Jeg vågner langsomt, tankerne hviler stadig ved eftergløden af nattens spil.
Mit hovede kører i overdrive – scener genspilles, ændres, skabes uden at jeg helt kan få hold på dem. Som at se tilfældigt ordnede afsnit af en film der indretter sig efter min usammenhængende ønsker, her i den sidste dovne, halvdrømmende stund i daggryet mellem søvn og vågen.
Jeg bliver hængende så længe jeg kan. Her hvor fiktionen har rørt mig, hvor drømmende alternative handlinger er mulige og hvor jeg hviler så forlokkende sødt på de søvnige, men åh så salige rester af rollespils-rush. Hvis jeg kunne blive i denne tilstand i timer var jeg vel lykkelig så længe.
Inden længe tager mit daglige jeg over og jager de sidste rester af drøm og søvn bort. Tøvende, uvillig giver jeg slip og kommer op til morgenens overflade, til den bittersødt gryende dag.
Med erindringen om henrykkelse så nær omend fortid.
… Det er mange år siden jeg sidst har spillet 1-1 rollespil. Det er den sikreste måde jeg kender at vågne i afterglow, selvom varulv også nogle gange kan gøre det. Hvis der er et navn for det stof det udløser i min hjerne, så giv mig fluks en recept. Eller vis mig vej til en pusher – jeg er ligeglad, vil bare ha’.
Jeg tænker det må være intensiteten det giver at dele spillet, historien med præcis ét menneske.
Den måde bipersoner er mere virkelige, mere hele fordi man kan give dem sin fulde opmærksomhed – der er ingen andre spillerroller til at konkurrere om den. Samtaler bliver intense og min rolles følelser mere virkelige for mig.
Og så er der den sikre overbevisning om at man ikke stjæler opmærksomhed fra andre spillere som ønsker den, men kan hvile i sin rolle, også i de små ting uden at kede nogen eller snuppe deres rampelys. Det giver en vældig ro til at opleve.
Jeg ved ikke om det giver mening. Men jeg ved at jeg bliver så levende, åh så levende.
