Det er ikke meget jeg får produceret for tiden udover det jeg laver på arbejdet, men lidt sker der dog.
Mine vinterbukser – et projekt der har været undervejs et stykke tid – er omsider færdige. Og til trods for at lyset ikke rigtig var med mig da jeg tog billedet er de blevet rigtig gode.
Brun- og beigeternede uldbukser med fór. Vinter, kom an!
Skumfiduser
“Pling” kom der en sms fra Maj om at hun havde købt en ny kogebog hvori der var en opskrift på skumfiduser. Om vi ikke skulle prøve den?
Jovist skulle vi det. Og det viste sig slet ikke at være så svært.
Man tager:
5 dl sukker
1½ dl lys sirup
½ dl vand
rører det sammen og varmer det til 130 grader i en gryde.
Mens det varmer tager man
25 g gelatinepulver
200 g fintmosede bær (vi brugte hhv hindbær og blåbær)
og pisker sammen.
Den varme sukkermasse piskes i roligt tempo i bærblandingen. Når det hele er rørt i sættes elpiskeren på højeste hastighed og man pisker indtil massen er kølet af samt er sej og klæbrig og trækker lange tråde når man stikker en ske i og trækker op.
Hæld i form foret med olieret husholdningsfilm og sæt på køl i 2 timer. Skær ud og rul i flormelis, sukker, kokos eller hvad du nu har lyst til.
Instant sukkerchok 🙂
… Jeg pønser lidt på om man mon kan lave dem med kaffesmag. Eller rullet i lakridspulver. Eller dyppet i chokolade. Eller…?
Første arbejdsdag
Så er jeg begyndt på mit nye arbejde på Idrætshøjskolen i Århus. Jeg startede i morges, og inden jeg havde været der en halv time havde jeg skåret et pænt hak i min tommelfinger :-/ Så er det også overstået – håber jeg.
Det var rart at komme igang igen, at føle sig nyttig. Jeg er spændt på om det stadig er rart når aften- og weekendvagterne begynder at melde deres ankomst. Jeg synes i hvert fald det er temmelig uoverskueligt for første gang i mit liv at have en vagtplan i stedet for faste arbejdstider.
Forhåbentlig er det noget man vænner sig til – højskoleeleverne skal jo i hvert fald også have mad om aftenen og i weekenderne.
Smidt væk, knust hjerte
Anders meddeler at han ikke vil være min kæreste længere, at jeg er en hæmsko for hans nye liv i København.
Jeg er helt i stykker og ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg troede – naivt – at livet skulle være dejligt mange år endnu.
Jeg kan ikke holde op med at græde, tankerne kører rundt og min mave er en stor knude af sorg og kvalm antisult.
Jeg orker ikke mere af det grå, ensomt slidsomme hverdagsliv, men det kommer væltende tilbage nu og der er kun mig til at møde det alene, helt alene. Igen.
Ingen varme arme til at holde mig tæt, ingen kærtegn i natten, ingen inderlig omsorg fra og for et andet menneske.
Det gør så ondt.
Ikke så nemt nu
Så kom de, abstinenserne.
Ikke på den fysisk slemme måde – udover svedeture, mathed og lidt træt hovedpine har min krop det stort set ok. Men mit sind er brat noget slidt.
En gennemsyrende tristhed fylder mig og jeg har ekstra sult. Både efter mad men også efter tryghed, nærhed og omsorg.
Jeg ønsker at nogen vil pakke mig ind i en kokon af lun opmærksomhed og let beskæftigelse så der kan blive ro, og ingen plads til alle tankerne som cirkler i mit hovede og kun venter på endnu et sårbart øjeblik til at slå ned et ømt sted.
Hvor længe mon jeg skal have det sådan? Hvordan kommer man frem til og ud på den anden side?
Skal jeg mon give efter og forsøge at give mig selv de ting det føles som om jeg trænger til, eller skal jeg holde fast og insistere på at gøre tingene som vanligt?
Svendebrev
Så fik jeg også sådan et:
Og som flere af jer allerede ved, så har jeg fået arbejde på Idrætshøjskolen i Århus fra den 19. september 🙂
Udtrapning
Så er det nu. Jeg har tænkt meget på det den sidste måned, overvejet og genovervejet og nu skal det være: Jeg trapper ud af min medicin.
Om det er en fornuftig beslutning ved jeg ikke helt, men jeg kan mærke dybt indeni at det er noget jeg trænger til.
Efter over 5 år, adskillige op og nedture og et enkelt fejlslagent udtrapningsforsøg forrige sommer synes jeg det er nok. Jeg har lyst til at blive medicinfri, få min hjernekemi tilbage på sporet og lære at håndtere mine svingninger med andre strategier.
Hvad kan I så forvente? Tjah, de første par uger kommer I nok næppe til at se nogen forskel, halveringstiden på Fluoxetin er temmelig lang. Men derefter begynder der nok at komme bivirkninger – svimmelhed, tudeture og andet sjovt, som potentielt kommer til at vare nogle måneder.
Så jeg beder om jeres forståelse og støtte hvis jeg ikke har det helt store overskud og måske er lidt ekstra mærkelig i den kommende tid. Jeg håber selvfølgelig at det ikke bliver så slemt som sidst, men ved godt at det håb potentielt er forfængeligt.
Dage på Åvej
Det er morgen, tidligt. Solen skinner allerede og mit vågne hjerte kan ikke sove mere. Efter to dasedage på Åvej skal der nemlig også ske alt muligt dejligt de næste par dage.
Katten overfalder mig ivrigt og velvilligt. Først for at få morgenmad, dernæst for at komme op at sidde på skødet af mig mens jeg spiser min morgenmad og morgen-netter lidt på computeren. Hun er altid særlig ivrig efter at komme op når man sidder på Lasses plads ved bordet – hvem mon plejer at lade lidt falde af til missen ved morgenbordet? Tsk, tsk.
De sidste dage har været dejlige. Jeg har malet med Frauke, daset i solskinnet på terrassen, haft besøg af Thomas, sejlet i kano med Allan og spist rigelige mængder is 🙂 Og kælet helt enormt meget med katten som hver dag fortæller mig at hun aldrig har fået mad, heller aldrig bliver kælet for og i det hele taget fortjener megen og blid opmærksomhed.
Når jeg sidder udenfor er hun hele tiden omkring mig – på mig, i en skyggestribe under bordet, i den anden stol, overalt. Og lige så snart jeg rejser mig for at hente et glas vand eller andet så vupti har hun snuppet min stol – den er åbenbart bedst.
Idag har jeg en arbejdsaftale med Mette, en halv fægteaftale med Pelle (skal jeg mon begynde til kenjutsu igen? Min svagelige ryg ville helt sikkert sætte pris på det), og i eftermiddag kommer Anders Sølling på besøg. I morgen; japanerrollespil 🙂
Sommer med mennesker, solskin og have. Livet er godt.
Blomster!
Der var dimission på skolen idag hvor vi fik eksamensbeviser. Mit var pænt – et enkelt 10-tal og resten 12’ere.
Men det bedste af det hele var næsten den enorme buket blomster jeg fik fra kollegerne på arbejdet.
Billederne yder den slet ikke retfærdighed, men skumringen er også så småt begyndt.
En enkelt hvid rolse knækkede af i blæsten og står nu i et glas på mit sengebord.
Verden er dejlig 🙂
Men hvor er tandfeen?
Her er visdomstanden som tandlægen trak ud igår – eller i hvert fald de stumper af den som var store nok til at få med hjem.
Men hvor var tandfeen i nat spørger jeg bare? For der lå ikke noget til mig da jeg vågnede, ingenting som kompensation for den mistede del af min visdom.
Tsk, tsk. Altså.