Lige kommet hjem fra kenjutsu, første gang siden november. Rigtig dejligt at se de rare mennesker jeg har savnet, og forudsigeligt trælst endnu engang at opleve min krop som en dvask flodhest der ikke har kondition til nogetsomhelst. En måned med hosteanfald og brækket ribben efterfulgt af en måneds stillesiddende ferie giver en svedig-og-pustende, misfornøjet mig. Min krop og jeg er ikke på talefod – har ikke været det i alt for mange uger – og det blev understreget idag.
Håndleddene er trætte nu. Hvor trætte ved jeg først i morgen – jeg håber en times fægten var forsigtigt nok at lægge ud med.
Det er tredie gang nu jeg har holdt – mere eller mindre ufrivilligt – lang pause. Da jeg var afsted på legatrejse, mens jeg var for tynd og syg til at kunne fægte og nu, siden november hvor mine håndled har haft det skidt.
Hver gang er det i stigende grad fornemmelsen af mangel på færdighed, ikke kan få kroppen til at gøre det hovedet godt ved den skal, at har taget to skridt tilbage men kun kan finde ud af at gå et frem, og kun hvis jeg virkelig lægger kræfter i det.
Fornemmelsen af at det er et fremmed stykke træ, et kun vagt kendt stykke værktøj, klodset og akavet i mine hænder er både velkendt og forhadt. Den tager længe om at gå væk – orker jeg det?
Hvordan lærer jeg at holde af min krop når den er udmattet og lækker saltvand nærmest allerede før jeg er gået ud ad døren? Når den råber “Nej, nej, jeg orker ikke, sæt dig nu ned!” når jeg tager mig sammen og bruger den lidt?
Når den er kompetent kan vi være fredeligt i stue sammen. Som det er for tiden har jeg lyst til at deponere den hos KommuneKemi og lære astralprojektion.
Er løsningen at opgive kenjutsu og i stedet fokusere på pilates (og potentielt Systema eller hvad det nu bliver til)? Eller flytter nissen bare med, sådan at hver gang jeg bliver nogenlunde habil til noget men udelader det en periode, så vil jeg hellere begynde på noget andet, for når jeg er ny har jeg ikke de samme forventninger til at jeg skal kunne finde ud af det?
