Først et billede af rosen fra min Mors have som hun kom med til min fødselsdag.
De sprang skam ud, selvom det er sent på året, endda også de to små lyserøde.
I lørdags havde jeg Frauke på besøg til pebernøddebagning (ja, Onkel Jørgen, der bliver tænkt på dig) og julepynt.
Vi testede også de tre nye theer som jeg fik af Lea i fødselsdagsgave. De er alle fra Pukki, men vidt forskellige i farve og smag.
Længst til venstre står den der viste sig at være den absolut bedste i min mund. Krydret the med lakridsrod, kakaobønne og kanel -dejlig sød og fyldig.
I midten en blidere the med rose, kamille og vanille. Først smagte den ikke af så meget, men hvis den får lov til at trække længe bliver den mild, rund og med en blid sødme.
Til højre theen med tre slags ingefær. Jeg synes den mindede lidt rigeligt om søsygepiller, men Frauke kunne godt lide den. Den har en stærk og lidt brændende ingefærsmag og bliver kraftigt gul efter trækketiden er slut. Jeg tror jeg forærer den sidste til Frauke og drikker de andre to selv 🙂
Frygten for tomheden
Jeg føler mig tør indeni. Der springer ingen kilde, løber ingen bæk. Hverken af inspiration, glæde eller energi.
Jeg er træt og trist. Selvom jeg laver dejlige ting med søde mennesker besidder den underliggende melankoli mig helt.
Det er svært at koncentrere mig. Når jeg ikke er igang med en aktivitet bliver jeg nærmst panisk af tomheden, når jeg er igang med noget knækker min koncentration hele tiden og frygten for tomheden kigger frem.
Det har været sådan længe, åh så længe. Hvornår bliver det bedre?
Efterårsmad
Mørkt og råkoldt. Tændte stearinlys og længsel efter efterårsmad.
Lasses saltbagte rødbeder efter Brødrene Prices opskrift.
Det var en hel lille arkæologisk udgravning da de kom ud af ovnen.
Første spadestik.
Godt på vej ned i hulesystemet.
Alle emner befriet, nu skal de pilles.
Saltbagte rødbeder i timianmarinade.
Det var i weekenden. Idag har jeg Ingrid på besøg til opgaveretning og græskarsuppe. Hun står for opgaverne, jeg for suppen.
I gryden kom to søde små økologiske græskar fra min Mors have samt to løg og en butternutsquash fra (mindre romantisk) Føtex.
Efter en halv times tid i gryden var der mad. Græskarsuppe med pecorino og friskkværnet peber.
Hvad mon næste madprojekt skal være?
Søvnløs
Det er tidlig morgen og jeg har allerede vendt og drejet mig i sengen siden halv fire, inden jeg gav op og stod op.
Der er dejligt vintermørkt udenfor, lyskæden lyser hyggeligt henne over vinduet og jeg har the i koppen. Så mangler bare at jeg ikke skule på arbejde idag, så var idyllen perfekt.
Eller næsten, for tankerne svirrer. Om hvad jeg har haft og mistet, om andre, tidligere dage hvor jeg var nærmest lykkelig.
Om der mon nogensinde er nogen som vil elske mig igen? En som jeg kan give mig selv til, en jeg ikke kan undvære og som er der specielt for mig? Det føles ikke sådan, og så bliver tankerne hurtigt tunge.
Jeg prøver på at nyde de gode ting jeg laver i hverdagen, bestræber mig på at sige ja til invitationer og samvær. Og det er dejligt at se rare mennesker, men når jeg er alene kommer tristheden, for nedenunder ligger et dybere savn.
Og hvad stiller man op med det?
Fødselsdag
Igår havde jeg fødselsdag og havde inviteret gæster til kage. Så må man jo hellere sørge for at der også er noget kage, så jeg gik lidt amok i køkkenet.
Først chokolademuffins.
Dernæst klipsnegle
De voksede voldsomt ovenud af muffinformene og blev helt paddehatteagtige. Men lækre så de ud, hver og en.
Så var der også alle de andre kager. Tre slags småkager – citronkugler, choko-balsamico-cookies og ingefærkager – en lagkage med banan og en med skovbær, en gulerodskage og en skål krydrede vintertrøfler.
Som sædvanligt havde jeg lavet alt, alt for meget kage, men i modsætning til tidligere år lod jeg være med at komme med truslen om at ingen fik lov til at gå før der var spist op 🙂
Det var dejligt at have huset fuldt af søde mennesker hele eftermiddagen og gaver kom de endda også med. Her er den mest dekorative af dem:
Alle sjæles nat
Det er alle sjæles nat og jeg har tændt et lys. Det er natten hvor vi husker vores døde, mens lyset stille brænder ned.
Det er ikke første gang – fra et andet år kan du læse her
I år husker jeg Tante Ella. Så lyset står i en farverig rød glasstage – havde jeg haft en med guld på havde jeg brugt den.
Det er mørkt udenfor, vintermørkt, julemørkt. Og om noget associerer jeg Tante Ella med jul. Hun var altid den mest festligt klædte i rødt og guld og med sit varme smil og begejstrede julesind kunne hun nok sætte gang i hyggen. Hun havde tit eggnog med og der var altid gaver til Mor fra ‘Nissen’ eller ‘Julemanden’ under træet.
Med sin læbestiftmund og kunstigt optegnede øjenbryn var hun en forfængelig dame til det sidste, men hun formåede at være det med stil, al glimmeret til trods.
Med sine mange amerikanske låneord, parykken og alt glitteret var hun min barndoms mest excentriske personlighed.
Hjemme hos Tante Ella var der hyggeligt fyldt af det mest kitchede nips man kan forestille sig. Lyserøde plastikflamingoer i haven og masser af kunstige blomster indenfor. Sammenlignet med de amerikanske hjem jeg har været i kunne man bestemt godt se at hun havde boet mange år derovre. Samtidig kunne man se på de mange sjove småting hun havde stående at hun havde levet et langt og dejligt liv.
I det hele taget husker jeg Tante Ella som et varmt menneske der bestandig havde appetit på mere af livet. Flere festligheder, mere hygge, mere samvær.
Nu hvor hun ikke er her længere husker og ser jeg hendes varme i min Mors øreringe, i smagen af eggnog, i hendes syting som jeg har arvet og ikke mindst altid i julepynt og glimmer.
Tante Ella danser i mine minder denne nat.
Mørketid
November er lige om hjørnet og det er blevet rigtig mørkt. Med uendeligt lange regnblæsende efterårsarbejdsdage hvor det aldrig rigtig bliver lyst udenfor.
Så er det bestemt på tide med en lyskæde!
Min indre årstidsstemme siger at med dette mørkeniveau er det også snart på tide med noget sne!
Hvor blev varmen og lyset af?
Kolde morgener. Vinden hyler, regnen pisker og jeg skutter mig under tæppet i lænestolen og tænker “Skal jeg virkelig på arbejde og ud i det?”
Jeg plejer ellers at elske efteråret, men denne gang er jeg ikke helt klar til at sommeren skulle slutte. Jeg længes efter lange, varme dage og varm sol mod min krop og undres hver dag over at det allerede er mørkt nu.
Måske er det tid til at finde vinterjakken frem og tænde for varmen? Jeg kryber i stigende grad sammen under dyner og tæpper mens jeg klamrer mig til min varme thekop.
Brrr!
På vej til Kapo
Mere om mad
I fredags kom Pernille og Sophie forbi. De fortalte at vi skulle have drømmemad – under middagsluren havde Sophie drømt at vi spiste sanwiches med bagt hokkaido.
Så det gjorde vi så:
Bagt hokkaido, stegt gedeost, salat med rucola og citronsaft til at dryppe på græskarret. Mums.
Der har også været et andet græskar i mit liv for nylig, nemlig dette her lille nuttede et som jeg hentede i min Mors have.
Man kan ikke rigtig se på billedet præcis hvor yndigt det var, men tro mig, det var ikke nemt at få mig selv til at stikke kniven i det.
Det blev til den dejligste efterårsvarme græskarsuppe 🙂
På arbejdet sidste fredag klargjorde vi et dusin kalve- og oksefileter til et selskab fredag aften. Under fedtlaget på hver ligger en stor, solid sene som skal pudses af inden stegen kommer i ovnen. Samler man det hele sammen bliver der adskillige kilo sener med vedhængende kødrester. Da vi ikke har mulighed for at koge fond på arbejdet (gryderne er konsekvent i brug i arbejdstiden) fik jeg lov til at tage dem med hjem i stedet for at de blev smidt ud som vi plejer.
Hokus-pokus, op i en stor gryde sammen med gulerod, løg og et par tiloversblevne runkne tomater, koge nogle timer, køles ned og vupti: Dejlig kraftig fond.
… Med masser af gelatine i tydeligvis, men sener består jo også primært af collagen.
Igår kom jeg så endelig til bygbrødsprojektet. Jeg har samlet rugbrødsopskrifter rundt omkring på det sidste. Tanken var at prøve at lave bygbrød på sammen måde som rugbrød, nu hvor jeg både har byg direkte fra landmanden og en melkværn til min Kenwood.
Eftersom jeg kun havde knækkede rugkerner at komme i og ingen knækkede bygkerner smager det stadig en del af rug, men også dejligt af byg. Og det ser helt rigtigt ud.
