Her kommer så de billeder der ikke lige passer til det jeg skrev undervejs, men som alligevel hvisker “blog mig”.
Rækkefølgen er nogenlunde kronologisk.
De fine stewardesser på vores fly fra Kastrup til Bangkok – ikke bare har Thai god service, deres medarbejdere er også nydeligt klædt på.
Leoparden er vel ankommet til Siem Reap i Cambodia, hvor der på sengen er udbredt en nattøjs-sarong.
Vores første tempel Banteay Srei.
Jungletemplet.
Det var næsten det mest imponerende af dem vi så, så meget desto mere indtryksskabende fordi naturen har taget så meget af det tilbage.
Spændende lys nede af korridorerne, hvor det kun falder ind gennem de huller træerne har lavet i taget.
Nogle af træerne så meget grådige og kødfulde ud, nærmest som kvælerslanger.
Mig spiste de dog ikke.
På vej til Angkor Wat
Trapperne op til tårnene er stejle – bemærk hvordan folk klatrer. Jeg er der vist også et sted.
Onkel Jørgen klatrede med op til toppen, men han så lidt beklemt ud deroppe.
I mange af templerne var der ‘søjler’ i vinduerne, for at bære vægten. Det gav en fin effekt.
Det er jo et tempel, så der var også munke. (Dette her er jeg selv ret godt tilfreds med 😉 )
Som dagens sidste stop kørte vi hen til et mindre tempel fra hvis top vi så solen gå ned over Angkor Wat.
Da vi kom tilbage til hotellet om aftenen var Leoparden (antageligvis på stuepigens opfordring) igang med at lege skjul i sengen.
Fra et af templerne i Roulos-gruppen.
Tissestop på vej til Phnom Penh, der var – som alle steder – folk som solgte snacks og kolde drikkevarer. Er I sultne? Mmm, otte sprøde ben 😉
I Phomn Penh så vi sølvpagoden. En masse fugle så den også.
Der var tusindvis af skoleelever på gaden udenfor paladset – Cambodias kongelige havde besøg af en prinsesse fra Schweiz. (… Er jeg den eneste som ikke huskede Schweiz har et kongehus? Har de et kongehus?)
Vi så også nationalmuseet – klassisk Khmerstil, men med fransk byggeteknik 😉
I et hjørne foran kom en stenelefant luskende.
Indenfor var Ganesha.
Videre til Vietnam og Mekongdeltaet.
På den anden side af grænsen til Vietnam nede i Mekongdeltaet er det første vi ser en fiskefarm. Alle elefantørefiskene (de smager godt! 🙂 ) er kommet op til overfladen, for det er fodringstid.
Fiskeopdrætterne bor også selv i huset på pæle på floden, hvor fiskene går indhegnet i net nedenunder. Her et kig ud til deres toilet, hvor hundens vandskål også stod.
På sejlturen rundt i deltaet så jeg den første vietnamesiske kat. Der var ellers ikke mange, de er vist mest et hundefolk.
De vietnamesiske kvinder dækker sig godt til for ikke at blive solbrændt, som i Japan anses den hvide hud for smukkest.
Og som i Afrika kan de noget med balance.
(Mon hun med vilje har stablet kagerne så højt at hun ikke kan nå op og småspise af de øverste undervejs? 😉 )
Klid er sundt, mere klid er endnu sundere. Her er en hel skibsladning risklid ved at blive transporteret ned ad floden til brug som brændsel.
Lidt senere passerer vi på gangstien ikke en grusgrav men en klidgrav. (Ja, det _er_ klid, ikke sand).
Under sejlturen i små joller på deltaets smallere grene ser vi dette prima eksempel på vietnamesisk infrastruktur.
I Saigon ser vi præsidentpaladset. I bunkeren under det kan vi konstatere at en af grundene til Sydvietnams undergang muligvis er at også der havde de computerudstyr (eller hvad vi nu kalder det hvis det er fra 60erne. Datamater?) lavet af en Gates.
Tante Gurli har hele efteråret gået til engelsk, og denne dag fik hun brug for det. Onkel Jørgen og jeg var gået ned ad gaden for at finde en deodorant til mig (flisebadeværelsesgulv, glasdeodorant, klir :-/) og Tante Gurli kommer derfor alene hjem til deres værelse – og knækker nøglen i låsen. Da vi ikke var der, måtte hun selv forklare problemet i receptionen, og her sidder hun så, i gangens sofaarrangement efter veludført fremmedsprogskommunikation.
Mens den hidkaldte ansatte fjerner nøglestumpen.
På vej op til Da Lat stopper vi i de lange eftermiddagsskygger ved et vandfald. Der er silhouetter at kamera-lege med på opstigningen tilbage til bussen.
Jeg kan også blive alien i den rigtige belysning.
Tidlig morgen i Da Lat. Søvndrukken og utilpas tror jeg ikke helt mine kontaktlinseløse øjne i spejlet. En myg har fået eftertrykkeligt ram på mig i løbet af natten. Mit ansigt var det eneste der stak frem fra tæpperne i løbet af natten, med det resultat at jeg har et øje der er stukket til så det ikke kan åbnes helt, jeg har en ordentlig myggestiksbule i højre tinding og hvad der ligner et blåt øje i højre side. Så tror pokker jeg er groggy.
På besøg hos Lat-folket (“Da Lat: Latfolkets landsby/sted, en af Vietnams mange etniske minoriteter) byder matriarken os på hjemmelavet risbrændevin. Det oprindelige bambussugerør har hun erstattet delvist med en plastikslange – “så turisterne ikke bare kan lade som om de smager”. Det er hendes stribede nederdel, hun holdt omhyggeligt øje med os alle sammen.
Lat-folket var tidligere animister, og blev senere katoliceret af franskmændene. Der er ingen religionskonflikt her, som udsmykningen af landsbyens kirke understregede. Ja, det er en totempæl.
Fra en af de tidligere kongelige residenser.
På vej ned mod kysten igen dyrkes der mange steder tobak. En ryger i tobakmarken.
Her skal det retfærdigvis siges at det billede Kirsten og Asser har taget over samme tema er væsentligt bedre. (Det kan ses her, men der er lang loadtid.(De sidste billeder I har sendt mig skal nok komme op snart, der er ikke sket så meget på den front den sidste halvanden uge da jeg har moret mig med at have mund- og klovsyge. Nej, den er god nok. Og enten er jeg et barn, eller også er det tilsyneladende alligevel ikke kun børn der får det.)) men da jeg ikke har taget det kan jeg jo ikke så godt tillade mig at blogge det, vel? 😉
Vi ser også bomuldsmarker.
Den er fin – og ser sulten ud.
Busturene er lange, og jeg bliver endnu nemmere køresyg end normalt på grund af medicinen. Så jeg er heldig og får lov til at sidde oppe på det forreste sæde ved siden af Tran så jeg kan se ud. Tilsyneladende kan hverken udsigt eller selskab afholde mig fra en eftermiddagslur på et af de længere stræk.
I Nha Trang, ude ved kysten er der masser af frisk mad fra havet. Jeg spiser østers med soya og wasabi og en fin krabbe. Lækker var den også.
Nær vores sidste destination, turistområdet Mui Ne ligger røde sandklitter. Deres farve skifter nu meget alt efter hvad man får gjort med sit kamera og solen.
Nedenfor klitterne har en driftig vietnameser åbnet en lille café med skygge, kølige drikkevarer og hængekøjer. Vældig populært blandt turister der lige har være oppe at vade i sandet i eftermiddagsheden.
Fiskere fra den nærliggende landsby på vej i land i en af de små, runde kurvebåde de færger folk og fisk med.
Finn tilbyder mig en tur på sin lejede knallert – vi kommer ud i de små afkroge af fiskerlandsbyen og tilbage igen insisterer Onkel Jørgen på at knipse det.
Nu vi var i turistland kom jeg også til stranden lige neden for hotellet (hele 30 meter fra poolen og baren). Godt en time tror jeg, men bevidnet blev det. Hvor er der meget sand på sådan en – og tænk at folk gider tage på ferie udelukkende for at komme slige steder hen.
Alle bungalowerne på vores resort (en resort er et hotel med baghave lige ned til stranden har jeg nu lært) havde en væg der ikke var der i badeværelset.
Igrunden hyggeligt, men rigtig trælst med myggene efter mørkets frembrud. Man føler sig som jaget vildt hvis man skal op og tisse om natten.
Den fine ballon kom med hjem, og er stadig stor og rød.
