Træt udenpå men afslappet indeni, rullet sammen i sofaen efter togtur og hjemmelavet mad uden arbejde fra min side, sammen hyggende til Dr. Julian Bashirs (jep, det var virkelig ham der var englen der forkyndte glæden som skulle være for hele folket i “Vejen til Betlehem“) brunøjet bløde stemme og velkendt sci-fi.

Langsom, lun morgenvågnen med halvtimesbad, hårmaleri, latter og avislæsning. Gensyn og fælles humor.

Tusind mennesker på strøget. Og pludselig, fuldstændig uventet i de 10 graders helt forkerte decembervejr: Sne! I store fnug 🙂 Godt nok finder vi 20 meter længere nede ad gaden ud af at de kommer ud af en herretøjsforretnings førstesalsvindue. Men i de 20 meter er det magisk 🙂

Fantask, med rare ekspedienter og masser af spændende bøger der gerne vil med hjem. Hvorfor har vi ikke sådan en forretning i Århus?

The i Perchs Thesalon. En oase af højloftet stilfuldhed, med tungtindrammede spejle, lysekroner. ulasteligt personale og sølvthekander. Fornøjelsen ved at følges med en herre der matcher omgivelserne. Hvis vi havde haft sådan en i Århus kunne det hurtigt blive mig en dyr vane 😉

En god dag.

Uncategorized • Skrevet 10. December, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Ro er den stille klikken af tastaturet under Pelles fingre.
Eller i bilen med Daniel – jeg ved at han gør det han helst vil, nemlig kører bilen, og jeg gør det jeg helst vil, nyder at sidde ved siden af og stjæle et øjeblik i limbo. Tryghed og omsorg, indpakket i varmen, musikken og mørket – en usagt fornemmelse af at han nok skal tage sig af mig, selvom det er mig der er “den store”.
Ro er lyden af Nis rolige vejrtrækning som han sover middagslur lige ved siden af mig.
Og fornemmelsen af barnehånden der overbærende rækker ud og aer min som jeg glider ud over søvnens skrænt, Christoffer ved godt at søsteren bliver træt mens hans B-menneskeinstinkter stadig siger det er aften, endnu ikke nat.

Men når jeg vågner klokken 4, uudhvilet og fortravlet uden at vide over hvad, er den væk. Når jeg kommer hjem i mørket (mørket er nu ellers rart, meget rarere end de grå dage vi har for tiden) og sætter tasken er roen spist af en ren baroksk horror vacui.
Når jeg uundgåeligt ind imellem ser mig selv reflekteret i en rude eller et spejl, og ikke når at bortmane tanken “mon hun forsvinder helt, hende stregen derinde” inden den opstår, trækker roen sig tilbage, ud af rækkevidde. Når jeg ikke overkommer ting jeg plejer at kunne, når selv ubetydeligheder snubler mig er den aldeles uopnåelig.

Uden ro ingen hvile. Jeg er så træt.

Uncategorized • Skrevet 06. December, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Jeg giver op og ser på uret. 5:46. Det er nu jeg plejer at stå op når jeg skal på arbejde, og det indre ur er fuldstændig ligeglad med at det var natbussen klokken 2 der kørte forbi mig da jeg besluttede det var for koldt at vente på den og gik hjem i nat. Jeg er stadig en lille smule smiletummelumsk af sødsødsød flødelikør og min mave er ikke ganske tilfreds med at være vågnet kun 5 timer efter den var i fuld gang med at spise sig en pukkel til i hjemmelavet tzatziki og Jorgos mors lækre moussaká (jeg konstaterer at nu, 10 år siden jeg regelmæssigt kom i hendes hjem er hun stadig en fænomenal kok).
… Godt der ikke er andre end Leoparden til at mærke hvidløgsånden her inden mit morgentoilette.

Men det var nu en god fest 🙂 Tillykke med de 30 år, Jorgo, og tak for mad, sprut og en god aften. Det var herligt at se nogle af menneskene fra de andre hjørner af dit liv. (Og ikke mindst Andreas – sidst jeg så ham læste vi Alex på eventyr højt, og moslede ham under tæpperne i sengen om morgenen – og nu går han i gymnasiet! Kun genkendelige på de Larsenske (eller kommer de fra din Mors side af familien?) mandeløjne og det krøllede hår.
Tænk at jeg har kendt dig så længe. Jeg kan stadig huske fødselsdagen for 15 år siden – det var den hvor du glemte at klippe i bussen på vej hjem fra biografen fordi Jeppe, Peter, du og jeg havde så travlt med at snakke om filmen, og din Mor flippede fuldstændig ud da du kom hjem med en bøde 😉 Det er herligt med venner der kan de spændende detaljer fra ens grønne ungdom, ikke? Jeg glæder mig allerede til at fortælle den (og alle (well, næsten alle) de andre) til dine børnebørn 😉

Men her sidder jeg så, (jep, lige her: )

og selvom klokken nu er blevet lidt mere end 5:46 er det pinligt tydeligt at der ikke bliver mere søvn til mig lige foreløbig.
Når han engang vågner kommer Nis og hjælper med at indvie min nye æbleskivepande og holde advent inden han tager tilbage til København, senere håber jeg på at have energi til at tage til kenjutsu (jaja, ja, jeg bestiller en tid hos min nye læge så snart de har telefontid på mandag, I behøver ikke sige det igen. Selv jeg er ikke dum nok til ikke at indse at hvis der falder 10 kg mere af med samme hast har jeg hverken hjerne eller ret meget andet tilbage inden foråret kommer. Så håber jeg bare han har nogle gode råd.). I aften skal jeg med op og besøge Daniel i hans nye lejlighed – den har han trængt til længe, jeg glæder mig til at se den 🙂

Morgenmørket er langtsomt ved at svinde, og mit kalenderlys er under grov uagtsomhed brændt ned over den 4. Kulderystelserne tager til (det er sjovt som de mistede kilo tilsyneladende var det eneste der holdt på varmen – lag på lag af tøj gør ikke den store forskel – hårtørreren, varmepuden, uldsokkerne Tante Gurli har strikket og utallige krus skoldhed the er mine uundværlige følgesvende for tiden) måske det var på tide at komme videre i teksten.

Glædelig første søndag i advent 🙂

Uncategorized • Skrevet 03. December, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Vejret er som igår, der er stadig ikke det mindste spor af vinterkulde, og trætheden trives i bedste velgående (den næste som siger at jeg skal spise mere smør får altså en på lampen!).

Men indeni prøver et lille lys at skinne og oplyse mørbanketheden.

Ikke julelyset, det vil ikke helt, men dette lys:
Lyset som siger “Det er nu du skal glæde dig, tænk ikke over hvorfor”, “Snart vil her dufte af gran” (det gør der allerede lidt derhjemme, tak, Asger for hjælpen med adventskransen), “Skal vi ikke synge nogle julesalmer” (nix, det behøver man ikke være kristen for at nyde) og “Det er den årstid hvor det er ok at spise chokolade som det første om morgenen”.
… Ganske vist har min chokoladekalender skiftet fra en fuld af fæl vekao til en nydelig en med fyldte chokolader fra Lindt, men lidt ældre bliver man vel 😉

Glædelig første december 🙂

Uncategorized • Skrevet 01. December, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Igår var jeg til et (i øvrigt aldeles udbytterigt 🙂 ) arbejdsmøde i København. Det foregik her:

(Beklager at billedet ikke lige er af bedste kvalitet.)
Det interessante kan måske bedst ses hvis vi zoomer lidt:

Så hvis I nogen sinde har spekuleret på hvor overformynderiet ligger, så er svaret altså dér! 😉

(Nydelig bygning forresten.)

Uncategorized • Skrevet 17. November, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Først et fra onsdag aften, hvor jeg og min forkølelse svælgede i
Stargate (p.t. sæson 9, Beachead) for at bortjage alenedæmonerne:

“Daniel Jackson: Vala, this is a military vessel.
Vala: I know, darling. I’ve stolen it before.”

Jeg var nær blevet kvalt i mit grineinducerede hosteanfald. Måske nok
sjovere i kontekst, men jeg kan se at jeg ikke er den eneste det morede.

Og en noget anden genre: Her til morgen i Politikens bogtillæg:

Når man nærmest har alt (af Peter H.
Olesen)

Sidder her og keder mig
På et temmelig højt niveau
Der er ild i cigaren
Og vinen i glasset er fra Bordeaux

Sidder her og hygger mig
I mit helårs hi
Drømmer søde, nostalgiske drømme
Om nedstyrtende nybyggeri

Og hvad kan man ellers drømme om
når man næsten har alt?
Og hvor går man hen
Når man endelig er nået frem?

Sidder på terrassen og slumrer ind
til solsortens solosang
Udsigten her er næsten for meget
Som en kitschet Krøyersolnedgang

Sidder og stirrer mæt og tilfreds
Ind i et køleskab der er fyldt
Hvad har jeg dog gjort, siden jeg skal
have det så godt
Men det er vel løn som forskyldt

Og hvad skal man så drømme om
Når man nærmest har alt?
Og hvor går man hen
Når man endelig har fundet hjem?

Her kunne jeg sige nogle ting om friværdi, middelklasse, mangel på
mening i livet og en total mangel på taknemmelighed, men jeg synes
egentlig teksten taler så fint for sig selv.

Den passer ikke just på mig (endnu?) – for mig er det stadig klassikerne:

tal ikke til mig. (af gustaf munch-petersen)

saa stille
saa stille –
tal ikke -!

meget meget forsigtigt
maa jeg gaa,
hvis jeg skal finde noget -,
og alene maa jeg gaa,
hvis jeg skal finde noget –

endnu har jeg ingenting fundet –
jeg har hverken
fundet mit hus
eller min elskede
eller mine marker –
de maa være
et sted, hvor jeg endnu ikke har været –
jeg har allerede gaaet meget længe –
maaske har jeg meget længe
endnu at gaa –

og helt alene maa jeg gaa
og saa forfærdeligt forsigtigt
maa jeg gaa,
hvis jeg skal finde noget –
men jeg maa jo
finde et sted at være –

jeg maa jo have et hjem et sted –
jeg ved jo,
at jeg har mit hus
og mine marker et sted –
min elskede kan jo ikke vente altid –
jeg har allerede gaaet meget længe –
tal ikke til mig –
hvis jeg har alt for længe at gaa endnu,
blir det maaske for sent –

stille – stille -!
jeg maa
finde mit hjem –

(Og sig så ikke at man ikke får noget ud af at skrive stil! Digtet var
med i et stiloplæg til danskeksamen engang. Det rørte mig øjeblikkeligt
da jeg var 15 og har gjort det lige siden.)

Ekbátana (af Sophus Clausen)

Jeg husker den Vaar, da mit Hjærte i Kim
undfangede Drømmen og søgte et Rim,
hvis Glans skulde synke, jeg ved ej hvorfra,
som naar Solen gik ned i Ekbátana.

En Spotter gav mig med Lærdom at ane,
at Vægten paa Ordet var Ekbatáne.
Den traurige Tosse, han ved ej da,
at Hjærtet det elsker Ekbátana.

Byen med tusind henslængte Terrasser,
Løngange, svimlende Mure – som passer
der bagest i Persien, hvor Rosen er fra,
begravet i Minder – Ekbátana.

Hin fjærne Vaar, da min Sjæl laa i Kim
og drømte umulige Roser og Rim,
er svunden, skønt Luften var lys ogsaa da,
som den Sol, der forsvandt bag Ekbátana.

Men Drømmen har rejst sig en Vaar i Paris,
da Verden blev dyb og assyrisk og vis,
som blødte den yppigste Oldtid endda …
Jeg har levet en Dag i Ekbátana.

Min Sjæl har flydt som en Syrings af Toner,
til Solfaldet farvede Parkernes Kroner
og Hjærtet sov ind i sin Højhed – som fra
en Solnedgang over Ekbátana.

Men Folkets Sæder? den stoltes Bedrift?
hvad nyt og sælsomt skal levnes derfra?
En Rædsel, et Vanvid i Kileskrift
paa dit Dronningelegem – Ekbátana.

Men Rosen, det dyreste, Verden har drømt,
al Livets Vellyst – hvad var den da?
Et Tegn kun, en Blomst, som blev givet paa Skrømt
ved en kongelig Fest i Ekbátana.

Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømt
en dybere Lykke, end nogen har tømt.
Lad Syndflodens Vande mig bære herfra
? jeg har levet en Dag i Ekbátana.

Har vi mon ikke alle det? Desuden et rigtigt digt for rollespillere,
forfattere og andet fantaserende godtfolk med eget paradigme: “Da blev jeg taalmodig og stolt. Jeg har drømt en dybere Lykke, end nogen har tømt.”
Nemlig.

Uncategorized • Skrevet 10. November, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Da jeg var lille – i den alder hvor “Mor” og “mad” er svære ord havde jeg en bog der hed “Jeg kan”. Om en tumling som beretter – viser det sig gennem bogens ikke-så-mange sider – at hun kan både skubbe sin dukkevogn, spise med ske og andre væsentlige færdigheder.

I dette land er det ikke rigtig tilladt at sige “jeg kan” når man er ret meget mere end 3 eller 5. Man må ikke slå på tromme for sig selv – højst hvis man søger et job, og så er det jo alligevel kun en HR-person og et par ansatte der får ens upassende skriftlige selvhævdelser at se.

Men nu gør jeg det alligevel, sådan rent undtagelsesvist. Mest fordi jeg selv blev lidt forbløffet over hvordan tingene var placeret i mit hovede. Mange færdigheder undres og glædes man jo typisk ikke over når de lykkes – hvis jeg bager en indviklet kage, syr noget der passer eller kokkererer uden at komme til skade er det en selvfølge – når jeg går igang synes opgaven hverken større eller mindre i mit hovede end den virkelig er.
Andre opgaver derimod kan synes overvældende – sikkert grundet manglende øvelse.
Så efter weekenden ville jeg bare gerne have lov at sige “Jeg kan”

Jeg kan køre med trailer (omend ganske vist endnu ikke bakke med den) – men nu er jeg jo også jyde 😉

Jeg kan hjælpe Nis med flytteforberedelser fra det der engang var vores fælles hjem – ikke uden tristhed, men jeg gør det med glæde.

Jeg kan slibe, bejdse (bejdse er så meget nemmere end maling!), lakere og bortvise træorm med ikke-ubrugeligt resultat.

Jeg kan 🙂

Uncategorized • Skrevet 06. November, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Det var alle sjæles nat i den forløbne uge. Jeg havde ganske vist hovedet fuldt af eksamenslæsning (det er tømt nu, jeg bestod svineheldigt eksamen 70-536 igår, hurra for multiple choice, og er nu den heldige indehaver af min første MCP. Mit hovede har selvsagt lige siden været i fuld gang med at tømme sig for al viden om WindowsPrincipals, globalization, configuration management, code access security og meget mere. Ting man ikke bruger i sit daglige arbejde er temmelig spildt.) Men det var nu egentlig ikke det jeg ville fortælle om.

Ved sengetid alle sjæles aften lagde jeg den store tunge røde 70-536-bog væk, og tændte et jomfrueligt hvidt og stearinduftende nyt lys ved sengen.
Lunt under dynen i skæret fra dets lille flamme huskede jeg dem jeg har mistet – lod dem danse for mit indre blik og lod mig synke ind i den følgende vemodighed for denne ene nat.

Jeg husker Olde, hvis begravelse var den første jeg oplevede. Jeg husker hendes gåpåmod og villighed til at bære med godt humør på trods af sygdom på sygdom. Jeg husker hende kalde mig sin lille guldklump inden jeg forstod hvad det betød, kun at det var noget godt, at hun var særligt glad for at se mig. Jeg husker weekendeftermiddage med Far på besøg i hendes beskyttede lejlighed – en kokon af kaffehygge. På sin vis er hun skyld i min eksistens. Min Mor var 19 og au pair i USA, min Far savnede hende slemt. Han havde ingen penge, men en meget forstående mormor, hvis særlige yndling han var. Han skrev (lyder fortællingen): Kom hjem Anne, jeg savner dig sådan. Olde og jeg betaler billetten. (Ja det var inden Skype – der havde jeg det nu noget lettere med kontakten hjemtil da jeg var på den anden side af havene) Min Mor kom hjem, og kort tid efter fejlede et kondom. Vupti, min indtræden i verden var sikret 😉

Jeg husker Bedstefar, maskinmesteren, som lærte mig at lave papirflyvere og flyve dem tværs gennem stuen længe inden jeg var stor nok til selv at kunne skrive mit navn på dem. At ligge på hans mave i hængekøjen på sommerdage og lege at vi sejlede til fremmede lande, ligesom han gjorde på sit arbejde. Den særlige, hyggelige lyd af Bedstefar som spillede harmonika en sen lørdag aften, hvor alle de voksne hyggede og sang om bordet mens jeg og de andre børn lavede ballade og legede rundt om. At han var morgenmenneske, ligesom jeg, og at vi kørte vidt omkring efter morgenbrød i det tidlige daggry. Længe inden Bedste, som først blev levende efter en hel kande kaffe var stået op og til at lege med.
Det var også ham der lærte mig at binde trompetstik, at lave æggemadder i marcipan (for ingen jul uden konfekt formet som oste- og spegepølsemadder, vel?), og at brænde en gammel telefonbog i kaminen så den bladrer gennem alle siderne af sig selv mens den brænder. Bedstefar kunne ordne alting, og hvis ikke, så kunne han med hjælp fra alle de spændende ting i sit værksted.

Jeg husker Misse, min dagplejemor da jeg var lille, min ekstra Bedste. Hvordan hun altid havde tid til at få besøg, til at spille kort eller gå tur, drikke ice cream soda (en fortræffelig drik, Misse stod i mejeri en gang i sine unge dage) eller bare have mig med i sin hverdag. Hun fortalte om “gamle dage”, altså da hun var ung ;-), lærte mig at spise sukkermadder og om ting jeg først senere rigtig har værdsat – som “Høflighed koster ingen penge”. (Lige op på siden af den kommer “Hvad skal jeg gribe og gøre i, min kop står der smør i” 😉 ) På mørke dage husker jeg glæden ved at stå ud af bussen eller komme op ad stien og mødes af hendes smil – den gensidige glæde ved den andens selskab på trods af aldersskel, også da jeg blev 15, 18 eller 22.
Den ene ting jeg fortryder smerteligst i mit (endnu ikke så lange) liv er at jeg ikke fortod hvor syg hun var, og derfor aldrig nåede at besøge hende og sige farvel inden hun døde. Så på sin vis er det også hende der har lært mig at nogle gange får man en, og kun en chance for at gøre det rigtigt, når den er forbi kan nok så mange ønsker og tårer ikke gøre det om.

Sammen med Misse husker jeg Ove, hendes mand, min ekstra bedstefar. Han var skorstensfejer, og en sand mester i sandkasse. Det var som regel hans barndomsby, Snejbjerg vi byggede, og mange historier fulgte altid med. På regnvejrsdage kunne han som ingen anden farve jævnt og inden for stregerne i en malebog – noget der virkelig imponerede den 7-årige Terese 🙂 En voksen mand, ikke min Far, som havde tid og lyst til at lege! Rimet om at “Den som træder på stregerne kysser skorstensfejerne” lød aldrig rigtig så slemt i mine barneører 😉

Moster Tik-Tak, med uret i en kæde om halsen. En dame (en af de eneste damer jeg har kendt) med stil og en tilsyneladende uudtømmelig hjælpsomhed. Hun bagte de mest fantastiske kanelsnegle (søg på moster), fodrede tusind af kvarterets katte udenfor lejligheden med de stillige møbler og havde den mest fantastiske juletræspynt. Og hvor var hun rar og god til at lege 🙂

Sidst, ikke mindst, husker jeg Bedste. Fornemmelsen af at sidde på hendes skød i det tæppe hun hæklede da jeg var spæd, lunt i arme lørdag efter middagen mens de voksne snakkede. At hun med stædighed kunne alting selv (min Bedstefar sejlede jo) og viste mig hvordan man fletter og hækler og bager nøddekager og 1000 andre ting.
Da jeg var 17 og desperat ønskede mig sort sengetøj(!) gik hun i alle butikker i byen for at finde det. Det er nu slidt næsten skinnende og helt blødt, og jeg sender hende stadig en kærlig tanke hver gang jeg kryber ned i dets omfavnelse.
Jeg husker hende som stærk, spinkel (hvis man lever af rødvin og cigaretter er det ikke meget huld man opbygger) og stædig. Jeg ser hende skinne igennem i min Mor, stærkere som årene går.
Bedste havde en hel speciel, sært tiltalende duft af cigaretrøg og sæbe. Længe efter hun var død sad den stadig i hendes fleecetrøje, den hun brugte for ikke at frådse med varmen. Bizart hvordan næsehukommelsen og hjernens viden kan mismatche – “lige her” og “død, kommer aldrig tilbage” i skærende skarp kontrast.

Jeg vågnede ved femtiden, som lyset netop var ved at brænde ud. Lunt i glæden ved ikke helt endnu at skulle op lod jeg dem danse en sidste runde, og gav så slip, igen. De er der jo, i mig, allesammen. Oves spøgefuldhed, Bedstefars historieinteresse og værdsættelse af sort ironi, Misses gammeldags høflighed (til tider i hvert fald 😉 ) og Bedstes stædighed. Engang imellem er det bare nødvendigt at tage dem frem – ikke for længe, for trist er det at savne – lige længe nok til at mærke dem igen, huske duftene, stemmerne, øjeblikkene og vide hvor jeg kommer fra.

Uncategorized • Skrevet 05. November, 2006 • 1 kommentar

Det blæser en halv pelikan her til morgen – en blid Wellingtonbrise. Åbenbart et af de tidspunkter hvor lighedspunkterne forvirrer hjernen, for som jeg spadserer til arbejde slår det pludselig ned i mig “er det ikke den forkerte side af vejen?!?”.
Splitsekundet efter beroliger de resterende (forhåbentlig lidt højere) hjernefunktioner: Nej, vi har ikke venstresidekørsel i Danmark.
Resten følger med – instinktet med at stå lidt bedre fast når man passerer et hjørne fungerer også stadig, omend vinden her til morgen vist ikke som i Wellington er stærk nok til at vælte uagtsomme turister og gangbesværede pensionister. (Det ser ellers sjovt ud 😉 )

Og apropos konnotationer. I morgenmørket (og andet mørke for den sags skyld), hvis det er tåget eller jeg ikke har linser på, ligner trafiklysene og billygterne julelys.

Der var masser af nedblæste blade at sparke i her til morgen 🙂

Dagens morale: Den sjov man selv laver har man i hvert fald. Tillykke med fødselsdagen Mor, det er antageligvis dig der har påkaldt blæsevejret 🙂

Uncategorized • Skrevet 27. October, 2006 • Ingen kommentarer endnu