Aha…?!?(Set på Too Many Chefs, fra den 8. november)
…Ja, Sam Holden er amerikaner, men er det nogen undskyldning? Det forklarer dog muligvis hvorfor han ikke har styr på forskellen mellem egenskaber der relaterer til autisme-genet (trigonometri, kortlæsning…) og multitasking.
Det er en grå dag. Jeg genkender den, ved hvor det bærer hen lige fra den første missen med øjnene i morgenmørket. Vil bare søge glemsel, synke ned i søvnen og bliver der til verdens ende. Eller i det allermindste gå i et med væggen – ikke set, uhørt, utiltalt mens jeg venter på senere.
Der regner fortivletkoldt i sjælen, vækvaskelse af håb. Jeg ser mig om efter ilden at varme mig ved, men den er fraværende, ufornemmelig, utænkelig.
Har knap nok forestillingskraft til at ihukomme arme som vil kunne varme mig, det ville jo alligevel tage timer før jeg begyndte at tø og hvem har den slags tålmodighed.
Jeg skal til endnu en samtale på Hospitalet i eftermiddag, med nogle nye denne gang. Jeg orker ikke mere. Ønsker mig forfængeligt en pause. At alting jeg gør ikke skal fortolkes til at handle om mad, hvad jeg har spist eller ikke spist og hvorfor. At der var lidt fred. Bare lidt.
Klokken er nat og byen dulgt oplyst. Taxachaufføren er helt sikkert sortbørs, men han spilder ikke tiden – 170 km/t er åbenbart en logisk nattefart her. Og folk siger _jeg_ kører som Daniel?!?
Sidst jeg fløj var i vinters, hele vejen om på den anden side af verden. Men turen i aftes føltes næsten længere, eftersom jeg stødte på en uhensigtsmæssighed ved min nye facon: Jeg kan ikke længere foldes nogenlunde komfortabelt sammen i et flysæde, alt det nyanskaffede til gården, gaden og alt derimellem fylder for meget!
Aldeles klaustrofobisk sådan at være fanget i standard stolestilling, det kan den skæve ryg absolut ikke lide. Hvordan klarer alle I andre som heller ikke kan foldes sammen det?
Morgen – helt mørkt bag gardinerne, og koldt under tæpperne. Tænk at de ikke har indført dynen, her bliver koldere end hjemme om vinteren. Flygter gennem et varmt bad og ned til morgenmaden.
Solbeskinnede rødgyldene mure i morgensolen. Sommer-mindefremkaldende farver selvom det både er sidst på efteråret og jeg aldrig har været i Spanien før.
Kaffen – selv den fortyndede slags jeg drikker, jeg skulle helst ikke bliver hyperaktiv før de andre overhovedet er vågnet – er fantastisk og med sødkogt varm mælk til. Det lader ikke til at madrilenerne tror på letmælk 😉
Stille, frostklart og koldt. Hvid marmor i bedste Versailles-stil med blå, blå himmel. Alt for blå til november.
Katedralen:
Paladset:
Paladset fra samme side, men spidsere vinkel. Hvordan mon de får politibilerne op og ned?
Længere til højre, forbi paladset, kan man se ud over Sabatinis have.
Der var vældig idyllisk, selv i november.
Billede af os alle fire:
Senere spadserede vi gennem byen og bl.a. gennem et spansk stormagasin. De sælger sære ting – forsikringer, badeværelseselementer og andre sager man ikke lige finder i Magasin. Leoparden og jeg (selvfølgelig var Leoparden med
– hvordan kan man rejse uden?) traf også adskillige af Elefantens spanske slægtninge.
… Jeg mistænker de var lettere beduggede 😉
Vi fandt en fortovscafé med solstribe og fik frokost. Kølig hvidvin, og boccadillo med serranoskine og Queso Manchego på min tallerken 🙂
Daniels var vist hård at bide i.
Far nøjedes med at dase i solskinnet med en cola. Og fotografere mig med munden fuld.
Madrilenske tjenere er skam ikke teenagere med sorte forklæder, nej der er stil og attitude.
Tilbage på hotellet til et eftermiddagshvil (i Madrid kan man godt glemme alt om at få serveret aftensmad inden ni). Daniel og Far opførte sig som de voksne mennesker de aldrig blev. 
Henrik og jeg så hovedrystende til.
Fortsættelse følger…
Der er bid i luften, og pludselig daler fnuggene sparsomt og blidt. De allerførste igår, mere vedholdende idag.
For nylig gik jeg gennem skoven på vej til Hospitalet og løvet var lysegrønt og musene pilede over stierne eller så på mig fra deres huller i skovbunden.
Idag er det allerede vinter, snarere koldt end køligt, med klare morgener og dejligt lange mørkningsstunder at holde.
Om formiddagene rører jeg i gryderne, skræller, bager, skrubber og steger. Om eftermiddagen sover jeg tungt, og når knap at være udhvilet før skumringstid.
Aftnerne er mørktkantede, stearinoplyste og lune. Enten lange og rolige i selskab, eller med mig faldende i søvn til skolebarnstid de dage ingens tilstedeværelse hjælper med at holde mig vågen.
Trætheden til trods er det gen- og velkendt. Vinter jeg kender dig, du er mit hjerte nær, du er velkommen.
Lige ud af en af mine spilteori-forelæsninger på Cornell, endskønt professorens eksempler var nogle andre (cubakrisen, en duel, …)
(Ja, den er lang (små 10 minutter), men i mine øjne værd at høre til ende.)
Kan du finde en fejl i argumentet?
Så.
For kun anden gang i mit voksne liv er jeg officielt ikke undervægtig. Jeg var hos behandleren i dag, og da hun (som vanligt) vejede mig viste vægten 58,1 – altså lige præcis inde i mit mindstevægtsområde (sejlrenden) som er 58,0-60,9.
Jeg døde ikke af det, og folk vender sig ikke om på gaden efter mig og siger adr. Så langt, så godt. Hvad de tænker skal jeg ikke kunne sige (og jeg tør heller ikke rigtig tænke på det).
Hvordan det føles indeni er en anden sag. Jeg skal ikke trætte (i hvert fald ikke idag) med flere tirader om det kæmpebølgede landskab af menneskekød jeg ser hver gang jeg får øje på mig selv. (Selvom det er fristende – hvad øjnene ser er sindet fyldt op af.)
Lad mig i stedet overveje hvad I ser. For jeg ser jo almindelig ud nu, når jeg forsøger at se som med øjne udefra.
For godt 9 måneder og 16 kilo siden, da det var værst, hvor mine arme var pinde og det så ud som om jeg ville knække på midten, fik jeg (senere) at vide at min mimik var forstenet, mit kropssprog sammenkrøbet og dødt og at der tydeligvis ingen kontakt var til Terese indeni – jeg så på folk når de talte til mig, men hørte ingenting.
(En venlig sygeplejerskeelev tog billedet 19. januar.)
Men nu – nu ser jeg jo almindelig ud, det siger vægten. Med lidt sideflæsk som de fleste andre, sådan lidt normaldansker-løs i kødet og med uren hud (kroppen laver nogle pubertetsagtige ting med hormonerne når den begynder at stole på at den er færdig med at sulte). Min mimik er atter bevægelig, jeg smiler af og til, jeg kommunikerer og forstår (det meste af) hvad folk siger til mig, og jeg retter mig op og ser ud på verden i det mindste noget af tiden.
Så er den nærliggende konklusion for mit knudehovede jo at når jeg ser rask ud, så burde jeg også være det. Intet gipsben => ingen sygdom, det er da logik for… Ja tilsyneladende for nogen. Jeg kunne købe flere ekstra 50-års-fødselsdagsgaver til min Mor på lørdag hvis jeg havde en tier for hver gang jeg har hørt noget i stil med “Du har taget på, hvor ser det godt ud. Så er du snart rask.”
Så tillad mig en gang for alle at forklare – for jeg føler mig så skyldig over hele tiden at skulle bortforklare: Nej, ikke rask. Desværre, gid det var så vel.
Anoreksi er en af de mest dødelige psykiske sygdomme. Psykisk. Så du kan beklageligvis ikke måle mit helbred på min vægt – ellers var jeg frisk som en havørn nu.
Nu er jeg oppe i en acceptabel mindstevægt. Det er et skridt på vejen. Det eneste af dem I kan se direkte. Jeg har sådan brug for at I forstår at det er det mindste af dem. Resten, størstedelen af arbejdet, mangler stadig.
Sidst jeg fik så lidt ud af en dag som idag var dengang jeg krydsede datolinien på vej fra USA til New Zealand og dermed gik glip af den 8. februar 2005.
Der var det i det mindste forventet, og måske nok ikke en urimelig pris at betale for tørfodet passage over Stillehavet.
I dag var jeg slet ikke forberedt. Det burde jeg måske nok have været, for i aftes begyndte jeg på en ny slags medicin.
Jeg havde da godt nok læst indlægssedlen, og der står jo højt og tydeligt at man kan blive døsig og få hovedpine, for slet ikke at tale om alt muligt andet muntert. Men, men, men… Der er skræmmende bivirkningslister for de forskellige typer antidepressiver jeg har prøvet, uden at jeg har lidt af dem alle sammen.
Så jeg satte vækkeuret og lagde mig fortrøstningsfuldt til at sove. Og vågnede med dunkende hoved halv et i eftermiddags da Nis ringede. Noget misfornøjet over sådan at have mistet en halv dag spiste jeg forsinket morgenmad og faldt udmattet i søvn, indtil Frauke ringede halv seks!
Hrmf! Mit indre ur er skrupforvirret, og insisterer på at klokken er midt om natten og jeg er blevet vækket i utide. Eller måske at jeg har kælket hele dagen og nu er det slumre-foran-pejsen-tid. Jeg er sulten som en teenager, selv når jeg lige har spist. Om det er en bivirkning eller fordi jeg har sovet i stedet for at spise idag skal jeg ikke kunne sige, men belastende er det.
Zzzzzz…. Vil-bare-sove….. :-/
… Hvor henvender man sig for at få udleveret en erstatningsdag? Og en mæthedsfornemmelse nu vi er igang?
Det går ikke an at jeg, Fenja, der jo er født under Dommermånen, giver hemmeligheder væk der ikke er mine.
Så jeg siger jeg ingen har at give ritecirklen, selvom de danser runddans bag mine øjne og lister ud mellem åbningerne i mine Væverhjulpne mønstre.
Verden snævres brat ind – resten af Cirklen forsvinder. Et øjeblik er kun Sortmåne tilstede som hendes blik borer sig ind i mit fra den anden side af bålet. Jeg retter ryggen med dommersans og hvalpemod og gentager: “Jeg har ikke noget at give dette rite.” Keres cirkel, som enhver har noget at dele med. Det er her vi blotlægger vores mørkeste handlinger, forfærdeligste fremtider og bitreste nid og lader Keres binde dem til alles bedste. Septrengøring. At få det der ikke kan siges ud i lyset.
Hele verden – Sortmåne – ser på mig med vold i øjnene. Hendes Vrede rammer mine sanser stærkere end heden fra bålet, og jeg krymper i dens lue. Jeg ejer ikke et gram af tvivl: Kunne mit liv redde ritet havde hun taget det allerede.
Verden udvider sig brat en kvart cirkel mod venstre som Sortmånes blik søger Aslak, hendes alfa, mester for ritet. Hans Vrede syder højere, hvirvler i kropssproget da han slår fast at noget er galt.
Instinktivt trykker jeg mig yderligere, folder sammen om min sårbare bug, uforstående fastfrosset af mine ords konsekvenser hos mine ældre.
Han taler igen. Med en ætsende stemme som mine instinkter hører inden hjernen – så skarpt forkert og ikke-Aslak, at der ikke er plads til beklagelse også.
Jeg kan ikke komme nærmere jorden nu, er krøbet sammen og prøver at holde på en insisterende, ufrivillig klynken. Først da forstår jeg ordenes mening – “Så har jeg jo fejlet!” – og en dybere rædsel vågner. Aslak er stærk, han fejler ikke, må ikke fejle. Han er mægtig (og mægtigere i mine hvalpeøjne), kriger, Jarl af Jylland – vores leder i krig. Hvis fejlen er min er det en hvalps fejl, noget der kan rettes, reddes, repareres med hjælp fra de der er visere end jeg, og konsekvenserne bliver mine at bøde for.
Men hvis Aslak har fejlet er prisen høj og for hele septen.
Resten af cirklen er tilstede i verden. Usikker, søgende støtte ser jeg op til min venstre side på Magne, min alfa, det sikre, faste punkt i min verden. Raseriet i hans øjne kliner mig tættere til jorden og jeg fjerner hastigst blikket.
Til min anden side sidder Drageild, alfa af Troldhøj. Hans blik kan jeg ikke læse selvom jeg har delt hans vanvid, men det er lige så lidt beroligende som Magnes. En underdanig klynken undslipper mig.
Æoner senere. Drageild slikker septens sår som bedst og kun han kan. Mani være lovet at vores alfa er skjald.
—
Ikke om jeg forstår hvorfor nogen tager stoffer, surfer på tog, slås med folk i byen og detslige. Hovedparten af det ovenfor beskrevne fyldte måske 10 minutter af en aften, men jeg er høj på kropssprog, drama og Historien indtil næste morgen.
Min hylde.
Midnat. Uden så meget som et flygtigt blik tilovers for min invitation danser søvnen langt uden for rækkevidde af mit feberømme hovede. Jeg venter, indbyder, med tålmodighed og uden, og et par gange er jeg væk en blid halv time.
Om dagen føles jeg feberfri til trods for hæs, øm hals, øjenbetændelsen og alt det døde gule snask der har slået lejr mine lunger og bihuler. Jeg bliver mere klar i hovedet og tænker forhåbningsfuldt: “Det går nok over snart”. Men nej, henad aften stiger min interne temperatur til noget tydeligt på den forkerte side af 37 grader, feberømheden og ubehaget tager til. Distraktioner kan hjælpe, men skal være ret instisterende for at holde min flakkende koncentration.
Hvad det end er for en efterårsvirus der har bidt sig fast i mig har den vist sig fælt dygtig til at indtage enhver afkrog af øre-næse-halsregionen og alle nærtliggende slimhinder den kan lægge sine klamme tentakler på. En uge har den festet i mit indre, lystigt sat sit afkom i verden og denne nat kommer den med endnu et våben, et gammelkendt, frygtindgydende et.
Listende, snærende, panikinspirerende kommer ørepinen snigende, og brat er jeg igen blot en halv snes år og fanget i natten, søvnløs og med en spids smerte jeg ingen mulighed har for at lindre. Inde bag trommehinden hvor jeg ikke kan nå, varme, klø, lindre eller flå ud. Klokken er knapt halv tre og natten strækker sig pinefuldt uendelig foran mig, en ørkenvandring af åh så kendte, men længe glemte sindshvirvler.