Spilteori for vælgere
Lige ud af en af mine spilteori-forelæsninger på Cornell, endskønt professorens eksempler var nogle andre (cubakrisen, en duel, …)
(Ja, den er lang (små 10 minutter), men i mine øjne værd at høre til ende.)
Kan du finde en fejl i argumentet?
I sejlrenden
Så.
For kun anden gang i mit voksne liv er jeg officielt ikke undervægtig. Jeg var hos behandleren i dag, og da hun (som vanligt) vejede mig viste vægten 58,1 – altså lige præcis inde i mit mindstevægtsområde (sejlrenden) som er 58,0-60,9.
Jeg døde ikke af det, og folk vender sig ikke om på gaden efter mig og siger adr. Så langt, så godt. Hvad de tænker skal jeg ikke kunne sige (og jeg tør heller ikke rigtig tænke på det).
Hvordan det føles indeni er en anden sag. Jeg skal ikke trætte (i hvert fald ikke idag) med flere tirader om det kæmpebølgede landskab af menneskekød jeg ser hver gang jeg får øje på mig selv. (Selvom det er fristende – hvad øjnene ser er sindet fyldt op af.)
Lad mig i stedet overveje hvad I ser. For jeg ser jo almindelig ud nu, når jeg forsøger at se som med øjne udefra.
For godt 9 måneder og 16 kilo siden, da det var værst, hvor mine arme var pinde og det så ud som om jeg ville knække på midten, fik jeg (senere) at vide at min mimik var forstenet, mit kropssprog sammenkrøbet og dødt og at der tydeligvis ingen kontakt var til Terese indeni – jeg så på folk når de talte til mig, men hørte ingenting.
(En venlig sygeplejerskeelev tog billedet 19. januar.)
Men nu – nu ser jeg jo almindelig ud, det siger vægten. Med lidt sideflæsk som de fleste andre, sådan lidt normaldansker-løs i kødet og med uren hud (kroppen laver nogle pubertetsagtige ting med hormonerne når den begynder at stole på at den er færdig med at sulte). Min mimik er atter bevægelig, jeg smiler af og til, jeg kommunikerer og forstår (det meste af) hvad folk siger til mig, og jeg retter mig op og ser ud på verden i det mindste noget af tiden.
Så er den nærliggende konklusion for mit knudehovede jo at når jeg ser rask ud, så burde jeg også være det. Intet gipsben => ingen sygdom, det er da logik for… Ja tilsyneladende for nogen. Jeg kunne købe flere ekstra 50-års-fødselsdagsgaver til min Mor på lørdag hvis jeg havde en tier for hver gang jeg har hørt noget i stil med “Du har taget på, hvor ser det godt ud. Så er du snart rask.”
Så tillad mig en gang for alle at forklare – for jeg føler mig så skyldig over hele tiden at skulle bortforklare: Nej, ikke rask. Desværre, gid det var så vel.
Anoreksi er en af de mest dødelige psykiske sygdomme. Psykisk. Så du kan beklageligvis ikke måle mit helbred på min vægt – ellers var jeg frisk som en havørn nu.
Nu er jeg oppe i en acceptabel mindstevægt. Det er et skridt på vejen. Det eneste af dem I kan se direkte. Jeg har sådan brug for at I forstår at det er det mindste af dem. Resten, størstedelen af arbejdet, mangler stadig.
Snydt for en dag :-/
Sidst jeg fik så lidt ud af en dag som idag var dengang jeg krydsede datolinien på vej fra USA til New Zealand og dermed gik glip af den 8. februar 2005.
Der var det i det mindste forventet, og måske nok ikke en urimelig pris at betale for tørfodet passage over Stillehavet.
I dag var jeg slet ikke forberedt. Det burde jeg måske nok have været, for i aftes begyndte jeg på en ny slags medicin.
Jeg havde da godt nok læst indlægssedlen, og der står jo højt og tydeligt at man kan blive døsig og få hovedpine, for slet ikke at tale om alt muligt andet muntert. Men, men, men… Der er skræmmende bivirkningslister for de forskellige typer antidepressiver jeg har prøvet, uden at jeg har lidt af dem alle sammen.
Så jeg satte vækkeuret og lagde mig fortrøstningsfuldt til at sove. Og vågnede med dunkende hoved halv et i eftermiddags da Nis ringede. Noget misfornøjet over sådan at have mistet en halv dag spiste jeg forsinket morgenmad og faldt udmattet i søvn, indtil Frauke ringede halv seks!
Hrmf! Mit indre ur er skrupforvirret, og insisterer på at klokken er midt om natten og jeg er blevet vækket i utide. Eller måske at jeg har kælket hele dagen og nu er det slumre-foran-pejsen-tid. Jeg er sulten som en teenager, selv når jeg lige har spist. Om det er en bivirkning eller fordi jeg har sovet i stedet for at spise idag skal jeg ikke kunne sige, men belastende er det.
Zzzzzz…. Vil-bare-sove….. :-/
… Hvor henvender man sig for at få udleveret en erstatningsdag? Og en mæthedsfornemmelse nu vi er igang?
Keresrite
Det går ikke an at jeg, Fenja, der jo er født under Dommermånen, giver hemmeligheder væk der ikke er mine.
Så jeg siger jeg ingen har at give ritecirklen, selvom de danser runddans bag mine øjne og lister ud mellem åbningerne i mine Væverhjulpne mønstre.
Verden snævres brat ind – resten af Cirklen forsvinder. Et øjeblik er kun Sortmåne tilstede som hendes blik borer sig ind i mit fra den anden side af bålet. Jeg retter ryggen med dommersans og hvalpemod og gentager: “Jeg har ikke noget at give dette rite.” Keres cirkel, som enhver har noget at dele med. Det er her vi blotlægger vores mørkeste handlinger, forfærdeligste fremtider og bitreste nid og lader Keres binde dem til alles bedste. Septrengøring. At få det der ikke kan siges ud i lyset.
Hele verden – Sortmåne – ser på mig med vold i øjnene. Hendes Vrede rammer mine sanser stærkere end heden fra bålet, og jeg krymper i dens lue. Jeg ejer ikke et gram af tvivl: Kunne mit liv redde ritet havde hun taget det allerede.
Verden udvider sig brat en kvart cirkel mod venstre som Sortmånes blik søger Aslak, hendes alfa, mester for ritet. Hans Vrede syder højere, hvirvler i kropssproget da han slår fast at noget er galt.
Instinktivt trykker jeg mig yderligere, folder sammen om min sårbare bug, uforstående fastfrosset af mine ords konsekvenser hos mine ældre.
Han taler igen. Med en ætsende stemme som mine instinkter hører inden hjernen – så skarpt forkert og ikke-Aslak, at der ikke er plads til beklagelse også.
Jeg kan ikke komme nærmere jorden nu, er krøbet sammen og prøver at holde på en insisterende, ufrivillig klynken. Først da forstår jeg ordenes mening – “Så har jeg jo fejlet!” – og en dybere rædsel vågner. Aslak er stærk, han fejler ikke, må ikke fejle. Han er mægtig (og mægtigere i mine hvalpeøjne), kriger, Jarl af Jylland – vores leder i krig. Hvis fejlen er min er det en hvalps fejl, noget der kan rettes, reddes, repareres med hjælp fra de der er visere end jeg, og konsekvenserne bliver mine at bøde for.
Men hvis Aslak har fejlet er prisen høj og for hele septen.
Resten af cirklen er tilstede i verden. Usikker, søgende støtte ser jeg op til min venstre side på Magne, min alfa, det sikre, faste punkt i min verden. Raseriet i hans øjne kliner mig tættere til jorden og jeg fjerner hastigst blikket.
Til min anden side sidder Drageild, alfa af Troldhøj. Hans blik kan jeg ikke læse selvom jeg har delt hans vanvid, men det er lige så lidt beroligende som Magnes. En underdanig klynken undslipper mig.
Æoner senere. Drageild slikker septens sår som bedst og kun han kan. Mani være lovet at vores alfa er skjald.
—
Ikke om jeg forstår hvorfor nogen tager stoffer, surfer på tog, slås med folk i byen og detslige. Hovedparten af det ovenfor beskrevne fyldte måske 10 minutter af en aften, men jeg er høj på kropssprog, drama og Historien indtil næste morgen.
Min hylde.
Klaustrofobisk deja vú
Midnat. Uden så meget som et flygtigt blik tilovers for min invitation danser søvnen langt uden for rækkevidde af mit feberømme hovede. Jeg venter, indbyder, med tålmodighed og uden, og et par gange er jeg væk en blid halv time.
Om dagen føles jeg feberfri til trods for hæs, øm hals, øjenbetændelsen og alt det døde gule snask der har slået lejr mine lunger og bihuler. Jeg bliver mere klar i hovedet og tænker forhåbningsfuldt: “Det går nok over snart”. Men nej, henad aften stiger min interne temperatur til noget tydeligt på den forkerte side af 37 grader, feberømheden og ubehaget tager til. Distraktioner kan hjælpe, men skal være ret instisterende for at holde min flakkende koncentration.
Hvad det end er for en efterårsvirus der har bidt sig fast i mig har den vist sig fælt dygtig til at indtage enhver afkrog af øre-næse-halsregionen og alle nærtliggende slimhinder den kan lægge sine klamme tentakler på. En uge har den festet i mit indre, lystigt sat sit afkom i verden og denne nat kommer den med endnu et våben, et gammelkendt, frygtindgydende et.
Listende, snærende, panikinspirerende kommer ørepinen snigende, og brat er jeg igen blot en halv snes år og fanget i natten, søvnløs og med en spids smerte jeg ingen mulighed har for at lindre. Inde bag trommehinden hvor jeg ikke kan nå, varme, klø, lindre eller flå ud. Klokken er knapt halv tre og natten strækker sig pinefuldt uendelig foran mig, en ørkenvandring af åh så kendte, men længe glemte sindshvirvler.
Hov, jeg har lært noget
Bizart når noget der tidligere var det eneste logiske valg i en situation pludselig ændres radikalt…
Jeg er syg. Altså jo, jeg er sygemeldt, men denne gang mente jeg nu med feber, snot, halssmerter og betændelse – sådan en rigtig efterårsomgang.
Først kørte mit sind i sit sædvanlige spor: At en virus har fået fat i mig er da ingen undskyldning for at sætte tempoet ned og bruge lidt tid på at lade immunforsvaret arbejde.
Næhnej, jeg har gået til forelæsninger med lungebetændelse, kodet masser af Java med feber, cyklet selvom jeg var nødt til at stå af og kaste op og spadseret lange veje hjem med influenza på kølige dage. Der kunne sandelig ikke være tale om at blive hjemme i sengen (eller bare tage bussen, den slags koster jo penge) – der var opgaver der skulle regnes, funktionalitet der skulle kodes, ny viden der skulle indlæres og alle hverdagens praktikaliteter at ordne.
Så sådan en smule virus! Pjat, jeg kan både tage til træning, gå til møder på hospitalet (ens sygdomme har vel en rangorden 😉 ) og i det hele taget bestræbe mig på at ignorere alle kroppens signaler om at den har brug for hvile, væske og varme. Det er noget af det tigerdyr (hmmm, måske Teresedyr?) er bedst til!
Men så kom jeg til at stoppe op og overveje hvad det var jeg var igang med. (Det skal man passe på med, bare så I ved det. Jeg har arbejdet en del på at blive bedre til netop dette de sidste par måneder og de fleste af mine eksperimenter leder til den konklusion at genovervejelse kan føre til radikalt anderledes handlemønstre.)
Hvorfor tvinge mig selv til at styrte rundt og potentielt smitte andre ved min tilstedeværelse? Hvorfor omdirigere ressourcer der kunne have gået til immunforsvaret til aktiviteter der igrunden godt kan vente til senere, i morgen, i næste uge? For jeg dør jo ikke af at opvasken får lov at stå et par dage mere, at lejligheden flyder af vasketøj og køkkenbordet snart er så nusset som -gulvet. Og ganske vist har jeg nogle officielle papirer der skal udfyldes og sendes ‘snarest muligt’ – men ‘snarest muligt’ er antageligvis for andre (læs: mentalt sundere) mennesker ikke mens de har feber og hovedet fuldt af snot.
Så her sidder jeg, paf, i lænestolen under dynen og kan ikke helt forstå hvorfor min kroniskt dårlige samvittighed ikke råber højere (især om de officielle papirer). Men det er nu meget rart at dens stemme ikke er så høj – mit hovede er febertungt.
Jeg tror jeg tager en lur.
Sommeren falmer
Blid, fast sensommerregn omslutter mig på cyklen hjemad. Endnu ikke kold, men lige lun nok til at det kun er når en dråbe løber ned under jakke og bluse jeg gyser.
Mørket er anderledes nu end i sommernætterne. Jeg undersøger prøvende dets klæde mellem øjenenes fingerspidser. Dybere, selv her i byen, med mere bund. Fløjl, ikke silke som i juni. Et tykt tæppe allerede her lige efter tusmørketid. Klokken er otte og her er ganske mørkt – det er nu min indre kalender synes vi burde skifte til vintertid, men EU vil det anderledes.
Mørkegråt mellem de unge træer i bøgeskoven, lyden af våde blade og splattende snegle under cyklens dæk. Varmt inde i min hullede læderjakke. De sidste 5 kilo jeg har taget på fylder og varmer godt, for tiden for godt. Når jeg har folk på besøg fryser de mens jeg finder stuetemperaturen vældig passende. Den omvendte verden.
Godt det begynder at blive sweatertid. Så kan jeg hylle mig i tykke, fluffy gevandter, drikke the i stearinlysskær og skjule min nyvundne pondus indtil næste sommer. (Eller i hvert fald indtil julefrokosttid 😉 )
Vinden puffer til mig, mens jeg venter på grønt lys, og regnen tager til men er stadig blid. De nyligt strammende buksers ben er gennemblødte og selv her ved porten til byen dufter det af efterår-som-kommer. Et strejf af tidligere års glæde ved årstidsskiftet danser lokkende en enkelt cirkel i mig inden den falmer. Vindens duft hvisker “Der var engang – så længe siden – hvor du levede i efteråret, var Regnens Dronning, følte håret flyde på vinden med sindet fyldt af melankoli og levede i aftenens stearinlys.”
Den samme duft på vinden, fluks gennem min næse og lige til hukommelsen. Efterår igen. Dengang. Nu. Altid.
Time out
Advarsel: Brok forude. Videre læsning er for egen regning. Jeg fralægger mig ethvert ansvar for overopfyldte klagesangsbehov.
Mavepine på lur. Når jeg har spist, når det er er stykke tid siden jeg har spist og på vilkårlige tidspunkter derimellem. Boblen og dump dunken i de tidlige morgentimer, efter det er blevet lyst, når duggen falder.
Madglæde er et fænomen jeg ikke længere kan relatere til. (Det skulle da lige være mellem 4 og 6 hvor jeg ofte vågner og er sulten. Men der er det ikke spisetid ifølge min kostplan :-/) Jo senere på dagen det bliver, jo mere kvalmt er føde. Mine indvolde roterer i protest når jeg går forbi en grill- eller pizzabiks, bager eller slagter og duften af selv hjemmelavet aftensmad (min eller andres) er omtrent så appetitlig som dunstren fra Ceres-bryggeriet. Frokost-brød (rug, spelt, hvidt, hvadsomhelst) falder som mursten i maven og jeg tilbringer de 3 timer inden der skal spises igen med at fortryde hver en slugt klippe jeg bærer rundt på.
Sådan har det været en god månedstid. Jeg har kæmpet med det, først med held, men på det seneste mod overmagt – de sidste par uger har jeg ikke kunnet tage på og er derfor nu på time out fra Daghospitalet, indtil videre en uge. (Hvis der går to uger i træk hvor man ikke tager det planlagte halve kilo på om ugen bliver man sendt hjem for at overveje sin strategi.)
Jeg er træt. Træt af at tvinge mad i et fordøjelsessystem der skriger på fred, omsorg, blidhed. Træt af maveøm at frygte det næste måltid, for de skal jo tvinges ned hver og et, uanset hvordan jeg har det, og umådeligt irriteret over den defekte lukkemuskel i halsen der tvinger mig til at tykke drøv hver gang maven er tilnærmelsesvis fuld.
Træt af ikke at kunne sætte mig ned uden overvældende trang til bare at sove-sove-glemsel-sove. Det er da ganske vist rart at sove, men med måde, ikke sandt? Og helst ikke den der spændte, spjættende søvn jeg fanges i om natten, så jeg vågner hver morgen med forpinte, stive muskler og ondt i nakken.
Lige nu er vilkårlige krav – selv de allermindste – og ethvert pres for meget. Jeg forstår det ikke. Hvis jeg skal tale i telefon med nogen eller købe noget bliver jeg nervøst rastløs og maven knuger, hver gang jeg skal nogen steder hen har jeg så inderligt lyst til at lade være, blive hjemme, gemme mig. Selv de ting jeg ved jeg som regel nyder – yoga, kenjutsu, bagning… – er ikke til at få halet mig selv igang med. Og hver gang det lykkes mig at insistere og med en kraftanstrengelse gøre det alligevel kan jeg mærke hvordan jeg bruger faretruende af de ikke-just-mange ressourcer der er mig tilbage. Hvad mon der sker når jeg ikke længere kan piske mig selv afsted?
Ikke mere brok for nu. For at der i det mindste skal være lidt at se på får I denne her. Jeg fandt den på LMSs hjemmeside. Snedigt filmet – det er lige præcis sådan det er.
Grund til at være forarget?
Igår, som jeg dvask efter kenjutsu sad og så Bones (knogler, hurtige replikker, David Boreanaz og en kvindelig forsker = fin opskrift på krimi) havde jeg i en af TV3s mange og lange reklamepauser nær fået aftengrøden galt i halsen. De benytter sig af pausen til også at reklamere for kommende programmer, i dette tilfælde “Superskinny Me”, præsenteret som et program om nogle kvinder der vil tabe 5 tøjstørrelser på 5 uger, og ende i den størrelse 00 (altså 32) kvinder på den røde løber og diverse catwalks efterhånden helst skal have.
Der vises et par hurtige “appetitvækkende” klip fra programmet, det der bed sig mest fast i min hukommelse havde en læge bøjet over en mager krop med EKG-elektroder på, mens han forklarer at en af de største farer ved ekstreme vægttabsstrategier er død som følge af hjertesvigt.
Det var det hele. I det udpluk, mellem reklamer for Bilka, Robinson-ekspeditionen og resten af min krimi, lignede det en reklame for det der foregår i programmet. “Tab dig drastisk og få et bedre liv”. En brugsanvisning på at skaffe sig en spiseforstyrrelse så at sige.
Nu er jeg ellers ikke den der kan hidse mig så meget op over hvad TV3 og detslige vælger at vise af smuds, men her blev jeg nu mere end småforarget. Det er muligt at den almindelige befolkning ikke ved at det ikke tager meget mere end halvanden måned at pådrage sig semipermanent mental og fysisk skade ad den vej, men et eller andet sted i udførslen må der da have været en journalist der måtte erhverve sig noget baggrundsviden.
Jeg og min forargelse gik udmattede i seng (efter lige at have snuppet første bid af en hyggelig serie om en seriemorder der myrder dem politiet ikke får dømt) og her til morgen da jeg googlede programmet, i den tanke at skrive noget ætsende giftigt går det op for mig at det måske ikke er så fælt endda, og bestemt ingen reklame.
Når man kigger lidt nærmere end TV3s småvildledende reklamespots viser det sig at være en omvendt Supersize Me. Med to kvindelige britiske journalister i rollen som Michael Moore, og lægeovervågning af hvad der sker med dem når de haler sig selv igenmmen samme behandling som visse berømtheder siges at udsætte sig selv for. Måske ikke grund til forargelse alligevel? Mere oplysning end anoreksireklame, gudskelov!
Jeg fandt den ene journalists beretning om de 6 uger eksperimentet stod på. Interessant! Læs det. Vældig betryggende for en som mig at en pæn bid af de symptomer man får som spiseforstyrret induceres af sult – journalisten som ellers startede sund og rask beskriver en åh-så-genkendelig oplevelse i løbet af blot 5 uger. (Det er rart at overveje at jeg måske ikke er helt rablende vanvittig, men at sult i stedet forstærker min generelle småskørhed voldsomt 😉 )
Tegn på den er der ikke desto mindre masser af. Her er billedet fra journalistens beretning
Jeg foretrækker så absolut at se på den højre variant, både af hende og mig. Og som med de fleste andre æstetiske klassificeringer er det mig aldeles umuligt at forstå hvordan nogen kan mene noget andet.
…. Første del af programmet kommer torsdag aften klokken ni.