Kattens Rejse

Opsamlingsrunden

Her kommer så de billeder der ikke lige passer til det jeg skrev undervejs, men som alligevel hvisker “blog mig”.
Rækkefølgen er nogenlunde kronologisk.

De fine stewardesser på vores fly fra Kastrup til Bangkok – ikke bare har Thai god service, deres medarbejdere er også nydeligt klædt på.

Leoparden er vel ankommet til Siem Reap i Cambodia, hvor der på sengen er udbredt en nattøjs-sarong.

Vores første tempel Banteay Srei.

Jungletemplet.

Det var næsten det mest imponerende af dem vi så, så meget desto mere indtryksskabende fordi naturen har taget så meget af det tilbage.

Spændende lys nede af korridorerne, hvor det kun falder ind gennem de huller træerne har lavet i taget.

Nogle af træerne så meget grådige og kødfulde ud, nærmest som kvælerslanger.

Mig spiste de dog ikke.

På vej til Angkor Wat

Trapperne op til tårnene er stejle – bemærk hvordan folk klatrer. Jeg er der vist også et sted.

Onkel Jørgen klatrede med op til toppen, men han så lidt beklemt ud deroppe.

I mange af templerne var der ‘søjler’ i vinduerne, for at bære vægten. Det gav en fin effekt.

Det er jo et tempel, så der var også munke. (Dette her er jeg selv ret godt tilfreds med 😉 )

Som dagens sidste stop kørte vi hen til et mindre tempel fra hvis top vi så solen gå ned over Angkor Wat.

Da vi kom tilbage til hotellet om aftenen var Leoparden (antageligvis på stuepigens opfordring) igang med at lege skjul i sengen.

Fra et af templerne i Roulos-gruppen.

Tissestop på vej til Phnom Penh, der var – som alle steder – folk som solgte snacks og kolde drikkevarer. Er I sultne? Mmm, otte sprøde ben 😉

I Phomn Penh så vi sølvpagoden. En masse fugle så den også.

Der var tusindvis af skoleelever på gaden udenfor paladset – Cambodias kongelige havde besøg af en prinsesse fra Schweiz. (… Er jeg den eneste som ikke huskede Schweiz har et kongehus? Har de et kongehus?)

Vi så også nationalmuseet – klassisk Khmerstil, men med fransk byggeteknik 😉

I et hjørne foran kom en stenelefant luskende.

Indenfor var Ganesha.

Videre til Vietnam og Mekongdeltaet.
På den anden side af grænsen til Vietnam nede i Mekongdeltaet er det første vi ser en fiskefarm. Alle elefantørefiskene (de smager godt! 🙂 ) er kommet op til overfladen, for det er fodringstid.

Fiskeopdrætterne bor også selv i huset på pæle på floden, hvor fiskene går indhegnet i net nedenunder. Her et kig ud til deres toilet, hvor hundens vandskål også stod.

På sejlturen rundt i deltaet så jeg den første vietnamesiske kat. Der var ellers ikke mange, de er vist mest et hundefolk.

De vietnamesiske kvinder dækker sig godt til for ikke at blive solbrændt, som i Japan anses den hvide hud for smukkest.

Og som i Afrika kan de noget med balance.

(Mon hun med vilje har stablet kagerne så højt at hun ikke kan nå op og småspise af de øverste undervejs? 😉 )
Klid er sundt, mere klid er endnu sundere. Her er en hel skibsladning risklid ved at blive transporteret ned ad floden til brug som brændsel.

Lidt senere passerer vi på gangstien ikke en grusgrav men en klidgrav. (Ja, det _er_ klid, ikke sand).

Under sejlturen i små joller på deltaets smallere grene ser vi dette prima eksempel på vietnamesisk infrastruktur.

I Saigon ser vi præsidentpaladset. I bunkeren under det kan vi konstatere at en af grundene til Sydvietnams undergang muligvis er at også der havde de computerudstyr (eller hvad vi nu kalder det hvis det er fra 60erne. Datamater?) lavet af en Gates.

Tante Gurli har hele efteråret gået til engelsk, og denne dag fik hun brug for det. Onkel Jørgen og jeg var gået ned ad gaden for at finde en deodorant til mig (flisebadeværelsesgulv, glasdeodorant, klir :-/) og Tante Gurli kommer derfor alene hjem til deres værelse – og knækker nøglen i låsen. Da vi ikke var der, måtte hun selv forklare problemet i receptionen, og her sidder hun så, i gangens sofaarrangement efter veludført fremmedsprogskommunikation.

Mens den hidkaldte ansatte fjerner nøglestumpen.

På vej op til Da Lat stopper vi i de lange eftermiddagsskygger ved et vandfald. Der er silhouetter at kamera-lege med på opstigningen tilbage til bussen.

Jeg kan også blive alien i den rigtige belysning.

Tidlig morgen i Da Lat. Søvndrukken og utilpas tror jeg ikke helt mine kontaktlinseløse øjne i spejlet. En myg har fået eftertrykkeligt ram på mig i løbet af natten. Mit ansigt var det eneste der stak frem fra tæpperne i løbet af natten, med det resultat at jeg har et øje der er stukket til så det ikke kan åbnes helt, jeg har en ordentlig myggestiksbule i højre tinding og hvad der ligner et blåt øje i højre side. Så tror pokker jeg er groggy.

På besøg hos Lat-folket (“Da Lat: Latfolkets landsby/sted, en af Vietnams mange etniske minoriteter) byder matriarken os på hjemmelavet risbrændevin. Det oprindelige bambussugerør har hun erstattet delvist med en plastikslange – “så turisterne ikke bare kan lade som om de smager”. Det er hendes stribede nederdel, hun holdt omhyggeligt øje med os alle sammen.
Lat-folket var tidligere animister, og blev senere katoliceret af franskmændene. Der er ingen religionskonflikt her, som udsmykningen af landsbyens kirke understregede. Ja, det er en totempæl.

Fra en af de tidligere kongelige residenser.

På vej ned mod kysten igen dyrkes der mange steder tobak. En ryger i tobakmarken.

Her skal det retfærdigvis siges at det billede Kirsten og Asser har taget over samme tema er væsentligt bedre. (Det kan ses her, men der er lang loadtid.(De sidste billeder I har sendt mig skal nok komme op snart, der er ikke sket så meget på den front den sidste halvanden uge da jeg har moret mig med at have mund- og klovsyge. Nej, den er god nok. Og enten er jeg et barn, eller også er det tilsyneladende alligevel ikke kun børn der får det.)) men da jeg ikke har taget det kan jeg jo ikke så godt tillade mig at blogge det, vel? 😉
Vi ser også bomuldsmarker.

Den er fin – og ser sulten ud.

Busturene er lange, og jeg bliver endnu nemmere køresyg end normalt på grund af medicinen. Så jeg er heldig og får lov til at sidde oppe på det forreste sæde ved siden af Tran så jeg kan se ud. Tilsyneladende kan hverken udsigt eller selskab afholde mig fra en eftermiddagslur på et af de længere stræk.

I Nha Trang, ude ved kysten er der masser af frisk mad fra havet. Jeg spiser østers med soya og wasabi og en fin krabbe. Lækker var den også.

Nær vores sidste destination, turistområdet Mui Ne ligger røde sandklitter. Deres farve skifter nu meget alt efter hvad man får gjort med sit kamera og solen.


Nedenfor klitterne har en driftig vietnameser åbnet en lille café med skygge, kølige drikkevarer og hængekøjer. Vældig populært blandt turister der lige har være oppe at vade i sandet i eftermiddagsheden.

Fiskere fra den nærliggende landsby på vej i land i en af de små, runde kurvebåde de færger folk og fisk med.

Finn tilbyder mig en tur på sin lejede knallert – vi kommer ud i de små afkroge af fiskerlandsbyen og tilbage igen insisterer Onkel Jørgen på at knipse det.

Nu vi var i turistland kom jeg også til stranden lige neden for hotellet (hele 30 meter fra poolen og baren). Godt en time tror jeg, men bevidnet blev det. Hvor er der meget sand på sådan en – og tænk at folk gider tage på ferie udelukkende for at komme slige steder hen.

Alle bungalowerne på vores resort (en resort er et hotel med baghave lige ned til stranden har jeg nu lært) havde en væg der ikke var der i badeværelset.

Igrunden hyggeligt, men rigtig trælst med myggene efter mørkets frembrud. Man føler sig som jaget vildt hvis man skal op og tisse om natten.
Den fine ballon kom med hjem, og er stadig stor og rød.

Mui Ne

Nytårsfestlighederne begynder for alvor at tage fart. Der er traditionel dans og mad i den anledning, små lysbåde på poolen og restauranterne og barerne langs Mui Nes eneste gade har lukket eller lukker til midnat fordi de lokale enten er rejst hjem til familien for at fejre nytår eller skal ind til Phan Thiet og feste natten væk.


Mr. Huy har serveret morgenmad for mig de sidste par dage, og nu også nytårsmiddag. Selvudslettende og tydeligvis meget genert. Han har netop fået fri som vi bliver færdige med maden og Tran haler ham med ud at drikke en enkelt, stadig i arbejdsuniform, (inden barerne lukker) sammen med os andre.

Det viser sig at Huy kunne have været mig. Han stammer fra Da Lat (4 årstider på en dag husker I nok) og har læst matematik og datalogi (!) på universitetet i Saigon.
Nu arbejder han så her som tjener, til godt 50$ om måneden, og beretter at alle de (fede) tyskere der er Seahorse Resorts hoved- og stamkunder ikke giver drikkepenge.

Strømmen smutter i kvarteret og vores sidste-aften-drinks-café og gadelygterne har i modsætning til de mondæne resorts ikke egen nødgenerator. I 10 minutter er verden mørk og vi kan pludselig se alle de stjerner lyset gemte over os.

Næsten midnat nu. Stjerneoplyst mørke ved poolen, lysglimt over mig og dugvåd maghonibænk mod min ryg og fødder. Jeg er træt men har ikke lyst til at gå i seng. Ikke endnu. For i morgen rejser vi hjem, tilbage fra hyggeligt selskab og spændende steder til virkeligheden, den grå ikke-vinter og mit rod af et liv.

Det er sent, snart midnat og Huy tager bussen til Phan Thiet. Som jeg spiser morgenmad nu, klokken 7 er ham på arbejde igen mens løvedanserne begynder. I eftermiddag når han har fri tager han bussen den lange vej til Da Lat for at holde nytår med sine forældre.


Lige her: Overdådig oase, med mosaikstier, lyden af brændingen, store, hvide håndklæder og masser af sikkerhedsfolk rundt omkring (firestjernede hoteller bliver ikke ved med at være firestjernede hvis der bliver stjålet fra turisterne).
På den anden lide af vejen, lidt længere ude: Skure i blik og plast, træ og palmeblade. Store velnærede rotter og magre, arbejdende, barfodede mennesker. Smalle sandgyder – godt skulderbredde – og en allestedsnærværende lugt af fisk, ansjoser, lagt til soltørring.
Man skulle være hård om hjertet for ikke at skamme sig.

Sidste morgen i Mui Ne. Søvnløs giver jeg op inden seks og trisser ned for at se solen stå op.
Begyndende rødmen ud over havet i det falske daggry – hvordan solen kan både stå op og gå ned i det samme hav har jeg ikke helt grejet, det er nemlig kun omkring 130 grader af udsigten der er hav.

Phan Thiet

Ranke palmestammer i lige rækker. Lysebrune køer græsser på den udtørrede jord under dem.
Blådiset himmel med hård, bagende sol, saltmarker på den anden side af vejen.
Marginalland.

Kontrast. Landskabet er det samme, men indholdet skifter. Blege mennesker med topmaver, næsten afklædte. Grønne kunstvandede græsplæner, vagtpersonale og tilbagetrukne bungalower. (Ja, det hedder det på dansk, jeg har tjekket med retskrivningsordbogen. Idrk.)

En halv snes kilometer mod nord. Fiskerlandsby med det udvalg af slanke, gule mennesker vi har vænnet os til at se siden vi kom.
Solnedgang fra vigen hvor fiskerbådene ligger i ly i smult vande. Kvadrat på kvadrat af fisk til tørring, nattens og morgenens fangst.

Børn, unge mænd på knallerter og arbejdende fisker(koner) – deres mødre – vrimler langs strandpromenaden, og samler de tørrende fisk ind inden duggen falder med tusmørket.

Jeg sætter mig på hug og kigger på den synkende sol – og tiltrækker prompte en flok nysgerrige, snavsede (og charmerende) smådrenge.

Hvis der af og til kommer turister her er de enten i flok, par, eller en vietnamesisk kvinde i selskab med en fed tysk mand, så Tran og jeg er åbenlyst vældig interessante at iagttage.

Den mindste knægt – stadig med mælketænder – giver mig impulsivgt 1000 dong og nægter pure at tage dem tilbage trods megen lokken fra min side. “For you!” gentager han gang på gang og smiler stort.

Kameraet og jeg går ned ad trappen til stranden for at kigge på de tørrende fisk og bådene – små runde til at færge folk og fisk i land, joller og kuttere.

Halen af børn vrimler omkring mig.

Jeg samler en fin rød muslingerskal op og inden længe trykker en lille hånd en hvid en i min. Oppe igen breder jeg fangsten ud på stenene foran mig.
En af dem tæller “One, two, three, four”. En anden lægger et lille sneglehus og tæller stolt til fem på engelsk. Inden vi går har jeg en hel samling.

En halv snes kilometer mod syd. Phan Thiet, en (ifølge guiden søvnig) provinsby med en halv million indbyggere.
Byens lys i horisonten og vind i håret som omgivelserne skifter fra turistland til vietnamesisk by. Jeg har aldrig siddet bag på en knallert før, og efter de sidste mange dage at have set det lokale mylder oppe fra bussen er det spændende pludselig at være en del af det.

Ligkisteforretning ud til gaden – nogle med plastik, nogle pakket ud. Skinnende røde, blå og grønne farver med hævede guldsnirkler. Lidt senere et festende begravelsesselskab på en gaderestaurant – alle i hvidt med hvide bånd om hovedet og højlydt skålende.
Deres rustvogne er også fine, vi kunne lære noget her.

Jeg er da i hvert fald sikker på at vores kære afdøde hellere så os feste end græde.

Tivoli i en park midt i byen, i anledning af nytåret (det kinesiske). Med bittesmå pariserhjul og lysglimtende karruseller til småbørn

og utallige tombolaer og spil, hvori præmierne er dåseøl og -sodavand, plastikfade, instantnudler, termokander og andet sært skrammel.

Skræmmende (!)

balloner til børn og et stort glad menneskemylder. Alt hvad der kan krybe og gå er på gaden og de har taget familien eller slænget med.

Højst 1 ud af 10000 turister i Mui Ne tager herind til Phan Thiet, og som jeg vandrer rundt i tivoliets menneskemængde er jeg den eneste europæer i syne. Jeg bliver kigget meget på, peget på men også smilet til og mange børn siger ivrigt “Hello” i håbet om svar.

En kvinde sidder på hug og bager vafler over åben ild i et gammelt støbejernsvaffeljern. Jeg laver tegnet for penge og hun rækker 5 fingre i vejret (5000 dong er cirka 2kr). De er søde og gode. Fugtige som pandekager på den ene side og varmt brune på den side der vendte ned mod ilden.

Iskold, friskpresset sukkerrørssaft i plastikkrus på en lille plastikstolscafé på fortovet rundt om parken. Overvældende sødt og med en svag mentol- eller eukalptusagtig eftersmag. Næsten for sødt i sig selv, jeg tror det vil være et hit blandet med limejuice.

Vind i håret igen som byen tynder ud på vej tilbage til Mui Ne. Knallerten sprutter og løber tør for benzin – en af de åbenlyse farer ved at hverken speedometer eller tankmåler virker. Selvom vejen ellers er mere øde herude er der en benzintank 50 meter længere fremme. Heldet følger de tossede 😉

Da Lat

Der er lidt køligere efterhånden som vi kommer op i højden. Bevoksningen skifter, der er kaffe of the her fra 600 meters højde og opefter. Vi stopper bussen flere gange og er alle ud og føle, dufte, se og smage.

De er berømte for deres grøntsager her i Da Lat. I 1600 meters højde er der førsteklasses vækstbetingelser. Meng, vores Vietnamesiske guide siger at det er “stedet med 4 årstider hver dag” – køligt forår om morgenen, hed sommer midt på dagen, svalt efterår om aftenen og kold vinter (efter den lokale skala 😉 ) om natten.

Det hele gror her, både de eksotiske tropefrugter nede fra deltaet – mangostan,

sukkeræble,



papaya,

jackfruit,

mango, ananas, (jeg har ellers altid troet de voksede på træer)

(Vi stoppede bare i vejkanten da Tran så ananasplanter, og spurgte om vi måtte gå op og kigge på dem. På vejen kom vi forbi deres køkken – i det sydlige Vietnam er udendørs køkkener almindelige.)

pomelo

og små, søde bananer.

(Den violette er en bananblomst. Nærmest vulgær.)
– det vi kender herhjemmefra, agurk, tomat, kål, salater – og derudover også the,

(sådan ser en theblomst ud:

Sådan ser dårlig the ud: klippet nærmest med hækkesaks, store blade, kviste og det hele – det er derfor thebrevsthe fra Lipton, Pickwick og det der er værre smager som det gør, det er ikke små fine topskud, men hele, pulveriserede buske.

Sådan ser rigtig the ud: et smalbladet topskud (ja, det skal håndplukkes, det er derfor god the koster penge):

kaffe

– og her lagt til soltørring så bønnerne nemmere kan afskalles:

og tobak lidt længere nede i højden.

Under udforskning af byens grøntmarked ryster jeg på hoveder af de tilbudte appelsiner fra USA, æbler fra Sydamerika. Forvirret spørger sælgeren “hvor” og både hun og hendes gamle Mor (?) smiler stort og peger mange ting ud da jeg siger “Da Lat”

Den forrest i skålen er en brystmælksfrugt, mandarinerne kan I nok genkende og så er der en sød grøn appelsin og en mango. Madpakke til busturene – man må jo gøre sine forberedelser når lægen siger man skal spise 3 mellemmåltider hver dag.
Når de får lov at blive modne inden de plukkes er mango meget mere gule, bløde og søde end herhjemme, næsten konsistens i retning af avokado. Så man kan godt pille skrællen af og spise den i bussen selvom det eneste redskab er den theske jeg altid har i taske. Tak for vådservietten 🙂

Jeg køber også slik, men det smager fælt (det gør udenlandsk slik nu tit) selvom indpakningen er fin.

Men frugterne var gode, rigtig gode. Send venligst nogle, jeg savner dem 😉

Saigon

Pludselig er vi omgivet af neonlys,

ser høje bygninger og er i en vældig menneskemængde. Befolkningstætheden (i snit to gange Danmarks) stiger brat fra jævnt tæt langs næsten hele vejen nede i Mekongdeltaet til et mylder der næsten matcher Tokyos herinde i byen.Den mest synlige forskel: I Tokyo er hovedparten til fods, her er de fleste på knallert.
I morgentrafikken holder de i en tæt, bred kø ved hver lyskurv.
I hvert fald de der ikke starter dagen med Tai Chi, badminton eller andet i parken lige over for hotellet.

Der gælder indfletningsregler de fleste steder i trafikken – floden af knallerter skilles rundt om bussen som en strøm der bøjer af mod en klippeblok.

Cu Chi tunnelerne. Oprindeligt påbegyndt for at Viet Minh kunne skjule sig for franskmændene. De blev senere udbygget i stor stil og det var her Ho Chi Minh-stien endte, forsyningslinien fra Nordvietnam til syd. Til trods for amerikanernes gentagne forsøg på at infiltrere og ødelægge dem levede Viet Cong hernede, nogle i op til seks år.
Hele det røde område, lige uden for Saigon, midt i Sydvietnam fik amerikanerne aldrig kontrol over.

Bemærk kurven og hakken nederst i billeder – det var landsbyboernes beslutsomhed, ikke teknologi og ingeniørkunst der skabte tunnelerne.
Området var fyldt med fælder

og indgangene var godt skjult og ikke store – ofte for små til de større amerikanere kunne slippe igennem. Ikke så dumt sådan at udnytte den fysiske forskel mellem sig selv og fjenden.

Jeg kunne vist godt have været vietnameser 😉

Om dagen bombede amerikanerne – dengang var der bestemt ikke skov, men afbrændt og udbombet landskab – og om natten kom Viet Cong ud.

Tilbage i byen. Rester fra den franske kolonisering, her posthuset.

Det er også fint indeni

Og med nogle mere stillige telefonbokse end dem vi kender herhjemmefra.

Der er stadig mennesker i Vietnam der ikke kan læse og skrive, så her er en skriver – genkendelig på det røde armbind.

Morgen, hjemme

Der er sne uden for vinduet, vand på ruden, et flakkende fyrfadslys på bordet og varmtgul, solmoden hjembragt mango fra Mui Né i min morgenmadsskål.

Jeg er på snart 4.dagen omtumlet, rystende og tung af søvnunderskuddet. Søvn induceret medicinsk indhenter ikke det mistede helt så hurtigt som rigtig søvn, men jeg håber da det bliver bedre snart. Zombie-Terese.

Snebilleder fra Nordjylland i morgennyhederne.


Jeg er lidt misundelig 😉

Kanske det kolde og våde vejr kan kvikke mig lidt op så jeg får sat nogle billeder og lidt tekst op idag, og ikke bare stirrer sløvt ind i skærmen. Indtil videre har hverken koldt vand eller min stærkeste Assam-the gjort nogen forskel.

Brat overgang

Igår formiddag: Varmt solskin, bare tæer, palmer, smilende mennesker, nytårfestligheder, spændende selskab.
I dag: Vintertrist gråvejrsdag, kold helt ind til mine knogler, tilbage i den virkelige verden, papirer, mavesmertende (det sker af en eller anden grund altid :-/) jetlag.

Min krop er vist her i stolen (desværre), men mit sind, mit fokus er stadig i Vietnam og hos de mennesker jeg delte rejse med.

Øv. For fremtiden vil jeg have endeløs eskapisme, tak.

Mekongdeltaet

Naermest landlig idyl i Mekongdeltaet.

Vi koerer gennem byen i hver sin motor-rickshaw.

Tilsyneladende til lige saa stor moro for de lokale som for os – de er ikke vant til at se saa mange turister paa en gang (vi er 26) som benytter det lokale transportmiddel. Alle steder, og isaer langs de smallere gader moedes vi af smil, latter og vinken.

Det er – her som i Cambodia – helt vildt hvad man kan transportere på en knallert.

Mon han når frem inden den smelter?

Levestandarden er bedre her end i Cambodia. Den skole vi sejles over til har en tyk dreng i klasen, og enkelte – ikke mange – lidt rundere ses paa gaden.
Men de arbejder ogsaa haardt, for familiens skyld.

De (bittesmaa) 3.-klasses-elever sidder paent ved deres pulte og skriver snorlige og sirlige gangestykker med tekst til i deres haefter.

Og det selvom laereren ikke er kommet og vi staar mellem dem og glaner og fotograferer.
Så pænt skrev jeg i hvert fald ikke da jeg gik i 3. klasse.

Frokost i skyggen i haven af et gammelt kinesisk gods, nu landbrug.


Den bedste vietnamesiske mad vi endnu har fået.

Det viser sig at hende som bragte os maden er husets frue. Da vi betaler for vores drikkevarer bemærker hun på vietnamesisk at vi godt nok har mange småpenge. Hun er åbenbart kun vant til at håndtere store beløb 😉

Kommunikation

Grænsen til Vietnam. Vi venter i skyggen på at vores indrejsepapirer bliver bureaukratiseret færdig. Det vrimler med børn og små voksne der alle faldbyder øl, cola, vietnamesiske (eller cambodianske?) kager og andet godt.

Onkel Jørgen og jeg køber kokoskager. Der er 5 i en pose og vi er jo kun 3 så jeg impulsgiver en til en lille pige med slidt lyserød bluse, en stor gul muslingeskal og kridhvide mælketænder – hun har studeret os mens vi købte kagerne.
Hun kommer tilbage med en ven eller bror i samme størrelse – han får den sidste.

Vi kommunikerer ganske fint uden at forstå hinandens tale. Hun klatrer op på en pæl og vokser til fælles morskab fra min hoftehøjde til et par meter.

Lidt senere kommer hun hen og giver mig muslingeskallen – og viser mig hvordan den bliver et instrument når man kører et spidst sneglehus over dens rillede overflade.

Den grumme del af historien


På den sidste del af den lange, dansende tur fra Siem Reap til Phnom Penh fortæller Sinat sin historie. Om Khmer Rouge, om at se sin Far ført bort og myrdet og om at blive splittet fra sin familie uden at vide hvor omom de er i live i processen da Pol Pots regime sendte alle de “parasitiske byboere” – læger, politifolk, lærere, folk med briller – ud i landdistrikterne for at arbejde i marken.
Om sult, om at genfinde sin Mor (han var 5!) og om først et dusin år senere at høre at hans ene bror var i live i USA, men så ikke at kunne have brevkontakt med ham ud under det kommunistiske styre.

Roligt og afklaret fortæller han – med glimtet i øjet dæmpet lidt ned men de hvide tænder smiler stadig ud ind imellem, når han fortæller om at lære de første brokker engelsk af FN-tropperne, om at snyde sig til at lytte med ved undervisningen også på de dage hvor han ingen penge havde at betale for den med, om at blive guide, få telefon, blive gift.
(med hende her:)

Jeg lytter intenst, nærmest suger hans historie op, for jeg kan jo lide ham, Sinat, og vil gerne kende ham. Men jeg føler mig som en snylter – for mig er hans grumme historie en oplevelse til mig, den rige turist. En del af sig selv han sælger som sin levevej. På den anden side ved jeg jo godt at hvis ikke jeg kom og betalte for at lytte og lære om hans land vile de være endnu fattigere her. Men et eller andet her er ikke helt kosher.

Dagen efter besøger vi Tuol Sleng, tidligere gymnasium, under Pol Pot konverteret til torturcenter. Gruppen bliver stille og Tran har en hørlig klump i halsen som han oversætter lokalguidens ord. Ubegribelige ord om lænker, små rum, indespærring, tilfældige mennesker torteret i uger og måneder til de døde af det, af sult eller ved nattetide blev kørt ud til slagtemarkerne og brutalt hugget ned med økser, skarpe palmegrene eller bambusstammer, smidt i massegrave og drysset med kemikalier så de ikke skulle lugte og de der ikke var helt dode ville forgiftes ihjel.

Jeg havde da hørt lidt om Cambodias grumme historie inden jeg kom herned, vidste at Pol Pots regime slog mindst 1/4 af sin egen befolkning ihjel på de 4-5 år han var ved magten. Men noget helt andet er at se!
Opmurede cellevægge i klasseværelser, 2×0,8 m til hver fange, blodsprojtene på det hvide celleloft,

30 år gamle og går ikke af. Pigtråd for svalegangene så kvinder og børn på 2 og 3 sal ikke kunne begå selvmord ved at springe ud.

Torturredskaber. Billeder af fangerne – et på deres ankomst, bagbundne, et inden de sendtes på lastbil til slagtemarken. Jo vigtigere person, jo større billede. Død, tortur og “tilståelser” dokumenteret i vanviddets omhyggelighed.

Billeder af bødlerne – mænd og kvinder, børn ned til 13 år begik disse grusomheder. Med hænder – ligesom mine

– begik de dem. 17000 mennesker røg gennem Tuol Sleng på dets 4 ar som “sikkerhedscenter”. 7 overlevede – de der var der da den vietnamesiske hær befriede Pnomh Penh.

Vi er stille nu. Som jeg går gennem rummene med billeder bliver kvalmen til svimmelhed og prikker begynder at danse i udkanten af mit synsfelt. Dumstædighed holder mig oprejst og spadserende – det ville være næsten blasfemisk at dejse om her, hvor så mange har lidt.

Så bliver vi kørt ud til den slagtemark nærmest byen – denhvor alle ofrene fra Tuol Sleng endte. Over 300 sådanne marker har man fundet i Cambodia indtil videre, og flere dukker stadig op.
Et puklet landskab med spredte træer.

Fordybningerne viser sig at være tømte massegrave, nu halvt fyldt op af regnvandets erosion. 86 af dem fundet på denne mark indtil nu, med flere hundrede i hver. Overalt hvor vi går stikker tøj op af jorden som afdækkede rødder – ofrenes.

Knogler vaskes stadig frem i hver regntid og et halvt hundrede massegrave på den anden side af floden er endnu uåbnede.

Guiden, Sophia, viser os træet, der da hun var her i 1980 ingen bark havde i knæhøjde – børn slog man ihjel ved at svinge dem i benene og slå deres hoved mod træet.
Og træt hvor megafonerne med den meget høje musik hang, så omkringliggende beboelser og ofrene – ca 200 pr. nat – ikke skulle opdage hvad der ventede dem.

Midt foran gravlandskabet er der rejst en stupa (sten over de døde) og den er fyldt op af kranier – alle de 8000 man indtil videre har fundet her. Hun viser det hele roligt frem med sin tydelige og behageligt modulerede guidestemme og gentager “Please take photo”. Det virker så upassende men vi tager billeder alligevel siden hun instisterer.

Solen brænder ned og mine støvede fødder træder omhyggeligt uden om en slidt grøn lærredsskjorte der er halvt afdækket på stien foran mig. I det tørre græs bag stupaen står en række små træer med blomster øverst i kronerne og ingen blade.

Som offergaver ligger nedfaldne, perfekte blomster på græsset under dem.

Frangipani lærer jeg, og det er dem der laver duften på vinden jeg anede i Angkor.

Tænk at de kan leve sammen! Tænk at de smiler, vil fortælle, lever med at Pol Pots ideolog nu er medlem af regeringen. Den bitterhed jeg forventede ser jeg ikke, og uforstående undres jeg over hvordan bødler og ofrenes familier kan leve sammen, hvordan al den grusomhed kan huskes og tilgives.