Kattens Rejse

Saigon

Pludselig er vi omgivet af neonlys,

ser høje bygninger og er i en vældig menneskemængde. Befolkningstætheden (i snit to gange Danmarks) stiger brat fra jævnt tæt langs næsten hele vejen nede i Mekongdeltaet til et mylder der næsten matcher Tokyos herinde i byen.Den mest synlige forskel: I Tokyo er hovedparten til fods, her er de fleste på knallert.
I morgentrafikken holder de i en tæt, bred kø ved hver lyskurv.
I hvert fald de der ikke starter dagen med Tai Chi, badminton eller andet i parken lige over for hotellet.

Der gælder indfletningsregler de fleste steder i trafikken – floden af knallerter skilles rundt om bussen som en strøm der bøjer af mod en klippeblok.

Cu Chi tunnelerne. Oprindeligt påbegyndt for at Viet Minh kunne skjule sig for franskmændene. De blev senere udbygget i stor stil og det var her Ho Chi Minh-stien endte, forsyningslinien fra Nordvietnam til syd. Til trods for amerikanernes gentagne forsøg på at infiltrere og ødelægge dem levede Viet Cong hernede, nogle i op til seks år.
Hele det røde område, lige uden for Saigon, midt i Sydvietnam fik amerikanerne aldrig kontrol over.

Bemærk kurven og hakken nederst i billeder – det var landsbyboernes beslutsomhed, ikke teknologi og ingeniørkunst der skabte tunnelerne.
Området var fyldt med fælder

og indgangene var godt skjult og ikke store – ofte for små til de større amerikanere kunne slippe igennem. Ikke så dumt sådan at udnytte den fysiske forskel mellem sig selv og fjenden.

Jeg kunne vist godt have været vietnameser 😉

Om dagen bombede amerikanerne – dengang var der bestemt ikke skov, men afbrændt og udbombet landskab – og om natten kom Viet Cong ud.

Tilbage i byen. Rester fra den franske kolonisering, her posthuset.

Det er også fint indeni

Og med nogle mere stillige telefonbokse end dem vi kender herhjemmefra.

Der er stadig mennesker i Vietnam der ikke kan læse og skrive, så her er en skriver – genkendelig på det røde armbind.

Morgen, hjemme

Der er sne uden for vinduet, vand på ruden, et flakkende fyrfadslys på bordet og varmtgul, solmoden hjembragt mango fra Mui Né i min morgenmadsskål.

Jeg er på snart 4.dagen omtumlet, rystende og tung af søvnunderskuddet. Søvn induceret medicinsk indhenter ikke det mistede helt så hurtigt som rigtig søvn, men jeg håber da det bliver bedre snart. Zombie-Terese.

Snebilleder fra Nordjylland i morgennyhederne.


Jeg er lidt misundelig 😉

Kanske det kolde og våde vejr kan kvikke mig lidt op så jeg får sat nogle billeder og lidt tekst op idag, og ikke bare stirrer sløvt ind i skærmen. Indtil videre har hverken koldt vand eller min stærkeste Assam-the gjort nogen forskel.

Brat overgang

Igår formiddag: Varmt solskin, bare tæer, palmer, smilende mennesker, nytårfestligheder, spændende selskab.
I dag: Vintertrist gråvejrsdag, kold helt ind til mine knogler, tilbage i den virkelige verden, papirer, mavesmertende (det sker af en eller anden grund altid :-/) jetlag.

Min krop er vist her i stolen (desværre), men mit sind, mit fokus er stadig i Vietnam og hos de mennesker jeg delte rejse med.

Øv. For fremtiden vil jeg have endeløs eskapisme, tak.

Mekongdeltaet

Naermest landlig idyl i Mekongdeltaet.

Vi koerer gennem byen i hver sin motor-rickshaw.

Tilsyneladende til lige saa stor moro for de lokale som for os – de er ikke vant til at se saa mange turister paa en gang (vi er 26) som benytter det lokale transportmiddel. Alle steder, og isaer langs de smallere gader moedes vi af smil, latter og vinken.

Det er – her som i Cambodia – helt vildt hvad man kan transportere på en knallert.

Mon han når frem inden den smelter?

Levestandarden er bedre her end i Cambodia. Den skole vi sejles over til har en tyk dreng i klasen, og enkelte – ikke mange – lidt rundere ses paa gaden.
Men de arbejder ogsaa haardt, for familiens skyld.

De (bittesmaa) 3.-klasses-elever sidder paent ved deres pulte og skriver snorlige og sirlige gangestykker med tekst til i deres haefter.

Og det selvom laereren ikke er kommet og vi staar mellem dem og glaner og fotograferer.
Så pænt skrev jeg i hvert fald ikke da jeg gik i 3. klasse.

Frokost i skyggen i haven af et gammelt kinesisk gods, nu landbrug.


Den bedste vietnamesiske mad vi endnu har fået.

Det viser sig at hende som bragte os maden er husets frue. Da vi betaler for vores drikkevarer bemærker hun på vietnamesisk at vi godt nok har mange småpenge. Hun er åbenbart kun vant til at håndtere store beløb 😉

Kommunikation

Grænsen til Vietnam. Vi venter i skyggen på at vores indrejsepapirer bliver bureaukratiseret færdig. Det vrimler med børn og små voksne der alle faldbyder øl, cola, vietnamesiske (eller cambodianske?) kager og andet godt.

Onkel Jørgen og jeg køber kokoskager. Der er 5 i en pose og vi er jo kun 3 så jeg impulsgiver en til en lille pige med slidt lyserød bluse, en stor gul muslingeskal og kridhvide mælketænder – hun har studeret os mens vi købte kagerne.
Hun kommer tilbage med en ven eller bror i samme størrelse – han får den sidste.

Vi kommunikerer ganske fint uden at forstå hinandens tale. Hun klatrer op på en pæl og vokser til fælles morskab fra min hoftehøjde til et par meter.

Lidt senere kommer hun hen og giver mig muslingeskallen – og viser mig hvordan den bliver et instrument når man kører et spidst sneglehus over dens rillede overflade.

Den grumme del af historien


På den sidste del af den lange, dansende tur fra Siem Reap til Phnom Penh fortæller Sinat sin historie. Om Khmer Rouge, om at se sin Far ført bort og myrdet og om at blive splittet fra sin familie uden at vide hvor omom de er i live i processen da Pol Pots regime sendte alle de “parasitiske byboere” – læger, politifolk, lærere, folk med briller – ud i landdistrikterne for at arbejde i marken.
Om sult, om at genfinde sin Mor (han var 5!) og om først et dusin år senere at høre at hans ene bror var i live i USA, men så ikke at kunne have brevkontakt med ham ud under det kommunistiske styre.

Roligt og afklaret fortæller han – med glimtet i øjet dæmpet lidt ned men de hvide tænder smiler stadig ud ind imellem, når han fortæller om at lære de første brokker engelsk af FN-tropperne, om at snyde sig til at lytte med ved undervisningen også på de dage hvor han ingen penge havde at betale for den med, om at blive guide, få telefon, blive gift.
(med hende her:)

Jeg lytter intenst, nærmest suger hans historie op, for jeg kan jo lide ham, Sinat, og vil gerne kende ham. Men jeg føler mig som en snylter – for mig er hans grumme historie en oplevelse til mig, den rige turist. En del af sig selv han sælger som sin levevej. På den anden side ved jeg jo godt at hvis ikke jeg kom og betalte for at lytte og lære om hans land vile de være endnu fattigere her. Men et eller andet her er ikke helt kosher.

Dagen efter besøger vi Tuol Sleng, tidligere gymnasium, under Pol Pot konverteret til torturcenter. Gruppen bliver stille og Tran har en hørlig klump i halsen som han oversætter lokalguidens ord. Ubegribelige ord om lænker, små rum, indespærring, tilfældige mennesker torteret i uger og måneder til de døde af det, af sult eller ved nattetide blev kørt ud til slagtemarkerne og brutalt hugget ned med økser, skarpe palmegrene eller bambusstammer, smidt i massegrave og drysset med kemikalier så de ikke skulle lugte og de der ikke var helt dode ville forgiftes ihjel.

Jeg havde da hørt lidt om Cambodias grumme historie inden jeg kom herned, vidste at Pol Pots regime slog mindst 1/4 af sin egen befolkning ihjel på de 4-5 år han var ved magten. Men noget helt andet er at se!
Opmurede cellevægge i klasseværelser, 2×0,8 m til hver fange, blodsprojtene på det hvide celleloft,

30 år gamle og går ikke af. Pigtråd for svalegangene så kvinder og børn på 2 og 3 sal ikke kunne begå selvmord ved at springe ud.

Torturredskaber. Billeder af fangerne – et på deres ankomst, bagbundne, et inden de sendtes på lastbil til slagtemarken. Jo vigtigere person, jo større billede. Død, tortur og “tilståelser” dokumenteret i vanviddets omhyggelighed.

Billeder af bødlerne – mænd og kvinder, børn ned til 13 år begik disse grusomheder. Med hænder – ligesom mine

– begik de dem. 17000 mennesker røg gennem Tuol Sleng på dets 4 ar som “sikkerhedscenter”. 7 overlevede – de der var der da den vietnamesiske hær befriede Pnomh Penh.

Vi er stille nu. Som jeg går gennem rummene med billeder bliver kvalmen til svimmelhed og prikker begynder at danse i udkanten af mit synsfelt. Dumstædighed holder mig oprejst og spadserende – det ville være næsten blasfemisk at dejse om her, hvor så mange har lidt.

Så bliver vi kørt ud til den slagtemark nærmest byen – denhvor alle ofrene fra Tuol Sleng endte. Over 300 sådanne marker har man fundet i Cambodia indtil videre, og flere dukker stadig op.
Et puklet landskab med spredte træer.

Fordybningerne viser sig at være tømte massegrave, nu halvt fyldt op af regnvandets erosion. 86 af dem fundet på denne mark indtil nu, med flere hundrede i hver. Overalt hvor vi går stikker tøj op af jorden som afdækkede rødder – ofrenes.

Knogler vaskes stadig frem i hver regntid og et halvt hundrede massegrave på den anden side af floden er endnu uåbnede.

Guiden, Sophia, viser os træet, der da hun var her i 1980 ingen bark havde i knæhøjde – børn slog man ihjel ved at svinge dem i benene og slå deres hoved mod træet.
Og træt hvor megafonerne med den meget høje musik hang, så omkringliggende beboelser og ofrene – ca 200 pr. nat – ikke skulle opdage hvad der ventede dem.

Midt foran gravlandskabet er der rejst en stupa (sten over de døde) og den er fyldt op af kranier – alle de 8000 man indtil videre har fundet her. Hun viser det hele roligt frem med sin tydelige og behageligt modulerede guidestemme og gentager “Please take photo”. Det virker så upassende men vi tager billeder alligevel siden hun instisterer.

Solen brænder ned og mine støvede fødder træder omhyggeligt uden om en slidt grøn lærredsskjorte der er halvt afdækket på stien foran mig. I det tørre græs bag stupaen står en række små træer med blomster øverst i kronerne og ingen blade.

Som offergaver ligger nedfaldne, perfekte blomster på græsset under dem.

Frangipani lærer jeg, og det er dem der laver duften på vinden jeg anede i Angkor.

Tænk at de kan leve sammen! Tænk at de smiler, vil fortælle, lever med at Pol Pots ideolog nu er medlem af regeringen. Den bitterhed jeg forventede ser jeg ikke, og uforstående undres jeg over hvordan bødler og ofrenes familier kan leve sammen, hvordan al den grusomhed kan huskes og tilgives.

Siem Reap til Pnhom Penh

Harpiks og rismel – ja begge dele laver da klister. Men derfra til at finde på få det til at binde murstenene bedre sammen ved at tænde et stort bål rundt om hvert tårn når det er færdigopført, men inden stukken kommer på – hvordan kommer man på det?
Det står her endnu, Preah Ko, omend ikke helt i samme fine stand som de senere sandstenstempler – tidens tand gnaver hårdt i mursten når man ikke kan bage dem hårdere end 800 grader.

Slanger, løver,

elefanter i sten – alle symboler på kongens magt. Indtil videre de elefanter jeg har været nærmest på.

Naga, den tre (fem eller syv)-hovede slange, symbolet på vand – så nødvendig for landbruget her ses på de traditionelt udformede tage.

En mand får sit uheld drevet ud og over i en melfigur af sig selv. Med messen, raslen af kastede riskorn og viftende duft af røgelse sender munken dårligdommen over i figuren på bakken, mens mandens Mor beder ved siden af.

En nonne bærer bakken væk, ud i marken til hvad der nu bliver et tabu-sted. Bagefter kalder hun med klar, høj stemme mandens sjæl tilbage til hans krop, så den igen kan tage den i besiddelse og have kontrol over den.

Bumple, bumple, bumple, hele den i virkeligheden ikke specielt lange vej fra Siem Reap til Phnom Penh. Men de 350 km tager os næsten 6 timer – Cambodia er først nyligt blevet motoriseret og hverken biler, cykler, de mange knallerter eller vejforholdene er til hurtig trafik. Hver gang vores (i øvrigt gode og omhyggeligt forsigtige – den eneste hårde opbremsning var da en radmager ko ikke rigtig ville gå af vejen) chauffør overhaler nogen dytter han i advarsel (til trods for at vejen de fleste steder her er _meget_ lige og med langt udsyn) – så uvante med det er de her.
De steder hvor udlændinge har sponsoreret vej er den god, asfalteret og bred. Men der er nu ellers ikke mange asfaltveje i Cambodia, de har ikke råd, og de der er har huller. A dancing road/a massage road siger vores lokalguide Sinat med glimt i øjet.

Pyh! 6 timer er lang tid for ens blære at være afhængig af andre menneskers tidsplan. (Men det er nu også det indtil videre eneste jeg har at beklage mig over 🙂 ) Især når man har en blære på størrelse med en valnød, det er lige efter frokost i en hoppende bus efter man har drukket fornuftigt (som man jo skal i varmen) hele formiddagen.
Med dårlig samvittighed må jeg bede om et stop efter knap 2 timer. Jeg får at vide at det bestemt må være fordi jeg drikker vand og ikke den lokale Angkor-øl som de andre 😉
Surrealistisk at være i et land hvor man ikke bare kan stoppe og tisse i en vejkant – der er landminer alle vegne, især i landdistrikterne.

Her må I desværre undvære et billedet. Lige installeret på hotellet i Siem Reap ringede min telefon bedst som jeg havde kommet fødderneop i håndvasken. Vores to (mandlige) guider skulle dele værelse for denne nat – og de havde faæt et med dobbeltseng. Jeg byttede selvfølgelig gerne (mere plads for Leoparden og jeg at brede os på 🙂 ) og som tak inviterede de mig med dem ud i byen.
Så jeg kom ganske uventet på hyggelig ekstratur med tuk-tuk (motoriseret rickshaw) ned til havnefronten til en cocktail med to guider helt for mig selv, begge asiater og den ene endda indfødt. Spændende sådan at høre på mere privat plan fra Sinat
(det er ham her:)

om livet i Cambodia.
Da klokken narmede sig sovetid halede han os med ud at spise suppe et lokalt sted. Og det er så her I må undværet billeder, for kameræt var ikke med. Det var en af de snesevise lokale restauranter vi har set langs vejene, med den ene side åben ud mod vejen, slidte plastikhavestole og fedtede Knorr-reklame-plastikduge på bordene. Aldeles fuld af rigtige cambodianere (altså den slags der ikke får penge for at vise deres fattige hjem frem for turisterne). Sinats ven og hans tante hilste straks velkommen (ikke at jeg forstod et pluk, men de smilede, lo småsnakkende og trak en stol ud til mig 🙂 ) og et gasblus, en gryde suppe med kødboller samt en hel bakke med grøntsager og nudler til at koge i den ved bordet blev båret frem.
Der lugtede lidt muggent fra kloaken under rendestenen, brugte papirservietter og andre spændende sager lå smidt på fortovet mellem bordene og bordet lignede ikke noget man skulle røre ved hvis man havde planer om at gnide sig i øjnene eller pille grøntsagsstumper ud af tænderne bagefter.
Men det var fantastisk! Imødekommende, venligt, ægte og fremmedartet. Og dog ikke – at samles og dele et måltid har samme associationer blandt alle folkeslag.
Så kan man da sige at jeg har smagt den lokale mad. Hvis ikke jeg havde set den stå der på bordet og koge er jeg ikke sikker på det havde været en god ide. Til de interesserede kan jeg berette at suppen var fin, kødbollerne fæle og med brusk som dem de laver i Japan, kålen og bladgrøntsagerne (af i Danmark ukendt art) var aldeles lækre. Strimlerne af komavesæk kan derimod ikke anbefales – de smager ikke grimt, men er sværere at bide over end et tykt gummibånd og har nærmest fimrehår på den ene side.

Det var dejligt! Spændende. Og et af de indblik i befolkningen man som turist sjælden får uden at have en lokal som Sinat med. Alle de 3 manglende timers nattesøvn værd! Tran, vores dansktalende guide sagde i dag at vi kunne prøve noget lignende i Vietnam hvis jeg havde lyst. Jeg hoppede straks af begejstring og håber der bliver tid 🙂

Stoevets og duftenes land

Siem Reap, Cambodia – kølig morgen. Inden den er slut har vi set vores første tempel

Banteay Srei – de smukke kvinders tempel, navngivet efter de fine, fine relieffer (de startede med at skære i træ og skar senere sandsten efter samme princip – dybt, snirklet og sirligt),

mange af nymfer (den hinduistiske variant altså).

Dyb, dyb fattigdom i landsbyerne langs vejen. Der koges palmesukker

og sælges små, søde bananer og simpelt kunsthåndværk af polerede kokosskaller og flettede palmeblade. Her er hverken rindende vand eller elektricitet og man kan se ned mellem gulvbrædderne i det hus vi inviteres ind i, ned til stykket i skyggen mellem husets pæle (de har en vældig våd regntid her) hvor vandbøflerne søger ly for solen i de varme(re) og fugtige sommermåneder.

Palmesukkeret udvindes af palmens aflange blomster, som trykkes mellem to stave:

Saften koges derefter ind i et stort kar, til den er tyk nok til at stivne og karamellisere.
Den del af saften der ikke er plads til i karret må opbevares andetsteds så længe, i hvad beholder man nu har. Ikke sjældent er det rester af raketstyr, bazookaer og andet godt i samme stil.

Jeg lærer nye ord: Anatolyse (opfundet af franskmændene, men det lyder græsk. Jeg savner lidt min fremmedordbog): Det at restaurere ud fra de oprindelige dele og kun erstatte med nye, tilsvarende materialer vis noget er gået tabt, og da altid så diskret som muligt. Vellykket 🙂

De smiler, alle menneskene som ingenting

har. Vores (glimragende!) guide fortæller at inde i byen bor de rige – de smiler ikke og har bodyguards til at tale for sig

Haris på 12 sælger mig postkort da hun ved Angkor Wat

ser mig gå væk fra gruppen – målrettet som en kat der tager dyret i udkanten af flokken. Hun går mig knap til brystet, har ingen sko og hendes tøj er gennemtrængt af det allestedsnærværende Cambodianske støv. Også hun smiler og råber “God bless” da jeg går tilbag mod flokken.
Inden jeg når de sidste 100 meter derhen passeres jeg af to lidt mindre småpiger på en cykel i fuld fart. Den ene råber “Bye-bye, you so beautiful!” til mig idet de suser forbi. Konstrasten til Danmark (en usseltvejrsdag) er skarp i alle sanseretninger.

Jeg har været her en dag, og her er rødt og støvet, med klar blå himmel. I mit sind ligner det Windows-skrivebordsbaggrunden med rødt sandlandskab og blå himmel.
Markerne er fyldt med udtørrede stubbe (fra ris), kun de høje (teak)træer (jeg vidste ikke før nu at træer der vokser vor der altid er varmt ingen årringe har, men det giver mening) er grønne. Der er sine steder en flygtig planteduft på vinden – klar som kamfer men mere blid, dejlig og subtil – så drilagtig at jeg aldrig helt bliver klar over om den virkelig er der.
Måske er det duften af Cambodia en måned inden regntiden – ligesom Grækenland om sommeren dufter af stærk salvie og Danmark i regntiden lugter fugtigt og rart af våd jord og visne blade.

Jeg orker ikke altid at sige noger – gad vide om de andre tænker på mig som “hende den måske-sure der aldrig siger noget”. Men hvor jeg dog orker at se!
Mine øjne er ganske trætte nu, ved dagens slutning, som jeg sidder på bordet i badeværelset med fødderne i håndvasken og blokken i hånden.

Mere end halvvejs til Angkor Wat

Så – dette her er den beroligende mail det hintes at jeg bør sende min Mor. Men, jeg har glemt hendes nye emailadresse, så det bliver der ikke noget af. (Folk som vil have mail må godt sende mig en så jeg har adressen – jeg kom til (3. gang er i dette tilfælde ikke lykkens gang) at slette al min post fra serveren da jeg installerede Thunderbird på min nye computer igår, så jeg har slet ingen adresser her i min webmail, bare en tom indboks :-/

Til gengæld kan I så alle sammen få at vide at jeg minsandten selv i min småafkræftede tilstand klarede at sidde dopet i først et tog, så et fly og nu en luksuriøs lunfthavnslounge (Bangkok Airlines rules!) som brat fik de 7 timers ventetid på vores forbindelse til Siam Reep til at synes knap så overvældende.
Her er behageligt tempereret, bløde, nye og nærmest pæne lænestole og sofaer, dæmpet (hvad ellers) lounge-musik, gratis the, kaffe, kager etc., udsigt til en smogtåget solskinsmorgen i Thailand, med krumningen af det fine rør som denne arm af lufthavnen bor i lignende sci-fi i sidegrunden. Jeg ville vise jer et billede, men spøjst nok har de skærmet maskinens USB-porte af 🙂
Sådan:

Forresten: Herude er der orden i tingene, og ikke noget med at putte vragrester i toilettet: På det meget nydeligt rengjorte dametoilet: “Please do not put cloth, stocking, sanitary napkin or other debris in toilet” 🙂

Måske man skulle snuppe sig en lur, hvis ellers min hyperaktive, overtrætte hjerne vil være med? Der er god tid inden vores fly letter 14:45 lokal tid. Så kan Onkel Jørgen også komme til nettet.

Velfærdsstaten i funktion

Jeg har næsten altid betalt min skal med glæde. Afleveret halvdelen af min kage i tilfreds viden om at den gik til at betale alt det jeg har fået – pasning, uddannelse, fysioterapi – alt det jeg kan risikere at skulle have – blindtarmsoperationer, advokatbistand… – og det de, der er mindre heldige end mig, har brug for.

Jeg er blevet en endnu gladere skatteindbetaler efter mine nylige oplevelser som logerende på statens regning.

Tænk at der, da jeg havde brug for det, var en plads til mig! At da jeg snublede, og slet ikke kunne selv så var der venlig omsorg, ældre og rar husly og en skare af hårdtarbejdende, professionelt velkvalificerede, underbetalte og indfølende plejepersonale til at spritte hudafskrabningerne af, pege hvilken vej der var op og holde en roligt støttende hånd under min albue at rejse sig ved.

Fra det bizarre i at høre sig selv beskrevet i fagsprog da min læge ringede til skadestuen for at høre om de ville indlægge mig, over de seriøst lyttende ansatte med deres tusinde tricks mod bivirkningernes rasen, til listen med nødplaner jeg fik at tage med hjem. Det er en overvældende, beroligende, følelse at opleve systemet… virke!

Naturligvis er ingenting helt rosenrødt. Vist var der da sure løg der gjorde verden besværligere end den behøvede være, midaldrende kvinder med surtvendte rynker, misbilligende øjne og nej-stemmeføring – endt på den forkerte hylde eller slidt op af års håbløse arbejdstider, nedskæringer og patienter. Men for hver en af den slags sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter mødte jeg tre med oprigtig omsorg, erfaren professionalisme og inderlig vilje til at lindre og gøre godt.

Fra at krybe langs væggen, tærende min krop op i sindets spiraler, med flere og flere myoser i min sjæls muskler, lirkede de mig med tålmodighed, forståelse og faglig urokkelighed til at opdage jeg var holdt op med at indtage næring (hvor ser man klart i bagklogskabens klare lys), afspænde nogle af knuderne og finde viljen til at begynde at spise igen. Udenpå er forskellen indtil videre blot 2 kilo mere mig, men indeni er der – selvom jeg stadig roder – så meget der er flyttet rundt, og forhåbentlig nærmere sin rette plads.

Jeg er forundret, noget paf og taknemmelig. Tænk at de var der. Tænk at der var plads til mig.

Tak 🙂 Og tag bare et par procent mere – jeg betaler gerne!