Det er bedst hvis man husker at tage sin medicin. Og også hvis man husker at tage den medicin man får mod bivirkningerne af den medicin man skal huske at tage. Men et af problemerne med at have rod i hovedet er jo ligesom at man har rod i hovedet, og eksempelvis ikke altid er så god til at huske, på trods af sedler, regelmæssighed og al mulig anden hjælp.
Så lur mig om jeg ikke den anden dag glemte at tage den ene slags (af den ‘naturlige’ årsag at den åbne, fremmeliggende blisterpakning var løbet tør – ikke om man tænker så langt som at den næste så nok skal tages ud af æsken :-/ ). Den første del af dagen gik nogenlunde – jeg opdagede da godt at jeg var ekstra koncentrationsbesværet og hoppede og spjættede mere end ellers, men tænkte ikke lige over at der havde været en mistænkelig hvid pille mindre på mit morgenbord end sædvanlig. Jeg var ikke hjemme, så da jeg kom i tanke om hvad der mon var i vejen var der ikke lige så meget at gøre ved det. Sidst på dagen var jeg så rastløs og konstant spjættende at jeg blev helt svedt af det :-/

Resultat: Udmattelse (de to trailerlæs jord Onkel Chrisser og jeg skovlede op og kørte på genbrugspladsen hjalp nok også til udkørtheden, men det var rart! Nogen der har noget groft havearbejde der skal klares?) => For megen søvn på sære tidspunkter => søvnløshed denne morgen.

Efter at have irriteret mig et par timer mellem fire og seks smed jeg dynen ud af sengen og fulgte nødtvungent (frysende!) med, trådte lige ned i tøjet og hættesweateren fra igår, trak det døde får udenpå til værn mod morgenblæsten og vaklede ned af trappen.
Byen er mere stille på det tidspunkt, omend mange folk nu allerede er ude og på vej. Lyst(-agtigt i hvert fald) har det været længe, selvom her ikke just er lunt.

En hvid ISS-stationcar stopper lidt længere fremme ad vejen, og en kvinde i tørklæde stiger ud og går raskt afsted, antageligvis mod sit arbejde. Jeg mistænker misfornøjet at de garanteret kun betaler hende usselt til trods for at hun energisk er på vej til sit rengøringsjob længe inden mange andre (vellønnede) står op.

Vejarbejderne ved åen er allerede igang. På vej mod Magasin er der nylig sat et cykler-ingen-adgang-skilt op. Min trætte hjerne overvejer hvordan folk med cykler så skal komme om på den anden side, til strøget og telefontorvet – alt andet er afspærret og har været det længe, så det er den eneste gennemgang medmindre man vil bryde loven og smutte gennem Emil Vetts Passage. Det er vel ikke tanken?

Domkirken er – forventeligt – låst. Der er altså noget trist ved et samfund hvor man er nød til at låse helligsteder om natten, uanset religion.

Tæt op ad de røde mustensmure, ikke-særlig-men-dog-lidt i læ, under mine to hætter (fårets og sweaterens) går jeg ned mod havnen.

Skrå rækker af lastbiler med ventende containere. Betontange (halvø?) kun beboet af en stor bunke grus og en gravko. En lastbil kommer kørende og parkerer nydeligt foran de to, og den gule gravko går roligt igang med at skovle gruset op i det høje lad.

Masser af lastbiler, små kraftfulde container-trækdyr, holdende, kørende, ventende, tomme, fulde, rustne, farvede, grå. Trafik af ting, flyttet af tidligtopstandne mennesker i en helt anden verden end min.

Bagsiden. Bag betonafspærringen (så man ikke kan komme til at køre i) er der lige en halv meter at gå på mellem betonvæg og bassinkant. Her kan man ikke ses inde fra land og det flyder med knuste ølflasker, tomme juicekartoner og andet godt. Nogen (som ikke er morgenmennesker) hænger tydeligvis regelmæssigt ud her.
Grønt vand i havnebassinet. Så mørkegrønt at det næsten er sort. Svag måske-erindring af at besøge Bedstefar på skibet og se ned i den smalle stribe dybgrønt vand mellem kajen og skibet. Gad vide hvorfor havnevand i Danmark altid har præcis _den_ grønne nuance…?

Lidt trættere i benene men lige rundkørt trasker jeg op forbi manden der støvsuger en trappe i Bruuns Galleri, de morgenrejsende på banegården og trafikken ude foran. Der er flere i busserne og flere biler nu, men klokken er også næsten syv.
Optimistisk bestiller jeg en tynd kop mælkekaffe i det gode bageri på jagt efter kaffens af-spjættende effekt og gennembladrer en gratisavis mens jeg spiser den. (Jep, sådan en har jo mælkeskum på – det kan man spise med ske 😉 ) Kaffe- og brødkøbende folk på vej til arbejde strømmer ind og ud af døren, men i hjørnet hvor jeg sidder med kop og avis når trækken ikke ind, og fåret kan blive på ryglænet.

Op ad Banegårdsgade, ned gennem parkeringskælderen (der er altid læ – blev jeg hjemløs ville jeg sove der) og ned mod hjemme. Et langt, varmt bad, medicin (alle de korrekte slags denne gang) og morgengrød senere er jeg ikke bare træt, men også søvnig og døser prompte hen så snart jeg sætter mig bekvemmeligere end på en pind.

Så kører karrusellen igen.

Uncategorized • Skrevet 19. April, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Natten er forbløffende stjerneklar gadelygterne til trods. Den dufter fugtigt, distinkt ikke-længere-koldt, af næsten-sommer (næsten-forår er nok et mere realistisk bud 😉 ), lidt af Rebis og en del af søvand som jeg cykler forbi Egå Engsø. Det er længe siden natten har været min, næsten lige så længe siden jeg har cyklet i mørket, og selv nu hvor det vist i princippet ikke længere er koldt fryser jeg inde under uldjakke og handsker. Men det er en nat fuld af løfter om nætter der skal komme.

Musikken i mine ører skifter rytme og jeg ser brat hvor meget udsigten over søen, med byens orange lys spejlende sig i det afrundede vand ligner en bugt et helt andet billede, et helt andet sted. For 2 år siden boede jeg i Wellington, tog på universitetet hver dag, lavede vegetarmad (en af mine bofæller brød sig ikke om kød), gik til skotsk landsbydans og kunne alting selv. Så langt væk, men via en enkelt lignende udsigt alligevel så tæt på.

Mit indre musikanlæg spiller – mp3-afspillerens noget anden rytme og genre til trods – øjeblikkeligt og gennemsyrende denne her

I don’t need no one
to tell me ’bout Heaven
I look at my daughter
and I believe.
I don’t need no proof
when it comes to God and truth
I can see the sunset
and I perceive.

Rodløs men selvstændig, selv-afhængig om ikke uafhængig, med et selvspundet sikkerhedsnet(værk) under. Alene, langt væk i landet med de smukkeste landskaber, den grimme by og en solbrun, lækker knægt i kort, rødternet nederdel (og ikke andet) på gågaden. Nødtvungent alene-stærk, men dog stærk. Og dagene, verden, byen, nætterne – så godt som alle blæsende – var mine, hver og en.

Er jeg gået baglæns siden? Det ser næsten sådan ud. Dengang kunne jeg rejse selv, forske og udforske. Jeg kan godt huske at det ikke var behageligt, men også at det var spændende. Hvad har jeg lært siden, hvad kan jeg nu? Spise medicin og ryste så meget at thekruset skvulper over? Tænde for TV-avisen og ikke kunne huske noget fra den når de kommer til vejrudsigten? Se bøgerne på mine reoler og vide dem fuldstændig uden for min mentale rækkevidde.

Hvordan mon man lapper mig? Vender strømmen? Jeg kunne godt mistænke at jeg vokser baglæns.

Men aprilaftenen var nu dejlig trods alt.

Uncategorized • Skrevet 14. April, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Årets Fastaval var fantastisk, selvom jeg var slatten! Jeg lavede mad, snakkede med gamle venner og mødte nye, spankulerede, spillede noget underholdende rollespil og noget der var nytænkende, overvældende og overvældende godt, sov udmattet middagslur midt i menneskemængden (nørdmængden? 😉 ), var nyttig og nydende.

Her er et par klip, billeder hugget fra Lars eller doneret af Søren Parbæk og måske kommer der nogle til senere hvis jeg kan finde flere.

Først Jorgo (vist den levende i verden udover min familie jeg har kendt længst) som lavede JohnTV det meste af Fastaval og nød det. Jeg grinede også over de glimt jeg så – specielt terningerullet i soveposen 🙂

… Jeg tror nu du har mere end 3 i karisma… Og mascaraen fra banketten giver mindst +1 i bonus!

Hvor er mit barn? Jeg var jo gravid…?
Hjulpet til forløsning og erindring af en forfatter med skriveblokade, smilende som han beslutter sig for at leve, overvældes jeg, Miriam, af tårer, hulken og riven mig i håret – min spæde søn er død! Min dejlige Jonathan med blå øjne!

Hvorfor stod jeg også så tæt på trappens gelænder da den flok knægte kom løbende og maste sig forbi? Hvorfor er metroens gulv lavet af hårdt beton? Hvorfor kunne han ikke have være landet oven på mig? Hvorfor _min_ søn?
Min søn er død!
Vågnende i erkendelsen kommer jeg ud af Memoratoriet, til min David med de blå øjne. Wow!
En aldeles velfortjent vinder af publikumsprisen og det bedste scenarie jeg har spillet siden 2003.

Iskold eller lun (varmeblæserne var et hit – og en nødvendighed) og sejtlangsom opvågnen efter eftermiddagslur i caféens sofaer. (Jeps, det er længe siden jeg har kunnet holde en hel dag. Men det kommer vel igen engang…?). Rare, glade mennesker og tynd kaffe med rigtig meget mælk (koffein svinger godt med (mod?) mine medicinbivirkninger men jeg kommer kun overens med smagen når den er temmelig fortyndet).
Der var ikke meget lys dernede

men Lars synes lige som jeg at foretrække aftenbilleder uden blitz.

Veltilpas i camouflagekjolen med lånt riffel over skulderen. Min gang bliver rank og letfodet og til min begejstring går der to hele dage inden ejeren er der og vil have den retur. Den var også nyttig søndag til at forsvare de kanelsnegle jeg gerne ville forære hårdtarbejdende mennesker mod tilfældige og kagesultne forbipasserende.
Jeg konstaterer at (primært, men ikke udelukkende, mandlige) fastavalgængere – især de der hænger ud i rygeburet – godt kan lide kvinder med våben. Og det gør ikke noget at de er i lårkort (kvinderne altså) 😉

Vanedannende rarhed i køkkenet. Jeg nyder den bramfri tone og får produceret en hel masse – sandwiches, spydigheder og kager. Cola og kaffe i mit glas (hver for sig!), venlige ord og mange verbale skulderklap. Det er forunderligt sådan at blive åbenlyst værdsat og jeg smiler mere min godt halve håndfuld dage i køkkenet en de sidste måneder tilsammen. Tak.
Jeg er så glad for at have mødt Per og Allan og have fået lov at lege i køkkenet 🙂 (Og jeg er mig, så jeg må godt sige den slags uden at være fuld!)
Et sted med varme ovne og flinke mennesker (som oven i købet giver mig cola. Light!) hvor jeg får lov til at lave mad. Hvad mere kan man ønske sig?

Banketaften i køkkenet. Bekvem travlhed og sen, sen aftensmad. De 3 retter mad smager mig meget bedre efter at have hjulpet med at anrette den til gæsterne et par timer først. Jeg har stadig brandsår på fingrene efter den miniovn Allan betænksomt stillede tændt og åben på gulvet i det lille rum hvor vi spiste (skolen, og i særdeleshed køkkenregionen, var kold-trækkende-kold. Behøver de virkelig slukke for varmen inden de går til påskeferie? Igen?! De gjorde det så vidt jeg husker også sidste år) men det var også kun fordi jeg ikke kunne dy mig for at genlune mit flutes i den – uden grydelapper til at få det ud med bagefter. (Ja, jeg ved det er grumt energiforbrugende og man burde ikke, men jeg udligner det ved at være sparsommelig på alle andre tider af året.) Mmmm, frydefuld varme 🙂

Senere på aftenen i caféen sammen med Nis (hvor var det hyggeligt at have dig som overnattende gæst under Fastaval 🙂 Det er nu rarest at vågne og spise morgenmad i selskab, søvnunderskud til trods).

Senere endnu (og taget med mobiltelefon) efter trætheden og den sidste drink begyndte at sætte ind. Her er en af grundene til at denne side hedder kattens. Jeg kan blive helt salig når folk nusler mig i håret, aer eller stryger mig over huden 🙂 Og hovedbundsmassage er ualmindeligt rart efter en lang dag med ophobet søvnunderskud, hygge, arbejde og en lille en efter maden.

Om der var spinden må forblive uvist – lydniveauet var nok for højt til at det kunne afgøres 😉

Uncategorized • Skrevet 12. April, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Lunkenlun sol mod mine blussende kinder. Halvslumrende vågner jeg nok til at være taknemmelig da en omsorgsfuld hånd lægger et glatstrøget lommetørklæde over mit solskoldede-in-spe ansigt.

Mad i maven – denne gang ikke for meget – og behagelig træthed i arme og ryg – jordbunken ved indkørslen er en del mindre og græsplænen dækket af hvad der ligner skud fra gigantmuldvarpe.

Propmætte ænder padler dovent i åen. Her ved weekendens ende, efter flittige besøg fra gamle damer og folk med tumlinger, kan de end ikke besværes til at se i min retning, så kammerjunkerne just fundet fra sidste koldsskålssæson afventer en mere lovende dag.

Musik i ørerne (hvor er jeg glad for at jeg lod mig bortødsle 200 kroner på den mp3-afspiller!), fugtigrar muldjord mellem tæerne og under mine fødder, den lune vægt af solskinnet på mine bare arme – man fryser ikke når man stamper den nyudbredte jord sammen inden græssåning. Jeg ligner uden tvivl en idiot som jeg smådanser til musik kun jeg kan høre.

Uncategorized • Skrevet 01. April, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Igen og igen får jeg rådet at se på de lyse sider. At fokusere på de ting jeg godt kan i stedet for alt det der stadig er uden for min rækkevidde. (Oh at kunne læse en bog! Stå op når jeg vågner. Have koncentration i stedet for rastløshed. Have ro og rare følelser i kroppen.)

Her er hvad der kom ud af det til morgen:

Efter træt, irriteret og kæmperastløs at have cyklet rundt i sengen siden klokken seks med ømme, konstant rystende muskler kom jeg endelig op, satte “Smooth” på og fik den pludselige indskydelse at al den rastløse spjætten jeg har i mig kunne bruges til at vaske vinduerne i stuen (ja, de andre vinduer trænger stadig, men en ting ad gangen). Og når man får den slags indskydelser, så gælder det jo om at gribe dem inden træthedens glubske arme fryser dem til sprukne iskrystaller.

Og Netto har i disse dage tilbud på mit favoritnarko. Det er vel også en slags motion at bære cola hjem…? 😉

Så jeg kan nu se ud af vinduerne (de bliver ret snavsede herinde i byen) at det er solskin. Jeg plejer ellers ikke at være træt af vinteren, men kan tydeligt mærke at noget indeni længes efter solen, varmen. Gad vide hvad man kunne lave udenfor i dag…?

Jeg loggede på netbank for at betale Fastaval her til morgen. Og opdagede at jeg havde fået 7000 tilbage i skat. Plejer man ikke at få et brev om den slags? Ikke at det gør noget, det var en dejlig overraskelse.

Jeg tør næsten ikke tænke det, for de sidste par gange jeg har gjort det har det været med træls effekt. Men måske i dag bliver en god dag?

Uncategorized • Skrevet 24. March, 2007 • Ingen kommentarer endnu

• Hygge og smil med en jeg ikke har set længe.
• Overvejelser om at svømme mod strømmen.
• Skallerne jeg fik af de vietnamesiske børn
  
  og i midten “lucky money” nytårslykkepenge man får forærende, især hvis man er barn. (Eller, åbenbart, turist ved nytårstide.)
• At trætheden og koncentrationsbesværet dog ikke før eller senere mindskes.
• Min adskillige år gamle amaryllis som besluttede sig til at nu hvor det er forår og den har lidt længe vil den gøre et forsøg på at videreføre sine gener. Først lavede den to nye løg, og nu har den også sat blomster. Det hjælper åbenbart at skiftevis overvande og ignorere dem 😉
  
  De ser igrunden en smule glubende ud, pas på fingrene.
  

Uncategorized • Skrevet 18. March, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Jeg har ofte mareridt for tiden. Jeg hører fra andre at det godt kan komme af medicinen – alternativt er det bare fordi jeg sover småskidt, vågner på alternative tidspunkter og derfor kan huske mere af hvad jeg drømmer.
Det er ikke gyserdrømme med splat og monstre, men hverdagsdrømme, alt sammen ting der kunne være virkelige, i en ikke alt for alternativ virkelighed, og nogle gange også i denne.
Konklusionen er i hvert fald at det kunne jeg godt undvære. Den anden nat var det en særligt dejlig en.
Jeg drømte at jeg gav op. At jeg resignerede, indså at jeg aldrig bliver rask, får energi, bliver glad og får et rart liv der virker. Så jeg satte mig i den grønne lænestol og var besluttet på at blive der, ikke spise eller flytte mig igen og vente på at verden gik over. Min Far, som var på besøg i drømmen, synes ikke at det var nogen fremragende idé, men var ude af stand til at overbevise mig.
Den resignerendede følelse gik ikke frivilligt væk da jeg vågnede, selv efter en rum tid gik og jeg opdagede at det havde været en drøm. Ækelt!

… Rarere er de sidste fjollede billeder fra Varmere Lande som jeg langt om længe har fået lagt op.

Uncategorized • Skrevet 11. March, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Det var solskin i dag. Nok til at da jeg stoppede op et sted hvor der var læ kunne jeg mærke strålerne lune, til trods for ørevarmere, febergåsehud og al den anden indpakning.

Så kom jeg til at tænke på denne her

Den blå anemone:

Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smeltes ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted’ dér i fjor.

På Lolland jeg den hented’
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented’
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår mine anemone,
jeg ser den aldrig mer:

Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog mine anemone
som søens bølge skær.

For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la´r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!

… Godtnok har jeg ikke set nogen anemoner (men dog erantis, vintergækker, krokus og en enkelt tidlig påskelilje på vej) og jeg er forkølet nok til at have endnu mindre sangstemme end normalt, men sangen er nu dejlig alligevel 🙂

Uncategorized • Skrevet 01. March, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Jeg havde det – efter omstændighederne, men også i det hele taget – godt mens jeg var i de varme lande. Så jeg tænkte, nok noget naivt set i bakspejlet, at jeg skulle hjem og være rask og frisk.

Frustrerende at sådan gik det ikke :-/ Jeg har det bedre end da jeg tog afsted (i hvert fald bortset fra den forkølelse jeg reddede mig da jeg insisterede på at prøve at være til kenjutsu en times tid i søndags selvom det var klapperkoldt i dojoen og jeg skvattede rundt over mine egne fødder og ingen balance havde – der går vist meget lang tid før jeg kommer til at fægte bare nogenlunde anstændigt igen) men ikke så godt som jeg havde forventet.

I starten tænkte jeg bare at det var jetlag – når ikke man sover så godt tager det lang tid at slippe af med tidsforskellen. Men som dagene gik må jeg jo nok indse at det er de velkendte symptomer jeg har fået tilbage: En overvældende, sløv træthed og koncentrationsproblemer i læssevis. (Tænk at det virkelig kræver så megen energi og fokus at skrive en mail eller se en film.)

Det var nemt at rejse. Der var varmt (14 dage uden at fryse konstant!) og der skete hele tiden noget spændende uden at man selv skulle ordne eller beslutte noget. Hvilken luksus sådan at have ekspertguider til at fortælle baggrund, pege ud, gelejde os rundt fra sted til sted (turistbussen er den allernemmeste bus at tage – den og chaufføren venter altid der hvor man er 😉 ), planlægge rute, reservere bord og forudbestille mad til måltiderne, ridse historier, skikke og forskelle op. Alle pengene (og flere til) værd!
Så kan man nemt holde til en hel masse mere end man tror – man skal ikke gøre så meget andet selv end at suge til sig, være der til tiden og følge med. Og man kan slumre den evindelige træthed væk under bustransporten, når ellers ikke der sker noget mere spændende eller man er køresyg 🙂

Måske er det nemheden der fik mig til at tro jeg var stort-set-frisk. At jeg skulle hjem og orke ting, passe arbejde og være almindelig og nyttig. Frustrerende.

Jeg havde aldrig troet at jeg skulle være syg så længe – snart 2½ måned nu. Lægen siger at det er forventeligt (men det var jo altså ikke det jeg forventede) og på grund af underernæring – det er først når kroppen ikke længere føler sig i undtagelsestilstand og har fået bygget nogle nye muskler at jeg bliver mere frisk og hovedet begynder at gå i orden. Men så længe jeg er forkølet og har feber bliver der jo ikke motioneret så mange muskler frem :-/
Mit hovede føles udstoppet og stort som en basketball og jeg hundefrøs en hel time efter jeg havde været udenfor med papir og skraldespanden i formiddags – det danske klima er nok dejligt (som regel er hver årstid bedre en den foregående 🙂 – men det er nu altså desværre ikke godt for syge og skrøbelige skravl som mig.

Uncategorized • Skrevet 27. February, 2007 • Ingen kommentarer endnu

Går gennem byen på grænsen mellem nat og morgen. Himlen er grå og orange, og veje og fortove skjult under dynger af salt sjap. Tunge dråber falder som små isnåle fra himlen og tøende træer og tage, gennem sjalet ned til hårrødderne.
Vinden bringer vandkulden helt ind under jakke og sjal og laver gåsehud på hver en tomme af mig. Lige nu virker ‘vandrende, kold ind til marven’ at foretrække frem for ‘rast- og søvnløs, roterende under dynen’. Sovemedicin eller ej, min hjerne synes fast besluttet på at nægte mig god hvile.

Butikkernes vinduer er oplyste og fulde af ting jeg ikke kan se hvorfor nogen ville eje. Endsige bruge energi på at gå ud og skaffe til huse. Jeg reflekteres i ruderne, en uformelig mørkeblå skikkelse pakket ind i slidte gummistøvler, regnbukser 2 numre for store, arvet uldjakke der har set bedre dage (og gør mig pingvinformet) og sjal og ørevarmere viklet om hovedet. Jeg ligner noget der er løgn i den grå morgenkulde – bistandsklint, posedame, ikke-eksistens – jeg hører ikke til og forstår ikke, er skvattet ned gennem sprækkerne i verden, faldet af toget.
Det suser videre rundt om mig, fuld af lidenskaber jeg ikke deler og forbrug jeg ikke attrår.

Hvordan mon man bliver rask? Glad? Nyttig? Entusiastisk? Bare lidt?

Uncategorized • Skrevet 25. February, 2007 • Ingen kommentarer endnu