Det er ikke nogen gammel sang, men den minder mig altid om en ældre – og ganske virkelig – historie. Den om de engelske og tyske soldater i skyttegravene som mødtes i Ingenmandsland og fejrede jul i 1914.
Om et lille håb midt i Den Store Krig, den krig der var så frygtelig at den fik hele civilisationen (dvs. Europa 😉 ) til at tro på at “det gør vi aldrig igen”.
Om soldater fra krigende nationer, som krøb op af skyttegravenes relative sikkerhed og udvekslede cigaretter og kage og sang sammen julenat.
Kunne det ske idag? Eller er vores begreb om civilisation for råt, slidt og afstumpet nu til at der er plads til den slags tillid?
Der er mange – og mange forskellige – bud på historien rundt omkring på nettet hvis man er nysgerrig, denne her fra Københavns Biblioteker virker nogenlunde lødig.
(Sangen handler vist i virkeligheden om noget andet, og dens eget budskab er skam også fint.)
No comment so far