Kattens Rejse

En halv julekalender: Låge 10 hvori der er dobbelt op

To sange idag, for jeg blev overrasket af denne her igår eftermiddags til arbejdsjulefrokosten. Jeg synes egentlig ikke specielt godt om Jul på Vesterbro – humoren er ofte lidt for latrinær til mine sarte sensibiliteter 😉 – så jeg havde aldrig hørt den før.
Men sangen rammer hovedet på et uventet søm.

Intet slår den følelse man får når det december
Af tryghed og forventning, harmoni og barnesind
Og hvis du synes du bare har det hårdt og går og kæmper
Så luk din røv, luk hjertet op og luk drømmene ind


Inden Anders Mattesens julekalendersang sprang ind fra højre igår, var det planen at det var en anden sang I skulle have haft – også fra DR, men fra børnejulekalenderen Jul i Valhal fra 2005 (beklager de norske undertekster, det var den bedste version nettet ville give mig).
Som med Weird Al Yankovic fra igår er her nogle rigtig fine og grumme flerlinjers-rim.

Hør hvor det kvaser
Når jeg maser aser til laser
De hænger i klaser
Daser og fjaser
Nu skal du til at passe på Thor
Kvindagtige smørtenor
Man ved hvor du bor


Masser af gode minder om en 9-årig Christoffer og jeg som bager runeformede julesmåkager, snakker nordisk mytologi, ser julekalender og tér os tossede 🙂
… Og en lille indre fornøjelse ved at se nogle af de gamle kræfter i rollespilsmiljøet have fingrene i julekalenderen 🙂

En halv julekalender: Låge 9 hvori det bliver blodigt

Jeg kan simpelthen ikke stå for denne her. Den er mindst lige så sort som “Bedste blev kørt over af et rensdyr”, men med Weird-Al’s sans for blodige rim. De hænger fast i hjernen må jeg advare om ;-P

Jeg kan ikke dy mig for et par eksempler, så I ved hvad I skal lytte efter:

…From his beard to his boots he was covered with ammo
Like a big fat drunk disgruntled Yuletide Rambo…

…He got Dancer and Prancer with an old German Luger
And he slashed up Dasher just like Freddy Krueger…

…Well, the workshop is gone now, he decided to bomb it
Everywhere you’ll find pieces of Cupid and Comet…

En halv julekalender: Låge 8 hvori man er nødt til at lytte til teksten

En sang som altid får mig til at knibe en tåre – til trods for at Tim Minchin jo egentlig (også) er komiker.

Som med de fleste af hans sange er man nødt til at lytte grundigt efter teksten hvis det skal være sjovt.
Han får flettet nogle forholdsvis intellektuelle overvejelser om julen ind i hvad der ender med at være en ret sentimental sang til hans lille datter.

Så det handler om familie. Om dem man hører sammen med og kommer tilbage til, hvert år. Dem der venter på en, hvis man er langt væk. Hvadenten det så er med hvidvin i solskinnet i Australien eller med stearinlys og varme drikke heroppe på den nordlige halvkugle.

Og det handler om at give det videre, den sikkerhed og varme, til sine egne børn. Om at lade dem vide at man er der, i solen, og venter. Og her er det så jeg bliver lidt vemodig over visheden om at det er en cyklus af generationer jeg aldrig skal være en del af, qua mit ikke-eksisterende afkom. For når han synger den sang, kan man høre det er sådan det er meningen det skal være.

En halv julekalender: Låge 7 om civilisation og et lille håb i et stort mørke

Det er ikke nogen gammel sang, men den minder mig altid om en ældre – og ganske virkelig – historie. Den om de engelske og tyske soldater i skyttegravene som mødtes i Ingenmandsland og fejrede jul i 1914.

Om et lille håb midt i Den Store Krig, den krig der var så frygtelig at den fik hele civilisationen (dvs. Europa 😉 ) til at tro på at “det gør vi aldrig igen”.
Om soldater fra krigende nationer, som krøb op af skyttegravenes relative sikkerhed og udvekslede cigaretter og kage og sang sammen julenat.

Kunne det ske idag? Eller er vores begreb om civilisation for råt, slidt og afstumpet nu til at der er plads til den slags tillid?

Der er mange – og mange forskellige – bud på historien rundt omkring på nettet hvis man er nysgerrig, denne her fra Københavns Biblioteker virker nogenlunde lødig.

(Sangen handler vist i virkeligheden om noget andet, og dens eget budskab er skam også fint.)

En halv julekalender: Låge 6 hvori det handler om traditioner

En fin lille poppet britisk sag, men lyt lidt nøjere.

Det jeg hører er: Traditioner er dejlige, og nye traditioner er ikke dårligere end de gamle. Julens budskab er det samme omme bag dem alle.

Så vælg de traditioner du kan lide. Smid dem væk du ikke synes om. Lav nogle nye hvis det passer dig. Der er ikke noget i julen som påbyder dig at være en lydig kopist af hvad tidligere generationer har gjort for at fejre. Og der er ingen iboende værdi i at gøre alt lige som de sidste år, medmindre det giver dig glæde.

Så hvis du ikke orker endnu en julefrokost men trænger til at lade op: Sig pænt nej tak og hyg dig hjemme. Hvis du i virkeligheden ikke bryder dig om and og flæskested: Spis lystigt noget andet og gør det til din families tradition. Gør det, der gør det til en dejlig jul for dig og dine – i stedet for at stresse og jamre mens du lever op til et traditions-hygge-“jamen-vi-plejer”-ideal som ingen (andre end måske dig selv?) måler dig på alligevel.

Det handler om at være noget for hinanden. På en måde som giver mening nu.

En halv julekalender: Låge 5 hvori det ender galt for Bedste

Denne sang minder mig om Bedstefar, om hans latter. Ikke fordi det er Bedste der bliver kørt over, men fordi det lige er hans slags humor – sort og ofte sarkastisk 🙂

Sangen er på et af min Mors tidlige og slidte kasettebånd, optaget fra radioen. De bånd blev (og bliver) spillet jul efter jul – nogle gange er det ikke lydkvaliteten der tæller mest.

Der gik nok en snes år før jeg opdagede at det ikke er Linje 3 der har lavet sangen (den lyder så meget som noget de kunne have fundet på da de var unge og sprudlende), de har bare oversat den.
Og jeg var paf da en eller anden – jeg har glemt hvem – engang bemærkede til mig at “sådan noget burde man ikke spille for børn, de forstår jo ikke ironi”.

Det er måske tilfældet for nogle børn, men det gælder ikke de Damhøjske – vi er flasket op med ironi. Den listes ind sammen med papirflyvere, chokoladeknapper, vejledning i at binde en hængekøje op og Tom & Jerry i fjernsynet lørdag aften mens hele familien spiser og snakker.

… Sammen med den sorte humor lærer man forklaringerne på spændende og sære ord som “Feltmadras” og “Pest”. Nu jeg tænker over det var det både Bedste som var en feltmadras, og Bedste som bedyrede at hun havde pest (det sidste var det år jeg havde fået et lægesæt og spurgte alle de voksne hvad de fejlede).

Det lyder jo set i bakspejlet som et spændende og hemmeligt liv hun har ført (udadtil var hun husmor). Den slags kan være farligt.

Måske er det ikke så sært at hun endte med at blive kørt over af et rensdyr? 😉

En halv julekalender: Låge 3 hvori flodhesten kommer på banen

Sangen her minder mig om hyggelige stunder med Frauke som har et sundt legehjerte og eller andet med flodheste 🙂

Den minder mig også om dengang julen havde en magisk fornemmelse af at det man ønskede sig allermest kunne ligge i en pakke under træet. Også selvom det nok set med ældre briller ikke virker så realistisk med en flodhest.

Det er mange år siden jeg brændende har ønsket mig noget som kunne pakkes ind og lægges under træet. Ting er jo bare ting, og eftersom jeg har tag over hovedet og råd til at spise hvad jeg har lyst til (hvis ellers jeg tager mig sammen til at lave det) er der ikke rigtig nogen ting jeg virkelig mangler.
Ingen ønsker man får inden for et julegavebudget i hvert fald (en rejse til Mexico med Christoffer? En tur til Sydamerika med Gurli og Jørgen? En rejse med min Mor til Jerusalem, Athen eller Egypten?).

Så måske vil jeg gerne opfordre til at holde lidt igen med gaveræset, i hvert fald blandt os voksne? Jeg har støt og roligt siden jeg rundede 20 skåret gaver fra igennem årene. Først fordi jeg var på SU og ikke havde råd til selv små gaver til 20 mennesker. Senere fordi jeg ikke synes det giver mening at være på julegave med folk du ikke har et nært forhold til.

Giv gaver til dem du kender godt nok til at kunne finde noget de vil glædes over eller have nytte af.
Og giv endelig, endelig (hvadenten det er tid, ting, penge eller tilstedeværelse) frit og med glæde, til dem du kender eller møder som mangler. Studerende, udmattede småbørnsforældre, enlige bedsteforældre, din stressede kollega, den hjemløse som sælger Hus Forbi når du går igennem Banegården.

Men lad være med at give en anden voksen en ting bare fordi det er kutyme. Der er ikke ret mange af os der har brug for flere dimser der skal byttes efter jul. Ikke ret mange af os der mangler materielle goder. Ikke flere dyre lysestager fra Bahne eller tørklæder fra Accessorize.

Giv et kram i stedet og en aftale om at lave noget dejligt sammen. Et kort hvor der står hvor meget du værdsætter vedkommendes selskab og et glas hjemmelavet syltetøj eller et løfte om at hjælpe med at grave haven til foråret. De fleste af os mangler tid meget mere end ting.

Og hvis du så stadig synes du burde købe et-eller-andet (sikkert mest fordi det er vanen og forventningen) så giv pengene til nogen der mangler. Dem er der nok af, både her i landet og ude i verden. Giv til julehjælpen, til Læger uden Grænser, til ham der spille harmonika på Strøget.

En halv julekalender: Låge 2 hvori julemanden kysser Mor

Det her er en af de første julesange jeg kan huske. Sangen i min erindring er i en ældre (og dejligere) udgave, som nettet ikke lige lader mig finde, så I må nøjes med denne her.

Den minder mig om, at mindst halvdelen af årstidens magi befinder sig på indersiden af vores hoveder, og at vi – børn som voksne – ikke tøver med at overføre vores indre logik til verden udenfor, og næppe altid er klar over at vi gør det.

Jeg kan huske at sangen gav umiddelbar og perfekt mening for mig. Mor kysser julemanden – det lyder vældig hyggeligt. Teresebarnets næste tanke: Men hvor mon Far så er, når nu det ikke er ham der kysser Mor? Ja han er selvfølgelig til fodbold, for det er jo der Far er, når han ikke er hjemme.
Jeg har måske været 4 eller 5? Jeg kan huske min tilbageskuende undren da det nogle år senere gik op for mig at der måske var mere mellem linjerne i sangens tekst. At faren i sangen nok var inde i julemanden og slet ikke til fodbold. At mine oprindelige antagelser ikke holdt stik.

Gad vide hvad jeg antager nu om stunder, uden at have opdaget det endnu?

Hvad antager du?

Glædelig 13. december.

En halv julekalender

Jeg har hørt meget julebrok – både i medierne og især i bussen (min cykel er til reparation og eftersyn). Folk som i snak med deres ven, kæreste eller Mor i telefonen eller på sædet ved siden af stresser eller harcelerer over hvad de skal købe, hvad de kan risikere at få(!), hvad de ikke orker, hvad der bare er for dårligt og hvad (andre) folk (TM) virkelig burde gøre alle som en.

Egentlig synes jeg  ikke rigtig det hverken er det julen går ud på eller skal handle om, så nu kommer her, resten af dagene op til jul en halv julekalender med julesange. 12 styks, en til hver dag at minde mig om at tænke på  noget rart eller på nogle af de ting der er vigtigere end folks selvcentrerede julebrokkeri.

Den første er den om de to mus der faldt ned i en spand med mælk.

Den ene ville drukne sig,
men makkeren sagde nej, nej, nej
For håbet sejrer kun, måske
Så længe vi leder efter det
Bliv ved at lede efter det

Glædelig 12. december.