I nat var jeg hjemme. Ved tretiden blev jeg vækket af en uventet lyd, revet ud af en drøm som jeg derfor til en afveksling kunne huske. Et dyrebart øjeblik var drømmen virkelig inden den fysiske verden rev dens spind itu.
Jeg var hjemme i min Mors hus på Åvej, vi lavede mad inden der kom gæster. Grydestegt kylling. Onkel Jørgen og Nis kom på besøg.
Og så vågnede jeg på min madras i Wellington – hjerteskærende langt fra alle disse ting.
*Suk*
I går kom Leoparden hjem! Den venlige bestyrer af Surfwatch B&B havde som lovet fluks sendt den i min retning og her til morgen lå den på sofabordet og ventede på mig.
Og enten har den udlevet sin trang til at strejfe alene eller også har den også savnet mig:
I nat bliver jeg ikke alene med varmtvandsflasken under dynen 🙂
Leopard last seen jumping off a bed in Kaikoura in the early hours of the morning on the 29th of March.
It responds to the name “The Leopard”. …. When it pleases it.
Here is a few pictures for your reference:
The Leopard enjoying a road trip from Picton to Punakaiki:
The Leopard and me being not at all afraid of heights on the Christchurch gondola:
The Leopard pondering running away as its companion is dosing in a (very nice!) hotel room in Hanmer Springs:
The Leopard is very much missed! Especially as my other traveling companion is about to get on a plane and leave me here all alone.
Lunefuldt hav – vindhastigheden sniger sig op så båden gynger og hopper lige lidt mere hvert minut.
14 ukendte mennesker i våddragter – for dem er jeg antageligvis den 14.
Ekstra lag af sej og tyk elastisk hud der overraskende og velkomment bærer mig oppe efter guiden genner os ned i det kolde, oprørte hav. Dens varme mig et gladeligt bytte for dens stramme restriktion af min i forvejen snorkelhindrede vejrtrækning. (Sidste og indtil i dag eneste gang jeg har snorklet var i Egypten, i en lun og stilfærdig bugt i det Røde Hav. Mangefarvede akvarieforunderlige fisk under mig og luften så varm at det var en lise at være under vandet). Ikke helt det samme som Stillehavet på en blæsende dag.
Kroppe omkring mig i vandet, nogle med svømmefødder og snorkler, andre strømlinede og grå, fremvisende hvide maver som de snor sig i vandet.
“Delfinerne er aldeles vilde.” sagde guiderne inden turen. “De er ikke fodrede eller trænede og vi gør intet for at lokke dem til. Vi sejler derhen hvor de er, og I viil få mest ud af det hvis I opfatter jer selv som deres formiddagsunderholdning, ikke omvendt, og prøver at gøre jer interessante. Rør dem ikke selvom de kommer tæt på, det vil de opfatte som en trussel”
Rimeligt simple råd at huske: Syng, dyk, svøm i cirkler, “make like a dolphin”, det finder delfiner interessant, og rør dem ikke.
Måske skulle hun have givet delfinerne det samme råd. De var tæt på! Glidende op under mig, helt tæt på, 20-30 centimeter fra min neoprenhud. Små sorte definøjne, aldeles ulæselige, under en meter fra mit ansigt.
Gad vide hvad de tænker om os.
Absolut turen hjem værd! Der var havet blevet mere vredt, og vores lille båd sprang og hoppede og min mave gjorde ligeså. 35 knob sagde manden – jeg har ingen anelse om hvor meget det er, men mit indre øre fandt det i overkanten. Som vi sidder på Hislop, Kaikouras økologiske cafe nu en time efter er min mave så småt ved at være villig til at overveje tanken om frokost. Og her kommer den solbrændte tjerner minsandten for at høre hvad vi vil have 🙂
Despite our valiant effort to explain to the staff at the hotel in Hanmer Spring that we were _not_ a couple, they insistingly and continually misunderstood us to be married. So before leaving Christchurch we went to the Warehouse (the Kiwi equivalent of KMart) and bought ourselves a matching set of $5 “wedding” rings.
After two days as Mr. and Mrs. Aboul-Hosn (or Damhøj Andersen, we still haven’t agreed on that) we feel uniquely qualified to publicly muse on the blessings of marriage.
It’s nice to look down and see the matching ring on the other’s finger – a visible connection. Someone’s with me, I am not alone.
It’s for free, due to the time limit. All the desirable things about commitment, just without… commitment. Perfection in the 48-hour marriage.
The way people look at you. It almost feels like they take you more seriously. Older without being so. … Adult? Settled – no. Chosen? Having chosen? Less geeky.
The perks: When married, you are culturally expected to pick on the other. In public 😉 And you get the right to mother them, their only available reply being “Yes, Dear.”
More perks: When walking down the street and someone looks at your spouse, you can get a nice, smug look on your face and think, “yeah, she’s mine and you can’t have her.”
Remembering that for many topics of conversation the pronoun “I” needs to be replaced with “we”.
Your name gets an unsaid yet heard add-on when spoken by the other. When saying “Kamal” people hear “Kamal, my husband”.
The ability to use your spouse as an excuse. When canceling dinner reservations post last-minute, you just go “My wife really had her heart set on the other place…” and look apologetically like it’s not at all your fault.
You feel more justified in being too lazy to get up before 9 in the morning. Especially when staying at a place where people obviously come for honeymoons. After all they might think the young marriage is not all bliss if you get up too early 😉
Oh gods, I needed that fix! 🙂
Siden de ting jeg oplever på min ferie også involverer min rejsefælle Kamal har jeg allernådigst tilladt ham at få et ord indført hist og her. Hans kommentarer er på amerikansk og i parenteser. Alt andet er som sædvanligt mine middelmådige udgydelser.
Jeg mistænker skæbnen har en ting eller to den prøver at hinte til mig. Eller nærmere vinke med vognstænger.
Da Nis kom for at besøge mig i USA var der snestorm i New York og hans fly ud af Heathrow var aflyst. Stakkels Nis var 30 timer forsinket da han endelig kom frem.
I søndags da Kamal skulle komme og besøge mig I New Zealand havde vi en af de cirka 3 morgener om året hvor tågen ligger så tæt at alle fly til og fra Wellington aflyses. Da vi havde færgebilletter til Picton tidligt mandag morgen måtte han leje en bil i Auckland og køre herned. 8 timers køretur efter de 33 han allerede havde tilbragt i transit. Stakkels Kamal. (Well, at least I can now say I have seen the north island.)
…. Hvis I er andre der planlægger at slå vejen forbi mine udenlandske hjem: Tag jeg i agt :-/
Well arrived in Picton, after a very foggy ferry ride (Monday was the second of the 3 mornings a year the fog closes down the Wellington airport) the next challange awaited: Wrong side driving.
The leaflet we were handed with a summary of New Zealand traffic laws said: Always wear you seat belt, please … and keep to the left side of the road. Personally I tend to think the order should have been reversed. But after a while and with the music turned up, it seemed to work 😉
Here is a picture of Kamal from the ferry, doing what Kamal usually does. … How else do you think I get all these pictures of me in all sorts of places? 🙂
And one of me exploring the joys of left side driving. … After having been at it a while 😉
Enten ender jeg med at komme i form af dette her eller også bliver jeg bedre til at planlægge mine ferier.
Efter turen fra færgen i Picton over til Westport og ned til Punakaiki tirsdag var vi for alvor klar til at komme ud og ikke bare se (hvilket køreturen havde givet rig mulighed for) men også gå i og føle på det smukke New Zealandske landskab.
Bemærk i parentes et af de nydelige new zealandske advarselsskilte langs vejen:
(Ja, det er en pingvin.)
Så efter at have været ude at se på de berømte pandekageklipper om aftenen (Ja, ja, I vil have billeder – her er et par:
Først mig der grådigt kaster mig over den “Tea and biscuits” vi blev budt da vi ankom til vores logi.
Dernæst pandekagerklipperne i solnedgangslyset.
Og mig i solnedgangslyset.
Som sædvanlig kan jeg godt lide silhouetbilleder 🙂
Slutteligen Kamal mellem stakke af klippepandekager
) drog vi tirsdag morgen afsted på ridetur op langs Punakaikiflodens dal. Hesten Tim, udvalgt til mig af den flinke kvinde der arrangerede turen blev beskrevet som “Old but he does not know it” hvilket ramte hovedet på sømmet. Tim vidste godt hvad han ville og havde tydeligvis mange års øvelse i at ignorere uerfarne rytteres forsigtige kommandoer. Hvad mere er ignorerede han fuldstændig sin alderdom ved bestandig at forsøge at snige sig til at overhale hesten foran. (Which was often my horse, Bear, or “Beeeeer” as they would have it. He never did succeed.) Men som timerne gik og jeg fandt ud af at der ikke kom noget ud af at være hensynsfuld med tøjlerne udviklede Tim og jeg en vis…. forståelse 😉
Her er vi ved flodbredden i midtvejspausen. Køligt flodvand, (uden giardia forsikrede vores guide Neal os om) småkager og sortgrumset thermothe med mælk. Ja det lyder ikke godt på skrift, men efter halvanden times ridt var den stærke the nu ikke så skidt – især ikke da dette er et civiliseret land hvor den som en selvfølge kommer med mælk i 😉 Det er Neal der står tættest på bredden og fortæller om områdets historie, og ved siden af ham den tyske rygsækrejsende der arbejdede for ham midlertidigt for kost og logi. Findes der er netværk der matcher rejsende med økologiske foretagender der kan bruge en hånd i ny og næ og gerne vil have rejsende boende, så stol trygt på at det er tyskerne der har opfundet det 😉
På vej tilbage tog Neal billeder af os ved en af flodkrydsningerne – her er Tim og jeg. (I claim she looks like she should be in a fox hunt, although she says the clothes are all wrong.)
Den sidste del af ridtet var ned langs stranden – den mest perfekte strand jeg i mit liv har set. Postkort, TV, hvorsomhelst. Som alle perfekte oplevelser lader den sig ikke dele – mit kamera var stadig i Neals taske, fornuftigt nok havde han sørget for at bære dem under turen for ikke at friste uerfarne ryttere til at gøre for mange ting ad gangen 😉 (That would be me.) Men tro mig: Med billeder derfra kunne jeg slå mig ned somm postkortsælger.
Kysten fra Westport og ned mod Greymouth er smuk stort set hele vejen – bjerge med dis, hvide strande og turkisblåt vand. På køreturen på vej ned måtte vi stoppe og løbe ned på stranden og beundre synet.
Nå, men tilbage til rideturen. Stranden her havde høje rillede hvide kalkstensklippeformationer i vandkanten, slebet runde af års tidevand, og med sm? huller, fordybninger og kanaler imellem dem, en bred sandstribe ned til dem og igen det klareste turkisblå vand. Det var som taget ud af en brochure for Danland, blot ikke menneskeskabt. Moder naturs perfektion, umådeligt mere overvældende i sin tilfældighed. Dette land er tilsyneladende alle turistbruchurers forbillede, alle idylliske feriebilleders ophav.
Maorierne siger “Leave the land undisturbed”, og kiwierne har taget deres respekt og omsorg for det til sig. Efter at have været nogle af disse steder er det også den eneste mulige erkendelse.
Efter vores ridetur, en tiltrængt frokost bestående af salat og pandekager 😉 og en halv times middagslur drog vi 10 minutter nordpå til Fox river og vandrede op langs den til hulerne.
Dvs. vi startede med at vandre. Som vi kom højere op blev stien (der var nydeligt opmærket med små orange trailmarkers alle steder man kunne være i tvivl om hvilken vej man skulle vælge – DoC, Department of Conservation særger for al den slags) smallere og stejlere, og snart klatrede vi mere end gik den sidste halve kilometer op til hulen. Hele vejen ganske øde – bare os, den snoede smalle sti og den fremmedartede New Zealandske flora.
For fremmedartet er den. Inden jeg kom her tænkte jeg at skov nok var skov – muligvis ville der vokse andre slags træer end i Europa, men de lignede nok hinanden. Jeg tog fejl. Selv på afstand ser skovene mærkbart anderledes ud, og tæt på er det endnu mere tydeligt. Palmer, meterhøje bregnetræer, sære buske og træer med bær jeg aldrig har hørt om, fremmedartede fuglelyde, selv duften af skov er anderledes.
Her er et billede fra starten af turen hvor stien var bred og flad:
Og et af en af de gange stien krydsede flodsengen.
Et “Find Kamal”-billede.
Oppe ved hulen vovede vi os forsigtigt indenfor med de lommelygter vores værter havde udlånt. Kamal mere modigt end jeg – på vej derop virkede det som en udemærket plan at gå på huleudforskning, men ansigt til… åbning.. med hulen kom jeg brat i tanke om dengang midt i min teenagetid hvor jeg igen begyndte at være bange for mørket. (I have only been in two caves previous to this, and neither had the eerie feeling of this one. It was the kind of cave that could make anyone afraid of the dark. The only illumination was the small circle of light from the lamp on my head. No good places to step whatsoever.)
Igår drog vi med ømme ridemuskler (mine stakkels inderlår) (my poor thighs, too!) videre sydpå til Franz Josef gletcheren. (Således navngivet fordi den mindede østrigeren der kortlagde den om hans kejsers krøllede hvide skæg!)
Med trætte, trætte ben (i hvert fald for mit vedkommende – min rejsefælle virker mere modstandsdygtig) begav vi os ud på vores arrangerede tur. Da der er konstant risiko for klippe- og isskred oppe ved gletcherens terminus må man kun gå tæt på ifølge med en guide, ellers må man blive på seafstand.
Allerede på flere kilometers afstand tårnede gletcheren sig stor og blå op foran os. Ja, blå, jeg skrev ikke forkert. Som Lee vores (temmelig nuttede bortset fra det fjollede skæg:
) britiske guide berettede er is blå når iltindholdet er lavt, idet det så reflektere lyset anderledes. Min indre amatørfysiker konkluderer at det specielt må være de korte bølgelængder der påvirkes siden resultatet er blå.
Her er hans forklaring af hvordan gletcheren opstår tegnet i sandet i den stenede flodseng på vej op til gletcheren.
Efter den noget strabadserende gå- og klatretur op til selve gletcheren spændte vi vores udleverede isklør under støvlerne og blev ledt op på Fransz Josef.
Som I kan se morede Kamal sig fint.
Ikke bare var den slående i sig selv, og også udsigten ned fra den,
men endnu mere i kontrast til min sightseeing i USA. Der er der skilte allevegne med alle de ting man ikke må (så man ikke kan sagsøge dem hvis man alligevel kommer galt afsted) og alle turistmål er omhyggeligt familiesikrede. Her – og generelt i den new zealandske natur – er du ansvarlig for dig selv. Hvis ikke du regner med at kunne klare et gletcherhike, en huleudforskning eller andet på forsvarlig måde må du selv sørge for ikke at gå derop. Her var smalle, glatte, næsten usynlige stier, trin udhugget i den bestandigt smeltende gletcher, stejle klippeskråninger med løse sten og gletchernedfald, og fald snesevis af meter dybe lige ved siden af de 10-20 centimeter der typisk var at stå på. Men smukt var det. Måske netop mere smukt grundet det ekstra sansefokus den tydelige risiko bibragte – med lyden af skridende is og sten, et dybt blåt fald på den ene side og en smeltende isvæg på den anden tvinges man til at være opmærksom på sine omgivelser 🙂 Blå, smuk og snavset – den bestandige afsmeltning efterlader sten og grus på toppen der nærmest ligner snavset bysne. (It’s been a long time since I’ve gone on a hike like this. It was one of the most invigorating I’ve ever had. As we approached the rock face, Lee pointed up the near vertical face and said, “We just have to go up there.” The looks on many people’s faces changed as they realized what they were getting into. As if on cue, a helicopter flew next to the towering walls surrounding us. Only then was the immense scale of the rock faces fathomable. Waterfalls were flowing down from the top, hundreds of meters tall. As has been the case with many of the things we have seen, a picture cannot truly capture the surroundings.)
Deri har han ret, Kamal. Det er umådeligt meget nemmere at fotografere kunst, bygninger, mennesketing end natur. Og ikke bare fordi jeg ingen vidvinkellinse har. For meget af sanseindtrykket kommer fra lyde, lugte og fornemmelsen af landskabet hele vejen omkring mig. Utallige gange den sidste tid har jeg måbende betragtet diverse af Moder Naturs gavmildt over New Zealand spredte underværker og tænkt “Jeg vil ikke engang forsøge at tage et billede – det vil ikke kunne indfange bare halvdelen af indtrykket”.
Her er et sæt af de fine udhuggede trin oppe på isen: 
Et af snavsetheden set på afstand:
Og et af de folk der gik rundt oppe på gletcheren og udhuggede stier til senere brug. Set med ukyndige øjne lignede det at de vandrede omkring med ishakker og slog tilfældigt løs på isen 😉
I dag kørte vi langsomt og dovent nordpå til Greymouth igen. I morgen krydser vi bjergene ved Arthur’s Pass og fortsætter til Christchurch, østkysten og Hanmer Springs.
På vejen gjorde vi holdt ved gletchers¿en fra Franz Josef – der var vindstille og en fin spejleffekt med søen og bjergene:
Ganske uimodståeligt til en svømmetur 🙂
Leoparden finder livet i New Zealand hårdt….
Som jeg skriver dette sidder vi i sofaen i opholdsstuen på vores hostel i Greymouth – Global Village Backpackers. Her er varme farver, ild i kaminen og kajakudflugt i aften. Jeg er stadig vægelsindet om hvorvidt jeg vil med eller om bøffen med salat og græsk youghurtdressing jeg just har tilberedt og spist ligger for tungt i min mave 😉 Men jeg har aldrig før padlet kajak, og da slet ikke efter mørkets frembrud, så det lyder tillokkende.
På den anden side er her lunt og rart indendøre. Hele huset er dekoreret i varme farver og med talrigt afrikansk kunsthåndværk – indehaverne har tydeligvis rejst meget i Afrika inden de slog sig ned her. Stedet minder mig om Marie 🙂
Køkkenet var rent, ryddeligt og med krydderier og the til fri afbenyttelse og badeværelset er varmt, rent og med et nydeligt udskåret afrikansk spejl. Mit syn på hostels har ændret sig en del 😉
Til de billedhungrende:
Her er to fra i søndags hvor vi spiste brunch på B4 efter at have været på grønsagsmarkedet.
Sonya fotograferede mens vi ventede på vores mad (inden det gik op for os hvor slemt det stod til: Etablissementet var løbet tør for hash brownies. På en søndag formiddag! Lidet forudseende af dem.)
Fra venstre mod højre ser I Agnes (Sonya og Aidans tidligere bofælle, tysk lingvistikstuderende), mig, Aidan og Aidans ven Chewey.
Det næste er fra mens vi sørgmodigt spiser vores hash brownie-løse engelske morgenmad. Vi havde endda ellers husket at tage ketchup med denne gang. (Det siger antageligvis alt om stedets klasse at de ikke har ketchup 😉 )
Sonya nåede at dreje hovedet inden jeg fik trykket udløseren ned, så I må nøjes med hendes nakke. For bordenden er det Aidans søster Moewha.
Nighttime – dark and cozy, snuggling under the covers free of obligation to take any action whatsoever. Slowly sliding into the warm fluffyness of sleep, luxuriating under its heavy pull.
I wish!
Usually that’s the way it works, but tonight apparently not 🙁
When sleepless the night transforms into a dimly lit trap. Trying to be quiet so as not to wake anyone else I toss and turn. The body heavy and to tired to make getting up appeal, the sleepless mind itching with boredom. The knowledge that tomorrow will be long and unpleasant if I don’t sleep more than the 2 hours I managed so far only making it worse. Finally I give up and get up. With my head heavy and dull with lack of sleep nothing can truly hold my interest for long. I end up idly fiddling with the computer, watching the hands of the livingroom clock pass 2, then 3.
Even if I manage to fall asleep, I’ll need to get up in a few hours as I arraged with my family that we’d talk in the morning.
Longing for the heavyness in my mind to go away just as much as for sleep.
I hate being sleepless early in the night! Waking up 4 is OK – that’s just an early start. But midnight is way too soon to wake up – most people haven’t even gone to bed yet.
Teenagepige i bussen, 13 måske 14. Mager og velklædt. Stillig.
Som hun sætter sig fisker hun en lille pose chokolade op af sin taske og ser længe på den.
Langsomt åbner hun den og sidder stille med den i skødet. Ind imellem løfter hun den op og indsnuser længselsfuldt duften.
Efter 10 minutter tager hun et lille stykke chokolade op og bider det midt over. Tygger velovervejet.
Ser på posen endnu engang, finder en elastik frem og binder den lukket.
White dress with pastel floral print, shaped as it would have been 50
years ago: narrow waist and flared calf-length skirt. Below it, skinny
legs and graceful feet.
Her back straight, the thin frame of her body seeming too slight to
support the weight of the old-fashioned thick glasses (just like the ones
my grandmother used to wear) perched on the bridge of her nose.
Silent she comes across as prim and proper – a sharp mouth under
brows ready to frown and disapprove – the very picture of an
elderly dance teacher.
Speaking, her eyes light up, smile ready as she talks of her ongoing
studies, her pre-retirement career (in mathematics), the music, her friends.
Dancing, she flies. Her feet so light, slender body moving with a
grace I suspect surpasses even that which she possesed in youth. As if the years
that burned away her flesh and left just skin and bones condensed it into
elegant moving purpose, every inch of her perfectly aligned and poised just so.
Making it look easy the way only skill and years of practice can – as if she is moved by the music, not moving to it.
Seen from across the room she shines among the dancers, projecting the image of a
young delicate woman, lithe and light-footed, easily overshadowing her actual physical appearance.
Experience and skill making visible outside who she is on the inside. Wow!