sig bliver han forvirret, udtaler ord forkert (en favorit: har I hørt om de meget farlige nucular weapons?) forsimpler ting og igår blev han aggressiv og afbrød arrogant ordstyreren ved flere lejligheder. (En kommentator bemærkede at alt efter hvilken side men var på var præsidenten enten assertiv eller hn råbte 🙂

Begge kandidater tærskede langhalm på de samme emner vi har hørt om længe – Irak, budgetunderskuddet, skattelettelser og for hvem. Men det var pinligt tydeligt – på trods af begges poltiker-undvigelse af uønskede spørgsmål fra publikum – at når Kerry svarede så citerede han (navngivne) kilder, fortalte hvad han ville gøre anderledes end Bush og argumenterede lidt mere ud fra det der blev sagt, mens præsidenten i højere grad sagde tingene (overdrevent) simpelt og gentog sine påstande og synspunkter frem for at begrunde dem.

Hvis han havde været mere kompetent ville jeg kalde ham demagog.

Jeg ved ikke helt hvad der er mest skræmmende: At så mange mennesker er enige i hans synspunkter eller at de stemmer på ham til trods for den inkompetente og tragikomiske figur han udgør.

Et par enkelte detaljer:

På den grumme side: Det er lykkedes Bush generelt at gøre det til en negativ ting at ville komme overens med Europa og prøve at finde løsninger der er acceptable på begge side af Atlanten. Som bevis på at USA ikke står helt alene i Irak-spørgsmålet nævner han som eksempel på sine europæiske allierede Tony Blair (der jo ikke er frygtelig populær blandt sine egne for tiden) og Silvio Berlusconi (korruption,schmorruption)!

På den bedre side: I abortspørgsmålet (som stadig splitter USA i en grad der er småuforståeligt høj for en dansker) svarer Kerry at selvom han personligt er katolik og bruger sin religions værdisæt som sit eget er han klar over at hans overbevisning er begrundet af hans tro – en religion der ikke nødvendigvis deles af resten af Amerika – og man kan ikke lovgive på grundlag af tro! Det er første gang jeg har hørt en udtalelse i den stil fra en amerikansk politiker. Hørt med mine nordeuropæiske ører lader de ellers alt for ofte til ikke bare at tage deres guds eksistens for givet men også automatisk antage hans støtte af deres handlinger mod resten af verden. Måske er der lidt håb godt gemt et eller andet sted.

Summa summarum: En forstyrrende og oplevelse. Og den blev kun mere foruroligende i selskab med mennesker hvis land det drejer sig om og hvis landsmænd stemmer på denne karikatur af en præsident.

Kandidaternes fælles implicitte – og efter min menig umådeligt arrogante – antagelse om at USA har ret til at blande sig i andre landes anliggender (men eksempelvis ikke selv anerkender krigsforbryderdomstolen i Haag), at demkrati og frihed er noget man kan give folk og at de “udkæmper en krig mod terror” (frem for at de “ligger som de har redt”) var for mig det værste. Den fremtid der indvarsles med disse synspunkter får det til at løbe mig koldt ned af ryggen. Anders Fogh og Pia Kjærsgaard er lyserøde omsorgsfulde forkæmpere for forståelse, mellemmenneskelig gavmildhed og tolerance i sammenligning. Og i det mindste påvirker deres selvcentrerede og nationalistisk-egoistiske beslutninger kun den dråbe i havet stakkels 5 millioner danskere udgør.

Rejser • Skrevet 09. October, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Idag savner jeg jer.

Jeg savner Christoffers arme omkring mig, glimtet i hans øjne og duften af hans barnehår.

Jeg savner Daniels hårdhudede, altid-snavsede hænder og måden han smiler på når noget er sjovt – det smil som naesten ligner min Fars det skæve.

Jeg savner alle de små omsorgsfulde ting min Mor gør der lader mig vide at jeg er Hjemme og lyden af hendes stemme der synger “Stille Hjerte Sol Går Ned”.

Mest savner jeg den.

Rejser • Skrevet 01. October, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Disen ligger som et fint slør over Ithaca denne morgen. Verden er stille – kun den dæmpede melodi fra klokketårnet blander sig med “Kings Garden” i mine høretelefoner. Duften af næsten-regn og våde blade hænger stadig som et halvt-erindret skyggebillede på min næses nethinde heroppe på fjerde sal. Sangen afspejler perfekt morgenens fornemmelse af blid efterårsmelankoli.

Alle lyde er sagte idag og disens hvide tæppe udvisker skråningerne omkring byen så kun de nærmeste huse er synlige fra mit morgenudsigtspunkt i trappeskakten i min ende af Upson Hall. Det grå tårn som ligner – men kun i min tanke er – tårnet på en græsk kirke er så langt som jeg kan se, resten er ude af sind bag det hvide vattæppe. Jeg længes efter at glemme alt om arbejde og gå ud i årstidernes langsomme skiften og bruge dagen på at nyde de sidste rester af sensommerens lune blande sig med efterårets milde, bittersøde fremrulning.

Snart vil campus vrimle med studerende og morgenmagien vil fordampe. Indtil da er verden min alene.

Rejser • Skrevet 28. September, 2004 • Ingen kommentarer endnu