Vupti, så kom det, mit nye blogdesign.
Det har jeg glædet mig til længe 🙂
Der kan stadig ske enkelte ændringer rundt omkring i hjørnerne, men i det store og hele er det sådan min lille stump af nettet kommer til at se ud fremover. Hvis I mod forventning skulle møde noget der ikke opfører sig som det skal, så være søde og læg en kommentar så det kan blive ordnet.
Det er Thomas der har lavet det til mig. Tænk at få gaver når det ikke engang er jul 🙂
Jeg har den måske sødeste Mor i verden. Nemlig.
Når jeg besøger hende får jeg blomster med hjem fra haven – fra vintergækker i februar til akelejer og lupiner nu her i begyndelsen af juni.
Når jeg skal hjem igen er hun utrolig sød til at låne mig bilen med. Det fine lille gule lyn har været min trofaste følgesvend de sidste uger. Der er mange steder det bare er nemmere at komme når man ikke er afhængig af offentlig transport – fra Bendt Brandt i industrikvarteret i Lisbjerg, til Gellerup Kirke på en søndag aften.
Når jeg dukker op og bliver et par dage, som jeg gjorde af flere omgange de sidste uger mens Lasse var på ferie i Normandiet, tager hun alle mulige hensyn og gør små søde ting. Hun laver kirsebærgrød, selvom hun ikke spiser det selv. Hun køber endda sødmælk til at hælde på, fordi hun ved det kan jeg bedst lide. (Hvorfor køber jeg i grunden ikke sødmælk derhjemme, når nu det smager bedst? Under jeg mig det ikke, eller hvordan? Er det en rest af spiseforstyrrelsen? Jeg stod og tænkte over det i Fakta den anden dag, men endte alligevel med at lægge letmælk i kurven. Sært.)
Der er få ting så hyggeligt som at lave ting hos min Mor. At sidde og sysle med et eller andet mens hun stryger, laver mad, ser fjernsyn. Bare det der stille selskab hvor man ikke forlanger så meget af hinanden end nærvær og spredte kommentarer.
Min Mor er sådan en der tit kommer med små gaver. Bare for at se modtageren smile. Så ved man også at man er blevet tænkt på. Lige nu ligger der en grøn katteformet håndklædekrog på mit køkkenbord og venter på at blive hængt op.
En dag kunne jeg godt tænke mig at rejse på ferie med min Mor. Bare hende og jeg, et sted i den store verden. Ikke for langt væk, det vil hun helst ikke. Men Sydeuropa måske, et sted hvor der er masser af gamle sager at kigge på. Athen? Tænk hvis det kunne lade sig gøre… Da jeg i sin tid stod i kongekammeret i Keops-pyramiden tænkte jeg på da jeg sad på hendes skød, før jeg selv kunne læse, og vi så på diagrammet over gangene i den store pyramide. Meget af min fascination af arkæologi og oldtidshistorie kommer fra min Mor. Jeg kan ikke åbne (eller dufte til) “Skatte fra tidernes morgen” uden fluks at tænke på hende 🙂
Tænk hvis vi kunne tage afsted sammen…
Pludselig var det en måned siden jeg sidst havde skrevet noget. Flere folk har brokket sig over at der er stå stille herinde.
Men hvad skal man skrive når man i virkeligheden overhovedet ikke har det godt? For der er da ikke megen sjov i at læse noget hvor jeg bare ævler om hvor sort det hele ser ud og hvor ked jeg er af livet, universet og alt det der.
Til hverdag forsøger jeg at fylde dagene ud med rare ting og søde mennesker. For det er nok trods al brok, den ene ting jeg faktisk har i mit liv. Dejlige mennesker at fordrive tiden sammen med. Folk som ved deres dejlige selskab kan jage de grimme tanker på flugt nogle minutter eller timer. Eller i det mindste gøre dagen lidt mere udholdelig mens tankerne kører i baggrunden.
Lige de sidste dage har jeg tilbragt ude hos Mor og Christoffer på Åvej, mens Lasse er i Normandiet.
I det gode vejr har det været dejligt at kunne sætte sig i haven efter arbejde. Rart at sludre med Christoffer når han kommer hjem fra eksamen eller træning og er på vej på arbejde eller ud til venner – knægten har gang i tusind ting.
Men mest af alt har det været åh så rart bare i nogle dage ikke at komme hjem til en tom lejlighed hver aften. At der er nogen at komme hjem til, eller nogen der kommer hjem senere. Nogen at stå op sammen med, spise sammen med, sidde sammen med. Føj hvor jeg dog hader at være single! Håbløshed fra ende til anden.
Nå, men idag går turen hjem igen. Jeg kan jo ikke blive herude altid, det er ikke mit hjem. Bare en midlertidig flugt. På samme tid en lille lindring og også en konstant påmindelse om hvad jeg ikke selv har.
De sidste måneder har jeg forsøgt at søge nogle gymnasielærerstillinger. Aldeles uden held, eftersom jeg kun har et fag, og det i øvrigt er snart 10 år siden jeg har brugt det 🙁
Jeg har i adskillige måneder kunnet mærke at jeg trænger til at lave noget med hovedet. At selvom mit køkkenjob er hyggeligt og ukompliceret, så skal der helst mere til, nu hvor mit hovede ikke længere er lagt i vat. At jeg igen har mod og lyst til et akademikerjob. Det nytter bare ikke ret meget hvad jeg har lyst til, når mine kompetencer i den retning er forældede og utilstrækkelige.
Så hvad stiller jeg op med det? Kan jeg uddanne mig til nogle jobmuligheder? Hvad skal det være? Opbruge opsparingen på at læse et gymnasierelevant sidefag i fysik? Vil det give reelle jobmuligheder, eller vil jeg stadig komme bag i køen i forhold til friske unge kandidater på 25 med verden foran sig? Og vil jeg overhovedet kunne finde ud af at studere igen, eller er min hjerne sløv og slidt af års negligering og medicinering? Tør jeg satse? Vil det gøre mig mindre ulykkelig?
I sidste uge havde jeg forskudt weekend torsdag-fredag. En glimrende lejlighed til at tage på tur, og det syntes Thomas heldigvis også 🙂
Så onsdag aften efter arbejde satte vi os i hans bil og kørte sydpå. Der var lav sol over motorvejen, god musik og milkshakes i bilen og ingen af os var til at skyde igennem.
Målet var et hotel i den lille by Bad Bramstedt, omkring 40 km nord for Hamborg.
Vel ankommet tjekkede vi ind på 10. sal og lod afslapningen begynde.
Torsdag morgen var det tid til at teste hotellets svømmepøl og boblebad. Man bliver nu et gladere menneske af sådan et kvarters boblemassage. … Jeg gør i hvert fald 🙂
Efter en udmærket morgenmad på hotellet (de havde god the, og ikke i breve) kørte vi en tur til Hamborg og slentrede rundt i bymidten. Kiggede lidt på butikker, og på deres vældig pæne gamle rådhus.
Man kunne godt se på træerne at vi var lige lidt længere sydpå – der var flere grønne blade fremme.
Tilbage i Bad Bramstedt og en solid eftermiddagslur senere gik vi ud for at lede efter noget aftensmad. Der var en del restauranter i byen, dens ringe størrelse til trods, så vi var naivt forhåbningsfulde.
Også her var der bebladede træer at finde
og sågar et japansk kirsebærtræ godt på vej.
Mad derimod, havde vi ikke meget held med. Vi gik fra restaurant til restaurant og alle steder var beskeden “Nur Bargeld”. Og det nyttede jo ikke så meget når vi kun havde visakort med.
Til sidst var der et af stederne der viste os i retning af banken, og vi tænkte glade at der kunne vi hæve kontanter, og så få noget at spise. Men nej! Bankens hæveautomat tog heller ikke visa. Lidt ude på landet i Tyskland kan det godt betale sig at have kontanter med hjemmefra!
Så vi traskede sultne og slukørede tilbage til hotellet. Et desperat øjeblik overvejede vi at spise Schnitzel und Pommes på hotellets ikke videre inspirerende restaurant, men besluttede os så i stedet for at tage i supermarkedet.
Efter et lille indkøbseventyr havde vi masser af loot
og det blev til en hyggelig pyjamasfest på værelset. I sidste ende hyggeligere end at spise ude, så måske var det meget godt at spisesteder i Bad Bramstedt ikke tager kreditkort 😉
Fredag var det igen tid til at sætte musik på i bilen og trille nordpå. Et smut forbi Real blev det også til på vejen. Sådan et kæmpesupermarked med tysk udvalg af ting kunne jeg godt bruge til hverdag. Især med tyske priser 😉
Efter sådan et par dejlige dage er man jo fluks fristet til at planlægge det næste eventyr. Jeg tror i hvert fald at både Thomas og jeg blev mindet om at vi rejser godt sammen (med dejligheden af vores Berlintur sidste forår nu opfrisket i erindringen). Hvor mon vi skal hen næste gang?
Vi har haft en del arrangementer på arbejdet de sidste par uger. Først familiedag, så idrætsdage med elever fra andre højskoler og igår afskedsreception for en medarbejder der gik på pension.
Når der er fest skal der selvfølgelig laves dejlig mad. For eksempel en eksotisk rejecocktail med mango, chili og fennikel, toppet med hjemmelavet dildmayonnaise, citron og purløg.
Til hovedret var der oksefilet, og kød er der ikke meget ved at tage billeder af. Så kig i stedet på salaten: råmarineret rødbedesalat med persille og valnødder.
Til aftenkaffen var der marcipanmuffins med kanelglasur. Dem I ser her er kun omkring en femtedel af mængden 😉
Igår morede jeg mig med at lave temakage. Ham som gik på pension har spillet håndbold i mange år, så hvad var mere oplagt end en håndboldbanekage?
Man tager en chokoladebradepandekage og dækker den med blåt overtræk.
Eftersom kagen her var tiltænkt mest som bordpynt og skuekage er det ikke marcipan, men fondant. Det giver en glattere og mindre grynet overflade, men smager til gengæld ikke af noget videre.
Næste skridt er optegning af banens streger med god tyk æggehvideglasur.
Nu ved jeg så også hvordan en håndboldbane er optegnet 😛
Slutteligen sætter man et par mål, en bold og selvfølgelig den relevante spiller på banen.
Det var egentlig meningen at målene skulle have været bygget af net i hvid chokolade, men vi kunne ikke rigtig få det til at virke – chokoladen blev for blød og kunne ikke bære sin egen vægt. Hvis eksperimentet skulle gentages ville jeg nok i stedet bruge hvid overtræk, især fordi det var en skuekage. Det er nemmere at arbejde med og har et højere smeltepunkt.
Arbejdet med håndboldbanekagen giver mig lyst til at arbejde mere med pyntede kager. Jeg har bare ikke lige nogen anledning, desværre.
Så blev det tid til at gøre lidt ved altanen. Den har set meget trist ud i vinter, med uddøde krydderurter og mos i altankassen og et fint lag grønne alger på gulvet.
Men efter blomsterudsalg i Egå med Mor og Lasse igår har det hjulpet lidt.
Nu er der både stedmoderblomst i hjørnet
og ranunkel, nellike og den-lilla-jeg-ikke-ved-hvad-hedder i altankassen.
Så skal det bare blive solskin og varmt så jeg kan sidde derude og nyde det 🙂
Jeg havde weekendvagt den forgange weekend. Når vi arbejder i weekenden har vi fri enten to dage før eller to dage efter i stedet. Og selvom det er tiltrængt med fridagene, så er den forskudte weekend alligevel sært ubrugelig. Der er ikke meget sjov ved at have fri når ens venner og familie allesammen er på arbejde og har travlt.
Denne gang var jeg heldig at min forskudte weekend faldt sammen med et hul i Tante Gurli og Onkel Jørgens ofte travle kalender, så søndag efter arbejde hoppede jeg på toget mod Skive.
Mandag morgen vågnede vanen tro tidligt og lokket af morgengryet og rimfrosten listede jeg ud i haven og trak vejret dybt i den friske luft.
Der var frost på græs og havebord, og solen var på vej op ude over fjorden.
Rimfrost på krokus der modig havde stukket hovedet op igennem den frosne jord.
… Det ligner den har spist en vintergæk.
Det var så dejligt at jeg opgav planen om at sætte mig i sofaen med computeren og i stedet tog tøj på, smuttede over i annekset efter Tante Gurlis gummistøvler og begav mig på en gåtur ned igennem slugten til vandet.
Der var sol mellem træerne på vej ned mod vandet.
og fin blå himmel.
Den lille bæk bugtede sig nysseligt.
Og nede ved fjorden var det koldt, men idyllisk.
Jeg kunne som vanligt ikke dy mig for at lege med at tage billeder i modlys.
På vejen tilbage langs vejen havde solen hævet sig nok til at give fine lange skygger.
Men det var stadig ikke varmere end at der var en fin isblomst på vinduet til annekset.
Dagen blev brugt i ro og mag med en smuttur til Thise med Onkel Jørgen efter lidt ost.
Efter middag en dejlig gåtur med Tante Gurli, og da vi kom hjem var det lunt nok i solen til at man kunne sidde ude på læsiden af huset og læse.
Som altid hos Tante Gurli og Onkel Jørgen står tiden nærmest stille mens den flyver afsted. Alt for snart sluttede weekenden og jeg drog tilbage til Århus og hverdagen.
Da jeg kom hjem fra toget mødtes jeg af dette syn i vindueskarmen:
Den lille amaryllis blomstrer 🙂
… Den stolte forælder står til højre i billedet og nikker billigende.
Ahh, så kom påsken igen. Den tid på året hvor nørder som jeg traditionelt drager på pilgrimsfærd til Fastavalland.
Dette år ingen undtagelse 🙂
Men inden jeg kom så langt som til påsken skulle der bages noget kage til de rare mennesker som havde sagt ja til at spillede mit og Mettes scenarie Bidt.
Ingen kage uden smør og æg, og foran Fakta på vej til indkøb var der de fineste istapper som hang og dryppede i solskinnet.
Fine strukturer, som til en lillebitte drypstenshule.
Endelig blev det onsdag efter arbejde og Mette, Allan og jeg drog mod Hobro. Da vi er blevet gamle og magelige var det i år med indkvartering i rigtige senge på vandrerhjemmet 200 meter nede ad vejen fra gymnasiet hvor Fastaval igen i år blev afholdt. Ikke mere sovepose på gymnastiksalsgulv – hvilken salighed 🙂
Til trods for nogen spænding og sommerfugle i maven gik det godt med vores scenarie. Spillerne var generelt glade og havde hygget sig med at spille det. Men nu havde vi også nogle ualmindeligt seje folk til at spillede for os – her et billede fra den første spillederbriefing:
Det var en rigtig hyggelig Fastaval for mit vedkommende. Vi stod ikke i køkkenet i år – sidste års beslutning om at det var nok var helt rigtig. Før første gang i årevis var der tid og energi til bare at hænge ud og spille et brætspil, til at hygge i caféen, til at sidde og spise sammen. Og ikke mindst til at spille rollespil.
Der var ikke så mange scenarier direkte i min genre denne gang, men der var gode oplevelser alligevel.
Jeg spillede Sarabande – drama uden dialog, men med al kommunikation via musiske og kropslige virkemidler. Det virkede rigtig godt – fraværet af dialog skar al den for dramaet ligegyldige smalltalk væk.
Fredag spillede jeg The Curse – et scenarie om arvelig kræft og hvad man vil gøre, hvilke dele af sig selv man vil lade bortoperere for ikke at blive syg, og hvordan man håndterer frygten. Alvorligt, men vældig interessant.
Jeg spillede også to noveller. Den første – En Forelskelse – har jeg ikke noget pænt at sige om. Scenarier som vil noget markant andet end det de reklamerer med i foromtalen har jeg ikke noget tilovers for – jeg gider ikke bruge min dyrebare fastavaltid på at være forsøgskanin for forfatterens politiske dagsorden!
The Posthuman’s Progress som var den anden var til gengæld en vældig fin idé. Jeg tror det kunne have været blevet rigtig godt med lidt øvelse, og såfremt vi havde haft en forventningsafstemning blandt spillerne om hvilken slags historie vi ville fortælle. Jeg kunne godt tænke mig at prøve det igen, men er desværre ikke sikker på at det vil virke derhjemme.
Vi kunne ikke helt holde fingrene fra køkkenet, så to timer torsdag eftermiddag holdt vi pandekagebod. Godt 30 liter pandekagedej, 3 pander og masser af bananer, flødeskum, chokoladesovs og syltetøj giver glade nørder. Et dejligt lille og overskueligt projekt, som alligevel skabte noget af den glæde vores sandwiches og kager plejer at gøre. Og gav i hvert fald mig en rar mavefornemmelse af at bidrage til den praktiske afvikling af kongressen.
Søndag eftermiddag sagde jeg farvel til Fastaval 2013 og tog hjem for at hvile ud inden hverdagen begyndte igen. Ganske vist betød det at jeg ikke var med til den store fest søndag aften, men det passede mig nu egentlig ret godt. Dels havde vi allerede holdt en ualmindelig dejlig lille impromptu portvin-og-90er-musik-fest på vandrehjemmet lørdag aften, og dels var det dejligt at nå at se min familie i ferien også.
For traditionen tro tog jeg fluks efter hjemkomsten ud til Mor og Lasse. Man skal ikke være alene hjemme lige efter Fastaval, det bliver man bare ked og blå af. Kontrasten fra at være blandt 600 glade mennesker i samme subkultur som en selv og til at sidde alene hjemme i lænestolen er simpelthen for stor. Og hvor bedre at tage hen for at få ubetinget kærlighed og selskab der godt kan håndtere at man er most og træt end til sine forældre?
Så søndag aften stod den på dejlig mad, småsnak og dasen for TV’et hjemme hos Mor. Omsorg og langsom tilbagevenden til virkeligheden.
Mandag formiddag skinnede solen så dejligt at både jeg og katten bare måtte ud.
Hende for at sidde og lure på fuglene i stakittet.
og dernæst for at se hvad jeg dog lavede med den telefon.
Med alt det solskin måtte jeg også afsted, så jeg lånte Mors fikse lille nye bil (den er ualmindeligt gul) og kørte ud til Far og Karen. Det blev til en dejlig dag med gåtur ved stranden, lange samtaler og som ekstra bonus var der læ og direkte sol på deres terrasse, så vi kunne sidde ude. Den salige følelse af godt selskab og varm sol direkte på huden. (Bliver det ikke snart sommer? Mere sol og varme, tak.)
Er det snart påske igen?
Med de sidste dages fine snelag har det været oplagt at snuppe muligheden for at få gjort sine gulvtæpper lidt renere. Jeg har et der har været Moster Tik-Taks og to fra Tante Ella, og når man har langt hår og i øvrigt ikke er den flittigste til at tage dem ud og banke dem kan de godt at blive lidt nussede til trods for ihærdig støvsugning.
Så lørdag tog jeg mig sammen – og kastede dem ud over altanen.
(Der er jo ingen grund til at bære dem både ned og op ad trappen, når tyngdekraften så villigt hjælper til den ene vej.)
… Jeg ved dog ikke hvad naboerne har tænkt 😛
Så blev de bredt ud og lagt til rette i sneen.
Og lidt senere var det ned og trampe godt på dem, så skidt og støv sidder fast i sneen og ikke i tæppet længere.
Generelt er rengøring jo ikke ligefrem fornøjeligt, men dette her er nu en af de mere muntre måder at gøre det på.
Jeg har en klar erindring om første gang jeg så min Mor tage tæpperne ud i sneen. Det har nok været den første vinter efter vi var flyttet i hus på Annekærvej, så jeg har vel været 4 eller 5, og det virkede som umådelig spas at hun – en voksen – bare sådan lagde vores løse gulvtæpper ud i sneen. For tæpper hører jo til indenfor, det ved enhver fireårig!
Og da vi så kom til delen med at trampe rundt på dem, var jeg først solgt 🙂
Min amaryllis, som blomstrer så fint netop nu, satte en masse løg et af de første år jeg havde den. Jeg plantede dem ud med tålmodig hjælp fra Frauke – 6-7 små nye amaryllisplanter – gav nogle af dem væk og beholdte selv en enkelt.
Den har stået i sin potte i min vindueskarm de sidste 5-6 år, med et enkelt eller to grønne blade skudt op fra løget og set uændret ud, år for år.
Men nu er der sket noget:
Den lille amaryllis er blevet voksen (eller i hvert fald kønsmoden?) og sætter nu en blomsterstængel selv.
Her er den med sin stolte forælder 😉
