Det er den første jul jeg kan huske hvor jeg ikke fik en eneste blød pakke. Det plejer ellers primært at være beklædningsgenstande der ender under træet til mig.

Til gengæld har jeg fået fine ting – nogle efter ønske, nogle af inspirerede gavegivere.

Tidligere har jeg aldrig helt forstået hvad der kunne få folk til at betale 2-10 gange så meget for en bestemt thekande/bageform/bestikserie/… frem for bare at købe standardudgaven fra supermarkedet – i langt de fleste tilfælde er der jo ikke stor funktionel forskel, kun forskelligheder i design og navn. En gaffel er en gaffel er en gaffel, så længe den har en lille håndfuld tænder og passer til mundstørrelsen.

Men jeg har opdaget en sær glæde ved tingene. Jeg forstår det ikke helt, for de er jo bare… ting. Køkkenredskaber. Spiseværktøj. Som det røde, ildfaste fad jeg allerede har fortalt om.

Så nu kommer de her – nu eller senere – hver gang ejerskabsglæden funkler.

I dag dette her – lavet til vin, men her fyldt med solbærsaft. Fra Nationalmuseet, kopi af et 1700-tals glas.

Uncategorized • Skrevet 29. December, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Jul om få dage – og jul igår. Eller Yule rettere, årstidshjulets yderpunkt den allerkorsteste dag.
Christoffer og jeg havde inviteret til Solhverv – hvilken bedre måde at nyde mørketiden end ved at spise og drikke i venners selskab? Hjulpet af René havde jeg været i basaren efter ged, og sammen med Christoffer sørgede vi for at den fik godt selskab i gryden af porrer, gulerødder, løg, byggryn og masser af laurbærblade.
Senere, efter dessertgrøden (mmmm, byggrød 🙂 Så herlig en spise kunne få selv min ellers skrantende appetit til at live op), tændte vil bål


og varmede mjød.


Senere: Kage, varm mjød (endog også til Christoffer, Pelle og jeg – det smager stadig godt efter man har varmet sit glas lidt ekstra og kogt spritten af 🙂 ) og lego.

Der blev rodet længe i legokassen, men jeg er ikke siker på Nis julegave blev helt som tiltænkt.

Da jeg kom hjem stod der fine blomster uden for min dør, og et god-bedring kort fra mine søde kolleger. Se:

Tusind tak 🙂 De står lige her ved siden af i vasen og er stadig dejlige.

Lillejuleaften: Min uldbluse er hængt til luftning og har vist dannet et venskab med tørrestativet.

Jeg plejer ellers ikke bryde mig om den slags, men lige i dette tilfælde blev jeg vist nedstemt af min knokkelkrop. Æg, sukker, piskefløde og rom med muskatnødsdrys – sul til mine sideben. Eggnog.

Jul – på ydersiden helt som det plejer, men indeni overhovedet ikke. Alle forsamlinger er talrige, 7 er mange, en overordentlig uoverskuelig, summende multitude i mit hovede. Trætheden er stadig overvældende, og selskab – hvor meget de end er min søde familie – udmattende. Jeg ønsker mig igrunden ikke ret meget andet end at få det bedre, så det er svært at oparbejde megen entusiasme.
Jeg får lavet rødkål, kartofler, rislalamande… Alt det der foregår alene i køkkenet kan jeg snildt overkomme. Men resten – jeg trænger til at tage hjem efter hovedretten, men tænker at det er ubehøvlet over for dem der har købt gaver til mig, at sådan gør man ikke og at det vil være synd for min Mor, som holder så meget af julen.

Resten af aftenen prøver jeg at holde mig lidt i periferien, ude af menneskekaoset, men det virker ikke helt efter hensigten. Velmente henvendelser som “pak nu op”, “vil du række mig kirsebærsovsen”,”den er også til dig, kom så igang”, “tusind tak” eller “vil du ikke have X?” kan man ikke sådan bare ignorere uden at være grov. I det mindste husker de at lade være at prøve at kramme eller ae mig – for tiden kan en vilkårlig uønsket berøring sende mig direkte til gak-gak land ganske øjeblikkeligt 🙁

Jeg har endnu ikke lært præcis hvornår jeg _skal_ sige stop og gå væk hvis det ikke skal have konsekvenser – kan ikke finde ud af hvor meget af det der er mig, og hvor meget der er medicinen. Så juledag er jeg (forventeligt, jeg idiot) helt fra koncepterne med rysteture, hulken, rastløshed og altgennemsyrende træthed. Trætheden vinder heldigvis – godt hjulpet af et tætpakket tvprogram – det er jo ikke juledag hvis ikke vi ser julekalender og Disneys juleshow mens den slikfyldte suppeterrin går på omgang. Er der forresten nogen der har set mine søde tænder?

Narnia i fjernsynet om aftenen. Tillokkende men bittersøde minder, snart 20 år gamle. Det allerførste tårevædede møde med den beske smag af at genkende noget uendeligt smukt, og vide det er uopnåeligt. Forbitrelsen og fortvivlelsen ved erkendelsen af at det er – ikke u-virkeligt, for det er jo lige her, i sindrummet skabt i sammensmeltningen mellem forfatterens ordbilleder og min fantasi, men u-rørligt, u-håndgribligt, uden for rækkevidde.
Men hurra for computeralderen – efterhånden er de grafiske effekter så gode at min hjerne næsten tror på det – forførende virkelige billeder af imaginære verdner 🙂

Julefrokost hos Lasses forældre – jeg tror jeg kan klare det, og er forbløffende frisk om formiddagen. Bager det gode æltningsfri brød i min nye Le Creuset ildfaste hjertekasserolle. (Den er fin, fin, fin 🙂 )
Til at begynde med går det også udemærket, men efter et par timer og 4 velmenende berøringer fra Lasses Mor ryger jeg påny ud i hulken og rysten. Hvis I skulle være i tvivl: Dette her er noget råddent noget at fejle – det kan ikke ses, så folk tager ikke en alvorligt når man prøver at forklare at der er nogle ting man – af uforklarlige årsager – bare ikke kan holde til.

3. juledag. Træt døsen i lun tæppekokon. Star Trek og slumrelæsning med stearinlys og juletræsudsigt.

Uncategorized • Skrevet 27. December, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Ja sådan lød dommen til sidst, efter mange blodprøver, tests, lægesamtaler og et spørgeskema. Forstyrrelse i hjernens produktion af signalstoffer. Så vidt jeg kan læse rundt omkring er det ikke altid ganske klart af hvilke årsager man kan gå hen og få sådan en. Fik jeg den mon fordi det relativt bratte tab af 1/5 af min kropsvægt fik min hjernekemi til at panikke? Eller taber jeg mig så slemt på grund af den? Hønen og ægget. Frustrerende er det i hvert fald.

For man kan jo ikke se at jeg er syg – der er ikke noget gipsben eller operationsar. De eneste (for mig) synlige tegn er en gennemsigtig, træt bleghed, og så måske at min silhouet er skrumpet noget, nu hvor mit bmi er faldet ned under 15. Det ved jeg nu ikke om man kan se under mine mange lag tøj – jeg kan ikke selv se det længere, påklædt eller ej :-/
Heldigvis er mine søde venner gode til at finde ud af det – de kender andre der har prøvet det samme, og ved godt hvordan man forholder sig til det – men min stakkels familie og andre har det vist hårdt. (Jeg har hørt flere af disse her allerede, alle sagt i den bedste mening.)

Og det forbistrede er at det (hvilket jeg kan læse mig til er almindeligt, men ak, viden ændrer ikke følelser) heller ikke føles som om jeg er syg – bare træt, så træt, doven, mislykket, dum, værdiløs, ukoncentreret og på usleste vis ude af stand til at håndtere helt almindelige situationer. Det var nok også derfor lægen så eftertrykkeligt (og gentagent, da jeg stadig så tvivlende ud) understregede for mig at jeg var syg – ikke bare slatten – og at jeg ikke bare kunne beslutte det væk. At jeg skulle tage det alvorligt som en sygdom, også selvom jeg ikke kan se den, men kun dens effekter. Men hvor er det svært når det nu føles som om det er min vilje der er utilstrækkelig og ikke min krop! Og endnu sværere at bede andre tage det alvorligt når det føles sådan. På en eller anden måde ville det være mindre pinligt at fejle noget andet – blodprop, klumpfod (hm, det er vist ikke noget man sådan pådrager sig 😉 ), kompliceret lårbensfraktur eller leverbetændelse måske?

Så undskyld at jeg er pinlig. Jeg er ked af at I er nødt til at tage særhensyn når I er sammen med mig, frygteligt ked af at jeg ikke kan passe mit arbejde for tiden, ked af at jeg ikke kan spise op (jeg ved godt jeg trænger til det!), og vældig ked af at udsætte jer allesammen for det her.

Ja, det måtte altså ud. Et eller andet sted bagest i min kemisk forstyrrede hjerne siger en spag og fuldstændig undertrykt fornuft at jeg vist egentlig ikke har noget at undskylde for, og at det i øvrigt ikke hjælper spor.Men derudover er I selv ude om det – ingen tvinger jer til at læse dette her 😉

Uncategorized • Skrevet 19. December, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Lægen sagde “Du er alvorligt syg”. Han så også ud som om han mente det.
Jeg kan ikke huske nogensinde at have fået den besked før – i hvert fald ikke helt i det omfang. Tidligere har det værste vist været i stil med “Du har lungebetændelse, tag penicillin i en uge, så går det over”-ikke noget man tænker så meget over (længere – penicillin er en herlig opfindelse, hurra for mug 😉 ).
Denne gang var beskeden: “Du skal ikke regne med at det går væk spor hurtigere end det tog om at udvikle sig” 🙁

Han sagde også at jeg skal fokusere på at være god ved mig selv, så nu sidder jeg har og spiser morgengrød med økologisk vanille på et tidspunkt hvor jeg normalt har været på arbejde i et par timer – og mens mine kolleger udover deres egen også laver den del af arbejdet jeg burde have gjort 🙁 Det er lige til at få dårlig samvittighed af (og det er jo altså noget af det tigerdyr er bedst til) – men det hjælper nok ikke. (Og i øvrigt var de udmeldinger jeg fik på arbejdet alle af typen “Det vigtigste er jo at du bliver rask!”, til trods for vores decemberdeadlines, brugerkurser og alt det der skal nås. Det var rart 🙂 ))

For på den anden side kan jeg jo godt mærke, nu hvor jeg giver mig selv lov, at det er en enorm lettelse ikke at skulle få en almindelig hverdag til at fungere. Prisen for at have været bare semioplagt, halvkoncentreret og lidt smilende og interaktiv på arbejdet de sidste par uger har været dobbelt udmattelse efter arbejdstid, og selvom mine søde og betænksomme venner har samlet mig op og limet mig lidt sammen adskillige gange kan de jo ikke blive ved. Jeg er efterhånden en ren lappeløsning 😉

Man kommer åbenbart ikke ud af dette her ved viljestyrke alene -alternativt har jeg bare ikke nok.

Uncategorized • Skrevet 12. December, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Træt udenpå men afslappet indeni, rullet sammen i sofaen efter togtur og hjemmelavet mad uden arbejde fra min side, sammen hyggende til Dr. Julian Bashirs (jep, det var virkelig ham der var englen der forkyndte glæden som skulle være for hele folket i “Vejen til Betlehem“) brunøjet bløde stemme og velkendt sci-fi.

Langsom, lun morgenvågnen med halvtimesbad, hårmaleri, latter og avislæsning. Gensyn og fælles humor.

Tusind mennesker på strøget. Og pludselig, fuldstændig uventet i de 10 graders helt forkerte decembervejr: Sne! I store fnug 🙂 Godt nok finder vi 20 meter længere nede ad gaden ud af at de kommer ud af en herretøjsforretnings førstesalsvindue. Men i de 20 meter er det magisk 🙂

Fantask, med rare ekspedienter og masser af spændende bøger der gerne vil med hjem. Hvorfor har vi ikke sådan en forretning i Århus?

The i Perchs Thesalon. En oase af højloftet stilfuldhed, med tungtindrammede spejle, lysekroner. ulasteligt personale og sølvthekander. Fornøjelsen ved at følges med en herre der matcher omgivelserne. Hvis vi havde haft sådan en i Århus kunne det hurtigt blive mig en dyr vane 😉

En god dag.

Uncategorized • Skrevet 10. December, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Ro er den stille klikken af tastaturet under Pelles fingre.
Eller i bilen med Daniel – jeg ved at han gør det han helst vil, nemlig kører bilen, og jeg gør det jeg helst vil, nyder at sidde ved siden af og stjæle et øjeblik i limbo. Tryghed og omsorg, indpakket i varmen, musikken og mørket – en usagt fornemmelse af at han nok skal tage sig af mig, selvom det er mig der er “den store”.
Ro er lyden af Nis rolige vejrtrækning som han sover middagslur lige ved siden af mig.
Og fornemmelsen af barnehånden der overbærende rækker ud og aer min som jeg glider ud over søvnens skrænt, Christoffer ved godt at søsteren bliver træt mens hans B-menneskeinstinkter stadig siger det er aften, endnu ikke nat.

Men når jeg vågner klokken 4, uudhvilet og fortravlet uden at vide over hvad, er den væk. Når jeg kommer hjem i mørket (mørket er nu ellers rart, meget rarere end de grå dage vi har for tiden) og sætter tasken er roen spist af en ren baroksk horror vacui.
Når jeg uundgåeligt ind imellem ser mig selv reflekteret i en rude eller et spejl, og ikke når at bortmane tanken “mon hun forsvinder helt, hende stregen derinde” inden den opstår, trækker roen sig tilbage, ud af rækkevidde. Når jeg ikke overkommer ting jeg plejer at kunne, når selv ubetydeligheder snubler mig er den aldeles uopnåelig.

Uden ro ingen hvile. Jeg er så træt.

Uncategorized • Skrevet 06. December, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Jeg giver op og ser på uret. 5:46. Det er nu jeg plejer at stå op når jeg skal på arbejde, og det indre ur er fuldstændig ligeglad med at det var natbussen klokken 2 der kørte forbi mig da jeg besluttede det var for koldt at vente på den og gik hjem i nat. Jeg er stadig en lille smule smiletummelumsk af sødsødsød flødelikør og min mave er ikke ganske tilfreds med at være vågnet kun 5 timer efter den var i fuld gang med at spise sig en pukkel til i hjemmelavet tzatziki og Jorgos mors lækre moussaká (jeg konstaterer at nu, 10 år siden jeg regelmæssigt kom i hendes hjem er hun stadig en fænomenal kok).
… Godt der ikke er andre end Leoparden til at mærke hvidløgsånden her inden mit morgentoilette.

Men det var nu en god fest 🙂 Tillykke med de 30 år, Jorgo, og tak for mad, sprut og en god aften. Det var herligt at se nogle af menneskene fra de andre hjørner af dit liv. (Og ikke mindst Andreas – sidst jeg så ham læste vi Alex på eventyr højt, og moslede ham under tæpperne i sengen om morgenen – og nu går han i gymnasiet! Kun genkendelige på de Larsenske (eller kommer de fra din Mors side af familien?) mandeløjne og det krøllede hår.
Tænk at jeg har kendt dig så længe. Jeg kan stadig huske fødselsdagen for 15 år siden – det var den hvor du glemte at klippe i bussen på vej hjem fra biografen fordi Jeppe, Peter, du og jeg havde så travlt med at snakke om filmen, og din Mor flippede fuldstændig ud da du kom hjem med en bøde 😉 Det er herligt med venner der kan de spændende detaljer fra ens grønne ungdom, ikke? Jeg glæder mig allerede til at fortælle den (og alle (well, næsten alle) de andre) til dine børnebørn 😉

Men her sidder jeg så, (jep, lige her: )

og selvom klokken nu er blevet lidt mere end 5:46 er det pinligt tydeligt at der ikke bliver mere søvn til mig lige foreløbig.
Når han engang vågner kommer Nis og hjælper med at indvie min nye æbleskivepande og holde advent inden han tager tilbage til København, senere håber jeg på at have energi til at tage til kenjutsu (jaja, ja, jeg bestiller en tid hos min nye læge så snart de har telefontid på mandag, I behøver ikke sige det igen. Selv jeg er ikke dum nok til ikke at indse at hvis der falder 10 kg mere af med samme hast har jeg hverken hjerne eller ret meget andet tilbage inden foråret kommer. Så håber jeg bare han har nogle gode råd.). I aften skal jeg med op og besøge Daniel i hans nye lejlighed – den har han trængt til længe, jeg glæder mig til at se den 🙂

Morgenmørket er langtsomt ved at svinde, og mit kalenderlys er under grov uagtsomhed brændt ned over den 4. Kulderystelserne tager til (det er sjovt som de mistede kilo tilsyneladende var det eneste der holdt på varmen – lag på lag af tøj gør ikke den store forskel – hårtørreren, varmepuden, uldsokkerne Tante Gurli har strikket og utallige krus skoldhed the er mine uundværlige følgesvende for tiden) måske det var på tide at komme videre i teksten.

Glædelig første søndag i advent 🙂

Uncategorized • Skrevet 03. December, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Vejret er som igår, der er stadig ikke det mindste spor af vinterkulde, og trætheden trives i bedste velgående (den næste som siger at jeg skal spise mere smør får altså en på lampen!).

Men indeni prøver et lille lys at skinne og oplyse mørbanketheden.

Ikke julelyset, det vil ikke helt, men dette lys:
Lyset som siger “Det er nu du skal glæde dig, tænk ikke over hvorfor”, “Snart vil her dufte af gran” (det gør der allerede lidt derhjemme, tak, Asger for hjælpen med adventskransen), “Skal vi ikke synge nogle julesalmer” (nix, det behøver man ikke være kristen for at nyde) og “Det er den årstid hvor det er ok at spise chokolade som det første om morgenen”.
… Ganske vist har min chokoladekalender skiftet fra en fuld af fæl vekao til en nydelig en med fyldte chokolader fra Lindt, men lidt ældre bliver man vel 😉

Glædelig første december 🙂

Uncategorized • Skrevet 01. December, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Igår var jeg til et (i øvrigt aldeles udbytterigt 🙂 ) arbejdsmøde i København. Det foregik her:

(Beklager at billedet ikke lige er af bedste kvalitet.)
Det interessante kan måske bedst ses hvis vi zoomer lidt:

Så hvis I nogen sinde har spekuleret på hvor overformynderiet ligger, så er svaret altså dér! 😉

(Nydelig bygning forresten.)

Uncategorized • Skrevet 17. November, 2006 • Ingen kommentarer endnu