Jeg havde fødselsdag i løbet af sidste uge, og så er det på sin plads med nogle hyggelige gæster. Den slags skal jo have noget at spise og for en gangs skyld havde jeg ikke lyst til at bage kager i massevis.
Så det blev i stedet til diverse slags fingermad.
Først nogle crostini med marineret artiskok og parmesan:
Så en håndfuld bagte cherrytomater med oregano og salt
Et fadfuld endiviebåde med marineret rodfrugtssalat
Nogle rugbrødshapsere med gedeost og figen
Minipizzaer
Og tilsidst et bræt med lidt ost, skinke og pølse
Pernille fik på magisk vis plads til det hele på sofabordet og gæsterne begyndte at ankomme.
Noget senere på aftenen fik Ingrid (under stærk påvirkning af kaffe med mælk mistænker jeg) endnu engang trang til en hat.
Senere, da interessen fra de omkringsiddende havde fortaget sig, satte hun den præcis som hun ville så det blev nemmere at indtage mere kaffe 😉
Mad og rollespil
I lørdags var det Mortens aften, og jeg var ude hos Far og Karen og hygge og spise and.
Igår, søndag, fik jeg gæster til rollespil, og en af dem havde lovet at tage mad med. Og det må man sandelig sige at han gjorde:
Hvor heldig kan man være? Lækker andesteg med tilbehør to dage i træk og uden at jeg skulle lave andet end desserten søndag? 🙂 Mums!
Min helt personlige måne…?
Idag fik jeg min helt personlige måne. Den kom med UPS og nu står den på mit sengebord og lyser.
Det er en solopgangslampe. En halv time før jeg skal op begynder den svagt og gradvist at lyse. Som tiden nærmer sig, skruer den op for lyset. Derved får man kroppen til at tro at dagen gryr, og den går derfor igang med at producere vågenhormonet kortisol. Tanken er at man så er meget tættere på vågenstadiet når alarmen til sidst går igang, og at man vågner blidt og til lys i stedet for brat at blive rykket ud af søvnen af telefonens vækkeur og vågne i buldermørke.
Jeg er spændt på hvordan det bliver at stå op i morgen tidlig.
Første rimfrost
Den første rimfrost ligger på jorden. Solen skinner frostklart uden for mit vindue, under en næsten-helt-blå oktoberhimmel og jeg har købt de første mandariner. Det minder om andre dage, andre år. Bedre år, føles det som. Solen og frosten lokker: Kom ud, kom ud, siger de. Vinteren kommer, lover de.
Men jeg har ikke noget sted jeg skal hen, og ikke nogen at tage derhen sammen med.
I stedet sidder jeg her i lænestolen på sådan en smuk lørdag formiddag. Med ondt i halsen og ondt i livet.
Når man er småsyg er man typisk ikke ligefrem optimistisk, og det er svært ikke at tænke dystre tanker. Om lidt har jeg fødselsdag, og for første gang føler jeg mig for gammel. Som om det meste er for sent nu, og jeg skal være alene altid. Som om jeg aldrig skal være rigtig glad igen – det føles i hvert fald som om det er åh-så-længe-siden sidst. Som om hver dag vil blive ved med bare at være en trummerum man skal igennem for at komme til den næste. Afbrudt af små stunder med familie eller venner, hvor jeg næsten kan glemme verden. Men kun næsten, for hverdagen er der jo hele tiden lige om hjørnet, når de tager hjem til deres kærester og ægtefæller og jeg sidder her alene igen.
Vinterbukser
Det er ikke meget jeg får produceret for tiden udover det jeg laver på arbejdet, men lidt sker der dog.
Mine vinterbukser – et projekt der har været undervejs et stykke tid – er omsider færdige. Og til trods for at lyset ikke rigtig var med mig da jeg tog billedet er de blevet rigtig gode.
Brun- og beigeternede uldbukser med fór. Vinter, kom an!
Skumfiduser
“Pling” kom der en sms fra Maj om at hun havde købt en ny kogebog hvori der var en opskrift på skumfiduser. Om vi ikke skulle prøve den?
Jovist skulle vi det. Og det viste sig slet ikke at være så svært.
Man tager:
5 dl sukker
1½ dl lys sirup
½ dl vand
rører det sammen og varmer det til 130 grader i en gryde.
Mens det varmer tager man
25 g gelatinepulver
200 g fintmosede bær (vi brugte hhv hindbær og blåbær)
og pisker sammen.
Den varme sukkermasse piskes i roligt tempo i bærblandingen. Når det hele er rørt i sættes elpiskeren på højeste hastighed og man pisker indtil massen er kølet af samt er sej og klæbrig og trækker lange tråde når man stikker en ske i og trækker op.
Hæld i form foret med olieret husholdningsfilm og sæt på køl i 2 timer. Skær ud og rul i flormelis, sukker, kokos eller hvad du nu har lyst til.
Instant sukkerchok 🙂
… Jeg pønser lidt på om man mon kan lave dem med kaffesmag. Eller rullet i lakridspulver. Eller dyppet i chokolade. Eller…?
Første arbejdsdag
Så er jeg begyndt på mit nye arbejde på Idrætshøjskolen i Århus. Jeg startede i morges, og inden jeg havde været der en halv time havde jeg skåret et pænt hak i min tommelfinger :-/ Så er det også overstået – håber jeg.
Det var rart at komme igang igen, at føle sig nyttig. Jeg er spændt på om det stadig er rart når aften- og weekendvagterne begynder at melde deres ankomst. Jeg synes i hvert fald det er temmelig uoverskueligt for første gang i mit liv at have en vagtplan i stedet for faste arbejdstider.
Forhåbentlig er det noget man vænner sig til – højskoleeleverne skal jo i hvert fald også have mad om aftenen og i weekenderne.
Smidt væk, knust hjerte
Anders meddeler at han ikke vil være min kæreste længere, at jeg er en hæmsko for hans nye liv i København.
Jeg er helt i stykker og ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg troede – naivt – at livet skulle være dejligt mange år endnu.
Jeg kan ikke holde op med at græde, tankerne kører rundt og min mave er en stor knude af sorg og kvalm antisult.
Jeg orker ikke mere af det grå, ensomt slidsomme hverdagsliv, men det kommer væltende tilbage nu og der er kun mig til at møde det alene, helt alene. Igen.
Ingen varme arme til at holde mig tæt, ingen kærtegn i natten, ingen inderlig omsorg fra og for et andet menneske.
Det gør så ondt.
Ikke så nemt nu
Så kom de, abstinenserne.
Ikke på den fysisk slemme måde – udover svedeture, mathed og lidt træt hovedpine har min krop det stort set ok. Men mit sind er brat noget slidt.
En gennemsyrende tristhed fylder mig og jeg har ekstra sult. Både efter mad men også efter tryghed, nærhed og omsorg.
Jeg ønsker at nogen vil pakke mig ind i en kokon af lun opmærksomhed og let beskæftigelse så der kan blive ro, og ingen plads til alle tankerne som cirkler i mit hovede og kun venter på endnu et sårbart øjeblik til at slå ned et ømt sted.
Hvor længe mon jeg skal have det sådan? Hvordan kommer man frem til og ud på den anden side?
Skal jeg mon give efter og forsøge at give mig selv de ting det føles som om jeg trænger til, eller skal jeg holde fast og insistere på at gøre tingene som vanligt?
Svendebrev
Så fik jeg også sådan et:
Og som flere af jer allerede ved, så har jeg fået arbejde på Idrætshøjskolen i Århus fra den 19. september 🙂